Kronik

Sovjetunionens genfødsel

Det er 20 år siden, Sovjet fik dødsstødet. Men takket være Putins ihærdige genoplivningsforsøg er liget ved at få nyt liv
Demonstranter på Bolotnaya-pladsen i Moskva knytter næverne mod den formodede valgsvindel ved det seneste valg. Tålmodigheden med Putin-styret er ved at slippe op. Opgøret kan blive langt mere blodigt end Sovjetunionens fald i 1991, advarer dagens kronikør.

Demonstranter på Bolotnaya-pladsen i Moskva knytter næverne mod den formodede valgsvindel ved det seneste valg. Tålmodigheden med Putin-styret er ved at slippe op. Opgøret kan blive langt mere blodigt end Sovjetunionens fald i 1991, advarer dagens kronikør.

Maria Pleshkova

13. december 2011

MOSKVA — Da tre mænd med airbag-vomme 8. december 1991 satte sig til rette i en jagthytte og gav sig i kast med rigelige mængder vodka, kunne de ikke vide, at det ville lykkes for dem at skrive verdenshistorie. Som en af dem senere indrømmede, frygtede de mest af alt at blive arresteret.

I det afsides naturreservat, hvis navn er lige så svært at udtale, som den omgivende skov er at trænge igennem — Belovezhskaya Pushcha — blev russeren Boris Jeltsin, ukraineren Leonid Kravtsjuk og hviderusseren Stanislav Sjuskjevitj enige om at opløse Sovjetunionen. Præsident Mikhail Gorbatjov sad i det fjerne Kreml, men kunne udmærket have beordret de tre oprørere fængslet — de var trods alt kun formelle overhoveder for tre sovjetrepublikker.

Men på det tidspunkt havde Gorbatjov formentlig ikke længere magt til at stoppe sine modstandere. Afgørende blev det i al fald, at han ikke var villig til at bruge vold og risikere blodsudgydelser. Dermed indskrev han sig i historien som eneste sovjetiske magthaver, der gav afkald på magten. Gorbatjov blev feteret som helt i Vesten, og Boris Jeltsin lovede russerne en ny begyndelse og et bedre liv.

USSR-nostalgi

20 år efter kalder Ruslands tidligere og kommende præsident, Vladimir Putin, Sovjetunionens sammenbrud for »det 20. århundreds største geopolitiske katastrofe«, og Gorbatjov er et af sit eget lands mest forhadte politikere. I historiebøger skildres han som en svækling, der satte Stalins store arv over styr.

Hos Ruslands nye magtelite er opfattelsen, at Sovjetunionen gik under, fordi den blev forrådt af glasnosts og perestrojkas fædre. Ligesom tysk militær efter Første Verdenskrig nærede den såkaldte dolkestødslegende om den ubesejrede hær, der blev presset til kapitulation af feje politikere, cirkulerer i dag myten om det forrådte Sovjetunionen.

I Vesten blev sammenbruddet for Klodens største stat udlagt som frigørelse fra totalitarisme og diktatur. For millioner af sovjetborgere blev det en personlig tragedie. Det gjaldt ikke mindst for russerne i de tidligere sovjetrepublikker i Baltikum, Centralasien og Kaukasus, som nu stort set fra den ene dag til den anden var udlændinge og andenrangsborgere i lande, hvor deres forældre var født. Millioner mistede ikke blot opsparing, men også troen på gamle overbevisninger og værdier og følelsen af at have en sikker fremtid.

Offeret Putin slår igen

Et sådant ’offer’ var Vladimir Putin. Det, han som udstationeret for KGB i Dresden havde oplevet som en velordnet og meningsfuld verden, eksisterede ikke længere. Der var ikke brug for hans tjenester, og hans position og fremtid var usikker. Den oplevelse delte han med millioner af landsmænd. De følte nederlaget i Den Kolde Krig som en personlig fornærmelse. Demonteringen af den autoritære stat, der ordnede alt for den enkelte borger, blev set som en trussel.

I stedet for at få tildelt et job, måtte de selv finde et. Og ikke alle havde lige så meget held eller gode forbindelser som Putin, der gik i tjeneste hos St. Petersborgs guvernør.

Den Vilde Vesten-kapitalisme uden socialt ansvar, som præsident Jeltsins indfløjne konsulenter — de såkaldte Harvard-boys — indførte på den socialistiske stats ruiner, skulle snart forstærke russernes længsel efter Sovjetunionens tabte socialgoder som gratis behandling på sygehuse, gratis universitetsuddannelse og pension for fattige. Det kunne i det mindste holde sulten fra døren.

Det er ironisk, at det lige netop var Boris Jeltsin — oprøren fra den hviderussiske jagthytte — der nytårsdag 1999 lod den fuldstændig ukendte efterretningschef, Vladimir Putin, installere som sin efterfølger. Putin var nemlig sovjetnostalgiker og genindførte straks sovjethymnen som nationalsang.

Problemet for Jeltsin-klanen var imidlertid, at den var blevet så korrupt og upopulær, at kun en forståelse med den efterretningstjeneste, som Putin var chef for, kunne sikre Jeltsin og hans fortrolige imod indflydelsestab og strafforfølgelse.

Samme Jeltsin, som gav sovjetsystemet dødsstødet, afhændede nu magten til en repræsentant fra en organisation, som var fuldstændig dedikeret til at bevare dette system. KGB — partiets kampafdeling, som førhen var ansvarlig for rå og grimme metoder — var nu ved roret.

For Jeltsin-klanen gik ligningen op: Bortset fra tre åbenmundede oligarker kunne alle Jeltsin-æraens superrige finde sig fint til rette i den nye tid. Nok fik de mindre politisk indflydelse, og nok måtte de til at dele den fede olie- og gaskage med de tidligere KGB-officerer, der kom til magten med Putin. Men med milliardformuer var dette til at bære.

Status

20 år efter Sovjetunionens undergang er status blandet for de fleste russere følgende: De har en grad af personlig frihed, som før var utænkelig.

Har de penge, kan de rejse ,hvorhen de vil. På internettet kan alle sige deres mening. Efter 1980’ernes og 1990’ernes økonomiske nedture kom et hidtil uset opsving, hvor stigende oliepriser har mangedoblet Moskvas indtægter. Pensioner udbetales igen til tiden. Det ’demokratiske kaos’ er bragt til ophør. Nyhedsmedierne formidler atter samme indtryk som i sovjettiden: At herhjemme går alt nogenlunde rimeligt, mens befolkningerne i Europa og USA lider alle mulige fortrædeligheder.

Mens russerne under Jeltsin følte store fantomsmerter efter tab af imperium og verdensmagt, bringer hver nyhedsudsendelse dem i dag beviser på, hvor stærkt og respekteret Rusland igen er blevet. Der går ikke en uge uden historier om nye vidundervåben, der atter gør Ruslands hær stærk.

Med andre ord: 20 år efter USSR’s nedlæggelse er opstået et Sovjetunionen 2,0. Ganske vist er Rusland blevet så kapitalistisk, at USA til sammenligning ligner en forbilledlig velfærdsstat. Over for 0,5 pct. rige står 80 pct. fattige.

Fra vugge over børnehave, skole og universitet til sygdom og fattigdom må russerne betale alt af egen lomme, som regel i form af bestikkelse.

Ansættelsessikkerhed og fagforeninger er ukendte begreber, og den, der på egen hånd får succes i forretningslivet, kan forvente at blive afpresset af politifolk og anklagere og smidt i fængsel for opdigtede anklager, hvis han ikke betaler.

Det Vilde Vest er blevet til Det Vilde Øst. Rusland er et lovløst område, hvor de stærke, de rige og de magtfulde bestemmer alt.

Nomenklaturen har smidt irriterende social og ideologisk ballast overbord og kan anderledes uforstyrret end i sovjettiden berige sig i embeder uden embedspligter. De stuver penge af vejen på konti i Schweiz og slapper af i ferievillaer i Frankrig. Sovjetunionens sociale arv er væk.

Men når det gælder politik og samfund, lever Sovjetunionen videre. Kremlpartiet Forenet Rusland minder selv Mikhail Gorbatjov om SUKP — et meningsløst bureaukratisk organ, der alene har til opgave at få folket til at makke ret.

I modsætning til sovjettiden er der en opposition, men den er stærkt kontrolleret. Putin har tilsyneladende kopieret systemet fra DDR’s kunstige oppositionspartier. Løgn og falskhed er igen alment udbredt. Ved valghandlinger snydes og manipuleres i stor stil.

KGB-manualen følges

I modsætning til i sovjettiden låses anderledestænkende ikke inde i større tal, og kritik er ikke nødvendigvis forbudt. Og i modsætning til deres forgængere med de faste overbevisninger er KGB’s ledere, som har det sidste i ord, i dag langt mere fleksible og kompetente. Kritik er tilladt — på internettet, hvor det kun når en brøkdel af russerne. Kritiske tv-rapporter findes, men sendes aldrig på de store stationer. Kritiske aviser findes, men alle har små oplag.

Vil kritikere af Kreml demonstrere, lukkes den offentlige plads pludselig af på grund af ’anlægsarbejde’, eller studerende udkommanderes ud til pro-Putin-demonstrationer. Selv internettets kommentarspalter infiltreres af ’netbrigader’, som mod passende betaling bagtaler Kremls modstandere.

Den højeste læresætning for myndighedernes handlinger lader til at være KGB’s manual. Så infame og udspekulerede er metoderne, at vestlige iagttagere ikke ænser dem eller afviser meldinger om dem som ’opspind’.

I modsætning til i sovjettiden lader politikere og selv eksperter sig i dag dupere af den demokratiske maske. Måske fordi de økonomiske bånd er så stærke og afhængigheden af russisk gas og olie så stor, at det kan skade forretningsinteresserne at åbne øjnene.

At slå blikket ned kan dog være endnu farligere. Sovjetunionens pludselige død viste, hvor hurtigt selv tilsyneladende stabile systemer kan gå til grunde.

Putin-systemet lider af samme konstruktionsfejl som Sovjetunionen og er på længere sigt næppe mere overlevelsesdygtigt. Men denne gang sidder der ikke en voldsafholden Mikhail Gorbatjov i spidsen for regimet. Der er ingen garanti for, at næste systemsammenbrud forløber lige så fredeligt som den gang i 1991.

 

Boris Reitschuster er moskva-korrespondent for nyhedsmagasinet Focus

© Focus og Information

Oversat af Niels Ivare Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er hårde beskyldninger, at de ikke er grundløse er der nok en del der indikerer. Men at Rusland er på sammenbruddets rand, lyder lidt søgt.

Jeg er så langt fra en fan a putin, men man må holde kommunist forskrækkelsen i ave her. Polarisering vil kun distancere yderligere, det må stå klart for alle der har levet under den kolde krig. Så dialog, og et kærligt skub.

Det er tydeligt at artiklens forfatter har ret, Rusland er en stat i forrådnelse. Dygtige og intelligente Russere stemmer med fødderne og et anslået minimum på 100.000 af dem forlader landet årligt, de som bliver tilbage føder færre børn og dør tidligere. De seneste estimater der angiver at den trend er vendt er baseret på falske tal og orkestreret af den gamle koldkriger Putin, på samme måde som den seneste valgoptælling.

http://articles.latimes.com/2011/nov/14/world/la-fg-russia-emigration-20...

"Selv internettets kommentarspalter infiltreres af ’netbrigader’, som mod passende betaling bagtaler Kremls modstandere."

Lidt ligesom i DK.

Historier som denne fra Rusland viser bare, hvor dybt vestlige lande endnu kan synke ned i neoliberalistisk udplyndring, uden at der opstår revolution.

Hanne Christensen

Kors, hvor man ikke gider at høre på den sædvanlige nedrakning af Rusland
Da landet var kommunistisk var det galt - nu hvor landet ikke er kommunistisk er det også galt.

Gad vide, om man får mange penge for at skrive alt det sludder?

Hvis USSR er blevet genfødt nogen steder, så er det nu snarere i Bruxelles og hos os selv end i Moskva.

Et par pragtfulde formuleringer fra artiklen -

"et meningsløst bureaukratisk organ, der alene har til opgave at få folket til at makke ret." og

"At slå blikket ned kan dog være endnu farligere. Sovjetunionens pludselige død viste, hvor hurtigt selv tilsyneladende stabile systemer kan gå til grunde."

kunne dårligt være mere rammende som beskrivelse af EU idag!

Putin var personen, der stod bag angrebet på Tjetjenien. Ved det nyligt overståede valg stemte officielt 96% af borgerne i Tjetjenien. 98.4% af disse stemte på Putins parti.

Tjetjenien er befolket af meget tilgivende mennesker.

Eller også er det svindel. Hvem ved.

Mathias Sune Bonne Pedersen

"I modsætning til i sovjettiden låses anderledestænkende ikke inde i større tal, og kritik er ikke nødvendigvis forbudt. Og i modsætning til deres forgængere med de faste overbevisninger er KGB’s ledere, som har det sidste i ord, i dag langt mere fleksible og kompetente. Kritik er tilladt — på internettet, hvor det kun når en brøkdel af russerne. Kritiske tv-rapporter findes, men sendes aldrig på de store stationer. Kritiske aviser findes, men alle har små oplag."

Som andre også har nævnt, kunne ovenstående været skrevet om vesten, ano 2011.

John Vedsegaard

Måske ser vi starten til et østligt EU opstå nu.
Russerne forstår ikke de problemer der er påført borgerne i det vestlige EU og gør derfor det samme.

glimrende hvis det passer at sovjetunionen vinder frem,

og formodentlig er pan”te”iteten som oftest:
især communist,
men jordelivet bliver dog endnu bedre
når de p.t. proletarisrede sandsynligvis får overtaget.

Henrik von Stijnbergen

Nu er hverken Boris Reitschuster eller Focus noget man tager alvorligt i Tyskland. Magen til damefrisør journalistik skal man vist lede længe efter.

Men en ting er sikkert, Tyskerne hader stadig Russerne, og det kommer tydeligst til udtryk i den Tyske boulevard presse, der hvor Boris og Focus jo hører til.

Sikkert er Rusland ikke er demokrati efter vestligt forbillede, men det tror jeg heller ikke flertallet af russerene ønsker. Rusland med sine evindelige elitære magtkampe, er Rusland, og det bliver det nok ved med at være noget tid endnu.

Hvis man tager et kig på Fucus

http://www.focus.de/politik/ausland/tid-24426/20-jahre-nach-dem-ende-der...

Vil man erfare i hvor hvid udstrækning Russer forkrækkelsen stadig hærger de arme Prøjsere.