Kronik

Derfor kan Obama ikke lukke Guantánamo

Interneringslejren skulle have været lukket inden for et år efter Obamas tiltrædelse — men det har ikke mindst modvilje i Kongressen forpurret
En demonstrant foran Det Hvide Hus forsøger at gøre opmærksom på Guantánamo-lejrens fortsatte eksistens. Lejren er i vid udstrækning forsvundet fra den politiske dagsorden i USA.

En demonstrant foran Det Hvide Hus forsøger at gøre opmærksom på Guantánamo-lejrens fortsatte eksistens. Lejren er i vid udstrækning forsvundet fra den politiske dagsorden i USA.

Jewel Samad

11. januar 2012

Sidste år forlod kun to fanger, interneringslejren på Guantánamo Bay. 1. februar faldt Awal Gul, en 48-årig afghaner, om i brusebadet. Et formodet hjerteanfald oven på træning i motionsrummet havde taget livet af ham.

Nogen tid senere, ved daggry en morgen i maj, blev Haji Nassim, en 37-årig afghaner, fundet hængende i et sammenknyttet sengelinned i lejrens rekreationsgård.

I begge tilfælde foretog Pentagon hurtige obduktioner og sendte ligene tilbage til Afghanistan til traditionelle muslimske begravelser.

Det to ’løsladelser’ var ikke planlagte: Begge fanger var ’tilbageholdt på ubestemt tid’. Obama-administrationens særlige inspektionshold, Guantánamo Review Task Force, havde kategoriseret dem som personer, USA ikke havde tilstrækkelige beviser til at dømme for krigsforbrydelser. Samtidig vurderede man dem dog som for farlige til frigivelse.

46 af de 171 fanger, der fortsat holdes interneret på Guantánamo, hører til denne kategori. Deres eneste sikre vej ud af Guantánamo er øjensynligt en ligpose.

Kongressen spænder ben

Ansvaret for misseren ligger ikke så meget hos Det Hvide Hus som hos Kongressen, der har modarbejdet præsident Barack Obamas planer om at lukke den fangelejr, som Bush-administrationen åbnede for 10 år siden.

Kongressen har brugt sin budgettilsynsmyndighed til både at forbyde Det Hvide Hus at finansiere retssager mod Guantánamo-fanger på amerikansk jord og til at blokere for overtagelsen af et statsfængsel i Illinois — en slags Guantánamo North, der skulle huse de fanger, som for øjeblikket tilbageholdes på Cuba, uanset at de her ikke ville blive sat på nogen anklagebænk.

På papiret er Obama-administrationen ellers indstillet på at frigive næsten halvdelen af de nuværende fanger i Guantánamo. I inspektørgruppens gennemgang fra 2009 blev det konkluderet, at omkring 80 af de 171 fanger, der i dag tilbageholdes på Guantánamo, kan frigives, hvis deres hjemland ellers er stabilt nok til at hjælpe med at genbosætte dem, eller en anden nation kan sikre dem en ny start.

Men Kongressen har gjort det næsten umuligt at overføre fanger. Love vedtaget efter Obamas tiltrædelse har skabt en række barrierer, der betyder, at kun en føderal domstolsordre eller en national sikkerhedsdispensation udstedt af forsvarsminister Leon Panetta kan overtrumfe Kongressen og tillade frigivelse af tilbageholdte til et andet land.

Ingen af delene er sandsynlige: Dommere fra de amerikanske distriktsdomstole har kun sjældent afsagt kendelser til fordel for fangerne i de snesevis af sager om ulovlig tilbageholdelse, der er kommet ad den snoede vej fra Cuba til den føderale domstol i Washington. Og gav de alligevel de tilbageholdte medhold, blev deres kendelser konsekvent underkendt af appelretter.

Samtidig er det amerikanske Forsvarsministeriums chefjurist, Jeh Johnson, af den opfattelse, at Kongressen har formuleret ordlyden i bemyndigelserne til dispensationsoverførelser på en sådan måde, at det er direkte uklogt for Panetta (og Robert Gates før ham) at underskrive dem. En underskrift vil nemlig betyde, at forsvarsministeren garanterer, at den anholdte aldrig vil indlade sig på vold mod en amerikansk borger eller amerikanske interesser.

Kongressens uforsonlighed skyldes i høj grad frygt: Hvad nu hvis en tilbageholdt bliver frikendt ved en civil retssag, fordi dommeren udelukker beviser, som militæret har tilvejebragt uden at den tilbageholdte fik advokatbistand?

Og hvornår vil en befriet Guantánamo-fange angribe amerikanske mål eller interesser? Man husker alt for godt Abdullah al-Ajmi, der blev overført til Kuwait i 2005 og sprængte sig selv og syv andre i luften under et lastbil-bombeangreb i Irak i 2008?

Obama ryster på hånden

Obama-administrationens embedsmænd har vaklet i afgørende øjeblikke over for det stærke offentlige og politiske pres fra især Kongressen. F.eks. skiftede justitsminister Eric Holder mening om, hvor fem påståede komplotmagere bag 11. september — herunder Khalid Sheikh Mohammed—skulle retsforfølges.

I november 2009 meddelte Holder, at retssagen vil blive afholdt i en civil retssal på Manhattan, men så — i april 2011 efter stærk modstand fra Kongressens repræsentanter og politikere i New York — opgav Det Hvide Hus denne plan og meddelte i stedet, at Pentagons anklagere vil indlede processen ved en militærkommission.

Spørgsmålet om, hvorvidt Guantánamo-fanger, som er godkendt til løsladelse, kan bosætte sig i USA, er også blevet tabu.

Kort tid efter sin tiltrædelse i 2009 overvejede Obama-regeringen at indkvartere Guantánamo-fanger fra Kinas muslimske uighur-mindretal hos uighur-amerikanere i Virginia. Men i lyset af Kongressens indsigelser mistede Det Hvide Hus modet. USA sendte i stedet uighurer til Bermuda, Schweiz, ja selv stillehavsnationen Palau tog imod en løsladt. Yderligere fem uighurer sidder dog stadig i Guantánamo.

Forfejlede løsladelser

Også andre faktorer end Kongressen har bidraget til den fastlåste situation.

For det første konkluderede efterretningstjenesten Defense Intelligence Agency, at mindst en fjerdedel af de frigivne er blevet mistænkt for eller med sikkerhed har deltaget i terrorisme eller oprørsaktivitet.

Modstandere af Guantánamos lukning henviser gerne til disse tal, mens Obama-administrationen på sin side anfører, at hovedparten af synderne blev frigivet, før Obama tiltrådte — nemlig da Pentagon i Bush-æraen godkendte omkring 500 løsladelser.

Ifølge Obama-administrationen var disse store gruppeoverførsler forfejlede, hvorimod dens egen individuelle ’case by case’-system vil give bedre resultater.

For det andet har al-Qaeda fået solidt fodfæste i Yemen — et land, som Obama-administrationen havde planlagt at overføre mange fanger til. At sende dusinvis af mistænkte terrorister tilbage til et land, som rummer en stigende terrortrussel, er næppe god sikkerhedspolitik.

Endelig blev Obamas planer om at lukke Guantánamo inden for et år af sin regeringsperiode forpurret af inspektionsgruppens tunge bureaukrati. Gruppen forsøgte at udrede hver enkelt fanges sag, men sagsakterne indeholder ofte divergerende og modstridende vurderinger fra Defense Intelligence Agency, Pentagons Kontor for Militærkommissioner, Justitsministeriet og myriader af andre kontorer. Det har trukket revisionsprocessen i langdrag.

For tiden er kun to sagstyper berammet ved Guantánamo-tribunalerne: Dem, der har relation til angrebene den 11. september 2001 og dem, som har at gøre med bombningen af USS Cole i 2000.

Til dato har krigsdomstolen afsagt seks domme. I de fire erklærede de tiltalte sig skyldige mod at få en strafnedsættelse, der betyder, at de skulle kunne forlade Guantánamo inden for et par år.

I den militære tilbageholdelses kafkaske verden kan hverken en frifindelse eller fuldt afsonet dom imidlertid garantere, at en tilbageholdt får lov til at forlade Guantánamo.

Efter afsagt dom overføres den dømte til en anden celleblok for at sone sin straf. Men når straffen er afsonet, vil de dømte efter gældende tilbageholdelsespolitik blot blive ført tilbage til den almindelige fængselsbefolkning i Guantánamo.

Den trafik er endnu ikke blevet udfordret i retten. Men hvis Ibrahim al Qosi, en 51-årig sudanesisk mand, som er dømt for at have arbejdet som kok på en al-Qaeda-base i Kandahar, ikke bliver sendt hjem, når hans straf udløber til næste år, forventes hans advokater at henvende sig til civile domstole for at begære frigivelse.

Ikke på dagsordenen

Guantánamo er i vid udstrækning gledet ud af den amerikanske debat. Der er næppe grund til at tro, at lejren bliver vigtigt tema under den kommende præsidentvalgkamp — der kan højest blive tale om at pege fingre: Obama kan bebrejde Kongressen, at den har tvunget ham til at holde fangerne i Guantánamo i stedet for at flytte dem til et andet sted. Hans modstandere vil uden tvivl hævde, at hans ønske om at lukke lejren viser, at han er blødsøden over for terrorisme — Mitt Romney har i en tidligere debat om Guantánamo talt om at udvide lejrens faciliteter til det dobbelte.

I mellemtiden går lejren ind i sit ellevte år. Guantánamo må være den dyreste fangelejr på jorden. 1.850 amerikanske soldater og civile er ansat til at styre et cellekompleks, der indeholder 171 fanger. Omkostningerne løber op i 800.000 dollar om året per interneret.

Kun seks af de 171 fanger står over for at få deres sag prøvet ved Pentagons domstole. Den proces går tidligst i gang til efteråret efter forudgående retshøringer. Guantánamo er ikke et sted, Obama kan lukke.

 

Carol Rosenberg er journalist ved avisen Miami Herald

© Foreign Affairs og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Torturlejren Guantanamo fylder 10 år.
Det er overskriften på en billedserie om lejren i Berlingskes netavis dags dato. Ja, Berlingske.

Jan Aage Jeppesen

Retsløsheden er langt værre end artiklen, der forsøger at hvidvaske Obama, giver indtryk af. Kvantitativt er Guantánamo med blot 171 tilbageholdte mistænkte det mindste problem. Det største problem er det amerikanske fængsel ved Bagram Air Base, i Kabul hvor flere tusinde 'ulovlige kombattanter' der er frataget enhver rettighed som krigsfanger holdes indespærrede på ubestemt tid uden at de er anklaget for nogen forbrydelse. Det nøjagtige antal kendes ikke - det er en militær hemmelighed.

Præsident Obama har ved årsskiftet lovfæstet USA's ret til at tilsidesætte Geneve konventionen om behandling af krigsfanger og anbringe dem i et juridisk limbo uden rettigheder til evig tid:

"Udsigten til en lukning af den amerikanske fangelejr i Guantánamo Bay, som kan fejre ti års jubilæum i dag, er skubbet endnu længere ud i fremtiden. Præsident Obama underskrev den 31. december en lov – National Defense Authorization Act (NDAA) – som gør det muligt at tilbageholde mistænkte på ubestemt tid i militær varetægt uden adgang til domstolene.

Præsident Barack Obama sagde oprindeligt, at han ville nedlægge veto mod NDAA, da loven var på vej gennem Senatet og Kongressen, men ligesom han løb fra sit præsidentløfte om at lukke Guantánamo i løbet af et år, så er han nu tilsluttet sig principperne i NDAA, som er i strid med international lov.

Guantánamo forever

Den nye lov stadfæster, at det er militæret – og ikke FBI – der skal afhøre og tilbageholde terrormistænkte. Dermed er de mistænkte formelt afskåret fra at få prøvet deres sager ved en civil domstol. Samtidig tillader loven tilbageholdelse på ubestemt tid uden rettergang.

Dermed har USA i praksis annekteret hele den model, som blev skabt under den såkaldte krig mod terror, og som betyder, at der fortsat sidder 171 fanger i Guantánamo Bay, hvor af kun seks er dømt ved en militær domstol. Resten ved ikke, om de nogensinde bliver stillet for en domstol – endsige kommer ud i friheden.

Med NDDA lægges der stærke begrænsninger på bestræbelserne for at lukke Guantánamo-lejren, som ellers ifølge Obama og en række internationale terroreksperter er det væsentligste symbol på tortur og mishandling af fanger – og dermed et rekrutteringsredskab for al-Qaeda og relaterede grupper. NDDA forbyder således staten at bruge midler på at overføre Guantánamo-fanger til det amerikanske fastland eller til tredjelande, der tilbyder at tage imod frigivne fanger.

Knægter rettigheder

Præsidentens kovending kommer på et tidspunkt, hvor USA går ind i et valgår, og hvor Obama ikke kan være sikker på at blive genvalgt. Han beslutning om at droppe sit veto, skal ses i det lys, mener den fremtrædende kommentator Andrew Rosenthal i New York Times.

”Loven fortsætter det arbejde, som præsident George W. Bush begyndte. Bush og hans tilhængere udnyttede nationens frygt og usikkerhed efter angrebene den 11. september til at gennemtrumfe unødvendige love, inklusive Patriot Act og en farlig udvidelse af regeringens muligheder for at overvåge amerikanernes kommunikation uden domstolskendelse. Nu har Obama og demokraterne i Kongressen bevist, at de er lige så villige til knægte de civile og borgerlige rettigheder. Og i den proces underminerer de yderligere USA’s omdømme som globale menneskerettighedsforkæmpere”, skriver Andrew Rosenthal.

Permanent tilstand

Ifølge Amnesty International vil NDAA ”normalisere” tidsubestemte tilbageholdelser uden rettergang og gøre Guantánamo til en permanent del af det amerikanske samfund. NDAA betyder, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA kan pågribe mistænkte over hele verden – også fjernt fra slagmarken – og sende dem i militære fangelejre uendeligt.

”Ved at trække sin trussel om et veto mod NDAA tilbage, har præsident Obama skrottet endnu et af sine principielle standpunkter. Amnesty International er forfærdet, men desværre ikke overrasket”, siger Tom Parker, der er leder af Amnesty Internationals kampagne om anti-terror."

(Citeret fra Amnesty International.dk).

Niklas Monrad

OK, så prøver vi igen ...

Guantanamo er en skamplet på et land som som hylder princippet om et enhver har ret til en retfærdig rettergang med bistand af en forsvarer.

Men vi skal nu ikke brøste os for meget her i Europa, hvor der i Tyrkiet er adskillige mennesker som har siddet fængslet under usle vilkår i flere år uden rettergang. Dem hører vi ikke meget til.

Der er sikkert også gode grunde til at de kinesiske uighurer nok foretrækker Guantanamo fremfor at blive sendt hjem til Kina?

Tommy Knudsen

Guantanamo er en skamplet på et hvert land ,der ikke protesterer højlydt imod en umenneskelig og afstumpet behandling af mennesker . Mennesker som ikke har nogen mulighed for at forsvare sig.

At mishandlingen foregår i et land ,som vi i Danmark betragter som vore venner og allierede ,som kæmper imod terror og undertrykkelse af demokratiet, er kun mere forstemmende.
Håber på en bedre fremtid.