Kommentar

Den gode mands byrde

Vesten elsker historien om de nationalistiske serbere. Den bekræfter os i vores kulturelle overlegenhed. Problemet er bare, at den ikke er sand — men, at den kan ende med at skabe den nationalisme, den peger fingre ad
11. januar 2012

En nuancering af debatten om nationalismen i det serbiske samfund er påkrævet, ikke mindst i forlængelse af bl.a. Birgithe Kosovic’s reportage (5. januar). Når Serbiens problemer igen og igen tilskrives forskellige afarter af 1990’ernes nationalisme, er det udtryk for en massiv (vest) europæisk arrogance; en arrogance, der også viser sig tydeligt i det europæiske engagement i såvel Mellemøsten som Afrika, og som har sine rødder i en knapt så yndig kolonialistisk verdensforståelse.

I et Serbien med massive sociale problemer, udbredt korruption og total mangel på fremtidstro, virker det mildest talt arrogant at fastholde en diskurs om, at landets største problem er nationalisme. Prøv at besøge et hospital i Beograd. Mødet med stuerne vil nok slå selv den stærkeste mave itu; otte-ti mand ligger de der, i senge i alle tænkelige afkroge og med en enkelt beskidt håndvask til deling. Sygeplejersker ser man sjældent. Læger ser man aldrig. Folk ligger og ringer efter ambulancer for at få hjælp. Hvis man har pengene, kan man selvfølgelig købe sig til basal pleje, som f.eks. at få udleveret den ordinerede penicillin.

Prøv så at tage ud til et af de mindre markeder. Betragt vareudbuddet: udjokkede sko, brugte kamme og halve skakspil.

Sæt dig i en bus doneret af ’det japanske folk’ og betragt de trætte og trøstesløse ansigter.

Disse menneskers mest presserende behov er ikke at tale om et vidtløftigt ’Stor-Serbien’ eller om Kosovo som den sidste bastion inden udryddelsen. Det er åbenbart, at det bedste råd, en serbisk forælder kan give (og giver) sit barn, er at se at komme væk derfra, ikke at blive og kæmpe for et imaginært og mytologisk helterige. De folk, der reelt kalder såvel Milosevic, Karadzic eller Mladic for helte, er en mindre flok; en bastant flok, det vil jeg medgive, men altså også en mindre flok. Den almindelige serber er så absolut mest interesserede i noget, der bare kunne minde om et hverdagsliv. Et liv, der ikke konstant føles udskridende.

Den vestlige godgører

Det ser imidlertid ud som om, det er i Vesteuropa, at man har et behov for at bruge Serbien som en art prügelknabe — præcis på samme måde som Bosnien-Hercegovina til stadighed udnævnes til Europas passive stakkel. Vi har brug for at cementere vores plads som den godgørende, at vedholde et blik på det tidligere Jugoslavien som et barbarisk og uciviliseret vildnis — et angstfremkaldende pøbelvælde.

I stedet for at række hånden ud mod disse hårdt prøvede lande, lader det til, at vi har taget et kollektivt valg, som blåstempler, at der hældes skyld og skam i hovedet på disse ufornuftige, følelsesstyrede barbarer/ofre.

I 2008 ophævedes visa-barrieren for bl.a. Serbien og Montenegro, hvilket betød at landenes befolkning omsider atter kunne om ikke andet så snuse til resten af Europa. Dette havde enorm betydning for især den yngre befolkning, der følte sig fastlåste i et Serbien, hvor de retmæssigt skyldige ikke vil påtage sig nogen skyld og derfor har overladt resten af befolkningen hele den stinkende bunke. De fleste begyndte at vejre yderligere morgenluft, da først Karadzic og senere Mladic og Hadzic blev anholdt og udleveret til Haag — nu måtte vejen til resten af verden, til EU’s forjættede land da været banet.

Men nej, i december besluttede EU at udskyde behandlingen af Serbiens kandidatansøgning til marts, og siden har trusler om geninddragelse af visaretten været på banen. EU nærer den serbiske nationalisme ved igen og igen at give løfter, der hurtigt fejes af banen. EU opfører sig præcis som de korrupte politikere, serberne er lede og kede af, og som Vesteuropa til stadighed kritiserer. Hvad skal man som ung serber så tro på?

De vilde og os

I Europa er vores verdens-(selv) billede opstået og bygget på en forståelse, hvor den hvide europæer stod som nagelfast udtryk for livets ypperste fremskridt, såvel teknologisk som menneskeligt. De kulturhistoriske museer i Europa fortæller os til stadighed denne historie: Vi har fine masker fra Afrika, porcelæn fra Kina, træskærerier fra Indien, bondeflet fra Balkan, tæpper fra Mellemøsten osv. Nøje udvalgte samlinger, der i sin tid blev hjembragt primært for at fortælle os en historie om os selv. ’De andre’ blev indkaldt som stumme statister, der hver skulle stilles til skue for at fremstille ’os selv’ i det bedst tænkelige lys.

Samtidig drog samfundets spidser af sted til de fremmede egne for at gøre ’de vilde’ civiliserede — altså at blive som ’os’.

Man må spørge sig selv, om vi nogensinde er holdt op med at fortælle den historie. Vi drager atter verden rundt for at lære ’de vilde’ at opføre sig civiliseret/ som os. Ikke i kristne gevandter, men i demokratiske. Fremfærden er dog stadig lige krigerisk. Og vi bliver mildest talt fortørnede, hvis disse mennesker vælger at lave et demokrati, der ikke ligner vores eller passer i vores smag. Vi har brug for, at det spejl, vi holder op for verden, gengiver præcis det, vi vil se: den hvide europæer som den klogeste, bedste, største.

Ufornuftig fornuft

Det fremføres som regel, at det hænger sammen med fornuften; den europæiske fornuft er nu engang bare mere rationel, mere funktionel end al det føleri, stammetilhørsforhold osv. alle disse uciviliserede mennesker roder rundt i — hvis blot disse mennesker dog kunne holde hovedet koldt og opføre sig fornuftigt, så ville de jo kunne se, hvor meget bedre det fungerer hos os (ikke et ord om, at det rent faktisk er disse fornuftsprægede lande, der har udnyttet og -byttet resten af verden og dermed skabt de kaotiske tilstande, vi nu heroisk må prøve at rydde op i).

Problemet er, at der er mindst lige så meget føleri forbundet med denne lovprisning af fornuften som et slags overmenneskeligt råderum — og ikke mindst med de metoder, vi bruger til at indpode denne tankegang i andre? Kunne det tænkes, at denne indpodningstrang bliver ekstra presserende, når denne vitale del af vores identitet føles truet — både udefra og indefra?

At uhyrligheder som Serbiens nationalistiske spøgelse stadig er i live, skyldes i høj grad, at de udgør en stærk identitetsmarkør for Vesteuropa. Det er nødvendigt at revurdere den, hvis der skal blive plads til nye former for identitetsbevidsthed, f.eks. i Serbien. Men det er da nemmere bare at holde fast i den forståelse, vi har haft i århundreder; nu har vi jo også allerede lavet de museumsudstillinger.

 

Tine Møller Sørensen er cand.mag. i Moderne Kultur med speciale i kulturel erindring og identitet i Serbien, hvor hun opholder sig flere måneder om året.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ved ikke noget om Serbien, men min umiddelbare reaktion er følgende:

Skribenten reagerer på, at folk som flest i Serbien har det ganske dårligt. Derfor smerter det ekstra, når nogen oven i købet kritiserer landet.

Jeg ser anderledes på det. Vesten har ganske ringe indflydelse på, at tilstanden i Serbien er dårlig. Hovedskylden ligger hos serberne selv, herunder den udbredte korruption, som Vesten jo ikke har nogen særlig andel i.
Når så forholdene for almindelige serbere er dårlige, så er det et almindeligt trick blandt politikere at trække nationalisme-kortet, for at bortlede folks utilfredshed over for egne politikere og i stedet rette vreden andre steder hen. Hvis det hænger sådan sammen, så er det da faktisk godt, at Vesten kritiserer nationalismen i Serbien.
Et land der er så korrupt og fungerer så dårligt, vil volde os andre meget store problemer, hvis det lukkes ind i EU. Efter min mening skal der gå lang-lang-lang tid, førend det overhovedet kan komme på tale at optage Serbien i EU. Man kunne selvfølgelig tro, at hvis der er udsigt til optagelse, så vil politikerne i Serbien opføre sig bedre. Men mon dog? Vi ser i disse dage nationalismen blusse op igen i Ungarn, efter at landet ER optaget i EU.

Jeg kan ikke se at der er noget galt med Vestens selvbillede her. Forholdene i Serbien er virkelig meget dårligere end hos os selv; altså er der grund til at kritisere Serbien.

Dette er min umiddelbare reaktion. Tine Møller Sørensen får mig ikke til at have mere medfølelse med serberne. Tværtimod. Hun får mig til at reagere lige modsat og synes endnu dårligere om det land.

Steen Biilmann

Tine Møller Sørensen synes helt at glemme at alle forkeslag opretholder "historier" om "dem" og "os" - naturligvis som en nødvendig bærer af egen national identitet. Sandhedsgraden af den ene eller den anden histore kan så diskuteres, hvilket Tine Møller Sørensen desværre kun gør endimentionelt.

Det betyder imidlertid ikke, at man bør glemme at prioritere alvorlige glidebaner såsom ekstrem nationalisme, som vi ser den i Serbien og Ungarn.

Og det er hér at Tine Møller Sørensen slet ikke kan se skoven for bare træer: Hun glemmer fuldstændig at den form for ekstremisme har højeste prioritet på alarmskalaen i efterkrigstidens Europa - og er en af hovedårsagerne til dannelsen af det vi i dag kalder EU.

Og Tine Møller Sørensen: Den form for ekstremisme må ikke forsøges skjult eller glemt bag temaer som fattigdom eller "de andres" verdensbillede. Heller ikke i en snæver intellektuel kreds som du tilhører. Den skal frem på skuepladsen, og bekæmpes entydigt. Også i Serbiens tilfælde. Ellers har vi, og du, stiltiende samtygget til at danne et arnested for noget helt forfærdeligt.

Michael Knudsen

Til Kåre Fog;

Du har fuldstændig ret i, at der i Serbien hersker korruption og fattigdom. Jeg tror dog, at der den seneste tid har foregået flere skyderier i DK end i Serbien. Eftersom jeg har spenderet masser af tid i Serbien og beskæftiget mig med landet på mange områder, vil jeg også give dig ret i, at det for politikerne er nemt at hive nationalistkortet frem, og trække en del vælgere til sig (i teorien). Men hvis du tænker lidt over situationen, så er størstedelen af landets befolkning stadig tilhængere af den forholdsvis fredelige og EU-venlige præsident Boris Tadic. Personligt mener jeg også, at vi her i Vesten har et forkert syn på ikke kun Serbien, men også Sydøsteuropa og Østeuropa generelt. Vi har en masse fordomme, som skyldes uvidenhed (du nævner selv at du ikke ved noget om Serbien). Jeg går ud fra at du har dannet et udtryk ud igennem medierne, ligesom så mange andre i Vesten. Det er svært at forstå et land som Serbien (gælder også de andre ex-jugoslaviske republikker). Et eksempel på mentaliteten; Næsten hver familie på landet har en hund. Ikke som kæledyr, men mere som en husvogter. Hunden bliver i en meget tidlig alder lænket til en pæl og kan (hvis den er heldig) bevæge sig i en cirkel med radius på 2-3 måske også 4 meter. Når hunden har stået der i et par år, og gøet utallige gange af de samme forbipasserende naboer, bliver kæden fjernet, hunden kommer i en bil og bliver kørt ind til en større by i nærheden, hvor ejeren slipper den løs. Dette har resulteret i, at mange byer (lad os bare tage Sarajevo, Beograd og Zagreb som eksempler) er blevet propfyldte med hjemløse hunde, som til tider kan være aggresive. Denne hjernedøde mentalitet bekymrer mig mere end henholdsvis den serbiske, bosniske eller kroatiske nationalisme. Mht. til Serbien og serbisk nationalisme, så er der altså ikke ret meget tilbage af den. Tro det eller ej. Ikke ret mange i Serbien fejrer jul d. 7. januar (den ortodoks-kristne jul) og dette gælder især folk i hovedstadsområdet. Alle serbiske familier har en helgen, som de fejrer en gang om året, for den nærmeste familie og families bedste venner. Mange familier er også stoppet med at udføre denne religiøse tradition. Og nu er det også trods alt Vesten der presser ret meget på og er ret interesserede i, at Serbien kommer med i EU. Jeg ved ikke af hvilken grund, da jeg mener, at ingen af parterne kan gavne nytte af det.