Kommentar

Privatskoledebat bygger på forskruet opdeling af elever

Debatten om privatskolernes manglende sociale ansvar forudsætter, at eleverne deles ind i kasser – de tosprogede, diagnosebørn, muslimer, socialt dårligt stillede, bogligt svage og dygtige. Men det er netop det udgangspunkt, der skaber skoleverdenens problemer, fordi det gør os blinde for elevernes ressourcer
11. januar 2012

Et historisk grundvilkår for de frie privatskolers virke i Danmark er, at de er frie. De skal ganske vist indfri de samme mål som i folkeskolen, men må benytte de pædagogiske metoder og afsæt, som skolen og forældrene finder, er de bedste. Det er faktisk et ret unikt system, der gerne skulle kvalificere både folkeskolen og privatskolen. Ikke fordi folkeskolen og privatskolen er konkurrenter, men fordi mangfoldigheden i metoder og afsæt bør inspirere os til hele tiden at skabe bedre rammer for eleverne.

På Sankt Ansgars Skole på Indre Nørrebro er vi helt afhængige af en god og velfungerende folkeskole. Og modsat sit ry er folkeskolen på Nørrebro faktisk meget velfungerende. Der er mange dygtige ledere og lærere, der hver dag gør et forbilledligt arbejde for deres elever. Men desværre er samarbejdet på tværs af skolesektorerne ikke særligt godt. Måske er dette både historisk og politisk betinget, men vi ville ønske, at vi i langt højere grad kunne få mulighed for at lade os inspirere af hinanden. Vi er fuldt ud klar over, at der er mangt og meget, der skygger for denne vision, men vi ønsker, at vi kunne gøre det bedre.

Kassetænkning

I øjeblikket vender mediernes øje sig igen mod privatskolernes sociale ansvarlighed. Problemet er blot, at det ikke giver den store mening at tale om en samlet sektor med hensyn til social ansvarlighed. Dertil er skolerne alt for forskellige og målsætningen om at give alle ens vilkår ude af trit med den faktiske virkelighed. Og ønsker vi rent faktisk ens vilkår på landets skoler?

På Sankt Ansgars Skole i hjertet af Nørrebro ser vi først og fremmest eleverne som mennesker. Det lyder som en lidt underlig, basal konstatering, men den er måske mere nødvendig nu, end nogensinde før.

Vi har i vores nuværende skolesystem travlt med at putte eleverne i kasser, så vi bedre kan håndtere dem — tror vi da. Tosprogede, diagnosebørn, støttekrævende, muslimer, socialt dårligt stillede, de bogligt svage og de dygtige for bare at nævne de mest almindelige kasser. Vi ved egentlig godt, at det er noget vås at gruppere elever på den måde. Alligevel gør vi det hele tiden, i et forsøg på at akademisere de udfordringer, der møder os.

Konsekvensen er, at vi kommer til at arbejde med en diskurs, hvor der er et klart defineret dem og os! Vi er de ’normale’ og de er de ’unormale’. Vi fornemmer et klart defineret ’vi’ og et klart defineret ’dem’. Men det er noget sludder! Det er bluff! Den slags tanker giver kun mening i et regneark.

Eleverne i enhver skole er først og fremmest mennesker, om de så er tosprogede, diagnosebørn, støttekrævende eller blandt de dygtigste. De har alle sammen krav på at blive behandlet forskelligt, så deres evner, kundskaber og muligheder kan udfolde sig frit.

Dette grundlæggende menneskesyn bør i langt højere grad end kassetænkningen præge debatten og organiseringen af skoleverdenen.

Fra Robert Rosentahls forsøg og fra talrige andre lignende forsøg ved vi, at menneskers adfærd påvirkes af de forventninger, som omgivelserne giver udtryk for. Og det er netop hovedpointen i denne debat. Med kassetænkningen får vi lige præcis det resultat, som vi forsøger at undgå. Det, vi taler om, får vi mere af, har en klog norsk psykolog sagt. Når vi taler om elever og forældre som problemer, bliver det problemerne, vi fokuserer på. Hvis vi derimod betragter eleverne og deres forældre som ressourcer, står ressourcerne i centrum.

Se på mennesket

Et utal af gange er vi, som mange andre skolefolk, blevet stillet det store spørgsmål: ’Hvor mange tosprogede har I?’ Det er ’1000 kroners’-spørgsmålet i disse år. På Sankt Ansgars Skole tæller vi ikke den slags. Det giver simpelthen ingen mening, synes vi.

Langt størstedelen af vores elever har anden kulturel baggrund end dansk. Det er vi både glade for og stolte af. Vi øver os hver dag i at bruge diversiteten som en styrke i undervisningen, for forskelligheden åbner verdenen, og gør os i stand til at møde det fremmede med kritisk nysgerrighed i stedet for automatiske forbehold.

Det samme gør sig faktisk gældende med diagnosebørn, bogligt svage, muslimer og de andre førnævnte kasser. Lad være med at tælle dem og begynd i stedet for at fokusere på, hvad de bidrager med i det store billede.

Et grundvilkår hos os er, at diversiteten styrker os og klæder os på til at møde de udfordringer, som livet måtte byde på. For livet byder aldrig på de samme udfordringer for forskellige mennesker. Det er sådan vi tænker hos os. Mange andre steder tænker man lignende tanker og gør en vigtig forskel for de elever, det drejer sig om.

Værdifuld uenighed

Gennem uddannelse og kurser har vi som ledelse haft den store glæde at lære forskellige privatskoler, folkeskoler og internationale skoler at kende. Vi har været på gensidige besøg hos hinanden og er inspirerede til at reflektere, justere og gøre det bedre for eleverne på vores skoler. Det burde man gøre meget mere af.

Vi har set utroligt meget godt hele vejen rundt. Fantastiske og inspirerende undervisere, dygtige ledere og elever, der får lov til at udfolde de muligheder, de har.

Vi har langt fra altid været enige i de dispositioner, der var truffet rundt omkring på skolerne — og det har været en stor glæde at konstatere hver gang. Det har været vidunderligt at se, at skolerne ikke er ens, og at deres vilkår er så forskellige, som de er. Den lille landsbyskole har andre udfordringer end den store folkeskole i storbyen, der igen mødes af andre udfordringer end den internationale skole. Her ligger styrken i den danske skolemodel. Det burde man have mere blik for fra politisk hold.

Vores konklusion må være, at politikerne bør give folkeskolerne deres frihed tilbage og give dem politisk rum til at gøre det, som de er bedst til. Læg forestillingen om de ens vilkår på hylden og giv skolerne rum og mulighed til at møde udfordringerne og takle dem på den måde, hver enkelt skole finder rigtigst. Luk kasserne op og lad eleverne springe ud som mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt skrevet.
Glædeligt at se I har modet til at bruge det værende til en fremadrettet udvikling. I stedet for at låse det fast i gamle rammer.