Læserbrev

VM i golf og undertrykkelse

Nordkorea er en tragisk historie om diktatur, undertrykkelse, sult, isolation, krænkelse af selv de mest basale menneskerettigheder og komplet og udførlig styring af hver eneste borgers verdensbillede
Debat
30. december 2011

Kim Jong -il er død. Nordkorea har mistet en hensynsløs diktator, og en ny lidt yngre version står klar i kulissen. Det er store nyheder i et sikkerhedspolitisk perspektiv.

Det er nyheder, som burde påvirke vores verden, og som har givet anledning til årets største serie af virale jokes. Medierne flyder over med links til sjove billeder, vilde videoer og historier om plateausko, golfspil, og playboy livsstil. I skyggen står den udpinte befolkning.

På Politiken.dk kan man finde videoer med nordkoreanere der græder som pisket over Kim Jong-il, der lynhurtigt og viralt spredes til en småklukkende Facebook-benovet befolkning fordelt over kontorfællesskaber i det ganske land. Lad os sammen le lidt ad de tossede koreanere.

Prøv at se, hvor de tuder, det er da for sjovt, når 24 millioner menneskers verden bryder sammen. Mennesker, hvis tragiske skæbne formes af det faktum, at deres verdensbillede er en komplet forvanskning af virkeligheden.

Nordkorea er en tragisk historie om diktatur, undertrykkelse, sult, isolation, krænkelse af selv de mest basale menneskerettigheder og komplet og udførlig styring af hver eneste borgers verdensbillede gennem en fuldstændig kontrol af medier og kommunikation.

Journalistisk mulighed

Det er en tragisk historie om en stat med 24 millioner glemte sjæle, hvis verdensbillede, liv og ulyksalige uvidenhed er blevet en joke for resten af verden.

Uagtet om det er krokodilletårer eller ej, der grædes i Nordkorea, så griner vi nu af folk, der græder. Vi griner af en håbløs undertrykkelse og vi latterliggør en hel befolkning, hvis verdensbillede er krakeleret.

Kim Jong-ils død var en mulighed, og den er det lidt endnu. Den er en mulighed for de danske redaktioner for at tage en gammel fortærsket historie op til revision og gennem udførligt journalistisk arbejde at bringe koreanernes skæbner tilbage på en seriøs dagsorden.

Hans død er en mulighed for at få et fornyet billede, en ny diskurs og et nyt fokus. Et fokus på løsninger, muligheder, udvikling og realiteternes forfærdelighed.

Vi kan godt selv finde sjove videoer på YouTube, kære redaktioner. Vi betaler jer for noget bedre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Kærgaard

@Rosling, enig - den oprindelige overskrift er vist faldet grundigt for redaktionssaksen, ligesom en del meningsindhold. Den lød: Kim Jong Il - En verdensmester i golf og undertrykkelse.

Du kan finde det fulde oprindelige indlæg på vores blog, her: http://crappytours.wordpress.com/2011/12/27/kim-jong-il-en-verdensmester...

Til Peter Kærgaard og Andreas Johansen.

Det kan undre at det åbenbart eneste I, har lagt mærke til ved at læse aviser og andre medier er grædende Nordkoreanere som bliver gjort til grin.

Ligesom Ida Zidore som siger præcist det samme som jer på Politiken, se http://politiken.dk/debat/ECE1486952/mediedaekning-af-nordkorea-er-forsi...

MIt spørgsmål til jer er ganske simpelt: Hvad er det for medier I får jeres viden fra? Youtube og Ekstra Bladet?

Hvis I gad åbne jeres horisont og bare kigge på Politiken, Berlingske og Information, BBC, CNN, The Economist så vil I se at der er en meget åben og forstående tilgang til at de billeder vi får fra Nordkorea af grædende mennesker dækker over en forfærdelig historie om et land i dyb armod og undertrykkelse, hvor udenlandske medier prøver at fortælle den historie uden at have reelle verificerbare kilder de kan støtte sig til fordi de informationer som de får alene består af de informationer som det nordkoreanske styre sender ud.

Det kan undre mig at I som studerende på en videregående uddannelse ikke har lært at søge kildemateriale og undersøge jeres påstande bedre.

Ligesom Ida Zidore er I et skræmmende eksempel på en generation hvor det lader til at begrebet kildekritik er ikke eksisterende og hvor det at slå ting op på Youtube og google det og så have en masse følelser betyder at I har fundet sandheden.

Og ja, undskyld, det er en grov generalisering jeg laver her til sidst, men indtil I argumenterer bedre for jeres sag så mener jeg at det er en korrekt generel analyse.

Peter Kærgaard

Hej Aslak,

Tak for linket til Ida Zidore - det havde jeg ganske rigtigt ikke læst, men det betrygger mig da, at andre tager det op.

Kritikken er mod de danske redaktioner, The Economist har f.eks. en fremragende dækning.

Jeg synes du skal søge på de faktuelle tal for Nordkorea, og se hvor stor en dansk mediedækning, der er på dem. En studerende kunne også skrive et helt projekt, nærmest som Zidore gør, om den sproglige diskurs, der præger debatten.

I kommentaren ovenfor har jeg linket til indlæggets oprindelige form, hvori der også ligger en grundigere argumentation.

Derudover handler det jo ligeså meget om redaktionernes ansvar over for dækningens kvalitet.

Vi har en bred palette af medier i Danmark, og den oplyste borger kan vælge og vrage - og i høj grad informere sig korrekt. Desværre er det en meget lav procentdel af befolkningen, der har den tid og lyst til at grave efter de brede perspektiver. Flertallet tager sig som oftest til takke med de umiddelbare "featurede" indslag på de respektive mediers forsider. - Og lad os være ærlige; det er ikke der, man finder det brede perspektiv.

At de forsider konsekvent indeholder, død, ødelæggelse og jokes - gerne morbide, synes jeg er skammeligt, og ansvaret mener jeg kun kan tillægges redaktionerne.

Hej Peter

Tak for dit svar.

Forstår jeg det korrekt at det du plæderer for er at "flertallet" ikke selv kan gennemskue mediedækningen og derfor skal de hjælpes på vej ved at EB, Youtube og lignende skal gøres bedre? Eller hvad er det du ønsker? Er det censur?

Du argumenterer med at der findes et "flertal" som ikke kan gennemskue sandheden. Hvem er de? Hvor har du kildematerialet til at understøtte denne påstand?

Det er i mine øjne farligt at argumentere for at der er noget galt når det store grå flertal ikke kan se "sandheden".

Når jeg læser jeres indlæg så sætter I det lige så skarpt op som dem I klandrer og hvor er vi så? Hvis I og Ida Zidore er lige så firkantet som dem I klandrer så er det jo bare mudderkast og ikke et forsøg på at højne debat og informationsniveauet.

Peter Kærgaard

Hej Aslak,

Nu er der jo en markant forskel på at sige "ikke kan" eller ikke "gør" - hvor jeg mener, det er sidstnævnte jeg sætter op.

- Og for nu at lade den ret principielle og meget generelle diskussion ligge, så er der - til trods for nogle få gennemtænkte artikler - et manglende fokus på den reelle udvikling i Nordkorea (f.eks. at der i det seneste år er åbnet tre forskellige banker), den nuværende fødevaremæssige situation (f.eks. at hjælp står klar gennem UNDP, men ikke kommer afsted), at der nu er tre millioner mobilbrugere, at det ikke længere er svært at rejse ind og ud i landet, etc.

Andreas og jeg har ikke "googlet og følt". Vi har rejst i landet af flere omgang - også i lukkede provinser. Vi har en solid viden og erfaring omkring de aktuelle forhold. De forhold matcher ikke de danske mediers dækning. Den sidder desværre fast i et gammelt billede, og det er en skam. Kilden til den vurdering er mig selv, og den er baseret på hvad jeg kan læse i avisen, kontra hvad jeg ved. Du er meget velkommen til at vurdere dækningens kvalitet anderledes, men jeg tillader mig også at tro, at du vurderer fra et andet informationsniveau.

Jeg er ikke journalist, og jeg er ikke redaktør. Derfor ser jeg det ikke som min primære opgave at formidle de historier. Jeg ser det dog som min opgave at gøre opmærksom på hvornår et emne som jeg ved noget om negliceres.

Hej Peter,

Jeg synes den principielle diskussion er vigtig for dit budskab.

Måden dit budskab opfattes af mig personligt er at du hakker på medierne for at være fordummende, hvor det som du så først fortæller nu hvor jeg spørger ind til er at det du som du ved er at verden er anderledes fordi du har rejst i Nordkorea og set en masse ting. Hvorfor fortæller du så ikke den historie istedet for at slå medierne oven i hovedet med at de og flertallet ikke ved hvad du åbenbart ved?

Hvorfor kan vi ikke få lov til at forholde os til din viden istedet for at det vi bare får at vide er at medierne i Danmark er fordummende?

I mine øjne så er det for letkøbt bare at skyde andre i skoene at de ikke er gode nok. Istedet så gør dog opmærksom på jeres viden og tag kampen ved at argumentere for jeres viden selvom det er opad bakke.

Helt basalt så er min kritik at I efterlyser nuanceret nyhedsformidling uden selv at leve op til det nemlig at være nuanceret.

Godt nytår.

Peter Kærgaard : Vi har en solid viden og erfaring omkring de aktuelle forhold

...men så åbenbart ikke om de aktuelle forholds forhistorie.

Esben Maaløe

Mennesker der græder overdrevent ER morsomt ... latterliggørelsen foretages i Nordkorea, ikke her.

Og så ellers amen til alt det andet ...