Klumme

En modig venstremand

Kommer som kaldet i Europas krise med Habermas i baglandet
Når nu han er så godt i gang, bør Jens Rohde overbevise det borgerlige Danmark om den europæiske nødvendighed – også for den borgerlige kultur.

Når nu han er så godt i gang, bør Jens Rohde overbevise det borgerlige Danmark om den europæiske nødvendighed – også for den borgerlige kultur.

Jens Nørgaard Larsen

Debat
3. december 2011

Information konstaterede forleden at modstanden mod EU har skiftet farve fra rød, violet til det blålige. Hvor Fællesmarkedet i sin tid tiltrak flommeeuropæerne, således som nyligt afdøde Ivar Nørgaard dengang betegnede de markedstro venstrefolk, holder samme parti sig nu beskedent tilbage. Der er ligesom ikke salg i det europæiske, Venstre holder lav profil og scorer i målingerne. En undtagelse er Jens Rohde. Det løsgående missil der skabte sig fjollet i sine folketingsår og lavede en bemærkelsesværdig medieaftale med Brian Mikkelsen. Ifølge den blev Rhode selv radiodirektør for en kommerciel kanal der fyrede ham for urent trav og gik nedenom og hjem, fordi konstruktionen var tåbelig. Det var dengang.

Årene i EU-Parlamentet har åbenbart gavnet Jens Rohde. På det seneste har han optrådt noget så uvant i dansk politik som modigt og leveret et standpunkt, andre ikke rører med en ildtang. Rhode advarer mod tendenserne til opløsning i Europa og fastholder den historiske dimension af det europæiske projekt og den pressede euro. Rhode koketterede i den anledning med sin alder og erfaring. Det trækker lidt i smilebåndet, når en anden én kan opvise aldersmæssig overlegenhed på et kvart århundrede. Alt er relativt.

Så meget desto mere bekymrende at Rhode finder anledning til at erkende sin begyndende udfasning. Han søger åbenbart at tage vinden ud af sejlene på endnu yngre venstrefolk, der ikke giver udtryk for samme begejstring for EU, men opfatter den tidligere ordfører som en røst fra graven. Så hellere selv sige det.

Enhver må klare sig selv

Jens Rohde lægger trodsigt ikke skjul på sin bekymring. Det unge yderste højre og store dele af det øvrige borgerlige Europa forholder sig stadig mere skeptisk eller modvilligt over for samarbejdet og vil hjem i nationalstaten. Skumlere mener at Jens Rhodes udtalelser skyldes den forhenværende ordførers ambitioner om et snarligt comeback på Christiansborg. Det er sikkert også rigtigt. Manden er jo politiker og vil være noget ved musikken. Det bliver han nok også en dag, skønt denne sag ikke just er nærende for ambitionen. Det må man lade det halvunge menneske.

Den borgerlige EU-modstand er nu — akkurat som den del af modstanden i 1972 der også var borgerlig — mindst tosidig. På den ene side den nationalistiske dimension bygget for uviljen mod det overnationale. På den anden side ulysten til at dele endsige betale for andre. Dette er vel at mærke et ungt borgerligt standpunkt i vore dage og unægteligt en udbredt indvending i gældskrisen. Modstanden kom på bordet, da Grækenland var ved at gå fallit, men (måske) blev reddet fra øjeblikkelig betalingsstandsning. Den borgerlige tankegang i mikroøkonomien gælder imidlertid også på makroplanet: Enhver må klare sig selv og tage ansvar, og det skal kunne betale sig at arbejde. Som de siger.

At tingene bør ses som forbundne kar såvel i det nationale samfund som i det internationale, og at andres ulykke faktisk er ens egen, synes uvedkommende for de unge løver og for temmelig mange andre politikere, der hellere taler om noget andet.

Det er anerkendelsesværdigt at Jens Rohde på den baggrund og med Venstre i vandskorpen, forsøger at advare mod et sammenbrud eller blot en disintegrering af det så møjsommeligt integrerede.

Man kvier sig ved at nævne det, fordi det forekommer så indlysende selvfølgeligt — dette nære europæiske samarbejde som i virkeligheden næppe kan blive nært nok. Ideens selvfølgelighed var også en af grundene, én af dem, til at politikerne dengang i 1970’ernes begyndelse var tilbageholdende med den ende af argumentationen. Jens Otto Krag mente at det var bedre at lirke Fællesmarkedet ind i den danske bevidsthed ved at tale om prisen på havregryn og støvsugere. Hvis man ville hale et ja i land, var det økonomiske kort mere værd end parallellen til Den Westfalske Fred i 1648.

Men det sidste, freden for enhver pris, mente Krag trods alt var hovedsagen. Økonomien udgjorde sådan set en bigevinst, selvom pengene selvfølgelig også betød alverden for det danske samfund dengang. Selvfølgelig, selvfølgelig. Men det allervigtigste var og blev fredens projekt, som fik vægt efter to verdenskrige, men også med tilbageblik på Napoleon og Den fransk-tyske Krig og adskillige ødelæggende grænsekonflikter, sammenstød og handelskrige i denne umulige verdensdel.

Løsgående missil

»Vi kan ikke have flere af de krige,« som Krag engang betroede klummisten. Det skulle jo også være tilstrækkelig begrundelse. Forstandige folk vil nok betale for at hindre det værste der kan overgå menneskenes børn, krigen. Den umiddelbare egoisme, også når det gælder stater, og som for staters vedkommende kan ligne varetagelse af borgernes interesser, har ofte værdi af sengepis. Som en klog mand sagde, er en høj skatteprocent billigt sluppet for at undgå social uro, optøjer i gaderne, had og plyndringer. Det er ligeledes billigt sluppet at afværge hele landes kollaps med uoverskuelige og dødsensfarlige følger at spæde i de tomme kasser. Det hele hænger jo sammen i monetære og finansielle elektroniske systemer der reagerer, før investorerne kan nå at springe ud af vinduet.

Nedslående i denne situation er at så få politikere står frem og tør tage en kvalificeret diskussion om Europas krise, mens denne udvikler sig dag for dag og med søvngængeragtig sikkerhed forstærker krisen. Ikke at det europæiske skal afvikles og jubel over dét, som man kan høre Dansk Folkepartis ignoranter reagere. Men EU bør reformeres, så det demokratiske underskud ikke fortsat kan være et argument for de nationalistiske kræfter der åbenbart vil have 1814 tilbage. Alene derfor.

Jürgen Habermas advarer for nylig i Der Spiegel mod den tvetydige trussel: Dels at Unionen bryder sammen, dels at den nye magtstruktur efter gældskrisen får den til det, fordi magtkoncentrationen i Tyskland lige netop nu giver modstanden mod den europæiske grundidé vokseværk. Habermas understreger i den forbindelse at han stadig tror på nationalstatens håndterlige og demokratiske garanti, men at den nu bør have en reformeret indfatning i en forsvarlig udmøntning af Lissabon. Man kan tilføje det paradoks: At det demokratiske underskud er blevet større og nemmere at øge for de folk, tyskerne, der mere eller mindre godvilligt udnytter EU’s magtvakuum. Dette er blandt andet opstået, fordi Danmark, England og Sverige er fodslæbere i samarbejdet. Jo flere der havde accepteret fuldt medlemskab og ansvaret, des større måtte de stærke i Unionen der betaler det meste af musikken, tyskerne, tage til helheden.

I forlængelse af Habermas’ tankegang overlever nationalstaten kun meningsfuldt, hvis 1800-talsudgaven endeligt afvikles både følelsesmæssigt og konstitutionelt og omdefineres i Unionens ånd. I et nyt traktatsystem vil den i gunstigt fald holdbart genopstå i erkendelsen af at nationalegoistisk eksklusivitet ikke mere har mening, men tværtimod fører til et statssystems forstening under store dominerende enkeltstater. Eller én stor. Så sødt som i gamle dage.

Når nu Jens Rohde har åbnet æsken — statsministeren siger jo ikke et kvæk om sagen — bør han føre debatten videre og gøre sit til at overbevise det borgerlige Danmark inklusive Venstre om den europæiske nødvendighed — også for den borgerlige kultur.

Så skal det løsgående missils tidligere hærgen være glemt og (delvis) tilgivet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Jeg meldte mig ind i Det radikale Venstre af lutter begejstring over Sofie Carsten Nielsens præstation som kandidat til EU-parlamentet.
Så jeg er vel så EU-begejstret, som de kommer og har været det siden 1972; men jeg er slet ikke optimist.

Jeg spurgte i 1992 Erhard Jakobsen, om det trods alt ikke var bedre, at Danmark røvede sig ud af EU, så vi ikke var i vejen for fremskridtet. Det syntes han selvfølgelig ikke; men jeg har stadigvæk mine tvivl.

Og hvis et virrehoved som Jens Rohde skal være Danmarks redningsmand i EU, eller er det omvendt, så hører alt jo op.

Niels Engelsted

Til et stort marked hører en stor stat. Alle økonomier er planøkonomier, så hvis staten ikke sidder ved roret, så gør markedet: idag finansmarkedet med falanksen af Wallstreet,FED, IMF og ECB i førerbunkeren.

Det har i 30 år været god latin at overlade det hele til markedet og se hvad det har ført til! Hvis der skal ryddes op, må en stat med muskler på banen. Den stat er selvfølgelig unionen. Det har finansmarkedet indset og indsat Goldman Sachs operatører ('teknokrater') på statslige kommandoposter.

Men hvad finanskapitalen har indset--det uregulerede markeds fallit--bør vi andre også kunne indse. I dag har pengesedlen magten i den europæiske stat, men stemmesedlen har faktisk også noget at skulle have sagt. Det er her muligheden for demokrati endnu ligger som det eneste værn mod finansmarkedernes hærgen. Og derfor burde vi alle værdsætte Jens Rohde i hans forsvar for EU.

Den politik der føres via EU er styret af de økonomiske hensyn og når der er økonomisk krise kræver 'de økonomiske hensyn' at de mindrebemidlede grupper skærer ned på deres levestandard, som for rigtig manges vedkommende kun omfatter hvad der kan kaldes 'et tarveligt hjem' og 'livsnødvendige fornødenheder'.

Det projekt der før tiltrak 'flommeeuropæerne' er i dag et rigmandsprojekt - derfor Rohde's store mod.

...og det politisk projekt "Fred i Europa"? - det er jo garanteret af atombomben.

Inger Sundsvald

Gad vide om de også i EU fortæller hinanden om, hvor glimrende det går, eller om de er ærlige overfor hinanden og giver udtryk for, at de ikke aner, hvad de skal gøre.

Det der med de forbundne kar gælder jo mellem EU, USA og Kina(?), kan jeg forstå, men inkluderer åbenbart ikke Asien, Afrika og Mellemøsten f.eks. Der er åbenbart grænser for, hvem man vil dele broderligt med, og hvem man vil gøre sig umage med at redde. – Og hvor langt man vil gå for at få så mange af egne investeringer hjem igen.

Jeg forstår så udmærket at EU ikke vil have mere krig på egen jord og mellem naboer, men det forhindrer jo ikke at man kan udøve den gamle metier andre steder i verden.

EUs økonomiske elite deler ikke med nogen.

Jo længere tid de kan skræmme (syd)europas befolkninger til handlingslammelse, jo bedre tid har de til at vriste værdier ud af fællesskabet i form af privatiseringer og nedskæringer.

Med hensyn til projekt fred, så spot lige den ro der omgærdere Nordkorea - jeg har et gæt på hvorfor.

Michael Kongstad Nielsen

Rohde er ikke mere modig end man er, når man
sidder midt i Europa i en velpolstret og velfinansieret forsamling og stilling, og man begynder at mærke jorden brænde under sig. Så råber Rohde sin bekymring ud. Pas på EU - projektet, og pas på mig!

Flommeeuropæere er ikke de markedstro venstrefolk, som Georg Metz skriver, flommeeuropæere er de tilhængere af EU, der begejstret og ukritisk taler for mere europæisk samarbejde og integration uanset hvad. Den stadigt snævrere union var aldrig hverken de røde eller de blås kop the, helt frem til Maastricht forhandlede Danmarks delegation med et mandat, der hold igen på unionsudviklingen. Men nogle få flommeeuropæere kunne ikke få nok.

I dag ligner Georg Metz selv en flommeeuropæer, ja, undskyld udtrykket, men det er ikke mit. Ikke den mindste reflektion gør han sig over, hvad den "forsvarlige udmøntning af Lissabon" mon kan betyde. Og i det hele taget ingen refleksion over, hvorfor vi er havnet i den suppedas, vi er. Det kunne jo være den stadig snævrere unions skyld. Et Grækenland udenfor euroen var aldrig kommet så langt ud, som det er nu, for kreditorerne ville have stoppet landet i tide. Nu fortsatte det, fordi euroen lå som sikkerhed bagved.

Danmark, Sverige og England er ikke "fodslæbere" i samarbejdet, men de eneste realistiske og fornuftige lande, med forståelse for, hvor langt samarbejdet bør strække sig, og navnlig hvad det ikke skal udvikle sig til. Flommeeuropæerne er som sædvanlig klart til at kaste al fornuft overbord, bare vi kan få mere, og for at undgå et smerteligt prestigetab ved euroens sammenbrud.

De små nationalstater har ikke andet træk mod finanskapitalen end at slutte sig sammen. Den tværnationale organisering som vi ser i de multinationale selskaber er jo tydeligvis den kapacitet, der sætter dem i stand til at sætte nationalstaterne skakmat igen og igen.
Aktuelt har vi problemerne med at nationalstaterne søger at afbøde effekterne af finanskapitalernes spekulationsgevinster: Staterne pumper penge over i bankerne uden at have kraft til at stille dem krav.
Det er - det er det - en demokratisk udfordring at skabe en politisk-økonomisk union i Europa. Men der er ingen andre spor at vælge, hvis vi vil vinde vores økonomiske selvstændighed tilbage.
Mikro/meso-økonomiske alternativøkonomier vil ikke komme langt på den rette side af lovgivningen, og der er behov for, at der er regeringer, som skærmer børn, syge, gamle, handikappede osv. mod de velbjærgede og sikrer en retfærdig fordeling af samfundets goder mellem indbyggerne.

Robert Ørsted-Jensen

EU modstand er og var altid både borgelig og nationalistisk.

Tom W. Petersen

Niels Engelsted
Alle økonomier er ikke planøkonomier.
Markedsøkonomi er anarkistisk junglelov-økonomi.
Mennesket er defineret udelukkende som: På markedet: Forbruger. I produktionen: En omkostning. Mellem Firmaejerne: Konkurrent/fjende.
Blandt andet deraf det uløselige dilemma: Høj løn til de ansatte er godt, for så afsættes der flere varer. Høj løn til de ansatte er skidt, for det er en belastende omkostning i produktionen.
Og firmaejerne har ikke lov til at bestemme over deres kapital. Den bestemmer konkurrencen over. For den, der ikke konkurrerer godt nok, udkonkurreres eller opsluges af den foreløbige vinder.
Sådan er loven. Det er væksten i økonomien, der bestemmer.
Og statens primære opgave er at sikre væksten generelt. Bemærk, at VÆKST altid er det ultimative argument i enhver politisk diskussion.
Her tæller økologi- og miljøredning ikke, selv om vi ved, at det er at save den gren af, vi sidder på.

Der findes i Europa en gruppe fanatiske EU-tilhængere, der prøver at realisere et nyt system ovenpå ruinerne af Romerriget, Den mørke Middelalders kirkemagt, Habsburgerne, Napoleons kontinentalalliance, Hitlers Tredje Rige og Warszawapagten. Med skatteborger-finansierede eksperter i front uden modstand fra demokratiets sovende vagthunde, de gamle mediers sammenspiste 68’er generation, hvoraf mange nærede sympati for det sidste kontinentaleuropæiske projekt i Østeuropa, er der en risiko for, at de vil lykkes.

http://www.180grader.dk/Politik/professorens-to-ansigter

Metz er tilhænger af et projekt, som selv Marlene Wind indrømmer, er en superstat med al den nationalisme, elitære kontrol, destruktion af nærdemokrati, og fremtidige fælles forsvar og pengepolitik, som de værste nationalstater har.

Hele præmissen, at EU-skeptikere er nationalister, er manipulerende, ligesom Metz's vedholdende stråmand, at anti-EU er anti-Europa. Hele EU-processen, dens foragt for folket og dens ubehagelige Orwellske nysprog, her glimrende demonstreret hos Metz, afslører lige præcis, hvorfor afstanden fra Bruxelles til den almindelige borger bliver større og større.

"Der er ligesom ikke salg i det europæiske"- Der er masser af salg i et demokratisk, frit Europa, Georg Metz. Der er bare ikke salg i EU. Dine stråmænd er afslørende for dit projekt.

Robert O Jensen siger:
EU modstand er og var altid både borgelig og nationalistisk.

Er nationalisme altid til alle tider et problem?

Niels Engelsted

@Tom, også den markedsøkonomi, som du beskriver er i allerhøjeste grad planlagt og understøttet af en stat. USA er vel det nærmeste eksempel på det du kalder en anarkistisk junglelovsøkonomi og USA's økonomi er på alle leder og kanter afhængig af og understøttet af den amerikanske stat.