Kronik

Fangesagen er en del af en global trend

Den danske fangesag er ikke unik. Den minder om USA’s brug af Guantanamo-basen og Europas samarbejde med Nordafrika om at stoppe asylansøgere. Der er tale om et spil ’katten efter musen’, hvor visse lande gennem kreativ juridisk tænkning forsøger at undgå at tage ansvar for menneskerettighederne
Danmarks forsøg på at tørre ansvaret for irakiske krigsfanger af på Storbritannien viser, at Danmark på den ene side ikke vil tage afstand fra internationale konventioner, men på den anden side er klar til at læse dem meget snævert.

Danmarks forsøg på at tørre ansvaret for irakiske krigsfanger af på Storbritannien viser, at Danmark på den ene side ikke vil tage afstand fra internationale konventioner, men på den anden side er klar til at læse dem meget snævert.

Niels Ole Qvist

13. januar 2012

Hvor langt gælder menneskerettighedskonventionerne? Det spørgsmål er igen blevet aktuelt i forbindelse med den kommende undersøgelseskommission, der bl.a. skal se på de danske Irak-styrkers overdragelse af fanger til irakiske myndigheder eller andre landes styrker.

Det er en grundregel i flere konventioner, at den slags overdragelser kun må ske, hvis man er forvisset om, at modtagerlandet ikke udsætter fanger for tortur, umenneskelig eller anden nedværdigende behandling.

I Irak er der dødsstraf, og de irakiske myndigheder er kendt for at bruge tortur. Da det kom frem, at danske soldater i langt højere omfang end tidligere antaget har været involveret i arrestationer og i en række tilfælde har overleveret fanger direkte til de irakiske myndigheder, kan der altså være tale om alvorlige brud på Danmarks folkeretslige forpligtelser.

Men de præcise grænser for et lands menneskerettighedsforpligtelser uden for sit eget territorium er et kompliceret juridisk spørgsmål. Det kan synes pudsigt, for menneskerettighederne er jo per definition universelle, og burde derfor intuitivt forpligte stater, hvor end de handler. Men konventionerne er også traktater, og derfor er de underlagt generelle folkeretlige principper, herunder at hvert land først og fremmest er ansvarlig for at sikre rettigheder for personer inden for sit eget territorium.

Selv om forskellige menneskerettighedsinstitutioner gentagne gange har slået fast, at konventionerne under visse forudsætninger også gælder ekstraterritorielt, så kan det være svært at trække en klar linje — særligt når mere end én stat er involveret. Her opstår muligheden for, hvad man kan kalde ’kreativ juridisk tænkning’.

Ikke en enlig svale

En række stater har i de seneste år med mere eller mindre held forsøgt at udnytte gråzonerne på dette område for netop at undgå menneskeretlige og forfatningsretlige forpligtelser.

Danmark har bl.a. ladet britiske soldater foretage selve anholdelsen — den såkaldte ’brite-finte’ — for dermed at kunne hævde, at det var Storbritannien, der havde ansvaret, når fangerne blev overleveret til irakerne.

I andre tilfælde har man fastholdt, at Danmark kun »bistod« de irakiske styrker, der foretog anholdelser, og at man derfor ikke havde noget ansvar for den efterfølgende behandling af fanger.

Men eksemplerne rækker langt videre. Placeringen af terrormistænkte på Guantanamo-basen var en bevidst strategi for at undgå at give fanger forfatnings- og menneskerettigheder, da basen ligger på Cubas territorium. Brugen af dronefly og private sikkerhedsselskaber til militæroperationer kan tilsvarende ses som forsøg på at undgå efterfølgende ansvar. Og i Europa har man forsøgt at forhindre adgang til at søge asyl ved at lave aftaler med nordafrikanske lande om at rykke grænsekontrollen ind i deres farvand.

Fælles for disse sager er, at lande forsøger at rykke visse myndighedsopgaver væk fra deres eget territorium eller at indskyde mellemled i form af fremmede landes myndigheder eller private firmaer for dermed at distancere sig fra det juridiske ansvar.

’Brite-finten’ er i den forbindelse en gammel traver. USA har i mange år brugt samme strategi i kampen mod narkotikasmugling, hvor såkaldte ship riders — politifolk fra Centralamerika — kom om bord på amerikanske kystvagtskibe for at kunne anholde smuglerbåde i internationalt farvand. Og i Europa har man de seneste år haft bl.a. libyske og senegalesiske grænsegendarmer om bord på europæiske skibe, der, hedder det sig, officielt har ansvaret for at afvise bådflygtninge og migranter, så de europæiske landes asylansvar ikke aktiveres.

Snæver læsning

De ovenstående eksempler er ikke nødvendigvis ensbetydende med en generel afvisning af menneskerettigheder. Hvis man blot kunne ignorere konventionerne, var der jo ikke brug for særlige, og ofte omkostningsfulde, løsninger.

Den kreative juridiske tænkning og de forskellige outsourcing-strategier er netop udtryk for, at man vil gøre meget for fortsat at kunne fremstå som et land, der handler i overensstemmelse med sine folkeretlige forpligtelser.

De mange kreative løsninger viser imidlertid, at man er politisk villig til at læse konventionerne snævrest muligt. Skal man stille det hårdt op, kan tilgangen næsten bedst sammenlignes med Mogens Glistrups skattefilosofi — ved at udnytte hullerne i systemet og de ofte overlappende folkeretlige forpligtelser forsøger man at dreje fortolkningen til egen fordel, så der står nul på bundlinjen.

Spørgsmålet er om denne strategi er holdbar — retsligt og politisk.

Juridisk har udviklingen på området fungeret som et spil ’katten efter musen’. I takt med at forskellige domstole og menneskerettighedsinstitutioner er blevet konfronteret med disse sager, er fortolkningen af, hvornår stater pådrager sig ansvar, når de handler uden for deres territorium, blevet udvidet væsentligt.

I dag er det således indiskutabelt, at Danmark er bundet af menneskeretten, hvis fanger tilbageholdes på danske militærbaser, er om bord på danske flådefartøjer, fly og formentligt også militærkøretøjer. Når danske styrker udøver den overordnede kontrol i et geografisk område, følger det, at Danmark har ansvar for at sikre ikke bare fangers, men også civiles rettigheder inden for dette område.

To helt nye domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan desuden få afgørende betydning for Danmark. Sagerne handler begge om konventionens rækkevidde i forbindelse med militære operationer i Irak.

I den første sag, fra 2010, hævdede Storbritannien netop, at de assisterede irakiske myndigheder, og at de i respekt for irakisk suverænitet blev nødt til at overlevere eventuelle fanger. Her fastslog Domstolen, at europæiske lande ikke kan smyge sig uden om deres forpligtelser ved at pege på et andet lands formelle suverænitet og bilaterale aftaler om ansvarsfralæggelse.

I den anden dom, fra 2011, gør Domstolen endelig op med den ’alt eller intet’-tilgang, der har præget mange af disse sager.

I stedet anerkendes det, at stater ikke nødvendigvis er ansvarlige for at sikre samtlige rettigheder under konventionen i forbindelse med f.eks. militæroperationer, og at man bliver nødt til at tage de praktiske forhold i betragtning. Det åbner op for, at mere end et land kan holdes ansvarlig i sådanne situationer, og at europæiske lande kan have et ansvar, også selvom civile ikke først er blevet fysisk tilbageholdt.

Dommene har allerede givet anledning til sagsanlæg fra irakere mod Danmark. Om disse sager er nok til juridisk at sætte en stopper for ’brite-finten’ er endnu et åbent spørgsmål.

Men de mange sager peger på en klar udvikling på området, hvor grænserne for retsligt ansvar udvides.

Det er således langt fra utænkeligt, at Danmark vil kunne blive dømt for sådanne fangeoverdragelser, hvis Domstolen finder, at Danmark havde det overordnede operationelle ansvar for missionerne.

Det folkeretlige ansvar stopper i øvrigt ikke her. Selv i de tilfælde, hvor Danmark ikke kan siges at have hovedansvaret for fangeoverdragelser, kan Danmark ifølge de generelle principper for statsansvar holdes ansvarlig for vidende at bistå eller assistere et andet land i at begå menneskerettighedskrænkelser.

Politisk debat mangler

Juraen bør dog ikke skygge for den politiske dimension af disse sager. Fangeoverdragelser, Guantanamo, CIA-flyvninger og grænsekontrol i Middelhavet er alt sammen udtryk for, at vi lever i en verden, hvor stater i stigende grad samarbejder om traditionelle myndighedsopgaver på tværs af landegrænser.

Spørgsmål om konventionernes rækkevidde kommer derfor uundgåeligt til at opstå igen og igen. Selv om den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og tilsvarende institutioner har gjort meget for at undgå et retsligt sort hul på området, kan man ikke forudse alle fremtidige situationer. Derfor vil der også fremover være et rum for kreativ juridisk tænkning for stater, der ønsker at omgå eller begrænse deres menneskerettighedsansvar.

Respekt for menneskerettigheder i disse tilfælde er således i sidste ende et spørgsmål om politisk vilje. Derfor er det afgørende politisk at få blotlagt disse tiltag og dermed skabe en bredere diskussion af deres rimelighed.

 

Thomas Gammeltoft- Hansen er PhD og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Svenningsen

Fuldstændig korrekt - det handler nemlig om at ville, se det som havende en værdi i sig selv og ikke blot at kunne sige - "der er ikke noget at komme efter".

Erkendelsen omkring en "kreativ tænkning" eller kreativ omgang med menneskerettigheds-forpligtelserne har før været rejst i kommentarerne til sammenhængen i Information. Og kommer uden tvivl i kølvandet på erfaringen med forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussens begejstring for den forståelse af internationale principper, som Bush-administrationen stod for.

I Information har debatten været rettet imod et opgør med den form for ivrig spidsfindig tænken, fordi dens grad af tilnærmelser til brud på international ret, har været på og især over kanten med hensyn til, hvilken retstilstand, der blev tilbage til opbakning af FN. Altså en klar protest imod, at man i starten af årtusindet viste vilje til at afløse international fornuft med rene magt-relationer (den stærkes ret-princippet).

Og det fremgår ikke klart i artiklen, at kritikken længe har været drevet af, at offentlighedernes perspektiv nu handler om at gøre definitivt op med tendensen i de kreative tiltag. Altså spin-overtaget i de statslige administrationer. Dels for verden ikke er blevet mere sikker, snarere tværtimod, dels fordi tiltagene er blevet til henover hovedet på de offentligheder, der har lagt ryg til en trafik, som er blevet til i den snævrest mulige sammenhæng.

Men samtidig er statsjuraen selv blevet kritiseret for at spille med, men for langt, ved at forsøge at medvirke til en legitimisering af forholdene. Ikke mindst, når det drejer sig konventionerne. Og det har herhjemme bl.a. ført til, at der er stillet spørgsmål til, om politikerne i den nuværende regering har formatet til at tage opgøret i overensstemmelse med den mistillid, som har vist sig, såfremt status quo ikke udfordres.

Så debatten i Information er såmænd snildt fremme i skoen - og har længe presset på for at få tilstrækkelige politiske tilkendelivelser. Og må derfor siges længe at have haft øje på den politiske diskussion, der her efterlyses...

Med venlig hilsen