Kommentar

Roser fra Kenya har ikke flest torne

Når vi køber roser til kæresten, betaler kenyanske arbejdere med deres helbred. Det var budskabet i DR’s tophistorier i sidste uge. Men faktisk er arbejds-forholdene i Kenya ofte bedre end i mange andre roseproducerende u-lande
Debat
23. januar 2012

Sidste uges afsløringer af kummerlige arbejdsforhold på blomsterplantager i Kenya har med al sandsynlighed forarget en masse forbrugere. Muligvis vil en del af selvsamme forbrugere nu som konsekvens undgå at købe roser fra Kenya for »Kenyanerne bliver syge af din billige buket«. Hvad der imidlertid ikke blev nævnt i debatten var, at den kenyanske blomsterindustri samtidig er et af de steder, hvor der bliver gjort allermest for at rette op på dårlige arbejdsforhold.

Og vel er der tale om dårlige arbejdsforhold, det skal vi ikke glemme. Størstedelen af de roser, vi køber Europa, stammer fra lande som Kenya, Colombia, Ecuador, Zimbabwe og Tanzania. De dyrkes i store drivhuse under anvendelse af farlige kemikalier, der kan medføre alvorlige sundhedsproblemer som f.eks. åndedrætsbesvær. Underbetaling, tvunget overarbejde, usikre ansættelsesforhold, manglende organiseringsfrihed og sex-chikane er desuden udbredt.

Sådanne forhold eksisterer også i Kenya, men af listen over udviklingslande, vi importerer roser fra, er arbejdsforholdene på mange plantager i Kenya blandt de bedre.

Etiske standardinitiativer

Afsløringer og kritik af sådanne arbejdsforhold har siden 1990’erne ledt til en række ’etiske’ standardinitiativer, der skal sikre ordentlige arbejdsforhold i udviklingslandene ved at certificere produktionsstederne til en bestemt standard.

Roser er en vare, der som symbol på kærlighed og omsorg i høj grad har vundet politisk bevidste europæiske forbrugeres interesse, og blomsterindustrien har fulgt trop med en række internationale etiske standardinitiativer som f.eks. Fairtrade og Fair Flowers Fair Plants. I mange tilfælde når forbrugernes krav dog ikke frem til producenten, blandt andet fordi vejen til de danske blomsterbutikker går gennem en række mellemled.

En række producentassociationer i roseproducerende lande har dog udarbejdet deres egne ’etiske’ standarder, som deres medlemmer skal leve op til.

Disse standarder har dækket bredere, men kvaliteten af standarderne og overvågningen af, om de rent faktisk følges, varierer meget. Kenyas største producentassociation Kenya Flower Council (KFC), hvis medlemmer dyrker ca. 60 procent af de roser, der eksporteres fra Kenya, ligger med deres egen nationale etiske standard absolut i den høje ende, hvad angår kvalitet og effektivitet.

Samtidig er Kenyas blomsterindustri en af de mest ’certificerede’, både hvad angår nationale og internationale standarder.

Ingen garantier

Men hvad får man egentlig, når man som forbruger vælger de etisk mærkede varer? Eller rettere hvad får arbejderne ud af det? De etiske standarder varierer meget, men de mest stringente har vist sig at have en effekt på områder som arbejdssikkerhed, overholdelse af løn, forsikrings- og arbejdstidsregler samt afskaffelse af børnearbejde — især hvis man sammenligner med ikke certificerede plantager.

Der er dog ingen garanti og uopdagede omgåelser forekommer absolut. Det ville være urealistisk at forvente garantier, og der er ting, som kan og bør gøres bedre både, hvad angår nationale og internationale standarder.

Der bør være uannoncerede tjek, der bør være en tilgængelig ’whistle blower’-mekanisme så brud på standarder kan rapporteres nemt og uden fare for repressalier, og samtidig bør standarderne i højere grad fremme uafhængig organisering af arbejderne.

Netop ved at organisere sig ville arbejderne få mulighed for selv at kæmpe for og opretholde ordentlige arbejdsforhold.

Købspraksisser

Endelig viser det sig, at forholdene mellem producent og køber er med til at skabe og opretholde de kritiserede arbejdsforhold. Producenterne presses på pris, oftest er der ingen bindende kontrakter, og efterspørgslen varierer drastisk somme tider fra dag til dag. Sådanne købspraksisser har konsekvenser for arbejdsforhold, idet de gør det nødvendigt for producenterne at nedsætte arbejdsomkostninger og have en fleksibel arbejdskraft.

Det kunne derfor være en idé’ at sætte fokus på de købspraksisser, som er med til at skabe og opretholde urimelige arbejdsforhold, når vi snakker om danske virksomheders etiske ansvar.

Som minimum kan vi, når vi diskuterer problemer med arbejdsforhold i eksportindustrier i udviklingslande, plædere for en nuanceret debat, der går efter mere end blot at afsløre kummerlige forhold i et land, hvor industrien faktisk gør en seriøs indsats for at forbedre forholdene.

Faren er nemlig, at politiske bevidste forbrugere vender sig mod markeder, hvor man gør endnu mindre.

Lone Riisgaard er projektforsker ved DIIS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her