International kommentar

Nu kan myten om europæisk ligestilling begraves

Stabilitetspagten, nedjusteringen af flere eurolandes kreditrating og den hårde kritik af Ungarn peger alle i retning af et nyt EU, hvor de større magtfulde lande og fremfor alt Tyskland kan påtvinge de mindre deres vilje
Debat
20. januar 2012

De tre første uger af det nye år har budt på begivenheder, der har sat en definitiv stopper for det hidtidige EU-hykleri om, at medlemsstaterne — trods deres forskelle — skulle være ligestillede partnere.

Først og fremmest har medlemmerne af eurozonen besluttet at mødes, forhandle og træffe beslutninger som en eksklusiv gruppe, dvs. uden om alle de øvrige, herunder polakkerne (og danskerne, red.).

Det har ikke blot svækket og stækket Europa-Kommissionen, som altid har forvaltet sin rolle ud fra et princip om lighed mellem stater, men også Europa-Parlamentet, hvis pladser er blevet fordelt blandt medlemsstaterne i forhold til befolkningsstørrelse.

Bliver den europæiske stabilitetspagt vedtaget i sin nuværende form, vil vi have skabt en union i Unionen. Og inden for en bred vifte af politiske spørgsmål vil denne nye union kunne diktere sine betingelser over for alle os andre — ganske som ’Merkozy’ allerede gør i dag.

For det andet: De seneste nedjusteringer af ni eurolandes kreditvurdering vil ikke nødvendigvis komme til at påvirke omkostningerne ved deres gæld. Da USA’s rating blev nedgraderet, fik det ikke nogen indvirkning af denne art, og faktisk er Italiens gæld nu billigere, end den var, da landet havde en bedre rating. Til gengæld vil disse nedjusteringer helt sikkert få indflydelse på det uformelle hierarki mellem medlemsstaterne og på deres respektive gennemslagskraft i EU.

Således vil Tysklands lederskab blive yderligere styrket. Det samme vil den tyske linje om at fastholde en ’forsigtig sparepolitik’.

Alt tyder på, at Berlin vil blive i stand til at stimulere markedet og låne til endnu lavere priser.

Landet kan således forøge sin økonomiske fortrinsstilling på bekostning af resten af Europa.

Som 1970’er fodbold

De beslutnings- og afstemningsprocedurer i Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet, som så møjsommeligt blev forhandlet i stand i Lissabon-traktaten, er nu blevet irrelevante.

Lissabontraktatens kvantitative kriterier (beregningen af et kvalificeret flertal i Det Europæiske Råd ud fra antallet af stater og deres demografiske vægt) vil blive udvandet af betydningen af staternes økonomier.

Vi vil endda se en svindende rolle for parret Merkozy, som er blevet ustabilt, fordi den stadig tungere Merkel er blevet for magtfuld for Sarkozy.

Samtidig vil det blive endnu vanskeligere for Europa at tage et initiativ uden om Tyskland. De øvrige 26 medlemsstater vil ikke kunne modsætte sig tyskernes vilje — bort set fra, hvis de går planken ud og sprænger Unionen.

EU-politikken vil komme til at ligne fodboldsporten dengang, da alle lande nok spillede med om mesterskabet, men Tyskland vandt hver eneste gang.

Små og nye kanøfles

Den hårde retorik og de politiske sanktioner mod Ungarn har vist, at visse EU-lande kan tillade sig et større spillerum end visse andre. Dermed være ikke sagt, at Orbán ikke forfalder til rædselsfuld retorik, eller at hans økonomiske politik ikke er tåbelig. Men han har ikke gjort noget, der ikke ville blive tolereret, hvis andre og større lande havde taget samme skridt.

Hans angreb på medierne er ikke mere antiliberalt end Sarkozys magtspil over for det franske statsfjernsyn eller Berlusconi forhold til de italienske medier. Selv direktørerne for det ærværdige BBC er altid blevet udpeget direkte af den britiske regering.

Det samme gælder ændringerne mht. den ungarske nationalbank, som ikke bliver mere afhængig af den nationale regering, end Bank of England eller USA’s Federal Reserve.

Det internationale samfund tolererer med sindsro, når lignende manøvrer foregår i Frankrig, Italien, Storbritannien og USA. Roen skyldes ikke, at de går upåagtede hen, eller at man er tilbageholden over for større magter. Den skyldes simpelthen, at handlingerne ikke opfattes som forkastelige.

På samme måde som tyske statsobligationer nyder de gamle, rodfæstede demokratier godt af en tillid, som ikke næres til deres yngre og mindre modstykker.

Til en vis grad har disse forskelle altid eksisteret. Det nye er, at de nu udtrykkes åbent og institutionaliseres uden tøven.

Smertefuld forandring

Vi ved ikke, hvad de langsigtede konsekvenser af den udvikling bliver i forhold til Polen, Danmark eller EU. Generelt har tilpasningen af form (dvs. institutionel form) til indhold (f.eks. økonomisk indhold) gjort institutionerne mere rationelle. Men i dag vi har at gøre med følelser — det vil sige med politik.

Der er tale om forskelle, som bliver følelsesmæssigt og politisk forstærket, og forskelle, der, når de blottes og institutionaliseres, bliver ubehagelige for alle.

Mange lande vil få svært ved at acceptere Tysklands stærkere position inden for EU, mens Tyskland selv vil få problemer med at fastholde sin indsats for solidaritet og selvpålagte restriktioner.

I realiteten betyder det, at vi udover økonomiske og interne politiske spændinger, kan se frem til betydelige internationale spændinger og større vanskeligheder ved at tage beslutninger i europæisk regi.

Vi kan vente os en smertefuld forandringsproces, der sandsynligvis ikke vil blive overstået i nærmeste fremtid.

 

 

Jacek Zakowski er polsk journalist og politisk kommentator

Gazeta Wyborcza og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Magten er ved at glide kommission og parlament af hænde til fordel for Europas stærkeste økonomi. Det skyldes først og fremmest, at nationerne--især England men også i høj grad Danmark--har været så optaget af at bevare deres nationale frihed fra Bruxelles og forlanger særregler, undtagelser og rabatter. Hvis man er utilfreds med at Tyskland svinger taktstokken, så er løsningen at bakke op om EU og forlange mere magt til parlamentet, mere traktat og mindre mellemstatslige løsninger. Løsningen er ikke at svække EU's institutioner yderligere. Uden EU ville tyskerne som den største og stærkeste økonomi bestemme endnu mere, også selv om det egentligt ikke var deres mål.

Michael Kongstad Nielsen

Men sådan har det været hele tiden. Myten har været begravet, før den blev født. Det har altid været de store lande, der bestemte når det gjaldt. Kommissionen ville aldrig forslå noget, de store lande ikke kunne anbefale, parlamentet var aldrig "et rigtigt parlament". Det nye er, at det træder så tydeligt frem nu.

Storbritannien og Danmark og andre har været med til at holde unionsudviklingen tilbage - hvilket eurolandene skulle have lyttet til. Det havde været til Europas bedste at bevare landenes selvstændighed og frie handlekraft, så kun det fælles marked var samarbejdet. Nu blev man forført og beruset af tanken om Den Fælles Stat, hvilket var en kæmpe fejl.

Brian Pietersen

sådan vil det alle dage ende, så ud af EU tak.

Jeg er uenig med Zakowski om Orbán's tiltag ift. bank og presse, som han hævder ikke er anderledes end det der foregår i Frankrig, Italien og England.
Orbán's tiltag er ikke blot retorik, som Zakowski ser ud til at mene. Der er tale om alvorlige tiltag, der sætter retsstatsprincipper helt ud af kraft. Det er der ikke tale om i de nævnte vesteuropæiske lande. Og det er de retsstatslige tilbageskridt, der tages, som EU retteligen bør opponere mod, tage skridt imod.

randi christiansen

Selvfølgelig skal Europa samarbejde - men det må være tilladt med et kritisk blik på den nuværende konstruktion. Et samarbejde, som er baseret på tvang i stedet for indlysende løsninger for det fælles bedste, er ikke godt.

Systemet er baseret på et uholdbart finans-og socialpolitisk fundament. At det skulle være nødvendigt for at undgå krig og ufred, er en falliterklæring af de store, og det kan mistænkes, at andre motiver ligger bag. Den 0,01%`s kontrol med ressourcerne f.eks.

"Uden EU sad vi stadigvæk og bankede hinanden oven i hovedet med kanonkugler."

Mere tynd propaganda. Kunne der dog blot komme nogle argumenter for dette fredens projekt, som ikke var spækket med revisionistisk sniksnak? Nej, for de findes jo ikke (og deraf alle de luftige allegorier og de tendentiøse løgne).

Frederik Svanholm

Det er sjovt hvordan en logisk udvikling kan fordrejes som magtmisbrug.
De lande der har Euro, må finde ud af om/hvordan Euro'en skal overleve. Hvorfor at det er så forkert kan jeg ikke se. Hvis Europa parlementet skal beslutte sådanne ting må alle EU lande gå med i Euro'en.

Det er rigtig at Grækenland og andre sydeuropæiske land har mistet indflydelse til Nordeuropæiske land (Tyskland, Danmark mv.). Men det jo et logisk resultat af at de ikke kan betale deres egne regninger og må få bistand.
Det er da meget logisk at andre tvivler på deres ledelses evener, når de ikke kan styre deres egne fornuftigt lande.

randi christiansen

Ja, hvad nu lille Danmark ? Er løbet kørt, og vi er - hvad enten vi piver eller synger - medlem af en finanspolitisk union, som har til formål at ensrette de enkelte nationer efter principper, som i realpolitisk virkelighed ligger langt fra demokratiske ideer ?

Det er tydeligt, at den førte finanspolitik er helt uansvarlig og helt ude i hampen, og det er svært at forstå, at den eneste mulighed skulle være at solidarisere sig med Sydeuropas økonomiske vanvid ? Såfremt det er tilfældet, er det en understregning af de politiske lederes uansvarlighed og manglende kompetence til at handle på folkets vegne.

Og nej, målet helliger ikke midlet.