Kronik

De parkerede

Man parkerer cykler, biler og andre køretøjer, men parkerer man også mennesker? Ja, det gør man da. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af tidens social-politiske tale. Flere og flere synes enige om at betragte menneskeparkering som en selvfølgelig del af dagens danske virkelighed...
Det er her på bænken, man ender, hvis man først er røget på offentlig forsørgelse ... i hvert fald, hvis man skal tro tidens politiske skræmmebilleder.

Det er her på bænken, man ender, hvis man først er røget på offentlig forsørgelse ... i hvert fald, hvis man skal tro tidens politiske skræmmebilleder.

Simon Knudsen

9. december 2011

Man parkerer cykler, biler og andre køretøjer, men parkerer man også mennesker? Ja, det gør man da. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af tidens social-politiske tale. Flere og flere synes enige om at betragte menneskeparkering som en selvfølgelig del af dagens danske virkelighed. Fra højre til venstre lyder budskabet til landets offentligt forsørgede i almindelighed og til førtidspensionisterne i særdeleshed: I er objekter, staten har parkeret uden for det almindelige samfundsliv, uden mulighed for at klare jer selv.

Ligeså monoton er enigheden om at misbillige denne praksis. Med indarbejdede vendinger hedder det, at »ingen mennesker skal opgives«; de skal i stedet hjælpes til »at komme videre i livet«. Men tilbage står altså en opfattelse af, at personer uden tilstrækkelig erhvervsevne er opgivet som ligeværdige medborgere. Har du ingen værdi på arbejdsmarkedet, har du ingen værdi i det hele taget.

Talen om de parkerede giver imidlertid et misvisende billede af landets 250.000 førtidspensionister og deres eksistensvilkår. Den afspejler snarere en svigtende sans for både idealer og realiteter i aktuel dansk velfærdspolitik.

Politisk og moralsk skred

Historisk set er der tale om et bemærkelsesværdigt politisk-moralsk skred. Fra 1800-tallet har dansk politik været præget af en fremadskridende bevægelse mod almindelig anerkendelse og virkeliggørelse af alles ret til lige status som medborger. Milepæle var udvidelserne af stemmeretten til også at omfatte økonomisk afhængige grupper og ikke mindst etableringen af kvinders valgret i 1915.

Væsentlig var også den forvandling, offentlig forsørgelse undergik. Hvor den tidligere som fattighjælp medførte tab af rettigheder, blev den efterhånden givet som en universel borgerret.

Denne afkobling mellem erhvervsevne på den ene side og markedsværdi og ligeværdighed som borger på den anden side blev udfordret af 1990’ernes aktiveringspolitik. Mens rådighedspligten var og er en generel pligt for den arbejdsløse til at søge og tage et job på almindelige løn- og arbejdsvilkår, betød aktiveringen nu en pligt til aktiviteter på særlige og ringere vilkår bestemt af ’systemet’.

Samtidig blev offentlig forsørgelse uden aktiveringspligter omdøbt til såkaldt passiv forsørgelse, og mens udbetaling af offentlige ydelser i tilfælde af sygdom og diverse sociale begivenheder tidligere blev betragtet som en vigtig social-politisk løsning, begyndte man nu i stedet at opfatte den slags ydelser som et hovedproblem i sig selv.

Medborgerskab på retur

Dette veritable paradigmeskifte i synet på offentlig forsørgelse var i lige så høj grad en socialdemokratisk som en borgerlig opfindelse. Den fælles præmis var for det første en nyvundet overbevisning om, at ledighed avler ledighed, fordi offentlig forsørgelse passiviserer modtageren. Og for det andet, at ledighed med stor sandsynlighed resulterer i social deroute.

På grund af den brede politiske enighed kunne sporskiftet gennemføres uden de store sværdslag. Nok lød der kritik fra den øvrige venstrefløj, men det tab af rettigheder og de mulige ydmygelser og krænkelser af hin enkelte, som aktiveringspolitikken indebar og indebærer, kom aldrig på den politiske dagsorden.

Politikere har ganske vist rutinemæssigt bidraget med kritiske kommentarer til mediernes gentagne rapporteringer om såkaldt meningsløs aktivering, eller når evalueringer har vist meget sparsomme (positive) effekter af de mange milliarder, aktiveringsindustrien har lagt beslag på — 26 iflg. nylige OECD-tal. Men politikken selv og dens bærende principper er aldrig for alvor blevet problematiseret.

Det paradoks skal utvivlsomt ses i lyset af den indarbejdede sandhed om offentlig forsørgelse som roden til stort set alt ondt. Højst tænkeligt er det også baggrunden for den selvfølgelighed, hvormed parkeringsretorikken anvendes og gør personer til genstande for statslig håndtering.

Tidligere blev det fejret som en sejr for de demokratiske lighedsbestræbelser, hvis man kunne sikre et økonomisk eksistensgrundlag uden at stigmatisere alvorligt, kronisk syge og handicappede. I dag betragtes det som en uoverstigelig hindring for, at liv kan lykkes, og ligeværdighed som medborger opnås.

Tilsvarende er det under mottoer som ’ret og pligt’ og ’noget for noget’ gjort klart, at der er endog meget vide grænser for de kontrol-, disciplinerings- og opdragelsesforanstaltninger, som staten legitimt kan sætte i værk over for personer med mangelfulde markedsressourcer. Så længe målet er at forhindre passiv forsørgelse, synes det at hellige alle midler.

Skiftet i social-politisk tankegang viser sig også ved, at det ikke længere vækker opsigt at foreslå stemmeretten frataget offentligt forsørgede. Da et ledende medlem af Venstres Ungdom for nogle år siden fremsatte den idé, udløste det et ramaskrig, og den pågældende måtte efter pres fra partiet trække sig fra sine tillidsposter. I dag vækker det ikke postyr, når samme idé debatteres i Konservativ Ungdom, eller når den fremsættes af debattører som erhvervsmanden Asger Aamund eller min statskundskabskollega fra Syddansk Universitet, Søren Hviid Pedersen.

Myten om det ondes rod

Den dominerende diskurs om offentlig forsørgelse generelt og om de parkerede på førtidspension specielt anfægter ikke blot hævdvundne idealer om et lige medborgerskab uanset markedsressourcer. Den har også dårligt greb om realiteterne.

Således er det ikke korrekt, at forsørgelse uden umiddelbare krav om noget til gengæld generelt virker passiviserende og fører til social deroute. En panelundersøgelse, som Aalborg Universitet foretog over en fireårig periode i 1990’erne, kunne tværtimod dokumentere, at den (ret passive) offentlige forsørgelse i form af dagpenge virkede som et effektivt middel til at holde arbejdskraften ved lige.

Bl.a. viste det sig, at længden af forudgående ledighed ved undersøgelsens start ingen forskel gjorde på, hvor hurtigt man i den efterfølgende periode igen kom i job.

Ligeledes er billedet af førtidspensionister som marginaliserede, passive, parkerede eksistenser åbenlyst forkert. Selvsagt lever den typiske førtidspensionist ikke i det rene lykkeland, men bortset fra en dårligere helbredstilstand og hyppigere forekomst af økonomiske trængsler viser forskningen, at afstanden til en dansk normaltilværelse er så forholdsvis ringe, at parkeringsbilledet er aldeles misvisende.

Parkeringsfantasi

Parkeringsretorikken hviler på den falske præmis, at tildeling af førtidspension er ensbetydende med en fastlåst, livslang forsørgelsessituation. Den præmis er angiveligt baggrunden for de aktuelle overvejelser om at tidsbegrænse førtidspensionen. Som Lars Løkke Rasmussen sagde i sidste års åbningstale til Folketinget: »Kan man anstændigvis sige til en pige på 23 år, at hun aldrig vil kunne klare sig selv i livet? Nej! Det er ikke desto mindre den besked, samfundet hvert år giver til 4.500 danskere under 40 år.« Ligeledes: »Vi skal ikke parkere mennesker under 40 år på førtidspension resten af deres liv.«

Man får nærmest indtryk af, at unge mennesker tvangsanbringes i en celle på livstid. Men naturligvis er der intet til hinder for, at en person, der måtte være så heldig at genvinde erhvervsevnen, forlader førtidspensionen til fordel for et almindeligt job eller et fleksjob.

Det fremgår endda af reglerne, »at kommunen skal holde sig orienteret om pensionistens forhold, og om der eventuelt sker en forbedring af arbejdsevnen, der gør, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. I de tilfælde skal kommunen genoptage sagen for at genvurdere arbejdsevnen«.

Der er ligeledes klare regler for regulering af pensionen i tilfælde af en supplerende arbejdsindkomst.

Hvorfor så give udseende af en livslang parkering? Mit eneste bud er, at der så er skabt grundlag for at indføre en tidsbegrænset pensionstildeling begrundet i hensyn til den enkelte førtidspensionist. Hun eller han vil derved få mulighed for at slippe ud af parkeringsanbringelsen.

Når denne tvivlsomme konstruktion er nødvendig, er det svært at se det som udtryk for andet end en mistanke om snyd. Altså, at der er nogle, som har fået pensionen »pr. automatik« (Lars Løkke Rasmussens udtryk), eller som genvinder erhvervsevnen og alligevel foretrækker at forblive på pensionen frem for at få et arbejde.

De pågældende kan man så håbe på at fange, når en forlængelse af pensionen skal genovervejes.

Som folk er flest

Ser man et øjeblik bort fra den rådende danske social-politiske enighed, kunne man alternativt — og altså ikke mistænkeliggørende — antage, at personer på førtidspension bortset fra den (veldokumenterede) mangelfulde erhvervsevne i andre henseender, er som folk er flest; lige så tilregnelige, med lige så god moral og med lige så stor motivation for at udrette noget for andre og høste anerkendelse herfor.

Opgaven kunne da på den ene side være at inspirere og motivere private og offentlige arbejdspladser til at skabe relevante (små)job. Og på den anden side at tilbyde råd, vejledning og information til pensionisterne om de givne muligheder — det, som i gamle dage hed arbejdsformidling. Men det ville føre os langt hinsides parkeringsretorikken.

Jørn Loftager er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tror man skal til at holde op med at skrive artikler om arbejdsløses vilklår på den her måde. Grunden er, at de alene bygger på social indignation, og føler læseren ikke dette i forvejen, så flytter det ikke noget.

Grunden er at fremskridtene, der præsenteres er (fra artiklen):

"Milepæle var udvidelserne af stemmeretten til også at omfatte økonomisk afhængige grupper og ikke mindst etableringen af kvinders valgret i 1915.

Væsentlig var også den forvandling, offentlig forsørgelse undergik. Hvor den tidligere som fattighjælp medførte tab af rettigheder, blev den efterhånden givet som en universel borgerret."

Hernæst tales der om, at aktivering ikke sker på vilkår, der ligner det "rigtige" erhvervsliv (misforstå mig ret). Jeg tror mange - uden den før beskrevne sociale indignation - taber respekten dér. For der er ikke tale om indskrækning af rettigheder i den forstand, man har stadig stemmeret, man har stadig ret til at gå på hospitalet og så videre.

Jeg mener egentlig det er på tide, at være konkret og mere konstruktiv i den her slags artikler. Vil man mobilisere de lave indkomstgrupper til at opfatte et skæbnefællesskab med dem udenfor arbejdsmarkedet kan man lige så fremhæve det simple faktum at eftersom Danmark ikke har en mindsteløn fastsat ved lov, så er sociale ydelser de facto mindstelønnen i Danmark.

Jeg mener helt ærligt ikke der er noget galt i at tale ud fra virkeligheden fremfor ud fra en moralsk eller etisk platform. Nu flere man kan få i tale, nu større er muligheden for at få ændret nogen holdninger.

Som jeg ser den her slags artikler, virker det som om det er præsten der prædiker til koret.

Til Jørn Loftager:

Tak!

Desværre hjælper det nok ikke noget at sige sandheden. Politikerne er ikke interesserede i sandheden.

Til Informations billedredaktør: ØV, øv og atter øv! Når det nu er en kronik, der forsøger at gøre op med de falske myter, hvorfor vælger du så et billede, der understøtter disse myter?

John Hartfelt, der er jo sket det, at præcis den fra 90erne førte socialpolitik har nærmet mindsteløn og sociale ydelser til hinanden - sikkert modsat intentionen. Men i kraft af de fordele, man får i job, er realiteten, at der er en afgrund til forskel, til fordel for den arbejdende.
Derudover er der jo en positonskamp, hvor man forsøger at narre den lavest lønnede del af de arbejdende til at tro, at deres muligheder for at avancere og få det bedre er større, end deres mulighed for at synke ned på kontanthjælpen. Imidlertid er det prævis den fare, man lever i konstant, når man e overladt til andres nåde og barmhjertighed på arbejdsmarkedet. Derfor skal samfundet kompensere for at sikre borgerværdigheden for alle myndige borgere. Det er jo kun penge, vi taler om, ikke noget reelt, ikke noget vigtigt.

Carsten Mortensen

Også herfra: Tak, Loftager- yderst konstruktiv anskuelse. Eneste mindre problem er at det ikke er politisk opportunt :-)
Som vindende blæser for tiden vil det eneste incitament for siddende politikere, uanset farve, være : Hvor er pengene og dermed succesen i det her?
Næste problem kommer når talen uvægerligt vil falde på hvor mange jobs de 'parkerede' vil tage fra den etablerede klasse.
Til slut: Ja, der findes faktisk mennesker som aldrig mere kommer til at kunne forsørge sig selv. ..... ganske uanset alder! ......mens andre boltrer sig i milliarder eller millioner af kroner. .....og jobs.
Til slut kan jeg ikke få øje på hvorledes alder kan kobles med sygdom?

Ideen om en "tidsbegrænset pensionstildeling" lyder da meget fint set langt udefra, men som regel er der en grund til, at folk har fået pensionen. En af grundene er parkering - af folk, som nutidens arbejdsmarked ikke levner plads til. At tage pensionen væk her, betyder blot at sende folk ud i en ørkesløse cirkulation mellem alle systemets behandlere. Arbejdsprøvning, jobtræning og evigt umulige "kurser".

Hvis der fandtes skånejob, hvor der virkelig var plads til folk med både svingende og stærkt begrænsede ressourcer. Flexjob med plads til, at der kun arbejdes en gang imellem. Og kollegaer, med den fornødne nysgerrig, åbenhed og hjerteplads til den slags kollegaer - så ville artiklens forslag give mening. Sådan er virkeligheden bare ikke, for opmuntringerne til erhvervslivet har ikke virket.

Min egen nære virkelighed er en skrøbelig knægt, der har fået rimeligt godt styr på sit liv i førtidspensionens tryghed. Hver gang sådanne planer om tidsbegrænsning rumler igen, bliver han psykisk slået tilbage til nul. Jeg har så også nærkontakt til det modsatte tilfælde, en pige der fik besked på, at hun fremover var parkeret på varig hjælp uden udsigt til andet end banko. Hun sled sig løs, og fik uddannelse, mand og børn samt deltidsarbejde. Et fornuftigt system bør give begge disse gode mennesker en fornuftig tryghed.

Martin Haastrup

Udmærket artikel. Tak for den! – Mere af samme skuffe efterlyses! - Som jeg håber kan bruges som løftestang, sammen med Rune Lykkebergs meget anerkendte artikel fornylig og debatten om emnet generelt her på Information. - Til måske også at løfte åget lidt for alle de, som pga. fordommmen om 'parkerings-passive-forsørgelse' nu har fået endnu sværere ved at få tildelt samme.

Dem glemmer Hartvig i sine ellers udmærkede og fuldt ud forståelige betragtninger: De som nu står og indtrængende har brug for en hånd, deres rettigheder er blevet ramt af den, fra højeste politiske top over hele spekteret (pånær enhedslisten... ) cementerede forestilling om 'passiv forsørgelse' som artiklen her gør op med.

Der var blandt andet en artikel hos Rune Engelbreth på hans blog på Politiken fornylig som omhandlede et klart skred henimod retsløse tilstande i en helt specifik ansøgeres uomtvisteligt dokumenterede ret til at få (varig) hjælp.

Det er blevet (gjort) praktisk talt umuligt at komme i betragtning, på trods af overbevisende dokumentation fra ansøgeres side. 'Systemet' nærmer sig åbenbart, at frembringe mere eller mindre tilsyneladende retsløse tilstande for nuværende ansøgere om hjælp. Ansøgeres klageret over systemets afgørelser er markant blevet udhulet som følge af retorikken.- Oa...

"Har du ingen værdi på arbejdsmarkedet, har du ingen værdi i det hele taget."

Hvilken nærmest sindsyg indstilling!? Og de fleste deler det... DET er utroligt :(
Det ser ud sådan som om at det var pengeverden, bankerne (og de farlige skjulte kræfer bag) som har ud-dannet 'folket', fra vuggestuerne til universiteterne... Grrrrrrrrrrr

God 'pengesorgløs' weekend! :)

Præcis, Erwin Lazar. Penge er i sig selv ingenting, og masser af aktiviteter er nødvendige, men lønnes ikke. Der er en grund til, at arbejde holdes ude af det offentliges sfære, fordi det er et privat forhold, som ikke har noget med samfundets generelle virke at gøre. - Statens interesse er at sike borgerne, så de kan deltage på lige fod i de fælles beslutninger. Hvordan pengene kommer til veje, skal selvfølgelig reguleres, men det er og bliver irrelevant for samfundslivet.
Jeg kan ikke lade være med at pege på, at arbejdet netop bliver mindre og mindre betydningsfuldt, men at vi af samme grund klamrer os til det, fordi vi er bange for, hvad der skal komme efter.
Vi fik et indblik i fremtiden forleden dag, da Radioavisen fortalte historien om en virksomhed, der flyttede sin produktion tilbage fra Kina, fordi de robotter, der nu udførte produktionen, ligeså godt kunne stå på Fyn. Det handler ikke om arbejde, men om det materielle livsgrundlag - og jo mere vi kan frigøre os for den fysiske nødvendighed, ved at overlade det til maskiner, jo friere bliver vi.

Det handler vel også om at finde syndebukke, som man kan give skylden for alting.

I Fogh-Rasmussens og Løkke Rasmussens tid var det indvandrerne, der måtte agere syndebukke. Nu er det så de ledige, de syge og de handicappede.

Jeg er ved at læse en bog, der foregår i 30’ernes Tyskland. Det er forstemmende, men jeg kan altså ikke undgå at se parallellen mellem konstruktionen af myten om de onde jøder og så nutidens konstruktion af myten om de dovne arbejdsløse, de ugidelige syge og krævende handicappede.

Fra min bekendtskabskreds kender jeg tre eksempler på kvinder, der er blevet ramt af sygdom:

En ambitiøs sygeplejerske, mor til to døtre, der har fået sclerose og efter nogen tid førtidspension.

En dygtig og elsket vuggestuepædagog, der desværre havde et medfødt hørehandicap og desuden to nedslidte arme, blev gradvist helt døv og får nu efter flere arbejdsprøvninger førtidspension. Hun er mor til to og farmor til 5.

En kvinde, der nu er over tres, som har arbejdet siden hun var 14, først som syerske og siden som rengøringsassistent, fik lungekræft, men overlevede. For en ordens skyld skal jeg sige, at hun er (og altid har været) ikke-ryger. Hun arbejder fortsat som rengøringsassistent, men i flex-job, hvilket betyder, at hun kun arbejder ca. 10 timer om ugen og får resten af sin indkomst af det offentlige. Hun er mor til to sønner og har et barnebarn.

Hvordan kan man mene, at disse tre aktive og engagerede kvinder er parkeret på passiv forsørgelse og ingen værdi har? Hvorfor skulle billeder af folk på bænke, der drikker øl være en oplagt illustration til deres liv?

Så længe der er tale om mennesker, man ikke kender, er det let at konstruere myter om, at de skulle være dovne, forkælede eller indbildt syge. Men hvis man kender den konkrete skæbne, er det altså anderledes.

Vi skal tilbage til det demokratiske synspunkt: det skal ikke være en undskyldning for politisk deltagelse, at man spilder alt for mange timer på arbejdsmarkedet.

Det kaldtes 'koncentration' tidligere, denne parkerings-praksis, og har været en integreret del af bæredygtighedstænkning i velfærdsstats-regi siden 20ërne.
Det har sin oprindelse i den ide, at krigsfanger skulle opbevares indtil krigsslutningen, og har dermed 'humanistisk' baggrund.
De første fredstids-koncentrationer var til opbevaring af arbejdsløse i Tyskland i Weimar-tiden (den turbulente socialdemokratiske epoke før nationalsocialisterne kom til magten, skal jeg nævne for de der ikke har helt rede på disse forløb). Tanken var sundhed og trivsel via bidrag til samfundet væk fra vanligt, fastholdende, vanemiljøer.

Andreas Andersen

Hvis jeg kunne blive tilkendt førtidspension, ville jeg da ikke arbejde en dag mere i mit liv. Førtidspension er en oase af fred i en verden af stress og jag, så hvorfor skulle man aktivt forsøge at forlade den, når ens arbejdsevne blev bedre?

Vil tilføje til odd bjertnes parkerings-praksis:

At vi i den danske parkerings-praksis model, også har valgt at parkere børn og ældre, som en selvfølge.

Så et opgør med parkerings-praksis, ville med meget stor sandsynlighed, fremme folkesundheden ganske betragtelig på det følelsesmæssige plan, for det giver dårligt selvværd at blive parkeret.

Og tak for en fin artikel og for at kaste nyt lys på et gammelt problem.

Jeg sagde selv nej til pension for tyve år siden. Den gang hang pensionerne løsere, men jeg havde et reelt og stort fysisk problem. Efter operationer i knæ og fødder ville jeg få krykker, specialfodtøj og pension. I stedet sagde jeg nej til kirurgen og rettede mig selv op, men det er en længere historie - og naturligvis ikke en kunst, som alle andre lige kan efterligne.

En del i min omgangskreds tog glade imod pensionen, men jeg oplevede det som et stempel, der også satte sig dybt i bevidstheden - uanset hvor meget, der kæmpes imod. Fokus bliver på sygdom mere end på liv, ikke mindst med den snigende mistænkeliggørelse, hvor man kronisk er nød til at erklære sygelighed og behov for støtte. Hvilket i sig selv er et problem, der må løses.

Pensionen kunne da have været en nem sovepude, noget jeg da husker, når indtjeningen giver problemer. Jeg valgte en anden vej, men som nævnt højere oppe, er der ingen mirakelkure - og for en del mennesker er behovet meget reelt. Men ikke nødvendigvis en daglig glæde at blive spærret inde i en ramme, hvor der udover sygdommen også er bureaukratiske restriktioner for arbejdsliv og livsvalg.

Andreas Andersen, du spørger, "hvorfor skulle man aktivt forsøge at forlade den, når ens arbejdsevne blev bedre?"

Måske fordi man føler stolthed over at klare sig selv - måske man oven i købet syntes at det er uværdigt ikke at kunne klare sig selv?

Og "at førtidspension er en oase af fred i en verden af stress og jag" er en temmelig vild formodning - Jeg kunne også sige, at førtidspension er en oase af stress og jag, selv når livet er mest fredsommeligt?

Mvh

I øvrigt er det ikke sikkert man kan forlade førtidspensionen, hvis man kan og vil nøjes med at tjene mindre, eller er villig til at gå ned på en bistand, og prøve at komme videre med de muligheder man har der - Det er et stort panel af "lærte" mennesker, der tager stilling til om man kan eller ej; det er ikke op til en selv.

Det kan være jeg tager helt fejl, hvilket jeg håber, men sådan har jeg forstået det.

mvh

Andreas Andersen, når man har dit syn på arbejdslivet, synes jeg da bestemt, at man burde kunne få førtidspension. Det må være stærkt handicappende for en glad og tilfreds hverdag.

Kristian Bevan

Man kan altid selv gøre sin førtidspension "hvilende" således at denne igen kan aktiveres, såfremt ens forsøg på at blive selvforsørgende mislykkes.

Tom Paamand har en væsentlig pointe i, at tidsbegrænset tildeling og genbehandling af førtidspensionssager for mange FP'ere kan resultere i unødig stress, bekymring, frygt etc. Mistænkeliggørelse og stokkemetoder øger risikoen for, at disse menneskers helbred forværres, og dette bringer dem selvsagt kun endnu længere væk fra arbejdsmarkedet. For denne type FP'ere er det alfa og omega at få ro.

Til gengæld er det vigtigt, at der i endnu højere grad end i dag skabes smidige og praktisk anvendelige muligheder for, at folk på førtidspension atter kan få en tilknytning til det ordinære arbejdsmarked, hvis det er dét, de ønsker sig, uden at de skal satse hele butikken og risikere at måtte søge pension forfra.

Lad mig give mit eksempel fra det virkelige liv:

En af mine nære bekendte har efter ni år med invaliderende kroniske smerter i hoved- og nakkeregionen samt et hav af undersøgelser og forsøg på behandling hos diverse specialister for nylig fået tilkendt førtidspension.

Det er hun glad for, primært fordi hun omsider får økonomisk råderum til at afprøve de i reglen dyre og ikke-tilskudsberettigede behandlingsformer, som der ikke var råd til, mens hun levede på kontanthjælp. Hendes håb er hurtigst muligt at finde en behandlingsform, der kan lette smerterne så meget, at hun kan genindtræde på arbejdsmarkedet og blive, i hvert fald delvist, selvforsørgende.

Imidlertid er hendes oplevelse, at kommunen med tilkendelsen af førtidspension fra den ene dag til den anden i realiteten lod hende sejle sin egen sø. Ud over få oplysninger om, hvad hun nu ikke måtte gøre (fx rejse uden for EU længere end en vis periode om året), fulgtes tilkendelsen af et totalt fravær af information om mulighederne for med tiden, og dersom arbejdsevnen skulle blive bedre, at overgå til fleksjob, få tilbud om uddannelse etc. Ingen oplysninger om rådgivning, ingen kontaktpersoner, ingen støtte til at opretholde håbet om at vende tilbage.

Min bekendte, som er en intelligent, reflekteret og analytisk begavet person, har oplevet denne 'kulde' ved overgangen til pension som en subtil, men klar tilkendegivelse af, at hun nu er opgivet af systemet og ikke længere tilhører det fællesskab, hvor man aktivt kerer sig om hinandens liv. Hun får sine pensionspenge, og det er så dét.

Manglen på bare et minimum af information, der ser hende som en ansvarsfuld medborger, hvis naturlige egeninteresse er at komme tilbage på fode og bidrage til arbejdsfællesskabet, har efterladt hende med det indtryk, at systemet egentlig er ligeglad med, om hun vender tilbage til arbejdsmarkedet eller ej. Eller at det slet ikke regner med, at dette overhovedet kan være et ønske hos nogle. Det implicitte rationale synes at være, at nu får den nybagte førtidspensionist den højere sociale ydelse, som vedkommende har kæmpet for, og så er der ikke rigtig mere at snakke om.

Hvorfor ikke som udgangspunkt anerkende sine syge, førtidspensionstilkendte borgere som mennesker, der ligesom de fleste andre ønsker at få et aktivt arbejdsliv og bidrage til fællesskabet? Gennem en mindre rigid udformning af regler og omsorgsfuld kommunikation vise dem, at de er værdsatte medborgere, der ikke skal prygles, men stimuleres til at blive en nyttig resurse for samfundet.

Andreas Andersen

Tja, hvis man vil nøjes med lidt, kan man jo søge om førtidspension.
Iøvrigt er præmissen om, at ens arbejdsevne skulle bedres alene et udtryk for politisk "spin" - når først man søger førtidspension og får den tildelt er præmissen, at ens arbejdsevne er varigt nedsat i ethvert erhverv.
Man kan nemlig ikke få førtidspension, hvis der kun er tale om en midlertidig nedsættelse af arbejdsevnen.

Men husk nu - det er bedre at være rig og rask end syg og fattig - skulle du få lyst til at prøve at få en førtidspension, skal du have dette i erindring.

Andreas Andersen

@Peter
Det lyder som om, du ikke er blandt os arbejdende.

@Niels
Jeg vil selvklart ikke bytte en rask tilværelse på arbejdsmarkedet med en syg på førtidspension, men jeg vlile gerne bytte min raske tilværelse på arbejdsmarkedet med en rask på førtidspension. Man er ikke fattig, hvis man har 200000,- om året, som man får på førtidspension. Det kunne f.eks. let forsørge mig året rundt i en strandhytte i Thailand.

Mit argument var imod, at man bare skal stole på folks gode moral. Det skal man ikke.

Advarsel : ikke et objektivt indlæg men en passende antitese til mit første ovenfor :

En anden vinkel på parkeringen / endeløsningen socialt set, end den institutionaliserede 'koncentration' er naturligvis den privatiserede, og det er den vi kender herhjemme i form af førtidspensionering.
'Udstødelse' istedet for 'indsættelse' - bestikkelse istedet for behandleri.
Det er naturligvsi langt at foretrække. Og overalt hvor behandleri, proces, 'livslang læring' som magtdogme dominerer, 'kafkaske forhold' kaldet til forskel fra 'orwellske' måske, gror naturligvis trangen til at se en endeløsning.
'I need a final solution' er stadig den mærkelige mormonpunk-frustereing David Thomas' kendeste sang, og møder man ham ser man hvorfor ;-D. men det er også i Amerika, hvor ingen får lov at dø i nogen synd. Selævom det er menneskets lod at gøre. Født uskyldig - død skyldig ... ingen vej udenom det selv med nok så megen løbetræning eller stramt tørklæde om hjernen efter motivation, tradition eller behov.

Selv er jeg på førtidspension også, stort set alene fordi jeg var for groggy efter 30 års kontanthjælp til mere omstillingsparathed. havde ellers stillet op til stort set enhver arbejdsmarkedsintegrerende ide stadig yngre behandlere fandt på. Nu mangler der så bare et sted at dø så langsomt som muligt, og ellers plage jer med indlæg på en nogenlunde lødig blog her. Men opbygning efter nedbrydning tager naturligvis også den samme tid, så det bliver engang når jeg bliver 80.
men så skal jeg nok skrive et digt til jer ('når nu du er så talentfuld med ord'.... ja jeg er en værre retoriker sandt nok :-D

Forleden nævnte jeg at førtidspensionen allerede nu var den officielle fattigdomsgrænse, som man ønskede stadfæstet, og det dermed forbundne ekstraindtjeningsloft uden modregning skulle være også til kontanthjælpsmodtageres rådighed. Det synes mig at det er vejen at gå.
Godtnok er der ikke nogen der har ringet og bedt mig om hjælp til noget endnu, der ikke var gratis ydelse af veneration, hovedsagelig anarkiske jazzpunkavantgardister. Og så siger jeg da ja, sålænge jeg ikke selv skal levere produktionsmidlerne eller lægge navn til.
For selvfølgelig kan jeg et eller andet sted 'godt li' jer allesammen', sålænge i respekterer at jeg ryger, for hash har reddet mit liv engang, men jeg kan jo ikke gå rundt og være skæv altid, vel ?
Dengang jeg var på kontanthjælp hadede jeg jer. Meget morsomt en kort tid at gøre det, ca. 1975-85, men helt ærligt ... det var ikke godt for 'os'.

Og naturligvsi er det den først piskeaktiverende, senere passive braklæggende kontanthjælp, der siden halvfjerdserne har været vores 'koncentration'. Og mon ikke det hjalp på tildelingen af fp, at jeg fra 1995 konsekvent omtalte og tiltalte det systems ansatte som 'koncentrations-vagter'. Og man kunne se det sved, så det blev til en mig ukendt psykisk diagnose og udtrykkelig påpegning af at den ingen baggrund havde i kontanthjælpssystemet.
Det tror vi så på... ;-D
Næh, men endeløsningen skal der nu ikke pilles ved af den grund.

Lars Henning Osvaldsen

"Tja, hvis man vil nøjes med lidt, kan man jo søge om førtidspension."
Nej, det kan man faktisk ikke bare selv søge om som man har lyst, det er en pension som man INDSTILLES til !

Og til Andreas Andersen :
Jamen, så kom dog i gang mand !
Du skal kun lige bruge 10-20 år som svingdørs-klient i systemet der, så kan det være at der er en eller anden der indstiller dig til førtidspension. Som du MÅSKE får, hvis du kan simulere overbevisende nok at der ER noget galt .
I øvrigt lugter dit indlæg af Thailands-længsel ...

Andreas Andersen

Problemet i dit tilfælde er, at man ikke tildeler raske mennesker førtidspension.

Du kan således ikke være rask på førtidspension, men muligvis bedre fungerende med din sygdom, end hvis du skulle arbejde.

Det er således hårdt arbejde 24/7 at være førtidspensionist - det er så lille en timeløn du får, at det ikke kan betale sig.

Din drøm om strandhytten i Thailand duer heller ikke - du kan læse mere om reglerne her.

http://www.k10.dk/showthread.php?t=7119

Men det er da rigtigt, at opholder du dig i et lavindkomstland, vil prisdannelsen ofte medføre, at du kommer langt for 200.000 - meeen i Danmark er du fortsat på fattighjælp.

Peter Hansen - hvor er det godt sagt i dit svar til Ervin arbejdet netop bliver mindre og mindre betydningsfuldt, men at vi af samme grund klamrer os til det, fordi vi er bange for, hvad der skal komme efter - deligger en visdom i disse ord som jeg har været blindet for i min arbejdsiver. Hvor er jeg dig glad for Jeres selskab her på Informations debatstrenge.

-Tak skal I have for at åbne perspektiver ☺

Doris Møller:
I forlængelse af dine eksempler, kan jeg fra mit arbejdsliv oplyse om utallige kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionerede, som objektivt (svært misbrug, svært fysisk handicap, svær personlighedsforstyrrelse etc.) er hindrede i at påtage sig et ordinært arbejde.

Set i bakspejlet burde Cekic, når nu hun skulle forfalde til enkeltsagspopulisme, ha' bedt Joachim Kuglestøber om selv at finde nogle som bedrager. Folk som bevidst nægter at arbejde, men iøvrigt er fuldt ud i stand til det.

I forlængelse af Peter Jensens indlæg:

Det gode ved konkrete eksempler er, at folk altid kan forstå det, når man kommer med konkrete skæbner. Så siger de: ”Jamen, det var ikke folk med sclerose eller en døv bedstemor eller folk, der har været igennem en langvarig og belastende behandling for lungekræft, vi tænkte på, det er alle de andre.”

Men gruppen af folk på overførselsindkomst består altså af enkelt-personer med hver deres konkrete skæbne. Og som du skriver, Peter Jensen, så er der nogle, der har problemer med misbrug eller har personlighedsforstyrrelser, og der er desuden mange, der lider af psykisk sygdom, og som ikke kan få en kvalificeret behandling i det nuværende, meget pressede psykiatriske system.

Problemet med nogle af disse tilstande er jo, at de ikke umiddelbart kan ses, eller hvis de kan, så mener kritikerne måske, at alkoholmisbruget eller den psykiske sygdom er kommet på grund af ledigheden, og ikke omvendt.

Under alle omstændigheder er det for mig en modbydelighed, at al omtale af førtidspension i medierne illustreres af billeder af øldrikkende folk. Det hænger slet ikke sammen med de førtidspensionister, jeg kender. Det er aktive og engagerede mennesker, der bruger de kræfter, de har tilbage på f.eks. aftenskole, havearbejde og deres børnebørn.

Noget af pointen i Loftagers kronik er jo også, at folk på overførselsindkomst er som ”folk er flest”. Der findes plattenslagere alle vegne, men et samfund kan ikke lave sociallovgivning ud fra en formodning om, at alle mennesker er plattenslagere.

Og mon ikke, at alkoholforbruget for folk i arbejde i nogle tilfælde er meget stort? Jeg tror det. Man ser bare ikke, når overlægen eller bankdirektøren lige drikker en flaske rødvin til aftensmaden – hver aften!

Doris Møller, hele denne ekskludering af misbrugere, ihvertlfald folk, der blot kan lide en tår øl, er jo af nyere dato. Tidligere blev det næsten forventet i visse erhverv, og det er vel blot en del af den snigende disciplinering af befolkning og arbejdsstyrke, vi her kan iagttage.
Det mest oversete i relation til Loftagers glimrende indlæg er, synes jeg, at det er lykkedes at lokke de laverelønnede til at antage de højtlønnedes værdisæt, imod egne interesser. Det er objektivt en fordel for folk på arbejdsmarkedet, at vilkårene for folk udenfor er rimelige, fordi deres eget arbejdsliv i høj grad lettes af det pres, der ligger på en arbejdsgiver, hvis ansatte har et alternativ. At det er vitalt for arbejdsgivere mest muligt at kunne baste og binde deres ansatte ved vi jo fra de hemmelige ansættelsesklausuler, der vel ikke er mindre urimelige end andre former for karteldannelser, fordi der handles henover hovedet på hin enkelte, som ellers iflg. liberalistisk tankegang skulle være åh! så selvberoende.

Må tilstå at jeg kan forstå hvis der er nogle som VIL slet ikke deltage det der på mange mode ødelæggende 'arbejdsliv'... : overproducering, overforbrug, forgiftning af vores sjæl og miljø, etc. (Der findes udtagelser også på denne front selvfølgelig!;-)
Hvis det her var en ægte demokrati, så 'folk' kunne nægte at tjene 'arbejdsmarkedet' (- vi ved jo nu i sidste ende hvem!) og i stedet for ville arbejde frivillig eller gøre noget i samfundstjeneste.
De stakkels folk som kan kun nå bænkene og øllet hver dage er en helt anden kategori efter min mening!

Nu håber jeg ikke at det her kommentar bliver opfattet som en blasfemi! Bare lidt weekend-tankeeksperiment!;-)

Ps.: Jeg tror at borgerlønsystemet 'kunne ordne' det her problematik stort set en gang for alle!

Erwin Lazar, det er jo et stort problem ved det offentlige arbejdsmarked, vi har nu, at det i stedet for at tjene til det gode modbillede til det markedsdrevne private har antaget de selvsamme dårlige egenskaber over de sidste mange år. I gamle dage var det faktisk et udmærket alternativ med de ordentlige forhold, givne overenskomststyrede rammer for arbejdet og den indlysende forståelse af arbejdets nødvendighed i den større helhed.

Christina Balslev

Godt at nogen skriver sådan. Man kunne tilføje, at en del af diskursen er premissen: "arbejde = integration". I det hele taget: "arbejde = medlem af samfundet=anerkendelse". Og omvendt: "ikke arbejde = udstødt af samfundet", herunder den stigmatiserende mistanke, det VÆRSTE af alt!: "Ikke arbejde = uvilje til at være medlem af samfundet! = misbilligelse, der nærmer sig ´bad standing´". Således disciplinerer diskurserne den enkelte ved at tildele anerkendelse hhv. ikke-anerkendelse, på samme måde som når man opdrager en hund ved at tildele den hundekiks hhv. ikke hundekiks. Vi er nødt til at have de "udstødte/de under-mistanke-for-ikke-at-ville-samfundet" for at de arbejdende kan se, hvilken truende skæbne af social stigmatisering, der vanker, hvis man siger sit job op, eller nyder sin arbejdsløshed for længe. Måske er pointen ikke, at være onde ved dem uden arbejde, men ved skræmmeeksempler at piske folk, der KAN arbejde, til at finde i sig i så meget desto mere på et tiltagende stressende, uøkologisk arbejdsmarked, hvor den enkelte virkelig ikke er andet, ikke har anden værdi, end en udskiftelig vare. Nogle gange skulle man tro, Danmark var et kloster og arbejde var Gud. Gad vide om det er en del af vores puritanske fortid - altså som kristen praksis - der er på spil endnu? Nå men nu lommefilosoferer jeg :-)
Til Andreas Andersen: Du skulle vælge at arbejde, fordi der kun er een ting, der er værre, end at være fattig: At være socialt stigmatiseret. At være udstødt uden at kunne gøre noget ved det, fordi udstødelsen hviler på en solid legitimering hentet fra den gentagne insinuering af, at man nok ikke arbejder, fordi man er en nasser - og dine mistænkeliggørende indlæg er en del af den sociale stigmatisering. Det er sådan social stigmatisering kommer i værk.

@ Christina.
Meget enig. Men ikke i at klandre den kristne puritanske fortid for alt. Kirken er skyld i meget, lad dem lige have lidt "juleluft" forstået på den måde at der i dag gøres enormt meget fra kirkens side til mange socialt udstøtte.

Lad fortiden måske mere være en del af folkesjælen, som vi deler med vores nabolande både i syd og nord, i dag måske mere og mere isolerede, sådan forstået, at det Danmark anno 2011 præsterer socialt og politisk er så pauvert, at der ikke rigtig er nogen sammenligning: Snobberi og sin egen lykkes smed har aldrig trivedes bedre.

Den store grimme bussemand er blevet mange udsatte grupper, samtidig med at ingen politiker nogensinde ville kunne identificere sig med passende ydmyghed eller respekt for de medmennesker der af én eller anden grund i deres øjne skal være dem der er årsag til de holder ekstra fast i ungen når de går forbi "bænken", for "tag dig nu sammen og bliv akademiker lille Gertrud, ellers ender du blandt de her ildelugtende pensionister for hvem alt håb for bestandig er ude".

Eller os med `diagnoser´ der bare er nonfit for det ultimative arbejdsmarkedspres som indeholder karrierer og ambitioner.

Venligste hilsner førtidspensionisten der aldrig nogensinde tænker på at give op. Og som har set rigtig mange tage envejsbilletten for langt, langt mindre end alm. livssmerte. Ingen kan vurdere hvad der er `rigtigt´ før om hundrede eller 500 år, og muligvis aldrig.

Så lad være med at fordømme og tro du alene er den bedste i verden. Altså :Til de, der kalder pensionister for "nasserøve". ;)

Danmark som helhed er mere syg end mange "syge".

Så blev det de psykisk syges førtidspensionisters tur: I 19-nyhederne på TV2 blev det så deres tur til at blive omtalt som parkerede. Mads Lundbye Hansen, Cepos, tonede frem i indslaget, forudsigeligt som et amen i kirken, velsagtens; jeg skiftede kanal, for jeg orkede ikke høre på manden. Beskæftigelsesministeren, Mette Frederiksen, tonede også frem og luftede forestillingen om, at (nogle af) disse førtidspensionister måtte kunne finde plads på arbejdsmarkedet. Tror hun virkelig, at danske virksomheder, hvoraf mange som aktieselskaber skal slikke deres aktionærer i røven med størst muligt afkast hvert år, i nogen nævneværdig grad gider at gøre plads til disse sårbare mennesker?

Ja, det var ikke rart at se Mette Frederiksen - altså helt ærligt, hvor er de arbejdspladser, hun vil give til førtidspensionisterne?

De eneste, der er parkerede, er dem, der arbejder mange timer om dagen til glæde for andres pengepung, men uden noget alternativ.

Der mangler et andet ord for "værdi".

Den her slags diskussioner går ofte i hårdknude, fordi "værdi" for nogen ses i forhold til menneskelige kvaliteter og egenskaber og for andre som en del af Danmarks makro-økonomi.

Når det er tilfældet kommer man aldrig til at mødes.

I dagens politiske debat har statens budget hovedprioritet. Ingen politiker ønsker - i lyset af de sydeuropæiske gældsruiner - at fremstå som den naive giver, der forærer alting væk uden at sikre sig fundamentet stadig er tilstede. Paradokset der ret hurtigt melder sig er selvfølgelig at fundamentet netop IKKE er penge, men mennesker.

Den realisation er dog ikke indtrådt politisk endnu og med Enhedslistens accept af finanslov i bytte for 280 kr. mere til de fattigste om året tror jeg ikke det kommer foreløbig.

Hvilken "værdi"? Er det på børsen?! Hvis ikke, så... bare klø på!:D

Alt andet er - i bedste fald - noget som bare tolererer det her 'system'; hobby, etc.

Gud? Hvordan og hvor kan købes og sælges??

HisenERvin