Kronik

Den meningsfulde melankoli

Psykologien taler ikke længere om melankoli. Psykiatrien sygeliggør den. Men i kunstens verden er der ligefrem tale om en melankolibølge. Kunsten er blevet et sidste tilflugtssted for de mørke sider i vores sind — dem, som er forbudte i et samfund, der konstant jager det næste lykkefix
Lars Von Triers ’Melancholia’ er en del af en større trend, hvor kunsten giver plads til melankolien.

Lars Von Triers ’Melancholia’ er en del af en større trend, hvor kunsten giver plads til melankolien.

29. december 2011

Lars von Triers seneste film, Melancholia, handler om Jordens undergang. Jorden rammes af den altødelæggende planet Melancholia, som har givet navn til filmen, imens musikken til Wagners opera Tristan og Isolde brager løs på højromantisk vis. I populærmusikken har Agnes Obels melankolske sange succes, og store musikalske poeter som Leonard Cohen inddrager os i deres komplekse og melankolske verden.

Ja, faktisk kan man se en tendens til, at publikum ligefrem opsøger muligheden for at blive trukket ud i menneskesindets mørke afkroge, i de dybe følelser og tilstande, der ikke altid findes navn eller ord for. Der er et klart behov for kunst, som kan dét, og netop med Melancholia understreger Lars von Trier, at der i al god kunst findes melankoli.

Helt anderledes ser melankoli ud fra en psykologisk eller psykiatrisk synsvinkel. Her er melankolien blevet overtaget af det ekspanderende diagnosesystem, der karakteriserer melankoli som en depressiv lidelse, der forpester livet både for den, som er ramt, og dennes omgivelser. Det gælder om at komme af med den hurtigst muligt.

Guddommeligt klarsyn

Synet på melankoli har undergået utallige kulturelle forandringer gennem tiderne.

Oprindeligt blev den sorte galde i det antikke Grækenland anset for kilden til melankoli.

Man anså det som noget medfødt at være melankoliker. I melankolikerens kropsvæsker var der simpelthen for meget af den sorte galde. Den var defineret som kold og tør, og man mente, at den kunne forårsage manglende selvkontrol og selvdestruktivitet — til gengæld kunne den også give evner for guddommeligt klarsyn.

Samtidig ansås melankoli for at være en del af Kosmos, og var man så uheldig (eller heldig) at være født under Saturns humørsvingende natur, havde melankolikeren i perioder både adgang til galskab og genialitet.

I Middelalderen blev den potentielle dobbelthed i melankolien imidlertid aflivet. I stedet blev tilstanden forbundet med ligegyldighed, sjælelig dovenskab og blasfemi.

Men i Renæssancen blev dobbelttydigheden genfødt sammen med den kunstneriske opblomstring. Lidelse og smerte blev nu set som noget, man skulle igennem for at få kendskab til det, der befandt sig omme på den anden side af disse tilstande.

I Oplysningstiden, individualitetens og lykkens århundrede, affejedes melankolien atter. Nu blev den anset for at rumme en potentiel fare for galskab, som kunne true et menneskes lykke. Desuden ændrede opfattelsen af melankolien sig. Fra at have været noget naturgivent blev den nu opfattet som noget kulturgivent. Frem for at anskue tilstanden som en del af mennesket og Kosmos selv, blev den efterhånden opfattet som symptom på kulturel fremmedgørelse og udmattelse. Det perspektiv blev forstærket, da Freud udlagde sin psykoanalytiske tolkning af melankoli ved at sammenstille tilstanden med sorg. Ifølge Freud stammer melankolien, ligesom sorg, fra et ydre tab, der vendes indad og viser sig som tristhed, præstationsopgivelse og manglende interesse for omverdenen.

Sorgen ophører efter en periode modsat melankolien, som i stedet fastholder objekttabet ved at skabe en narcissistisk identifikation med tabet. Samtidig straffer melankolikeren sig selv ved at se sig selv som ansvarlig for tabet. Melankolikeren finder en form for sadistisk nydelse ved at pine sig selv, mente Freud.

Udryd ulykken

I dag er vi fortsat optaget af at udrydde alt det, der kan true menneskets velbefindende. Psykologien er på mange måder blevet overtaget af positiv og kognitiv psykologi, der har fokus på, hvordan mennesket selv har mulighed for — måske endda pligt til — at skabe det bedst mulige liv for sig selv: Maksimal lykke og minimal lidelse.

Rammes mennesket af negative tanker og følelser, er det kun mennesket selv, der har kontrol over og kan ændre det, der står i vejen og forstyrrer det egentlige, virkelige og lykkelige liv. Og hvem vil ikke gerne være lykkelig, opnå mest mulig velvære og undgå lidelse? (Kunne svaret tænkes at være melankolikere?)

At være melankolsk ses ikke længere som noget, man er, men som noget, der kan ske for én. Er melankolien kommet udefra, og har den bidt sig fast som en tæge, har — og skal — mennesket selv have vilje nok til at tilintetgøre den, så den ikke forpester et liv, der ellers ville have alle muligheder for at blive lykkeligt.

På trods af at mennesket er ansvarligt for at skabe sin egen lykke, er der hjælp at hente, hvis det går rigtig galt. Har vi som mennesker givet op, fejlet i at være lykkelige og derfor bliver ulykkelige, deprimerede og svage, står en hel industri parat til at (be) gribe os med antidepressiv medicin, selvhjælp og terapi.

Sygeliggjort melankoli

Historien viser, at melankoli er et kulturelt og ambivalent fænomen. Men den viser samtidig, at i alle perioder, hvor lykken er den mest centrale samfundsværdi, sygeliggøres og simplificeres melankolien. Den bliver gjort til en negativ og forstyrrende tilstand. Men måske er melankolien i stedet en universel og eksistentiel tilstand? Måske er det i virkeligheden kulturen, der tager forskelligt imod menneskelig kompleksitet?

Når vi i dag enten er lykkelige eller ofre for ulykke, skabes der ikke megen plads til at undersøge, hvad melankoli dybest set kan være udtryk for — f.eks. en tilstand, der kan opstå i mødet med eksistentielle vilkår: dødsvished, ensomhed, frihed og meningsløshed — faktorer som altid er betydningsfulde og nærværende i menneskelige forhold.

I denne forståelse er angst og negative følelser ikke noget, man kan udrydde. De er forhold ved selve livet. Her findes heller ikke en opskrift eller garanti på den lykke, som samfundet dikterer.

Den eksistentielle udfordring peger tilbage på mennesket selv som det eneste, der er i stand til at erkende disse livsvilkår og skabe mening på baggrund af dem. Derfor er meningsløshed og mening dybt forbundne, ligesom lykke og lidelse, positivitet og negativitet også står i et centralt forhold til hinanden.

Søgen efter mening

Det melankolske menneske har muligvis indset, at der ikke findes en given mening med tilværelsen. Den må vi selv skabe, og her kan melankolien opfattes som en søgen efter mening midt i det meningsløse.

Det kan tænkes, at det menneske, der tør gå ind i det ukendte og meningsløse, får et mere autentisk forhold til sig selv.

Måske er det gevinsten ved at lade være med at skubbe det meningsløse væk som negativt eller forkert.

I mange tilfælde kommer melankolien ikke bare enten ude- eller indefra. Den opstår i selve forsøget på at forholde sig aktivt, opmærksomt og kritisk til livet.

Den endeløse jagt på lykke kan derimod hurtigt ende med, at vi som mennesker bliver fremmedgjorte og overfladiske i stedet for at se indad og forstå, hvad vores følelser kan være udtryk for. Vi forsøger at kontrollere følelserne ved at vurdere, om de er positive eller legitime at føle eller ej.

Hvis melankolien ikke anerkendes på samfundsmæssigt og individuelt niveau, opstår risikoen for, at den kan føre til reel depression. Og bliver man deprimeret, findes der efterhånden mange anvisninger på, hvordan sygdommen kan behandles. Men hvad med melankolien? Skal man også skille sig af med den?

Mennesket lever og engagerer sig på trods af alle de livsdilemmaer, der kan tage pusten fra selv en jubeloptimist — men vel at mærke kun, hvis det tør se dem i øjnene.

Måske sygeliggøres melankolien, fordi vi i al for høj grad søger svar på og kontrol over tilstande, i stedet for nysgerrigt at stille spørgsmål ved dem. Måske drejer den melankolske bevidsthed sig mest af alt om at turde være i følelsen af at være menneske på godt og ondt. Og måske handler det ikke om ikke at finde svar på alle menneskelige tilstande, men i stedet acceptere melankoliens tvivl og søgen som en styrke frem for en svaghed.

Marie Amalie Rørbye er cand.mag. i psykologi og kommunikation fra Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michelle Grøn
Michelle Grøn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt indlæg. Jeg synes at der er flere parallele eksempler på ekspropiering af det alment menneskelige til det specialiserede/professionaliserede område. Jeg synes generelt at det gælder humørtilstande der oversættes til psykiatri. Da jeg havde læst ADHD diagnosen tænkte jeg umiddelbart at her var der nogle drenge, som de kvindelige lærere nok ikke lige rummede!? Osv.
Alt sammen tilstande der er årsag til at du ikke er lykkelig etc
.

Ikke fordømmende tænkt, men observerende og analyserende.

På den anden side kan det se ud som om at begrebet om lykketilstanden, som er negativt bestemt ved fravær af diverse personlige tilstande trænger til en analyse:

Tak for inspiration.

Ja, hvad angår forskellige anmeldere og andre ”forstå sig på”-ere, så er de vilde med at sætte diagnoser på personer i film og drama. Diagnoser, som ophavsmændene til filmene eller dramaerne ikke selv eksplicit har formuleret. Det er super-ærgerligt, fordi disse fiktive personers væremåde som regel kunne forstås ud fra en almenmenneskelig synsvinkel.

Og jeg synes virkelig, at det fjerner det spændende og interessante i en personskildring, hvis personen bare bliver tolket som en omvandrende diagnose – og ikke som en skæbne som alle os andre. Det forfladiger og banaliserer oplevelsen ved det fiktive univers. Øv!

På den anden side synes jeg faktisk – og ganske i modsætning til dig, Bruno Petersen - at forskellige ”eksperter”, så som sociologer og endda psykologer ”eksproprierer” alvorlige psykiatriske diagnoser og gør dem til almene eksistensvilkår. Det har længe undret mig. Enhver med en akademisk uddannelse mener sig tilsyneladende i sin gode ret til udtale sig autoritativt om psykisk sygdom, formodentlig ud fra en tankegang om, at når de selv har haft vanskeligheder og har kunnet klare det selv uden professionel hjælp – så må det samme gælde alle andre!

Den meningsfulde melankoli! Hvad i alverden menes der? Selvfølgelig findes der det pubertære, selvsmagende, nostalgiske sortsyn, som ikke er alvorligt sygeligt, men meningsfuldt? Nej!

Ellers er det min opfattelse, at ordet ”melankoli” af psykiaterne netop bliver brugt til at karakterisere de alvorlige tilstande, som er så pinefulde, at der må sættes ind med behandling, fordi der ellers er livsfare. Ordet ”depression” eller ”deprimeret” er jo efterhånden så almindeligt, at psykiaterne må gribe tilbage til tidligere tiders sprogbrug for at finde en betegnelse, der kan udtrykke alvoren.

Men nu begynder ordet ”melankoli” måske også at miste betydning?

Tage Jens Chabert

Der bør skelnes mellem melankoli og depression. Melankolien giver dybe og rumklang i sindet - og eftertanke, farven er gylden. I modsætning til depressionen der er flad og uden rum, verden snævres ind livet er gråt og farveløst.

Andreas Trägårdh

Hvad skete der lige med sagligheden der? Skal alle de mange tillærte postulater i artiklen dække over værtindens kolosale uvidenhed og manglende livs erfaring, eller er det bare endnu en salgs annonce til et livstils magasin?

Hanne Christensen

Kan man være andet end være melankolsk i denne verden - ved bare at læse en avis, indfinder melankolien sig.

I stedet for at tage lykkepiller, kan man gøre noget for at ændre verden - det kan man godt blive lidt høj af.

Har været fredsaktivist i 10 år - håber stadig.....

Til Tage Chabert og andre interesserede ;o)

Hvis man skal tale meningsfyldt om tingene, må man være enige om betydningen af ordene.

Du har din egen personlige beskrivelse af henholdsvis melankoli og depression. Og da dit indlæg har fået fire anbefalinger, står du åbenbart ikke alene med din opfattelse. Beskrivelsen af begge ting undrer mig bare.

Skal dit indlæg forstås sådan, at du mener, at der findes både en form for melankoli og en form for depression, som ikke er forfærdelige tilstande, og hvor melankolien faktisk kan være positiv eller endda en eftertragtet tilstand?

Ville det ikke være bedre at finde andre ord for en sådan positiv tilstand, f.eks. meditativ tilbagetrækning, for er det ikke det, der er tale om?

Jeg lægger i hvert fald mærke til den store meningsforskel mellem psykiatere på den ene side og så den opfattelse, der gives udtryk for i kronikken ”Den meningsfulde melankoli” og i dit indlæg på den anden side, Tage Chabert:

Hos psykiatere er melankoli en livsfarlig form for depression, som kræver øjeblikkelig indgriben, da der ellers er livsfare. Se f.eks.:

http://www.depnet.dk/universe1/depression/other_types_of_depression/

De mere almindelige typer af depression kaldes mærkeligt nok for ”atypisk depression”.

I kronikken af Marie Amalie Rørbye står der:

”Hvis melankolien ikke anerkendes på samfundsmæssigt og individuelt niveau, opstår risikoen for, at den kan føre til reel depression.”

I kronikken er depression altså alvorligt, hvorimod melankoli tilsyneladende opfattes som noget positivt.

Jeg synes, at det er et stort problem, at der ikke er enighed om, hvad ordene betyder. Når jeg prøver at nærlæse artiklen, kan jeg se, at der bl.a. står:

”… og her kan melankolien opfattes som en søgen efter mening midt i det meningsløse.”

Melankoli opfattes i kronikken som den positive modvægt til en (normal?) jagt på lykke, som der sættes spørgsmålstegn ved, fordi lykkejagt ifølge kronikken kan føre til fremmedgjorthed og overfladiskhed.

Jeg synes absolut ikke, at der er noget forkert ved at sætte spørgsmålstegn ved den livsform, der tilsyneladende er blevet normen i vores samfund. Men at kalde eftertanke, fordybelse og et mere autentisk forhold til sig selv og sine egne følelser for melankoli, er ret mærkeligt, efter min mening.

Ingibjorg Thora Helgadottir

Rigtig go artikel... Lider selv af bipolar hvor min verden er manisk eller melankolisk meget af tiden... Har dog fået muligheden for at komme i terapi som heder Dialektisk Adfærdsterapi og der lærer man at være i smærten og det som sker ved en nor man er manisk eller melankolisk. Meget af mindfullness. Det giver mig også ansvaret for eget helbred dvs at jeg selv arbejder mig ud af min melankolia... Jeg vil også gerne sige at jeg er glad for at der findes medecin til den slags sygdom fordi uden dem så havde jeg ikke et liv. Så ville jeg være indlagt det medste af tiden og ude af stand til at tage vare på mig selv. Så for nogle kan det være godt at opleve et lille dyk men dyb melankolia er ikke særlig sjov...

Jens Overgaard Bjerre

Melankoli som var den betegnelse som der i dag kaldes depression. Og som er blevet noget tilsidesat fra lægelig og psykologisk side i forhold til de genetisk orienterede sygdomme som f.eks. autisme. Desværre. En virkelig stor, "Major" depression, er lammende og der er ikke noget venlig og imødekommende ved den. Man kan ikke gå ind i den eller gøre noget som helst. Den depressive ville hellere være fysisk lam, hvis han kunne vælge. Disse mennesker ER syge. Så den med Freud og sorg er noget letkøbt, selvom det er rigtigt, at den depressive straffer sig selv for sin "skyld", som han altså ingen skyld har i.

Artiklen skal nok ses som et forsvar for andre sindstilstande end den (over)optimistiske successtilstand. Og som sådan vel positiv. Men problemet med den er, at den ikke medtænker den stærke individualisering af borgerne i DK (Vesten) efter 40 års intens dyrkelse af de frie markedskræfter og en yderligere forvitring af fælleskaber og fællesskabsfølelser.

Nye undersøgelser viser at almindelige unge påtager udelukkende sig selv skylden for manglende success og imponerende eksamensresultater - i kontrast til hvordan det tidligere var mere at tillægge 'systemet' en stor del af skylden for dette. Og tendensen går tydeligt i retning af at ansvarliggøre individdet for alle problemer: arbejdsløshed, psykiske problemer, manglende gennemførelse af uddannelse, manglende succes i arbejdet, stress, mobning osv... En lige så plat og eensidig tendens som at tillægge 'systemet' alle problemerne.

Så det kan være rigtigt at melankoli ikke accepteres som en acceptabel følelse og presset går i retning af at tillægge den slags følelser en individuel manglende livsduelighed. Men denne tendens kan ikke psykologiseres, men må ses på baggrund af samfundsmæssige forhold (se bla Rasmus Willig: Sociale patologier). Og den kan ikke ændres ved at appelere om større forståelse for melankolien og eftertænksomheden.

Der skal en helt anden dyrkelse af fællesskab og solidaritet til og dermed solide ændringer i de samfundsmæssige forhold - væk fra det neoliberale og psykisk destruktive klima, der har været dominerende i så mange sorte år.

Indtil disse ændringer slår igennem, er det nødvendigt at behandle melankolierne som andre tendenser til depression: med medicin og psykoterapi.

Amanda Andersen

Hvorfor er det, at folk idag er bange for at føle sorg? Eller generalt alle andre følelser end glæde? Hvorfor får man af vide, at man skal dopes med en masse medicin og piller, hvis man reagere med helt normale og sunde følelser?
Melankoli og depression er to helt forskellige ting, og de skal ikke sammenlignes. Når folk skriver det modsatte herinde, må det være fordi de simpelthen ikke har prøvet følelsen af melankoli og tror det er synonymt med depression. Det er det ikke! Rigtig nok, som det står beskrevet i kronikken, er melankoli en følelse af indadvendthed og søgen efter mening i det der måske synes meningsløst, hvor en med depression, bare vil give op. En med depression føler en tomhed. Det gør en melankoliker muligvis også, men det stopper ham/hende ikke! En melankoliker, er efter min mening, en der føler smerte, i større eller mindre grad, men ikke er bange for den. Derfor lærer han eller hun at håndtere den og kan også se det smukke i smerten. Melankoli er en sindstemning og ikke en sygdom. Når melankoli bliver beskrevet som en sund ting, hvilket jeg også mener det er eller i hvert fald kan være, er det fordi en melankoliker er i kontakt med sine følelser i stedet for bare at suse over dem, som mange andre mennesker har tildens til idag. Det betyder dog ikke at man ikke kan være i kontakt med sine følelser og være fuldstændig glad på samme tid, det betyder bare at det er sundere rent faktisk at føle noget, end bare at være ligeglad. Efter min mening. Melankoli er ikke stadiet før en depression. Det er ikke det sidste trappetrin før man når ned i kuldkælderen. Melankoli er et livsyn, en sindstemning, og jeg tror der er større chance for at folk, der ellers har tænkt de var glade fordi de har ignoreret deres følelser, men pludselig rammer en mur og går ned med flaget, har meget større chance for en depression, fordi de aldrig har lært at håndtere smerten, end en melankoliker der tager tingene som de er. Det er kun sundt at føle, også selvom man ikke altid er lykkelig.