Kronik

Hvad blev der af den ambitiøse stat?

Åh, hvor ville det være fantastisk, om Socialdemokraterne og SF turde ægge ’folket’ til at kunne blive til andet og mere end en dygtig og salgbar arbejdskraft
Åh, hvor ville det være fantastisk, om Socialdemokraterne og SF turde ægge ’folket’ til at kunne blive til andet og mere end en dygtig og salgbar arbejdskraft
17. januar 2012

Hvor gemmer de socialdemokrater og SF’ere, der ønsker at højne arbejderklassens (adgang til) viden, dannelse og kultur, sig mon henne? Der var faktisk engang, hvor markante uddannelsespolitiske og kulturpolitiske personligheder som Hartvig Frisch og Julius Bomholt ville noget. I efterkrigstiden agerede store dele af Socialdemokratiet ganske energisk, ufortrødent og uden angst for både de privilegeredes delikate forsvarsbastioner og populistiske strømninger i folkedybet.

Dengang eksisterede der en politisk, social og kulturel ambition om at løfte arbejderklassen ind i uddannelsernes, kulturens og kunstens verden, og den i dag så forkætrede kulturradikalisme blev af mange anset for at være en inspirerende forbundsfælle i denne kamp.

Men i lighed med den forrige synes den nuværende regering hverken at have vilje til eller held med at ’elevere’ befolkningen.

Kulturministeriet blev etableret i 1961. 51 år efter nøjes Tingets store mænd og kvinder at tale med stramme miner og håbefulde øjne om nationens skæbne i den intensiverede globale konkurrencekamp, de rette arbejdsmarkedsrelevante kompetencer i en anmassende krisetid og de nødvendige kreativitets- og oplevelsesøkonomiske kicks.

Men skal uddannelsessystemerne ikke også bidrage til, at vi lærer at udfordre ’massen’ i os selv? Hvordan nykonstituere en stat med ambitioner, der nærer respekt for eksperter og efterspørger indsigt? Hvordan undgå, at regeringen skaber et fjendebillede af de ’skolekloge’ i en tid, der skriger på, at ungdomsuddannelserne fornys? Skal der ikke rejses små kvalitetsbevidste vertikaler i det horisontale medie- og markedspløre? Skal den forrige regerings nationalistiske kanonlister ikke have et kvalitativt mod- og efterspil, båret af et større udsyn?

En mavepuster til S og SF

Den uambitiøse uddannelses- og kulturpolitik hænger tæt sammen med en generel tendens på venstrefløjen til at opstille falske (klasse) modsætninger. »Centrum-venstre må ud af de skolekloges mentale fængsel,« skrev journalisten og forfatteren Lars Olsen i et debatindlæg i Politiken for nylig: »De røde tænker som overklasse«.

Lars Olsen er en ivrig samfundsdebattør, en meget vigtig inspirator for regeringens uddannelsespolitik og vældig glad for modeller. Hans seneste bog hedder Uddannelse for de mange. Opskrift på en kulturrevolution. Den indeholder et begejstret efterord af undervisningsminister Christine Antorini (S) og Nanna Westerby (SF).

Olsen fortæller os, at »de pengestærke« erhvervsfolk meler deres egen kage, og at »de skolekloge« højere kulturelle klassers »verdensfjerne forestillinger« skævvrider den politiske virkelighed, så det glemmes, at der stadigvæk hersker store uligheder i det danske klassesamfund.

Ved hjælp af den franske sociolog Pierre Bourdieus begreber putter han befolkningen i kasser. Pengene og privilegierne passer tilsyneladende. »De pengestærke« besidder økonomisk kapital, og »de skolekloge« mæsker sig i »kulturel kapital«, forlyder det.

Det er ikke uden omkostninger at tegne samfundet og det politiske liv så grovkornet. Hvor i modellen placeres f.eks. »de skolekloge« (dvs. højtuddannede) arbejdsløse, der på grund af den negative økonomiske konjunktur ikke har mulighed for at skilte offensivt med deres ellers møjsommeligt erhvervede akademiske og kulturelle kapital?

Og hvor er de videbegærlige arbejdere og andre ikke-»pengestærke« og ikke-»skolekloge« grupper, der elsker det aktive kunst- og kulturliv og har mod på at dygtiggøre sig ved at læse, studere, skrive og tænke højlydt?

Der er vel også en del af »de skolekloge«, der ikke bare er hyklere og »politisk korrekte«, men derimod betaler deres skat med glæde og i øvrigt ikke mener, at ulighederne ’klæder’ samfundet.

Betegnelsen »skolekloge« er i øvrigt unødigt nedladende. Den inviterer ikke til en åben og fri debat.

Farligt at vide

Det værste ved kassetænkningen er dog, at den ikke interesserer sig en døjt for spændingerne inden for eller mellem de enkelte kasser og klasser. Med unødigt moraliserende begreber spærres ganske forskellige og levende mennesker af kød og blod inde i forsimplede og smagfuldt sociologisk-designede identitetsbure.

Forfatteren Olsen kan selv være »skoleklog«. I hvert fald er han en selvbekræftende demagog. Bliver man »skoleklog«, og det sker vel nødvendigvis, når man gennemfører en uddannelse, synes man at være fortabt som ’rigtig’ arbejder. Det er åbenbart farligt at blive oplyst og at gennemløbe en udfordrende ’afnaiviseringsproces’, der kan gøre én til en anden og måske ligefrem til en gåde for sig selv.

Mere end strategiske dyr

Det virker grangiveligt som om, den nuværende regering og dens rådgivere overser muligheden for, at mennesker, der ikke er udstyret med den rigeste kulturelle kapital, endsige med en forkælet mængde økonomisk kapital, principielt også har lyst til, mod på eller brug for at beskæftige sig med viden, tænkning og teori.

Det er således utroligt kortsigtet og meget trist, at politisk magtfulde stemmer ynder at anvende ’akademisering’ som et negativt ladet begreb, der skulle have ødelagt de erhvervsfaglige og gymnasiale ungdomsuddannelser.

Der må selvfølgelig arbejdes aktivt for at højne respekten for specielt de erhvervsfaglige uddannelser og for vigtigheden af en håndværksmæssig kunnen. Men det nytter ikke noget at glemme, at håndens arbejde også er vævet sammen med teoretisk viden og en evne til at udfolde en selvstændig forestillingskraft. Derfor har vi svært ved at forstå, hvorfor ’akademiseringen’ som sådan skal lægges for had.

Strategerne i og omkring S og SF kobler i stigende grad uddannelsespolitikken sammen med en ’klassisk’ økonomisk orienteret interessekamp. Sammen med fagbevægelsen synes de alle at have glemt den tyske sociolog Oskar Negts stedsegrønne råd fra 1980’ernes begyndelse om, at fagforeningerne må arbejde for at højne og styrke deres kulturpolitiske mandat. Kassetænkningen er gået over gevind i mere end en forstand.

Skal det ikke også være nu, der vinkes farvel til New Public Management og alle de mistrøstige styringsrationaler, der har generet os og gjort os til kedelige strategiske dyr de seneste 10 års tid? Eller formuleret på en anden måde: Er det ikke alle menneskers ret at kunne blive klogere, at kunne møde viden med et åbent sind og at kunne blive dannede og tænkende mennesker?

Decentreringskunst, tak

Socialdemokratiet og venstrefløjen bør selvfølgelig være optaget af at arbejde for, at befolkningens brede lag får bedre livs- og arbejdsbetingelser og en større del af den økonomiske kage. Det er meget uheldigt, at millionær- og bankskatten ikke er blevet til noget og en skandale, at mange transnationale firmaer ikke betaler skat her i landet. Men selv med alt dette in mente er der ingen verdens grund til ikke også at tale om at vække og stimulere smagen for tænkning, dømmekraft, viden, kunst og dannelse.

Ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk er mennesket ’dømt til’ at øve sig igennem hele livet, samtidig med at det har mulighed for at udforske, hvad det ikke selv har skabt eller fundet på. Beundringsøvelser er principielt integrerede dele af menneskets livslange anden fødsel. Men for at de kan blive virkeliggjorte, kræves der i det mindste et lille hop til siden — en forskydning af opmærksomheden ud over ens eget centrum og væk fra mange af de umiddelbare interesser og præferencer, man plejer at forfølge.

Denne decentreringskunst kan også kaldes for midtpunktforskydning, og dens viltre følgesvend er den begavede selvkritik, der også kan bringes til at stå i ledtog med en nysgerrig sprog- og samfundskritik.

Vores samtid savner kort sagt radikale og troværdige bud på, hvordan visionære tanker i det 20. århundreds uddannelses- og kulturpolitik kan gentænkes og praktiseres på det 21. århundreds præmisser. Det gælder om hverken at leve eller at tænke under niveauet.

 

Ida Wentzel Winther er lektor, ph.d., ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Århus Universitet Steen Nepper Larsen er lektor ved Gnosis sind og tænkning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er lang tid siden jeg har været så forarget og vred på en gang over dem jeg skulle kalde mine kollegers skrifter. Nu skal jeg ud og bestille noget. Klokken er snart 9. Jeg arbejder som lærer, så jeg har ikke så meget tid til at skrive lige nu. Håber denne første kommentar på bloggen kan være med til at sætte standarden for en kritik af dette superdårlige indlæg af Steen og Ida. Overskriften snyder. Indholdet snyder. Øv for Danmarks Pædagogiske Hutilihuteksperter

Lise Lotte Rahbek

Jeg forstår ikke artiklen. Det er somom den refererer til en tekst, en betænkning eller en forening uden at ville pege direkte på inspirationskilden.

Det er nok noget med, at jeg ikke er skoleklog NOK.
Undskyld.

Lise Lotte Rahbek

Ah tak, Søren Kristensen. :-)

Selv i videoindslaget er det forholdsvis indforståede problemstillinger, som jeg ikke har forudsætningerne for at forstå sådan lige her og nu.
Men nu ved jeg da SÅ meget. :

Tak til Ida og Steen. Et vigtigt og godt skrevet indlæg i en nødvendig debat om hvordan samfundsgrupperne fastholder et sammenhold mod den fælles klassemodstander kapitalejerne. Formuleringen en generel tendens på venstrefløjen til at opstille falske (klasse)modsætninger peger på den tendens der er - overalt til alle tider - til at afspore klassekampen, en tendens til afsporing, som har mange årsager og udtryk - og som kræver en autodidakt indsats hvis det enkelte individ ønsker indsigt. For som der står også står i artiklen Det værste ved kassetænkningen er dog, at den ikke interesserer sig en døjt for spændingerne inden for eller mellem de enkelte kasser og klasser.

Men at statens ambition skulle rumme formidlingen af denne indsigt til det enkelte individ på dennes niveau og præmisser er nok for ambitiøst - men måske på sigt. Det var i hvertfald en af de ting der svigtede i tidligere Østeuropa – En folkeligt drevet detektering og isolering af klassefjenden i alle dens forklædninger.

Niklas Monrad

Det er meget godt at snakke om boglig og kulturel dannelse til hele folket, men en forudsætning må sgu da for fanden være, at folket har lært at læse, skrive og tælle, når det kommer ud af folkeskolen.

Lasse Glavind

Ja, så slår akademikerne tilbage nu med en omvendt stråmand. Lars Olsen gøres til talsmand for anti-akademisk tænkning, og det er faktisk ikke fair.

Måske det ville gavne debatten, hvis man begyndte at skelne lidt imellem akademisk- intellektuel- og politisk/ideologisk tænkning, argumenter og ageren. Det spørgsmål, Lars Olsen blandt andet forsøger at stille, er jo, om ikke 'akademikerne' - når de agerer på den politisk-ideologiske scene - nogle gange bør besinde sig på deres egen rationalitetsopfattelse.
Han sigter fx meget specifikt til den 'Radikale' uddannelsespolitik, som, han mener, på et ideologisk grundlag 'akademiserer' store dele af uddannelsessystemet - og som så bagefter 'skjuler' de ideologiske aspekter med 'akademiske' argumenter og indforståede rationalitetsprincipper.

Lars Olsen mener, at det han opfatter som en ideologisk påtvungen individualisering i uddannelsessystemet går for vidt, fordi den efter hans opfattelse ikke tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger og baggrund.

Lidt polemisk sagt så er det da den samme 'rationalitetshævden', der nu får De Radikale til at afvise skat på finansielle transaktioner og millionærskat. Og den samme 'logik', der stemte for afdragsfri lån, halverede dagpengene og fjernede efterlønnen.

Når det er sagt, så er det da rigtigt, at debattøren Lars Olsen skal passe på ikke at lade sig spænde for en vogn fuld af middelmådige markedsstyrede politikere, for så mister han gennemslagskraft.

jens peter hansen

Dengang eksisterede der en politisk, social og kulturel ambition om at løfte arbejderklassen ind i uddannelsernes, kulturens og kunstens verden, og den i dag så forkætrede kulturradikalisme blev af mange anset for at være en inspirerende forbundsfælle i denne kamp.
Skrives der.

Jamen har uddannelse ikke sejret ad helvede til ?
60% tager en stx, htx, hhx eller hf. Så er der 40 % tilbage.
En nylig undersøgelse viser at de unge sætter håndværkeruddannelse meget lavere end ældre. Hvorfor mon? Hvis man er blevet student, så er tømrerfaget altså skod. Er Lars Olsens standpunkt ikke at reformpædagogikken er til fordel for middelklassen og derfor hægtes arbejderbørnene af og at skolerne nu er blevet ghettoer for særlige sociale grupper.
At de to skribenter ikke synes om Olsen er klart, men hvad de ellers synes er da vist ikke helt gennemsigtigt.

Ib Jørgensen

Det begynder så godt: Hvornår får socialdemokraterne taget sig sammen til at opruste arbejderklassen, folket? Sidst så vi Helle TS opruste kongehuset og dronningen med søde ord.
Men Ida og Steen, tag dog at blive konkrete! Og det er da en ren smutter, at anføre, at det gælder om at arbejderne får en større del af en hastigt smuldrende økonomisk kage. Vor fælles inspirator, Sloterdijk, har også skrevet om, hvorledes vi er lukket inde i et kapitalistisk verdensværelse, et bur hvis livsvilkår vi ikke kan unddrage os. Det er her vi må tage fat. Hvordan får vi dette budskab ud til masserne? Her tror jeg skole og skoling er vejen. Vi skal simpelthen lære, hvad det er for en verden vi lever i. Derfor har jeg foreslået, hvad man kunne kalde lokale læringsceller. Med den målsætning at lære at leve i en verden med færre varer på hylderne. Lære at opføre os økologisk forsvarligt og solidarisk overfor de milliarder, der endnu har en rimelig tilværelse tilgode. En sådan læring burde forene unge som gamle, arbejdsløse og arbejdende, eksperter og lægfolk, rig som fattig. Helt konkret ville jeg foreslå, at en dag om ugen afsættes til at skolelever og uddannelsesøgende drager til deres aktuelle lokalsamfund, og der arbejder på at få adfærden ændret i en retning som antydet. Vi kan kun klare de problemer, vi står overfor, ved at lære, arbejde og handle os ud af dem. Ikke på uni, ikke i folkeskolen (selv om de efterhånden vil kunne supplere) men ude i den virkelighed, hvor mennesker kan se hinanden i øjnene og forpligte hinanden. Nogle af disse forhold behandler jeg i mine blogindlæg om folkeskolen, men også i andre sammenhænge. Se f.eks. her bloggeroeven.blogspot.com/search/label/Folkeskole

jens peter hansen, problemet er, at man måske godt vil have folk i større tal igennem uddannelserne, men at man trækker trin ud af stigen, der skulle bringe dem opad i kraft af de erkendelser og værdier, der tæller.

Da der i 60erne og 70erne blev satset på at give hele befolkningen adgang til 'lødige' kulturprodukter, skete der en kraftig stigning - ikke mindst pga. fjernsynets brede dækning af kulturområdet. Dette er som bekendt faldet væk til fordel for ukarismatiske journalistisk formidling; men Johansson, Kjersgaard sr. m.fl. havde deres store, brede publikum. Det havde tv-teatret også - og Det Kgl. Teater leverede tit transmissioner af skuespil, opera og ballet, noget, der åbentbart i dag er blevet teknisk næsten umuligt, selvom udstyret er blevet mere håndterligt, og andre tv-stationer på skift over en uge faktisk præsterer den type tv-underholdning.

Niels Engelsted

Hvis man er utilfreds med Lars Olsens beskrivelse af klassesamfundet, hvorfor skriver man så en artikel, der til overmål bekræfter ham? Har de to lektorer hørt det gamle ord, at den hyler, der føler sig ramt?

Niels-Simon Larsen

Både overskriften og brødteksten lover så meget, at selve artiklen bliver lidt tam. Det er synd, for intentionerne er gode nok.
Skåret ned står der bare, at socialdemokraternet har svigtet, og det er ikke en nyhed. Et lille spark i bagdelen hjælper dem ikke på rette vej, de mener jo, at de har gjort det godt.
Der skal andre boller på suppen. Græsrodsboller.

Claus Oreskov

De to kultur snobber Ida Wnetzel og Steen Nepper Larsen går til kamp imod fjendebilleder, af «de skolekloge» og ender med selv, at fabrikere et fjendebillede af akademikere der gennem ”unødig moralisering spærre mennesker af kød og blod inde i forsimplede og smagfuld sociologisk-designede identitetsbure”. Ups for et selvmål! Og kære venner er det ikke videnskabens opgave, at opstille simple modeller over virkelige fænomener? De to snobber vedgår at man skal respektere håndens arbejde men skriver de, man må også udvikle en selvstændig forestillingskraft. Jeg ved ikke hvad en ”forestillingskraft” egentlig er for en størrelse, men det er nok noget chikt som håndens arbejdere altså mangler. Så slå de to kultur snobber også et slag for at den brede befolkning kan blive dannet og blive vakt og stimuleret så vi kan få smag for tænkning, drømme og endnu engang dannelse! Som forsvar for denne bizarre arrogance, gemmer de sig bag bl.a. Julius Bomholt, som på enhver måde ville fremme arbejderkulturen, og på ingen måde plæderede for nogen borgelig opdragelse af arbejderne – tværtimod!
Nej kære venner vi proletarer og andre laverestående mennesker, vi kan faktisk godt tænke selv, drømme selv, og vi har vores egen dannelse som I aldrig har forstået! Jeres dannelses bestræbelser har altid ført til underkuelse af arbejderen og nej tak vi vil ikke underkues af jeres gode smag. Jeg er ked af at sige det, men vi har ikke en skid brug for jer.
PS: Bourdieus habitus begreb har de to fuldstændig misforstået! Særdeles omtalen om kulturel kapital ,som er noget man tilegner sig i barndomsmiljøet, og ikke senere i tilværelsen på et universitet f.eks.

Jeg beklager,men Nepper Larsen og Wentzel Winther har jo ret! Det er skammeligt, at mulighederne for at blive klogere og mere deltagende er blevet fjernet eller gjort for ringe.
Der er, er jeg bange for, sket en gradvis fordummelse i skolesystemet, udfra nogle nærmest rørstrømske ideer om ikke at belaste de stakkels børn for meget. Men viden er magt, viden er underholdende, og viden giver et rigt liv, også selvom den eneste indflydelse, man høster, er deltagelse i den lokale partiforenings baggundsgruppe for dit eller dat.
Hvad gik galt? Jamen, der gik vel det galt, som Madonna synger om, at vi lever i en materiel verden, og at den frister med en masse overflødigt, letfordøjeligt, men desværre også ligeså fordummende, som sukkerstads er fedende. Kærligheden til at blive klogere har det ihvertfald svært for tiden, faren er, at ingen vel vil lade samfundet styre af dumme mennesker...

Claus Oreskov

Livets skole skal man nu ikke kimse af, der er her proletaren er uddannet, og gud fri og frels mig, for borgelig dannelse! Det som er miseren, er imidlertid den borgelige dannelses hegemoni, og det kulturradikale kultur begrebs endimensionale omklamring, som på forhånd udelukker andre måder at se verden på og dermed udelukkes proletaren og indvandreren på forhånd. Det er af denne grund af dannelse og (fin) kultur har (begrænset) magt til at åbne døre. Det er ikke fordi, af borgeskabets kultur er 5. potter pis værd, sammenlignet med f.eks. arbejderens eller de indiske kuliers ditto. Imidlertid falder det aldrig kultur snobberne ind at det som de antager for kulturelt universelt og som bærende piller i samfundet, ikke er andet end denne dominerende samfundsklasses kultur. Vi der kommer fra de underste lag, er alle blevet indoktrinerede med borgeskabets kultur, og fint med det, for vi har lært at orientere os, med to kulturelle koder – vores egne og jeres. Det som er skævt ved denne situation er præcis den kulturelle kapital som Bourdieu kalder det. Vokser man op i et borgeligt hjem tilegner man sig denne kapital gennem opvæksten og man formes gennem denne proces. Proletaren og indvandreren vokser op med andre normer som ikke er gangbare i det borgelige samfund. Vi præges på en anden måde, har en anden væremåde ect.. ikke på alle områder, men på mange afgørende måder. Senere i livet lærer vi jeres kultur kode, at kende og nogle lærer den så godt, at de færreste ved vedkommende er proletar – men, og der er et stort men. Den symbolske kapital man annammer som voksen, præger ikke personligheden på samme måde, som den man lærte som barn. Der vil altid være noget ved proletarens person, som de andre ikke helt kan kapere, et eller andet der er anderledes, måske kan man ikke gøre det helt klart, hvad det er – men det er der! Da denne verdens magtfulde mennesker alle er fra den borgelige klasse, så betyder det noget når en, med den ringe symbolske kapital søger er arbejde, uddannelse eller bare skal begå sig, hans muligheder er ikke de samme som ham med en stort symbolsk kapital. Det behøver ikke at være, fordi folk ikke kan lide proletarer, for det meste ved de ikke, at de har en proletar for sig, men der er noget ved personen som enten skrammer eller bare ikke durer noget udefinerligt.. kort sagt en anden kultur!

Claus Oreskov, det, du skyder på, er den eneste frihed til kulturel udfoldelse, mens du holder fast i et indskrænket, indelukket og smalsporet tunnelsyn, som begrænser mennesker i deres udfoldelse. Der er ingen frihed udover større og større adgang for mennesker af alle typer økonomisk formåen til at nyde de bedste videns- og kulturprodukter, ikke blot vor kultur, men alverdens kulturer, frembringer - og vi har gratis undervisning for at give folk mulighederne for at udnytte deres potentiale til at realisere åndens frihed. Undskyld mig, men det er altså det, Marx kæmpede for.

Martin Haastrup

Endnu en gang til Claus Oreskov for at sige: 'Vi er dem de andre ikke må lege med'...

Jeg supplerer med et enkelt afsnit af Social Tregrening - (kap, afsnit)

http://www.tregrening.org
http://www.tregrening.org/download/index.html

(2-36) Det, der her er antydet som åndslivets sunde udviklingsbetingelser, forstås ikke længer, fordi den rette forståelse er blevet tilsløret ved at store dele af åndsarbejdet er sammensmeltet med det politiske statsliv, sådan som dette har udviklet sig i de sidste århundreder, og sådan som man efterhånden har vænnet sig til det. Der tales nok om "videnskabens og undervisningens frihed". Men man betragter det som en selvfølge, at det er den politiske stat, der forvalter den "frie videnskab" og den "frie undervisning". Man mangler ganske følelse for, at åndslivet derved gøres afhængigt af statens behov. Man ræsonnerer som så: når staten blot opretter læreposterne, kan de der indtager disse poster "frit" have lov til at virke for åndslivet. Men dette ræsonnement skjuler, hvor intimt åndslivets indhold er knyttet til det menneskes inderste væsen, hvori det udfolder sig, og hvorledes denne udfoldelse kun kan ske frit, når dens forhold til den sociale organisme ene bestemmes af selve åndslivets egne Impulser. Sammensmeltningen med staten, præger i de sidste århundreder ikke blot dyrkerne af videnskaben og den dertil hørende del af åndslivet, men også selve åndslivets indhold. Ganske vist kan det, der produceres af matematik eller fysik, ikke umiddelbart påvirkes af staten. Men se på historien, og de andre kulturvidenskaber. Er de mon ikke, på grund af denne sammensmeltning, blevet tro spejlbilleder af statens behov? Netop gennem den karakter der således påtryktes det af staten, virker det nuværende videnskabeligt orienterede åndsliv på proletariatet som ideologi. Proletaren ser, at mennesketankerne præges af statslivets behov, og af de ledende klassers interesser. Den proletarisk tænkende så i dem et spejlbilled af de materielle interesser og Interessekampe. Derved opstod den følelse i ham, at alt åndsliv er ideologi - er som et fata morgana af den økonomiske organisation.

Jeg kan forstår der delte meninger om artiklen - og dens forfattere - og om indholdets budskab ...og jeg må igen fremhæve den sætning som jeg lader være artiklens omdrejningspunkt:

en generel tendens på venstrefløjen til at opstille falske klassemodsætninger

med den sentens i fokus kan jeg finde mange gode betragtninger i Ida og Steens skriv.

Jan Aage Jeppesen

De socialistiske bestræbelser kan vel kort beskrives som at løfte arbejderklassen op økonomisk, kulturelt og socialt til borgerskabets niveau. Det er aldrig lykkedes at etablere en egentlig arbejderkulur. Bestræbelserne i den retning er alle løber ud i sandet.

Dette viser sig også deri, at mange arbejdere stemmer på Venstre og Dansk Folkeparti, mens socialdemokratiet har mistet mange arbejderstemmer ved de seneste valg.

Martin, jeg er ikke uenig med dig i, at det er, hvad vi har set over de sidste ti år - men ikke meget længere! Og selve tankegangen er et brud med den demokratiske tankegang, der faktisk indtil for 20-30 år siden var arbejderpartiernes objektive indstilling - nemlig, at den demokratiske stat er et bureau for deltagerdemokratiet, og at statens opgave er at garantere friheden, fordi kun staten kan garantere uafhængighed af markedet. Hvad er der blevet af den tænkning? Den er gået under i VKOs noget-for-noget argumentation, og lidt længere tilbage Nyrups forplumring af overførselsindkomsterne.

Martin Haastrup

Meget foreklet vil jeg således selv sige i forlængelse af Oreskovs kommentar: Når det 1) økonomske liv styres af de ledende klasser - og det 2) rets-og poitiske statsliv er dominineret af de økonomiske livs interesser - styres og bestemmes 3) åndslivet af det borgelige livs tænkning = forsøges sevlfølgelig også proletarens tænkning styret af de ledende klassers ønske om at omdanne hele samfundet og verden til et stort filisteri. (Spidsborglighedsidealet) Royalismen om man vil. Kært barn har mange navne...

Jeg har før brugt udtrykket de selvhalshuggede, om disse rigide filistrøse snobber, som under ingen omstændigheder er noget endegyldigt absolut efterlignelsesværdigt ideal at stræbe efter. Hovedet er ofte løst fra kroppen og lemmerne fra sidste. => Synet på fysisk simpelt beskidt praktisk arbejde som noget dadelværdigt, nedladende, skamfuldt. Som under industrialiseringen dominerede tankegangen. Spidsborgligheds-idealets endelige triumf.

Sålænge 3) åndslivet/kulturlivet ikke bliver løst fra 2) rets-og politiklivet/staten og sidste ikke løst fra 1) det økonomiske liv - er virkelig Fri tænkning og uddannnelse, meningsdannelse, historie og identitetsforståelse en illusion blot.

En proletar som stræber opdad, vil altid kunne 'lugtes' - ved den man kunne sige skamfulde frække fandenvoldske frihed, som præger hele hans inderste væsen uanset hvor raffinerede intellektuelle gevandter han søger at iklæde sig. Han er og forbliver helt ind i sit inderste væsen og ud sine lemmers ekstremiteter et 2. klasses menneske. Han bliver aldrig en rigtig 'dannet'. Han er 'Klods Hans'. Han vil være identitetsløs blandt bourgoursiets borgerlige og altid udsat for ekslusion på et eller andet niveau. Han bliver aldrig indlemmet for alvor. Og ihvertfald ikke uden at forrå sig selv.

Men virkeligheden er at fysisk hårdt arbejde og intellektuel dannelse ikke behøver at være hinandens modsætninger. Men modsætningsforholdet er kunstigt skabt i verdensfilisteriets og kapitalismens interesse. Hvis ikke man få folk til at skamme sig over sit legemes salte sved kan man ikke styre dem i retning som man ønsker - mod pyramidens top.

Sandheden er så enkel at man skammer sig over at erkende den og derfor bortjages den fra 'folket's erkendelses muligheder. Vi lærer at leve med den ydmygedes forestilling om os selv. At vi intet er værd, udover som puklende beskidte lavestlønnede udbyttede træk-æsler for dem som virkelig har forstand på dannelse og kultur. OG skulle man få sig en entrepenør-selvstændig virksomhed med bil og hele pivetøjet - er værdiggrundlaget stadig væsensforskellig fra overklassen. Man er handymanden. Men ikke dandy-manden...Og i den dur...

Hvornår begynder proletariatet at skabe sine egne frie højskoler og uddannelsessteder - hvor identiteten søges skærpet istedet for udhulet og maskeret - respekteret og anerkendt for hvad DEN er, fremfor dadlet i skam over hvad den IKKE er?

Bedre kan jeg ikke fremstille det nu. Denne usynliggjorte 'klassekamp' som vi bare har vænnet os til som et nødvendigt onde. Kommer lige til at tænke på at skismet illustreres på fremragende vis af filmskuespillerende Ghita Nørby - da sønnen bliver student og en nedsættende tone anvendes overfor fadren, spillet af Frits Helmuth i filmen "Dansen med Regitze".

Ingen andre end proletaren selv må rejse sig og befri sig fra den skammens lænker som han blev pålagt især under industrialiseringen og fastholde kravet om et FRIT ÅNDSLIV - FRIGJORT fra STATENS INTERESSER. Og dermed fra borgerskabets overherredømme som strækker sig langt længere bagud i historien.

FRI mig fra STATENS ambitioner og dermed åndelige stavnsbinding af mig, på mine vegne.

STATEN ejer IKKE mig og mit fri åndsliv. DET ER MIT EGET OG INGEN ANDENS.

Jeg er sgu min egen suveræne stat. LOL 8-)

Jeg forstår godt, hvis højrefløjen er uden respekt for landets mange almindelige borgere - det har jo kunnet lade sig gøre at dreje dem en knap i ti lange år! Og nu kommer de endda tilbage efter mere!!! ;-(
Det ændrer ikke ved, at der er mangler indbygget i vores demokrati, som folkestemningen endog synes at gå i retning af at gøre endnu mere vaklevornt.
Demokratiets problem er, at det er udsat pga. almindelig glemsomhed, uvidenhed, uvedkommende personlige interesser m.m.m. Detudover er det repræsentative demokrati ekstra udsat, fordi befolkningens kommen til fornuft efter et uheldigt valg ikke kan modificeres i løbet af en valgperiode.
Vi har set, hvordan en almindelig glidebane i de politiske beslutningsprocesser uden ond vilje, må man formode, har udhulet de værdier og de garantier, befolkningen over tid har modtaget - og det samme er næsten mere tydeligt i insitutionerne. Den eneste institution, der ikke udsættes for lejlighedsvis omkalfatring, og som derefter i disse tider må ses som nationens drivanker, er kongehuset. - Det burde imidlertid kunne suppleres med det, vore politikere altid har anset for os dumme til: folkeafstemninger om visse lovforslag.
Når jeg bringer det på bane, er det, fordi vi har fået et stærkt derangeret parlamentarisk system, der vakler, og som tér sig som en bestyrelse uden ansvar. I det mindste burde frasalg og dybtgående institutionelle ændringer i den fælles ejendom kun kunne foregå efter bindende folkeafstemning.
Sagen er relevant i denne debat, fordi netop universiteterne er nogle af dem, der er blevet kuppet mest! Man lokkede fra politisk side Københavns Universitet til at afhænde store dele af sin i dag formodentlig nærmest uvurderlige ejendomsportefølje i Indre By mod at blive finansieret fremover af staten. Siden har staten blot blandet sig til stor skade det intellektuelle niveau i landet.

Martin Haastrup

Peter H - her skilles vores veje. Staten kan ikke og bør være garant for det fri åndsliv. Det fri åndsliv må stå som selvstændigt led ved siden af 1)øk. liv 2) Rets-og politisk liv.

Altså jeg mener ikke skilles på en fjendtlig måde.
Det her er jo bare en disput. Men det er den form for konklusioner jeg når frem og som sagt med afsæt i Oreskovs kommentar højere oppe.

Og således også i oppostion til artiklens ønske om en ambitiøse stats-projekt. Staten er IKKE eller bør ikke blande sig i åndslivet. Den er til for at sikre RETSFORHOLDENDES DEMOKRATISKE GRUNDLAG - ikke diktere i hvilken retning åndslivet skal udvikle sig.

Det er her Steiner om jeg så må sige træder et markant til venstre - og taler proletarens sag og gør op med socialdemokratiske og socialistiske fordomme om statscentraliseringen af det åndelige liv - altså efter min opfattelse taler proletarens sag bedre end hans 'socialdemokratiske og socialistiske kammarater' - UDEN at forfalde til den kapitalistiske udbytning - de tre grene skal skilles SKARPT ud fra hinanden: 1)øk liv - 2) Retsliv/politisk liv/stats - og 3) Åndsliv/kulturliv.

Idag sidder 1) på det hele - og indirekte på det åndelige liv gennem staten. Der skal ske en fuldstændig markant SKARP adskillelse.

Før åndslivet frigøres fra statens interesser og statens fra det økonomiske liv - før bliver proletaren ikke virkelig fri. Han vil altid være og lugte anderledes. Og dermed blive offer for udbytning uanset hvor mange uddannnelser han tager og hvilke velmenende socialdemokratiske råd han modtager.

Vi ser det idag: Lang tind i SF trækker man til højre i det politiske spektrum. Forræderiet mod proletaren kender ingen grænser. Enhedslisten selv vakler og skælver.

Men det er på vej væk fra emnet i min optik.

STATEN SKAL HOLDE FINGRENE VÆK FRA ÅNDSLIVET. 8-)

Martin Haastrup

Bill, det beror vist på en sorry to say, alvorlig misforståelse - at 'vi gør staten' - i min optik er det modsat - STATEN gør os til hvad den vil og den vil det økonomiske livs interesser og derfor - er og bliver vi slaver og elsker at være slaver... 8-)

Nej, selvfølgelig skal staten ikke diktere i hvilken retning, åndslivet skal gå, ligesom staten heller ikke skal bestemme, hvad forskningen skal gå ud på, eller hvad folk skal beskæftige sig med i deres arbejdsliv. Men staten skal garantere friheden - staten er, som Bill så rigtigt skriver, hvad vi gør den til, og den demokratiske stat er os.

Martin, vi kan og skal tage staten tilbage. Det er det, vi har foreningsfriheden til; men desværre har en fatigue, som den du, desværre, udtrykker, bredt sig. Dog er vi ikke længere fra et velfungerende demokrati, end den politiske organisering tilsiger - og allerede nu er retorikken, der ikke er uvigtig, ved at svinge over mod den tanke, at opinionen faktisk betyder noget.

Martin Haastrup

Jeg gætter på at Ole Hartling også er ved at nå frem til lignende erkendelser som jeg - 'De socialistiske bestræbelser kan vel kort beskrives som at løfte arbejderklassen op økonomisk, kulturelt og socialt til borgerskabets niveau.'

Bedre og kortere og mere præcist kan det ikke siges i min optik.

Men behøver det at betyde en splittelse/svækkelse af sammenholdet mellem os på den ideologiske venstrefløj? Nej, tværtimod - for det primære krav, det allerallermest afgørende er at skille det 1)økonomiske fra 2) statslivet og herefter åndslivet fra statslivet og dermed også fra det økonomiske - så vil der blive plads til alle. Og gensidigt kan de befrugte hinanden.

Nu er det sådan at det hele er blandet sammen i en stor pærevælling og det økonmiske liv som manden med pinden som er gud og hvis vi ikke adlyder den bliver den vred på os. Socialisterne og kommunisterne troede og tror åbenbarst stadig på statsstyringen, som den centale magt - men det viser Sovjets fald jo også er en illusion. Statslivet/retslivet - det politiske liv - må stå helt udenfor både økonomiske og åndelige interesser. De skal sikre RETSFORHOLDENE mellem mennesker i begge de to andre.

Bedre kan jeg ikke sige det lige nu... 8-)

Og jeg understreger lige igen: Det at jeg ikke er enig i at statslivet IKKE skal styre det åndelige/kulturlivet/uddannelseslivet osv - er IKKE ensbetydende med at jeg IKKE er enig i at det økonomiske liv/'kapitalismen' skal udskilles af statslivet og det åndelige liv.

Hvorfor forstår 'socialisterne' ikke - at der ingen forskel er på om det økonomiske liv styrer kulturen eller staten gør det?? AT åndslivet HELT MÅ STÅ SELVSTÆNDIGT ved siden af STAT og ØK.

Var det ikke FRIHED man ønskede sig??

Martin Haastrup

Oki, Peter og Bill for den sags skyld - spændende at mødes på en kant her - det er vigtigt og fedt at vi kan disputere så sagligt - det har jeg savnet - men, så... :

Forklar mig lige hvordan STATEN skulle kunne garantere (ånds-) FRIHEDEN?

Jeg ville gå med til det hvis den skulle/kunne GARANTERE RETS-FORHOLDENDE (betinget af at det øk livs interesser bortjages fra den!)

Men sgutte friheden...! 8-)

Martin, selvfølgelig har du ret i, at det under en anden og bedre samfundsform er sådan, det skal være. Men den har vi ikke, og selvom vi efter min bedste overbevisning skal arbejde henimod den, så er den ikke garanteret.
Imidlertid kan vi ikke vente og lade alt af værdi gå op i markedets nivellering af alle menneskelige værdier - og adgangen til at skabe og at nyde i frihed åndsprodukter kan kun garanteres af den demokratiske stat, der forholder sig til markedet, som Gud til satan. :-)

Martin Haastrup

Peter H - jeg er ikke helt sikker på hvad du mener kl. 18. januar 2012 kl. 00:16...

'Demokrati' - vi er tæt på - joeh, måske, men hvordan og igen, sålænge åndslivet ikke bliver frit fra STATENS interesser (og dermed fra det øk livs, sådan som det er nu, indtil 'kapitalismen har smadret sig selv...') - sålænge kan intet FULDT demokrati opstå - i min optik. Altså sålænge åndslivet stadig er kneblet af Staten - uanset dennes evt udskillelse af det øk liv - sålænge er åndelivet fulstændig FRIT og SELVSTYRENDE.

Ikke SUVERÆNT... og i den dur...

Martin E. Haastrup, Det demokratiske statsapparat har brug for oplyste statsborgere for at fungere demokratisk, og hvis ikke disse oplyste statsborgere er til stede, eksv. af årsager som Peter Hansen opregner (23:55), så må staten skabe rammerne for en opdyrkelse, men ikke blande sig i hvad der dyrkes.

...faktisk var det et af ungdomshusets argumenter.

Martin Haastrup

Oki, Peter - så vi taler om to forskellige ting i virkeligheden, måske...

Jeg taler om en PRINCIPIEL PRAKTIK - du taler om et PRAKTISK (muligt, forhåndenværende) PRINCIP... lol 8-)

Men igen så forstår jeg ikke hvorfor du vil, kan, tør? kræve FULD FRIHED - 'sådan som tingene er lige nu'? - Når du tilsyneladende godt vil have det økonomiske liv udskilt fra statslivet - men 'vente med til senere'... at BEFRI åndslivet....?

Jeg vil ikke nøjes med 1/2 frihed. Og mit postulat er stadig at det i virkeligheden er åndslivet som skal garantere FRIHEDEN i det hele taget.

Kun den kan give svaret på dette brændende spørgsmål. Og måske skal vi også skille demokrati fra frihed - demokrati vedr mere RETS-FORHOLDENDE som jeg ser det umiddelbart - ikke friheden.

Under alle omstændigheder en meget spændende kant at mødes på - Peter og jeg har nydt disputten med dig og Bill - for den sags skyld.

Vil snart rumle ad køjs til og summe over hele sagen mens jeg sover... 8-) Tak for nu! 8-)

Martin Haastrup

Bill : Ja, 'oplyste borgere' - men det er sgutte staten som gør oplyste borgere - det er et FRITSTILLET OG SUVERÆNT SELVSTYRENDE ÅNDSLIV som 'oplyser' borgerne...Sådan som jeg ser på det nu.

Jeg vil aldrig deponere min 'oplysning' (om frihed) hos staten - men kun hos mig selv - I den henseende er og forbliver jeg min egen 'stat'.

Ingen andre end jeg selv, end individdet SELV kan definere for det hvad FRIHED er.

Det er elementær friheds-filosofi.

Jan Aage Jeppesen

@Martin E. Haastrup.

Tak for den positive kommentar til min korte og overforenklede konklusion.

Hvor går det galt for socialismen? Efter min opfattelse her:

Socialismen begynder med en erkendelse af det etiske problem i den rene liberalisme. Den betynder med en erkendelse af, at det er forkasteligt at stille en person over for det valg enten at måtte arbejde for en anden eller stå uden eksistensgrundlag. Da er der ikke ligeværdighed mellem arbejder og arbejdsgiver; men arbejdsgiveren har magt til at tvinge arbejderen til at arbejde under uværdige forhold. Eller sagt på en anden måde: arbejderen kan udbyttes, fordi han ikke har noget forsvar.

Men socialismen drager så ikke den enkle konklusion, at problemet kan løses, ved at samfundet som stødpude etablerer en social basissikring - således at arbejderen altid har et sidste alternativ og frit kan påtage sig et arbejde, fordi det giver ham fordele i forhold til basissikringen.

En sådan løsning er ikke nok for socialismen. Den hævder, at løsningen i sidste instans må være en nedbrydelse af distinktionen mellem arbejder og arbejdsgiver - eller mellem den besiddende og den besiddelsesløse. Kan således kan den etiske ligevægt genoprettes hævder socialisterne.

Og socialismen drager derfor den konsekvens, at virksomheder - ejerskabet til produktionsmidlerne og retten til at være arbejdsgiver - så vidt muligt bør overgå til fællesskabet, og i sidste ende til staten som fællesskabets konkrete udtryk. I princippet gøres alle hermed til besiddende i samme grad.

Primært bør det fastslås, at det socialistiske system OGSÅ må have en social basissikring. Det socialistiske system medfører ganske vist, at fællesskabet - og dermed også den enkelte selv som del af fællesskabet - bliver arbejdsgiver. Men hvor godt fællesskabet end er, kan det ikke udelukkes, at der vil være divergerende opfattelser. Hvor demokratisk staten end er, vil der være flertal og mindretal. Og skal flertallet ikke have magt til at tvinge et mindretal til at arbejde under vilkår, som mindretallet ikke selv vil acceptere - og det er betingelsen for ligeværdighed - så bør der være en social basissikring som sidste alternativ.

Argumentationen adskiller sig ikke principielt fra den, der kræver basissikring under liberalistiske forhold. Selvom det socialistiske system bevæger sig mere henimod centralisme og planøkonomi, og væk fra liberalismen, så gør det ikke nødvendigheden af en social basissikring mindre. For en sådan udvikling betyder, at der i princippet ikke er alternative arbejdsgivere. Og basissikringen fremstår så som en nødvendig betingelse for at sikre den politiske frihed - retten til at have divergerende opfattelser.

Erkendelsen af, at det socialistiske system bør have en basissikring (ganske svarende til det liberalistiske system), er også en erkendelse af, at kravet om socialisering IKKE er en logisk følge af de etisk-politiske grundkrav. Det er derfor ikke selv et etisk-politisk grundkrav. Det har ikke samme status som kravene om, at der bør skabes en social basissikring, at der bør tages økologiske hensyn i produktionen, og at der bør etableret demokrati baseret på den etiske fordring om politisk ligeværdighed.

Martin Haastrup

Det er et suværent og fritstillet åndsliv, som må oplyse staten - derimod. Om hvad frihed er. Og befrugte retsordningen og den demokratiske ordning til at afspejle dette i praksis.

Frihed kan ikke afspejles i politisk og retsmæssig tænkning (staten) og udformning før den virkelig er vundet ved et frit og suverænt selvstyrende åndsliv.

Først. Man kan ikke spænde vognen til trække hesten. Her er hesten det fri åndsliv. Statslivet skal tage sig af at på demokratisk vis implementere friheden for individet i RETSFORHOLDENE - men hvad friheden er det må den søge hos det fritstillede åndsliv.

Martin E. Haastrup, Jeg kan ikke være en fri borger alene, og jeg vil aldrig turde tro at jeg alene vil kunne anspore resten til at deltage i demokratiet eller til søge friheden inden for statens rammer - dertil må jeg have hjælp fra staten i form af gode ramme, biblioteker, teatre, højskoler med mange mange flere gode institutioner. Dog mener jeg at både jeg og staten kunne gøre noget mere for at få bevægelse i disse institutioner.

Oprindeligt fandt folk det fornuftigt at afgive noget af deres frihed - skatter - til staten mod at staten garanterede kornlagre og en bevæbning med henblik på at undgå krig. Det var oprindeligt den ypperste frihedskontrakt mellem stat og borger.

og det er det vel også idag - den ypperste frihedskontrakt - kornlagre og fred. Resten er op til dig selv.

Martin Haastrup

Hartling du har mange bolde i luften - eller bringer flere ind - og det er godt - jeg vil dog vende tilbage til dig efter nærlæsning...oki.

Bill Atkins - jeg overså at du skrev noget i retning af oplyste borgere - staten sikre RAMMERNE for friheden - IKKE indholdet.... - så vi mødes nok alligevel et eller andet sted... 8-)

Men jeg vil dog gerne fastholde min pointe som anført : At det så i første linje stadig må være et FRITSTILLET og suverænt selstyrende - autonomt om du vil - åndsliv som skal oplyse borgerne - som så skal afstikke RAMMERNE som du rigigt anfører. Jeg så ikke det sidste - sorry.

Martin Haastrup

Nå, nej, Bill, så er vi alligevel ikke enige - Med RAMMERNE - læste jeg RETSFORHOLDENE - ikke noget andet. Åndslivet må suverænt og autonomt bestyre og forvalte oplysnings-rammerne, kulturelle institutioner - mener jeg så, for at være konkret. OG dette skal selvfølgelig være FRI af økonomiske interesser som det primære.

Sider