Nyhed

’Vi har alle sammen sort galde i os’

I det begejstrede projektsamfund, hvor folk altid opfører sig, som om de er til reception, er det værd at kæmpe for melankolien. Sindstilstanden viser en længsel efter noget, der er større end hverdagslivet
29. december 2011

Det er ærgerligt, at vi forsøger at bekæmpe og behandle os ud af melankolien. Faktisk burde vi omfavne den. Sådan lyder budskabet fra filosof Anders Fogh Jensen. Den melankolske sindstilstand tilbyder nemlig helt andre indsigter end dem, der ellers er plads til i vores hverdagsliv.

»Melankolien har adgang til noget, der ikke bare handler om at smøre madpakker og udføre sin daglige dont. Verden går ikke helt op, når man er i melankolien — det synes jeg, man skal lytte til,« siger Anders Fogh Jensen.

Han understreger, at melankolien ikke må forveksles med hverken det sørgelige eller det nostalgiske, der henviser til en længsel efter det hjemlige.

»Hvis melankolien er en længsel, er den en længsel efter noget større. Og som sådan står den i modsætning til det almindelige menneskes optagethed af det faktiske — af tingene omkring og de synlige forhold. Melankolikeren fornemmer, at en større sammenhæng er mulig — eller kunne være det.«

Sort galde

Modsat i dag, hvor melankolien ofte bliver behandlet som en psykisk lidelse, har den i nogle perioder af den europæiske kultur været direkte påskønnet.

»Ifølge Aristoteles skal melankolikerne ikke prøve på at blive som de andre. De skal i stedet påskønne, at de har kontakt til noget, som de kan bruge i deres kunst. Til gengæld skal de passe på med at drikke sig for fulde, for så begår de selvmord,« forklarer Anders Fogh Jensen

— Det er muligt, at melankolien er blevet forstået som vigtigt for kunsten, men hvordan kan civilingeniøren eller den enlige mor i dag omfavne melankoli som noget positivt i tilværelsen?

»Man kan lade være med at skubbe den bort som noget, der er ødelæggende eller forkert. Man skal ikke bare se den som tristesse eller sørgmodighed, men også som et eftertænksomt humør eller stund, hvor den har værdi som en dybde, der kan melde sig en gang imellem,« siger han og tilføjer:

»Men som filosof må jeg spekulere over, hvad det gør ved de mulige indsigter, livsformer og lidelser som melankolien tilbyder, når melankolikeren lukkes ned af det psykiatriske system i en psykisk sygdom eller af det begejstrede projektsamfund, hvor folk altid opfører sig, som om de er til reception.«

— Er melankolien så ikke bare en måde at kompensere for, at man føler sig utilstrækkelig i det ‘begejstrede projektsamfund‘?

»Man kunne godt få den tanke, at det er dem med meget sort galde, der render rundt og føler sig dybe. Men jeg tror, vi alle har den sorte galde i os. Det er klart, at nogle skal helt frem til en begravelse, før det rammer dem, mens andre kan opleve det bare på en almindelig tirsdag. Men i stedet for at skubbe det væk som noget, der er forkert og skal behandles, tror jeg vi alle har godt af den eftertanke. Det er en gave at få hul igennem til noget andet, end hvilken vej vi hurtigst kommer til Helsingør.«

Melankolsk tango

I Anders Fogh Jensens optik er det vigtigt at dyrke melankolien, fordi den danner kontrast til det gængse ’glad i låget’-samfund, hvor vi går op i at se glade ud i stedet for at undersøge, om vi virkelig er det:

»Melankolien minder mig om, hvorfor jeg ikke kan lide salsa. Hvor glad man end kan blive af det, så er alting udenpå. Selv erotikken er synlig. I stedet foretrækker en melankoliker som jeg tangoen, fordi den omfavner glæden og erotikken og folder den indad, så parret får en hemmelighed sammen. Dansen bliver i den hemmelighed, som verden tilbyder, nemlig at en større sammenhæng kunne være mulig. Derfor er tangoen også meget mere jalousifrembringende, fordi man kan se, at parret har noget sammen, som man ikke kan se. Og det er melankolikerens gave at kunne se noget, som de ordinære salsadansere ikke kan se.«

Sig psykiatrien imod

— Men er det ikke en forsimpling at sige, at folk, der er glade i låget, bare forstiller sig?

»Jeg konstaterer bare, at salsaagtig begejstring bare er én måde at være menneske på, og at der også andre måder. I stedet for at sige: ’Nu er jeg ked af det, det må jeg hellere reparere på’, kan stemningen få én til at overveje, hvad man egentlig er for et menneske. Hvis den bliver gjort til en sygdom, er der jo ingen af os, der vil være i den. Så flygter vi fra melankolien.«

— Bør læger og psykiatere så i stedet glædes over, at nogle er melankolsk anlagte?

»Det er svært at sige. Jeg er ikke imod psykofarmaka, men hvis vi kun har medicinens blik på verden, så bliver det lidt enøjet. Man kan anlægge den vinkel, at psykiatrien har pakket dette vid, som melankolien rummer, ned i et medicinsk sengeleje, gjort den til sygdom og kørt sin egen falckkasse frem.«

— Hvordan skal vi forholde os til den strategi?

»Vi bliver nødt til at sige psykiatrien imod en gang imellem. At man har eksistentielle overvejelser, er en del af tilværelsen. Det kan være vanskeligt at se mening en gang imellem. Det giver ikke mening at sige, som man engang gjorde i den anti-psykiatriske bevægelse, at ingen er syge, det er kun samfundet, der gør folk syge. Men psykiatrien må mindes om, at den har sit særlige enøjede perspektiv på menneskets eksistens, og at der findes andre prismer at se livet igennem end syg over for ikke-syg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I en udsendelse på DR2, tror jeg det var?, kunne man følge Lone Franks rejse ind i genernes verden. Og jeg vil kalde hende for melankoliker, dog uvist af hvilken årsag. Men hun skulle bl.a. tage piller for denne melankoli, hun skulle jo være effektiv og på arbejde hele tiden. [Hun havde også fået en depression - derfor skulle hun tage der her depressions-piller].

På et tidspunkt mødte hun så nogle rare forskere i USA, eller Canada?, som fortalte hende, at måske var depressionen bare naturens måde at sænke hendes tempo, så næste gang skulle pillernes ikke tages. Og hun skulle prøve at gå ind i depressionen, ind i følelsen, så ville der måske ske noget nyt.

Og jeg sad som introvert person og næsten skreg af tv'et - Lone, du er introvert. Omfavn det dog i stedet for at være som andre forventer du skal være, nemlig ekstrovert.

Også jeg kan bedst lige tango.

Ja, lad os da bare romantisere melankolien. Og længslen efter noget større end hverdagslivet. Som ofte forekommer hos mennesker, der tænker sort/hvidt, er perfektionistiske og ser mere på det, der ikke lykkes end det, der lykkes.

Men hvordan er det så, at kæmpe for overhovedet at komme ud af sengen, komme igang med noget som helst, opgive på forhånd, fordi det med garanti ikke vil lykkes?

Hvordan føles det at være melankoliker, og hvordan er det at være pårørende til melankolikeren, der altid skal opmuntres, igen og igen, uden at det lykkes, og der er altid en stor bekymring til stede? Hver evig eneste dag og hvert minut på dagen. Det er vist ikke så fantastisk, og man ønsker vist blot et eller andet, lige meget hvad, der kan lette lidt på stemningen og give lidt fred i hverdagen.

Arash Shariar

Spørgsmålet er om denne tanke Anders fremstiller ikke også er en "klap på skulderen" fra denne "begrestret projektsamfund" der bliver hentydet til?? :P Et begrestret projekt der nu skal få folk til at se lyset i tango? Til fordel for hvem?

Jeg må give Ole Thofte ret, den melankolske tilstand er ikke en vi skal stræbe efter. Tanken må være at hvis man en dag ender der i melonkolonien, så husk på at det ikke er verdens undergang! Faktisk står Anders der og trøster dig med klap på skulderen og tango musik.

Melankoli kan være en fast del af et folks nationalkarakter - især hos folk der lever i tæt forbindelse med naturen - og som sådan ikke en lidelse men en tilstand. Melankoli er i familie med sarkasme, og den vil jeg nødigt undvære. Sarkasmen er næsten udryddet i vores eget officielle glidecremesamfund, men det er altid til eftertanke når den en sjældent gang kommer til orde...

ellen nielsen

Jeg er enig i, at der d.d. er en tendens til at sygeliggøre noget, som ikke nødvendigvis er sygdom!

@ Ole thofte
Dét, du beskriver må betegnes som depression - efter min mening!

@ ellen nielsen: ja, måske? Men hvem skal bestemme det? I debatten er tendensen at mistænkeliggøre behandlernes vurderinger af depression og tillægge dem skjulte selviske motiver for diagnoserne. Og med hvilke beviser?

Tendensen går også i retning af at postulere, at eksperterne ikke ved noget, mens manden på gaden ved alt med sin snusfornuft og fordomme. Og nemme løsninger ala et spark bagi og ikke mere pjat synes at virke vældigt fornuftige for mange højreorienterede, der gerne vil spare på budgetterne - med slet ikke skjulte selviske motiver og en slet ikke skjult ligegyldighed over for andres lidelse.

I forlængelse af dette kan handikaporganisationerne berette om, hvordan der er kommet et lag af medarbejdere i kommunerne, som direkte modarbejder handikapydelser og virker helt ufølsomme over for de handikappedes problemer. Jeg synes, det er en farligere tendens, end den du omtaler med at 'sygeliggøre noget, der ikke nødvendigvis er sygdom'.

Sygeliggørelsesdiskussionen må nødvendigvis afklares i behandlergrupperne på basis af facts, før den føres blandt folk uden viden på området som en ren holdningsdiskussion.

Karsten Aaen

"På et tidspunkt mødte hun så nogle rare forskere i USA, eller Canada?, som fortalte hende, at måske var depressionen bare naturens måde at sænke hendes tempo, så næste gang skulle pillernes ikke tages. Og hun skulle prøve at gå ind i depressionen, ind i følelsen, så ville der måske ske noget nyt."

Se, de rare forskere som fortalte Lone Frank at hun ikke skulle tage pillerne næste gang, eller prøve at gå ind i depressionen, så ville der ske noget nyt, har jo fuldstændig ret - der vil nemlig med 50 procents sandsynlighed opstå en ny depression, og hvis den også lades ubehandlet vil der med 80 procents sandsynlighed opstå en ny depression og så fremdeles - indtil man har en kronisk depressiv tilstand.
Så forskerne har vist været lidt for glade i låget den dag, de rådgav Lone Frank...

Hans Jørgen Lassen

"omfavne"?

Hvordan bærer man sig ad med at omfavne f.eks. melankoli?

Det må da vist være endnu en af disse uskønne anglicismer, som sprogligt udfordrede journalister har indført i det danske vokabularium, og som derefter ukritisk er blevet overtaget af folket.

Klap nu lige hesten folkens. For det første er Melankoli er ikke lige med depression. Jo, melankolikere er mere tilbøjelige for depression end de mere hyperaktive varianter, men længere er den ikke.
For det andet, hvem siger at melankolikere ikke kan komme ud af sengen? Vist nok kan vi lige så godt blive liggende der hvor der er varm og hyggelig, men hvis der er en god grund til at stå op kl. ½5 så gør vi også det, uden problemer.
For det tredje: depressioner er ikke melankolikerens monopol, men tro mig, vi kan håndtere depressioner langt bedre end ikke melankolikere fordi vi har et melankolisk og afklaret syn på fænomenet. En depression er noget der sker, noget man må bære over med, noget som kan være ubehagelig og irriterende og skal overstås men heller ikke mere en det. For andre kan en depression være en uoverkommelig forhindring, men det er den altså ikke for os melankolikere.
Jo det er en god idé at holde sig fra alkohol og andre stoffer når man er i en depressiv fase, men det gælder vel alle.
Og hvem siger at melankoligere ikke kan præstere noget under pres? Selvfølgelig kan vi det, vi skal bare se en god grund til det fordi vi ikke gider at anstrenge os medmindre det giver mening. I modsætning til de fleste andre modeller af menneskeracen tror vi nemlig ikke på at man skal leve for at kunne arbejde, men vi kan godt acceptere at man skal arbejde for at kunne leve det liv man har valgt.

Melankoli er lige så lidt en sygdom som graviditet er. Man bærer bare på noget som andre ikke gør og livet kan sagtens være dejlig for en melankoliker og nogle kan ligefrem lide salsa, omend man har større respekt for tangoen.

@ romed bucher: klap selv hesten. Er Melankoli en diagnose? Eller en tilstand med lettere depression? Eller måske en mere introvert disponering? Eller måske en følgetilstand til Aspergers Syndrom. Det gælder måske for dig, at du kan komme ud af sengen hvis der er en god grund, men gælder det for alle 'lettere' deprimerede? Tror du alle lettere deprimerede kan holde sig fra alkoholen og hashen? Tror du alle lettere deprimerede kan præstere noget, når det er nødvendigt og på trods af den ringe selvværd?

Det ejendommelige ved disse diskussioner er, at de osse er kamouflerede politiske diskussioner, hvor de borgerlige holdninger ligger med skarpe skud lige under overfalden: tag dig sammen, det får du det bedre af. Få et værdigt liv, forsørg dig selv, tag ansvar. Borgerlige mantraer, som fyres af med stor ståhej af fx Ole Thyssen, Henrik Dahl og andre. Professor i psykologi ved ÅU Svend Brinkmann har ligefrem samlet en hel flok borgerlige debatører med 'tag dig sammen'-ærindet i bogen 'Det diagnosticerede liv'. Ole Thyssen og Henrik Dahl går samme ærinde i 'Krigeren, Borgeren og Taberen'.

Her er en udmærket gennemgang af Brinkmanns sysnpunkt:

http://politiken.dk/debat/ECE1087171/det-er-ikke-en-sygdom-at-have-det-s...

Det hører med i cocktailen, foruden ansvaret for eget liv, at medicinalindustrien for et hug for sin grådighed og lægestanden for sin impotens mht at kurere sygdommen. Osse Brinkmann kører på disse instanser. Det betegnende for de borgerlige debatører er, at de IKKE, på trods af indsigt i det moderne markedssamfunds dominans og problematiske indflydelse på manges liv, IKKE peger på nødvendige ændringer af samfundet, væk fra markedet, hen mod mere fælleskab og solidaritet. Det er jo der hovedproblemet ligger, men det er uden for den borgerlige horisont at trække konsekvensen, at det er det sygdomsskabende samfund, den er rivende gal med. Og at markedssamfundet bør brydes ned og erstattes med et andet samfund.

Tilbage står nogle simple borgerlige arrogante råd: tag dig sammen, tag ansvar, melankoli og depression er naturlige fænomener i et normalt liv osv - ja, altså lige bortset fra dem, der er tungt depressive. Dem skal psykiatrien tage sig af. I realiteten indebærer disse forslag: skær ned på budgetterne, ignorer folks lidelser og lad dem sejle i deres egen sø. Det er bare melankoli og det skader ikke nogen. Der er ikke megen solidaritet at hente der! Kun manglende forståelse og manglende omsorg!

En større tekstsamling af flere indlæg på området kan ses her:

http://www.gaderummet.dk/a%202010/2010-10-16%20Information%20mm.%20Artik...

Det skal retfærdigvist tilføjes, at Svend Brinkmann måske er knap så borgerlig som jeg har skudt ham i skoene på basis af ovenstående artikel i Politiken...

Selv nævner han, i anden sammenhæng, at der skal strukturelle ændringer til for at skabe bedre psykiske vilkår. han fremhæver især følgende 3 tiltage, som jeg synes virker ganske fornuftige, nærmest gammel social demokratiske velfærdsforslag - og ihf noget ganske andet end at gøre den enkelte individuelt ansvarlig for sine psykiske lidelser:

(1) Humaniser arbejdspladserne. Der vil være meget vundet ved at give folk muligheder for at tage legitime pauser fra arbejdet uden først at skulle gå ned med stress og få en diagnose, der giver adgang til sygeorlov. Kollektive strukturer, solidaritet og sammenhold er svækket, og arbejdsrelateret stress er af visse forskere udnævnt til at være den moderne strejkeform. Der er behov for nytænkning og humanisering, så vi ikke blot hjælper folk med individuel stresshåndtering, hvis det er den sociale organisering og arbejdets krav, den er gal med. Familiers samlede arbejdstid er i dag på mere end 78 timer om ugen i gennemsnit, hvilket er mere end nogensinde før, så der er ikke noget at sige til, hvis folk oplever, at de ikke kan følge med.

(2) Styrk strukturerne fra vuggestue til gymnasium. Moderne daginstitutioner, folkeskoler og gymnasier er i stigende grad er blevet strukturløse. Det er mere og mere blevet op til børn/elever selv at skabe orden og retning i deres hverdag. Der er gode intentioner bag de fleksible samværs- og arbejdsformer, som er en del af den erfaringspædagogik, der har været toneangivende i Danmark. Den er i de senere år blevet suppleret med individualiserende pædagogikker baseret på ansvar for egen læring, læringsstile, mange intelligenser osv. Under alle omstændigheder taler meget for, at de strukturløse institutioner gør børn så fleksible, at de bliver formløse. Det moderne selv er karakteriseret ved en allestedsnærværende uro, som den norske psykiater Finn Skårderud har beskrevet det. Strukturløse institutioner (og familier) skaber strukturløse børn. Den fleksible pædagogik tjener kun de børn, som i forvejen er (ressource-)stærke, og gør det vanskeligt for andre at etablere et sikkert ståsted i verden.

(3) Skab et mere lige samfund. Dette er sikkert det mest kontroversielle forslag, men meget tyder på, at der er en meget direkte sammenhæng mellem øget ulighed og flere psykiske lidelser i et samfund. Det er ikke nationers absolutte rigdom – målt på BNP – som er vigtig i denne sammenhæng. Det er den relative fordeling af rigdommen i samfundet, der afgør befolkningens psykiske sundhed.

Taget fra:

http://brinkmann.eftertanke.dk/2011/01/26/sadan-mindskes-de-psykiske-lid...

Helle Eriksen

Jeg hæfter mig mest ved i artiklen, at filosoffen mener, at man bør "sige psykiatrien ret i mod", når det angår behandling af melankoli. Hmmm... noget siger mig, at han aldrig har været i nærheden af psykiatrien. Her har man langt mere alvorlige ting at behandle, og derfor kommer han i mine øjne i virkeligheden til at tale ned til dem, der har behov for hjælp. Jeg blev så frustreret, at det blev til indlæg på min blog: www.hellesord.wordpress.com

@ Ole
nemlig Ole, melankoli er hverken en diagnose eller en sygdom, det er en sindstilstand som heller ikke skal forveksles med depression. Og en af de 4 klassiske temperamenter jf. Aristoteles.

Så jeg kan ikke se hvad psykiatrien skulle have at gøre med det og jeg protesterer bare imod en sygeliggørelse af en bestemt mennesketype som jeg selv tilfældigvis også føler mig tilhørende.

Så skal der også lige nævnes at disse træk jo aldrig findes i 100% ren form.

Hi romed,

jeg forstår godt din protest mod sygeliggørelse. Jeg kender til den samme sygeliggørelse af mennesker med Aspergers syndrom, der er en udviklingsforstyrrelse, et handikap og ikke en sygdom, der kan kureres. Og Aspies har en lang række problemer med at fungere sammen med andre mennesker, fordi de opfatter alt muligt på en helt anden måde. Men man kunne sige at være Aspi er bare en anden måde at være menneske på, ligesom melankoliker eller introvert eller extrovert er andre måder. Men er der overhovedet plads til at være menneske på andre måder - end den gængse?

Fx har jeg mistanke om, at tage en universitetsuddannelse ikke har særligt meget at gøre med faglige kvalifikationer. Delvist jo, men hovedkravet er en praktisk fornemmelse af de sociale krav i eksamenssituationen mhp at sige det forventede i denne situation. Men hvor meget har det at gøre med egentlig faglig kvalifikation? Og hvor mange 'anderledes' men fagligt højt kvalificerede studerende falder igennem til eksamen, fordi de ikke mestrer selve eksamenssituationens sociale ritualer?

Men jeg tror nu osse Helle Eriksen har ret i at psykiatrien ikke bare fyrer en diagnose af over for melankolikere uden udtalte depressive symptomer. Så hvor oplever DU sygeliggørelsen?

Problemet med Aspies er, at der meget tit kommer reelle depressions- og angstproblemer til. Formentlig fordi det er så svært at fungere sammen med andre og dette indebærer en lang række nederlag og frustrationer i en verden, der er indrettet på en måde der dårligt passer til Aspies, fx i eksamenssituationer som beskrevet. Gælder dette osse melankolikere? Og er psykiatriens 'omklamring' relevant i disse tilfælde?

Jeg har mere end en mistanke om, at i dagens DK er der svært dårligt plads til at være anderledes end de fleste eller at have svært ved at leve op til adfærdsmåder og mål, der anses for at være almindelige af dem der, måske uden den store indsigt i mennesker, er sat til at lede arbejdet. Og tolerancen over for særheder er efterhånden meget, meget lille. Både i almindelige sociale sammenhænge og på arbejdspladserne.

Måske er det denne manglende tolerance, der rammer alle, osse melankolikerne. Men osse arbejdsløse eller folk, der reagerer med stress på for opskruede krav eller ændringer på arbejdspladserne. Fx Strukturreformen af amter og kommuner er et eksempel på ændringer, der skulle tåles - og protester mod helt klare forringelser af arbejdsforholdene blev ignoreret eller direkte påtalt som disciplinærforseelser.

Hvorfor er det mon sådan?: fordi fokus er på bundlinien først og fremmest.

Mads Kjærgård

Winston i Orwells 1984 er melankoliker, brandmanden i Farenheit 451 også! Jeg tror også at Che var det! Det er klart at "magten" ikke bryder sig om dem, de er potentielt samfundsomstyrtende. De X-factor seende medborgere bryder sig heller ikke om dem, for de udfordrer jo ens syn på tilværelsen. Måske er tingene ikke helt så fede som vi tror!