Kommentar

Kun en europæisk stat kan styre uden om krak

Problemerne med kasinoøkonomien er blevet forværret af indførelsen af euroen. Hvis vi vil redde euroen, er der ingen vej uden om en europæisk statsdannelse
25. januar 2012

Gennem de seneste årtier er markedsfundamentalistisk ideologi blevet stadig mere indgroet. Tiltroen til, at et frit marked er vejen til den bedste af alle mulige verdener er steget — jo mere ureguleret, des bedre. Men nu har eurokrisen og finanskrisen fremkaldt et akut behov for politisk centralisering.

Finanskrisen har netop sin rod i dereguleringen af det finansielle system og liberaliseringen af de internationale kapitalbevægelser, som tog fart under Reagan og Thatcher. Den har åbnet for fremkomsten af en kæmpemæssig, uproduktiv lotteriafdeling, som er lagt oven på den finansielle sektors kernefunktioner, der paradoksalt nok er at mindske risiko ved overførslen af ressourcer mellem opsparere og investorer. Sidstnævnte opgave er som bekendt særdeles produktivt og har haft meget stor betydning for kapitalismens dynamik.

Lotteriafdelingen er vokset uhæmmet og suger ressourcer ud af det øvrige samfund. Finanssektorens andel af BNP er på få år vokset fra 2,5 til 6,5 pct. i USA, 40 pct. af al profit udspringer af den finansielle sektor, og den aftager halvdelen af alle nye årgange af matematikere. Det er alt sammen ganske uproduktivt. Men samtidig er det så snedigt koblet til den reale sektor gennem livsvigtige kredit- og betalingsfunktioner, at det øvrige samfund har en indiskutabel interesse i at dække tabene, når hele lotteriafdelingen taber penge.

Euro-brøler

Indførelsen af euroen har forværret problemerne i finanssektoren til ingen verdens nytte, og det kunne man have undgået. Uden en politisk og finanspolitisk centralmagt og med meget forskellige udviklinger i statsfinanser og løn- og prisniveau er en fælles valuta et risikabelt forehavende.

Det har alle vidst hele tiden, men herhjemme har kun vismændene talt om »små og usikre økonomiske fordele« og nævnt muligheden af »store spændinger« og »finansiel krise«. Finansministeriet, Økonomiministeriet og Nationalbanken sagde overhovedet ingenting om ulemper ved euroen; der var kun betydelige »fordele« samt visse »udfordringer«. Det skyldtes ikke uvidenhed, men politisk følgagtighed.

Nu er der, så vidt jeg kan se, kun to muligheder.

Den ene er et eurosammenbrud fulgt af bankkrak og depression i Europa — og det endda i en situation, hvor mulighederne for ekspansiv finanspolitik er opbrugt i årene før og navnlig efter finanskrisen.

Vækst gennem udpumpning af offentlig efterspørgsel er altid en midlertidig løsning, idet gælden vil sætte en grænse, med mindre væksten er høj nok til at neutralisere den. Nu er gælden stor og væksten lav, og når man ikke formåede at skabe tilstrækkeligt store overskud i højkonjunkturen, må man nødvendigvis have overskud under lavkonjunkturen — en slags omvendt keynesiansk finanspolitik.

Centralisering

Den anden mulighed er, at euroen reddes. Det kan kun gøres ved, at ECB køber græske, spanske, italienske etc. obligationer i massiv skala og altså betaler kreditorerne ved kortvarig brug af seddelpressen.

Den løsning forudsætter naturligvis en europæisk statsdannelse; man kan ikke have 27 kommuner eller delstater, der frit kan trække på Nationalbanken efter behov. Finanspolitikken må centraliseres, og der må etableres EU-militær og EU-politi, som kan hente dem, der ikke adlyder den centrale lovgivning.

De første kandidater til EU-fængslet i Bruxelles er den tyske og den franske finansminister, som brød reglerne i stabilitets- og vækstpagten i 2002, foruden naturligvis den græske, som konsekvent har overtrådt reglerne fra det øjeblik, medlemskabet af ØMU’en trådte i kraft.

Så vidt jeg kan se, forsøger Angela Merkel behjertet og fornuftigt at redde euroen, og europagten er et skridt i denne retning — omend lille og utilstrækkeligt.

Hvis man gerne vil overbevise modvillige, nationale regeringer om nødvendigheden af en EU-stat, så er søsættelse af en dødssejler af en fælles valuta et probat middel. Når man er midt i et økonomisk skibbrud, kan viljen til politiske og økonomiske kursændringer meget hurtigt blive meget stærk. Man skulle næsten tro, at nogen i Bruxelles har regnet det her ud på forhånd.

Opportunt at stå udenfor

Det er ret ligegyldigt, om Danmark tilslutter sig euroen eller ej. Men det er vel opportunt at stå udenfor og bevare devalueringsmuligheden.

Det ofte gentagne argument om ’vores indflydelse’ er meningsløst. For det første har godt 1 pct. af EU naturligvis ingen ’indflydelse’. For det andet er ’vores’ en anakronisme. Demokrati i EU forudsætter, at ’vi’ ikke er gruppen af danskere, men derimod den langt større gruppe af EU-borgere.

Når finanspolitikken er opbrugt, bliver det vigtigste middel til at øge beskæftigelsen, at reallønnen reduceres. Her kan man passende begynde med de tårnhøje og ganske meningsløse private og offentlige chefslønninger.

Hvis man tager en tur til Tyskland, vil man snart opdage, at dér er alting 20-30 pct. billigere. Det kan altså lade sig gøre at bremse reallønnen uden at devaluere (som i Tyskland og Irland), men det går nemmere med en devaluering (som i Island).

Når euroen er reddet, kan man hurtigst muligt — helst før — gå i gang med de langsigtede, helt anderledes alvorlige og vanskelige opgaver, nemlig de globale miljø- og fordelingsproblemer.

 

Hans Aage er professor i nationaløkonomi, dr.polit. ved Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nydeligt; Hans Aage's primærerationalisering svarer til DR's serie benævnt 'Europa eller kaos?'. Enten så redder vi den finanskapitalistiske konstruktion, Euroen - eller også får vi bankkrak og depression. De som er gamle nok, kan huske at man før talte om 'afgrunden' når det europæiske, kapitalistiske superstatsprojekt skulle passere drøbelen.

Jeg stemmer for depression og bankkrak.

Peter Ole Kvint

Man kan gøre meget for at rede et politisk misforster. Men det vil stadigt være abort, som er det rigtige.

Hvis man redere en kasino-økonomi vil man stadigvæk stå med en kasino-økonomi som vil falde sammen på et tidspunkt. Jeg ved ikke om der er nogen, som stadigt kan huske valuta-slangen som var forløberen for euroen. Man fik euroen fordi det var mere forpligtende med en fældedes mønt end en valuta-slange men de grundlægende problemer er de samme. Den gang, nu og i fremtiden.

Jakob Lindblom

Euroen har fra dag ét været et stort ideologisk eksperiment. Hensigten har fra dag ét været at den dels skulle skabe en fælles EU-identitet og dels skulle virke som integrationsmotor - bla. ved at alle de små kriser og ujævnheder skulle føre til fælles regler.

Så det er ikke engang bravesnak eller konspirationsteorier, man snakkede faktisk åbent om det i firserne under Delors. På den måde har euroen fra starten været et EU-nationalistisk redskab bøde identitetsmæssigt og politisk

Og man kan læse meget mere om dette aspekt i denne artikel:

http://www.modkraft.dk/sektion/kontradoxa/article/eu-modstand-er-ogsa-mo...

Når det er sagt, så er Hans Aages artikel jo derfor både korrekt og tilsigtet, selvom man næppe forestillede sig at krisen skulle være så dyb.

For mig at se, så er det nok bedre med en kontrolleret maveplasker og opløsning af euroen end en egentlig EU-stat. Ikke mindst i lyset af, hvor dyrt eksperimentet hidtil har været, og hvor nytteløst det er (.http://epn.dk/tema/gaeldskrise/article2674339.ece)

Hvis man ikke radikalt ændrer konstruktionen, så vil uligheden i den økonomiske udvikling såmænd bare øge spændingerne igen...

Bottom line er, hvis den udvikling som Aage skitserer skal gennemføres, så spørg da befolkningerne indenfor fremfor denne totalitære EU-ensretning, og lad os så få den folkeafstemning om pagten herhjemme, så vi kan sige nej tak!

Og endeligt, dem, som skal i EU-fængslet er sgu ikke bare de tyske, franske og græske politikere, som brød euroreglerne. Nej, tag hele banden med, som har gennemført dette enorme sociale eksperiment, som har smadret samfundene i en lang række sydeuropæiske lande. Tag alle kommissærerne, professorerne og politikerne med, som med åbne øjne har vildledt befolkningerne for deres egne ideologiske blå briller med gule stjerners skyld. Afsted - march!

Jakob Lindblom:
Fin artikel om eleveringen af nationalismen fra EU-medlemslandene til EU-statsdannelsen. Gerne flere af sådanne potente analyser, tak!

Jan Kauffmann

Det er snart fuldbragt - bedrageriet.
Kommer meget til at tænke på Hitler's måde at kapre magten på, og hvorledes vores politikere har kaperet Europa via løgne og mismanagement, med eneste formål - at skabe en Europæisk stat af bagdøren.

Hitler svinlede sig til magten - Vore politiker svindler sig til en Europæisk Stat meget få ønsker.

Jørn Jørgensen

Måden Euro-krisen håndteres på, med lån og nedskæringer i sydeuropa, flytter arbejdspladser fra sydeuropa til de nordeuropæiske lande - primært Tyskland. Såå, det kan ikke undre at de tyske erhvervsledere jubler.
Tyskland (mis-)bruger Euro’en til egen vinding.
Grækenland bør forlade Euro-samarbejdet og blive konkurrencedygtige ved hjælp af en egen valuta.
P.t. styres Grækenland’s fremtid af Tyskland.

Niels Engelsted

De-globaliseringen vil snart sætte ind, fordi ingen ved deres fulde fem kan fortsætte med at tro, at vores højtuddannede befolkning kan leve af at sælge gode ideer til kineserne, der til gengæld lever af at lave varerne til os. Dem, der laver varerne, får ideerne, og kineserne er lige så kloge som andre mennesker. Ingen ved deres fulde fem kan heller tro, at regeringens kamp for et større arbejdsudbud vil bringe lønnen ned, så den kan konkurrere med Bric-landene. For at forsørge befolkningen, må vi altså selv producere og selv skabe job. Hvis vi ikke kan det på grund af konkurrencen udefra, så må gamle midler som told og finanskontrol på banen igen. Det vil helt sikkert ske. Men det er absolut i danskernes interesse, at det sker på EU-plan, og at vi som åben økonomi ikke skal gøre det alene selv. Globaliseringens kommende endeligt nødvendigt et stærkt EU. Selv de traditionelle EU-skeptikere bør derfor (i al hemmelighed) krydse fingre for, at EU klarer og går styrket ud af sin økonomiske og politiske krise.

Jakob Lindblom

Niels, det var da en løjerlig påstand. EU er jo til en vis grad allerede det, som du efterlyser med toldmure overfor fattige lande, skotold, elpæretold, og hvad har vi. De steder, hvor der ikke er told er jo, hvor det gavner den europæiske storkapital, som iøvrigt er global.

I det spil er EU sgu da skide ligeglade med lønmodtagerne, det har de såmænd vist igen og igen...

Derudover ser jeg da også gerne en større lokal produktion og i det hele taget livsfilosofi - ikke mindst af hensyn til klima og miljøet, men hvordan i alverden EU skulle kunne være en progressiv spiller, det kan jeg ikke se :-/

Niels Engelsted

"Jakob--enig i det hele, undtagen, at det er en løjerlig påstand. Globaliseringen er navnet for det neoliberale internationale økonomiske system under USA's førerskab. Eu har været en del af og juniorpartner i dette projekt og er det stadig, omend modsigelserne mellem de to store økonomiske blokke er blevet tydeligere, ligesom helt andre og meget store økonomiske blokke har meldt sig på banen. Når USA's hegemoni bryder sammen, hvad det allerede er stærkt på vej til under vægten af sine økonomiske problemer, vil verden komme til at bestå af fire eller fem blokke, der nok vil samarbejde, men også forsvare sig selv økonomisk og ideologisk. EU er en af disse blokke. Mit håb--og også min tro--er, at nødvendighedens logik vil gøre EU til en progressiv spiller--også på miljø- og klimaområdet.

Jakob Lindblom

Niels, så vil jeg lade dig være salig i troen :-)

Jeg vil imidlertid gætte på, at ud fra den viden vi har om EU, de traktater, som er EU og de forventninger, som dette giver os, så vil EU i dette spil være reaktionær og forsvare deres frihandel, når det gavner direktionsgangene og omvendt også højrepopulistisk og muligvis dermed protektionistisk ift. nogle sektorer, når dette gavner direktionsgangen.

Spørgsmålet er så, om det er noget, som vil være det gode eller det dårlige for almindelige mennesker både i EU, men mindst lige så meget udenfor, som fx. når EU kræver, at afrikanske lande skal åbne sig op, mens vi ikke gør det selv osv.

Men lad os se om du får ret. Jeg ville i hvert fald ikke sætte min børneopsparing på dette, hvis eller jeg havde en :-)

Ib Jørgensen

Kære Hans Aage

I Kina og USA har vi jo eksempler på sådanne megastater. De virker ikke som potentielle arnesteder for et effektivt opgør med kapitalismen.
Et mega-Europa vil utvivlsomt være lige så ineffektivt.

Derfor vil et Europa, der falder fra hinanden, måske være den bedste grobund for noget sådant.

Men udsigterne er dystre.

Jeg har jo prøvet at råbe op i mange år. Et eksempel fra 1982
http://bloggeroeven.blogspot.com/2011/11/slem-finanskapital-god-kapitali...

Dan Johannesson

- Og det har hele tiden været formålet med konstruktionen af krisen. Klassisk Problem - Reaktion - Løsnings manipulation.

Matrix gir stadig max gas..

Rasmus Larsen

Det er vist første gang, at jeg hører nogen anklage en økonomiprofessor fra RUC for at være en ondsindet kapitalist.

Jeg mener nu heller ikke, at Hans Aage er en håndlanger for en fascistisk europæisk centralmagt. Det lyder mest af alt som om han beskriver virkeligheden (min version af virkeligheden inkluderer heller ikke et centraliseret fascistisk Europa med dertilhørende førerbunkere og regelrette agurker).