Kommentar

Humanioras legitimitet

Forskeres legitimitet beror for tiden på, om de er innovative. Det er ikke en given sag, at det er godt for den humanistiske forskning at synge med på melodien
4. januar 2012

Ikke mindst humanistiske forskere kan have grund til at opleve tidens krav om, at forskere skal være innovative og bevise deres økonomiske nytteværdi som en krigserklæring, der enten må besvares med skarpe skud eller ved, at man går i dækning. Det Frie Forskningsråds råd for kultur og kommunikation valgte den 8. december at demonstrere en tredje attitude gennem afholdelse af en temadag om nyskabende humanistisk forskning. Overskriftens budskab var klart: Humanister kan udmærket synge med på tidens melodier og leve op til krav om legitimitet gennem innovation.

Ønsket om at vise verden et konstruktivt, ikke- vrantent ansigt er forståeligt, men det kræver en særlig snilde samtidig at fastholde en værdi, der kan ses som særligt humanistisk: Kritisk tænkning i forhold til tidens dominerende begreber og tendenser. Dertil hører innovations- begrebet og de allesteds- nærværende krav om nyskabelse og kreativitet.

Risiko for skabagtighed

Det kan med god ret hævdes, at innovation blot drejer sig om fornyelse — og hvorfor skulle ikke også humanister kunne være fornyere? Det er bare ikke sikkert, at det i længden er klogt at vælge tolkninger, der ser bort fra, at kravet om innovation faktisk ofte er en nutidig version af dén firkantede fremskridts- ideologi, der forbinder nytte med ting og tal på bordet og dyrker det nye som lodret modsætning til det gamle. Innovation har i dag også adopteret romantikkens dyrkelse af det kreative og kunstnerisk legende.

Innovationskravet er som regel et krav om fremstilling af stadig nye produkter. At vende ryggen til dette forhold får det ikke til at forsvinde. I stedet kan man blive fanget af det. Og hvis man egentlig ikke er så meget af en producent og tilmed har sans for det historiske, så er der risiko for, at man, som en anden finansmand, ender med at udsætte sin samtid for nye pseudo-produkter.

Det mærkes, når det nye, unikke og legende ikke er opstået som en uventet følge af intens beskæftigelse med et emne, men har været et projekt i sig selv. Det anstrengt skabende kan slå ud i skabagtighed; den bevidste dyrkelse af det kreativt legende kan resul- tere i ikke andet end selskabslege; og det arrangerede nye bliver let til noget såre forventeligt.

Humanioras ansvar

Der er i humaniora en særlig tradition for indsigtsfuld kritisk deltagelse i verdens gang. Humanioras særlige ansvar og legitimitet kan knyttes til denne tradition og drejer sig så om at vedligeholde muligheden — lysten, viljen, evnen og det vidensmæssige grundlag — for at kunne tænke som mennesker om menneskers vilkår og handlemuligheder.

Traditionen lod høre fra sig flere gange i løbet af forskningsrådets temadag, nemlig i form af udsagn om, at det ikke giver mening med opdelinger mellem grund- og anvendt forskning eller mellem formidling og anden publicering. Hvorfor ikke? Fordi forskningen i sig selv allerede er praksis. Snarere end at sende produkter ud af huset til spredning og anvendelse ude i verden er man hele tiden virksomt til stede i verden.

I andre udsagn blev der gjort flittig brug af ord som intervention, eksperiment og laboratorium. De udtrykker et andet syn på humanistens position, nemlig som udenforstående observatør af adfærd og som mulig producent — kreativt indgribende — af ændret adfærd. Også denne position har en lang historie, men er ikke særegen for humaniora. Til gengæld forbindes den lettere med innovationsideologien.

Som led i en smil-til- verden-strategi kan det være fristende at lade, som om der ikke er nogen spænding mellem de to positioner, og så håbe, at der også vil flyde næring til den kritiske tænkning, hvis tilpas megen tale om innovationer, interventioner, laboratorier og så videre får finansiering til at løsne sig. Håbet er fromt. Realistisk er det næppe.

 

fakultet@Information

 

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Humaniora er jo først og fremmest producenter af indsigt, som vi ikke har haft, og færdigheder, som vi ikke har besiddet, som f.eks. alverdens sprog, kommunkation og kultur.
Humaniora skal hjælpe os ud over den fladpandede og ubehjælpsomme færden i verden, f.eks journalister, der kun kan (middelmådigt) engelsk, præsterer. Som et lille land bør vi selvfølgelig satse på at have mindst én, der kan hvert af verdens sprog, ved et dansk universitet.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Jeg husker i min universitetstid, hvordan en sten faldt fra mit hjerte under et Ruslandsoplæg af Marie Tetzlaff, som sagde, at humanioras bejlen til Dansk Industri kun vil føre til, at den kuldsejler, fordi den erkendelse, som alle har brug for - erhvervslivet, kulturlivet og den socialpolitiske sfære - kommer af sande humanister, fordybende og kulturelt absorberende og erkendende. Alt det andet prostitutionsforskning kommer der kun erkendelser ud af, som tydeligt bærer præg af bestillingsarbejde.