Klumme

Sådan er kapitalismen

Googlet og gurglet
24. januar 2012

Johanne Schmidt-Nielsen mener, at Venstrefløjen skal turde sige højt, at vores klode simpelthen ikke kan holde til ideen om konstant vækst, lyder en billedtekst i gårsdagens Information.

Googles »kapitalisme« tilbydes 10 svar på første side:

(1) Kapitalisme: Kapitalisme (af latin: capitalis, afledt af caput: hoved, afledning: det engelske cap, som betyder ’(én) person’) refererer typisk til et økonomisk og socialt system. (Fra Wikipedia).

(2) Samfundsøkonomisk system, der er baseret på privat ejendomsret og markedsøkonomi. (Denstoredanske.dk)

(3) Begrebet ’kapitalisme’ blev praktisk talt ikke anvendt før år 1850. (leksikon.org)

(4) Maj 2009: Vi fejrer vores ny hjemmeside med en tematik om kognitiv kapitalisme og fremtidens videnssamfund. (turbulens.net)

(5) Abort og kapitalisme rammer Romney. »Romney udpegede dommere, der gik ind for abort ...«. (nyhederne.tv2.dk)

(6) Da liberalismen for alvor vandt politisk indpas i starten af det 19. århundrede, var den grundlæggende tanke. (teorier.dk)

(7) Cameron vil have populær kapitalisme: Premierminister David Cameron har en kriseplan. Kapitalismen skal gøres mere ’social ansvarlig’ og være ’oprigtigt populær’. (ekstrabladet.dk)

(8) Kapital, der helst skal investeres i illegale stoffer eller andet ulovligt, fordi det giver det største kapitalafkast. (spademanns.wikia.com)

(9) Asger Aamund har et forfriskende perspektiv på behovet for gode ledere i erhvervslivet. De må gerne være dyre. (borsen.dk)

(10) »På Informations forside og i en artikel inde i bladet kunne man forleden læse, at ’selv marxister ikke’ ...« (modkraft.dk/blogs/pelle-dragsted)

TINA-doktrinen

Før nogle af numrene får mundvandet til at løbe over følger her et par klik-fortsættelser:

(1) »... et økonomisk og socialt system i hvilket ejendomsretten til produktionsmidlerne (kapitalen) er privat og hvor arbejdskraft, goder og kapital handles i et marked. Overskuddet fra produktionen fordeles til ejere og investorer (kapitalister), mens det enkelte individ ejer sin egen arbejdskraft, som han derfor kan sælge til en arbejdsgiver. Kapitalisme forveksles ofte med liberalisme, der imidlertid er en politisk ideologi, hvorimod kapitalismen er et økonomisk system.«

(6) »... den grundlæggende tanke en laissez-faire kapitalisme, der forudsætter en minimal statslig indblanding.«

(10) »... ’selv marxister ikke tror på en verden uden kapitalisme’. Da undertegnede Pelle Dragsted (så vidt vides) er den eneste marxist, der optræder i artiklen, kan den forstås derhen, at jeg ikke skulle tro på en verden uden kapitalisme. Det er der imidlertid ikke dækning for i mine udtalelser. Det, jeg blev spurgt om i det pågældende interview, var, hvorfor kapitalismen efter min mening ikke var død som følge af den økonomiske og finansielle krise. Jeg pegede på blandt andet den kapitalistiske økonomis forbløffende evne til at overleve kriser, og på den såkaldte TINA (There Is No Alternative)-doktrins ideologiske dominans i den offentlige debat. Det er imidlertid ikke det samme som, at jeg ikke selv mener, at der findes alternativer til kapitalisme. Jeg tror bestemt ikke, at kapitalismen er historiens afslutning. Jeg tror tvært imod, at det er både muligt og nødvendigt at udvikle en samfundsmodel, som er langt mere demokratisk, som sikrer større frihed, større økonomisk retfærdighed og større miljømæssig bæredygtighed.«

Før det er for sent

(2) »...Produktion af varer og tjenesteydelser er karakteriseret ved, at produktionsmidlerne, kapitalen — f.eks. jord, råvarer og maskiner — og produkterne ejes af kapitalejeren, kapitalisten, som producerer for et marked i konkurrence med andre kapitalister. ... Den realiserede markedsværdi af produktet fratrukket produktionsomkostningerne udgør kapitalejerens fortjeneste, profit ... Konkurrencen nødvendiggør en vedvarende akkumulation af kapital, som omsættes til den fornyelse af produktionsapparatet, der kan sikre den enkelte virksomheds overlevelse og hele produktionssystemets videreførelse ... Selve arbejdet har undergået gennemgribende forandringer under industrikapitalismen. Det er i stigende grad blevet underlagt maskinernes rytme og en arbejdsdeling, der indebærer en opsplitning af arbejdsprocessen i delprocesser, og arbejdstempoet er blevet intensiveret. Hvor førkapitalistisk produktion i højere grad foregik i et økologisk balanceret system, er industrikapitalismen baseret på engangsforbrug af naturresurser.«

Alligevel skrev Mikael Petersen på Informations webside i går:

»Som borgerlig kan jeg sagtens tilslutte mig Johannes fem bud. Det er der sgu’ ikke noget socialistisk over!«

Det er muligt. Det er — ifølge Google — til gengæld ligefrem imod selve den kapitalistiske forudsætning, »at vores klode simpelthen ikke kan holde til ideen om konstant vækst«.

Så lad os da bare se at komme af med kapitalismen.

Før det er for sent, hvis man skal tro naturvidenskaben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kapitalismen er død.
Nu har vi på verdensplan så store konglomerater/hedgefonde/finans-etellerandet, at de gammelkendte mekanismer som Marx afdækkede er ude.

John Fredsted

[Advarsel: Ironi kan forekomme]: Der må da være en fejl på Wikipedia: Ordet 'kapitalisme' er da ikke afledt af 'caput', men af 'kaput', vil jeg mene.

Niels-Simon Larsen

Det helt særlige ved vores problem (som el for jeg ved ikke for hvilken gang gør opmærksom på) er, at vi ikke kan spørge nogen som helst om, hvordan man klarer et sådant problem.
Man kan sige, at ingen generation før har været i den knibe, som vi er i nu, men man kan også sige at alle kulturer altid har været i den, nemlig det at leve over evne. Førhen var skaderne trods alt begrænsede set i globalt perspektiv. Nu er hele verden i en vækstfælde, den vanskeligt kan slippe ud af.

Selvom man har forskellige samfundssystemer, ideologier og religioner, er det den magtfulde forbrugerisme, der er grundlaget.

Når kapitalismen, som alle lande bekender sig til, er den hårdtslående praksis, tilmed en ’isme’ som ikke har noget tankeindhold ud over profit, er den nærmest dømt til at gå planken ud. Nogle få mennesker kan ikke tale den til rette.

De store ’formationer’ kan man ikke tale med, og det er et problem. Man kan fx ikke tale med socialismen heller. Med socialdemokraterne? Mange af os har forsøgt at tale med folkekirken (!). Bare det at tale med politiet er ikke så nemt. Sit barns lærer?
Hver gang man forsøger at ’komme igennem’, er det som at gå i gang med at læse Kafkas, Slottet. Det må man så gøre.

Vi burde have enormt gode chancer for at komme hurtigt fra start, når det drejer sig om Jordens redning, men hvor langt er vi kommet, og hvorfor er vi ikke kommet længere?

Jeg er bange for, at det største problem skal have hjælp fra det mindste, dvs. at hvis jeg er god til at løse mine egne personlige problemer, så er jeg nok også god til at løse verdens. En påstand, OK, men hvordan kan vi skabe fred i verden, hvis vi ikke på det personlige plan har fred med os selv? Ufred i verden kommer da af, at nogle er ufredelige. Derfor må hver enkelt begynde med sig selv, men jeg er bange for at sige det højt, for det plejer der at blive ufred over, og hvis talen om fred skaber ufred, så skal man måske begynde med tavshed . . . i hvert fald af og til.

Det er iøjnefaldende, at det, der mangler i alle Ejvind L’s oplistninger på ordet ’kapitalisme’, er penge-begrebet.

Men et samfundsøkonomisk system, der er baseret på kapitaldannelse via markedets byttemekanismer, med arbejdskraftens varegørelse som den afgørende faktor, har som forudsætning den abstrakte kvantificering af ’værdierne’ som socialt omsættelige fænomener, således som dette netop kommer til udtryk i pengenes SYMBOLISERING af bytte-’værdi’.

Penge som ’bytteværdi’-symbol til at formidle bytteprocesserne muliggør nemlig at ’arbejdskraften’ kan adskilles fra de øvrige produktionsmidler i de stærkt arbejdsopdelte samfund og derfor, for at overleve, må ’sælges’ til ’ejeren/administratoren’ af disse og dermed til de, der bestemmer over de kollektive produktionsprocesser.

Ligesom den abstrakt kvantificerede ’udkrystallisering’ af ’værdierne’ i pengesymbolet også muliggør, at den realiserede ’markedsværdi’, altså ’kvantificeret social bytteværdi’, og deraf følgende ’profit’, kan akkumuleres vedvarende som (abstrakt)’kapital’, som så via markedets bytteprocesser kan omsættes til fornyelse af produktionsapparatet og hele produktionssystemets videreførelse men også til ’køb’ af indflydelse på ’politikken’ og dermed på lovgivningen.
Ligesom det muliggør en manipulation af de sociale processer via de ’monetære mekanismer’.

Netop når det socialt installerede abstrakt-kvantitative ’bytteværdi’-symbol, ’penge’, anvendes som den fundamentale forudsætning for de samfundsøkonomiske processer, muliggøres det, at ’kapitalisme’ bliver til et ideologisk behersket og beherskende samfundssystem med den uendelige abstrakte ’vækst’ som målsætning.

For at afskaffe ’kapitalismen’ som samfundsøkonomisk system er det nødvendigt at afklare ’omfangslogikken’ af den monetære formidling af bytteprocesserne for dermed at opløse ’kapitalismen’ forstået som ideologi.

NB. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Marx, som en af de første, netop beskæftigede sig med at analysere de SAMFUNDS-mæssige konsekvenser af den monetært baserede kapitals varegørelse af arbejdskraften, men ikke brugte udtrykket ’kapitalisme’ hverken som betegnelse for
'et økonomisk samfundssystem' eller som den monetariserede samfundsforståelses ideologi i sin ’Kritik der politischen Ökonomie’ fra 1859 og frem, altså ej heller i 'Das Kapital'.

Med venlig hilsen

Niels-Simon Larsen

Det er ikke så godt, hvis der er et alternativ, og ingen har set det. Jeg kan ikke få øje på andre alternativer, end det man selv prøver at fremmane med nogle miljøvenner.
Arthur og Folkets supermarked DR2 (så bøvlet det end må forekomme) viser vejen. Man skal have fat i de knotne madammer og tommelfingrede mænd, altså helt nede på asfaltplanet.
Man kan altid sige, at Arthur nytter lige så meget, som en skræder i helvede, men det er himmelråbende kandestøbersk at foreslå at afskaffe kapitalismen, for hvem skal gøre det og hvornår og hvordan? Arthur'ene gør det i det til hverdag og hver dag.

nogle spørgsmål,

såsom om det er
er kommunismen eller naturhistorien
( naturforløbet, naturhistorisk udvikling),
som bør bestemme? der er svaret jo: både-og.

mht. spørgsmål
såsom om det er kommunismen eller astrologi som bør bestemme?
at der kan et virkeligt gyldigt svar vel ikke være
noget: både-og

–––

eksempel:

så masserne, folket, proletarene, løntrællene,
lader sig næppe narre til at nøjes med sovjetkommunisme, de vil maoisme

Niels-Simon Larsen

@John: Giv mig lige nogle dage til at finde kapitlet. I 'En spøg' står det ikke, for det er beretningen om en und mand, der for sjov skriver et postkort fra en sommerlejr til sin kæreste og kritiserer partiet, hvorpå han havner i fængsel.
Kapitlet gjorde stort indtryk på mig i sin tid, for når den ideelle løsning på verdens problemer ikke findes, hvad skal man så gå efter? Paradisdrømmere har ikke et særlig godt renomé, og mange af dem har været røde. At bygge systemer op, kan vi ikke lade være med. Det er her den interessante diskussion ligger efter min mening.

Kommunisme er påstanden om retfærdighed gennem enhed.
Kapitalisme er påstanden om rigdom til alle gennem akkumuleret rigdom til de få.

Kommunismen dur ikke - af samme årsager som at kapitalismen ikke dur - egeninteresser, grådighed og magtbegær.

Den overalt forkætrede socialdemokratisme er fremtiden.
Socialdemokratisme er påstanden om retfærdighed og velstand gennem diskussion.

@ Mark
Tor Nørretranders peger i 'Mærk Verden' på at det monetære systems markedsinformation er meget svær at erstatte.

Siden jeg nu er citeret:

At have et borgerligt livssyn er for mig ikke enbetydende med, at man er modstander af, at man på visse områder regulerer.

Jeg hælder fortsat til den hypotese, at den finansielle krise og konsekvenserne hænger sammen med, at nogle af kontrolmekanismerne svigtede.

Endelig er det min holdning, at der ikke er noget alternativ til det kapitalistiske system, men der er behov for at fx grådighed og egoisme udskiftes med fællesskabets interesser og meningsfulde aktiviteter.

Michael Kongstad Nielsen

(2)-eren er bedst.
Kapitalismen klarer det ikke, kloden kan ikke bære den. Vi bliver nødt til at forestille os nogle alternativer. Det vil kapitalismen ikke hjælpe med til, den vil kæmpe imod med alle kræfter. Men hvis ikke nogle begynder at formulere nogle moderne alternativer, går det ad helvede til.

Vi bliver nødt til at se på den private ejendomsret. Til jord f. eks., som Spliid Clausen er inde på ovenfor (Henry George). Men også til ejendom i mere bred forstand. Vi bør se på fællesskabet som et naturgivent vilkår, vi er pisket til at dele verden med hinanden,vi er fælles om luften og klimaet, om undergrunden, havet og polerne, hvorfor så ikke også om landjorden. Vi har naturreservater og floder og åer, vi har vilde dyr, som ingen ejer, hvorfor skal den kultiverede natur og vores produktion ikke kunne være fælles på en eller anden måde.

I fællesskabet ligget ufattelige kræfter, som p.t. er ubenyttede. Vi kender alle mundheldet: "at trække på samme hammel".Men kapitalismen ekskluderer den mulighed - dog bliver lønarbejdet anset for noget sådant, men det var det, vores forfædre kaldte "hoveri".

Men det er så uendelig svært at gøre sig disse tanker om alternativer, for de falder hurtigt på egne eller andres indgroede skepsis og indgroede vaner og indgroede tro på, at kapitalismen sejrer sgu nok alligevel, så bare klap i kammerat.Men nej, vi vil ikke klappe i. Vi bliver ved.

Bill A. i går kl. 15:44

Jovist pegede Tor N. for 20 år siden
”på, at det monetære systems markedsinformation er meget svær at erstatte”,
men han skrev jo også, at
”der er naturmæssige og humane behov, som skal varetages og ikke bliver det i en helt fri markedsøkonomi”,
hvad udviklingen siden jo i allerhøjeste grad har understreget.

Men ellers misrepræsenterede han Marx’ vage kommunisme-forestillinger ved at identificere dem med den stalinistiske autoritære stats-planøkonomi.

En forudsætning for Marx’ kun svagt antydede kommunismebegreb (han var jo fortrinsvis kapitalanalytiker) var, at erstatte de abstraktkvantitative ’penge’ med ‘arbejdstidsboner’ til at koordinere produktionsmængde med forbrugsefterspørgsel.
Arbejdstidsbonernes fordeling blandt forbrugerne ville så blive et politisk spørgsmål.
Hvorvidt han mente, dette ville kunne ophæve eller ændre på en eventuel markedsmekanisme, kan ikke udledes af hans indtil nu offentliggjorte tekster.

Min egen formulering om, at afskaffelsen af ’kapitalismen’ som samfundsøkonomisk system nødvendiggør en afklaring af ’omfangslogikken’ af den monetære formidling af bytteprocesserne, er ment som et forsøg på at åbne for den teoretiske undersøgelse af, hvor det vil være meningsfuldt at afgrænse de monetærøkonomiske sammenhænge, altså det arbejdsdelte samfunds socialt interne bytteprocesser, fra realøkonomiens forbrugsbehov og materielle naturforudsætninger.

Tor N. skrev jo også dengang, at man
”på længere sigt kan ... forestille sig, at mennesker vil synes det er utilfredsstillende at industrialismen tvinger dem til at arbejde for abstraktioner, snarere end for konkrete behov. Derfor kan man tænke sig, at et alternativ til markedsmekanismen en dag vil komme på dagsordenen igen”, men
”at der skal helt nye begreber om politik til, før et alternativ til markedsmekanismen kan blive muligt at formulere”.

Mon ikke den mere og mere globaliserede monetære markedsøkonomi og de nuværende nationalstatslige politiske beslutningsstrukturers impotens og inkompetencer overfor de deraf følgende problemer i forhold til de ’naturmæssige og humane behov’ netop vil befordre udviklingen af sådanne ’helt nye begreber om politik’, og derved åbne op for formuleringen af et alternativ til den nuværende form for den monetært baserede markedsmekanisme?

At noget er svært at erstatte betyder jo ikke, at det er umuligt, men måske nok at det først bliver realiseret, når nøden og derfor behovet bliver tilstrækkeligt stort.

I den forbindelse er det nok værd også nærmere at undersøge tidligere tænkeres overvejelser omkring pengeproblematikken, således som sådanne overvejelser f. eks. kulminerede i de centraleuropæiske kriseårs periode umiddelbart efter Første Verdenskrig med den tyske hyperinflation begyndende i 1919.

2 eksempler:
Nobelprismodtager i kemi 1921 Frederick Soddy(1877-1956) som
”in four books written from 1921 to 1934 ... carried on a "quixotic campaign for a radical restructuring of global monetary relationships", offering a perspective on economics rooted in physics—the laws of thermodynamics, in particular—and was "roundly dismissed as a crank". While most of his proposals - "to abandon the gold standard, let international exchange rates float, use federal surpluses and deficits as macroeconomic policy tools that could counter cyclical trends, and establish bureaus of economic statistics (including a consumer price index) in order to facilitate this effort" - are now conventional practice, his critique of fractional-reserve banking still "remains outside the bounds of conventional wisdom". Soddy wrote that financial debts grew exponentially at compound interest but the real economy was based on exhaustible stocks of fossil fuels. Energy obtained from the fossil fuels could not be used again. This criticism of economic growth is echoed by his intellectual heirs in the now emergent field of ecological economics”. http://en.wikipedia.org/wiki/Frederick_Soddy,
og
Den ’mystifistiske’ og ’okkulte’, :-), men også meget økonomifagligt belæste Rudolf Steiners forestillinger om en transnationalt forstået ’tregrening af den sociale organisme’, http://en.wikipedia.org/wiki/Threefold_Social_Order , ud fra en ’spirituelt’ funderet ’socialisme’ med et ’organisk’ pengebegreb, som han udfoldede i en hektisk kampagne i et par år umiddelbart efter 1 verdenskrigs afslutning.

Interessant er det jo at se Marx’ vage kommunismebegreb og Tor N.s bemærkning om, ’at der skal helt nye begreber om politik til, før det kan blive muligt at formulere et alternativ til markedsmekanismen’, i sammenhæng med disse forestillinger og også yderligere i forbindelse med nutidige fænomener som f.eks. Thomas Greco’s 2009 bog The End of Money and the Future of Civilization eller Jacque Fresco ’s pengekritik i forbindelse med hans The Venus Project ’s ressourcebaserede økonomi.

Med venlig hilsen

@nhn

det med persondyrkelse
at det bør helst ikke overdrives så meget, faktisk er det nok mere modstandere at communisme som ynder at give indtryk af at communisme = persondyrkelse
( af enkelte eller få );

men i den virkelige verden er "persondyrkelse"
( af enkelte eller få )vist mest bare at anse for en slags benævnelser, "links";
for det er selvfølgeligt flokken, masselinjen, konkret forstået, "bag" som er vigtigst

@Mark
Mange tak for kommentaren og litteraturhenvisninger. Monetærbegrebet er jo nok ikke færdigforklaret på økonomistudiets første semester ,-)
Den kendsgerning at den kommunistiske revolution i Rusland ikke formåede at afvise virkningerne fra det kapitalistiske monetære system, sammenholdt med din bemærkning om at "ændring af monetærsystemet måske først bliver realiseret, når nøden og derfor behovet bliver tilstrækkeligt stort", tegner et dystert billede af fremtiden. En opfattelse af at elendighedsteorien er den eneste farbare vej til forandring. Jeg har lige læst ”When Money Dies” om den tyske hyperinflation - som kan findes på nettet – og det er ikke hyggelige scener der heri beskrives.

mark thalmay, skrev

Jovist pegede Tor N. for 20 år siden
”på, at det monetære systems markedsinformation er meget svær at erstatte”,

---------------

om kapitalisme passer det vist godt, og det er jo nok derfor at blandt de borgerlige fremstår de liberale borgerlige som oftest
som mindre urealistiske and de konservative borgerlige

fra indlæg 3 jan 2005, om asetro.

( enhver lighed med afdøde eller nulevende tyske toppolitikere er, og var,utilsigtet ):

Det er jo ikke meget der er oplyst om Frigg, men vi kan kan jo begynde at gætte
på hvad der vil ske hvis hun får magt som hun har agt.

Frigg råder for husholdningen, og ordet økonomi betyder ordret oversat: Husholdningsstyring, hvis Frigg kommer til at råder for nationaløkonomien
får vi en planøkonomi der sparker røv,

ingen arbejdsløshed ingen sociale
tabere, mådehold med alt undtagen med arbejdsindsatsen ( Frigg straffer
dovne arbejdere ),

Frigg giver sig ikke af med at spå om fremtiden hun
agter
at styre den ( Deraf udleder jeg at hendes vilje går i planøkonomisk retning.
Ikke pga. diktatoriske tilbøjeligheder, men fordi der jo nødigt skulle være nogen der kom til skade ),

ingen sex efter kl 23 for folk skal
jo tidligt op og på arbejde,

rolige og stabile parforhold så folk kan
koncentrere sig om at bruge deres energi på arbejdet, osv.

–––––––––––––––––––––—

en selvtilstrækkelig økonomi / lære kan næppe gives for mennesker
hvis for nogen i det hele taget;
hver økonomi / lære, må i blandt blive nødt til at forsøge at “spå”
( dvs. undersøge, forske, søge nye saneserfaringer ) udenfor sig selv.
også derfor bør planøkonomi, aftaleøkonomi, kun være som “græsrodsagtige”, gensidige aftaler.

[ selv om markedsoplysningerne kan undværes
vil der jo alligvel altid være: mere udenfor ],

end ikke dialektisk logik eller dialektisk materialisme, er en alvidende lære,
bla.a. må også den lære forandres med hver ny gyldig erkendelse, eller nye gyldige erfaringer,
på naturvidenskabens områder

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Kapitalismen, som jeg ser den, er jungleloven, den stærkes ret og derfor ikke værd at beskæftige sig med. Det, der ligger i bunden, er liberalismen som er opfundet af såkaldt gode kristne mænd, arbejdsomme helt ud i det ekstreme, men altid med tid til kirkegang. Det er denne cocktail, der er problemet, endnu, også i Danmark.
Kommunismen, som jeg ser den, er/var det (ubevidst) kristne modstykke til liberalismen. Socialismen er forskellige kombinationer af de to ideologier.
Det hele er fællesskabsorienteret (på papiret). Liberalisterne støtter det kristne fællesskab overalt, hvor de kan komme til det. Kommunisterne satte fællesskabet i system langt ud over smertegrænsen.
I dag fornægter sådan nogle som du og jeg begge dele, men hvad gør vi så, når vi gerne vil have fællesskabet?
Kammerat Strateg, N-H: Hvad siger partilinjen (din egen)? Se på Danmark, den ene del af befolkningen har en diagnose, den anden ondt i ryggen (uden diagnose), den tredje del hører til de arbejdsløse (evt. den skjulte arbejdsløshed), den fjerde del arbejder som sindssyge og skal snart indlægges med stress, de fleste har gæld i en eller anden grad, mange snupper sig lige en pille for at klare dagen og en til at sove på, to pensionister har sat sig for at tippe hele lortet – de mangler lige stikordet. Den ene er politisk pacifist, så han vil ikke være med til at slå æg i stykker til omeletten.
Det må være 20 linjer. Der kommer mere senere.

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Det går ikke med revolutionær vold mere. Vi ved, hvor det ender. Hvis ikke folk instinktivt vender sig mod den globale uretfærdighed, er alt tabt. Tænker de ikke på deres børnebørns fremtid? Nej, ikke så længe de kongelige forældre og bedsteforældre ikke gør det. Lad os sige, at kronprinsen lagde sports-dileriummet til side til fordel for miljøbevægelsen. Hvad ville det ikke betyde? Han kunne godt stadig være far, men måske ikke kronprins.
Kierkegaard skrev en vits om en mand, der kunne lugte røg i teatret og råbte op. Folk morede sig over ham. Det er os to. I dit tilfælde morer de sig over dine problemstillinger, i mit over min enorme, grønne hittepåsomhed (lad dog barnet). Hvad gør vi så ud over at fortsætte?

Hernede i plovfuren er vi ikke bange for mismod. Vi giver udtryk for vores tanker uanset resultatet, og vi lytter gerne til andre, og det bringer os videre. Du siger, at klokken er lidt i tolv, men danskerne kender ikke klokken og vil heller ikke kende den og slet ikke stemme på dem, der siger, at den ringer. Sådan har det altid været. De fleste mennesker er ikke indrettet til at se faren i øjnene, og hvordan kan det egentlig være, at vi to er det? I mit tilfælde skyldes det mærkeligt nok kendskab til de religiøse tekster plus socialismens hensigt, som lyder umiddelbart sympatisk. Slavoj Z siger helligånd, fællesskab og Occupy. Han er ateist ligesom os.
Men det var det med klokken - . Har du tænkt på, at vi skal leve videre, mens det går galt? Det gør det jo allerede. Gå ind og se Melancholia i Cinemateket. Den vil sige dig noget. Genial film. Den handler også om os.

Niels-Holger Nielsen

Niels-Simon

Jeg har stor lyst til at se Melancholia (von Trier er en formidabel billedmager). Jeg når det før eller siden (min hustru vil ikke). Jeg er ret uenig med Søren Kirkegaard (i din citation): Det er ikke teatret, der brænder, det er verden. Det tror jeg også at Søren K. ville have sagt, om han levede i dag. Mindre sikker er jeg på hans konklusioner. Den største 'popularisator' af SK var Jean Paul Satre, som blev en slags kommunist, og i øvrigt var en modig mand. Som regel kan jeg finde gode ting i det
Slavoj Zizek skriver, men har han viljen til at støtte kommunisternes organisering som vejen frem? Ja, jeg er kommunist, men som vi ofte har diskuteret er jeg også tilhænger af socialismen som det stadie hvor vi (mig og ligesindede) virkelig får kniven på struben: Er kommunismen i overensstemmelse med den menneskelige naturs potentialer eller er det bare en forfængelig drøm? Jeg ved det ikke, men jeg tror på den - før eller siden. Jeg vil ikke påtvinge andre min tro, men jeg vil gerne slå et slag for at socialismen er vores eneste redning fra de aktuelle katastrofer. Min skelnen mellem kommunisme og socialisme er så gammel som den marxistiske bevægelse og Marx selv. For mig er den en strategisk rettesnor, men jeg bestemmer ikke hverken hvad vi kan eller hvad vi vil. Men kunne vi ikke blive enige om at socialismen er mindste fællesnævner? Og at det kræver en revolution - en nødvendig revolution. Kapitalismen kan vi i hvert fald ikke bruge til noget. For mig er socialismen et kæmpe stort eksperimentarium under antikapitalismens banner. Den kan aldrig blive den ideologiske kamps endeligt, men kun dens ansporing. Lad den bedste praksis og erfaringen bestemme hvordan socialismen bringer os videre. Etpartistyre og 'kommunistisk' monopol har fanden skabt, men kommunismen som mål er en legitim og agtværdig bestræbelse. Socialismen vil kun være en foreløbig helle: Frem eller tilbage. Kommunismen kan aldrig være et system, men netop fraværet af et system. Store mål og demokratiske mål, hinsides det borgerlige demokratis indbyggede begrænsninger. Det er vi sikkert ikke enige om, men lad os blive enige om at afskaffe kapitalismen og erstatte den med dens logiske modstykke socialismen. Ægte demokrati indbefatter økonomien og den samfundsmæssige ejendomsret. Det er et minimum.

Niels-Holger Nielsen

Jeg tror, at der er megen god og grundlæggende erkendelse at finde i plovfuren, og jeg sætter stor pris på evnen til mismod, den ejer enhver realist. Folk, som kan bære mismod uden at give fortabt, er guld værd. Men ingen kan bære og vende mismod uden store mål.

Niels-Holger Nielsen

John Fredsted

Uenigheden luftes i overensstemmelse med de indre modsigelser i forhold til vores mål: Kapitalismens afskaffelse. Lad os hilse uoverensstemmelserne velkommen. Men lad os også velkomme enigheden om målet i første omgang: Kapitalismens afskaffelse. Men det i sig selv er jo kun en negativ definition på hvad vi vil. Lad os også være positive og diskutere hvad vi drømmer om. Jeg drømmer om en fremtid hvor vi er nået ud over trivielle fordelingsmæssige og spørgsmål. Jeg tror at det er muligt fordi jeg tror på menneskets potentialer. Selv hvis det skulle vise sig at være en gal forventning, vil det være nødvendigt med de højeste idealer for at undgå de katastrofale 'kompromisser'. Op på hesten igen. Gang efter gang. Tror du, at vi har en chance?

Debattørerne bedes erindre, at personlige skærmydsler ikke hører hjemme i artikelkommentarerne.

Debatvært
Espen Fyhrie

Hans Jørgen Lassen

Kierkegaard har nu også det store perspektiv med:

"Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads [en slags klovn] kom for at underrette publikum derom. Man troede, at det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz."

Citatet er fra Enten-Eller.

Branden fandt sted den 14. februar 1836 på teateret i Petersborg.

John Fredsted

@Niels-Holger: Uden fare for at komme til at sige for meget, så vil jeg mene, at jeg overvejende hælder til anskuelsen, at vi ikke har en chance. Men jeg drømmer naturligvis om en helt anden verden. En verden, hvori nænsomheden kan få lov til at blomstre, en verden, hvori ikke stort set alt handler om at vinde, så andre kan tabe, en verden, hvori mennesket gennem ydmyg introspektion formår tilstrækkeligt at tæmme den aggression, det synes at have evolutionært med sig (og dette, altså det sidste, er måske det allermest naive element i min drøm).

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Socialismen som den praktiske vej kan jeg fuldt gå ind for. I det øjeblik vi tager afstand fra tyveri (kapitalisme), er vi på fællesskabets vej. Er det ikke også det, Ejvind skriver om igen og igen? Alternativet hedder altså graden af fællesskab (i min optik).
Dermed er vi inde i en fundamental debat: Hvor solidariske skal vi være?
Billedet i dag er flimrende. Vi har udstødelsen af fællesskabet i form af mennesker, der ikke er brug for i det mere og mere effektive arbejdsmarked. Lønslavelivet, der nedslider og forurener både slave og livsmulighederne, holdes derefter frem for folk som noget attraktivt. I den anden ende af skalaen gives kunstigt åndedræt til banksektoren, og industrilandbruget er konstant på støtten. Vi har altså den totale socialisme, hvor alle får hjælp, og inden for denne form gælder det om at få den højeste løn. Monarkiet og folkekirken holdes oppe med skattemidler fra os, der ønsker dem af h…… til. Man er tvangssocialist. Verdens bedste ordninger hos verdens lykkeligste folk (!).

Så kommer vi ind sammen med Ejvind med vores synkroniserede ure og råber: ”To minutter i tolv!” Latteren runger – eller: ”Er det nu så slemt?” – eller: ”Jeg kan ikke holde ud at tænke på det”.

Socialisme i dag bliver et spørgsmål om at se faren i øjnene, indrette os solidarisk i et ’omstillingssamfund’, se på det enkelte menneskes udviklingsmuligheder og – ånd (som jeg lige må tænke lidt over, hvad betyder i dag).
Kommer straks!

Uddrag fra Wikipedia:

"Kystbanesocialist, champagnesocialist eller rødvinssocialist er en pejorativ betegnelse for personer på den politiske venstrefløj, der i deres daglige liv ser bort fra klassiske venstrefløjs- eller arbejderklasseidealer, underforstået gennem for eksempel at drikke "fine" (og dermed borgerlige) drikke som champagne og rødvin. Begrebet anvendes ofte for at få politiske modstandere til at fremstå som hyklere, idet kystbanesocialisterne ofte hævder at være imod kapitalismen, men i virkeligheden lever fint med den.

Begrebet champagnesocialist kommer oprindeligt fra Storbritannien. I Australien findes det lignende begreb chardonnaysocialist, mens man i Frankrig anvender betegnelsen gauche caviar (kaviarvenstrefløjen).

I Danmark referer betegnelsen kystbanesocialist til en tidligere 68'er, der nu er bosiddende i det mondæne Nordsjælland, der betjenes af Kystbanen. Udtrykket kendes tilbage til 1980'erne".

Gad vide, om der findes en tilsvarende pejorativ betegnelse for økofanatikere, som flyver rundt mellem lande (og kontinenter) for adspredelsens skyld. Giv et bud (hvis det altså ikke er en overtrædelse af reglerne for debatten)..

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Ånd i dag er at se på menneskers overlevelse i en global sammenhæng. Omstillingssamfundet, modvækstsamfundet eller det nysocialistiske samfund er brugbare navne til det formål.

”at tæmme den aggression, det (mennesket) synes at have evolutionært med sig” som John lige har omtalt, er nærmest en forudsætning for, at det globale projekt kan lykkes.

Dermed har vi fat i ’suspence’. Den store ’suspence’ kræver ånd at skrive om og ånd at modtage. Der skal være denne spændvidde i vores hverdag, for ellers er vi proppet med løgn.
Plovfuren og partihovedkvarteret skal hænge sammen.

Jeg vil nævne tre personer, der for mig er ånd: Ejvind, Metz og Ulrik Høy (weekendavisen). De siger sandheden hver uge på den mest sublime måde. De mestrer sproget, har retning og mål.

Ånd er at se det store i det små og omvendt, lære at spille på sit instrument, male med sin pensel og udvikle sig. Livet er fantastisk. Hvorfor ikke bruge det hele? Konkurrencen om at blive bedst er i mindre grad en dyst med andre end en kamp med sig selv.

I det nye samfund ligger vi tit ned og snakker med hinanden, for zonen mellem fravendthed og samleje er blevet betydeligt udvidet. Seksualiteten står rent og beklikker sig ikke med magt over andre, ejendomsret og jalousi. Børnene opdrages til en adfærd som gode givere og modtagere. De voksne er gode eksempler.

Job findes ikke, men der er arbejde overalt, for målet er ikke berigelse, men vedligeholdelse af samfundet og alle dets gode relationer.

Tiden, uret? Jeg skæver til det en gang imellem, men lever ellers som om det var placeret i et andet rum. Kommer katastrofen, vil jeg bygge en magisk hule ligesom i Melancholia.
Slut!

John Fredsted

@Den, det måtte interessere: I går i nyhederne var der i forbindelse med håndbold-EM et indslag omhandlende det såkaldte stammefællesskab, der var omkring sådanne sportsbegivenheder.

Der blev vrøvlet noget i stil med, at i en tid med finanskrise og med klimatrussel og på en tid af året, hvor vejret er dårligt (det, altså sidstnævnte, er der så rent faktisk delte meninger om: jeg synes for eksempel, at vejret lige nu er aldeles pragtfuldt), da er det så befriende i sport at finde dette enkle sort-hvide, dette 'dem og os'.

Jeg finder det aldeles nedslående: At forsøge at uddrive utryghed ved at forsøge at vinde over andre (frem for at forsøge at forholde sig til problemerne). Jeg kan ikke lade være med at fundere over, i hvilket omfang dette behov, denne adfærd, måtte influere verdenen også udenfor sportsarenaen.

John Fredsted

* det skulle naturligvis hedde 'os og dem', ikke 'dem og os', for for mennesker med behovet for at vinde, kommer de selv naturligvis før de andre.

@Niels-Simon: Det er igennem vore begreber, at vi forstår verden. Måske er min spøg ment lidt som en modvægt til persondyrkelsen jvf. Kim Grams indlæg.

især de fleste af de mange medlemmer i 3f ( Sid )og LO, kan jo se frem til at kommunismen sandsynligvis sejrer over kapitalismen og religionerne, endog i danmark