Kommentar

Når den anerkendende tilgang bliver positivitetsfascisme

Managementperspektivet ’den anerkendende tilgang’ har sneget sig ind alle steder i den offentlige og private sektor. Hensigten har været at skabe et bedre arbejdsmiljø med flere glade medarbejdere, men måske leder det i virkeligheden til flere sygemeldinger
Debat
23. januar 2012

Jeg har lige fået en opringning fra en pædagog, der efter eget udsagn har sygemeldt sig på grund af den såkaldte anerkendende tilgang. Hun kunne fortælle mig, at efter tiltrædelsen af en ny leder var det blevet forbudt at sige noget kritisk, endsige bruge negativt ladede ord. Alle pædagoger på institutionen skulle tilegne sig den anerkendende tilgang over for børn, forældre og ledelse. Konsekvensen blev en sygemelding for den pågældende pædagog og et ønske om aldrig at vende tilbage til det arbejde, hun ellers altid havde holdt af.

To teorier på markedet

Der er to anerkendelses- teorier på markedet lige nu. Den ene stammer fra kritisk teori, og den søger at kortlægge forskellige former for samfundsmæssige krænkelser, eftersom de informerer om manglende eller forbigået anerkendelse. Her er tale om den form for manglende anerkendelse, der kan betragtes som uretfærdig eller ligefrem patologisk, fordi den på et elementært psykologisk niveau sætter den, som krænkes, under så voldsomt et pres, at vedkommendes identitet kan gå i stykker.

Den anden går under betegnelsen den anerkendende tilgang eller ’appreciative inquiry’. Den søger at fokusere på det positive på arbejdspladsen, på det som virker, og negligerer herved alle former for problemer, der ganske enkelt betragtes som forhindringer for fremskridtet. Alle, der er blevet mødt med en sød stemme, der kurrer: ’Jeg hører hvad du siger,’ og har haft en fornemmelse af, at der er et eller andet, der klinger falskt, har givetvis stiftet bekendtskab med den anerkendende tilgang.

De to perspektiver er vidt forskellige og eksisterer uafhængigt af hinanden. Den kritiske anerkendelsesteori ville anklage den anerkendende tilgang for at være ideologisk, og den anerkendende tilgang ville nok ikke engang vide, at der findes en kritisk teori med samme grundbegreb, nemlig anerkendelse. Den kritiske anerkendelsesteori er desuden videnskabeligt funderet, hvorimod den anerkendende tilgang har været igennem konsulentmaskinen så mange gange, at det er svært at se, om den engang har indeholdt en smule selvkritik eller blot refleksion over mulige begrænsninger eller bivirkninger.

Som så meget andet er det ikke altid de mest velfunderede perspektiver, der vinder, men derimod dem, der kan sætte begrebet på en mere spiselig succesformel. Derfor er det også den anerkendende tilgang, som har vundet første halvleg med svimlende oplagstal og et hav af konsulenter, der har tjent styrtende, men anden halvleg er først lige begyndt, for nu melder der sig i stribevis af ofre for den anerkendende tilgang.

Er der tale om ideologi?

Pædagogen, som ringede og fortalte om sit møde med den anerkendende tilgang, kunne ikke længere smile eller være glad på kommando. For hende var det vigtigt at kunne sige fra over for forældre og børn, som var urimelige. Det måtte hun imidlertid ikke. Efter pædagogens udsagn gik hendes leder så vidt som til at forbyde personalet at benytte faglige begreber, der var negativt ladede, såsom at børnene var ’grænsesøgende’ eller ’kravafvisende’ — en pædagog kunne således ikke stille krav til et barn om, at det selv skulle tage sin flyverdragt på uden hjælp fra en voksen. Selv sådanne centrale faglige begreber kunne nemlig opfattes som negative.

En simpel afprøvning af, om et perspektiv er ideologisk — det vil sige om en idé tillægges en absolut værdi — er at teste, om man kan svare nej til ideens grundlæggende fordringer. Det er meget svært med den anerkendende tilgang. Et nej eksisterer slet ikke, hvilket gør denne styringsteknik og værdiledelsesmæssige tilgang meget farlig.

Der er tale om censur af, hvad der foregår på arbejdspladsen, når fokus og ord kun må være positive. Der er tale om censur og tilsidesættelse af faglige hensyn, når perspektivet kun må være anerkendende, og der er ydermere tale om censur af medarbejderes identitet, når de ikke må udtrykke deres utilfredshed, men i stedet — som pædagogen kunne fortælle mig — ’skal finde på positive ord for problematiske situationer’.

Den anerkendende tilgang er intim positivitets- fascisme, når den er værst. God bedring til pædagogen og til alle de arbejdspladser, der er ramt af det nye managementperspektiv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ubegribeligt at en forsker kan skrive SÅ meget vrøvl, om et emne, han tydeligvis ikke har kendskab til. Hvad pokker er din agenda?
AI - eller appreciative inquiry er i modsætning til Rasmus Willigs påstand særdeles evidens - og forskningsbaseret. AI er udsprunget af en PhD-afhandling fra dr. David Cooperrider i 1988, og hele AI konceptet er senere udviklet videre af en lang række anerkendte systemiske forskere i hele verden. Et eksempel på AI´s anvendelse er bl.a. et kæmpe projekt, der går under navnet Imagine Chicago, hvor flere bydele med kæmpe integrationsproblemer, benyttede AI til at skabe bedre bymiljøer. Blot nævnt som et eksempel. Flere store byer overalt i verden har senere taget modellen til sig, bl.a. flere kommuner i Dk.
AI - eller den anerkendende tilgang handler ikke som Willig påstår, om at se bort fra problemerne. Det er en forvrøvlet og aldeles ukorrekt påstand, der mere vidner om Willigs manglende kendskab til AI. Den indledende fase i adskillige AI-modeller handler om at få fokus på problemerne - men også at forsøge at se et mønster (systemisk) i problemerne, for derigennem at finde nye handlemuligheder.
Så drop al det forvrøvlede snak om "varm luft" og rige konsulenter. Det er nedladende og uværdigt for forskerverdenen at fremsætte disse påstande alene på baggrund af een historie om een pædagog, der tydeligvis har haft en leder uden kendskab til AI.
Idag forskers der på både Ålborg (et helt institut) og Kbh´s universitet (Idræt) i AI og systemisk tænkning, og der er ansat både professorer og lektorer til at sikre det videnskabelige niveau, som Willig ikke er istand til at nærme sig.

Apropos fascisme:
fascister anvender en aktivistisk og voldelig kampform for at skaffe sig indflydelse (Den store Danske).
Kære Willig - er det virkelig moderne forskning på RUC at skabe fjendebilleder med grove metaforer, for derigennem at promovere egne (politiske?) holdninger? Hvad er din hensigt med at kalde en stor og seriøs gruppe forskere over hele verden (og ditto konsulenter) for fascister? På hvilken måde stemmer denne brug af ordet fascisme overens med god forskertradition? Eller er det netop et udtryk for en del af forsknings fallit (din forskning), at du er nødt til at råbe SÅ højt for at få et diffust og helt uklart budskab ud? Kunne en lidt mere nysgerrig og neutral måde at stille spørgsmål på muligvis have givet dig nogle andre svar på hvad AI står for i f.eks. antropologiens, psykologiens og filosofiens domæner.
Vil du kalde Luhmann, Maturana og Bateson for fascister? Det er faktisk hvad du lykkes med at gøre. Tankevækkende.

Wow, Geert Mørk - et helt institut! En sådan gang forskningssnob understreger et andet problem i vor tid: at forskningen tages alvorligt, men ikke seriøst.

I de berømte og indædte diskussioner i Tyskland i 1970-erne mellem bl.a. Habermas og Luhmann, blev sidstnævnte bl.a. beskyldt for ikke at sige ret meget nyt – røre rundt i rent tautologisk visse-vasse-vusse …

Ikke at denne diskussion skal gentages her, men den reaktionære Luhmann med hans fortænkte systemteori skal I længere ud på landet med - hold Jer nu til den progessive Habermas, så er I på sikker grund med "Kritisk Teori" og den sunde fornuft i behold.

Et Habermas-institut i Aalborg ville for øvrigt pynte bedre på byen, så instituttet kunne jo overveje at tage navneforandring …

@ Peter Hansen. "forskningssnob" :-) Når Willig angriber AI for ikke at være forskningsbaseret, har jeg blot tilføjet, at der både i DK og på utallige universiteter verden over forskes i AI og den anerkendende tilgang. Willig´s præmis bygger altså på en løgn. Det har ikke noget med snobberi at gøre. I min verden.
@ Jan Weis. Tænker det vil være bedst at holde gammelt, forvrøvlet neo-kommunistisk sludder (= Habermas) fra døren, når talen er om systemisk teori og socialkonstruktionisme og at være anerkendende overfor sine medmennesker.

Steffen Nielsen

Geert Mørk
Man får sgu da ikke et bedre arbejdsmiljø ved at bede folk om at nævne 3 positive ting ved deres arbejdsplads og så ikke fokusere på problemerne

Steffen Nielsen

Geert Mørk
Et hav af undersøgelser har vist, at den engagerede medarbejder får man ikke bare ved hjælp af høj løn og diverse personalegoder. Man kan ikke købe sig til gode medarbejdere.
Selvfølgelig skal man altid have fokus på ressourcer, men hvis en arbejdsplads dræber alt initiativ, lyver overfor medarbejderne, ikke tager dem alvorligt, underminerer deres selvtillid osv., så nytter det ikke at sige til dem, at de skal bare tænke positivt, når ikke engang nok så mange personalegoder og høj løn kan formå dem til at tænke kreativt og engageret.
Omvendt er der naturligvis altid en fare for kun at fokusere på det negative uanset om det handler om en arbejdsplads, et boligområde, en daginstitution eller et ministerium, men problemer bør man tage alvorligt og ikke bare negligere og så købe en skrigepude til personalet eller til beboerne i boligområdet

Steffen Nielsen

Og så vil jeg ellers skide på diverse fine og navnkundige professorer, der har en helvedes masse teoretisk viden inde på universitetet
Faktum er at enhver idiot kan nedsætte sig som konsulent og påstå på deres hjemmeside, at deres udviklingsværktøjer har været brugt alverdens steder, men det er også 99% sikkert, at en chef, der har betalt i dyre domme for en konsulent, aldrig vil indrømme at pengene havde været bedre brugt på en ny kaffemaskine.
Jeg vil vove den påstand, at jeg kunne få enhver arbejdsplads til at fungere optimalt ved blot at give det råd at man skal behandle sit personale ordentligt. Så kort kan det siges, men det er svært at få en sådan sætning til at fylde 2 dages intensiv brug af fine ord og referencer, så derfor har jeg ikke et konsulentfirma.
Nogen gange er tingene så enkle at diverse universiteter ville ryste i deres grundvold, hvis det gik op for samfundet, og hvad skulle man så stille op med alle de mennesker, der har deres levebrød i at forklare enkle ting på en så kompliceret måde, at det tager år at lære det.

Hans Henrik Knoop

To kernebegreber i positiv psykologi er personlig frihed og social ansvarlighed. Det er blandt andet, fordi forskningen viser, at folk, som handler frivilligt, er tilbøjelige til at lykkes med tingene, og folk som handler modvilligt, er tilbøjelige til at mislykkes – og fordi frihed og ansvarlighed er gensidige forudsætninger.

En god arbejdsplads må derfor sikre, at medarbejderne ikke tvinges til meningsløst arbejde, fordi det i modsat fald ikke bare er svært, men umuligt, for medarbejdere at yde deres bedste og bevare deres helbred. Arbejdspladser, som ignorerer dette, handler stik mod anbefalingerne fra positiv psykologi.

Meningsfuld selvdisciplin er ofte nødvendig – meningsløs selvdisciplin er altid selvundergravende.

Det er i forlængelse heraf altså meget vigtigt for menneskers trivsel, at vi oplever reel ytringsfrihed. Og forskningen viser, at mennesker, som oplever demokrati og reel medbestemmelse er langt mere tilbøjelige til at rapportere trivsel, end folk i diktaturer og andre totalitære systemer.

Og omvendt: Arbejdspladser, som tvinger folk til falskhed, undergraver åbenlyst sig selv, fordi de de facto vil miste deres legitimitet/eksistensberettigelse - og fordi de uvægerligt vil miste ansatte ledere og medarbejderes (reelle) loyalitet/ansvarlighed.

Positiv psykologi er således blandt meget andet læren om, hvordan man undgår sådanne former for utroværdighed uetisk adfærd i arbejdslivet – i modsætning til hvad nogen måske kunne få indtryk af, når de følger denne debat.

Der er mig bekendt ingen seriøse forskere/fagfolk, som arbejder med positiv psykologi, og som argumenterer for, at ytringsfriheden skal begrænses. Tværtimod er mange optaget af, hvordan ytringsfriheden kan bruges bedre, så folk bevarer interessen i at ytre sig - for overdreven negativitet i kommunikation på arbejdspladser og i medierne har gennem tiden skræmt mange fra at ytre sig, så scenen har været overladt til de mest hårdhudede, socialt kyniske, tilsvinende og højtråbende. Som det blev fremført under Muhammed-krisen: Pæne mennesker skulle ikke nyde noget af at få nazi-kortet klistret på sig af en hidsigt opponerende debattør, så de moderate (ofte velovervejede) stemmer forstummede i hobetal. Det kunne man med en vis ret kalde negativitetsfascisme.

Hans Henrik Knoop,

går ud fra, at du har optrådt i alle landets Flobcentre, læs Shellhuse, og forsøgt at sælge dem dine interessante budskaber - lige noget de bevisligt har behov for at følge i behandlingen af deres "kunder i butikken" ...

Hans Henrik Knoop

Jan Weis,

Tak for din kommentar, som så fint underbygger min pointe, for så vidt den er et glimrende eksempel på et fordomsfuldt og nedladende debatindlæg, ingen har mulighed for at blive klogere af. Uren underholdning er det i bedste fald.

Det er netop den slags ytringer, som undergraver demokratiet via degenerering af demokratisk debat – og som nødvendiggør mere seriøst arbejde med anerkendende kommunikation, hvor uenigheder og kritik kan ytres i værdig form.

HR = Hopelessly Redundant

Hans Henrik Knoop,

jeg er overbevist om, at du trænger til at stifte bekendtskab med virkeligheden uden for dit beskyttede værksted. Men noget kunne tyde på, at der er ramt en ligtorn eller flere - måske har tvivlen på egen teoretiske ballast ligefrem indfundet sig - det kan man da håbe ...

Knoop: " ...negativitetsfascisme ...", "...undergraver demokratiet" ... ,"...degenerering af ..." osv. osv. - hvor den ikke får for lidt fra den universitære begrebsverden, men alle dine udtryk taler for så vidt for sig selv - selvom de er skrevet af en professor.

Dine nedladende opstød af 09.03.2012 kl. 13:19 kan kun opfattes som verdensfjerne og rene udokumenterede postulater, kun stuerene inden for det herskende neoliberale univers med den sædvanlige bragesnak om frihed og ansvarlighed.

Min reference til VOK's Flobcentre og en viden om, hvordan man behandler vore medborgere dér, er en passende kontrast til og et direkte dementi af dine såkaldte kernebegreber.

Så ta' nu og repetér Kritisk Teori, v/ Habermas et al., så kan det være du kunne lære lidt mere om dét at kommunikere på en mere anerkendende facon med udgangspunkt i en konkret viden om dine medborgeres virkelige liv - udenfor din anstalt ...

Kære alle,

Tak til Hans Henrik for et fint indlæg om hvor vigtig betydningen af reel åbenhed er i samtaler om udvikling.

I forhold til udvikling af vores demokrati og deltagelse, har jeg i en stor frivillig organisation oplevet hvor meget det kan betyde, at bruge nye organiseringsformer for at ændre samtalerne. Da vi gik væk fra at holde generalforsamlinger med 300 på stolerækker, der diskuterede kommaer i lovforslag, og i stedet inviterede 700 til at mødes på kryds og tværs til at arbejde på udviklingsprojekter, så ændredes samtalen fuldstændigt. Nu handlede det om at realisere fremtidsdrømme i stedet for at begrænse risiko med love. Hele fundamentet var at ændre ledelsesfokus til det der kan lade sig gøre gennem anerkendende og respektfulde samtaler, samt at turde satse på inddragelse og at støtte det der så dukkede op. Som forening har det betydet et skift fra 15 år med medlemsfald til vækst og mod på mere! Jeg håber vi i det store demokrati i Danmark kan opleve samme positive forandring til flere involverede og mere generative samtaler. Gad vide hvad der skal til..?

Det får mig til at tænke på to af de oprindelige principper i Appreciative Inquiry: Udforskningen skal tage udgangspunkt i værdsættelse af det bedste der allerede eksisterer og udforskningen skal være provokerende og få folk til at handle mod en bedre fremtid.

Det positivt provokerende synes jeg er et stærkt begreb, der både rummer en respektfuldhed og en åbenhed for forandring og at lytte til alles bidrag - også alle de dejligt kritiske, der jo også baseres på en drøm om noget bedre. Hvis bare flere blev aktivt involveret i demokratiske processer, der handlede om at provokere til positiv aktion i stedet for passiv reaktion. Har nogen gode forslag til dette?
Eller en forfriskende kritisk bemærkning med en drøm om noget endnu bedre?

Mange hilsner
David

Og så ½ år senere omtaler og behandler Georg Metz - og tak for det - kærligt denne betændte psykologiske virus i sin klumme -

http://www.information.dk/311042?page=1

Er problemet ikke, at man med alle disse positivitetstilgange går galt i byen: de er ikke et spørgsmål om utilfredshed, de er et spørgsmål om kampen for frit at kunne forholde sig til de rammer, man er sat indenfor. Jo mere behovet for negative beskrivelser ytrer sig, jo mindre oplever den pgl. ret til indflydelse på eget arbejde.
Det er noget helt andet end offensiv løsning af problemer eller udfordringer, fordi disse i sagens natur kun kan foregå i frihed.

Jeg indrømmer, at jeg først efterfølgende har læst det befriende indlæg fra Hans Henrik og David.

Peter - er du ikke gået lidt galt i byen her - hvorfor er de pågældende indlæg just "befriende" og for hvad ...

Der er åbenbart stadig gang i debatten om Willigs kunstige og fejlslagne præmis om anerkendende tilgang. Willig iklæder sig sin forskningskappe og udtaler sig derved "forskningsmæssigt" om noget, han helt åbenbart intet aner om. Desuden baserer han sin "analyse" på, at een pædagog har ringet een gang og brokket sig over sin arbejdsplads. Det er ærlig talt en meget tynd omgang, leveret af en person i forskerklæder.

Willig fortæller om en pædagog der er så uheldig at være på en arbejdsplads, hvor lederen vil implementere den anerkendende tilgang - tilsyneladende uden overhovedet at kende til AI. For god ordens skyld skal det nævnes, at AI (appreciative inquiry) er baseret på solid forskning af bl.a. David Cooperrider, der introducerede begrebet i en PhD-afhandling i 1989. Siden er masser af andre forskningsprojekter fulgt i kølvandet på Cooperrider. Men Willig vælger altså at stille sig op og brøle "fascisme". Det kan han jo også sagtens gøre, når han laver en kunstig præmis, der hedder at man indenfor AI ikke må beskæftige sig med problemer, men kun kigge på det positive. Dette er lodret forkert, men en typisk fremgangsmåde når man vil jorde noget, man ikke er enig i. Indenfor AI interesserer man sig i allerhøjeste grad for problemerne. Men med den væsentlige forskel i forhold til en typisk positivistisk fejlfindingsmodel, at man OGSÅ ser på de situationer, hvor problemet ikke er til stede og hvornår problemet ikke udfolder sig med fuld styrke. Det er nemlig interessant at se på, hvad man gør i f.eks. situationer hvor man gør noget andet end at finde skyld og ansvar i eksempelvis en kommunikation eller indenfor samarbejde på en arbejdsplads. Ved at tage udgangspunkt i de situationer hvor vi lykkes i f.eks. en kommunikation eller noget samarbejde bliver det muligt at finde nye måder at gøre tingene på. Men vi ignorerer på ingen måde problemerne. Det er faktisk en vigtig indgang til at finde ud af hvornår vi lykkes.

Det overrasker desværre ikke at Willig misbruger sin forskertitel på denne måde. Det har han gjort før. F.eks. i en "analyse" af coaching, som Roskilde-forskeren udførte for nogle år siden. Her hed det sig, at fordi coaching - af gode grunde - ofte forbindes med sport, herunder tennis, så var coaching uanvendeligt og nærmest fatalt at bruge til personlig udvikling. Hele "analysen" er en udstilling af forvrøvlede præmisser og igen iklædt forskningsklæder og en PhD-titel - indenfor et helt andet forskningsområde. Selvfølgelig bruges coaching i sport, men professionel coaching anvendes også til karriereplanlægning, personlig udvikling og forandringsprocesser. Helt uden det bliver "fatalt", som Willig hævder. Pt. skrives der på omkring 10 danske PhD´er om coaching og senest har coaching vist sig at reducere tilbagefaldet hos kriminelle fra 40% til 10% i en stor analyse hos Kriminalforsorgen. Gad vide hvad Willig tænker om det?

Selvfølgelig render der amatører rundt i coachverdenen og indenfor anerkendende metode - præcis som der gør i forskerverdenen. Men det er jo ikke bevis på at f.eks. AI og coaching ikke duer. Men måske snarere et bevis på at Willig burde smide sin forskerkappe og sin titel, når han lufter sine personlige fordomme.

Sider