Kommentar

Der er forskel på religioner

Vi bliver ikke mere åbne og kulturforstående af at afskaffe folkekirkens særstilling. Tværtimod. Den evangelisk-lutherske tænkning har netop bidraget til, at Danmark i dag er et frit, velstående og tillidsfuldt samfund
9. januar 2012

I en kronik i Dagbladet Information den 22. december udtrykker Sherin Khankan en behændig synkretisme som dække for et krav om et opgør med folkekirkens privilegerede stilling under overskriften »Gud skal ikke lukkes inde i folkekirken.« Såvel krav som synkretisme er problematiske.

Sherin Khankan hævder, at folkekirkens særstilling — og at vi har overordnet protestantismen alle andre trosretninger i Danmark — svækker evnen til at forstå, lade sig inspirere og beriges af andre religiøse skikke, ligesom det står i vejen for at forstå mangfoldigheden i det guddommelige.

Det er store ord, og det er meget at laste den særlige danske folkekirkeordning for. Men derudover er det også grundlæggende fejl- agtige påstande.

Bag de flotte ord gemmer sig en behændig synkretisme. Synkretisme betyder sammensmeltning af religioner, og i Khankans tilfælde er yderste konsekvens en ophævelse af forskellene mellem kristendom, jødedom og islam. For Khankan handler det om at »bære religionen med lidenskab«, og så er det mere ligegyldigt med dogmatikken. Men sådan kan man ikke agere.

Der er forskel på religionerne, også selv om Khankan helst ikke vil være ved det. Det ses eksempelvis i de afledte samfundsmæssige virkninger. Der er markante forskelle mellem de lande, der baserer sig på islam, og på de lande, der baserer sig på den evangelisk-lutherske kristendom (hvor Danmark hører til sidstnævnte).

I den evangelisk-lutherske forståelse findes en to-regimentelære, hvor man populært sagt »giver Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er«. Dermed er der sat vandtætte skotter op for nogen form for lov- religion i den samfunds- forståelse, der er præget af den evangelisk-lutherske tænkning. Derfor er der heller ikke sammenstød mellem den evangelisk-lutherske tro og overholdelsen af grund- loven.

Det er derimod tilfældet med de dele af islam, der ønsker at gøre sharia gældende i samfundsindretningen. Her har det religiøse skrift forrang for den verdslige samfundsindretning.

Åndelige frirum

Den evangelisk-lutherske forståelse har i en lang række lande bidraget til en omfattende frihedsforståelse, en markant tillidskultur og en stor velstand. Se blot på de skandinaviske lande som eksempler på dette. Dermed ikke sagt, at alt godt stammer fra den evangelisk-lutherske tænkning, samfundsforståelse og antropologi. Men det historiske vidnesbyrd taler dog sit tydelige sprog. Ikke mindst, når det gælder kampen for åndsfrihed.

Det er Martin Luther, der for alvor adresserer problemstillingen omkring åndsfrihed. Han argumenterer for at beskytte et indre, åndeligt frirum, hvor staten ikke skal blande sig. Hjertets anliggende er mellem mennesket og Gud, og det skal staten ikke blande sig i. 300 år senere formuleres begrebet åndsfrihed i en dansk sammenhæng af N.F.S. Grundtvig under 1800- tallets frihedskamp.

Khankan giver sin egen definition på sekularisering:

»Sekularisering er kampen mod enhver form for dogmatisme og tvang, samt et opgør med religionens politiske eller institutionelle magt og monopol.«

Problemet med definitionen er, at den ikke følger den ordinære definition på sekularisering. Ifølge Den Danske Ordbog er sekularisering: »at frigøre fra et religiøst grundlag og gøre mere verdslig.« Der er hverken tale om institutionel magt eller monopol. Når disse aspekter inddrages i Khankans definition af sekularisering, så hænger det naturligvis sammen med det føromtalte opgør med den danske folkekirkes særstilling.

For Khankan følger netop sit sekulariseringsbegreb op med et angreb på den danske grundlov, som bør revideres, da den »implicit forsvarer ideer og værdier, som undergraver forestillingen om ligeværdighed.« Her henvises der til folkekirkens særstatus, og hun hævder, at folkekirkens forrang medfører, at islam betragtes som en uværdig andenrangs- religion.

Det er naturligvis noget vrøvl. I Danmark er der religionsfrihed, så alle kan praktisere deres religion. Er man et statsanerkendt trossamfund, giver det tilmed en lang række privilegier. Så at tale om »uværdig andenrangsreligion« er vist at polemisere.

De værdier, som forbindes med den evangelisk- lutherske tænkning, har bidraget til, at Danmark i dag er et frit, velstående og tillidsfuldt samfund — hvorfor lave det om? Nej, tværtimod skal vi styrke den lutherske forståelse i samfundet. Hér er en opgave at tage fat på.

Synkretisme er behændig for den, der vil udslette forskelle og fjerne virkeligheder. Virkeligheden er imidlertid, at der er forskel. Det vidner historien med al tydelighed om, og derfor har vi også indrettet det danske samfund som et demokrati med religionsfrihed. Her har mange noget at lære, måske også Khankan.

 

Esben Lunde Larsen er MF (V) og ph.d.-stipendiat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Det var dog noget af det mere historieløse, jeg har set. Martin Luther bliver gjort til fortaler for religionsfrihed?!? Det har hr. Larsen vist fået helt, helt galt i halsen. Luther var ikke fortaler for at folk kunne udøve religion, som de ville. Se f. eks. denne her lille yndighed: http://da.wikipedia.org/wiki/Om_J%C3%B8derne_og_deres_L%C3%B8gne

Og så er logik-svigtet ret morsomt, når han ikke kan se at det skulle gøre andre religioner til andenrangs, at én har forrang. Det er ellers ret basal matematik, nemlig ordenstal. Første, anden osv. Når en er første, følger det som dagen følger natten, at de andre er anden.

Samfundet ophører ikke med at være kristent eller sågar luthersk-evangelisk, blot fordi folkekirkeordningen afskaffes. Men taget af endnu en søjle i et engang stabilt og velfungerende samfund vil næppe gøre virkeligheden mindre skridsikker i urolige tider.

Niels-Simon Larsen

Åh, endnu en sluddervorn artikel.

@Peter Hansen: "et engang stabilt og velfungerende samfund".
Er det den såkaldte guldalder, du har i tankerne, eller er det en anden gammel pavillon, du ønsker dig tilbage til.

Carsten Hansen

Efter at have læst både Sherin Kankhans artilkel og ovenstående, så er stadig tilhænger af en ligestilling af alle religioner rent samfundsmæssigt.

Nemlig således at INGEN religioner har nogen status, rent lovmæssigt.

Religionsfriheden skal bestå, men religioner er og skal forblive en privatsag.

Adskil stat og kirke.

Hvad folk vil dyrke af religioner kommer ikke andre ved og skal ikke belemre andre.

Kristne dogmer, islamiske dogmer og andre mærkværdigheder spiller kun en rolle for de der underkaster sig dem.

Hans Jørgen Lassen

Hvordan slutter man fra

1) Den evangelisk-lutherske tro har særlige kvaliteter (en diskutabel præmis)

til

2) Denne tro skal være statsstøttet.

Jeg kan ikke se, at 2) skulle følge af 1).

Folk kan da glimrende forsamles og dyrke deres fortrinlige tro, den lutherske, uovertruffen i hele verden, uden statsstøtte.

Når Luther tilmed slår til lyd for de to regimenter, så er det da en anelse selvmodsigende, at de lutherske proselytter netop krampagtigt vil holde fast i, at stat og kirke bindes snævert sammen, i stedet for at holdes adskilte.

Heinrich R. Jørgensen

Esben Lunde Larsen:
"I den evangelisk-lutherske forståelse findes en to-regimentelære, hvor man populært sagt »giver Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er«."

En gammel dialog lyder:
Q: "Er det tilladt, at vi giver kejseren skat, eller ej?"
A: "Vis mig en denar! Hvis billede og indskrift bærer den?"
Q: "Kejserens"
A: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"

Det er en afvisning i "kejserens mønt". Det er en afvisning af den cyklus, at fyrster producerer tokens med pålydende værdi, sætter dem i tvungen cirkulation og derpå kræver at få dem tilbage.

Hvilket i øvrigt er så tæt på et historisk falsum som noget kan være. Mønter blev kun i meget begrænset omfang produceret og anvendt på denne vis. Mønter var ikke et gængs og udbredt betalingsmiddel. Det var snarere en abstrakt måleenhed for afregning, som kunne indgå i aftaler og refereres til, uden at nogen konkret mønt blev involveret. Mønter var ikke noget nogen havde, eller kom i besiddelse, almindeligvis.

Før man kan tale om mønter som betalingsmiddel, skal man spole langt frem i tiden. Måske 100 eller 200 år før Luther.

Hvad man derimod havde, var skatte-betalinger. Statsdannelser i den forstand, at fyrster gjorde krav på territorier med deres befolkninger, oprettede hære, førte krige mod andre fyrster og opkrævede skatter for at betale udgifterne til hærene, var et relativt nyt fænomen, der havde få århundreder på bagen. Unoden begyndte omkring 600 fvt., men blev siden kvalt af det persiske rige. Efter det makedonske felttog gik der igen galimatias i beskatningsræset og krigeriet, hvilket afstedkom en myriade af krige gennem århundreder. Skattebyrden havde næppe nogensinde været større end den var i det første århundrede. Folk blev systematisk udplyndret af de fyrster der gjorde sig til herrer over andre, og blev fornedret og dehumaniseret ved at skulle være aktive eller passive deltage i krigsførelse mod andre befolkningsgrupper, med udsigt til at udplyndre disse.

Det var årsagen til modstanden mod folketællinger. Folketællinger handler om at skaffe grundlag til skatteopkrævning, dvs. udbytning og undertvingelse af en befolkning. De såkaldte jødiske krige der siden fulgte, handlede i høj grad om, at nogle nægtede at lade sig underlægge fyrsters åg.

Luthers dagsorden var bl.a. at folk skulle underordne sig fyrsterne, og gøre hvad de forlangte. Luther var på mange måde dybt reaktionær. Uden hans og andre nyttige aktørers hjælpsomhed til at genskabe en klerikal struktur, der gik hånd i hanke med fyrste-magt, i deres bestræbelser på at holde folk fanget i permanent undertrykkelse og afmagt, var det katolske kirke givetvis i stedet for blevet reformeret på ganske anvenden vis. Nemlig af renaissance-fyrsterne, der var på bølgelængde med Michelangelo m.fl.

Med Luther hensank verdens igen ned i åndformørkethed, krige, udbytning, overtro, nedrighed og monumental dumhed.

Heinrich R. Jørgensen

Desuden mener jeg, at Esben Lunde Larsen helt og aldeles har fejlopfattet hvilke intentioner og beslutninger der lå bag det der nu er Grundlovens § 4.

Det emner jeg har udbredt mig om, i den tråd Esben Lunde Larsen henviser til.

Heinrich R. Jørgensen:

"Med Luther hensank verdens igen ned i åndformørkethed, krige, udbytning, overtro, nedrighed og monumental dumhed."

Verden var nu heller ikke specielt fri for disse fænomener før Luther, men ja du har ret i at hans lære sandsynligvis var en stor medvirkende årsag til at potentielle interne politiske konflikter, særligt i de tyske riger, som kunne have medført politiske og sociale omvæltninger, blev holdt i ave på grund af netop protestantismens indførelse af de respektive fyrster.

Det er i de hele taget meget sigende at Esben Lunde Larsen må gå "300 år efter Luther" og til Grundtvig før han kan komme på danske eksempler på en luthersk-baseret politisk retning der taler om åndsfrihed. For i mellemtiden var oplysningstiden jo indtruffet, og selvom Grundtvig ikke havde meget tilovers for hvad han kaldte "rationalister", så var han selv på mange punkter barn af 1700-tallets tankegang (som han selv erkendte i sine erindringer) og mange af de idéer om f.eks. tolerance (og skrivefrihed) som blev fastere filosofisk defineret i den periode.

Den danske kultur er ikke baseret på religion.

Religionen er derimod en del af den danske kultur, og at vores kultur er som den er idag, er en udvikling der er sket på trods af religionen.

Religionen har da bestemt været en magtfaktor, men en reaktionær magtfaktor, - en kræftsvulst, som hele tiden har skullet lokkes og overtales med latterlige og forkrampede tolkninger af Biblen, for at få den til at følge bare nogenlunde med i forhold til resten af samfundets udvikling.

Selv i dagens verden er religionerne (alle) reaktionære dødvægte, som kun påfører os problemer og tab af penge og menneskeliv..

Heinrich R. Jørgensen

Sune Olsen:
"Verden var nu heller ikke specielt fri for disse fænomener før Luther"

Den katolske kirke havde i nogle tidsrum stået for rå mængder vold, i sine bestræbelser på undertrykkelse. Da det romerske imperium "opfandt" den nye statsreligion og brutalt forfulgte og udryddede konkurrenterne (380-440). Med nogle af korstogene mod kættere, f.eks. det mod khatarerne, hvor fredelige op oplyste samfund (det nuværende sydfrankrig) blev destrueret. Krigsførelse, progromer og andet på den iberiske halvø gennem 400 år. Den spanske erobring af sydamerika, der måske er det mest horrible og omfangsrige myrderi der kendes til.

Det katolske rædselsregimente stod for fald. Unoderne fik i stedet en ny platform i navnligt de regimer, hvor lutheranske protestantisme vandt indpas. At Luther harcellerer over "jøderne", har bl.a. at gøre med den diaspora de ikke-kristne udsættes for nogle år efter Granadas fald i 1492, som resulterer i at jøder bosætter sig i det nordlige Europa, hvorend disse finder et vist mål af tolerance.

Luther havde formodentligt ikke intentioner om at være en skidt knægt, eller forårsage alskens ulykker. Formodentligt var han næppe heller en slyngel. Har var blot en væsentlig brik i en proces, der førte til en periode med ekstrem vold og inhumanitet. Begyndende med de såkaldte religionskrige.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"Religionen har da bestemt været en magtfaktor, men en reaktionær magtfaktor"

Er den konklusion entydig, hvis man ser på perioden fra Harald Hildetand (~710) indtil op mod Reformation (1536)? En periode jeg opfatter som dybest set "ariansk", indtil det på et tidspunkt bevæger sig i retning af noget "enhedskristent" eller "katolsk".

Hele vikingealderen (750-1100) forekommer mig at være dybt spirituel. Alle er "konger". Tillid er udstrakt (handel, bosættelse, togter). Tingstedskultur, er jo lavpraktisk demokrati, uden statslige konstruktioner. Det er meget langt fra barbari.

Jeg har svært ved at se de reaktionære i meget af dette. Tværtimod der jeg "religion" (som tankegang, og ikke som institution eller magtfaktor) som en tøjlende og civiliserende faktor.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"Selv i dagens verden er religionerne (alle) reaktionære dødvægte, som kun påfører os problemer og tab af penge og menneskeliv.."

De værste er måske den liberalistiske religion, der gør guld til gud, og den modernistiske religion, der erklærer egoisme for den nye humanisme? ;-)

Heinrich R. Jørgensen,

- du er da også altid efter mig - jeg burde naturligvis have skrevet den kristne religion. ;-)

At du så mener at den ikke var nogen større magtfaktor før reformationen, er jeg ikke enig i. Naturligvis gik der nogen tid fra Ansgar, før kirken havde skaft sig et magtgrundlag i Danmark, men den var da trods alt tilstrækkeligt etableret omkring 1200 til at bygge den første domkirke i Ribe, - og hvis en domkirke ikke er en magtdemonstration, hvad skal man så kalde den?

Men jeg er naturligvis enig med dig i, at der er opstået nye "trosretninger" i de sidste 100-200 år, som sagtens kan konkurrere med de gamle religioner om at skade os ;-)

Heinrich R. Jørgensen,

- du er da også altid efter mig - jeg burde naturligvis have skrevet den kristne religion. ;-)

At du så mener at den ikke var nogen større magtfaktor før reformationen, er jeg ikke enig i. Naturligvis gik der nogen tid fra Ansgar, før kirken havde skaft sig et magtgrundlag i Danmark, men den var da trods alt tilstrækkeligt etableret omkring 1200 til at bygge den første domkirke i Ribe, - og hvis en domkirke ikke er en magtdemonstration, hvad skal man så kalde den?

Men jeg er naturligvis enig med dig i, at der er opstået nye "trosretninger" i de sidste 100-200 år, som sagtens kan konkurrere med de gamle religioner om at skade os ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Sune Olsen:
"Det er i de hele taget meget sigende at Esben Lunde Larsen må gå “300 år efter Luther” og til Grundtvig"

Det Grundtvig værdsætter hos Luther, er vist også de hele basale betragtninger. At enhver må udlægge teksten (evangeliet) som de finder korrekt. At staten ikke skal have klerikrati som én af deres magt-midler. At alene teksten er gælder, og ikke andres doktriner. At mennesket er "frelst" allerede ved fødslen, og ikke skylder noget.

Præsteskab, statsreligion, liturgi og åndsformynderi er han til gengæld indædt modstander af.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"hvis en domkirke ikke er en magtdemonstration, hvad skal man så kalde den?"

Det var jo også en læreanstalt. Et sted for dannelse og uddannelse. Et sted med lærde personer og bøger. Et sted for dyrkelse af musik.

Kære Heinrich R. Jørgensen,

nemlig, - de var snedige nok, så de styrede både vidensudbredelsen og underholdningen, og havde vel egentlig større magt på det første område dengang, end selv de kommercielle medier har idag

Heinrich R. Jørgensen

Ribe domkirke var en tam affære, ifht. tidlige tiders bygninger med religiøs tilsnit. De kendte trelleborge, Aggersborg med en diameter på 240 meter, og andre i størrelsesorden 120-136 meter, må have kostet langt større anstrengelser at anlægge. De blev formodentligt opført fra omkring 930-980, men kan være ældre. Disse bygninger kan næppe være andet end "religiøse". Præcisionen i cirklen, nord-syd og øst-vest orienteringen, bygningernes symmetriske placering. Konstruktionerne udgør i sig selv solkors. Havde bygningerne alene praktiske formål, ville der intet rationale være bag den ekstreme præcision og symmetri.

Mængden af egetræer der er blevet forvandlet til planker i processen, har været enormt. Arbejdskraften bag ligeså. Jeg tvivler umiddelbart på, at Ribe-bygninger har overgået tidligere tiders bedrift...

Gorm den Gamle var fra det nuværende East Anglia, og båndene mellem anglernes ø og daneres halvø har måske været ganske nære? I samme periode ser man også enorme byggerier skyde op i det angelske. Oxford begynder at tage form lidt før Ribe domkirke. Måske med intentioner i samme retning?

Heinrich R. Jørgensen

Tom,

du antager at det var et repressivt klerikrati der narrede folk til at anlægge bygningerne, og siden brugte bygninger til yderligere former for undertrykkelse?

Den slags er bestemt foregået, til nogle tider. Men næppe til alle. Blot fordi religion nu om dage ligner idioti og inhumanitet der er sat i system, er der ikke grund til at antage, at det er et evigtgyldigt kendetegn.

Hans Jørgen Lassen

Uanset hvad man måtte mene om forhistorien, så spiller kristendommen i dag ikke nogen som helst rolle i det danske samfund.

Livet går sin vante gang, uden at man behøver at påkalde sig Gud eller anmode om kirkens velsignelse. Danmark er ikke et kristent land; det er areligiøst.

Kirken er lige så overflødig og anakronistisk som kongehuset.

Men folk skal naturligvis på privat basis have lov til at dyrke deres hobbies, perversioner og forskellige former for afgudstilbedelse.

@hans jørgen lassen

pas på, for formodentlig:
det præsterne især mener med: at jesus er forbilledlig, er: se sådan bør det gå med de som mener at præster ikke må få betaling.

Heinrich R. Jørgensen

Præcis, Kim.

Hvem var kræmmerne i templet? De charlatans der blev råbt af, var næppe tilrejsende markedsfolk. Det var nok snarere -- fastliggere.

Niels Engelsted

Det er måske lidt ved siden af tråden, men jeg kan anbefale en ret vild bog om pave Johan Paul I's mord af sammemsvorne med pave Johan Paul II, som jeg er ved at læse og som faktisk er tankevækkende om netop religion.
For eksempel vidste jeg ikke, at der ikke er et eneste ærkæologisk eller historisk spor af jødernes 400 års slaveri i Ægypten, som Mosebogen beskriver. Jeg er ikke religiøs, men det kom alligevel bag på mig, takket være søndagskole og Disney, at hele grundlaget for det gamle testamente er fiktion. Jeg tror, at bogens diskussion om religion, især den myrdede paves radikale synspunkter, vil interessere mange af trådens deltagere, og deruodover er det en forrygende kriminalhistorie.
http://www.amazon.com/Murder-Vatican-Pauper-Would-Pope/dp/1403348065

tilføjelse:
og dog, for hvis følgerne af protestanterne"s" holdninger: hver er lige god præst,
så bliver at hver så får en samfundsbetalt løn som en biskops
( er det omtrent 900.000kr, som grundløn ? ), så bør vi alligevel blive mindre kritiske overfor
protestanterne

Peter Günther

Det var presset fra humanismen, som medvirkede til at individdets rettigheder kom i fokus.

At vi har en statskirke bygger på danske "hygge-koncept" ligesom kongehuset. "De gør jo ingen skade, så vi beholder dem".

Religøse ledere, ligegyldig hvilken retning. er til alle tider faldet for magt-liderlighed, og en måde at cementere sin magt på, er at skrive den ind i forfatningen (læs grundloven).

Det er som altid den enkelte religiøst praktiserendes fortolkning, der afgør om de viser med-menneskelighed.

Konklusion: Lad os få fjernet disse anakroinistiske institutioner fra lovgivningen, og holde skarpt øje med deres praksis. Sherin Khankans ærinde er selvfølgelig at få adgang til statsstøtte. Sålænge vi er bange for helt at fra-koble "folkekirken" fra samfundets økonomi, kan man ikke fortænke hende i at islam også skal have et sugerør i statskassen.

Carsten Hansen

Peter G.

"Sherin Khankans ærinde er selvfølgelig at få adgang til statsstøtte. ".

Det må aldrig ske, og kommer aldrig til det !.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Engelsted:
"For eksempel vidste jeg ikke, at der ikke er et eneste ærkæologisk eller historisk spor af jødernes 400 års slaveri i Ægypten, som Mosebogen beskriver. Jeg er ikke religiøs, men det kom alligevel bag på mig, takket være søndagskole og Disney"

Der står faktisk heller intet om "Egypten" i den udgave af Exodus, der er blevet kanoniseret i den kristne fortælling. Der anvendes en eufemisme, der formodentligt betyder de to floders rige.

Om det så skal tolkes som en øvre og en nedre Nil, eller en højre og venstre bred, har mangt et tågehorn givetvist udbredt sig om.

Samme fortælling findes i andre udgaver. Der tales der ikke om fangenskab, trældom eller lignende.

At Exodus fortællingen forbindes med Egypten, skyldes den eminente og evigt sandfærdige (øh høm) historiker, der kendes som Josef Flavius. At denne historiker er eminent og altid taler sandt, er ganske vist. Helgenen Hieronymus roser ham til skyerne, og tager ham til indtægt som sandhedsvidne på at hans egne digterier er sandfærdige.

Det var i øvrigt samme Hieronymus, der i årene 382 og fremefter opdigtede, tilrettede, sammensætte og oversatte det kompendium, der siden kendes som bøgernes bog, til kunstsproget latin. Også kendt som Bibelen, eller mere præcist Vulgata.

Hans Jørgen Lassen

Kære venner,

I snakker alle sammen udenom.

Forfatterens anliggende er, at der er tvingende grunde til, at Danmark har en statskirke. Altså, at den eksisterende folkekirke af luthersk tilsnit bliver understøttet af staten i hoved og røv.

Sagens kerne er så denne:

Manden fremfører ikke ét eneste argument for, at hans religion skal nyde støtte fra staten.

Han fortæller os, at den er så og så pragtfuld, hvad den jo næppe er.

Men ikke, hvorfor den skal understøttes af staten, hvilket vil sige os alle sammen, inklusive os, der nærer dyb foragt for enhver form for religion, inklusive den lutherske variant.

Han påstår nærmest, mellem linjerne, at hvis der ikke flød økonomisk støtte til folkekirken, så ville landet havne i barbari i løbet af få år.

Men argumenterne for denne uhyrlige påstand? Dem er der jo ingen af, ikke ét eneste.

Snak, snak, ordskvalder, som for øvrigt er noget af det sværeste ukrudt at udrydde.

Jan Aage Jeppesen

"Bag de flotte ord gemmer sig en behændig synkretisme. Synkretisme betyder sammensmeltning af religioner, og i Khankans tilfælde er yderste konsekvens en ophævelse af forskellene mellem kristendom, jødedom og islam. For Khankan handler det om at »bære religionen med lidenskab«, og så er det mere ligegyldigt med dogmatikken. Men sådan kan man ikke agere." (Esben Lunde Larsen).

Den opfattelse som Khankan angiveligt giver udtryk for med talen om "religionens lidenskab" fik mig til at tænke på Søren Kierkegaards standpunkt.

Ingen har med større vægt påpeget, at troen er et paradoks for forstanden. For Kierkegaard fører vejen til troen over erkendelsen af troens irrationalitet. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkelte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden; kun da kan han se sit faktiske liv i det rette perspektiv.

Kierkegaards brud med rationaliteten er også et brud med objektiviteten. Det accepterede han, og hævdede derfor også, at subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objekte, men måden. Det kommer ikke an på, hvad man tror, men hvorledes man tror. Det er inderligheden der er troens kendemærke, ikke ydre tegn.

Kierkegaard vælger en bestemt modsigelse: at Gud har været menneske. Men hvorfor dette valg? Eftersom valget ikke er rationelt, så åbnes der også for andre valgmuligheder. Bruddet med rationaliteten fører ikke nødvendigvis til Kierkegaards tro. Det kan også føre andre veje - for eksempel til kristendommens forkastelse og til islam. Og hvad skulle en diskussion mellem Kierkegaard og en muslim da dreje sig om? Den kan vel kun komme til at dreje sig om, hvis subjektive inderlighed der var størst?

Når tiden tillader vil jeg kommentere mere overordnet på debatemnet, om forskelle mellem religioner og hvad dette implicerer rent politisk.

Carsten Hansen

Men bortset fra det; Så har forfatteren ret i at der er forskel på religioner.

I min optik dog ikke rent rationelt eller sandhedsmæssigt, men på undertrykkelsesfaktoren.

De ASE-troende ligger vist ret lavt på denne faktor, mens Islams fundamentalistiske tilhængere nok ligger i den øverste ende. (Eventuelt sammen med diverse kreationister og ortodokse jøder)

:-)

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"I snakker alle sammen udenom"

Jeg har henvist til tidligere betragtninger om emnet.

Esben Lunde Larsen tager lodret fejl på talrige måder. Jeg ser ingen pointe i at gentage mine synspunkter. Da slet ikke, da jeg endnu har til gode at blive mødt med ét eneste argument mod mit forsøg på at forstå hvad der mentes med Grundlovens bestemmelser om emnet i sin tid.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

Lunde Larsen udtaler sig ikke om, hvad der mentes med grundlovens bestemmelser om emnet i sin tid. Grundloven og forarbejderne kommer han, beklageligvis, slet ikke ind på. Lidt ærgerligt for dig, selvfølgelig, når det nu er din skamredne kæphest.

Prøv dog at læse, hvad manden skriver, i stedet for at blive hængende i 1849.

Han påstår, at Danmarks redning fra barbari anno 2011 (ikke 1849) består i, at den lutherske religion understøttes af staten.

En uhyrlig påstand, som han ikke begrunder, og som ikke kan begrundes.

Det er, hvad artiklen handler om. I al sin tåbelighed.

Flemming Chr. Nielsen

Når en kristen venstremand og MFer som Esben Lunde Larsen roser Danmarks lutherske fortid og henviser til, at ”de værdier, som forbindes med den evangelisk-lutherske tænkning, har bidraget til, at Danmark i dag er et frit, velstående og tillidsfuldt samfund,” ja, så er der grund til at læse lidt i Tyge Kroghs disputats om ”Oplysningstiden og det magiske.” Her f. eks. en sag fra 1702, hvor Inger Hansdatter har begået blodskam med sin far. Hun er 16 år og har ikke kunnet modstå sin fars trusler, vold og magt, og den verdslige ret er indstillet på at benåde hende. Men Det teologiske Fakultet ved Kbhs. Universitet afviser alle undskyldninger og kræver, at pigen henrettes. Det bliver hun så – helt i overensstemmelse med den lutherske tænkning, der ifølge Lunde Larsen ”har bidraget til, at Danmark i dag er et frit, velstående og tillidsfuldt samfund.”

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"En uhyrlig påstand, som han ikke begrunder, og som ikke kan begrundes."

Jeg er ganske enig i den vurdering.

Nu nævner han dog folkekirkens særstilling. En sådan har den selvfølgelig i praksis. Men iflg. GRL? Der henvises til "evangelisk-luthersk" tænkning. Hvor er definitionen på det udtryk? Den særlige danske folkekirkeordning? Jeg mener intentionen var fremragende, og praksis dybt afskyeligt. En praksis der næppe var "evangelisk-luthersk" iflg. den opfattelse Grundtvig og rigsdagsfæller havde af begreber.

Endelig kan man læse, at noget af det gode ved Luther var, at hans tankegods har været befordrende for velståenhed, også kendt som mammon.

Det er sludder, fra ende til anden. Desværre ikke mageløst sludder. Det er det samme vrøvl der gentages ad nauseum af allehånde ubefæstede tågesnakkere, der lever i en fantasi-verden.

Mon sådanne vildfarelser kæmper enhver forgæves.

Han påstår, at Danmarks redning fra barbari anno 2011 (ikke 1849) består i, at den lutherske religion understøttes af staten.

-----------

tjae, skal det forstås som at: præster agter at lave bål i brande i gaderne, hvis de ikke får en god samfundsikret og betalt løn?

Hans Jørgen Lassen

Hvad skal alt det der historiske anekdotefortælleri til for? Altså lige i denne sammenhæng; ellers kan det være ganske udmærket.

Men i denne sammenhæng er det jo irrelevant fortid.

Vi lever i nutiden.

Lunde Larsen vil i nutiden have religionen understøttet af staten, solidt endda, det har den så sandelig også behov for.

Det er jo aldeles absurde slagsmål at gå ind på, hvad der skete for 300 år siden eller for 160 (som Heinrich excellerer i).

Det handler om nutiden. Det er lige nu, at denne venstremand, om hvis klarsyn man kan tvivle, i tilsyneladende ramme alvor påstår, at en statskirke er et bolværk mod samfundets sammenbrud.

Han ser herved bort fra, at det går da nogenlunde hæderligt rundt omkring, hvor man ikke har en statskirke, f.eks. i Frankrig og i Tyskland.

Realiteter er ikke mandens stærke side. Ja, jeg ved ikke, hvori hans eventuelle styrke måtte bestå, om han da har nogen.

Kære alle.

Måske er det på tide, at vi igen går til kilderne, dvs. de græske, aramæiske og andre klassiske tekster for at forstå hvad der egentlig skete dengang for mere end 2000 eller 3000 år siden. I gamle dage, dvs. før gymnasie-reformen kunne man stadig tage en klassisk-sproglig studentereksamen, hvor man lærte latin og græsk. Det kan man ikke mere. Og problemet med det er at stort set ingen i fremtiden vil påvise det som henvisning fra Niels Engelsted viser; også Ove von Spaeth har påvist dette, ja selv Freud var inde på at jøderne aldrig var slaver i Ægypten.

Amg. linket til bogen (som er fra amazom.com, ikke amazon.co.uk) står der også i en bruger-anmeldelse, at Johannes Paul den I ville sælge ud af kirkens ejendomme, inkludere alle, dvs. homoseksuelle, handicappede, enlige mødre mm. I udsnittet af bogen kalder han gud for vor Moder i stedet for vor Fader, tager afstand fra Moses. Og det mest opmuntrende af alt, Johannes den 23. (pave fra 1958-1963) spottede ham. Hvad angår hans, vs. Johs. den 1.'s sygdom og død har der aldrig været tvivl i mit sind om at han blev myrdet af en uhellig alliance mellem reaktionære kræfter i kirken, herunder de øst-europæiske kardinaler, curien, Vatikanets bank, og dem, der ikke ville have kvindelige præster eller abort. Johannes den første gik nemlig ind for at tillade abort indtil det kan ses på kvinden, at hun er gravid. I stedet for fik vi en ultra-reaktinær konservativ Pave fra Polen, som godt nok smilede meget, og også forsøgte og havde held med tilnærmelser til muslimer, jøder, lutherske og ortodokse kristne. Men som på kirkens indre linjer, sammen med Kardinal Ratzinger, den nuværende pave, gjorde meget for at opløse resultaterne af det andet Vatikaner-koncil, indkaldt af netop Johannes den 23.

Hvad angår Esben Lunde Larsen tager han fejl, Luther gik ind for at folk skulle indordne sig under de kristne fyrster, han betragtede ligesom Paulus det som en meget stor synd for kristne (og sikkert også andre) at gøre oprør mod øvrigheden, dvs. myndighederne. Derudover mente Luther, at Kongen skulle være Faderen i landet, præcis som i Faderen i hjemmet skulle bestemme stort set alt. Og ingen måtte sig op imod hverken den lille fader eller den store fader. Og da slet ikke imod Faderen, dvs. Gud.

Mht. at gå til kilderne mente jeg også dette:

Måske er det på tide at nogen satte sig ned og gennemgik, hvordan det gamle testamente blev skrevet/skabt - hvis det da ikke allerede er gjort?
Vi har før snakket om islams fødsel her på trådene i Information, måske var det på tide, at nogen satte sig ned og fandt ud af, hvordan og ikke mindst hvorfor Bibelen er skrevet som den er.

PS: de to floders rige kan vel godt være riget mellem floderne eufrat og tigris?

Heinrich R. Jørgensen

Hvis lutheranisme er en velsignelse, er det påfaldende at det ikke er Danske Lov fra 1683 eller senere love der glimrer mest med vid, forstand og humanitet. Man skulle snarere tro, at det var de forhadte forhadte farisæere der havde digte de fleste af regelsamlingerne.

Vil man se vid og forstand, skal man væsentligt længere tilbage i tiden.

Jyske lov fra 1241 vidner om civiliserede forhold:

"Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor der er Tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden.
Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan lokkes til det gode, at Frygten for Øvrigheden og Landets Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal være ærlig og retfærdig, taalelig, efter Landets Sædvane, passende og nyttig og tydelig, saa at alle kan vide og forstaa, hvad Loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen Mands særlige Fordel, men efter alle deres Tarv, som bor i Landet. Heller ikke skal nogen Mand dømme mod den Lov, som Kongen giver, og Landet vedtager; men efter den Lov skal Landet dømmes og styres. Den Lov, som Kongen giver, og Landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden Landets Vilje, medmindre han aabenbart handler mod Gud.

Det er Kongens og Landets Høvdingers Embede at overvaage Domme og gøre Ret og frelse dem, der tvinges med Vold, saasom Enker og værgeløse, Børn, Pilgrimme og Udlændinge og fattige - dem overgaar der tiest Vold - og ikke lade slette Mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit Land; thi idet han straffer og dræber Ugerningsmænd, da er han Guds Tjener og Landets Vogter. Thi ligesom den hellige Kirke styres af Pave og Biskop, saaledes skal hvert Land styres og værges af Kongen eller hans Embedsmænd, Derfor er ogsaa alle, der bor i hans Land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til Gengæld er han skyldig at give dem alle Fred. Det skal alle verdslige Høvdinger ogsaa vide, at med den Magt, Gud gav dem i Hænde i denne Verden, overdrog han dem ogsaa at værge sin hellige Kirke mod alle Krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de paa Dommens Dag staa til Ansvar, hvis Kirkens Frihed og Landets Fred mindskes ved deres Skyld i deres Tid.

Vide skal alle, der ser denne Bog, at Kong Valdemar, den anden Søn af Valdemar, der var Sankt Knuds Søn, da han havde været Konge i ni og tredive Vintre, og der var gaaet Tusind og to Hundrede og fyrretyve Vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende Marts Maaned lod skrive denne Bog og gav denne Lov, som her staar skrevet paa Dansk, i Vordingborg med Samtykke af sine Sønner, der var til Stede, Kong Erik, Hertug Abel og Junker Christoffer og Uffe, der da var Ærkebiskop i Lund, og Biskop Niels i Roskilde, Biskop Iver i Fyn, Biskop Peder i Aarhus, Biskop Gunner i Ribe, Biskop Gunner i Viborg, Biskop Jens i Vendsyssel og Biskop Jens i Hedeby og desuden med Samtykke af alle de bedste mænd, der er i hans Rige."

Nu om dage vedtages love snarere af "de sletteste´" end af "de bedste".

såmænd udmærket redegjort - af en venstremand at bvære ^^
For det var også min tanke ang. Khankans artikel, som Esben L.Larsen antyder, men ikke kører udtrykkeligt til ende: at Khankans definition af sekularisering er ikke een der passer til den danske situation, eller det protestantiske behov, men derimod er meget præcis beskrivelse af hvad sekularisering drejer sig om i et islamisk domineret samfund, nemlig at forhindre 'de hellige' i at diktere den politiske proces med indhold hud og hår.
Så det var et kort forår i mellemøsten... men den europæiske fascisme, som eksporteredes til mellemøsten som 'sekularitet for muslimer' i form af Baath-modellen (socialdemokrati i egen forståelse/stort set nazisme i praksis og sørme også jøder lige next door man kunne skræmme små børn med) er dog en smule 'slagen'. Det var heller ikke den kønneste af europas kulturelle eksporter :(
Så det er dernede der er brug for Khankans vinklinger. Ikke her.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

hvad Lunde Larsen påstår, har intet som helst at gøre med, hvad intentionerne med grundloven måtte være.

Selv om du er besat af grundloven, så må du dog kunne se, at manden ikke bygger sit synspunkt på, hvad grundlovsfædrene måtte have forestillet sig i deres utvivlsomme visdom.

Så hvis du vil ham til livs, så nytter det altså ikke, at du endnu engang repeterer dine historiske, eksegetiske øvelser.

Du må rette dit vid og skarpsind mod mandens egne ord, som de står og går.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Måske er det på tide at nogen satte sig ned og gennemgik, hvordan det gamle testamente blev skrevet/skabt - hvis det da ikke allerede er gjort?"

Hvis det er sket, er jeg ikke bekendt med det.

At jeg bruger en del tid på emnet, skyldes primært netop det forhold -- fraværet af en meningsfuld og sammenhængende fortælling. Herunder at såkaldt "lærde" udi gamle tekster tydeligvis ikke evner at tænke en ærlig og meningsfuld tanke. Så godt som hver og én læner sig op af andre, og hele tankegodset ligner er forvitret bjeg af krykkestokke.

Niels-Simon Larsen

Jeg bliver nødt til at provokere jer lidt:
Meningen med kristendommen er Guds død.
http://www.information.dk/145034
Gud led af svindsot i århundrede, indtil Nietzsche gav ham den sidste olie. Derefter blev han lagt på lit de parade, og der ligger han endnu for den største del af befolkningen inkl. Kongehuset, folkekirken, folketinget og Se og Hor.

De mest moderne teologer har afskaffet ham, givet ham en navnebror og taler længe og indviklet om ham (stadig en ham).

Vi ateister har et allerhelvedes problem, når man afskaffer den gode gamle gud, for så skal vi til at begynde forfra: Hvad er det nu det hele drejer sig om? De moderne teologer er ikke til at have med at gøre, for de murer sig inde med hinanden i deres sofistikerede udredninger, og en gammel ateist får ikke et ben til jorden. De er nogle rigtige sataner, men meget intelligente, for de sørger for at storebror stat sørger for deres underhold.
Vagt i gevær, drenge!
(I øvrigt synes jeg, at Lassen er god til at give Omsvøbsdepartementet nogle på kassen).

Heinrich R. Jørgensen

Nietzsche er skarp og observant, og har mange fremragende observationer og betragtninger, men hans tænkning er langtfra konsistent. Hans sidste værk, Anti-Christ, havde jeg set meget frem til at læse, men det gik op for mig, at han nogle steder decideret rablede og fremturede med konklusioner som hans observationer ikke rakte til. Langtfra.

Hans Jørgen Lassen

Måtte jeg bede alle jer lærde mennesker, helt kontant og grusomt, sable ovenstående artikel ned til under grundvandsstanden, og anrette et grusomt blodbad mod forfatterens totalt tåbelige, højreekstremistiske vrangforestillinger?

Men jeg kan forstå, at I har intet væsentligt at indvende mod denne infantile venstre-politiker?

Eller har jeg misforstået de ærede bidragsydere?

Jan Aage Jeppesen

Heinrich R. Jørgensen skriver:

"Desuden mener jeg, at Esben Lunde Larsen helt og aldeles har fejlopfattet hvilke intentioner og beslutninger der lå bag det der nu er Grundlovens § 4."

Det er muligt, men spørgsmålet er, om religionsfrihed implicerer religionslighed? Hvad siger analysen?

Religionsfrihed betyder, at enhver har frihed til at tro efter sin egen overbevisning, og at ingen må tvinges politisk - gennem statens magtapparat - til at bekende sig til en bestemt religion eller overhovedet må tvinges til at gøre noget, som bygger på, at en bestemt religion er den sande.

Hvorvidt Grundlovens paragraf 4 er uforenelig med kravet om religionsfrihed, afhænger derfor af, om den skal opfattes således, at den tvinger nogen til at anerkende en bestemt religion som sand. I så fald bryder den med essensen i kravet om, at politik og religion skal adskilles.

Heraf følger umiddelbart, at spørgsmålet om, hvorvidt paragraf 4 bryder med kravet om religionsfrihed, afhænger af, hvorledes det begrunde, at paragraffen skal med i Grundloven. Hvis det begrundes med det, at den evangelisk-lutherske kristendom er den eneste sande religion, så er der tale om overskrivelse af kravet om adskillelse af politik og religion, og dermed er der også brudt med kravet om religionsfrihed.

Hvis det derimod begrundes med, at det store flertal af det danske folk har bekendt og fortsat bekender sig til den evangelisk-lutherske folkekirke, og at denne religion (som en del af den kristne protestantisme) har været væsentlig katalysator for udviklingen af vort sekulære demokrati, så er det en påstand som skal vurderes historisk og sociologisk, men som ikke i sig selv bryder med essensen i kravet om, at politik og religion bør adskilles: At politik ikke bør begrundes religiøst.

Rent principielt er paragraf 4 altså ikke uforenelig med kravet om religionsfrihed. Alene ud fra kravet om religionsfrihed kan der ikke gives en tvingende argumentation for, at paragraf 4 bør fjernes fra Grundloven; og de, der tror på en sådan argumentation, har ikke logikken med sig.

Men den logiske klargøring af, at kravet om religionsfrihed ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde, at paragraf 4 bør fjernes, er omvendt heller ikke tilstrækkelig som begrundelse for, at den ikke bør fjernes.

Der er tale om et spørgsmål, som kun kan besvares rationelt, hvis den historiske dimension også tages med. Det har Richard R. Jørgensen ret i. Det er nødvendigt at forholde sig til, hvilken rolle den evangelisk-lutherske kirke faktisk har spillet for udviklingen af vort demokrati (og hvilken rolle kristendommen alment har spillet for udviklingen af demokratiet i den vestlige verden). Og det er nødvendigt at forsøge - så godt man nu kan - at gøre sig klart, hvilke konsekvenser det vil have for demokratiet, at den protestantiske kristendom svække, og hvis dens indflydelse erstattes af andre religioner eller af en almen egocentrisk hedonisme.

Efter min bedømmelse må den protestantiske kristendom betragtes som en væsentlig katalysator for udviklingen af vor moderne sekulære demokratiske orden. For mig at se må det derfor også være helt naturligt at anse det for at være et problem - og måske en trussel - for demokratiet, hvis denne religion svækkes i forhold til religioner, der ikke på samme måde selv adskiller politik og religion.

Dette er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at slutte, at så bør paragraf 4 også bevares. Dybest set er det væsentlige ikke, om paragraf 4 bevares eller ikke. Men det er, om vi alment forstår, hvad der har gjort, at vi overhovedet har en paragraf som denne i en grundlov, som i øvrigt er sekulær: Om vi forstår, at Grundlovens principielle sekularitet historisk er vokset ud af en grund, som er gødet af den religion, der i paragraf 4 - rent sekulært - tilskrives en særstilling. Hvis den forståelse var levende som en aktiv del af den almene folkelige bevidsthed, så kunne man for min skyld godt fjerne paragraf 4 fra Grundloven. For så havde vi bevaret det vigtigste.

Men jeg ser et alvorligt problem i, at argumentationen for at fjerne paragraf 4 for det meste er forbundet med en fornægtelse af kristendommens særlige rolle som katalysator for det sekulære demokrati og religionsuafhængige menneskerettigheder. I stedet tror man, at alle religioner i princippet lige let lader sig forene med det sekulære demokrati og de religionsuafhængige menneskerettigheder, og man tror, at således skal man tro, når man skal overholde kravet om, at man i politik skal holde sig inden for rammerne af den sekulære rationalitet. Det er imidlertid en vrangforestilling. Det burde være klart hvis man selvstændigt tænker tingene efter. Og en sådan vrangforestilling bør først imødegås med de argumenter, som kan vende retten frem, hvilket er forsøgt i denne analyse. Så har man givet den ansvarlige eftertænksomhed sit. Men én ting er, om et argument er gyldigt, en anden ting er, om folk lader sig overbevise af det. Fordomme og vrangforestillinger kan være stærkere end argumenter.

Hvad skal man så gøre for ikke at komme i kurv med dem, som vil fjerne paragraf 4, fordi de fejlagtigt tror, at religionsfrihed implicerer religionslighed?

Den simpleste mulighed er at gå ind for at bevare paragraffen og holde fast ved Grundloven, som den er. For nu står paragraffen som en påmindelse om, at vor religion har været en væsentlig dynamisk faktor i den politiske udvikling, som har gjort vort samfund til et relativt stabilt demokrati, der overholder de religionsuafhængige menneskerettigheder. Det er en påmindelse som er værd at holde fast ved.

Jeg tror at vi udviser en fornuftig ydmyghed ved at erkende, at religionen har gjort en afgørende forskel - og ved at bevare den erkendelse. Det er det samme som at bevare bevidstheden om, at vi - som mennesker - ikke er så rationelle, som vi kunne og burde være. Og hvad kan være mere rationelt end at holde den erkendelse levende?

Heinrich R. Jørgensen

Det er min opfattelse, at intentionerne bag den nuværende Grundlovs § 4 er grundlaget for både religionsfrihed såvel som religionslighed. En fremragende Grundlov, bortset fra at der er for lidt poesi og for mange kryptiske formuleringer.

Niels-Simon Larsen

Hvordan får vi ro i lejren? Simpelthen ved at respektere, at vi alle har vores private hønisse at tro på, og at det ikke rager andre en skattekrone, hvad vi hver især tror på.

Jan Aage Jeppesen

ILLUSIONEN OM RELIGIONERNES LIGHED

Med støtte fra brede kredse i det intellektuelle og akademiske miljø har vore politikere styret landet ud fra den forudsætning, at alle religioner i grunden har samme indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden. Som følge heraf har de godkendt, at landet har modtaget store grupper af indvandrere og asylansøgere – in casu muslimer – som har en religion, som gør fordring på at bestemme lovgivningen i samfundet, og som derfor i sit grundlag er uforenelig med betingelserne for en rationel demokratisk samfundsorden. Det har igen medført, at landet – sammen med de øvrige vestlige lande – mere og mere præges af de problemer, som følger af, at flere og flere folk med den opfattelse er blevet borgere.

Sat på spidsen, så ønsker de ikke at følge de gængse sekulære normer i deres omgang med andre, men i stedet kræver de at følge deres egne religiøse forskrifter. Det gælder kvinders ret til at bære tørklæde på arbejde, fordi deres religion påbyder det. Det gælder kravet om, at der skal være adgang til halal-kød i offentlige institutioner. Desuden gælder det retten til at opbygge et parallelt retssystem, som styres af sharia-domstole, og som altså styres efter principper, der modsiger de principper, der gælder for den rationelle demokratiske samfundsorden.

Skal en rationel demokratisk samfundsorden acceptere en sådan udvikling? Skal den være indforstået med, at der inden for dens eget domæne opbygges en alternativ retsorden, der bygger på principper, som modsiger dens egne grundprincipper?

Jeg har sagt, at problemerne skyldes, at alt for mange af politikerne ikke forstår, at kristendommen og islam er radikalt forskellige i deres forhold til det politiske. Men hvis det blot var så enkelt, så kunne de ændre opfattelse, når de så problemerne komme, og når de så, at der ER en forskel. Sagen er imidlertid vanskeligere end som så. Det er ikke kun således, at politikerne – i ubetænksomhed og uvidenhed – tror, at alle religioner faktisk opfører sig som protestantisk kristendom og derfor let vil kunne overtales til at sekularisere det politiske. Det er også således, at politikerne tror, at de BØR tro det. De tror, at det er etisk forkert ikke at tro det. Det er ikke kun en faktuel illusion, men også en etisk illusion; og så er den meget sværere at fjerne.

Når politikerne ligger under for en etisk illusion om, at de bør tro, at alle religioner har lige let ved at sekularisere det politiske, så er det, fordi de misforstår, hvad kravet om religionsfrihed egentlig forlanger af dem. Lad mig lige ganske kort gøre det klart, hvad dette krav indebærer.

Religionsfrihed er et krav til en rationel demokratisk orden. Det er et krav om, at man som borger i denne orden ikke bør tvinges ind under nogen religion. Først og fremmest bør man ikke tvinges af statsmagten og derfor heller ikke at det demokratiske flertal. Følgelig forudsætter religionsfriheden også, at et fasttømret flertal af borgere kan adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse forpligtelse. Men dermed er religionsfriheden ikke kun et krav til den demokratiske statsmagt; den er også et krav til de herskende religioner. De skal selv bøje sig for sekulariseringen af det politiske. Hvis religionsfriheden derfor skal sikres, så må den demokratiske statsmagt også aktivt være med til at sikre, at de herskende religioner bøjer sig for sekulariseringen af det politiske; for man kan ikke gå ud fra, at denne sekularisering kommer af sig selv.

Denne konsekvens af religionsfriheden må også have følger for, hvorledes et demokrati bør forholde sig til potentielle indvandrere, som kommer med en anden kulturel og religiøs baggrund, og som ønsker at bosætte sig inden for demokratiets område. Her kan man umiddelbart slutte, at de demokratiske politikere bør vurdere indvandrerne ud fra sandsynligheden for, at de kulturelt og religiøst er i stand til at acceptere sekulariseringen af det politiske. Således forstået bliver det en naturlig følge af politikernes forpligtelse til at sikre den sekulære demokratiske samfundsordens fortsatte beståen, at de bekymrer sig om, hvorvidt de indvandrere, som søger at blive borgere i landet, nu også reelt vil og kan leve op til kravet om at kunne sekularisere det politiske. For så vidt indebærer hensynet til, at man fortsat kan sikre religionsfriheden i den demokratiske samfundsorden, at man foretager en aktiv vurdering af de potentielle indvandrere med henblik på deres vilje og evne til at værne om denne orden – og altså også ud fra deres kulturelle og religiøse baggrund.

Men er det sådan vi faktisk har ført indvandrerpolitik? Nej, vi har ikke opfattet religionsfriheden, som en social og politik værdi, der vil erodere, hvis den ikke beskyttes. Vi har derimod opfattet religionsfriheden, som indvandrernes ret til at kunne søge statsborgerskab, uden at der tages hensyn til deres religiøse overbevisning; og altså uden at den modtagende stat har ret til at bekymre sig om, hvorvidt de pågældende indvandrere nu også vil være i stand til at leve op til kravet om sekularisering af det politiske. Men på den måde kan religionsfriheden bruges til at undergrave de sociale betingelser, som er nødvendige for fortsat at kunne sikre religionsfriheden. Og det er ikke konsistent. Så der må være noget, der er gået galt i den politiske filosofi.

Men hvad? Hvorfor har man fået den irrationelle opfattelse, at en demokratisk regering ikke må vurdere potentielle indvandrere med hensyn til, om de har en religiøs opfattelse, der er forenelig med den sekularisering af det politiske, som er en nødvendig betingelse for et rationelt demokratis fortsatte eksistens?

Svaret hænger sammen med den måde, hvorpå man har formuleret de forskellige menneskerettighedserklæringer – både FN's og Europarådets. Her har man hævdet, at alle mennesker har de rettigheder, der nævnes i erklæringerne. Det påstås, at den enkelte har disse rettigheder alene som menneske, og ganske uanset om han er borger i en stat. Det gælder også religionsfriheden. Det indebærer, at man som indvandrer eller asylansøger til et demokratisk land allerede har religionsfriheden ganske uanset dette lands regering, og at denne regering derfor ikke må tage hensyn til folks religion, når det skal afgøres, om de skal modtages.

Men i denne konstruktion er der begået to fejl. Den ene er den opfattelse, at man HAR menneskerettighederne alene som menneske. Man kan kun HAVE disse rettigheder, på en sådan måde at de er reelt sikrede, inden for en velfungerende demokratisk orden. Og den anden fejl er troen på, at alle religioner uproblematisk lader sig forene med en velfungerende demokratisk orden, som både sikrer menneskerettighederne og den sekularisering af det politiske, som disse rettigheder implicerer. Tilsammen betyder disse fejl, at man bruger menneskerettighederne til at undergrave de reelt eksisterende sekulære demokratier, som er den bedste garanti for, at menneskerettighederne fortsat kan gøres gældende.

Sikringen af religionsfriheden og de øvrige menneskerettigheder skal udgå fra de reelt eksisterende demokratier. En det forudsætter, at de aktivt kan forsvare sig imod en fremtrængen af religiøse lovsystemer som den islamiske sharia-lov. Og derfor også, at de kan beskytte sig mod en indvandring, som kan forudses at ville fremme sådanne lovsystemer. Men i praksis ser vi menneskerettighederne og religionsfriheden brugt til at undergrave dette forsvar – for i stedet at gøre det lettere for en anti-demokratisk sharia-lov at vinde frem. Her bliver en misforstået opfattelse af religionsfriheden brugt til at undergrave de sociale betingelser for en reelt eksisterende religionsfrihed.

Sider