Kronik

Oprør uden opbakning

En bølge af sociale protester skyller over Europa. Forrest i kampen går en politiseret ungdomsgeneration, der mangler arbejde og savner demokratisk indflydelse. Men hvor er de etablerede organisationer og fagforeninger?
De etablerede organisationer kunne sammen med nye protestbevægelser udrette store ting, hvis bare førstnævnte ville indse potentialet.

De etablerede organisationer kunne sammen med nye protestbevægelser udrette store ting, hvis bare førstnævnte ville indse potentialet.

ADRIAN SANCHEZ-GONZALEZ

5. december 2011

De frø, der blev sået under Det Arabiske Forår, spirer i øjeblikket op over hele kloden. De næres af indignation over uretfærdighed, arbejdsløshed, boligmangel og sorte fremtidsudsigter. Selv om man kan ærgre sig over den barske realitet bag protesterne, kan man også glæde sig over den enorme politiske energi, som ungdommen sit-rer af lige nu.

Men i de danske protester er der er et oplagt spor, der ikke er blevet fulgt. De etablerede organisationer og fagbevægelserne har kun i meget ringe grad kunnet eller villet spille med i protesterne og har ikke formået at få tag i den politise- rede ungdom, som bør være deres eget vækstlag og fremtid.

Hvorfor er civilsamfundsorganisationerne ikke en del af protesterne? Hvorfor er de faglige organisationer ikke blevet brugt som kanaler for indflydelse? Hvorfor er det ikke lykkedes at indfange og organisere en del af det håb og engagement, vi kan konstatere i protestbevægelserne?

Den diffuse appel

En del af svaret skal findes i protestens logik, der ligger ganske langt fra de etablerede organisationers tankegang. Til forskel fra mange af de traditionelle interesseorganisationer repræsenterer bevægelsen Democracia Real Ya og Occupy-bevægelsen ikke en særinteresse eller en klasseinteresse. Det centrale budskab er ikke radikalt, men både demokratisk og rimeligt: Vi ønsker at blive hørt, vi kræver vores demokratiske ret. Ægte demokrati og opgør med den ene procent af verdens befolkning, der sidder på flæsket. Hvem vil kunne argumentere mod det? Det er diffuse, men samtidig stærkt inkluderende slagord.

De etablerede organisationers logik er modsat at sætte grænser for, hvem der er tilknyttet, og hvem der står udenfor. De har specifikke og velkendte politiske mål og legitimerer sig selv ved at kunne repræsentere folk, der deler disse. Organisationerne definerer sig i modsætning til andre organisationer, der forsøger at spille en rolle på samme felt. Og de kommer i den optik ofte at ligne konkurrenter.

Det væsentlige for enhver social bevægelse — hvis den skal holde sig i bevægelse — er at fastholde spændingen mellem det konkrete, der giver det universelle mening, og det universelle, der åbner for en fælles mobilisering af et væld af små protester over samfundets tilstand. Sociale bevægelser kan meget let blive omklamret af organisationer, der bryder oprørets fortryllelse. Det bliver pludselig meget konkret, hvis det er fagbevægelsen, der optræder som talsmand for oprøret. Så får folk en klar oplevelse af, at nåh … var det bare det. Protesten identificeres som en velkendt konflikt, der ikke har det mystiske element i sig, der ansporer en til at lade sin indignation knytte an til kravet om et rigtigt demokrati eller politisk og økonomisk retfærdighed.

Tag medierne som eksempel. Var det ikke spændingen omkring, hvem det egentlig var, der stod på Tahrir-pladsen, der fik medierne op på tæerne? Hvis det var en protest, der var repræsenteret ved Det Muslimske Broderskab, ville spændingen være udløst, og hvem gad så høre om de demokratiske perspektiver i Egypten? Det var den brogede masse med ukendte eller ikke helt veldefinerede mål, som var krogen, der fik tag i en halv verden og skabte Det Arabiske Forår.

’Occupy everything’

Mange af fortidens folkelige protestbevægelser synes i dag forvandlet til interesseorganisationer, hvis politiske budskaber fungerer som smørelse i det eksisterende systems maskineri. De politiske kampe er blevet konkretiseret og institutionaliseret i en sådan grad, at de er stivnet og affortryllet. Borte er enhver vild fantasi om en anden verden. Organisationerne etablerer sig i stedet som inkarnationer af lønkrav, beskyttelse af regnskoven eller humanitær bistand og deres sag begynder gradvist at ligne et produkt, der i konkurrence med de andre skal tiltrække medlemskontingenter og donationer.

Branding, logorytteri og rivalisering er trådt i stedet for skabelsen af social og politisk bevægelse. Hvis dette skal ændres, bliver organisationerne nødt til vove andet end at skabe værdi for deres egne medlemmer og arbejde for deres egne snævre politiske mål. De må igen vove pelsen og knytte an til de voksende krav om et mere demokratisk og retfærdigt samfund.

Organisationernes kan i kraft af deres position i det politiske system og deres betydelige finansielle og organisatoriske ressourcer gøre en stor forskel for protestbevægelsernes brede mobilisering. 10.000 kroner er meget for en Occupy-aktivist. Det er et beløb, man kan organisere en konference for — eller bespise hundredvis af mennesker i en teltlejr. Aktivisterne har energien tiden og idéerne til at skabe en masse effekt for pengene, hvis de kunne få fat i dem. Det koster dem meget tid og energi at stampe selv et så relativt beskedent beløb op ad jorden. Tid og energi, der kunne have været brugt på indholdet i stedet. LO kan få én annonce på forsiden af Politiken for 10.000 kr. med et budskab, der ikke motiverer nogen.

’Occupy everything’ lyder et af de mere ironiske slagord blandt de protesterende unge. Men der er faktisk god grund til at tage det helt alvorligt. De fleste organisationer i Danmark bygger på en demokratisk struktur, der faktisk giver mulighed for indflydelse til aktive medlemmer. Hvis 20 aktive mennesker omsætter deres indignation til en indsats i en etableret organisation eller fagbevægelse, vil det udgøre en mindre paladsrevolution. De fleste steder vil de endda blive mødt med åbne arme og taknemmelighed. Der er ingen undskyldning for ikke at trække på de tilgængelige ressourcer, der kan sikre bevægelsernes politiske slagkraft.

Politisk ’førstehjælp’

Mere mod hos etablerede organisationer vil ikke alene komme de nye protestbevægelser til gode. Det vil også bringe livskraften tilbage i organisationerne. Et eksempel til inspiration er den alliance, der blev skabt under klimatopmødet i København i 2009. Her samledes klima- og miljøorganisationer og netværk, fagforeninger, freds-, solidaritets- og udviklingsorganisationer og bevægelser, politiske, kirkelige og andre civilsamfundsorganisationer med en massiv folkelig bevægelse til en af danmarkshistoriens absolut største demonstrationer. Mere end 100.000 mennesker var på gaden for at lægge pres på klimaforhandlerne i Bella Center.

Under det universelle krav om ’Kloden først, mennesker først’ og de mangfoldige konkrete protester opstod den spænding, der vandt den brede folkelige tilslutning. Med alliancer som disse vil det igen blive muligt at forvandle organisationernes medlemmer fra at være kunder i butikken til at være politiske aktivister i en social bevægelse.

Hvis de folkelige protester, vi ser verden over, skal vokse og for alvor lægge pres på det politiske og økonomiske system, så må det træge civilsamfund også på banen og give direkte støtte til de folkelige protester.

Fagbevægelsen og de gamle organisationer er for dårlige til at se, hvordan de kan gøre en forskel med de betydelige ressourcer, de har til deres rådighed. Et godt råd vil derfor være: Drop logoerne. Drop kravene om at få æren for jeres indsats — der er mere på spil!

 

Kasper Søndergaard og Rasmus Nørlem Sørensen er henholdsvis projektleder og sekretariatsleder i Oplysningsforbundet DEO

Serie

Kronikserie: Oprør

Det Arabiske Forår, ungdomsoprør i Spanien, vrede masser i London, Besæt Wall Street i USA. Oprøret breder sig, og de demonstrerende kræver et nyt samfund. Hvorfor eksploderer oprøret netop nu? Hvad skal der til for, at råbet bliver hørt, så oprøret ikke ender som en fuser? Hvad kan vi lære af tidligere oprør? De spørgsmål sætter danske og udenlandske eksperter og oprørere fokus på i Informations kronikserie.

Seneste artikler

  • Danskerne har indledt et stille oprør

    24. november 2011
    Landet over er vi er begyndt at udvikle nye fællesskabsbaserede svar på krisen, men vi mangler fortsat en proces, der kan sikre, at deres potentiale udfoldes tilstrækkeligt hurtigt. Og her er det traditionelle politiske system ikke til megen hjælp — snarere tværtimod
  • ’Jeg vil ikke have en ny iPhone, jeg vil have et nyt liv’

    21. november 2011
    Hvad vil de mange protestbevægelser, der spreder sig overalt? Ægte demokrati, arbejde. Ja, men også: En anden måde at leve på. De rækker langt ud over traditionelle forståelser af politik
  • Revolutioner vokser sjældent ud af geværløb

    19. november 2011
    2011’s oprør har været forbløffende ikke-voldelige. Og det kan vise sig at være første skridt til sejr for de protesterende. Historien viser nemlig, at ikke-voldelige protester er mere end dobbelt så effektive som voldelige
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Støtten til de nye bevægelser i kraft af penge, er en absolut misforståels, det føre ikke til noget nyt.

Støtten til de nye bevægelser er menesker som tilslutter sig, det er en menneskelig inkluderende indsats, uden brug af magt og da ingen har svaret på hvor det fører hen, kræver det mod.

Og mod er vel egenlig næsten det modsatte af penge, som jo giver sikkerhed, om ikke andet, så sikkerhed for at kunne blive i det velkendte.

Så støt med dit mod, vil være mit bud.

Niels Engelsted

Ingen bevægelse uden retning og ingen retning uden et konkret mål. Den historiske erfaring er nok alligevel ikke blevet ophævet. Ægypterne sad forenet og talte sammen på Tahrirpladsen, men de havde også et konkret mål, Mubaraks fald. Hvis vore oprørske Occupy unge kun har den første del med men afsværger konkrete mål, andet end kravet om "at blive hørt" og om "retfærdighed", så bliver det lidt som børnenes klynkeri om, at deres mor og far skal gøre noget. Jvnf. også artiklens klage over, at fagforeninger og andre interesseorganisationer ikke gør noget. Men alting tager sin tid og dette er nok kun den første nødvendige fase.

@Niels Engelsted

Et konkret mål, kan aldrig blive andet end en ny variation af noget gammelt.

Vi er alle blevet født, vi lå indeni mors mave og en dag var det bare ikke godt nok længere, ingen af os anede hvad vi kom ud til, men alligevel kom vi alle ud.

Så den menneskelige historie bygger på et opgør med noget kendt og et møde med noget ukendt og deri ligger den virkelige udvikling.

Niels Engelsted

@ jens, jo, jo, men man skal også passe på at visionerne ikke bliver så luftige og vidtløftige, at det bliver en undskyldning for ikke at bevæge sig. Det vil ihvertfald ikke skræmme Wallstreet og eller forstyrre søvnen hos den ene procent den mindste smule.

@Niels Engelsted

Tja, om det er vidtløftig ved jeg ikke, det er det er et af de dybeste indprent i den menneskelige psyke.

Og hvis jeg ikke tager meget fej, den mest angst provokerende oplevelse vi har før mødet med døden.

Og en stor gruppe af menesker som vil brude ud af det eksisterend, kan hvis jeg ikke tager meget fejl, få selv den største magt til at ryste noget så alvorligt i bukserne.

Tilføjelse:

Og hvis denne store gruppe mennesker så ydremere ikke har noget erklæret mål, har magthaverne ikke noget at gribe fat i, i den anden ende.

Hvilket er lig med et kontroltab og hvis der noget mennesker frygter, så er det kontroltab.

Ja, ja - der er mange meninger om hvad f. eks. Occupy - bevægelsen har gang i og hvad de vil.

Prøv også at lytte til Buffy Sainte-Maries sang fra 2009 " No, no Keshagesh " om den grådige puppe.
http//www.commondreams.org/view/2011/11/23-5

Jeg har nemlig hørt, at Occupy- bevægelsen har gjort den til en af deres " theme song ".

Ingen kan være i tvivl om, hvem the Greedy Guts hentyder til.

randi christiansen

Klassekampen er ikke slut, den ser bare anderledes ud. Den 1% skal lære at dele - de 99% skal lære dem det. Stort projekt - men kampen mod det onde er ikke nem

"De etablerede organisationer og fagbevægelserne har kun i meget ringe grad kunnet eller villet spille med i protesterne og har ikke formået at få tag i den politise- rede ungdom, som bør være deres eget vækstlag og fremtid."

Nej, selvfølgelig ikke!

De er en del af problemet, som der gøres oprør imod!

Robert N Gjeertsen

Tilbage i 1979, da Maggie Thatcher IKKE valgt det Engelske valg, valgte stort set alle de traditionelle 'organisationer' at stikke hale mellem benene .
Thatcherismen og siden den morderiske Reagisme
fik stort set uimodsagt lov at smadre alt hvad disse bevægelser havde bygget op, medens bevægelsernes ledere bare sagde 'Ja tak Massa' og blev 'Nye Socialdemokrater" . Med et trylleslag og nogle 'ensom galning mord' var al tale om Økonomisk Demokrati pist væk.
DEN slags vindbøjtleri har faktisk konsekvenser, en af dem er at man mister troværdigheden .
Så når de gamle 'bevægelser' ikke er med er det nok fordi det logisk set ville kræve at de opløste sig selv og dermed ophørte med at være en del af problemet !

Svaret på være at det er sossernes skyld. De har sovet lige siden velfærdsstaten blev en realitet, og de vågnede ikke da de borgerlige så godt som afmonterede den.

organisationer og fagforeninger imploderer sammen med politik og magt i takt med, der rejser sig en folkelig fornyelse af bevidsthed og selvforståelse. Tillid er vores ressource og det klassiske demokratiske system såvel som alle andre politiske ideologiske baserede systemer er prøvede og tjener os ikke i næste step.

Det næste step bygger på tillid og mod til at bruge den - først til at møde det ukendte og deri med mod og indbyrdes tillid at etablere os.
Bevægelsen energiseres/vitaliseres således af livets iboende egenskaber i menneskets tanke. Målet kendes i vores underbevidsthed, der har styret os gennem 100.000-vis af år og vi er fuldt intakte lige nu.

Det glædelige er at vores bevidsthed eksponeres, tilsyneladende i et evolutionært skridt af format. De gamle institutioner synes derfor som krykker i forhold til de muligheder vi snart realiserer.

Selv om tillid og mod er to obligatoriske faktorer for dette skridt er den 3. faktor, 'viljen' en særlig faktor, der afgør, hvem der ikke vil deltage i dette skridt.

Den herskende udvikling vil derfor adskille menneskeheden i to: dem der bevæger sig og dem der undlader at ændre noget.

Det er altså valgfrit om man vil stå(stille) eller gå.
Tag så et kig på politik og fagforeneninger og vurder deres vilje.
Eller endnu tydeligere verdens banksterkartel, der absolut er gået helt i stå og alle i øjeblikket gir hinanden kunstigt åndedræt.

Det er forklaringen på at vi ikke bruger EU mere. Sammen med demokratiet og meget andet tilbehør er det hele klar til museum.

randi christiansen

Elis - Det er spændende, at du bringer åndsvidenskaben ind i dette forum. Det er jo her vi finder vished, om at menneskeheden må og vil bringes til at erkende sin iboende viden, om hvorledes vi agerer i samklang med og ikke i modsætning til vores eget liv og vores egen habitat

Man skulle tro, at artiklens forfattere var købt og betalt af Liberal Alliance el. lign. En bevægelse uden krav er ikke en bevægelse, men et meditationstelt.

Årsagen til, at fagbevægelsen ikke er med, er at fagbevægelsen er blevet bedt om at gå!!! Hver gang en venstrefløjsorganisation har forsøgt på at nærme sig Occupy her i landet, er de blevet mistænkeliggjort. Derfor er de ikke med. Så enkelt er det. Man skal jo være inkluderende og det kan man ikke være, hvis man er sammen med nogen, der stiller krav.... Sådan lyder argumentet. Tænk nu hvis Venstres kernevælgere, som jo for de flestes vedkommende tilhører de 99%, ikke kan være med i bevægelsen, men føler sig ekskluderet...

Bemærk sprogbrugen i Occupy. Den er som hentet ud af en moderne managementbog.

Der tales om teams. For eksempel et facilitatorteam. Indenfor moderne ledelse er en facilitator faktisk det samme som en leder. Men facilitator lyder pænere end leder.

Der tales om at fokusere mere på processen end på resultatet. Som om det at bo i en teltlejr og organisere aktiviteter omkring det i sig selv er meningen med galskaben.

Der tales om fantasier fremfor krav. Fantasier er reklamebranchens hjemmebane. Hvad køber man, når man køber mærkevarer? Noget, der kan gøre en konkret forskel ved at resultere i noget bydende nødvendigt, som man er nødt til at kræve for at få det? Nej, da. Man køber en fantasi. Let og luftig som penge.

Man taler om inklusion. Det er igen managementsprog. For selvfølgelig skal der være plads til alle i Dalle Valle. Også dem, der vil det diametralt modsatte af, hvad man selv går og drømmer om.

Og så er der for resten en masse regler for adfærd. Det hele er gennemritualiseret. Præcis som på en moderne arbejdsplads.

Hvad er en bevægelse uden kant? En teltlejr med medietække.

målsætningerne er måske nok luftige i Occupy-bevægelsen, men hvor adskiller det sig fra flertallet af vælgeres uvidenhed om de partier de stemmer på?
Det kan godt være at bevægelsen i sit samlede hele ikke har en målsætning... men den har derimod 1000-vis af mål. Mål som ikke bliver undertrykt af modsatrettede holdninger, mål som har muligheden for at ændre i takt med at folk bliver kloger... Occupy er bundet sammen af utilfredshed og ønsket om at gøre noget ved det.

Ved ikke at tage ugangspunkt i slutmålet - som vil være vidt forskelligt for den enkle - bliver det meget nemmer at blive enige om delmålene...

Niels Engelsted

@Jakob skriver

"Ved ikke at tage ugangspunkt i slutmålet - som vil være vidt forskelligt for den enkle - bliver det meget nemmer at blive enige om delmålene…"

Det er fuldstændigt sandt, men de 1000-vis af delmål, som du taler om, er heller ikke lette at opfylde.

Kan man ikke blive enige om at samle kræfterne om bare et enkelt konkret delmål?

For eksempel det uskyldigt lydende delmål som oprettelsen af en offentlig bank ville være.

randi christiansen

Det, der samler Occupy, er, at den 1% er gået for vidt. Nu er spørgsmålet - hvad gør vi ? Alle resten, de 99% - en broget skare. Det er lige nu, vi har chancen for at byde ind. Tror vi på en ny, bedre og mere retfærdig verdensorden - eller har vi givet op ?