Man kan ikke kræve, at deleforældre skal være kaffeveninder

Der er for længst gjort op med forestillingen om den gode skilsmisse. Nu bør tiden være inde til at justere forestillingen om den gode deleordning. Men myndighederne lægger fortsat op til at deleforældre skal være kaffeveninder — det er et drømmebillede, de færreste kan leve op til
Fædre er mere optagede af deres børn end nogensinde. Hvis det også skal gælde, efter skilsmissen rammer, skal forældre-vejledningen maskuliniseres, mener dagens kronikør.

Fædre er mere optagede af deres børn end nogensinde. Hvis det også skal gælde, efter skilsmissen rammer, skal forældre-vejledningen maskuliniseres, mener dagens kronikør.

David Trood
1. februar 2012

Første billede: Det er fredag eftermiddag i Statsforvaltningen Midtjylland, og jeg sidder til ’rådgivende børnesagkyndig’-samtale vedrørende 7-7-deleordning for mine to piger på henholdsvis 4 og 8 år. Jeg er indkaldt til samtalen, fordi min ekskone er utilfreds med situationen.

Rådgiveren fortæller os, at det er meget krævende at være deleforælder. Det fordrer mere end et almindeligt forældreskab.

Først og fremmest skal der kommunikeres og samarbejdes. Vi får uddelt et papir med en række spørgsmål til forældre, der overvejer en deleordning. Første spørgsmål lyder:

»Er I indstillet på, at det er nødvendigt at have en omfattende kommunikation fortløbende omkring børnene? Et ’face to face’-møde af en times varighed en gang om ugen vil ofte være en nødvendig investering, for at en deleordning kan fungere optimalt.«

Listen indbefatter i alt 14 punkter, som skal stimulere til refleksion over, hvorvidt en deleordning vil være et gode eller en belastning for delebørnene. Det er en god og omfattende liste, der tydeligt viser, at Statsforvaltningen tager rådgivning om deleordninger seriøst.

Men hvad nu, hvis man ikke kan leve op til disse krav? Hvad nu, hvis forholdet mellem forældrene efter skilsmissen ikke indbyder til en times ’face to face’-møde om ugen? Er man så diskvalificeret som deleforælder?

Krav om kaffedrikkeri

Andet billede: En delepige i skolealderen går alene på en vej i provinsen. Hun bærer på to tasker og har sin bamse i hånden. Hvem har ikke ondt af hende — og alle de andre delebørn, der lever en pendlertilværelse med fastlagte skift mellem to forskellige hjem?

Billedet finder man på forsiden af Socialforskningsinstituttets (SFI) rapport om børn i deleordningen fra oktober sidste år.

Udtrykket ’pendlertilværelse’ bruges i fremstillingen af undersøgelsens formål og problemstillinger.

Rapportens konklusion er dog ikke så nedslående, som forsidebilledet og visse formuleringer kunne give anledning til at tro. »Deleordninger kan fungere godt for nogle børn, men ikke for alle«, konkluderes det.

Det afgørende er, hvordan forældrene administrerer ordningen. Vigtigst af alt synes at være fredsommelig, jævnbyrdig og regelmæssig kontakt mellem forældrene samt en vis grad af fleksibilitet i forhold til den praktiske administration af deleordningen. Kort afstand mellem de to hjem og delebørnenes egen robusthed har også noget at sige.

På baggrund af rapporten har SFI udarbejdet en test til forældre, der overvejer en deleordning. Testen kan bl.a. tages på hjemmesiden www.delebarn.dk. Sidste udsagn i den del, der angår forældrenes kommunikation og samarbejde, lyder: »I forældre finder det naturligt at invitere hinanden indenfor til en kop kaffe«.

SFI’s rapport bygger på forældres og børns udsagn om deleordninger. Samtaler med børn og forældre fra i alt 17 familier indgår i rapportens analyse.

Her gennemgås tre cases som illustration af, hvordan deleordninger konkret kan udmøntes. Det fremgår helt klart, at det er casen ’Pernille på 13 år’, der har den bedste deleordning.

Pernilles forældre har fælles normer for børneopdragelsen, de udviser stor fleksibilitet, har ingen åbne konflikter og et tæt samarbejde. De mødes og besøger hinanden; tit drikker de kaffe sammen, når Pernilles ting overleveres fra det ene hjem til det andet.

De to andre cases er blandt andet kendetegnet ved højere konfliktniveauer og mere rigide måder at praktisere deleordningen på.

Rapportens konklusion er derfor, at det er den tætte, ’face to face’-kommunikation, der kendetegner ’den gode deleordning’. Og den konklusion er nu med til at definere debatten og rådgivningen omkring deleordninger.

Det står med andre ord klart, at SFI, ligesom Statsforvaltningen, ikke bare forestiller sig, at forældrene skal samarbejde. Nej, de skal samarbejde på en helt bestemt måde: De skal være kaffeveninder og have ugentlige ’face to face’-møde og kaffeaftaler.

Slut med skønmalerier

Der er selvfølgelig intet galt med at drikke kaffe sammen og mødes ’face to face’ efter en skilsmisse. Men skilsmisser medfører ofte netop konflikter og manglende evne til at kunne kommunikere konstruktivt sammen, især i ’face to face’- møder.

Vi har for længst gjort op med forestillingen om den gode skilsmisse. Nu er turen kommet til at justere forestillingen om den gode deleordning.

Spørgsmålet er, om kaffeaftaler og ’face to face’-møder handler om børnenes velbefindende, eller om det er forældrene trang til at dulme den dårlige samvittighed over at være blevet skilt, der skinner igennem?

Mine egne erfaringer siger mig, at det naturligvis er meget vigtigt at holde børnene ude af alle eventuelle konflikter mellem forældrene. (Men det gælder jo også for ’almindelige forældre’). Jeg oplever, at det sagtens kan klares med kommunikation pr. e-mail og med rimelig fastlagte rammer for, hvordan og om hvad der kommunikeres. Den skriftlige kommunikation samt aftaler om kommunikationens formål og omfang kan faktisk være med til at minimere konflikter og misforståelser. Der er med andre ord ikke brug for kaffedrikkeri.

Maskulin koordinering

Der er meget stor forskel på, hvordan børn klarer sig igennem skilsmissen. Skilsmisser er stressende og potentielt skadelige for børn. International forskning har vist, at skilsmissebørn statistisk set har større risiko for at opleve adfærdsmæssige, psykologiske og intellektuelle problemer i voksenlivet.

En af de ting, man ved, har betydning for børnenes trivsel, er den fortsatte kontakt til begge forældre. Det er med ganske få undtagelser gavnligt for skilsmissebørn at opretholde en tæt relation til både far og mor.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at deleordninger ikke er til for forældrenes skyld. En deleordning kan ikke — og skal ikke — være et plaster for såret for de forældre, der bærer på en dårlig samvittighed over at være skilt i forhold til børnene.

Formålet med deleordninger er at give skilsmissebørn — alt andet lige — en bedre chance for at få et tæt forhold til begge forældre. Ordningerne kan i høj grad være med til at mindske de negative effekter ved skilsmisse.

I de seneste årtier er der sket en stille revolution i forholdet mellem fædre og deres børn. Nutidens fædre prioriterer deres børn i en grad, der ikke er set før i menneskets historie, og dét også efter skilsmisse. Det har potentielt større betydning for familielivet end kvindefrigørelsen i 1960’erne.

Den udvikling skal vi værne om, og derfor kan det være nødvendigt at justere vores forventninger til — og rådgivning om — deleordninger.

Det vil være min påstand, at de færreste delefædre har behov for at drikke kaffe med deres eks. De ønsker en anden og mere maskulin form for kommunikation om delebørnene.

Og jeg har selv erfaring for, at det sagtens kan lade sig gøre — især hvis man(d) sørger for at indgå faste (men dog altid fleksible) aftaler om, hvordan og om hvad der skal kommunikeres.

Langt de fleste skilsmisser medfører uoverensstemmelser — om det så bare gælder sommerferieplanlægning eller lignende. Og uoverensstemmelser håndteres nu engang bedst med rimeligt fastlagte ordninger; ikke ved at man sætter sig ned og »snakker om det« og dermed prøver at ignorere, at man i nogle tilfælde ikke kan undgå uenighed, selv ikke i de mest perfekte deleordninger.

I stedet for at kræve, at deleforældre skal være kaffeveninder, kan det være nyttigt at administrere deleordningen lidt mere forretningsmæssigt. Der kræves gensidig forventningsafstemning og aftale om, hvordan deleordningen skal fungere rent praktisk, inklusive hvilke former for kommunikation og samarbejde, der kan blive tale om.

Den gode deleordning bør altså ikke (kun) bygge på ustruktureret kaffesnak, men i mindst lige så høj grad på struktur, rammer og gensidigt forpligtende aftaler. Og den bør udmøntes på en måde, så både delefar og -mor kan være de forældre, de gerne vil være i forhold til deres børn.

 

Kristian H. Nielsen er lektor og delefar

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Martin  Jakobsen

"Kristian H. Nielsen er lektor og delefar" - er han også "kaffe-veninde"?
Fint med netutralt kønnet sprog eller at udskifte den klasiske 'han' med 'hende' i et eksempel, der kan handle om begge køn. Den fungere bare ikke så godt med venner og veninger, da en mand og en kvinde godt kan være venner, men ikke veninder. Det skal der i hvert fald i min forståelse af begreber være to kvinder til.

I øvrigt fin nok artikel, tror jeg nok. Stod af ved 'veninde'-snakken og viste ikke om der var tale om en særlig problemstilling for et forældrepar af samme køn.

tja..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marie Trier

Tak for en dejlig artikel, Kristian. Jeg er delemor med 9-5 ordning og havde fra starten forventninger om netop en dag at kunne drikke kaffe og hyggesnakke ved udvekslinger (som dog for det meste foregår i vuggestuen). Min erfaring er dog, uden at udlevere min familie for meget i offentligt rum, at konfliktniveauet netop stiger ved direkte kontakt. Omvendt er e-mails og faste rammer det, der fungerer nemmest. Så kan min søns far og jeg tale sammen, hvis der er problemer, og ellers leve hvert vores liv og komme videre. Ja, jeg savner indsigt i det liv, han lever hos sin far - men så længe den indsigt ikke kan leveres på en hensigtsmæssig måde, er den ikke prisen værd.

Du har så utrolig ret: Det bedste for barnet er, at forældrene ikke er i konflikt. Men at være i ikke-konflikt er ikke det samme som at være 'venner'. Og der ER jo altså som regel en grund til, at man netop ikke er venner, når man nu engang er skilt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for June Beltoft

Jeg har al mulig respekt for de dele-forældre som er i stand til at være i stue sammen uden at det hele dirrer på grund af dårlige vibes. Det er selvfølgelig det optimale for børnene.

I en del tilfælde kan den slags desværre bare ikke lade sig gøre. I sådanne situationer er det bedst at forældrene har så lidt som muligt med hinanden at gøre. Her er sms og e-mails ganske praktiske. Og så må man, i enkelte særlige situationer, tale sammen, evt. i telefon. Eller i Statsforvaltningen.

Dog er der, efter min opfattelse noget man som det mindste burde kunne forlange af et par skilsmisse-forældre: F.eks. i forbindelse med arrangementer på barnets skole/institution/fritidsinteresser. Ved sådanne lejligheder bør forældrene være voksne nok til at bilægge diverse stridigheder og bad vibes.

Hvor svært kan det være at hilse pænt på hinanden, som man hilser på alle andre, og så ellers sætte sig i hver sin ende af lokalet? Meget svært for nogen, men jeg ved af erfaring at det betyder utroligt meget for barnet, hvis forældrene var i stand til det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Tak for det hidtil mest fornuftige indlæg, jeg har læst i Information, om den forbistrede "deleforældre-ordning", de folkevalgte har gennemtrumfet med hovedet under armen.

Uanset årsagen til, at et forældrepar går hver til sit, er det stadigvæk dem, der som voksne mennesker har ansvaret for, at ungerne i videst muligt omfang holdes skadesløse for de ulemper af økonomisk, følelsesmæssigt og praktisk art, som samlivsbruddet medfører for parret selv.

Og kan de ikke finde ud af at administrere den fælles forældremyndighed på en for begge parter tilfredsstillende måde, må Statsforvaltningen træde til og som minimum afskære dem fra at gøre børnene til hjælpeløse statister i infantile voksnes endeløse skilsmissedramaer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristine S

Tak for fin artikel.

Jeg er helt enig om at børn har bedst af at undgå at være del i forældres konflikter.
Men som systemet fungerer (eller ikke fungerer), er det vanskeligt at sikre god tone og respekt imellem skilsmisseforældre, så længe systemet ikke, som deres fineste opgave, sikrer god kontakt og samarbejde mellem forældre.

Min mand har desværre - af hensyn til barnet (og til vores familie) helt måttet opgive kontakten til sit barn, fordi ekskonen igennem 9 år har gjort alt hvad hun kunne for at genere og udelukke kontakt og samvær ml. min mand og hans datter.

Hvordan skal min mand kunne være 'kaffeveninde' med sit barns moder, når hun aldrig har bestilt andet end at lyve om min mand overalt hvor hun færdes, genere samvær og udelukke ham fra kontakt til sit barn?

Min mand har opgivet kontakten til sin datter og barnet kontakten til sin far og 2 mindre søskende (og stedfamilie igennem 8 år) pga. ekskonens had mod faderen.

Det kan da heller ikke være sundt for et barn at opleve at miste en forældre og mindre søskende efter en skilsmisse.
Men desværre virker det ikke til at nogle kan gøre noget for at undgå sådanne situationer, når det er ekskonen, der ser sig sur på sit barns far og vil hævne sig igennem barnet.

Jeg har oplevet min mands barn udvikle sig fra at være en glad og udadvendt 2½ årig (da jeg mødte hende) til at være trist og indadvendt.
Det er så sørgeligt.
Min mand har opgivet kontakten, for at sikre at datteren i det mindste ikke er midtpunkt i en konflikt, som alene holdes igang af moderen.

Men jeg har bestemt stor respekt for dem der kan enes om børnene.
For man bør være voksen nok til at enes om børnene, selvom man skulle gå hver til sit.
Det er da bedst for alle parter ;-)

Jeg begriber ikke dem der lader egne sårede følelser gå ud over deres kære små.
De der gør det burde få undersøgt sin forældreegnethed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

@Kristine S.

En "grim" historie som jeg ror andre kan nikke genkendende til og jeg kan ikke lade være med at tænke om du kunne være årsagen til moderens bitterhed,måske ikke,men den afviste part har nogen gange svært ved at blive fornuftig medmindre kærligheden også her er kommet tilstede gennem en anden person.
Jeg var igennem "møllen" før denne ordning havde de bedste intentioner om at kunne være gode venner, men panik som alenefar gav mig et ægteskab hvor jeg var for svag til at skære igennem. Heldigvis sluttede dette også og er i land, jeg havde forældremyndigheden indtil børnene ikke kunne holde det ud(forståeligt), men det giver traumer. I dag som pensionist kan mine børns mor og jeg og min hustru være sammen helt uden bitterhed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristine S

@Viggo Okholm

Tak for din kommentar. Ja det er en trist historie, hvor min mands barn lider det største tab! At miste sin far og sine små søskende må være dybt traumatisk for et skilsmissebarn.

Vores 2 små fælles børn er nu holdt op med at spørge til deres storesøster. Det er synd at de skal opleve at miste, så tidligt i deres liv. Men når systemet lader moderen forhindre samværet, som hun har gjort i dette tilfælde, uden hensynstagen til mindre søskende, så er der jo ikke andet at gøre end at støtte vores fælles børn i at komme videre med livet.

Min mands ekskone (barnets moder) søgte selv skilsmisse og valgte (for at ´besværliggøre samværet mellem barnet og faderen (min mand)) omgående at flytte fra Fyn til Sjælland med barnet. Min mand måtte derfor også flytte til Kbh.
Min mand og jeg mødte hinanden 1½ år efter deres skilsmisse.

Hvis det er tilfældet at forsmåede og jalous eks'ser - så lang tid efter en skilsmisse - lader deres følelser gå ud over børnene på denne måde, så synes synes jeg at statsforvaltningen eller andre - der burde tage hensyn til barnets tarv - burde indtage en psykologisk rolle overfor denne part, så jalousien kan bekæmpes, og det kan undgåes at det går ud over børnene.

I øvrigt har ekskonen mødt en anden mand, som min mands datter tvinges til at kalde for far......

I min verden har man kun een far og een mor - også efter en skilsmisse. Her kan man så være heldig at få nogle skønne stedforældre, som man kan knytte sig til - hvis altså de fraskilte kan tåle hinandens lykke med nye mænd og koner.
Og så kan man være heldig at man kan kaffesniksnakke på tværs af de nye familier, når samvær skal aftales og planlægges med respekt for hinandens nye liv!

Stor respekt til dem der kan! Og godt for de børn der kan komme videre efter en skilsmisse uden at skulle opleve traumatiske tab af forældre og nye søskende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm

"@Kristine S.
Tusind tak for reaktionen fra dig som jeg helt uden forbehold tror på, din mand ventede trods alt et stykke tid før han fandt dig,jeg panikkede for tidligt og fik så "straffen" med et forhold og ægteskab som har kostet både på pengepung og følelser Men lad os komme tilbage til det generelle, men engang imellem kan private oplevelser sætte det generelle i perspektiv..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristine S

@Viggo Okholm

Helt og aldeles generelt mener jeg, at man må sætte hinanden fri, efter en skilsmisse.
Når man har valgt at få børn sammen, så må og skal man finde ud af at få et forældreforhold til at fungere efter en skilsmisse.

Og hvis systemet var mere obs på at sætte ind overfor disse forsmåede eksers hævn igennem de arme skilsmissebørn, så tror jeg at mange situationer kunne afhjælpes hurtigt.

Det er ikke barnets tarv at være midtpunkt i en konflikt eller miste den ene eller den anden forælder efter en skilsmisse.

Men det gør systemet desværre ikke.
Det har de sidste ugers artikelrække om emnet i Information været tydelig omkring.

Jeg håber at det ændrer sig på sigt.
Men jeg tvivler desværre.....
Bare jeg bliver overrasket ;-)

God weekend.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marie Trier

Jeg tror ikke nødvendigvis det handler om 'forsmåede eks'ers hævn'. Jeg tror, det handler om, at mennesker som udgangspunkt, når de er i krise og mangler overskud og kapacitet, bliver egoistiske. Jeg tror ikke, at der er forældre, der bevidst handler mod deres børns tarv - men de aner ikke selv, hvad det er, de gør, når de ikke kan være i lokale med eks'en, eller når de nægter at erkende at forholdet er slut, eller hvad det nu kan være.

Sådanne mennesker er muligvis heller ikke de mest selvopofrende i andre situationer. Det er bare dødtragisk, at børn skal opleve at miste forældre og søskende på den konto, at der er nogen, der ikke kan finde ud af at håndtere deres følelser på en hensigtsmæssig måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristine S

Er det selvopofrende at lade sit barn have kontakt til sin forælder som man er fraskilt?

Når man vælger at få børn, så vælger man jo også at være villig til at vælge noget fra. Man vælger at tage et enormt ansvar for barnets trivsel og positive udvikling derved skal man nogle gange henlægge egne behov af hensyn til barnet.
Man ejer jo ikke børnene.

Dette ansvar mener jeg at man svigter, når man 'konflikter' om børnene og samværet med den anden forælder.

Børn der er midtpunkt i en konflikt mellem forældre - og nogle gange helt mister kontakten - mener jeg udsættes for dybt traumatiserende oplevelser, som vil påvirke børnene langt ind i voksenlivet.

Og jeg begriber ikke at man ser så stort på det i nuværende systemer omkring børn.

Jeg har altid tænkt at man som skilsmisseforældre kunne få det bedste ud af situationen ved både at være overskudsforælder og 'børnefri' med masser af tid til sig selv.
Når man har børnene kan man koncentrere sig om børnene. Og når børnene er hos den anden forælder kan man i ro og mag få klaret praktiske ting, venskaber, kulturbesøg mv.
Det kan da vendes som en win win situation for begge fraskilte forældre samt for de børn de har valgt at få sammen.

Som nævnt tidligere, mener jeg at systemet (statsforvaltningen mv) skal være meget mere obs på at tage fat i disse fraskilte og sikre at deres egoisme, krise, manglende overskud eller manglende vilje til selvopofring IKKE resulterer i at deres handlinger fører til at skilsmissebørn ender i konfliktens øje eller helt mister kontakten til den anden forælder og mindre søskene i ny familie.

Faktisk mener jeg at forældremyndigheden (som burde hedde forældreansvaret) og bopælsadressen burde være hos den af forældrene der sikrer det bedste samarbejde.

Idag kan man jo nærmest belønnes ved at forhindre samværet over længere tid, da det faktum at barnet derved har bedre tilknytning til denne forælder efter længere tids manglende kontakt til den anden forælder, har afgørende betydning for hvem der får forældremyndligheden i retten.

Når man ved statsforvaltningen ikke tager fat om nældens rod, så løses problemet jo ikke.
Og da det ofte er fædrene der oplever at deres kontakt til deres børn efter en skilsmisse besværliggøres eller helt umuliggøres, så er det desværre ofte fædrene der står frem i de sager der nævnes i denne artikelrække.

Men kan man overhovedet lave et system, hvor disse situationer forhindres?

Vil et børnepengeregulerende system, hvor børnepengene reguleres i forhold til børnepengemodtagerens samarbejdsvilje virke præventivt?

Tak til Information fordi man her har taget dette meget triste - men vigtige - emne op til debat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marie Trier

@Kristine,

Jeg er på mange måder fuldstændig enig i dine betragtninger. Men jeg tror bare ikke, at tingene er så sort/hvide.

Jeg er selv skilsmisseforælder og har et uhyre vanskeligt forhold til min eksmand: Jeg forsøger dog forsøger at 'ignorere' vanskelighederne, og vi er da også i lokale sammen mv. uden problemer. Men mens jeg, da det var værst, følte, at jeg slugte 18 kameler dagligt og fandt mig i ydmygelser og misbrug fra min eksmands side, kun for vores søns skyld, så vil han sikkert mene, at det var mig, der var stejl.

Hvordan skulle en ret (der fx skulle regulere børnepenge) vurdere 'samarbejdsviljen' her? Er jeg usamarbejdsvillig, fordi jeg siger fra over for sms-spam? Han vil sige ja. Eller er han usamarbejdsvillig, fordi han sender 200 sms'er, jeg har frabedt mig? Jeg vil sige ja. Det er et konkret og muligvis atypisk eksempel, men blot for at eksemplificere, at når det kommer til samarbejdsvilje, så er der ikke nødvendigvis objektive sandheder. Tanken er smuk, men det er svært at se udført i praksis.

Samarbejde er altid svært. Det er endnu sværere at samarbejde med én, man har en masse følelser i klemme over for, og én fjer bliver let til fem høns.

Jeg vil dog, som jeg har sagt i tidligere debatter, gerne hævde dette: Hvis forældre var i stand til at tilsidesætte deres egne behov og sætte barnet først, så havde vi slet ikke disse problemer.

(Det virkelig tragiske er, når det som i historien ovenfor faktisk er den forælder, som lader til at have den sunde indstilling, som - for barnet skyld - må opgive kontakten. Det er lige til at tude over).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristine S

@Marie Trier

Jeg er godt klar over at der er lige så mange eksempler på samarbejde eller manglende samarbejde, som der er er tilfælde af skilsmisser.

Jeg er ked af at høre at også du oplever vanskeligheder i Jeres samarbejde.
Det fylder så meget i dagligdagen og det er så trist.
Men flot at I har bevaret samarbejdet - trods kameler - og stadig begge har kontakt til barnet.

Jeg håber bare at flere og flere bliver opmærksomme på at det er de voksne der bliver skilt fra hinanden - ikke fra børnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristine S

@Marie Trier

Jeg er godt klar over at der er lige så mange eksempler på samarbejde eller manglende samarbejde, som der er er tilfælde af skilsmisser.

Jeg er ked af at høre at også du oplever vanskeligheder i Jeres samarbejde.
Det fylder så meget i dagligdagen og det er så trist.
Men flot at I har bevaret samarbejdet - trods kameler - og stadig begge har kontakt til barnet.

Jeg håber bare at flere og flere bliver opmærksomme på at det er de voksne der bliver skilt fra hinanden - ikke fra børnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg

Når jeg sidder og og læser den slags tråde, så kan jeg ikke lade være med at tænke, glemmer man de følelser der er involveret og hvor voldsomt det kan påvirke parterne.

På mig at virker det som om, at det er vigtigere at komme videre med sit liv og få mest muligt samvær. Det har jeg det vel ok med, men det har jeg ikke med den pris som både børn og forældre betaler.

Min bror løb igennem en hård skilsmisse for lidt over seks år siden og endte ud i en 7-7. De kan ikke holde ud at ses, men de gør det for børnenes skyld til fødselsdage med mere, men de dage bliver færre og færre. Hvorfor, de har begge for mange følelser involveret og de er ikke just positive alle sammen, for ikke at tale om gensidig jalousi. Børnene er gamle nok til, at de ikke længere behøver at blive håndafleveret og der holdes en form for våbenhvile, når de er tvunget til samvær omkring børnene. Hvis de var tvunget til en times ugentligt kaffeslabberas så ville det ende i krig.

Jeg blev skilt får fem et halvt år siden efter to tidligere separationer med seks års mellemrum og børnene fulgte med hende og jeg så dem kun sporadisk i de perioder. Det var mig der gik ud og hentede hende hjem og det kostede nogle grimme ydmygelser og jeg gjorde det kun, fordi jeg elskede hende. Men tredie gang gjorde jeg det ikke, jeg kunne ikke gøre det en gang til. Mine børn var voksne, så der var ikke noget at slås om eller rettere, sådan så jeg det.

For jeg valgte, at jeg ikke ville se hende mere, ligesom hun valgte skilsmissen. Så i mod hvad hun forventede, så blev der ikke fælles fødselsdage eller helligdage og ikke noget med, at vi kan godt være venner stadig. Jeg kunne ikke så godt gå i statsamtet og kræve en dele ordning. Men jeg kunne vælge at sige fra og jeg var nødt til det, for at beskytte mig selv. Dels elsker jeg hende stadig, ellers havde jeg ikke været sammen med hende i over 33 år, men jeg er også et hypersensitivt menneske og jeg ved hvad det gør ved mig at se hende og det vil jeg ikke byde mig selv.

Ungerne er ved at have fattet budskabet, måske lige med undtagelse af juleaften, der er stort tabu, for det er mors domæne, selv om far er bedre til at lave and.

Jeg er 56 min mindste er 25 og den ældste er 35 så jeg kan da i det mindste tale rent ud af posen. Men hvis jeg havde været 36 eller 26 så var det endt i en lang ond krig, som ingen havde været tjent med og der ville jeg ikke have trukket mig.

Vores liv er meget andet end arbejde, normer, love og regler, det består også af følelser som vi ikke er herre over. Man beslutter sig ikke for at elske eller ikke elske, uanset hvad ens fornuft fortæller en men hvis man gør det, så ved man det

anbefalede denne kommentar