Klumme

I nåde ned

Hæderlighed og troværdigheds trange kår i Gustav Wieds fædreland
Da Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere på ugen forlod Statens Museum for Kunst efter et pressemøde, må det være gået op for ham, at han ikke slap levende fra at benægte, at skattesagen havde været oppe på møder i Venstres top. Men så var der heldigvis mulighed for taletid på tv samme aften.

Da Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere på ugen forlod Statens Museum for Kunst efter et pressemøde, må det være gået op for ham, at han ikke slap levende fra at benægte, at skattesagen havde været oppe på møder i Venstres top. Men så var der heldigvis mulighed for taletid på tv samme aften.

Linda Henriksen

10. december 2011

I p1-programmet Religionsrapport havde tidligere pressechef for det lokale katolske bispedømme, Iben Tranholm, besøg af en dame fra et internationalt bedenetværk. Damen var pudsigt nok selv præst. Få andre erhverv, det skulle lige være mediefolk, har lignende muligheder for uimodsagt selvpromovering. Præsteværket ville arrangere faste bønnemøder for folketingspolitikere i et lånt lokale på Borgen. Bønnerne skal opsendes, så politikerne træffer de rette beslutninger. Den slags foretagsomhed på nakken af andre har netværket Global Day of Prayer før arrangeret, blev det betroet lytterne og programværten — sidstnævnte fuld af forståelse. Bededamen havde således bønfaldet Vorherre om, at Metroen kører til tiden. Det hjalp, fortalte hun med undertrykt jubel i stemmen: Metroen kører til tiden.

Folketingspolitikere blev i programmet tilspurgt om initiativet, men var ikke til at hugge eller stikke i. Navnlig ikke Birthe Rønn Hornbech, der ifølge eget udsagn og slingrevorne tankegang hader, når verdsligt og gejstligt blandes sammen. Lidt sært af en tidligere kirkeminister som lyslevende selvmodsigelse af udsagnet om ikke at blande tro og politik. Unægteligt bevægende, når en fhv. minister grebet i at forvalte konventionsstridigt bevarer barnetroen. Hvad bliver der i øvrigt nu af hendes sag, af Rønn-sagen fra Integrationsministeriet? Og hvad med Hjort Frederiksen-sagen om den tidligere beskæftigelsesministers ulovlige forvaltning? Og hvad med overbetalingen af de private sygehuse-sagen? Og hvad med dit og hvad med dat fra VKO’s glade dage? Den nye regering lader ligge, hvad regeringspartierne før fordømte.

Og nu drukner for resten fortids bedrifter i Trolexgate, der i yderste konsekvens kan få Tamil-sagen til at ligne salmesang i kirketiden.

Hvem tror på det?

Det flintrer derudaf; det skrevne kan i læsende stund være forældet. Men nogle spørgsmål er langtidsholdbare: Hvordan kan nogen få den idé, at Venstre ikke ville gøre, hvad det skulle være for at forhindre Helle Thorning i at blive statsminister? Tror nogen, at Hjort, Pind, Jensen, Christensen og Løkke, m.fl. i selskab med deres presserådgivere dydsiret afstod fra at drøfte skattesagen, vurdere dens lovende muligheder, og hvad man kunne gøre for ikke at gøre dem mindre lovende? Tror nogen, at disse overskuelige karakterer, der aldrig mentalt kom ud over bøllestadiet i VU, at disse selvbenovede slagsbrødre ikke ville gå endog vidt for, at historien kunne komme til at spille en rolle i valgkampen? Tror nogen, at moral er afgørende parameter for folk, der kommer cigaretter og øller og naturfilm på offentlige bilag og i øvrigt er kendt for at bevæge sig hjemmevant i grænselandet mellem halve og hele usandheder? At Rønn Hornbech er sat til at forhandle kommissionens kommissorium er vist svar nok.

Den fase er nu indledt, hvor undersøgelseskommissionen forberedes, og stadig flere detaljer afsløres, kunne man med et ulækkert udtryk kalde bæskubbefasen. Især for spindoktorerne gælder det lige nu om at udskille så mange affaldsstoffer som muligt. Deres karrierer er slut; det kan kun gå værre, hvis de holder bøtte. Eftersom deres beskedne færdigheder består i at ondulere medierne, vil stadig flere afledningsoplysninger slippe ud til skade for deres tidligere arbejdsgivere. Skal vi vædde?

Historien fortaber sig let i, hvem der gjorde hvad, og hvordan det kan være, at en tidligere statsminister og dreven politiker oven i købet med vind i meningsmålingerne op til skandalens udbrud kløjs i et selvindkaldt pressemøde? Men et forhold er frem for noget den afgørende blamage i denne historie og kan hænde en del af forklaringen på Løkkes lamslåede optræden forleden.

Sagens ubønhørlige forfatningsmæssige alvor må være gået op for ham, og at han ikke kommer igennem uden så alvorlige skrammer, at hans omdømme tager varig skade.

Forsøget på med beskidte og/eller ulovlige midler at diskreditere en politisk modstander i det hele taget og med den åbenbare hensigt en uge før valget at påvirke et valgresultat, som det her utvivlsomt er sket, kan man uden at lade sig gribe af hysteri opfatte som et langsomt maskeret statskup. Det blev ganske vist ved forsøget, men ’sagen’ kostede Socialdemokraterne mandater og afgjorde magtforholdene i den nye regering. Ordet kup er brugt bevidst. Det er, hvad det dybest set var.

Den hele redelighed

Nu kan en kommissionsundersøgelse afsløre artige ting og sager og klarlægge ansvar og skyld. Er bevismaterialet tilstrækkeligt tyndt eller usikkert, kommer det selvsagt de implicerede til gavn. Såfremt ingen finder den rygende revolver, går eksstatsministeren fri for medtiltale. En eventuel rigsret placerer herefter ansvaret og udmåler straffen over den egentlig skyldige minister og kan som i J.C. Christensens tilfælde efter Alberti-affæren udtale sig bebrejdende om statsministeren, der til enhver tid har overopsyn med ministrene. Så vidt behøver det ikke engang komme med Løkke Rasmussen. Men tilbage står under alle omstændigheder indtrykket af en regeringschef og partileder, der ikke har haft styr på sine folk. Vidste han noget, er den gal, vidste han ikke noget, er den næsten lige så gal.

Hvad angår det famøse pressemøde på Kunstmuseet, bliver yderligere indtrykket hængende af en rådvild mand, der under et fuldt forventeligt pres fra journalisterne ikke har styr på sine ord, og hvis i forvejen flossede etos nu fremstår hjælpeløst patetisk. At hævde, som den skiftevis snerrende og nedladende mand gjorde, at et spørgsmål, der kan besvares med ja eller nej, er uklart stillet forstærker ikke just troværdigheden.

Ti års rygstød i Dansk Folkeparti, der holdt hånden over VK’s større og mindre grove sager, der uden DF’s stemmer kunne true VK’s og dermed DF’s egen magt, har vænnet den tidligere kommunalpolitiker til at tro, at alliancen var uforanderlig i evigheders evighed. Der var så at sige monopol på opfattelsen af politisk anstændighed; ministrene, især Venstres, kunne tillade sig, hvad det skulle være, blot de ikke generede DF. Var VKO-flertallet stadig intakt, ville der ikke være kommet nogen sag ud af Troels Lund Poulsens gerninger. Nu har DF på egen hånd interesse i at markere sig. Også på bekostning af Løkke, der letsindigt proklamerede, at han ikke ville have Pias flok med i en eventuel ny VK-regering.

Vel sluppet ud af museet må det være gået op for Løkke, at han ikke slap levende fra at benægte, at skattesagen havde været oppe på møder i Venstres top. Hvem vil tro ham! Altså meddelte Løkke tv-redaktionerne, at han gerne ville på for at kunne sige det modsatte. Dertil er det kommet, at visse toppolitikere uanset deres udtalelser tidligere på dagen, når reaktionerne indløber senere på dagen, og spindoktoren er konsulteret, får tid og plads til at dementere sig selv. Det kunne korrekt være ordnet med en refereret beklagelse, at naturligvis havde man i Venstres top drøftet den pågældende skattesag. Lars Løkke Rasmussen beklager sin misvisende udtalelse. Punktum.

Det er måske alligevel en god idé med bønnemøder på Christiansborg. Så bør de anvende Gustav Wieds fadervor i satyrspillet Dansemus om det også dengang kriseramte Rugmelien, hvor magtforvridning, misbrug og korruption har fået overhånd: Herre se i nåde ned til den hele redelighed!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Undskyld mig, men det kan da netop kun være bønner, der går metroen til at køre til tiden - der er INGEN vognstyrer, men undertiden høres en stemme fra oven.

Sören Tolsgaard

Der er givetvis (udover bønnerne) et stort og akut behov for skriftemål på tinge, hvilket Iben Tranholm meget passende kunne tage initiativ til :)

Grethe Preisler

Tak for sangen Metz,

Det kan vel aldrig skade at bede en bøn til Vorherre, når man har fået malet sig op i et hjørne som Lille Lars fra Græsted.

Entreen er gratis, og det er jo tilladt at bede Vorherre om, hvad det skal være.

Der er selvfølgelig den hage ved det, at Vorherre har lov at sige nej. Men måske går det lettere, hvis man søger foretræde med det katolske bispedømmes lokale spindoktor som bisidder.

Moral: Der er større glæde i himlen over én omvendt synder end over ti retfærdige, der ikke har omvendelse behov.

Michael Kongstad Nielsen

Georg Metz har mistet sin fordoms klummepragt.
Det var den tid, hvor han fandt brændstof i kritikken af VKO, og i særdeleshed af O, men den er slut. Nu tøffer han rundt og slår lidt til dit, og lidt til dat, og -, ja, det kommer der ikke meget sjov ud af.

Balladen med fru Tranholm er ellers sjov nok. Men så afløses det af den sædvanlige trampen på den gamle regering, fint nok, men vi har altså fået en ny regering, der godt kunne trænge til en kærlig kritik a la Georg Metz. Hvorfor skal vennerne skånes?

Ja det er nok rigtigt, at det lykkedes for Troels at få lavet et halvt statskup.

En lilla regering i stedet for en rød regering.

Bønner for at få politikerne til at træffe de rigtige beslutninger, hun må have knald i låget LOL

Ikke engang Langballes søn mente at det var en god idé.

Ellers er klummen en af de bedre og tv-interviewet med Lille-lars uforglemmeligt. Endelig fandt han ud af at han ikke kan gå på vandet, men at statskuppet var lykkedes uden at nogen havde opdaget det hvis VKO var fortsat er ikke til at holde ud at tænke på.

Den her sag bør få alle berørte parter til at overveje andre måder at agere på!!!

Inger Sundsvald

Lækagesagen ser ud til at blive håndteret på samme måde som ved COP15 og klimatopmødet:
Løkke tager ikke mod råd fra nogen, men træder frem på scenen og - f***** ved samme lejlighed det hele op.
Pludselig opstod der kaos i hjernen på Løkke, og både de gode og de onde måtte skiftes til at le og græde.

Åbenbart er der nogle af jer der går alt for lidt i kirke. Ved hver eneste gudstjeneste hver søndag bedes der om at Gud må give politikerne visdom og retsind mv. til at træffe de for landet så vigtige beslutninger...

Jeg tager ikke stilling til om det har hjulpet ;) --- jeg forklarer bare, at præsterne hver søndag beder Gud om at vejlede politikerne - og Dronningen og hele hendes hus - så de kan træffe de korrekte afgørelser for Danmark. Om det har hjulpet....tjoh....

Inger Sundsvald

Løkke og Frederiksen påstod jo idelig, at alt ville have været meget værre, hvis ikke...

Jeg tør slet ikke forestille mig hvad værre er i forhold til arbejdsløshed og de finanssmarte.

Niels-Holger Nielsen

OK, jeg gir' mig. Georg Metz kan endnu! Og så har han den lille pointe, at det kunne have været mere spændende, med færre radikale mandater og flere socialdemokratiske. 'Hold galden flydende.'

Inger Sundsvald

Og så har Megafon endda været så hensynsfuld ikke at spørge nogen på venstrefløjen.

Men det overrasker mig alligevel at Venstres vælgere også melder fra, trods alt.

I udsendelsen - Deadline 22:30 - på DR2 i aftes, behandlede man Georg Metzs udsagn.: En demokratisk trussel. - Et maskeret statskup.

I studiet var inviteret Bent Falbert for medierne og Jakob Engel-Schmidt for patiet Venstre.

Brudstykker fra debatten.:

Bent Falbert.: At undergrave en politisk modstander med alle midler er legalt.!

Jakob Engel-Schmidt til Georg Metz.: Information er et venstreorienteret medie.!

Georg Metz grinende og rystende på hovedet.: Det var dog Satans.!

Her er udsendelsen.:
http:/www.dr.dk/DR2/Deadline2230#/25364

Inger Sundsvald

Der er visse links, som Information ikke tillader. Men jeg så udsendelsen, og fik mig et billigt grin over det "venstreorienterede" ;-)