Kronik

Nordkoreansk sprutdiplomati

En ellers helt almindelig dag i 1960’erne kom et par diplomater fra den nordkoreanske ambassade ind i en fotobutik på Holbergsgade i København for at købe et par filmfremvisere. Inden fotohandler Palle havde set sig om, ejede han 1.326 flasker tvivlsom whisky og var blevet hæler i en en smuglerring
En ellers helt almindelig dag i 1960’erne kom et par diplomater fra den nordkoreanske ambassade ind i en fotobutik på Holbergsgade i København for at købe et par filmfremvisere. Inden fotohandler Palle havde set sig om, ejede han 1.326 flasker tvivlsom whisky og var blevet hæler i en en smuglerring
3. januar 2012

En helt almindelig dag i tresserne kom to nordkoreanske diplomater ind i vores lille fotobutik i Holbergsgade for at købe et par filmfremvisere til ambassaderne her og i Stockholm.

Vi kendte godt disse diplomater. De var oprindeligt blevet henvist til os af den dansk-nordkoreanske venskabsforening, hvor en af vore kunder var formand. Vi havde tidligere lavet store billeder af ’Our Great Leader Kim Il-Sung’ iført ulastelig habit, i heltemodige situationer, hvor han f.eks. tæmmede havet.

Normalt kom de i ambassadens store Mercedes — altid to af gangen, måske af sikkerhedshensyn.

De var altid ens klædt i mørkeblå slidte habitter og med hvide skjorter og slips med noget, der lignede et nationalt symbol på. Deres sprogkundskaber var ringe, så de greb flittigt papir og blyant for at udtrykke sig. Vi havde medlidenhed med dem. De var sikkert udsendt mod deres eget ønske, tænkte vi. Men om ikke andet fik de chancen for at opleve det farverige kapitalistiske samfund for en tid.

Det hastede med at få leveret filmfremviserne, så vi måtte have dem bragt fra leverandøren i taxa. Maskinerne ankom og vores elev, Store Michael, demonstrerede og instruerede til fuld tilfredshed.

Så begyndte de at tinge om prisen. Den største af dem gestikulerede og talte højt. For at få ro i butikken, inviterede vi dem ind i baglokalet for at forhandle. Vi serverede en kop kaffe, og de så sig nysgerrigt omkring og indså måske, at vi ikke var forfærdeligt rige.

De overhørte helt vores vilde protester over deres tilbud. Men efter et par timer med hård kamp og alt for meget kaffe blev vi enige. Michael kunne ikke lide dem. Han syntes de stirrede mærkeligt på ham. Måske havde de aldrig før set en 150 kilo stor dansker med så tykke briller som Michaels.

De bad om, at regningen blev sendt direkte til ambassaden.

Det var helt almindelig praksis, så det gjorde vi selvfølgelig.

Naturalieøkonomi

Der gik en hel måned, uden at de gav livstegn fra sig. Derfor tog vi ud til ambassaden, hvor der tilsyneladende kun var fire medarbejdere i et yderst primitivt kontor. Diplomatisk aktivitet var der ingen tegn på, og elegant kontorudstyr så ikke ud til at have deres store interesse.

Da jeg kom, lovede de at betale næste dag. Jeg fortalte dem, at hvis de ikke betalte, ville jeg tale om sagen med min ven udenrigsministeren. Den trussel syntes ikke at bide på dem.

Stor var vores overraskelse, da de kom ind i butikken næste dag ved titiden med en sort plastik diplomatmappe hver under armen. Taskerne indeholdt en personlig gave til min bror og mig: To flasker koreansk brændevin med en mærkelig bleggul lille rod i, og to flasker skotsk whisky af ukendt mærke.

De sagde, at vi var »nice Biisnissman«, og at de ville betale os med whisky af dette fine mærke, da de desværre ingen penge havde. Kvaliteten var »very excellent«, forsikrede de. Flaskerne kom fra ambassadørens egen kælder, på mærkaten stod der ’Sandy Fraser’.

Vi var overbevist om, at maskinerne var over alle bjerge, så da vi ikke kunne overtale dem til at betale med hverken kroner, D-mark eller dollar, måtte vi modstræbende modtage betaling på denne måde. Efter et par timers debat og beregninger, blev vi enige om, at de skulle levere 1.326 flasker, svarende til 110, 5 kasser.

Allerede samme eftermiddag kom mr. Song og mr. Park, som de hed, kørende i deres store Mercedes fuld af whiskykasser. De var begge meget nervøse og bad om lov til at køre »le dimosine« ind i gården for aflæsning.

Vi talte kasserne. Der var for få. Koreanerne bukkede og undskyldte mange gange. De var vist kommet til at tage en forkert vogn, men ville øjeblikkeligt rette fejlen og komme med de manglende 500 flasker. Det gjorde de og takkede for vores »Pilete way to be good man«.

Revisoren: ’Drik lortet’

Kasserne fyldte godt i min brors atelier, og vi var beklemte ved situationen. Vi havde aldrig haft mere end én flaske stærk spiritus ad gangen. Gad vide, om leverandøren af al den whisky nogensinde fik penge fra koreanerne? Vi have ingen interesse i at eje al den whisky, men samtidig var vi glade for ikke at blive snydt fuldstændig. Men hvad fanden skulle vi gøre med den?

Vi ringede til vores onkel, som var vores revisor og forklarede om situationen. Han sagde, at det var en ’ikke-registrabel situation’, og at vi kun havde en mulighed: »Drik lortet og stik mig et par kasser for mit råd«.

Den uoverskuelige mængde sprut gav pladsproblemer og kunne friste svage sjæle. Den måtte fjernes og fordeles til eventuelle interesserede. Først sendte vi selvfølgelig revisoren fem-seks kasser for hans gode råd. Da han døde mange år senere, havde han en enkelt flaske tilbage i sin vinkælder. Den havde nok forputtet sig blandt bordeaux-vinene.

Personalet i vores lille firma var rigtig forstående og aftog gerne et par kasser hver. Uffe, der lavede regnskab på deltid, fyldte sin lille Morris med kasser, og Store Michael var også yderst forstående. Bogholderen, vores fætter Ken, der læste HD i regnskab, lod sig også overtale, han mente ikke, der var noget galt i et enkelt tilfælde af påtvunget naturalieøkonomi.

Lange Jørgen, vores altmuligmand begyndte at flambere store bøffer i Sandy. Ja, alle festede og var gavmilde. Ville man have Sandy, så fik man det. Selv syntes Jørgen ikke om Sandys kvaliteter. Han foretrak single malt, men han viste ofte solidaritet med os andre og nød produktet ved festlige lejligheder.

Vores mor, som ellers ikke nød stærke sager, lærte at sætte pris på en lille én. Hun drak ofte en kop kaffe om eftermiddagen på Cafe a Porta på Kongens Nytorv. En dag bad hun tjeneren om en Sandy Fraser, men den havde de ikke. Det kunne hun ikke forstå, for det var jo en af de allerbedste.

Sådan løste betroede medarbejdere og familiemedlemmer problemet i fællesskab. Ingen af os havde nogen form for synlig afhængighed af stærke drikke, så vi var alle i en rum tid komplet uinteressante for alkoholindustrien.

Moralske tømmermænd

Så en dag ramte katastrofen! Vi hørte i radioen, at koreanske diplomater var blevet udvist på grund af narkosmugling og uautoriseret distribution af ubanderolerede cigaretter og spiritus. Myndighederne havde holdt øje med dem gennem længere tid.

I avisen så vi billeder af dem, hvor de med deres sparsomme bagage i slidte papkufferter stod på toget til Gedser, for at komme videre gennem Østtyskland. Der blev ikke bevilget penge til flybilletter, så de måtte rejse i et par uger med den Transsibiriske jernbane for at komme hjem til fædrelandet. Ved hjemkomsten har de sikkert fået en officiel skideballe af The Great Leader, og bagefter et klap på skulderen for deres dåd.

Vi blev ret forskrækkede og besluttede at henvende os til politiet. Jeg blev udvalgt til at gå op på Antonigades Politistation og forklare sagen. Det gjorde jeg med bange anelser.

Jeg indrømmede svedende og rystende min affære med nordkoreanerne. Men til min store overraskelse stirrede overbetjent i skranken bare på mig og sagde: »Ud! Gå et andet sted hen med den brandert.«

Det gjorde jeg så. Ved nærmere eftertanke, kunne jeg selvfølgelig have taget lidt bevismateriale med derhen. men jeg var ikke rigtig mig selv den dag.

De forskellige aftagere af de gyldne dråber reagerede vidt forskelligt på nyheden. Uffe blegnede og kørte i nattens mulm og mørke hjem til den fædrene gård og gemte flaskerne i en høstak.

Fætter Ken festede videre sammen med sine studiekammerater, min hustru brød sammen, hver gang hun så en patruljevogn på gaden.

Vores søde mor var fortsat meget glad for sine flasker. Hun havde stillet dem på rad og række på hylden i sit køkken, og viste dem glad frem til venner og familie. Hendes veninder var forargede over diplomaternes adfærd, men de havde tilsyneladende ikke den fjerneste anelse om, at whiskyen, de drak, havde noget med nordkoreansk diplomati at gøre.

Vores anden fætter, der lige var blevet præst, nød de gyldne dråber, som han hældte over på Chevas-flasker, fordi han synes de var pænere.

Lange Jørgen murede en del af sine kasser inde oppe på loftet i det lille hus, han ejede sammen med min bror og hans kone. De blev først fundet efter Jørgens død af nogle håndværkere, der skulle reparere taget.

En dag tørrede kilden til de gyldne dråber ud. Produktionen af Sandy Fraser ophørte med at eksistere i 1986 . En gylden periode var forbi, og vi talte ikke ret meget om den sag i de næste femogtyve år.

Palle Christoffersen er tidligere direktør for Foto/C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pragtfuld historie. Nu findes der altså bare en whisky ved navn Sandy Fraser (se blot Google). Den ville have været helt perfekt, hvis det var lykkedes Information at få en kommentar fra Nordkoreansk-Dansk Venskabsforening. Men de er jo nok stærkt optaget af gråd og tænders gnidsel derhjemme efter verdens nylige store tab af deres frelser.

EXPUNGED FILED: 1933-03-23 REGISTERED: 1933-03-23 INACTIVATED: 1994-01-21 REGISTRANT: ALEXANDER FRASER, trading as A. FRASER & CO. 48 & 50 Long Millgate Manchester, England UNITED KINGDOM CURRENT OWNER: SCHENLEY CANADA INC. Suite 800 550 Sherbrooke Street West Montreal H3A 1B9 QUEBEC REPRESENTATIVE FOR SERVICE: GOWLING LAFLEUR HENDERSON LLP SUITE 2600, 160 ELGIN STREET OTTAWA ONTARIO K1P 1C3 TRADE-MARK: MARK DESCRIPTIVE REFERENCE: "SANDY FRASER" & DESIGN TRADE-MARK DESCRIPTION: Label having in the centre a picture of Beaufort castle in a circle supported by thistles on either side. Above and below the said picture is reading matter. INDEX HEADINGS: "SANDY FRASER" LIQUEUR SCOTCH WHISKY SANDY FRASER" LIQUEUR SCOTCH WHISKY, " GUARANTEED DISTILLED & BLENDED IN SCOTLAND PROPRIETORS A. FRASER & CO. LEITH SCOTLAND

@Finn

Trademarket på Sandy Fraser udløb i 1994 og er ikke fornyet, jeg ved ikke hvor du har fundet et eksisterende produkt med det navn. Men ok der er et advokat- og et ejendomsfirma med navnet A. FRASER & CO, som var dem der fremstillet den gule drik, som for øvrigt solgte sig selv på at det var billigt.