Kommentar

Mr. Elbæk, tear down this wall!

Opdelingen mellem klassisk og rytmisk musik eksisterer primært i kulturministerens hoved. For udøverne er musik musik. Det er den indstilling, der giver de bedste muligheder for, at musikken kan udvikle sig, og det bør ministeren indse
Debat
18. januar 2012

Når kulturminister Uffe Elbæk snart fremlægger sit forslag til en ny 4-årig musikhandlingsplan, har Folketinget en historisk mulighed for at lave en bred politisk aftale, der én gang for alle opløser den politiske konstruktion mellem klassisk og rytmisk musik.

I dag samarbejder musik- livet lystigt på kryds og tværs af genreskel. Symfoniorkestre laver koncerter med profiler som Oh Land, Efterklang og Under Byen. Det styrker både klassisk og rytmisk musik. I vækstlagene og de smalle genrer smelter udtrykkene ofte fuldstændig sammen. Ja, musiklivet lever vitalt i den fredelige sameksistens mellem udtryksformer, som forfatteren Hans Jørgen Nielsen helt tilbage i 60’erne kæmpede glødende for at forankre både æstetisk og politisk. Som han selv har sagt det:

»Pludselig var der ingen definitiv modsætning mellem avantgarde og pop. Jeg kunne have hele min historie med mig, også på det musikalske plan. Jeg kunne både gå i Hit House og redigere Dansk Musik Tidsskrift. Og det gjorde jeg.«

Den sameksistens er nu under et alarmerende pres. Mens musiklivet altså for længst har revet muren mellem klassisk og rytmisk musik ned, så har kulturminister Uffe Elbæk trods egne ord om det modsatte bygget den op igen.

Omprioritering

Regeringsgrundlaget understreger, at regeringen vil arbejde for at styrke den rytmiske musik. Men der står ikke, at det skal ske gennem omprioritering. Ikke desto mindre er omprioritering omdrejningspunktet for ministeren. I Information 14. januar siger han: »Vi har en lukket økonomisk ramme. Hvis vi gerne vil opprioritere den rytmiske musik (…) så skal vi finde pengene et andet sted.« På Informations blog: »opdelingen mellem rytmisk og klassisk er forenklet.« På Facebook skriver han: »Jeg vil både det klassiske og det rytmiske (…) spørgsmålet er blot om den økonomiske fordelingsnøgle er rigtig.«

Disse udsagn rummer en farlig retorisk dobbeltbund. På det musikæstetiske plan bekendtgør ministeren, at opdelingen klassisk/rytmisk er forenklet. Men på det økonomiske plan fastholder han kategorierne med blikket stift rettet mod voldsomme omprioriteringer fra klassisk til rytmisk. Løftet om styrkelse af rytmisk musik skal indfris. Koste hvad det koste vil. Af musikkatastrofer og pludselig død.

Kulturministeren har valgt at vise handlekraft ved en farlig logik: Når der ikke er flere penge, så må vi omprioritere. Ministeren har altså opgivet tanken om at udkæmpe politiske slagsmål for en øgning af kulturens ramme på finansloven. I ly af manglen på egentlig visionær handlekraft på de store politiske linjer kaster han musiklivets aktører ud i en omfordelingspolitisk gladiatorkamp med ham selv ved ringside. Det er farlig symbolpolitik og destruktiv realpolitik i ét. Rygtebørsen svirrer. Udover den allerede fastsatte ramme for musikhandlingsplanen, siges det, at han er på jagt efter ekstra 40 millioner årligt til styrkelse af rytmisk musik. Omprioriterede midler. Det svarer meget godt til den årlige udgift til et symfoniorkester. Vil han nedlægge et af dem? Wach auf, du kulturminister Elbæk!

Lyt for pokker

Danmark fik som det første land i verden en lov om musik i 1976. En national bedrift. I det oprindelige udkast fra 1973 til loven udtrykkes et ønske om at opløse eksisterende skel mellem rytmisk og klassisk og i stedet lægge »særlig vægt på de nye frembringelser inden for alle genrer.«

Kære kulturminister og folketing: lyt for pokker intenst til de ønsker!

For det første er der brug at besinde sig alvorligt på det økonomiske plan. I andre politiske mærkesager som trepartsforhandlingerne har regeringen udskudt den politiske beslutningsproces, og arbejdet med at styrke den rytmiske musik udover rammerne af musikhandlingsplanen kan også udskydes. Drop idéen med at hente 40 millioner omprioriterede midler årligt. En sådan omprioritering vil ødelægge musiklivets vitale, nyudviklende sameksistens. Lav en musikhandlingsplan inden for de allerede afsatte rammer, som opløser aksen klassisk-rytmisk og styrker hele musiklivets nye frembringelser. Spillesteder, vækstlag, smalle udtryksformer og international eksport på tværs af alle genrer. Musikpolitisk glasnost anno 2012 tak.

Dernæst er der akut behov for, at kulturministeren går forrest i en langsigtet kamp for en større statslig satsning på kultur, som kan komme hele musiklivet til gode. Vend den økonomiske beslutningsproces på Christiansborg til, at der netop i krisetider er behov for at opruste kulturen. EU-Kommissionen foreslår det. Frankrig gør det. Danmark kan også gøre det. Kulturen og den kreative sektor er udråbt til fremtidens råstof. Sæt handling bag ordene. Se det ville flytte mere end kommaer. Skabe en ny fortælling.

 

Thorbjørn Tønder Hansen er leder af musikorganisationen SNYK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

klage,klage,klage,brok, brok, brok, gab gab gab.

Jeg oplever ikke at der så meget sammenhæng,og samspil genrene imellem, som det fremstilles her.

Tværtom synes skellet at være permanent. Jeg savner stadig som elektronisk musik og koncertarrangør bedre muligheder for at kunne modtage økonomisk støtte og kan kun se (misundeligt) til, at "klassisk" orkesterformer og musikstille, kan forsætte deres gentagelser på gentagelser, og modtage faste årlige støttekroner.

Dermed mener jeg at skellet imellem klassisk og rytmisk musik er immanent i genrene, og derfor findes der forskellige musikorgansationer, som SNYK, Jazz Danmark, World Music Denmark, Dansk Rock Samråd, Landsdelsorkestrene. Som hver dyrker netop deres særinteresse.

det er sgu et begavet indspark i debatten. personligt mener jeg man skal luge ud i støtten og fokusere på det sublime og vækstlaget og så droppe det middelmådige.

al musik eksport bør flyttes over i et andet regi, det er ikke kultur men erhvervspolitik.

når man kigger på kulturministeriets hjemmeside, vrimler det med hvad bedst kan betgenes som infantile nærmest deciderede barnlige tiltag, der burde kunne lukkes i løbet af en uge, og så bruge pengene på kultur i stedet.

værdikommision, mindre bøvl, god ledelse hvad ved jeg, det ville klæde ministeriet selv at spare på egne "lyse indfald". man vist skal være på fast løn i det offentlige, for at finde på at belemre resten af det danske samfund med den slags banaliteter, det minder sgu om operation morgenluft i riget.der kunne mangrine af det