Kronik

Den kærlige hyrde er skiftet ud med fangevogteren

Den ophedede debat om kontanthjælpsmodtagere og fattigdom har ført til en omskrivning af de argumenter, som bruges til at fastlægge kursen over for landets arbejdsløse. Nu drejer det sig ikke længere om at give dem et kærligt skub ud på arbejdsmarkedet, men om at sikre sig, at de ikke stikker fingrene i fællesskabets kagedåse
Lisbeth Frederiksen har i årevis levet af kontanthjælp. I fattigdomsdebatten fremstilles hun i stigende grad som en krænker af middelklassens rettigheder og moral.

Lisbeth Frederiksen har i årevis levet af kontanthjælp. I fattigdomsdebatten fremstilles hun i stigende grad som en krænker af middelklassens rettigheder og moral.

Jakob Dall

Debat
4. januar 2012

Målt i realpolitiske alen ser den seneste tids hidsige debat om fattigdom og personligt ansvar ikke ud til at få den store effekt. Udgangen på miseren synes at være, at der nu skal strammes op over for landets kontanthjælpsmodtagere og lægges mere vægt på deres pligter. Ifølge beskæftigelsesministeren vil kravene til landets kontanthjælpsmodtagere således blive skærpet ved en snarligt kommende reform på området.

Det er der, for nu at sige det på fransk, ikke så fandens meget nyt i. Kontanthjælpsmodtageres pligter er blevet skærpet løbende i de godt og vel 20 år, der er gået fra vi fik Nyrup-regeringens første store arbejdsmarkedsreform.

Alligevel ser efterårets debat ud til at have haft en vis betydning. Dét vendepunkt, som besøget hos Carina og den efterfølgende debat kommer til at markere, er bare ikke så meget af realpolitisk, men snarere af ideologisk karakter. Der er ved at ske noget bemærkelsesværdigt med de argumenter som politikere tager i brug for at forsvare politikken på arbejdsmarkeds- og socialområdet. Skiftet er så voldsomt, at det måske ligefrem giver mening at dele den socialpolitiske tidstabel op i en før- og en efter-Carina-æra.

Generøse trædesten

Før-Carina-æraen var kendetegnet af en stærk trang hos politikere til at begrunde enhver skærpelse af arbejdsløses pligter og nedsættelse af ydelser ved at henvise til, at den forøgede mængde pligter var til for den arbejdsløses eget bedste.

Det fintmaskede net af pligter, kontrol og sanktioner, som løbende blev strikket sammen til de arbejdsløse, blev fremstillet som en slags gave, man af pure medmenneskelighed måtte uddele til sociale klienter. Ingen kontrolforanstaltning var for indgribende til at blive fremstillet som omsorg. Ingen nedsættelse af ydelser for voldsom til at blive fremstillet som velment motivation.

Starthjælpen indtager en prominent plads i denne før-Carina-æra, fordi denne særligt lave ydelse alene ved sit navn er søbet ind i en kraftig symbolsk odeur, der dufter dejligt af ædle hensigter.

Politikere på stribe har på skift givet den et par ekstra pift. Venstres Flemming Oppfeldt må her huskes for en af de smukkeste formuleringer, da han som arbejdsmarkedsordfører tilbage i 2002 beskrev starthjælpen som »en generøs trædesten.« Skiftende politikere, senest Inger Støjberg i sommer, har i samme ånd udråbt den til at være »et kærligt skub i den rigtige retning.«

Denne type af argumentation er ikke forbeholdt borgerlige politikere. Den nuværende beskæftigelsesminister har ved en stribe lejligheder gjort brug af lignende argumenter. Det skete eksempelvis, da hun i sommer beskrev den såkaldte »nytteaktivering«, hvor unge kontanthjælpsmodtagere sendes ud for at samle skrald langs strande eller i parker, som »værdig«, og uddybende forklarede, at »alle mennesker har et grundlæggende behov for at gøre nytte.«

Før-Carina-æraen kendetegnes således af argumenter, der skriver stramninger ind i næstekærlighedens moralfortælling: Den arbejdsløse er et offersubjekt, samfundet som den gode hyrde må skride til handling overfor og lede på rette vej.

Middelklassen som offer

I efter-Carina-æraens fortælling indtager den arbejdsløse ikke længere rollen som nødstedt offer. Han eller hun er blevet en moralbryder.

I denne nye fortælling er det den arbejdende middelklasse, der indtager rollen som det nødstedte offersubjekt, der skal reddes af det beskæftigelsespolitiske apparat.

Middelklassen udnyttes af en krævende, nassende og, med beskæftigelsesministerens ord, »stærkt provokerende« masse af sociale klienter, der ser samfundet som et tagselvbord.

Stramninger og skærpelser af arbejdsløses pligter søsættes stadig som en redningsaktion, men det, der skal reddes, er ikke længere den arbejdsløse selv, men derimod vores incitament til at gå på arbejde og vores følelse af ret og rimelighed.

Det beskæftigelsespolitiske system skal, en kende paradoksalt, ikke først og fremmest servicere den arbejdsløse, men alle os andre ved at tage lidt hårdere fat om de ikkearbejdende moralforbrydere. De skal have det tilstrækkeligt dårligt til, at det ikke krænker os.

Ved at sanktionere Carina og co. signalerer politikerne, at de honorerer den arbejdende befolknings krav om retfærdighed, efter nøjagtig samme logik som den, der i andre sager har ledt til en udvidelse af strafferammen for voldtægter eller til en sænkelse af den kriminelle lavalder. Den slette moral afstraffes uagtet straffens effekt på den afstraffede.

Næstekærlighedens søforklaring er således udskiftet med en ny forklaringsmodel, som mere direkte anerkender systemets afstraffende metoder.

Stærkt folkeligt mandat

Det bliver mere og mere klart, at denne nye fortælling bygger på et skræmmende stærkt folkeligt mandat. Var det dybe suk, der jog igennem det danske folkekadaver efter besøget hos Carina, ikke et udtryk for, at politikerne har lige præcis dette mandat? ’Åh hvor er hun irriterende — hun har det jo slet ikke slemt nok!’

Det er slående, at debatten i kølvandet på besøget hos Carina satte ny kommentarrekord i Ekstra Bladets debatforum Nationen. På én dag kommenterede mere end 6.000 historien.

Hans H. erklærede, at han nu ville sige sit job op, fordi det bedre kunne betale sig for ham at gå arbejdsløs. Gunnar F. fik »lange løg af at læse om sådan en nasser.« Carsten J. mente, at Carina led af angst for at arbejde. Og Peter H. håbede på, at der nu kunne blive taget hånd om problemet med manglen på »godt gammeldags ansvar.« Som en blogger på B.dk opsummerende udtrykte det: »Carina burde jo være fattig.«

Megafons store juleundersøgelse af danskernes krævementalitet, hvori hver anden adspurgte svarede, at det i særligt grad er de arbejdsløse, som kræver for meget, har blot bekræftet dette billede.

Kentaur-staten

I efter-Carina-æraen bakker både befolkning og politikerne således åbenlyst op omkring dét, den franske sociolog Loïc Wacquant i bogen Punishing the Poor rammende har døbt kentaur-staten.

Kentauren er fabeldyret med en menneskelig overkrop og en hests underkrop. For den franske sociolog er dette fabeldyr et rammende billede på den moderne, vestlige socialstat, fordi den i stigende grad er ’let i toppen og tung i bunden’. I toppen, hos de veluddannede og økonomisk stærke, møder staten sine borgere med masser af kærlighed og frihed. Men jo længere mod bunden man bevæger sig, desto mere formynderisk, frihedsindskrænkende og mistroisk ser den på sine borgere. Og kommer man helt ned til kontanthjælpsmodtageren, finder man et fintmasket net af pligter, kontrol og sanktioner, der holdes stramt omkring kroppen på den enkelte ved hjælp fra hele hestens tyngde.

Debatten om fattigdom og ansvar har omskrevet den salgstale, der skal afsætte strammerpolitikken. Den gode fårehyrde har smidt kappen, der viste sig blot at være et fåreklæde. Frem på scenen er i stedet trådt en småmasochistisk fangevogter, som opererer til offentligt skue i kentauerstatens tjeneste.

Skiftet er ideologisk, men de potentielle realpolitiske konsekvenser uhyggelige. Det er blåstemplingen af straffens logik, ikke bare som muligt instrument, men som selve det bærende princip for socialpolitikken.

Vi klapper og hujer i øjeblikket af fangevogteren, som er trådt frem på scenegulvet. Ret beset burde vi snarere byde ham en varm kop shut the fuck up.

 

Magnus Paulsen Hansen og Mathias Herup Nielsen er begge uddannede cand.scient.adm. med speciale i velfærdsanalyse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Henning Osvaldsen

Det standsede såmænd også ganske brat, da jeg fik konstateret PTSD og blev pensioneret i en alder af 45 år, med anerkendelse af min situation som tilskadekomst i tjenesten.

Men nogle af ostene er faktisk i stand til at oparbejde social kompetence i erkendelse af, at der i enhver forbryder er et menneske, også med en unik historie bag. Sådan er det når man "arbejder med mennesker".

Og IRL og billede er godt nok.;-)

Martin Haastrup

1.
Tak for indsparket Ann-Charlotte Kjeldsen...
Niels Mosbak fremhæver begrebet 'social indignation' - Andre har fremhævet 'diskrimnation' - Der er mange måder at italesætte social problemer på og derved ødelægge DF's og VK's ensidige retoriske anti-sociale spøgelse som huserer i den nye regering på. Ved at blive ved med at udtrykke sin sundeste og varmeste mest medmenneskelig medfølelse.

Jeg bliver ved med at henvise til Rune Lykkebergs udmærkede artikel her på Information fra december i fjor 'Normskred' - hvor begrebet 'moralsk foragt' bliver gjort rede for.

Altså istedet for at se sociale problemer som et fælles problem vi kun kan løse sammen, bliver sociale problemer set på med moralsk foragt - et selvpåført udtryk for uberettiget krævementalitet - et mistænkelliggørende - osv.

Formålet med al denne foragt åbenlyst udtrykt for sårbarere stillede i samfundet, er selvfølgelig at skamme folk ud for derigennem at hævde sig og sikre sig at ens egen position ikke trues.

Vinderne har brug for nogen de kan definere som tabere - ellers brister deres illusion og de bliver tvunget til at revidere deres menneskesyn-og perspektiv.

Det er i bund og grund den allermest primitive animalske udtryksform man kan finde hos mennesket. Et udtryk for en sjælelig og åndelig regression.

Kynisk-kold-krigs-konkurrence-kapitalisme...

Man skal turde vise sine sårbare medmenneskelige sider og nægte at forfalde til den moralske foragts retirade-retorik. Man skal tude vise omsorg og forståelse overfor mennesker som uforskyldt havner i uføre.

Mennesker fødes jo ikke til vanskæbne. Ingen beslutter sig som barn til at udvikle sig til en taber.
Ingen beslutter sig til bevidst at smadre sit liv med stoffer, eller til at blive en tyveknægt osv. Det er altsammen udtryk for nød.

Dilemmaet som jeg ser det idag stikker imidlertid langt dyberere - For hvis man analyserer feks skruppelløse men velklædte og tilsyneladende velfungerende og velartikulerede spekulanters hærgen af national-økonomier - så kommer man frem til lignende resultat. Det samme kunne gøres med politikere som misbruger deres magt overfor samfundet allermest sårbare som vi ser i artiklen her.

Det er altsammen udtryk for en indre forstyrrelse som har læderet sjælelivet i retnning af det psykopatiske - altså skriden henimod det narcissistiske - fraværet af evnen til at kunne føle medfølelse og interesse for andre end sig selv. =
Ligegladheden. Kynismen. Skruppelløsheden. Samvittigløsheden. => 2.

Freddy Andersen

Kurt Jørgensen

Misforstå mig ikke men jeg tror ikke det ville være en god ide.
Jeg tror risikoen for at din person ville blive gjort til genstand for diskussion, er alt for stor.
Man ville begynde at grave i dine private forhold.
Det skulle helst ikke ske det at fokus blev taget fra det, det virkeligt handler om.
Håber du finder et arbejde MVH Freddy Andersen

Martin Haastrup

2.
Men man kan lære sig at sætte op imod det, i sig selv. Man kan nå til et punkt, i sig selv, hvor al denne ulvenes glammen og hylen preller af. Alle disse vederstyggeligheder, som strømmer ud af gabet og siver som giftig os ud af menneskers krops-porrer og forurener og forstyrrer samværet mellem mennesker. Det kan man lære sig, at dels ignorere og dels italesætte og endog sætte kraftigt op i mod – protestere over deres rigiditet osv.

Jeg har længst udførligt og så vidt muligt i detaljen på den begrænsede plads her i online-skrivefelterne, gjort rede for lignende, under artiklen ’Normskred’, som omtalt ovenfor.

Vi kan ikke tvinge andre mennesker, som selv bruger tvang osv. som våben, til at lade være med det. Mennesket er et frit væsen og hvilken moral, som er den rette for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Men vi kan debattere, søge at påvirke, dele vores indsigter og med-menneskelige og psykologiske osv. forståelse og altid sætte op i mod, når vi oplever retslige, menneskelige, økonomiske overgreb mod os selv, mod andre og ad den vej bidrage til noget godt.

Problemet er også, at mange, de fleste, forveksler virkelig frihed med grænseløshed.=> Egoisme. Skruppelløshed osv.
Det gælder imidlertid stadig som en evig udskreven lov: Frihed under (moralsk, socialt, økonomisk osv) ansvar. Jeg mener, vi kan takke især Fogh for, at den sidste attribut, om ansvarlig - ’moralsk’ blev forkastet v.hj.a hans bog ’Fra Socialstat til Minimalstat’. Men skriftet har intetsomhelst med en virkelig friheds-filosofi og sunde og saglige moralske begreber at skaffe. Tværtimod. Dette købmandsagtige populistiske helt bevidste misbrug af frihedsbegrebet skaber ufrihed. Både for den som forveksler frihed med grænseløshed og de som bliver nødt til at forsvare sig mod de ’Neoliberale markedsfriheds-elefanter’ for at undgå at blive trampet ihjel. Det har jeg længst redegjort for i online-debatter da Ungdomshuset blev truet.

Spørgsmålet er, hvor langt man vil fremture i sin skruppelløshed og sorte-skole-pædagogiske rigiditet før man vågner op. Jeg tror desværre ikke nuværende politikere kan løse problemerne for os mere. At det var bedst, hvis man nedlagde/reformerede folketinget, som det er i dag og erstattede det med noget mere tidssvarende. Lutter løsgængere f.eks. Al denne ensidige forældede hhv. liberale- konservative –socialdemokratiske og socialistiske partipolitik-og disciplin og magtkampe, som bygger rede og lægger æg i folks høveder!

Det er et utidssvarende og fordummende fordømmende ekskluderende uvæsen, som hindrer enhver saglig og fordomsfri tilgang til - og mere eller mindre varig løsning af de problemer disse forældede parti-politiske ideal-forestilinger om et verdensfilistrøst eller millimeter-demokratisk ligefordelings-socialist-utopias virkeliggørelse, selv har skabt.

Martin Haastrup

3.
Man ser så at sige på de problemer, disse selv har skabt, med de samme briller, som var årsagen til dem og konkluderer - at hvis man bare anstrenger sig lidt mere. Maser endnu hårdere på osv. Så skal resultatet nok blive et anderledes...

Men hvordan kan den samme tænkning, som skabte problemerne, dog løse dem?

Her kan jeg kun afslutningsvis atter henvise til Dr. Rudolf Steiners ’Sociale Tregrening’ (søg på nettet) - som det ville blive altfor omfattende, at komme yderligere ind på i helt specifikke detaljer her. - Men skriftet taler også om (forudser) den krise vi også står i nu og anviser veje til helbredelse af den sociale kræftsvulst, det sociale liv forvirring og ødelæggelse, som i sagens natur må tilføjes det - af naturvidenskaben og det økonomiske og tekniske liv som baserer sit virke herpå, mht. ressource-forbrug/fordeling - vare-frembringelse/forædling – vare-udveksling osv.

Jeg kunne sige: Materien (for-)falder åbenbart, pr. defintion – Men ånden og sjælen behøver ikke lade sig trække med i faldet. Snarere tværtimod. Materiens udvikling, den materialistiske udvikling, kan ses, som en parabelsk kurve – hhv. stigning – vendepunkt – og fald. Videnskaben har bragt os adskillige tekniske goder, fordelt v.hj.a det økonomiske livs handelsværktøjer og det er godt – Men den sociale organisme, det sociale liv, er blevet tromlet under fode undervejs.

Det drejer sig altså ikke om at tale imod den materialistiske, videnskabelige og tekniske og økonomiske udvikling over én kam – Det drejer sig om, at man i sig - og i samfundet, indretter den social organisme således, at man skarpt afgrænser hhv. 1) Økonomisk liv – 2) Rets-og –politisk liv – og 3) åndsliv.

I dag er retsforholdet mellem mennesker, truet af sammenblandningen mellem de to første. Krisens problemer beviser det. Alligevel fortsætter man mere indædt end nogensinde, med at ville løse problemerne med de værktøjer og tænkemåder, politiske ideologier osv. som skabte den.

Længere kan jeg desværre ikke drive min fremstilling her på nuværende, idet ’Social Tregrening’ godt nok ikke er så langt et skrift fra Dr. Rudolf Steiners side – Men, det opererer med nogen uhyre komplekse begreber, som det tager lang tid og kræver dyb vedholdende koncentration og tankemæssig helt bevidst anstrengelse, for at få noget ud af, kunne overskue og formulere selvstændigt overhovedet.

Påfaldende netop de egenskaber, de fleste skyr som pesten i dag og som altså også er årsag til vores nuværende krise.

Martin Haastrup

'Den ophedede debat om kontanthjælpsmodtagere og fattigdom har ført til en omskrivning af de argumenter, som bruges til at fastlægge kursen over for landets arbejdsløse. Nu drejer det sig ikke længere om at give dem et kærligt skub ud på arbejdsmarkedet, men om at sikre sig, at de ikke stikker fingrene i fællesskabets kagedåse'

Altså når 1) Økonomisk liv og 2) Rets-og politisk liv bliver blandet sammen = når sociale ydelser fra Staten gøres til en vare.

Men Staten er ikke og fungerer ikke, som nogen simpel købmandsbutik. Sociale ydelser er ikke en vare, som Staten sælger på samme måde, som bytteforholdet fungerer mellem to mennesker der hhv. sælger og køber en vare.

Det økonomiske liv i alle dets facetter skal blande sig udenom det rets-og politiske liv. Statslivet. Steiner nævner at de to egentlig bør ses som to fuldstændig suveræne stater overfor hinanden. Statslivet og det økonomiske liv skal altså holdes skarpt adskilt.

Ellers sker det som er sket: Statslivet, det rets-og politiske liv blive betragtet som en købmandsbutik og en fatal sammenblanding som denne, medfører at det økonomiske livs interesser overføres på det første.

Det som er sket i nærværende sag, er også at det politiske liv er blevet blandet sammen med det økonomiske. Og det poitiske med åndslivet = Økonomisk liv har fået (alt for stor) indlydelse på og har interesse i at styre (dominere, underkaste) både det retslige og politiske men også åndeslivet/kulturlivet (medier osv) på sine økonomiske præmisser og forestillinger =>Altså Når retfærdighed bliver gjort til en vare - retslige forhold bliver gjort til en vare - når politik bliver gjort til en vare - Når meninger og debatter, diskurser - holdninger bliver gjort til en vare...osv.

Og så vi igen tilbage til Informations ’kapitalisme-kritik’.

Man kan muligvis således også sige foreløbig, at der på en måde må ske en fuldstændig adskillelse af liberalistiske ideer og socialistiske ideer – eller at hver for sig, KUN bør anvendes på sine respektive områder: Hhv. - Liberalistisk på 1) Det økonomiske liv og Socialistisk på 2) Det rets-politiske liv.

Altså, at der er tale om en slags, to helt suveræne stater, som står i den sociale organisme overfor hinanden og på samme tid er hinandens forudsætninger, samtdiig med, som helt uafhængige og på helt forskellige betingelser og individuelle fungerende kredsløb.

Retsforholdet mellem mennnesker i det første er væsensforskellig fra retsforholdet mellem mennesker i det andet.
Bytteforholdet mellem to mennesker, som udveksler en simpel vare, er helt væsens forskellig fra forholdet mellem to mennesker hvor den ene fungerer som (Social-) stats-ansat formidler (Socialrådgiveren osv.) af en social økonomisk ydelse og den anden værdig trængende modtager (Borgeren).

Altså:
’Argumenterne fra det økonomiske liv kan ikke omskrives til at fastlægge kursen overfor de arbejdsløse. Uden at det så kommer til et stort forvirret kaos, om at de sidste skal hindres i stikke fingrene i fællesskabets kagedåse’

8-)

SLUT.

Martin Haastrup

P.I.S. Post Internae Scriptum

Altså man må konkludere at det snarere forholder sig omvendt: Det økonomiske liv skal holdes fra at stikke fingrene i det rets-og politiske liv=statslivet OG åndslivet = det kulturelle liv - medier osv.

Og mht. kapitalisme-kritik må det siges, at det ikke drejer sig om at gøre kapitalismen (eller socialismen) 'forkert' - at tale ensidigt imod nogen af disse - Men blot om, at de tre områder samlet set: 1) Økonomisk liv - 2) Rets-og politisk liv og 3) Åndsliv - holdes SKARPT ADSKILT. =
Social Tregrening.

SLUT P.R.U.T : Post Resis Utinam Tacesis ('Efter sagen gid der må ties')

randi christiansen

Kære Martin - Så vil jeg gerne bede dig forklare, hvorledes et samfund uden en retfærdig ressourceadministration vil kunne understøtte et frit og levende "rets-og politisk liv og åndsliv " Uden mad og drikke, duer helten jo ikke ! Jeg mener derfor, at det er nødvendigt først at blive enige om en model for retfærdig og hensigtsmæssig ressourceadministration. Så vil resten komme som en naturlig følge heraf. Når krybben ikke er tom, enes hestene.

Jeg hørte i dag på P1 om palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Palæstinenserne har nu levet tres år under forfærdelige forhold, og hjælpen til dem bliver progressivt nedjusteret efter underlige, modebetonede præmisser. Politiske magthavere ønsker ikke at fokusere på problemerne – en dansk højt-og centralt placeret ansat i – jeg husker ikke hvilken forvaltning – blev fyret for at påtale palæstinensernes urimelige forhold og deres urimelige situation i det hele taget overfor USA : ”de har en pointe i, at de er fordrevet fra deres hjem, er blevet frastjålet deres land”. Det vover man i hjælpeorganisationer og andre sammenhænge ikke at påtale af frygt for Israel og USA.

Det er indlysende for mig, at den slags overgreb og uretfærdigheder på et tidspunkt medfører terrorisme eller stærkt forhøjet risiko herfor – hvilket også var en udtrykt frygt blandt hjælpearbejdere og beboere. Disse problemer relaterer udelukkende til materielle forhold – at de har deres oprindelse i et for den samlede menneskehed lavt evolutionært niveau ændrer ikke ved, at materielle forhold er nødt til at være i orden, før man kan forvente fred. Altså må de af os, som ikke befinder sig på helt så primitivt et stade – man kan sige, at vi i dette – i historisk perspektiv – lille ´mulighedernes vindue´ har et fysisk og psykisk overskud, som vi bør udnyttte til at kæmpe for denne materielle retfærd, denne forudsætning for fred og frihed her på jord.

Martin Haastrup

'Kære Martin - Så vil jeg gerne bede dig forklare, hvorledes et samfund uden en retfærdig ressourceadministration vil kunne understøtte et frit og levende “rets-og politisk liv og åndsliv ” Uden mad og drikke, duer helten jo ikke ! Jeg mener derfor, at det er nødvendigt først at blive enige om en model for retfærdig og hensigtsmæssig ressourceadministration. Så vil resten komme som en naturlig følge heraf. Når krybben ikke er tom, enes hestene.'

Kære Randi - Dit spørgsmål er helt berettiget - Godt du formulerer det. At du stiller spørgsmålet er i min optik at svare på det... 8-)

Jeg har i øvrigt ikke gjort mig til fortaler for at 'et samfund UDEN en retfærdig ressourceadministration vil kunne understøtte et frit og levende “rets-og politisk liv og åndsliv ” - ' – Men det er måske heller ikke det du mener…?

Jeg siger kun foreløbig, at det (tilsyneladende…!) handler om at adskille skarpt de tre grene : 1) Økonomisk liv - 2) Rets- og politisk liv og 3) Åndsliv (kulturliv osv.) - mellem hinanden som 1. præmis. Som den grundlæggende forudsætning for at få en sund magt balance...tilbage...eller indført...overhovedet...

Hvordan deres interaktion skal formidles er endnu tilbage at diskutere.

Jeg tror du netop blander tingene sammen. - Eller det er ikke dig, som gør det - for sådan ER det - lige nu – endnu. Og har været sålænge vi har levet: Du har jo ret, vi er enige:

'Ressource-administration'. Altså her blandes et retsforhold mellem mennesker (2) - sammen med det økonomiske livs interesser (1). = Det økonomiske liv er ikke og skal ikke gøre sig til dommer (eller herre) over ressource-fordelingen. Men det gør det lige nu. => Problemet. Ressource- ’FORDELING’ er et RETSSPØRGSMÅL. IKKE et økonomisk spørgsmål.

Jeg vil ikke sige mere lige nu. Jeg kan ikke. Det må komme stille og roligt, som jeg læser mig igennem for 3. gang nu - Dr. Rudolf Steiners 'Sociale Tregrening'.

Men det forhindrer mig ikke i, at fastholde, at jeg tror, at vi to (Randi) stadig er prinicpielt grundlæggende enige.

Ressource-spørgsmålet, - ? om FORDELINGEN af RESSOURCER er altså såvidt jeg nu kan forstå af ’Social Tregrening’ - et RETSSPØRGSMÅL - IKKE et økonomisk.

Så det må være en sag for domstolene - Hvis jeg skal sige det på den måde - Og så kan jeg igen gå med dig (Randi) endnu et stykke ad vejen => For hvordan er det så lige med sammenblandingen af det 1) økonomiske liv ('s interesser) og 2) Retslivet og det politiske??! See?? - Er der (en usund) sammenblandning mellem de RETSLIGE INSTANSER og ØK ditto som beskæftiger sig med ressource-FORDELINGEN??! – Hovsa!!! 8-)

At stille spørgsmålet vil sige at besvare det.

Således fastholder jeg blot til en ganske ganske spæd begyndelse: Det, som det drejer sig om number one, er altså, at man i sig, i sin bevidsthed begynder at forstå og anerkende vigtigheden af og betydningen af at SKARPT ADSKILLE de 3 ovennævnte områder - NETOP fordi sammenblandningen af dem skaber de problemer, som du så rigtigt ellers påpeger. Og som jeg er enig med dig i (Randi). 8-)

Der er sådan ikke andet nyt fra min side foreløbig, end at problemerne nu kan forklares ud fra SAMMENBLANDING AF TRE KERNE OMRÅDER 1) – ØK…- 2) RET… og 3) ÅND… og at det ser ud til for mig, nu at det ikke drejer sig om indbyrdes kriges om kapitalisme eller socialisme er den rette vej - den 'rigtige' model til lønsning af verdenskrisen – Men at ANERKENDE BEGGE (s eksistensberettigelse...!) men blot forstå i sig, i sin bevidsthed og i praksis - at holde dem SKARPT ADSKILT efter den sociale tregreing, som er Dr. Rudolf Steiners opfindelse. - Jeg prøver bare at forstå, hvad han mener og undgå at gengive ham som en anden papegøje, men SELV formulere min EGEN forståelse, ud fra hans skrift. I relation til nutidens krise osv.

Oki?? - 8-) Tak for at du overhovedet viser nysgerrig interesse for mit indlæg og tak til Heinrich for avataren. Det sætter jeg virkelig pris på. Jeg er kun lige begyndt her...

Til alle iøvrigt, der læser det jeg har skrevet om 'Social Tregrening' (Og skaf det evt. SELV på nettet og læs - Det er kun en 35 sider lang pdf-fil : Det sociale livs kernespørgsmål – og skriv evt. til dem som har lagt det op – der bliver gjort et stort stykke praktisk frivilligt arbejde med at administrere og oversætte antroposofisk orienteret litteratur=arven efter Steiner – og oversættelsen lader noget tilbage at ønske – men kan udmærket læses – Jeg vil dog pesonligt se om jeg ikke kan KØBE... - skriftet snarest i Antroposofisk Bogstue – ’Solspejlet’…)-

: Prøv evt. selv at tænke på hvilke problematiske sammenblandinger mellem 1.-3. - der er i dag - og hvilke konsekvenser det har og bemærk: Hovsa: Jamen det er jo lige præcis det, som sker her og nu - Det er jo lige præcis det som krisen handler om - i bund og grund: Sammenblandingen af de 3 kerne-områder.

Læs også og kombiner med Gorbatjovs udmærkede og meget meget vigtige indspark her på Information fornylig 'Vestens vinder-arrogance skaber krig og krise' hed den vist...

Altså: Det økonomiske liv (Vestens kapitalisme – neoliberalisme osv.) kan ikke løse verdenskrisen ALENE - Kan ikke både være 1) SIG SELV og 2) STAT(-holder osv) og 3) KULTUR - formidler på samme tid. Den må holde sig til sine egne områder. - STATS og ÅNDS-/KULTURLIV til sine.

Og hvordan det hele så skal fungere mellem hinanden. Deres indbyrdes forhold - Det vil jeg prøve at vende tilbage med senere...

En ting ad gangen...Tag det roligt og det vigtigste først. Tak.

Martin Haastrup

Og ps - Denne diskussion Om ressource-FORDELING - burde alt andet lige finde sted feks under Gorbas artikel - eller 'kapitalisme-kritik' eller 'Kræver krisen et opgør med socialstaten' osv - på en anden tråd - Men i mine forrige indlæg har jeg stræbt efter at RELATERE til artiklens emne...

Ann-Charlotte Kjeldsen

Jeg er nu ikke så optimistisk på fattignumsernes vegne, deriblandt min egen,. Det er ikke "politisk profitabelt" at beskæftige sig med syge og fattige.. og som sammensætningen af Folketingets politikere er pt, så ser jeg ikke det nederste segment af befolkningen repræsenteret blandt de 179 udvalgte hoveder.

Som denne udmærkede avis jo dags dato har oplyst, så handler det ikke om, hvilket køn man er (når man er skolebarn) ifht. at få succes i livet - det handler om mors og fars sociale status - deres indtjeningsniveau.

Derfor handler fattigdom om penge - Så simpelt kan det gøres op, især for dem, der intet har. Så er 1000 kr. mere om måneden MANGE penge. For en cand.det.hele.politiker blot et greb i lommen.

Ann-Charlotte Kjeldsen, det handler først og fremmest om det, der følger med penge, må vi nu engang holde fast i! Det handler måske om forældre, der selvom de er arbejdsløse, prioriterer at tage deres børn med til nogle af de mange aktiviteter, der er socialt accepterede, f.eks. museumsbesøg, biblioteksbesøg og den slags, der heldigvis stadig er gratis. Desværre kan man nemlig ikke regne med, at det nødvendigvis er en mekanisme, der er blik for blandt lærere og pædagoger. - Imidlertid er det væsentlige skridt i vandringen mod at anskaffe barnet det beredskab, det skal bruge for at avancere i livet.

randi christiansen

Selvfølgelig handler det både om penge og om evnen til at bruge dem rigtigt, men det er ufatteligt belastende aldrig at have økonomisk overskud, altid at have for lidt, altid at skulle vende og dreje hver en femøre. At have psykisk overskud på alle turene med de gratis glæder, når der aldrig er råd til andet end det allernødvendigste - luftsteg og vindfrikadeller bliver især børn trætte af i længden - de vil også gerne en tur på Bakken og i Tivoli, på sommerferie og ikke være anderledes klædt end de andre børn - det er en umulighed på de lave overførselsindkomster - så tal ikke for meget om de gratis glæder - som i øvrigt også bliver færre og færre - det koster fx en formue at komme i skoven med offentlig transport

Sider