Kronik

Man bliver ikke integreret, bare fordi man flytter ud af asylcentret

Regeringen lægger op til at behandle asylansøgere værdigt. Det indebærer bl.a., at de skal have mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. Men der skal langt mere til, hvis man vil sikre at asylansøgernes kompetencer skal kunne udnyttes på det danske arbejdsmarked
Retten til at flytte ud af asylcentrene og søge arbejde i Danmark, er for mange asylansøgere vigtige skridt i den rigtige retning. Men det er langt fra gjort med det, understreger dagens kronikør.

Retten til at flytte ud af asylcentrene og søge arbejde i Danmark, er for mange asylansøgere vigtige skridt i den rigtige retning. Men det er langt fra gjort med det, understreger dagens kronikør.

Jeppe Bøje Nielsen

5. januar 2012

Af den seneste finanslov fremgår det, at asylansøgere skal kunne arbejde og bo uden for asylcentrene efter seks måneder. Regeringen giver udtryk for en mere human tilgang til asylansøgere i Danmark. Asylkriterierne ændres ikke, men regeringen erklærer, »at de, der søger asyl i Danmark, skal behandles værdigt«.

Og der er god grund til at kære sig om det mål. Den udsigtsløse ventetilstand på asylcentrene har over de seneste år bevirket, at flere og flere asylansøgere er blevet fanget i et limbo mellem fortid og fremtid, hjemsendelse og opholdstilladelse.

Det har medvirket til, at asylansøgere i dag er mere syge, når de forlader landet, end da de kom hertil.

I mine øjne bør en værdig behandling af asylansøgere som minimum indebære, at asylansøgere har det psykisk og fysisk lige så godt, når asylprocessen slutter, som de havde, inden de kom til Danmark.

Samtidig bør den værdige behandling, regeringen taler om, gælde samtlige asylsøgere gennem hele deres ophold i landet.

Uklar aftale

Men hvad indebærer en »værdig behandling« af asylansøgere for regeringen? Og hvordan skal det sikres, at regeringens hensigter bliver til realiteter?

Foruden et ønske om at afskaffe de særligt lave ydelser i kontanthjælpssystemet rummer finansloven et forslag om, at sagsbehandlingen tilføres mere viden ved at udvide Flygtningenævnet med to medlemmer — én repræsentant udpeget af Dansk Flygtningehjælp og én udpeget af Udenrigsministeriet.

Samtidig indeholder regeringsgrundlaget et udspil om, at asylansøgere — samt afviste asylansøgere, der ikke kan vende hjem, og som har samarbejdet i hjemsendelsesprocessen — skal kunne arbejde og bo uden for centrene efter et halvt år.

Sidstnævnte forslag er imidlertid ikke færdigudarbejdet, og lige nu står det ikke klart, om det kommer til at falde ud til asylansøgernes fordel.

Jeg har en række betænkeligheder ved forslaget. For det første finder jeg det interessant, hvornår det halve år begynder. Er det, når asylansøgeren ankommer til Danmark, eller begynder uret først at tikke, når sagsbehandlingen påbegyndes? Den detalje kan gå hen og blive afgørende for asylansøgernes velbefindende og længden af deres ophold i centrene. For det andet er det uklart, hvor mange asylansøgere, der i sidste ende vil få muligheden for at bo og arbejde uden for centrene.

Et af kriterierne for, at de får lov er, at de indgår i et samarbejde om en frivillig hjemsendelse. Det kriterium er værd at se nærmere på.

Et sådan samarbejde med de danske myndigheder vil nemlig betyde, at asylansøgerne indirekte anerkender, at deres flugt på ingen måde var livsnødvendig. Men sagen er, at de netop vægrer sig for at rejse hjem, fordi det vil være en tilbagevenden til et land i krig og elendighed?

Er der job?

Endelig er der regeringens løfter om at give asylansøgere mulighed for at arbejde uden for centrene.

Regeringens hensigtserklæringer og ambitioner på dette punkt er i udgangspunktet flotte. Til netmagasinet New Times udtaler Helle Thorning-Schmidt: »Først og fremmest ønsker vi at give asylansøgere mulighed for at få et job. Vi mener, at deres deltagelse i det ’hvide’ arbejdsmarked kan give færdigheder — uanset om de får asyl eller vender tilbage til deres hjemland.«

Det er imidlertid uklart, hvordan regeringen vil sikre, at asylansøgerne får mulighed for at gøre brug af deres ret til at arbejde. Hvordan vil man sikre, at der er virksomheder, der vil tage imod asylansøgere?

Selv om regeringen giver asylansøgere lov til at bo og arbejde uden for centrene, er det ikke ensbetydende med, at arbejdspladserne vil opfatte asylansøgerne som en positiv ressource.

Spørgsmålet er også, om regeringen har planer om at bidrage til asylansøgernes inklusionsproces i samfundet, også efter de har fået opholdstilladelse. Hvis den har, vil det kræve en række tiltag fra regeringens side.

Til gengæld kan indsatsen vise sig at kaste store fordele af sig — ikke kun for asylansøgerne, men også for Danmark. Rapporten Det var ikke nemt, men jeg klarede det, som blev udgivet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd sidste år viste, at asylansøgere er både bedre uddannede og mere ressourcestærke end arbejdsimmigranter.

Alene det faktum, at det overhovedet er lykkedes dem at komme til Danmark, viser deres styrke. Rejsen hertil byder nemlig på en hård darwinistisk udskillelsesproces. Kun de stærkeste når det endelige mål.

Vejen til win-win

For at kunne skabe en win-win-situation, der udløser gevinster til arbejdsgiverne, asylansøgere såvel som til det danske samfund, er det afgørende, at asylansøgerne får muligheden for at lære dansk med det samme, at de får mulighed for at uddanne sig og sidst men ikke mindst, at der skabes mulighed for at de kan få merit for de uddannelser, de har gennemført tidligere i deres liv.

Når jeg fremhæver muligheden for at få merit, er det blandt andet fordi rapporten Flygtninge på langvarig starthjælp peger på, at flygtninge på langvarig kontanthjælp, på grund af dårlig økonomi, »presses ud i gråzoneområder med dyre lån og sort arbejde.«

Det har længe været et stort problem for flygtninge, at de ikke kunne få merit for dele af deres uddannelser. Det har gjort det svært for dem at bryde ud af samfundets nederste lag og blive inkluderet i samfundet.

Den norske succes

Vil man have inspiration til, hvordan man gradvist kan skabe flere og flere meritbehandlinger, der giver både flygtninge og asylansøgere merit for dele af deres uddannelser, er det værd at kigge vores norske naboer over skulderen.

For nogle år siden var jeg på en konference i Norge, hvor en ny model for en meritgivende uddannelse — faglæreruddannelse for tosprogede lærere blev fremlagt. Før dette tilbud blev etableret havde det været svært at få lærerstudenter med flygtninge- og indvandrerbaggrund ind på de norske lærerhøjskoler. Det havde også været vældig svært at skaffe lærere med formelle lærerkompetencer og anden etnisk baggrund end norsk til de norske grundskoler.

Derfor gik ni højskoler og et universitet sammen om at etablere en 3-årig uddannelse, der bygger oven på de kompetencer de indskrevne allerede havde. Uddannelsen er en succes: i dag har 400 tosprogede lærere gennemført den.

Få mændene med

Det kan dog med rette indvendes, at denne uddannelsesmodel mest knytter sig til et såkaldt ’kvindefag’. Derfor er den hellige gral ikke er forvaret med denne uddannelsestype alene — mændene lades stadig i stikken.

Det viser undersøgelser fra bl.a. den norske antropolog Marianne Gullestad. Hun har fremhævet, at de højest uddannede, typisk de flygtede mænd, har sværere ved at komme i arbejde end deres kvindelige modparter.

Denne skævvridning benævner Marianne Gullestad ’den negative klasserejse’: fædrene mister i mødet med det norske arbejdsmarked deres status som forsørgere og som familiens overhoveder.

Hvis livet skal opleves som værdigt for hele familien (og ikke kun for kvinderne), fordrer det, at muligheden for meritbehandlinger også åbnes op for flygtninge med længere videregående uddannelser.

En all round meritordning er med andre ord et helt nødvendigt tiltag, hvis man vil sikre flygtninges inklusion i det danske samfund. Det er et must, hvis man vil sikre asylansøgere og flygtninge en værdig fremtid og en human behandling.

Heidi Mengel—Christensen er projektleder for Mangfoldige Stemmer i Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk (DFUNK)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I forlængelse Heidi Mengel-Christensens fine og righoldige perspektivering af asylansøgernes forhold, samt måden hvorpå vi tænker anstændighed herfor, ønsker jeg at rette opmærksomheden mod den midlertidighed og det mellemrum eksistensen gives i et asylcenter.

På asylcenteret er mennesket på vej. Asylcentret er afviklet, som et sted hvor du kan bo og slå rod. Du er nødvendigvis placeret i mellem lande; hvori din eksistens kan skabe og være. Det er et sted hvori du venter. Venter på at få lov til at være med, her eller der.
Livet på asylcenteret er præget af, at alle kigger frem og håber, lider nederlag, venter, arbejder for at nå frem til noget andet, noget udenfor, noget der kan bringe dem væk, ud af og forlade det nuværende.
Det nuværende, i asylcentret er båret af formålsløshed. Der er ingen historie. Intet der, for så vidt, lejrer et livets kendetegn af den tid, hvor man har befundet sig på dette sted. Dokumentationen og kreationen på stedet er en overkommen, modsat måske, en fremkommen.
Noget kan komme frem. Noget kan ske. Der en tid og et rum. Asylcenteret kan være en positiv proces, der ikke blot medvirker til nedbryden, men i sig selv kan inspirere til skabelse og menneskelig vækst. Asylcenteret vil altid være en overgangsform. Et sted hvor noget fortidigt og fremtidigt forbindes.

Denne forbindelse, af det fortidige og fremtidige, og måden hvorpå den hjælpes og styrkes, indeholder mangfoldige udformninger. Regeringens nye tiltag, og søgen efter at optimere asylansøgernes forhold, er gennem en indfasning og et bidrag i det udenfor centeret. I og af det fremtidige. Det være sig, hvis man frivilligt medgår til at vil sendes hjem. Væk fra det man indgår i.
Det er muligheden for at opnå kompetencer og indhold, anstændighed så at forstå. Det vil man give, dem der sendes hjem. Hurra for det. Spørgsmålet bliver dog, om, man så ikke igen, glemmer det tavse flertal? Dem der lever og er tilstede i midlertidigheden. Dem, der ikke har eller ser chance, gives chance, i det der venter i nuet og i et kommende.
Vi har muligheden bibringe og muliggøre det opbyggende i overgangen. Det er muligt, at tage fat, hjælpe og tilbyde noget i overgangen. Noget der både, peger tilbage, er nu og peger frem. Selvforsyning er en af disse kategorier. En måde hvor de forskellige tider kan forbindes, og oplive kvaliteter af det fortidige, nuet og muligheden i det fremtidige.

Vil man på asylcentrene, og i det juridisk-politiske, eksempelvis anerkende muligheden for fællesskabshaver, nyttehaver, spisefællesskaber eller hvad vi skal kalde dem; vil man installere en formidlende omstændighed. I det at gro, behandle grøntsager og liv, med henblik på bespisning med sin familie og i et nærværende fællesskab, der ikke blot er en kantine, ligger en mulighed, der både peger tilbage på noget der kendes og noget der kan bruges fremadrettet. Samtidig etablerer det også et livets fremkommen, et sted hvor dette sjældent får plads.

Med dette håber jeg, at understøtte Heidi Mengel-Christensen i denne dialog om anstændighed. En anstændighed, der forhåbeligvis ikke blot sættes ved plasteret, men også i forebyggelsen, selvhjælpen og behandlingen. For alle så at forstå.

Ishak Fajkovic

Heidi behøvede ikke at ta'r til Norge for at finde den gode erfaringer eller undersøgelser som Marianne Gullestads.

Dabsk Flygtningehjælp har slev lavet tilsvarende undersøgelse helt tilbage i 1996-7 (kan ikke huske helt præcist årstal) blandt de bosniske flygtninge og fik samme resultat - mandende, især højtuddannede havde det sværere ende kvinderne at tilpasse/integrere sig.

DF har også i det samme periode kørt diverse merit programmer hvor bosniske flygtninge fik mulighed at blive opkvalificeret så de kan bruge de uddannelser og erfaringer de havde hjemmefra.

Bl.a har Landbrughøjskole køre et sådan forløb med 10-15 bosniske dyrlæger, og de fleste er i dag ansat rundt omkring.

I min egen familie er der også eksempler - en sygeplejerske og en elektriker der fik job i sin eget fag efter et merit/opkvalificering forløb.

Andre, som min kone og mig gjorde det som individuelt projekt - vi kontaktede de relevante uddannelse steder og fik aftalt et personlig uddannelse forløb.Det blev 3 år for min kone (som tandlæge) og 1½ år for mig (diplomingeniør)

Martin Haastrup

'Et af kriterierne for, at de får lov er, at de indgår i et samarbejde om en frivillig hjemsendelse. Det kriterium er værd at se nærmere på.

Et sådan samarbejde med de danske myndigheder vil nemlig betyde, at asylansøgerne indirekte anerkender, at deres flugt på ingen måde var livsnødvendig. Men sagen er, at de netop vægrer sig for at rejse hjem, fordi det vil være en tilbagevenden til et land i krig og elendighed?'

Hæfter mig ved ovenstående og at jeg ikke har den store tillid til, at det her kommer til at betyde nogen særlig forskel for de implicerede.

Hvorfor alt det bureaukrati? Stiller i stedet et radikalt forslag i humanitetens navn:

Hvad med at indrette lejrene/Asylcentrene som en slags stræbende efter selvforsynende økologiske og alternative energi-besparende baser?

Simpelthen spare det meste bureaukratiske og sålænge de er der og afventer svar, lade dem få mulighed for at udfolde sig praktisk med deres ingeniørmæssige meritter osv. ved feks at bruge pengene på at skaffe dem materialer til opførelse af vindmøller og solfangere, som kunne forsyne dem med strøm og varmt vand - andre som havde ressourcer kunne deltage i forsøg med mere eller mindre selvforsynende økologisk madvaredyrkning osv. i den-dur. Bygningsvedligeholdelse, vandforsyning, madlavning, fællesråd, fælles sociale aktiviteter – Alternative Moske-opførelser og andre kirker, hvor de kunne dyrke deres respektive relgiøse skikke osv.

Det ville spare en masse besvær for al det 'udslusnings-bureaukrati' og mens de er der, vil de kunne få oplevelsen af at være sammen om noget meningsfuldt midt i ventetiden. Samtidig ville deres meritter kunne komme dem til gavn for fællesskabet og de vil kunne drage nytte af den danske alternative videns anvendelse i praksis, hvis de hjemsendes + at de vil få værdigheden tilbage: Her er brug for dig og det du kan og ved. Ligemeget hvad du er, hvad din baggrund er, hvad der er sket dig og dine, kan du finde en plads i asyl-lokalsamfundet her, mens du venter på din sagsbehandling.

Det skal selvfølgelig være frivilligt om man vil deltage. Der kunne laves pointsystemer som belønning for at deltage i det fælles-livfornødenheds praktiske arbejde som giver adgang til f.eks. udslusning til danske arbejdspladser. Asyl-borgerløn. En opgradering af deres CV mens de venter på retfærdigheden.

Da der generelt er meget lukket for offentligheden omkring forholdene i de danske flygtninge lejre ved jeg i sagens natur ikke ret meget. Men at der har være heftige debatter omkring dem kender jeg til.

Som sagt rejser nakkehårene på mig, når jeg læser det ovenstående gengivne. Som kunne få mig til at formulere en langt skarpere kritik af forholdene for de sagesløse. Hvordan kan man dog mistænke folk for at foretage en flygtninge-rejse uden at det på en eller anden måde var livsnødvendigt??! Det luger af DF's 'bekvemmeligheds-flygtninge-retorik' og forekommmer mig at være en vederstyggelighed.

Også hvorfor skal DK have noget ud af det??! Hvis man vil hjælpe og støtte livstruede mennesker med at komme videre i deres liv, så bør man gøre det uden at skele til, hvad man selv får ud af det. Alt andet er en hån og udbytning af folk der i forvejen er stigmatiseret.

Og kan og vil man ikke give hjælp betingelsesløst så er det bedre at lade helt være.

For at komme udenom alt dette pinlige fnidder om deres 'nytteværdi' for DK og for dem selv, mens de venter på deres sagsbehandling foreslår jeg ovenstående.

Ja, det kunne måske ligefrem ende med at blomstre op til et helt nyt lille selvstændigt fungerende asyl-lokal-samfund som med tiden bliver mere og mere selvforsynende og selvforsørgende og hvis administratorerer mere og mere gik over til at blive deres egne udi behandlingen af de senest tilkomne. Hvem forstår en flygtnings betingelser bedre end den som selv har prøvet det??! Det kunne blive en hel turistattraktion! I DK er vi ikke bekymrede for hvor mange flygtninge vi får. Og alle dem vi får, kan alle og enhver selv forvisse sig om ved at besøge dem i besøgstiden, lever et helt normalt liv med arbejde på deres centre og fælleskabslige pligter og fornøjelser. - De udvíkler også deres egen kultur mens de er her. De laver film om deres vilkår og historier. Digte og bøger bliver udgivet. Maleri-udstillinger, som er åbne for offentligheden og salget fra alt dette går ubeskåret til asyl-fælleskabets kasse til financiering af de daglige udgifter.

Et flygtningenes eget købstad eller fristad. Der fra istedet at for at blive set på som en byrde og tung og vanskeligt problem for de såkaldt etablerede danskere og myndigheder - en varm politisk kartoffel at beskæftige sig med kunne ende op med et blive et mønster-eksempel på modtagelse- behandling og re-aktivering og indslusning - inkludering af de flygtninge som kommer hertil. Uanset om de er her for at blive i asyl-staden eller gerne vil ud i samfundet eller rejse hjem efter års ophold hvor deres hjemlandes situation har ændret sig så de har ændret deres beslutning.

Danskere på overførsler kunne inviteres til at deltage i asyl-stads-udviklings-projektet. Og undervejs er der selvfølgelig terapeutiske og andre rådgivningsmæssige vejledere tilknyttet som arbejder efter hjælp-til-selvhjælp princippet. Sigtet er, at de bliver helt selvforsynende udi alle forhold såvidt muligt og en integreret lokal-asyl-stad af samfundet. Hvis primære opgave er at tage imod flygtninge og være sund og konstruktivt springbrædt for næste skridt i tilværelsen for de implicerede. Offentligheden ville elske at kunne få indblik for real. Og de som er klar til det ville nyde godt af opmærksomheden.

Luk lejrene. Åbn dem.

Martin.
Visionært mangler ovenstående ikke noget, spørgsmålet i mine øjne er om danskerne -generelt- er i stand til den slags du beskriver.
Hovedomdrejningspunktet er menneskets syn på sig selv og omverdenen, viljen til at ville sin næste.

Tak for dit Khail Gibran citat andetsteds. Han er altid god læsning.

Martin Haastrup

Eva - Så kan det vist ikke siges mere klart:

'Hovedomdrejningspunktet er menneskets syn på sig selv og omverdenen, viljen til at ville sin næste.'

Det er jeg som takker... 8-) Du ved godt hvad jeg mener... - og du kan vente dig... 8-) Det er på vej!

Keep up your spirit - For hovedomdrejningspunktet
kan ændre sig...Hvis man bare maser lidt på... 8-)

Herligt!

- Så er der håb for menneskeheden - trods ufattelige prøvelser,- eller måske netop fordi der er gennemgået så meget.

Spørgsmålet er altid om der kan læres af fejltagelser i historien så der kan ændres til en bedre fremtid.