Kronik

Nordkorea er racistisk — ikke kommunistisk

Regimet i Pyongyang har ikke meget med kommunisme at gøre, selv ikke i den stalinistiske variant — det er først og fremmest en racistisk førerstat, der holder sig oppe ved paranoid nationalisme
Nordkoreanske skolebørn betragter en propagandaplakat, som skal understrege deres befolknings overlegenhed i forhold til arvefjenden USA.

Nordkoreanske skolebørn betragter en propagandaplakat, som skal understrege deres befolknings overlegenhed i forhold til arvefjenden USA.

31. december 2011

’Amerika har det hele i munden; Pyongyang får tingene gjort’. Sådan ser verden ud, hvis vi skal tro Kim-dynastiets propagandamaskine. På vægopslag på gader og pladser bliver nordkoreansk handlekraft skildret i kontrast til amerikansk karakterløshed. »Vi mener, hvad vi siger!« står der i en taleboble, der kommer ud af munden på en tårnhøj koreansk soldat fra Folkets Hær. Han understreger budskabet ved at slå sin knytnæve ned over Det Nordamerikanske Kontinent. På andre plakater ses nordkoreanske jagerfly og missiler smadre Capitol Hill i Washington, mens hjælpeløse amerikanske soldater — tynde, insektlignende skabninger — afmægtigt spiddes på bajonetter.

Også nordkoreanske matematikbøger trækker på et militært magtvokabular: »Hvis tre soldater fra Folkets Hær kan smadre 30 amerikanske skiderikker, hvor mange amerikanske skiderikker kan de så i gennemsnit smadre?«

I ordbøger og skolebøger tilskyndes Nordkoreas borgere til at omtale udlændinge som bæster med ’muler’, ’tryner’ og ’poter’, som ’kreperer’ i stedet for at dø.

I en uhyggelig illustration fra et nyligt udkommet nordkoreansk kunstmagasin, står et barn med et legetøjsmaskingevær rettet imod en gennemhullet snemand. Billedtekst: »Her er den amerikanske skiderik, jeg dræbte.«

Den rene race

Den triumferende attitude kan virke irrationel i lyset af Nordkoreas beskedne størrelse og forældede militær. Men ifølge propagandaen er det den koreanske races rene blod og homogenitet, der gør Nordens hær til en unikt sammentømret og formidabel kampstyrke.

Tankegangen afspejler en officiel ideologi, udenforstående misforstår som kommunistisk. Men ret beset hører den til på den yderste højrefløj af det ideologiske spektrum.

Her sigter jeg ikke til den nordkoreanske pseudodoktrin om juche (’selvberoenhed’), der er et miskmask af humanistiske fraser (såsom ’mennesket er altings herre’), og som aldrig har haft nogen effekt på den politiske beslutningsproces. Nej, jeg sigter til den ideologi, som juche skal tilsløre for omverdenen: en paranoid nationalisme, der har været bestemmende for regimets handlinger siden slutningen af 1940’erne.

Langt fra kommunisme

Dette verdenssyn er det styrende princip for landets massepropaganda, hvoraf hovedparten er tilgængelig for studier i North Korea Resource Center i Seoul. Materialet varierer i form, men er forbavsende konsistent i indhold. Som research til min bog The Cleanest Race: How North Koreans See Themselves and Why It Matters (2010) studerede jeg i otte år alt fra nyhedsudsendelser og tv-dramaer til tegnefilm og krigsfilm. Det glittede magasin Rodong Sinmum, arbejderpartiets officielle organ, til kvindeblade trykt på gråt, lavkvalitetspapir. Fra noveller og historiske romaner til ordbøger og skolebøger (trykt på så dårligt papir, at de kan være svære at læse). Reproduktioner af vægplakater til fotografier af monumenter og statuer.

Der er umuligt at vide, hvor meget propagandamateriale Nordkorea producerer hvert år, men regimets propagandaapparat er så højt prioriteret, at det var en af de få institutioner, der kørte for fuld kraft under 1990’ernes katastrofale hungersnød.

Nordkoreas ideologi er ikke en nationalistisk farvet kommunisme i stil med den, man kender fra Titos hedengangne Jugoslavien. Den er et racebaseret verdensbillede, som er i fundamental modstrid med Marx’ og Lenins lære om folkeslagenes solidaritet og broderskab. Alligevel fastholder verden uden illusionen om, at Nordkorea er en uforsonlig stalinistisk stat. Vel blev landets første leder, Kim Il-sung, indsat af den sovjetiske besættelsesmagt efter Anden Verdenskrig. Og vel har personlighedsdyrkelsen af Kim Il-sung og hans dynastiske efterfølgere lighedstræk med Stalins og Maos personkulter. Men ser man nærmere efter, bliver det hurtigt klart, hvor anderledes den nordkoreanske ideologi er. Det er ikke uden grund, at landet i Sovjet-tiden var næsten lige så isoleret som i dagens postkommunistiske verden.

Rent blod

Nordkoreas racecentrerede ideologi er inspireret af de japanske fascister, som herskede over Koreahalvøen fra 1910 og frem til slutningen på Anden Verdenskrig.

Efter at være blevet indoktrineret af deres kolonisatorer til at se sig selv som tilhørende den overlegne yamato-race, begyndte nordkoreanerne i 1945 at videreudvikle og koreanisere mytologien.

Konceptet kan opsummeres i én sætning: Det koreanske folk har for rent blod og er for moralsk ophøjet til at kunne overleve i denne onde verden uden en stor faderskikkelse — føreren.

Denne paranoide nationalisme kan lyde primitiv og infantil, men det er kun i en sådan ideologisk kontekst, at landets særlige kendetegn og adfærd, som omverdenen så længe har fundet bizar og forvirrende, bliver meningsfulde. Set på tæt hold er Nordkorea ikke stalinistisk — landet er simpelthen racistisk.

Fejringen af den racemæssige renhed og homogenitet er allestedsnærværende i Nordkorea. De borgere, som ses på landets valuta, kunne gå for at være medlemmer af samme familie — hvad de i en vis forstand også er.

En arbejder på et maleri ligner til forveksling en bonde eller en soldat på et andet, og børn, der afbildes i skolebøger, er ligefrem identiske.

Hvid er den dominerende farve i Pyongyang: Hvide bygninger, betonpladser og hvide statuer af jomfruelige piger i lange kjoler ses alle vegne. Pyongyang afbildes ofte under sne, et yndet symbol på renhed.

Laverestående fremmede

Nordkorea kaldes ofte for ’solipsistisk’ eller ’en eremitstat’, men den stærke racestolthed medfører altid en intens fokuseren på ’racefremmedes’ inferiøre status.

For nordkoreanere er udlændinge helt generelt laverestående. Det gælder også venligtsindede fellow travellers. Typisk er et panoramisk maleri af en procession af jublende turister i 1989 ved Pyongyang Verdensfestival for Unge og Studerende. Uanset hvor de ser hen, er deres ansigter delvis fordunklet af en dyster skygge. En fed kaukasisk kvinde er iført nedringet bluse, mens et par afrikanske kvinder vises i grimme toppe.

I Pyongyang betragtes en sådan klædestil i dag som uanstændig. Hist og her ses usoigneret udseende mænd med lange bakkenbarter og iført jeans — endnu et tegn på vestlig dekadence. Den eneste velplejede og attraktive person på billedet, og den eneste, hvis ansigt er fuldt oplyst, er den koreanske guide — en uskyldig ung pige, naturligvis — der går forrest i traditionel kjole.

Den onde race

Selv om propagandaens billedsprog lader forstå, at alle udlændinge er moralsk mindreværdige, og den lejlighedsvis kritiserer jødernes indflydelse på verdens anliggender, er det som oftest japanere og amerikanere, der udsættes for rutinemæssig dæmonisering. På samme måde som ’japserne’, den tidligere besættelsesmagt, bliver ’yankeerne’ fordømt som en race, der er født ond, og som aldrig kan ændre sig — en race, koreanerne altid vil være i konflikt med.

Selv Sovjetunionen huskes trods sine årtier lange protektion snarere med foragt end med hengivenhed. I Evigt liv, en historisk roman fra 1997, kaldes Nikita Khrusjtjov for en »forræder« og en af de »falske kommunister«, som forrådte verdens socialisme.

I samme bog klukker Kim Il-sung af latter over, hvordan han lokkede sovjetiske hemmeligheder ud af en beruset Leonid Brezjnev.

Historiebøger nævner sjældent Sovjetunionens undergang uden hånlige kommentarer om, at den skete, uden at der blev »affyret så meget som et skud«.

Koreakrigen indtager en central plads i den udlændingefjendtlige propaganda, men der er en tendens til at fokusere mindre på det amerikanske luftvåbens omfattende bombekampagne (som vanskeligt lader sig forene med myten om en beskyttende leder) end på isolerede landsbymassakrer og andre angivelige uhyrligheder.

Drabet på titusinder af civile i Sinchon i oktober 1950, som rent faktisk blev begået af højreorienterede koreanske grupper, fremhæves som en af yankeernes »mest afskyelige forbrydelse«.

Amerikanerne gøres også ansvarlige for landets alvorlige økonomiske kvaler. Et almindeligt mantra, der messes i tv’s aftennyheder, har været: »Yankeerne er årsag til alle vort folks ulykker.«

Sårbare som børn

Det bemærkelsesværdige og måske unikke ved Nordkoreas nationalisme er dens fokus på egen racemæssig sårbarhed.

Hvor det kejserlige krigsførende Japans racistiske verdenssyn var en dyrkelse af styrke, bliver nordkoreanerne belært om, at deres racemæssige ophøjethed gør dem så sårbare som børn i en ond verden — medmindre de beskyttes af en stor leder, der er årvågen, og et indsatsklart militær beredt til at møde en fjendtligsindet omverden.

Desværre levner dette ideologiske grundsyn næppe plads for nogen forbedring i forholdet til omverdenen. Skulle ’Den Store Efterfølger’, Kim Jong-un, være til sinds at opgive sine forgængeres paranoide, racebaserede nationalisme og normalisere forbindelserne til andre lande, herunder USA og Japan, bliver det nemlig umuligt at videreføre personkulten. Og uden den har det forarmede land ikke har nogen eksistensberettigelse som separat koreansk stat.

© Foreign Policy og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Hansen

Helt fint hvis det forvrængede billede af Nord-Korea som en kommunistisk stat bliver taget af bordet.

Det er vi mange der forgæves har prøvet på længe.

Nord-Korea er og forbliver et menneskeforagtende diktatur uden nogen forbindelse til kommunisme.
præcis som Stalins Sovjet og Ceaușescus Rumænien var det.

Ægte kommunisme har verden endnu aldrig set: og kommer nok heller aldrig til det !

Tak en artikel, der endelig fortæller noget konkret og brugbart info om Nordkorea, og som tilmed sætter landets propaganda i perspektiv. Og som også viser at DR journalisten Mads Brügger ikke forstod noget som helst af hvad der foregår da han lavede sin serie til dr2, 'det røde kapel'.

Bo S. Nielsen

Tak for langt om længe at bringe noget saglig journalistik om Nordkorea, vi faktisk bliver klogere af. Det må siges at være en særdeles sjælden undtagelse fra hvad Ida Zidore i Politiken d. 22. december kalder forsimplet og farlig. Men slut er det jo formentlig næppe med kommunisme-emblemet i mainstream pressen, sålænge der er masser af dollars og kroner i at gentage skrønen som antisocialistisk propaganda ad infinitum.

Hanne Christensen

Jamen, de er da også så utaknemmelige disse Nordkoreanere.
Her har USA som vanligt, og kun for at hjælpe, udført massemord og landsbymassakrer ad libitum. Så tillader disse skævøjede småfolk sig at finde det rædselsvækkende, og sågar i litteratur- og kunstkredse at argumetere/afbilde disse afskyelige handlinger.
Hvad bilder de sig ind (nordkoreanerene).

Godt vi har disse sobre artikelskrivere til at minde os om vor medfødte og indiskutable ret til at svine alle lande og regimer til, der ikke bøjer sig for den overlegne fascistoide vestlige verden.

Henrik Petersen

I artiklen tales der om Nordkoreas propaganda og ideologi. Men det er ikke det, der er udslagsgivende for, hvordan Nordkorea bør kategoriseres som stat. Det er deriomod landes økonomiske system. Sidstnævnte er bygget op omkring statseje af produktionsmidlerne og planøkonomi inspireret af den samme skole som den hedengangne socialistiske østblok. Nordkorea er derfor ikke kapitalistisk og kan heller ikke betragtes som et højreorientret diktatur (såsom Francos Spanien, Mussolinis Italien osv.) da man her byggede på en blanding af markedsøkonomi med en relativ høj grad af statslig indblanding. Nordkorea må derfor karakteriseres som kommunistisk. At nogle europæiske venstreorienterede har en dårlig smag i munden over, hvordan de socialistiske idealer er blevet formidlet i en række tredjeverdenslande er så en anden sag. Men bedre sent en aldrig mht. den erkendelse.

Men at vaske hænder ved at påstå, at disse aldrig har haft noget med socialisme at gøre, er simpelthen for billigt. Nordkoreas økonomiske system er klart bygget op omkring marxistisk-leninistisk tænkning, uanset at man har valgt at tilføre denne en solid dosis nationalisme på det rent retoriske plan.

Claus R. B. Nielsen

Det amerikanske magasin Foreign Policy har i artiklen "Nordkorea er racistisk – ikke kommunistisk" ikke alene stirret sig blind på det nordkoreanske og – jo, i høj grad! – kommunistiske regimes argumentatoriske og propagandistiske virkemidler, som tjener til at retfærdiggøre landets maxistiske system. Artiklens forfatter, Bryan Reynolds Myers, overser nemlig også den netop meget tætte forbindelse mellem socialisme og nationalisme.

Jeg er såmænd ikke et øjeblik i tvivl om at Nordkoreas regimes propagandavirksomhed manifesterer sig i de forskellige nationalistiske og racistiske udtryk, som Reynolds Myers beskriver i sin tekstuelle analyse af disse. Jeg anser det dog for at være naivt at adskille disse retoriske manifestationer fuldstændigt fra de samfundsstrukturer de udspringer fra. Bryan Reynold Myers skøjter nemlig (elegant?) hen over at Nordkorea netop er, hvad der er almindeligt kendt: kommunistisk/marxistisk i dets samfundsopbygning: Al produktion er centralt statsdirigeret, der er kun statslig virksomhed og statslige medier og – selvfølgelig – kun ét parti. Der er således overhovedet ingen pluralisme hvad angår både den økonomiske og den politiske struktur i landet; og dette hænger efter min opfattelse faktisk ganske godt sammen med den nationalistiske og racistiske retorik.
Et socialistisk samfund forudsætter jo nemlig at alle vil det samme, eller – i praksis – at alle bliver sat til at ville det samme. Man kan kun arbejde hen imod fastsatte ”fælles” mål, hvis alle trækker i samme retning, da samfundets mål jo netop i marxistiske systemer retter sig imod alle dele af strukturerne i samfundet, hvilket gør forskellige mål for forskellige (grupper af) mennesker umuligt. Med andre ord er marxistiske samfund totalitære. Dette er de jo desuden også rent strategisk nødt til at være, hvis de skal fastholde millioner af mennesker samlet om de samme samfundsmæssige principper.

Netop fordi marxistiske samfund ønsker at styre hele samfundsudviklingen – og dermed alle individer – er der ikke langt til at bruge den desværre gammelkendte metode at dæmonisere ”de andre”, der ikke er en del af dette ”idealsamfund”. Og præcis fordi marxismen jo sigter mod at regulere alle dele af samfundet, er der heller ikke langt til nationalisme, hvad enten det er til fordel for en marxistisk nation, eller grupper af nationer/blokke, der anvender en ”os mod dem”-retorik.
Denne overlapning mellem socialisme og nationalisme sås jo også tydeligt i Musssolinis Italien og Hitlers Tyskland, hvor mange (tidligere) marxister i frustration over ikke at kunne gennemføre en ensrettende verdensrevolution, fandt det mere realistisk at arbejde for den mere ”lokale” variant af socialismen: nationalsocialismen/fascismen, hvor de fandt et ståsted.

Så jo, både Ceaușescu og Stalin var desværre også typiske eksponenter for hvordan et socialistisk land i længden kun kan regeres ved fascistiske virkemidler, eftersom alle individerne i samfundet jo ikke vil det samme i alle sammenhænge.

Carsten Hansen

Der er ingen grund til at tage Nord-Korea i forsvar.

Det ville Marx heller ikke gøre, men blot vende sig i sin grav over at landet betegnes som kommunistisk.

Hanne Christensen

Kulturforskellen ml. Nordkorea og vesten. En leders død i Nordkorea: Respektfuld, ærbødig og human begravelse.

En leders død (Gadaffi) i den vestlige hemisfære: Tortureret, myrdet og smidt i et jordhul et ukendt sted

Michael Guderup

Man kan jo undre sig over, at et styre som ikke er kommunistisk, nyder (og har nydt) så stor opbakning fra den yderste venstrefløj.

Man bliver sågar automatisk medlem af Dansk-Nordkoreansk venskabsforening, ved indmeldelse hos kommunisterne.

Men de har måske misforstået et eller andet?

Carsten Hansen

Måske nogen fra den yderste venstrefløj vil ytre sig positivt om Nord-Korea, her på trådene.

Som SF-vælger har jeg ikke meget til overs for regimet og ser ikke meget hverken kommunisme eller socialisme i det diktatur.

Det undre mig såre, at et økonomisk system som det kommunistiske (fælleseje) gang på gang dømmes totalt ude grundet åbenlyse menneskelige mangler hos de siddende magthavere, mens det kapitalistiske system (privat ejendomsret) gang på gang frikendes grundet åbenlyse menneskelige mangler hos de siddende magthavere.

Kapitalismens magthavere må have en bedre presse...

Niels Engelsted

Det er klart, at Nordkorea med deres personkult er fremmed og uforståelig for os, noget vi absolut må tage afstand fra. Ligesom Israel er med de sorthattede og slangekrøllede, der forlanger kvinder over på det andet fortov. Lligesom Saudiarabien hvor kvinder ikke må køre bil og får slag af tankepolitiet. Og nu snart også USA er med deres helt surrealistiske politiske system. Vi kan være uenige om meget, men nok ikke om, at vi skal være glade for vores europæiske identitet.

Michael Guderup

Carsten Hansen:

Nu vil jeg ikke ligefrem betegne SF som "den yderste venstrefløj".

Bill Atkins:

Jep, det er nemlig pressens skyld, at kommunismen ikke fænger...

Hanne Christensen

En journalist spurgte Ghandi: Hvad mener de om veslig kultur? - dertil svarede Ghandi: Jeg synes det vil være en god ide.

Carsten Hansen

Michael G.

Nej; Vi er enige om at SF ikke er "den yderste venstrefløj", men defor vil jeg alligevel ikke betegne N-Korea som kommunistisk.

Jeg ser frem at nogle fra den yderste Venstrefjøj vil gøre dette !

Eller er det mon kun folk fra højrefløjen der mener at N-Korea er kommunistisk ?

Karen von Sydow

Bill,
sjovt som det altid er andres skyld, at kommunisme ikke bliver implementeret korrekt eller kommer ordentligt til orde.

Du kan godt selv se det, ikke?

Michael Guderup

Carsten Hansen:

Prøv at se hvor mange VKO´ere du kan finde ved Dansk-Nordkoreansk venskabsforenings stand i fælleden, på 1. maj. Jeg gætter på 0.

Carsten Hansen

Michael G.

Selvfølgelig er der ingen VKOére i Nord-Koreansk venskabsforeningen; De tror jo alle at landet er kommunistisk !.

;-)

Michael Guderup

Carsten Hansen:

Så det er altså den berømte "tredje vej" Nordkorea forkæler sin befolkning med? Når man er tvunget til at spise græs halvdelen af året, er der i hvert fald ingen livsstilssygdomme som overvægt at slås med...

Jeg vil gerne vove et øje for min forståelse for det Nordkoreanske folks kamp. Først vil jeg sige at jeg tror - indtil det modsatte er bevist:

- at det Nordkoreanske samfund er et af de mest solidariske i verden og

- ikke på den vestlige propaganda om at eliten i Nordkorea lever som fyrster.

Hertil kommer min forståelse for at en frihedskamp mod Japanernes besættelse som forløb fra 1905- 1945 og som endte op med en opsplitning af landet i to halvdele - det bjergrige Nord og det frodige Syd - ikke kan opfattes som en acceptabel afslutning på frihedskampen af Nordkorea - og da slet ikke da USA trods aftale om det modsatte nægtede at opfylde løftet om genforening af de to Koreaer.

At Nordkorea står tilbage med en befolkning der ikke kan brødføde sig selv med det lanbrug der kan opretholdes i Nordkorea er ikke holdbart, og da deres forsøg på en militær opfyldelse af genforeningsløftet blev mødt med luftbårne massakre på civilbefolkningen og militært nederlag, så er det vel meget naturligt at Nordkorea forsøger at udnytte deres industrielle tradition til at bringe sig militært i position - og deres to atombomber er den pression der skal skaffe mad på bordt i det ufrugtbare land.

Niklas Monrad

Nordkorea stod industrielt stærkere end Sydkorea efter 2 verdenskrig. Efter delingen i et Sovjetisk støttet nord og Amerikansk støttet syd, har dette billede ændret sig støt.

Begge lande var (groft set) autoritære regimer frem til midten af 80'erne hvor Sydkorea udviklede sig i demokratisk retning, med frie valg, mens Nordkorea har fastholdt centralt styre og central økonomisk planlægning i den kommunistiske ånd.

I dag er Nordkorea ude af stand til at brødføde sin egen befolkning medens Sydkorea hører til blandt verdens 20 rigeste lande (G20).

To lande, samme folk, to forskellige økonomiske og politiske systemer. Man kan ikke tænke sig et bedre videnskabeligt experiment til at afgøre, hvilket system som er overlegent set fra både et humanistisk og økonomisk perspektiv.

Man kan ikke tænke sig et bedre videnskabeligt experiment til at afgøre, hvilket system som er overlegent

Sydkorea var naturligvis USA og Japans darling som modtog gigantiske investeringer fra den rige verden - blandt andet dansk skibsbygningsindustri - utroligt hvad man kan nå med en befolkning der er parat til at arbejde på sulteløn.

PS. De koreanske børn der er adopteret i Vesten kommer ikke fra Nordkorea men fra fattige familier i det rige Sydkorea.

Niklas Monrad

@ Bill,

Og hvis vi skulle tage dit indlæg for gode varer, hvad kan vi så lære af det:

Kapitalistisk solidaritet består i at hjælpe venner til at komme økonomisk på fode, så de kan klare sig selv.

Kommunistisk solidaritet består i at hjælpe politisk ligesindede venner til at blive ved magten, og at støtte militær oprustning.

...de rige venner i det fattige Sydkorea hvor fagforeninger var forbudt - de rige venner, Monrad - Oligarkerne - som vi plejer.

PS. Man kan jo også spørge om det var solidarisk af danske kapitalisterne at flytte de danske skibsværftsarbejdspladser til Sydkorea. Arbejdspladser af en type som vi i dag mangler for at have et alsidigt arbejdsmarked til vores befolkning.

Mikkel Hansen

Det er sgu morsomt at Nordkoreas dårligdomme altid skyldes alle mulige andre end dem selv og at de ikke har noget ansvar for deres egne enorme problemer...

Nu har voksne mennesker jo som udgangspunkt ansvar for deres egne handlinger, så hvis den nordkoreanske ledelse ikke mener at de har et ansvar, så må den vel reelt betegnes som en børnehave.

Mikkel Hansen

@ Bill Atkins

Det er sgu imponerende som du altid med næb og klør forsvarer diverse kommunistiske ruinboer som ingen andre kunne finde på at røre med en ildtang.
Også selvom du stort set altid havner i fuldstændig vanvittige og absurde ræsonnementer og konklusioner.

Baggrunden for udviklingen og den nuværende forskel på Nord- og Sydkorea idag er jo åbenlys, selv for et spædbarn og alligevel prøver du på at komme med en eller anden tåbelig kommentar, fordi du ikke vil erkende det.

Martin Kaarup

@Mikkel Kaels

Baggrunden for udviklingen og den nuværende forskel på Nord- og Sydkorea idag er jo åbenlys, selv for et spædbarn og alligevel prøver du på at komme med en eller anden tåbelig kommentar, fordi du ikke vil erkende det.

Hvis du mener protektionisme o.lign så har du ret i at det er åbenlyst, men jeg tvivler at det var det du mente; nok mere i retning af hvad en række voldelige præsidenter har fortalt dig du skal mene

Læs f.eks. den sydkoreanske prisbelønnede økonom Ha-Joon Chang, Bad Samaritans: The Myth of Free Trade and the Secret History of Capitalism, Bloomsbury press (USA), 2007.

Jonas Ørting

De fleste kommentarer har da et svært sort/hvidt syn på verden...

Selv synes jeg det er trist at koreanernes kamp mod besættelse og kolonisering har kostet dem så dyrt. Tusinder af døde, et splittet land, to militariserede nationer.

Nordkorea ser ud til at være havnet i en blindgyde, hvor valget står mellem total kapitulation overfor det af USA dominerede syd eller fortsat militært kapløb med USA. Nationen kan overleve hungersnød, men havde næppe overlevet uden massiv oprustning. Så længe der ikke synes andre veje videre, virker det derfor omsonst at kræve Nordkoreas a-våben program afskaffet.

Hvorfor Nordkorea er genstand for så omfattende romantisering af nogle på venstrefløjen skal jeg ikke gøre mig klog på, men det minder jo meget om romantiseringen af Cuba. Og for Nordkorea som for Cuba er det altså muligt at være kritisk overfor nationen - ja endog betragte den som hverken socialistisk eller kommunistisk, uden at afvise alle dens bedrifter eller ønske den død og ødelæggelse.

Det er tilsyneladende over et bredt politisk spektrum verden skal forsimples så f.eks. statseje = kommunisme (ud fra hvilken definition man vel så bør ekskludere Kina fra kommunist-klubben eller inkludere USA i selvsamme).

Lige så tåbeligt naivt det er at give USA skylden for alt der er overgået koreanerne, lige så tåbeligt er det at se Nordkorea som en ø der fuldkommen selvstændigt styrer deres egen udvikling.

Men langt vigtigere end ideologisk/selvretfærdig harme over den ene eller anden part er at finde veje ud af konflikten. Den virkelige børnehave er vel de involverede nationers spidser der gang på gang ser hinanden i øjnene og stiller krav de udemærket ved ikke vil blive indfriet, alt imens grænselandet forbliver verdens største og mest velbevogtede minefelt.

Det ville være mere spændende og langt mere givtigt hvis Information kunne stille skarpt på veje ud af konflikten, frem for blot at videreformidle den ene 'analyse' af Nordkorea efter den anden, uden disse nogensinde peger andre steder hen end der hvor vi allerede står.

@Mikkel Kaels:

"Også selvom du stort set altid havner i fuldstændig vanvittige og absurde ræsonnementer og konklusioner.

Baggrunden for udviklingen og den nuværende forskel på Nord- og Sydkorea idag er jo åbenlys, selv for et spædbarn og alligevel prøver du på at komme med en eller anden tåbelig kommentar, fordi du ikke vil erkende det."

Tja, hvis man ikke har nogle argumenter kan man jo altid kalde modstanderen et eller andet, f.eks. 'tåbelig'.

Mikkel Hansen

@ Lars Poulsen

Nogle gange kan virkeligheden være irriterende, det erkender jeg blankt, men man får det altså ikke bedre af at lukke øjnene for den og samtidig komme med røverhistorier...

Martin Kaarup

Der er en debatør ovenover som mere eller mindre argumenterer for at planøkonomi indebærer kommunisme i et forsøg på at anvende systemlære.

Her er hvad systemlære vil udlede: Siden over halvdelen af verdens 100 største økonomier er privatejeder virksomheder som i allerhøjeste grad anvender totalitær planøkonomi med diktatoriske ejere, så følger det er disse også er kommunistiske, såsom Wal-Mart med et "brutto national produkt" midt mellem Sverige og Danmark.

Mikkel Kaels

Læs nu lidt før du udtaler dig. F.eks den bog jeg anbefalede - eller hvad med Barbara Demick, Nothing to Envy: Ordinary Lives in North Korea,Spiegel & Grau, 2009 om landets elendige livsvilkår og spirende græsrodskapitalisme.

Du kan selvfølgelig også vælge at læse Hillary Clinton, Condolecca Rice eller Goebbels, hvis skønlitteratur og fantasy-genren er mere din stil.

Martin Kaarup

Kom nu Mikkel Kaels.

Giv os dine spædbarnsforklaring på forskellen mellem Nord og Syd i stedet for at lege omkring den varme grød.
Jeg vil gerne høre hvorfra du har dine opfattelser.

Martin Kaarup

Kom nu ind i debatten, Kaels.

Det var jo logik for spædbørn ikke sandt :o)

Jeg lover at følge informations debatregler, mens du bare kan fortsætte din stil - så har du en fordel.

Mikkel Hansen

@ Martin Kaarup

Jeg har faktisk et spørgsmål som du måske kan hjælpe mig med at få besvaret. Og jeg mener det helt seriøst.

Hvilke mentale mekanismer er det der gør, at man med næb og klør forsvarer taberregimer som Nordkorea og lignende tidligere regimer?

Jan Aage Jeppesen

Mikkel Kaels stiller et udmærket spørgsmål:

"Hvilke mentale mekanismer er det der gør, at man med næb og klør forsvarer taberregimer som Nordkorea og lignende tidligere regimer?"

Svaret må være TRO, forstået som en kombination af ønsketænkning, manglende rationalitet i tænkningen og fravær af evnen til at kunne bedømme alle fænomener med samme moralske målestok.

Nordkoreas styreform skal ikke forkastes fordi den har skabt 'et taberregime', for det er en vilkårlig målestok og heller ikke den essentielle målestok.

I 1950 da Nordkorea angreb den sydlige nabo støttede den kendte franske venstreorienterede filosof Jean-Paul Sartre kommunisterne ved at hævde, at Sydkorea var aggressoren og havde overfaldet et fredeligt land.

Med denne omskrivning af virkeligheden kunne filosoffen bevare sit socialistiske grundsyn og tro på, at kommunistiske regimer aldrig udøver imperialistisk aggression. Det er alene USA og dets allierede der er imperialistiske aggressorer. Og skaber ulige undertrykkende udbyttersamfund fordi den liberalistiske ideologi vægter friheden, især den økonomiske frihed, højere end ligheden, som kommunismen angiveligt tilstræber.

Altså, hvis virkeligheden ikke stemmer overens med ens tro, så fastholder man troen og forkaster eller benægter virkeligheden. Man suspenderer rationaliteten og logikken og gør etikken til et produkt der er underlagt ideologien. Da lever man på en livsløgn.

Lasse Grosbøl

@ M. Kaels

Ja, man oplever det jo ofte på venstrefløjen, at de på den ene side tager lidt forsigtig afstand fra de værste diktaturer (og alligevel hylder autokrater som Chavez!), men konsekvent skælder ud på personer der kritiserer de selvsamme stater, de selv ikke rigtig vil være ved.

Jeg oplevede samme psykologiske mekanisme i Ægypten tilbage i 2002. Der mødte en del personer der på den ene side hyldede osama bin laden "for at stå op mod USA", mens de i næste sætning hævdede at det var Mossad der stod bag 11. september. Og de to udsagn hænger jo ikke rigtig sammen.

Det skyldes vel en afmagt over for realiteterne af ens politiske valg som ung og voksen; fordi det politiske system man har støttet i et langt liv, endegyldigt er blevet demonstreret totalt underlegent over for det liberale repræsentative demokrati med frie markeder. Men man kan inderst inde ikke kan få sig selv til at tage afstand fra hverken ideologien eller staterne, fordi man derved tager afstand til en stor del af sit eget liv og valg.

Dermed må socialisterne gerne komme med en mild afstandtagen til de mest absurde aspekter af diktaturerne (mens de samtidig siger tumpede ting som, "... men det er godt at cubanerne har valgt deres egen vej uden USA's indflydelse", uagtet at cubanerne ikke har valgt en skid selv), mens ANDRE ikke må kritisere de selvsamme diktaturer, fordi denne kritik føles som en kritik af personerne selv.

Derudover ligger der noget gammel vanetænkning ("USA er imod? Så er vi FOR!", der indimellem giver sig udslag i nogle sære alliancer. F.eks. Enhedslisten og deres nylige omfavnelse af formørket middelalderreligion, udelukkende fordi DF er imod det samme.

Og så findes der selvfølgelig nogle få crazies der vitterligt mener at NK, Cuba, osv. bare er de bedste systemer ever (og da det jo ofte er gamle kampfæller, kan de socialister der trods alt er kommet lidt videre, ikke bare sådan få sig selv til at kritisere regimerne for hårdt).

Det er mit bedste bud Mikkel.

P.S. - Man finder nogle af de samme mekanismer på begge sider i Israel/ Palæstina debatten og også på højrefløjen når det gælder støtten til visse diktaturer under den kolde krig (og i dag for den sags skyld, tag f.eks. Saudi Arabien eller nogle af de Centralasiatiske diktaturer).

Stig Rasmussen

Lasse:
Især Rasmus Modsat begrebet er ekstremt herinde, prøv at læs kommentarerne til myrderierne i Syrien, de omhandler mere om Vesten og USA og er "jamen hvad med..." i ekstrem stil.

Martin Kaarup

@Mikel Kaels

Hvilke mentale mekanismer er det der gør, at man med næb og klør forsvarer taberregimer som Nordkorea og lignende tidligere regimer?

Jeg ser du har påstået at en debattør i denne tråd "forsvarer med næb og klør", så besvarelse kan jo tage udgangspunkt deri og selve din problemformulering.

Når man ringeagter andre lande ved at brændemærket dem som taberregimer uden at sætte sig ind i almennyttige betragtninger om landets historik og livsvilkår, så oplever man vel sagtens al modstand til sin dogmatik som et personligt angreb med tilhørende præstationsangst. Ellers rationelle forklaringer bliver overdramatiseret, bevidst og ubevidst fejlfortolket og kan vel sagtens bedst beskrives som "et forsvar med næb og klør".
hvad angår disse debatmodstanderes mentale mekanismer, så er der - baseret på indeværende ttråds udsagn - formodentligvis alene tale om at der burde være ens regler for alle, at beskrivningen er mangelfyldt eller ukorrekt.I værste fald kan der være tale om en moralsk forkamp for den svage part - en yderst pinlig adfærdsform som især de nordiske socialistisk inspirerede folk har som sædvane.

Nøgleordet ligger vel i opfattelsen af at isolerede påstande eller faktuelle rettelser af fejl i telegrammet som et totalitært "forsvar" af hele systemet eller en afvisningen af resten af telegrammet. Intet kunne være med forkert.
Det svarer nogenlunde til at påstå, at fordi de danske Brevik-tilbedere automatisk tager ladegreb når de opfatter modstand mod USA oopfattelse, så er der noget galt med hele landet. Det er naturligvis ikke sandt.

@Jonas Ørting

Nordkorea ser ud til at være havnet i en blindgyde, hvor valget står mellem total kapitulation overfor det af USA dominerede syd Ganske uromantisk kommentar i det hele taget ;-) - og jeg er meget enig i hvad du skriver.

Ole Hartling siger:

“Hvilke mentale mekanismer er det der gør, at man med næb og klør forsvarer taberregimer som Nordkorea og lignende tidligere regimer?”

Svaret må være TRO,

Nej, Ole Hertling svaret er ønsket om 'Fred' og så respekt for retten til at skabe et alternativ til kapitalismens ukontrollerede forbrugsaccellerering.

Med hensyn til Fred så er det min opfattelse at mange for let lader sig rive med af krigspropagandaen som i Nordkoreas til fælde var omfattet af neo-konernes krigshetz med 'ondskabens akse'...

En akse som Nordkorea fik meldt sig ud af da de sprængte deres atombombe nr1. Irak var jo det første land i ondskabens akse der blev omstyrtet - og de mange hundredetusinder dræbte civile taler jo for at en folkerepublik går i forsvar.

Faktisk skriver jeg ingen steder at jeg støtter Nordkoreas kurs eller romantisere forholdene i landet. Jeg skriver blot at jeg kan forstå, udfra historisk / økonomiske fakta et i lyset af en forsat frihedskrig mod Japan 1905 til 1945, hvorfor Nordkorea er endt hvor de er endt.

I øvrigt var Vietnam også offer for amerikansk uvidenhed og hvor USA troede de kæmpede mod en nation, der kæmpede for kommunismen, men - som general Giap sagde - "Amerikaner burde have sat sig ind i vores historie som er en beretning om en 3000 år lange frihedskamp. Vi er et frit folk."

Der er så meget USA og deres klarkører ikke forstår om denne verdens folk og kulture.

Sjovt nok er der ingen af tilhængerne af 'ondskabens akse'-doktrinen, der forholder sig til at NordKorea ved delingen blev adskilt fra Koreas spisakammer - de frodige rismarker i Syd. Når Nordkorea sulter er det på grund af naturgivne forhold. Men det er måske for faktuelt.

Sider