Kronik

Nej, sagde politiet, og borgeren tav

Borgere, der stiller kritiske spørgsmål til politiets efterforskning, mødes med rungende tavshed. Ansøgninger om aktindsigt besvares næsten pr. automatik med et nej. Heller ikke statsadvokaten skal man vente hjælp fra — han er politiets advokat snarere end den objektive myndighed, der søger retfærdige løsninger
En laborant leder efter spor på en mistænkts tøj. Selv efter en sag er afsluttet, kan det være vanskeligt at få  aktindsigt i den slags  tekniske beviser.

En laborant leder efter spor på en mistænkts tøj. Selv efter en sag er afsluttet, kan det være vanskeligt at få aktindsigt i den slags tekniske beviser.

Lise Åserud

18. januar 2012

Vi kan lige så godt slå det fast med det samme: Politiet i Danmark er blandt verdens bedste. Der er næsten ingen korruption, politivold er sjældent, og den danske politimand er hovedsageligt en fyr, man kan stole på. Det skal vi hele tiden huske, når vi debatterer, hvordan vi skaber mere tillid til fremtidens politi.

Når det er sagt, så oplever vi hos Center for Rets- og Politistudier (Cerepo) alligevel en række problemer med politiets tilgang til skeptiske spørgsmål. Vores erfaring er til med, at statsadvokaten er politiets advokat snarere end en objektiv myndighed, der søger retfærdige løsninger.

Cerepo er en uafhængig tænketank, hvor jeg er centerleder. Vi arbejder for at styrke gennemsigtigheden og ansvarligheden i justitsvæsenet. Det sker gennem formidling af viden, udarbejdelse af politiske analyser, deltagelse i opinionsdannelse og ved at indsamle dokumentation til brug i konkrete sager.

I sommer fik vi en henvendelse fra en mor, der havde mistet sin 19-årige søn, Kasper Danny Hansen, i maj året før. Politiet mente, at han var blevet dræbt af toget, fordi han sad og sov på perronen. Men Kaspers mor havde læst i obduktionsrapporten, at hendes dreng døde af et slag mod højre isseregion, der målte én gange ni centimeter. Moren følte med god grund, at her var noget, der ikke stemte. Hun oplevede, at politiet havde efterforsket hendes søns død for overfladisk, og hun ønskede derfor aktindsigt i de dokumenter, som politiet havde i sagen. Men aktindsigten trak i langdrag, og hun mangler stadig fotos fra obduktionen.

I en anden sag fra Galten ved Århus forsøgte en mor at få aktindsigt i obduktionsbillederne af sin egen datter, Pernille Oldenborg Lind, som døde en mistænkelig død i juni 2006. Politiet brugte 20 minutter på gerningsstedet og lukkede sagen som selvmord, men forældrene var overbeviste om, at hun var blevet dræbt. Moren ville sende billederne til USA for at få en second opinion. Men politiet afviste hendes krav om aktindsigt og tilbød moren at se billederne på politigården. Dermed forhindrede man hende i at sende noget til USA.

Begrundelsen for afslaget lød: »Deres interesse i udleveringen af billederne findes at burde vige for de særlige hensyn til beskyttelse af afdøde, idet det er helt uantageligt, at billeder af en afdød i forbindelse med obduktionen af pågældende gøres til genstand for uvedkommende brug — eller risiko herfor«.

Med andre ord: Billederne af Pernille Oldenborg Lind kunne ikke udleveres til hendes egen mor, fordi politiet tog hensyn til misbrug eller risikoen for misbrug af fotodokumentationen.

Hvad der præcis ligger i det hensyn, ved jeg ikke, men det endte med, at moren hyrede en dygtig advokat, der argumenterede for, at hensynet til beskyttelse af liget måtte vige for interessen for, om der var sket en forbrydelse. Moren fik billederne udleveret.

Undgår aktindsigt

Når jeg nævner eksemplerne, er det fordi, alt for mange borgere oplever, at politiet forsøger at undgå den lovsikrede aktindsigt. I mange tilfælde minder afslaget om en automatreaktion ud fra devisen om, at det er bedre at sige nej end at tillade nogen at snage i sagen, så der måske dukker noget ubehageligt op.

Det følger ellers af retsplejelovens § 41 d, stk. 1, at den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører en straffesag i det omfang, dokumenterne har en betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål.

Med den formulering er det nemt for politiet at sige nej, for hvordan argumenterer man for en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål? Hvad er væsentligt?

Dette problem afspejles tydeligt i vores forsøg på at få aktindsigt i en våbenteknisk erklæring i en sag fra august 2009, hvor tre litauiske bankrøvere angiveligt skød en politihund i Århus.

Rygterne i forbindelse med sagen sagde, at det slet ikke var røverne, men politiet selv, der ved et uheld kom til at skyde hunden. Først nægtede politiet at udlevere erklæringen, derfor klagede jeg til statsadvokaten, der oplyste, at så længe dokumentet var en del af straffesagen mod en af litauerne, så kunne jeg ikke få det at se. Da landsretten afgjorde, at den tiltalte litauer ikke kunne dømmes for hundedrabet, anmodede jeg igen om indsigt i våbenerklæringen — og fik endnu et afslag.

»Det fremgår af deres anmodning, at De ønsker at gøre dem bekendt med indholdet af de kriminaltekniske erklæringer, for at ’befolkningens tiltro til politiet kunne opretholdes’.

Jeg finder ikke, at denne begrundelse dokumenterer en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål«, skriver politiassessoren og tilføjer, at han heller ikke finder, der er grundlag for at give aktindsigt efter princippet om meroffentlighed.

Vi har nu forsøgt at få aktindsigt i sagen siden 10. oktober 2010. Det er endnu ikke lykkedes.

Jeg har svært ved at se, hvorfor en våbenteknisk erklæring, som viser hvilket våben, der skød hunden, ikke kan offentliggøres. Det er jo fakta. Fakta, der forhåbentlig fastslår, at det var en russisk signalpistol, der dræbte den stakkels tjenestehund og ikke en politimands tjenestevåben.

Ingen hjælp at hente

I Danmark kan vi altid klage til statsadvokaten over en afgørelse, som politiet har truffet. Men som hovedregel gentager statsadvokaten blot politiets afslag. Det virker ikke som om, der reelt er en anden instans, der vurderer en klage med nye øjne. Statsadvokaturen ligner mere politiets forlængede arm.

Når det interesserer os, hvem der har skudt en politihund, er det fordi, vi skal kunne stole på den udøvende magt.

Politiet har monopol på fysisk magtanvendelse og skal sikre opretholdelsen af offentlig orden gennem forebyggelse, efterforskning og forfølgelse af kriminalitet.

Men hvis vi ikke kan stole på ordensmagten, så smuldrer hele fundamentet for vores retssamfund.

I helt ekstreme tilfælde grænser politiets afslag på aktindsigt til brud på menneskerettighederne. I Retsplejelovens § 729 d står der, om dømtes krav på aktindsigt: »Når sagen er endeligt afsluttet, kan den, der har været sigtet, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører sagen, herunder indførsler i retsbøgerne, efter reglerne i denne paragraf«.

Cerepo har kontakt til en dømt, der afsoner en dom for drab. Vi har måske klodens sikreste retssystem, så at tænke den tanke, at nogen sidder dømt for forbrydelser, de ikke har begået, er langt ude. Eller hvad?

Den dømte ønsker aktindsigt i politiets efterforskningsmateriale, så han kan se, hvad beviserne mod ham bestod af. Men politiet afviser blankt hans anmodning med henvisning til stk. 3 nummer 3 i samme paragraf som nævnt oven for. Den handler om et særligt hensyn til vidner og andre. Resultatet er afslag. På alt.

Problemet er, at den dømte ønsker at se de faktuelle undersøgelser i sagen mod ham: dna-undersøgelser, undersøgelser for fingeraftryk, undersøgelser for spor i hans bil, undersøgelser af hår taget fra ham selv, undersøgelser af hans hjem. Men politi og statsadvokat siger nej med henvisning til et særligt hensyn til vidner og andre. Hvorfor det?

Man kunne tænke den tanke, at det særlige hensyn til andre i dette tilfælde er til politiet selv. Hvorfor må denne mand ikke se, hvad efterforskningen mod ham viste?

Selvfølgelig skal han ikke have aktindsigt i andres afhøringsrapporter og obduktionsrapporter, men alle andre dokumenter, der omhandler faktuel efterforskning, burde kunne tåle at se dagens lys. Når politi og statsadvokat siger nej, så spirer mistænksomheden. Er der mon noget at skjule?

Får alt for ofte nej

Jeg startede med at slå fast, at vores politi er blandt verdens bedste — og det mener jeg fortsat. Men vi har også enorme problemer med gennemsigtighed og åbenhed i samme system. I Cerepos optik er hemmeligheder og fortielser grobund for mistænksomhed og mistillid. Og her er ingen hjælp at hente fra klagesystemet.

Jeg tvivler på, at politikerne er klar over, hvor massivt problemet er. Vi går og tror, at vi har ret til at vide, hvad politiet foretager sig i sager, der handler om os selv og vores nærmeste pårørende, og at journalister og offentligheden kan kigge ordensmagten efter i kortene. Men i virkeligheden bliver der alt for ofte sagt nej.

Statsadvokaten er sidste klageinstans. »Min afgørelse er endelig og kan ikke påklages,« står der i brevene. Når man modtager sådan et, er der ikke mere at gøre.

Og borgeren tav.

 

Ellen Stampe er centerleder hos Center for Rets- og Politistudier (Cerepo)

Serie

Seneste artikler

  • Politiet er stadig for optaget af sigøjnertyper

    24. januar 2012
    Vendinger som ’gerningsmanden var en sigøjnertype’ eller ’røveren havde angiveligt indvandrerbaggrund’ forekommer hyppigt, når politiet udtaler sig til medierne. Den slags uvaner skal lægges på hylden, hvis politiet skal bevare befolkningens tillid i et moderne multikulturelt samfund
  • Klassiske politiopgaver på private hænder

    12. januar 2012
    Det var ikke kun politiets struktur og organisering, der ændrede sig med politireformen. Også normer og opgavefokus blev forandret. I dag står symbolsk efterforskning i internationale netværk højt på dagsordenen. Imens overtager det private erhvervsliv flere og flere af de klassiske politiopgaver
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Var der ikke noget om at der er bebudet en helt ny og uafhængig instans, man kan gå til hvis man er utilfreds med politiets arbejde?

Søren Kristensen:

Jo, der er etableret et såkaldt uafhængigt politiklagenævn, som desværre allerede inden nævnet her ved årsskiftet trådte sammen, blev det kendt at direktøren for nævnet var fundet i egne (dvs. politiets) rækker. Nævnets faktiske uafhængighed kan derfor nok diskuteres en smule.

Hasse Gårde-Askmose

Politietten er ligeså "selvbeskyttende" som bl.a. Forsvaret.
Har selv for en del år siden klaget til statsadvokaten over den tidligere helsingørpolitimesters behandling og adfærd i en sag.
Statsadvokaten gav mig langt hen ad vejen medhold.

Og hvad var politimesterens svar:

"Statsadvokaten har åbenbart en anden opfattelse end jeg har".

Og derved blev det.

Henrik Darlie

"Der er næsten ingen korruption, politivold er sjældent"

Det kommer jo lidt an på hvordan man forstår disse ord. Korruption behøver ikke, som mange tror, at betyde bestikkelse, og vold behøver ikke at være fysisk, for at være ægte overgreb.

Det bør erindres at Bendtsen chauffør (så vidt jeg husker) ikke ville lade sig afhøre af fyns politi, under henvisning til at de var korrupte. Korrupt her, kan sagtens være i betydningen 'sammenspiste'. Og hermed sluttede 'sagen'.

Henrik Darlie

@peter

Der burde, ligesom folketinget har et ombudsværk, være et for politiet også, og da sandelig også for domstolene, og disse bør bestå fortrinsvis af borgere.
Autonomi er godt, men for meget af det, er da vist noget skidt.

Ole Brockdorff

Påstanden om at Danmark anno 2012 har verdens bedste politi, næsten ingen korruption og sjælden politivold er i manges øjne nok en sandhed med kraftige modifikationer, blandt andet på grund af de nævnte sager i denne klumme, der tydeligt indikerer at dommerstanden og statsadvokaterne dækker over sjusket politiarbejde, ansvarsløshed og ansvarsforflygtigelse af dimensioner.

Men det skyldes også den præcedens som politiet har fået skabt gennem de sidste par år i byretterne, hvor de kræver dobbelt lukkede døre under et hvilket som helst grundlovsforhør omkring overtrædelser af straffeloven, så offentligheden ikke har mulighed for at følge med i retsplejen.

Dommerne giver dem medhold i 9 ud af 10 anmodninger.

Mange forsvarsadvokater kalder det for ”kinesiske tilstande”, fordi dommerstanden virker som om, at de er i ledtog med politiet. Ordensmagten fremstiller gang på gang mennesker i et grundlovsforhør med krav om fire ugers varetægtsfængsling eller isolationsfængsling, inden man overhovedet har gennemført bare en tilnærmelsesvis anstændig efterforskning med henblik på opklaring af en sag, og dommerne er fuldstændige ukritiske, selvom de er en selvstændig dømmende magt.

Folk bliver i dag fængslet i alvorlige straffesager på gisninger, formodninger, løse rygter og sladder fra tilfældige vidner, der tror de ved noget af betydning, for så får politiet ifølge dem selv den fornødne ”arbejdsro” til efterforskningen, selvom de også har pligt til i henhold til Retsplejelovens paragraffer, at efterforske den sigtedes påståede uskyld, fordi advokaterne herhjemme ikke selv må efterforske og fremskaffe beviser som i USA.

Ingen ledende politifolk tænker etisk og moralsk over, hvor ydmygende og psykisk belastende det er for et menneske, at være frihedsberøvet uden grund for en alvorlig forbrydelse. Men for politiet anno 2012 med sin nye enhedsstruktur uden et selvstændigt kriminalpoliti - blottet for ære og moral - drejer alt sig bare om at stille folkestemningen tilfreds i medierne sammen med de ansatte ”spindoktorer” ved at klynge tilfældige uskyldige borgere op på sigtelser, der ikke er grundigt efterforsket inden kravet om fængsling.

Tænk på Jan Lindholt Mikkelsen i Herning.

Denne mand blev i begyndelsen af januar 2011 anholdt og sigtet for drabet i en boligblok på den 18-årige Marie Møller Christensen, fordi dommeren fuldstændigt blindt fulgte politiets krav om fire ugers varetægtsfængsling ”af hensyn til den videre efterforskning”. Hvilket udelukkende bestod i en afventning af DNA-prøverne fra laboratorierne, og fordi manden boede i samme boligblok, hvor den myrdede kvinde blev fundet.

Hermed fik politiet den fornødne ”arbejdsro” og kunne stille ”folkestemningen” i Herning og medierne tilfreds, men det skete på bekostning af en uskyldig borger, der blev udstillet i aviserne som et monster. Godt hjulpet på vej af en læk fra Herning Politigård til Holstebro-Struer Dagblad om, ”at kilder tæt på efterforskningen oplyser, at liget af den unge Marie er fundet i den sigtedes lejlighed og ikke som hidtil antaget i kælderen ”.

Artiklens indhold fra denne politikilde var løgn fra ende til anden, men efterforskningsleder Ole Henriksen så ingen grund til omgående, at tilbagevise dette vanvittige rygte der betød, at den varetægtsfængslede Jan Lindholt Mikkelsen selv begyndte at tro på, at han vitterligt havde myrdet den unge Marie i sin egen lejlighed, og da journalisterne på det tidspunkt ikke havde adgang til retsreferatet fra grundlovsforhøret, kunne de ikke forholde sig kritisk til sagens forløb.

DNA-resultaterne frikendte Jan Lindholt Mikkelsen.

Så, nej, Cerepo, politisjusk med elendigt efterforskningsarbejde kan udelukkende kontrolleres af dommerstanden som samfundets dømmende magt og statsadvokaten, hvoraf sidstnævnte rejser tiltale på baggrund af efterforskningsmaterialets substans, og politiet er ikke interesseret i at blive pågrebet i sjusket politiarbejde.

Men når statsadvokaterne efterhånden mere fungerer som ”politiets forlængede arm”, og ikke som borgernes værn mod uretfærdige sigtelser og nægter dem aktindsigt, ja, så er retssikkerheden i Danmark efterhånden på linje med de retslige tilstande i totalitære regimer som Kina, for både dommerne og statsadvokaterne dækker udelukkende over politiets sjuskede erfterforskningsarbejde.

Så, kære Cerepo, kæmp endelig videre med systemet.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Seven - Eleven sagen, hvor en psykisk syg mand blev skudt. Han lå på gulvet i butikken med en politihund i benet og en lommekniv i den ene hånd. Politifolk kommer ind med afsikrede pistoler og bang bang, så er han død. Var de bange for at han skulle skade politivufferen eller hvad? Og hvor er den overvågningsvideo fra butikken henne?

Da Balkanlandene blev frie, ville man sælge det danske samfunds demokratiske opbygning til dem, men de takkede pænt nej. Grunden var, at den udøvende og den dømmende magt ikke var adskilt tydeligt nok. Politi, dommere og stadadvokaturen hang for meget sammen til at landene synes det var demokratisk.

Jeg nægter, at tro på, at de fleste politifolk ikke er redelige mennesker, ellers er landet fortabt. Og den tanke bryder jeg mig ikke om.

Ole Brockdorff

Jeg kan stå inde for at kvaliteten af dansk politis uddannelse og efterforskningsmetoder, er blandt de bedste i verden - jeg har nemlig mødt deres modsætning, og kan betro dig og de øvrige læsere, at man skal ikke langt sønden for grænsen, før end forskellen på et politi og et gendarmeri bliver tydelige.

Dobbelt lukkede døre er sjældne i danske retssager, lukkede døre lidt mere almindelige, netop af hensyn til efterforskningen i sager hvor der kan være gerningsmænd på fri fod, og hvor politiet netop begærer varetægtsfængsling af disse grunde.

Varetægtsfængsling har tidligere været et emne for undren - hvorledes kan det være at politiet næsten altid får fængslet de mistænkte, og så få bliver løsladt af dommeren?
Det sker alene på grund af muligheden for et sammenligningsgrundlag - erfaring kaldet - hvorefter politiet naturligvis ikke fremstiller mennesker hvorom man ved, at de netop på grund af de foreløbige bevisers stilling vil blive løsladt af dommeren. Det turde ikke være vanskeligt at forstå.

I øvrigt overser du at forsvarsadvokaterne har samme adgang til det foreliggende materiale, som anklagemyndigheden har, ligesom det står forsvaret frit for at begære andre vidner afhørt til sagen.

Jeg erindrer sagen om den varetægtsfængslede fra Herning, og har samme kendskab til sagen som de øvrige læsere af aviser.
Af aviserne fremgik, at den mistænkte havde været i kælderen, på et tidspunkt hvor liget af afdøde lå der, altså havde været på gerningsstedet der ikke var umiddelbart tilgængeligt, hvilket formodentlig var en oplysning som stammede fra mistænkte selv.

Der må man ærlig talt foretage en afvejning af forbrydelsens grovhed, i forhold til det yderligere efterforsknings arbejde der forestod.
Altså det man i daglig tale kalder retsbevidsthed.

Kan politiet løslade en mistænkt i en drabssag, vel vidende at han har været på gerningsstedet, under henvisning til at politiet om 4 uger vil vide præcist om han er gerningsmanden?
Sæt nu at de DNA-spor politiet havde, viste at den pågældende var gerningsmanden - så skal jeg love dig nogle avisoverskrifter der var kommet ud af det, og de havde næppe været flatterende for politiet.
Lykkeligvis for den mistænkte, har politiet mulighed for at tyde DNA-beviser i dag, hvorfor
mistænkte blev løsladt, renset for beskyldninger.
Så der blev således i denne sag foretaget en grundig og redelig efterforskning, der netop førte til at en mistænkt blev renset.

At aviserne, som politiet jo ikke redigerer, vælger at kaste dubiøse betragtninger ind i sagen, kan jo ikke lastes hverken politi eller anklagemyndighed, men alene de pågældende avisers chefredaktører.
Af disse kan man netop ikke forlange redelighed, idet deres opgave går ud på at forøge oplagstallet og dermed indtjeningen.

Kriminalpolitiets nedlæggelse betød jo ikke at ekspertisen inden for efterforskning forsvandt, snarere at enhedspolitiet blev bedre og bredere uddannet.
Der har været en løbende afgivelse af efterforskning i straffelovssager fra kriminalpolitiet til ordenspolitiet siden 1980erne, og senest med politireformen, der havde til hensigt at indføre en mere flad ledelsesstruktur.

Når det er sagt, er der selvsagt visse områder hvori det er rimeligt at bede om større åbenhed, hvilket jo også er artiklens hensigt, og hvis man oprigtigt mener at der er tale om brud på menneskerettighederne i forbindelse med afslag på indsigt i straffesager, har man jo den mulighed at forfølge sagen ved en domstol, der på ingen måde kan influeres af danske justitsmyndigheder, og som således ikke kræver at borgeren tier.

Hans Jørgen Lassen

Er det noget i vejen for enten

1) at klage til ombudsmanden

eller

2) anlægge retssag efter grundlovens § 63?

Lige den der med hunden, den går dog nok ikke. Her har man vist ikke ret til aktindsigt.

På den anden side er det vanskeligt at se nogen rimelig grund til at hemmeligholde oplysninger.

Men et retskrav i den sammenhæng, det har Cerepos næppe.

Jørgen Bjerring

Jeg har været DYBT SKEPTISK over de(t) ledende lag i politietaten i ca. 30 år. Det bunder i personlige erfaringer: jeg overværede en ualmindelig brutal og totalt uforståelig anholdelse af to unge mænd.
Jeg skrev følgelig et brev til den ansvarlige politimester, hvor jeg forklarede episoden, som jeg havde oplevet den. Derudover bad jeg om navnene på de anholdte med henvisning til, at jeg ville give dem mit navn mv., hvis de ønskede et vidne i forbindelse med en evt. klage over anholdelsen. Alternativt (hvis politimesteren ikke ville give mig navnene) bad jeg ham videresende mit brev til de to anholdte.
Jeg fik en klar afvisning af politimesteren af både det ene og det andet. Den dag i dag kan jeg kun forklare politimesterens afslag som arrogant magtmisbrug, men orkede ikke at gå videre med sagen. Klagesagerover politiet i de daværende lokalnævn gav nemlig også dengang totalt forudsigelige resultater: "Kære borger, rend og hop! Vi i politiet har ALTID ret - uanset hvad du har set og hørt"

Det danske justitsvæsen har sine særheder hvor man godt kan føle man har tabt selv når man har vundet.
Måske man skulle genvurdere politiets monopol på efterforskning, for det kniber nogen gange gevaldigt med at leve op til retsplejelovens bogstav.

Hans Jørgen Lassen

Søren Lom,

der er ikke noget eller nogen, der forhindrer dig i at efterforske hvad som helst.

Men du har selvfølgelig ikke politiets muligheder for at sætte magt bag din undersøgelse.

Ole Brockdorff

For et par år siden oplevede man, at den tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi glædesstrålende stillede op i pressen og fortalte, at han og hans kollegaer havde opklaret 89% af samtlige overtrædelser af straffelovgivningen i hovedstaden. Medierne kværnede rundt i denne succeshistorie i flere dage, lige indtil en seriøs kriminalreporter på Ekstra Bladet kunne berette, at kun 30% af sagerne førte til domsfældelse, og at adskillige mennesker havde siddet uskyldigt varetægtsfængslet i månedsvis på grund af politiets uholdbare sigtelser.

Med al respekt for Niels Mosbaks forsvar af dansk politis redelighed omkring efterforskning og opklaring af straffelovgivningens hårde paragraffer, ja, så er det en dokumenteret kendsgerning, at dommerstanden i al for stor udstrækning efterkommer politianklagernes ønske om varetægtsfængsling af påståede skyldige mennesker bag lukkede døre, og dermed kan borgerne ikke få noget at vide om grundlaget for dommerens varetægtsfængsling af de sigtede.

I alt for mange tilfælde går ordensmagten bare direkte ind til en dommer og kræver lukkede døre under retsforhandlingerne med begrundelsen ”af hensyn til den videre efterforskning”, og med argumentet om at de har ”en begrundet mistanke om skyld”, hvorefter dommerne varetægtsfængsler folk alene på dette grundlag. Også selvom politiet ikke har nogle egentlige tekniske beviser eller konkrete vidner, der kan udpege den sigtede person som værende skyldig, og selvom de sigtedes forsvarere protesterer i retssalen over manglen på beviser.

På grund af de alt for mange lukkede døre er det svært for befolkningen gennem sin presse med kriminalreportere, at få den fornødne offentlighed i retsplejen som foreskrevet i Retsplejeloven, også fordi en forsvarer ikke må udtale sig til aviserne om nogen som helst detaljer fra retsforhandlingerne, når en dommer på foranledning af politiet har lukket dørene for offentlighedens tilstedeværelse.

Når man så med denne klumme erfarer fra en tænketank som Cerepo, at politiet og statsadvokaterne konstant viser manglende vilje til at give os borgere retmæssig aktindsigt i forskellige sager, som man oven i købet er relateret til, ja, så er det efterhånden svært at tro på, at begreber som etik og moral samt ære længere står øverst på listen hos politiet og statsadvokaterne som nationens udøvende magt.

Alle dækker tilsyneladende over hinandens fejltagelser.

Finn Årup Nielsen

Godt en måned efter Stampe's kommentar kom Østjyllands Politi med en meddelelse om at de var tæt på at kunne sætte punktum i Pernille-sagen. Dette blev rapporteret i medierne:

http://www.bt.dk/krimi/pernille-efterforskning-taet-paa-afslutning

Det forlød da ikke hvad dette punktum var, og jeg kan ikke umiddelbart finde medierapporter om noget nyt i sagen her mange måneder senere. Så hvad er deres punktum? At det var selvmord? At det var mord og de har opklaret sagen? At det muligvis var mord men de har smidt et bevismateriale væk og ikke foretaget tiltrækkelige undersøgelser af telefonopkald tids nok til at de har nogle som helst beviser?

Hvorfor følger medierne ikke op på denne uforløste meddelelse?