Læsetid 3 min.

Pressens væsentlighedskriterier ligger langt fra befolkningens

Måske er magtmisbrug bare, hvad befolkningen forventer
Politikere og journalister har altid gået op og ned ad hinanden på Christiansborg.   Før spindoktorernes indtog måtte politikerne bare lave deres benarbejde selv, skriver Lone Kühlmann. Her taler Venstres Søren Pind og en journalist fra Jyllands-Posten sammen.

Politikere og journalister har altid gået op og ned ad hinanden på Christiansborg. Før spindoktorernes indtog måtte politikerne bare lave deres benarbejde selv, skriver Lone Kühlmann. Her taler Venstres Søren Pind og en journalist fra Jyllands-Posten sammen.

Jakob Dall

17. december 2011

Det var en interessant instruktion i realpolitik, den opmærksomme borger kunne få ved at følge ugens store politiske spinshow — Dansk Folkepartis forslag til revision af reglerne for spindoktorers arbejde.

Statsministeren havde hele ugen smilet sit statsministersmil og fastholdt, at reglerne var gode nok. Der var bare nogle, der overtrådte dem.

»Man laver jo heller ikke færdselsloven om, fordi der er en enkelt bilist, der kører i den forkerte retning,« sagde Helle Thornings-Schmidt igen og igen med en klassisk udenadslært spindoktorsætning.

Sætningen var så god, at den blev citeret af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Venstre synes også, at reglerne var gode nok.

Lige indtil fristelsen til at bringe regeringen i mindretal blev for stor. Venstre skiftede mening og ville nu stemme for Dansk Folkepartis forslag om en revision.

Men regeringen havde ikke lyst til at komme i mindretal i folketingssalen og valgte en klassiske politisk løsning: ’if you can’t beat them join them’, og stemte så — noget forbløffende — alligevel for forslaget om et serviceeftersyn af spindoktorerne.

Henrivende vrøvl

Regeringens forklaring er henrivende i sin forvrøvlethed, som her leveret af politisk ordfører Magnus Heunicke til Politiken.

»Vores mål med denne her vedtagelse er ikke, at vi får en markant ændring af reglerne, men at vi har et bredt flertal i Folketinget, der står bag de demokratiske spilleregler her i landet.«

Med andre ord: Det er lige meget, hvad vi er enige om, bare vi er enige.

Det bliver interessant at se, om den holdning også udstrækkes til væsentligere aktuelle problemer så som EU, den økonomiske politik og den kollektive transport.

Måske skal regeringens kovending i spindoktorsagen bare ses som en naturlig forlængelse af alle de andre politiske kovendinger siden valget. Brud på klart definerede valgløfter der udhuler ordet ’løfte’ for enhver mening.

Fortsat tilbagegang

Jeg ved ikke, om det er en spindoktor, der har fundet på det, men i går kunne man læse, at det ifølge SF er pressens højreorienterede kommentatorer, der er årsag til partiets nedtur i forbindelse med og efter valget. Tanken om, at det kunne være vælgernes utilfredshed med den politiske kurs, ligger åbenbart fjernt.

Måske derfor kunne en Megafon-måling i Politiken i går vise, at S og SF fortsat går tilbage, mens Venstre tordner frem. Vælgerne er åbenbart rystende ligeglade med pressens daglige afsløringer af gustne skandaler, løgne, fortielser og tilsyneladende overlagt magtmisbrug blandt tidligere Venstre-ministre.

Når ikke engang Lars Løkkes tåkrummende pinlige selvafslørende optræden for rullende kameraer og åbne mikrofoner oven på alle de andre misliebige sager går ud over hans og partiets popularitet, er det nærliggende at få den tanke, at pressens væsentlighedskriterier ligger meget langt fra befolkningens.

Eller måske er den frygtelige sandhed, at magtmisbrug bare er, hvad befolkningen forventer af deres politikere, og så er vi alle sammen meget ilde stedt.

Ingen mellemlæg

Det var meisterspinneren Peter Skaarup (DF), som stod bag forslaget om en revision af reglerne for de ’særlige rådgivere’. Selv om både han, de øvrige politikere, spindoktorerne og pressen udmærket godt ved, at det ikke er spindoktorsystemet, der er problemet.

En spindoktor handler ikke mod sin ministers interesser eller uden sin ministers vidende. I hvert fald ikke ret længe. Det er ikke et job, man skal påtage sig, hvis man søger tryghed i ansættelsen.

Nu påpeges det fra flere sider, at forholdet mellem politikere, spindoktorer og journalister er usundt tæt, fordi de går op og ned ad hinanden på Christiansborg.

Jeg vil gerne stilfærdigt påpege, at det har politikere og journalister altid gjort. Før måtte politikerne bare lave deres benarbejde selv, når de trængte til at komme i avisen. Jeg husker en meget ivrig politiker, om hvem det hed, at ’hver gang han ser journalister, løber han. Og somme tider klarer han at indhente dem’.

Fordelen var, at politikerne den gang måtte stå på mål for deres egne udtalelser.

Der var ingen mellemlæg, de kunne gemme sig bag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et sigende fotografi. Et billede på noget af det, der er galt i dansk politik og journalistik.

Hvorfor står en politiker og en journalist så tæt på hinanden og hvisker? Hvis journalisten er på job, hvor er så hans blok eller diktafon?

Dorte Sørensen

Er enig i at der i Folketinget opføres mange cirkusforestillinger. I denne sag mener jeg dog at Venstre er den største klovn – da de sad ved bordenden dengang de nuværende regler blev vedtaget med et stort flertal.
Om DF virkelig har ændre mening efter at de stemte for reglerne , har jeg vanskelighed ved at afgøre , men jeg tror mere på at forslaget alle var for at aflede interessen fra magtmisbrugssagen ol.
Vi kan også vælge at se det ren positivt, da et eftersyn af regler vel ikke kan skade.

Befolkningen skal vist lige vænne sig til realpolitik igen efter luftkastellernes tiår.
Jeg synes, at Lone Kühlmann denne gang er mindre fokuseret end normalt, desværre, for denne gang er der behov for et skarpt, kritisk indlæg, som hun så ofte og velgørende serverer.
Sandheden er vel den, at mange af de journalistiske principper efterhånden gradbøjes, fordi det er meget givtigere og mere interessant - og let, - hvad man kan skrive, hvis man kan rende med sladder fra en unavngiven kilde.
Når man taler om, at politikerne har professionaliseret deres forhold til medierne ved at ansætte spindoktorer, tror man simpelthen fra pressens side for meget om sig selv. Hvad vi har fået ud af det er, at det netop er pressens mest lgegyldige yndlingshistorier om fiktive 'kampe', der præger den politiske dækning, fremfor den helt nødvendige oplysning til borgerne om de faktiske beslutninger. Før spindoktorerne kom til og fandt på de historier, der kunne komme i avisen, var det politiske holdninger, politikerne ville af med - nu er det positionering.

Lise Lotte Rahbek

Ja, vi/borgerne forventer magtmisbrug og løftebrud.
Og ja, det er forstemmende, men det er til gengæld et faktum.
Om det skal være sådan, det ved jeg ikke, men der er vel næppe nogen som længere tror på, at politikerne har andet end sporadisk kontakt med de borgere, de bliver valgt af. Det skal embedsmænd, spindoktorer, journalister og interesseorganisationerne nok holde dem beskæftiget fra.

At meningsmålingerne viser at det ene eller det andet parti tordner frem, det gør nu ikke den store forskel.
Borgerne ved jo godt, at meningsmålingsinstitutterne heller ikke er til at stole på.

"Eller måske er den frygtelige sandhed, at magtmisbrug bare er, hvad befolkningen forventer af deres politikere, og så er vi alle sammen meget ilde stedt"

Med ændrig af "befolkningen" til "store dele af befolkningen", så er det min egen konklusion. Folk stemmer på løgnere fordi de tror at det er smart og at de selv får udbytte af snyderiet, de kan godt li det lidt rå og brutale der er i at være "bondesnu". Mange af dem har heller ikke taget skade af en hårdhændet optugtning, ialtfald ifølge dem selv.

Brian Pietersen

Liselotte, så gør som jeg, find ud af hvad der er tættest på det du vil, og så stemmer du på dem, melder dig ind i partiet så du har indflydelse.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror Lone Kühlmann fejlfortolker udtalelsen:
»Vores mål med denne her vedtagelse er ikke, at vi får en markant ændring af reglerne, men at vi har et bredt flertal i Folketinget, der står bag de demokratiske spilleregler her i landet.«

Meningen er, at S går ind for vedtagelsen, idet de forventer, at det bliver en hyggeklub, hvor man snakker lidt om hvoran det går, og så bliver enige om, at det går da meget godt, bare spindoktorerne kører i den rigtige side af vejen. Og så er den potte ude.

Men jeg synes nu, de skulle nedlægges, disse særlige rådgivere, da ministrene i stedet kan trække på deres bagland i parti og gruppe, samt de professionelle embedsmænd.

Lise Lotte Rahbek

Brian Pedersen.
Jeg tror, det er et velment råd, du giver mig.

Ikke desto mindre så tror jeg at magt korrumperer.
I hvor høj grad, hvor grelt og hvor hyppigt, det kommer an på personligheder, men det kommer i aller højeste grad også an på gennemsigtigheden i de beslutninger, der træffes.

Jeg tror ikke, at vi nogensinde kan få en regering (eller rådgivere for regeringen) som ikke vil misbruge deres magt i en eller anden grad og det skal selvfølgelig modarbejdes mulighederne for.

Men jeg har meget meget svært ved at se, at et eller flere ekstra led imellem en regering og befolkninen på den ene side og regering og pressen (som rådgiverne ofte er gamle kolleger med) på den anden side, skulle kunne gøre beslutningsprocesser og anvendelser af magt i form af fortielser og manipulationer med sandheden mere gennemsigtige.
Tværtimod.
De skaber bare mere mudder.

Men jeg sidder heller ikke på den store politiske landsudsigt, men kan kun udtale mig fra, hvor jeg nu befinder mig.

Når der nu alligevel er et flertal for et forslag, ville det da være åndssvagt af regeringen at stille sig uden for indflydelse på indholdet. Derfor er der selvfølgelig kun en mulighed, at stemme for.
Peter Hansen spørger til professionaliseringen af politikernes forhold til pressen. Man kan konstaterer at hvis politikerne er blevet mere professionel, så er pressen blevet reduceret til de rene amatører.

“Eller måske er den frygtelige sandhed, at magtmisbrug bare er, hvad befolkningen forventer af deres politikere, og så er vi alle sammen meget ilde stedt”

Problemet er meget større, for når man mistænker modparten for at misbruge magten, så anser man det for fair at ens egen side gør det samme, - "det er jo bare selvforsvar!"

Der er kommet for meget "målet helliger midlet" i dansk politik, og nogle af de mest åbenlyse eksempler på dette er har været forsøgene med særlove for rockere, indvandrere, osv.

For to uger siden skrev jeg herinde, at Venstre ikke ville få lavere vælgertilslutning ved næste meningsmåling. Folk stemmer simpelthen med penge´pungen. De efterfølgende meningsmålinger underbyggede også mit postulat. Så Lone Kühlmann har desværre ret.

Så vi har et råddent parti, der sidder i opposition og er uhyggeligt destruktive overfor den siddende regering i en tid, hvor der er brug for fælles fodslaw over hele linjen. Hyklere og krystere af format. Men de har stadig +30% vælgertilslutning uanset hvor forrykt det hele er.

Søren Kristensen

Hvis reglerne for spindoktorer allerede fylder mere end flere hundrede sider, skulle man måske ved samme lejlighed forsøge at forenkle dem. Man ser jo ofte at gentagne lov-revisioner munder ud i ret så omfattende og uoverskuelige værker, som derved ikke virker befordrende på forståelsen og heller ikke på effektueringen af intentionerne. Alternativet er lige så nærliggende som det er oplagt: helt at afskaffe spindoktorerne.

Ritt Bjerregaard foreslog forleden i TV (jeg tror programmet hedder `Horisont´) at spindoktorer ikke skal kunne omfattes af kildebeskyttelse.
Spindoktoren taler jo på sin ministers vegne. Man kan ikke forestille sig, at en minister `lækker´ en oplysning til pressen, hvorefter pressen nægter at afsløre, at det var ministeren, der stod bag oplysningen. Hvis spindoktoren er ministerens forlængede arm, skal det samme gælde for ham. Dén regel ville med et snuptag løse en hel del af problemerne.

Da jeg så billedet, der ledsagede Lone Kühlmanns artikel, var det første jeg tænkte. -- Hold da op, hvor det emmer af lusk. Den "connection" - Pind-JP -, kunne være interessant at følge.
Det har jeg så gjort, og her er et uddrag af mine "iPad-notater".:

JP 15.dec. publiceret kl. 23:45
Overskrift.: Sohn ville betale sorte penge.
Artikel af JP´s udsendte medarbejder i Moskva, Flemming Rose ( JP´s tidligere kulturredaktiør, der kørte Muhammed-tegninger-sagen for JP og som også efter sigende, har et anstrengt forhold til gamle kommunister.)

JP 16.dec. publiceret kl. 9:14
Overskrift.: Pind om ny Sohn-afsløring - Det lyder ubehageligt.
I artiklen udtaler Pind til JP, at Venstre har mistet tilliden til Ole Sohn. På et spørgsmål fra JP om Ole Sohn kan blive siddende som minister, svarer Pind.: Matematisk set ja, men moralsk nej.! Pind lover tilsidst i artiklen, at Venstre vil forfølge sagen.

Og her kommer så noget for min egen regning.:
- Jeg tror nu den tidligere Venstreminister kontakter Venstres Pressetjeneste, som igen kontakter Venstres "connection" i dr nyheder.dk og meddeler dem, at der kommer en "nyhed" i JP, som bør nyde fremme.!

JP 17 dec.publiceret kl. 18:48
Overskrift.: Ny Sovjet-kilde belaster Sohn.
Artiklen er den samme Flemming Rose artikel fra den 15 dec., blot lidt omformuleret af Morten Phil og stadig uden nyhedssubstans.

dr nyheder.dk 17 dec. publiceret kl.19:08
Overskrift.:Ny Sovjet-kilde belaster Sohn.
Artiklen er en fuldstændig gengivelse af JP´s artikel,blot med nogle afsnitsombytninger. dr nyheder.dk underskriver artiklen som Ritzau.

Ritzau 17 dec. publiceret kl. 19:24
Overskrift.: Ny Sovjet-kilde belaster Sohn.
Artiklen har sit udspring i JP´s artikel, men redigeret som et Ritzau-telegram.

Min lille opfølgning af "luskebilledet" viser - og for at bruge Poul Madsens udtryk - at her er der også en byld, der skal klemmes ud i den syge spin-mediekultur.!

Tom W. Petersen

1. Hvis man lavede en regel om, at "spindoktoren" aldrig kunne stilles til ansvar for, hvad han laver i sin egenskab af rådgiver for ministeren, men at det konsekvent var ministeren, der alene skulle stilles til ansvar for det - uanset om han var vidende om det - så ville problemet med "spindoktorer" forsvinde af sig selv.
2. Det er vistnok meningen i størstedelen af befolkningen, at politikere alle sammen er ens, når det virkelig gælder, i den forstand, at de alle sammen løber fra deres hæderlighed og idealer, så snart de får magt og ansvar.

Tom W. Petersen

Det allerværste ved den ustandselige strøm af historier om alt det lusk om "spindoktorer", ministres løben fra deres ansvar etc., etc., som vi fyldes med uafbrudt, er, at effekten er landsskadelig stimulans af befolkningens lede og foragt for vore valgte repræsentanter i den lovgivende forsamling og undergravning af det tildels demokratiske system, vi trods alt har.
Og det medfører en tiltagende åbning for decideret antidemokratiske tendenser, som altid er i beredskab.

@Tom W. Petersen

Det har du helt ret i.
Derfor er det også så vigtigt, at bylden hurtigt bliver trykket ud.

Men hvem skal / kan gøre det.?
Medierne selv.?

På Kritisk Debat skrev redaktionsmedlem Jan Mølgaard (som angiveligt for tiden er ramt af en bekymringsudløst insomni) en betegnende svada om afmagten under indtryk af et stundende plutokratur. Hér følger en passage:

"Jeg ved godt, at historien aldrig gentager sig selv i præcis de samme former. Fordi betingelserne omkring den historiske virkelighed hele tiden forandrer sig - og fordi de mennesker, hvorigennem historien bliver virkelighed, også gør det.

Men lige nu - lige i øjeblikket - der får jeg en gysende fornemmelse af, at den måske godt kunne finde på at - om ikke gentage sig - så dog genudsende sig selv i en såkaldt remake. En ny version af en gammel historie.

Af en eller anden grund fik jeg for nylig lyst til at gense "Matador". For nok femte eller sjette gang. Selve plottet er der ingen grund til at repetere her - alle eller næsten alle i Danmark kender historien i hovedtræk. Men den essens, man kan udtrække af det, der sker med de fiktive personer i Korsbæk kan det være godt at gentage. På overfladen en bevægelse frem mod respektabilitet og velstand. Måske også velfærd i et vist omfang. Unge bliver vokse, voksne blive ældre, og de ældre dør under mere eller mindre dramatiske former. På overfladen en historie, der handler om, hvordan fascismen taber sin kamp. På overfladen en historie om, hvordan demokratiet og demokratierne sejrer og menneskene frigøres. Men lige under overfladen sker der en modgående bevægelse. Her opløses de tætte relationer, her breder forvirringen sig, her sejrer forstillelsen og facaden. Her fremmedgøres menneskene og bliver ensomme individer. Og gør man regnskabet op, så er det de destruktive kræfter, som vinder. De skifter udseende, de sminker sig, de klæder sig i nye gevandter, og så sejrer de. Selvom det ser ud, som om de taber kampen.

Og det er nok i akkurat den form, at alle de destruktive, nedbrydende tendenser i nutiden glider sammen for mig og bliver til det, jeg frygter - det der får mig til at sove dårligt om natten.

Ikke et støvletrampende, heilende diktatur, der med lange taler og hård vold knægter alt og alle. Ikke hagekors og sorte uniformer og had til jøder og sigøjnere. Ikke koncentrationslejre og gaskamre. Men fordrejninger lavet af mænd i nydelige jakkesæt, konstante påmindelser om, hvad markedet ønsker, at vi skal gøre, nydelige damer i buksedragt, der taler og taler om nødvendigheden af et disciplineret liv med høj privat arbejdsmoral, konstante nyhedsstrømme som bare handler om en ting - nemlig konjunkturbevægelser, rentabilitet, kursbevægelser og valutaforhold. Og bag lukkede døre taler disse mennesker sammen og med hinanden om, hvordan mit liv skal leves, om hvordan betingelserne skal være for mine børns muligheder for at realisere deres egne værdier og deres egne mål. Og i de kølige, elegante kontorer sidder de samme mennesker og bestemmer, hvem mit barnebarn skal hade og elske - hvad han ka få lov til at gøre, hvad han må få lov til at arbejde med, og hvad han må bruge frugterne af dette arbejde til."
http://www.kritiskdebat.dk/news.php?readmore=49

Kristian Rikard

Jeg synes, at Kühlmans indlæg baserer sig på en (ja flere) besynderlig præmisser, som stortrives i medie- og politiske kredse. Begrebet "borgerne" synes for
disse mennesker, som jo på sæt og vis også selv er borgere, at bestå af en hoben viljeløse båtnakker.
Men en del af disse båtnakker arbejder ca. 7-8 timer om dagen plus transport, de vasker kulørtvask, læser godnathistorier for de yngste,
og gir en hånd med på det lokale bibliotek. Eller er frivillig trænere for lilleputholdet - eller hænger ud ved zinkdisken på ZeZe blandt det lettere kaveleri. Og her taler vi faktisk om mere end 60% af den vælger berettigede befolkning, som jo også omfatter de venlige "betjente" som man lige skal hen og sige davs til inden man bliver lukket ind som udefrakommende på Christiansborg - og min grønthandler, som er af anden etnisk oprindelse.
Disse praktiske gøremål forhindrer jo en majoritet af os vælgerne/borgere i at følge nyhedsstrømmen minut for minut og "hvad sker der lige NU i sagen om rygekabiner".
Hovedparten af borgerne/vælgerne får deres "politiske" information gennem nyhedsudsendelsene på DR eller TV2, hvis der da ikke lige er "Vild med dans" eller kvindehåndbold fra Brasilien. Og lur mig, om de få udvalgte ikke primært gør det for at se Vejrudsigten :-)
Når fr. Kühlman derefter taler om meningsmålinger, så kan man kun beklage, at hun som eksponent for sin stand ikke i det mindste een gang har læst Thomsens udmærkede tidsanalyser på Altinget,dk. (og massevis af andre kilder) Disse viser nemlig ganske indlysende klart, såvel for den opmærksomme borger, som har
erhvervet folkeskolens afgangseksamen som den opmærksomme journalist, at tilfædige meningsmålinger inden for en måned eller to
eller tre for den sags skyld, ikke viser en skid uden for de egentlige valgperioder.

Gunvor Trinderup

"Og bag lukkede døre taler disse mennesker sammen og med hinanden om, hvordan mit liv skal leves, om hvordan betingelserne skal være for mine børns muligheder for at realisere deres egne værdier og deres egne mål. Og i de kølige, elegante kontorer sidder de samme mennesker og bestemmer, hvem mit barnebarn skal hade og elske - hvad han ka få lov til at gøre, hvad han må få lov til at arbejde med, og hvad han må bruge frugterne af dette arbejde til.”

Ja det sker givet fald i virkelighedens illusion, om vi ene og alene anskues som reproduktioner af kulturen uden en bevægelse i kroppen eller den frie tanke, af de af dem, som tror de sidder på magten.

Men jeg tror ikke mennesket i realiteten kan forhåndsindskrives ind i et samfund på den måde idet vi netop går gennem realitetens bevægelig- og foranderlighed og derfor ikke kan forudsiges på den måde.

Vi er hvad vi bliver har været parolen alt for længe - vi skal til at lære at forstå, at vi samtidig også hele tiden er i færd med at blive til den eller det vi er...altså udenom de der forhåndsindskrivninger.