Klumme

Selvjustits eller lovindgreb

Staten skal holde sig fra presseetikken, men det kræver øget bevidsthed fra mediernes side. Noget tyder på, at den — lidt modstræbende — er på vej
Debat
28. januar 2012
Blandt andre Venstres mediepolitiske ordfører Ellen Trane Nørby har luftet ideen  om skrappere krav for,  hvordan medierne skal rette, når de laver fejl.

Blandt andre Venstres mediepolitiske ordfører Ellen Trane Nørby har luftet ideen om skrappere krav for, hvordan medierne skal rette, når de laver fejl.

Kristian Juul Pedersen

Det er interessant at iagttage, hvordan en debat langsomt flytter sig. For eksempel debatten om mediernes tilsyneladende stigende forkærlighed for at hænge enkeltpersoner ud, snage i privatlivsforhold samt manglende vilje til at rette fejl og mangler på en ordentlig måde.

Om der er sket et voldsomt skred i medieetikken er en fornemmelsessag. Der er, så vidt vides, ikke forsket til bunds i, om danske medier er blevet mere beskidte, grove eller virkelighedsforvrængende.

Det er muligt, men vi er stadig langt fra britiske tilstande, hvor den ene grimme historie efter den anden afsløres i disse måneder om hacking, personforfølgelse, overvågning og mobilaflytning.

Men fornemmelsen af en forværring — sammenholdt med at troværdighedsmålinger gang på gang sender journalisterne ned blandt brugtbilhandlerne — er nok til, at flittige politikere kræver lovindgreb for at rette op på fornemmelsen af en skrantende presseetik. Der synes i skrivende stund at være et politisk flertal for at skærpe Pressenævnets arbejde. Der tales om bødestraf og skrappere regler for, hvordan dementier, rettelser og beklagelser publiceres.

Staten eller kaos

Det er jo næsten en naturlov, at hvis folk ikke af sig selv opfører sig ordentligt, skrider statsmagten ind med forordninger, regulativer og lovindgreb. Det er en grundpille i det civiliserede samfund, at hvis vi er groft uciviliserede, så skal staten civilisere os. Uden den, kaos.

Men der er ubrydelige principper om pressefrihed, redaktionel frihed og ytringsfrihed. Derfor har danske medier i en menneskealder civiliseret sig selv ved hjælp af presseetiske regler. De var engang ’vejledende regler for god presseskik’, så blev de i 90’erne ophøjet til lov, og det engang kollegiale råd, Pressenævnet, blev et justitsministerielt organ. Det har til tider medført udenlandsk kritik. Når Staten regulerer mediernes adfærd, kan det sagtens fortolkes som første skridt hen imod noget meget værre.

Friheden trues

Nu bebuder politikerne det næste skridt, og det medførte i første omgang en næsten enstemmig kritik fra journalister og redaktører. Den redaktionelle frihed er truet af socialdemokraten Mogens Jensen og Venstres Ellen Trane Nørby, lød det.

Men efter kort tid har debatten ændret karakter. Både fra Journalistforbundet og ledende redaktører, tales der nu om behovet for en forbedring af Pressenævnets arbejde. Ekstra Bladets Poul Madsen går ind for en længere klagefrist, Journalistformand Mogens Blicher Bjerregård er klar til at diskutere nævnets manglende vilje til at tage sager op af egen drift. Det er kun sket en gang i verdenshistorien og handlede om papparazzi-billeder af den dengang ungkarle-kronprins, der hyggede sig med yngre damer ved en flodbred.

Andre i ’branchen’ taler nu åbent om, at der skal gives bredere klageadgang, så det ikke kun er mennesker, der direkte er ’ofre’ for en uetisk medieopførsel, der kan klage. Begrebet ’retlig interesse’, der er blevet fortolket yderst snævert af Pressenævnet, trænger til en revision.

Forandring nedefra

Ingen tvivl om, at en modernisering af Pressenævnets arbejde er nødvendig for at skærpe medieetikken. Og meget tyder på, at mediebranchen selv - lidt modstræbende — bevæger sig i den retning. Hvis pressefriheden og den redaktionelle frihed skal sikres, skal forbedringerne ikke komme oppefra, men nedefra. Hvis redaktører og journalister skal opføre sig ordentligt, skal de selv være frontløbere i en pædagogisk proces.

Det er ikke sket alle steder indtil nu, men måske har den lidt ubehagelige politiske pegefinger fra Jensen & Nørby alligevel virket.

Man kan håbe, at den virker så godt, at de ubehagelige tendenser til øget statskontrol forsvinder af sig selv og afløses af en effektiv selvjustits. Og håbet beskæmmer jo ingen, som skrevet står.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger Madsen

Lasse Jensen mener Staten skal holde sig fra presseetikken - det skal standen selv ordne.

Det bliver spændende at se, hvordan journaliststanden vil forholde sig til BT´s redaktionschef Simon Andersen, der bevidst har førsøgt at få en medarbejder ved SKAT til at bryde sin tavshedspligt.

Holger Madsen

Journalister er altid så glade for at skrive om de ubrydelige principper som pressefrihed, redaktionel frihed og ytringsfrihed.
Derimod er det meget sjælden de skriver om forudsætningen for at disse 3 friheder bliver reelle friheder, nemlig vores problem med alsidigheden og mangfoldigheden blandt dem, der får lov til at sætte dagsordenen.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis medierne skal tages alvorligt og deres selvpåtagne rolle som borgernes vagthund overfor statsmagten må de til at oppe sig gevaldigt og demonstrere deres uafhængighed ikke kun i tale men så sandt for dyden i handling. Ellers bliver det ved fraserne

Lasse Jensen:

”Men der er ubrydelige principper om pressefrihed, redaktionel frihed og ytringsfrihed.”

Ja, det lyder unægtelig, som noget man har hørt før. Journalister har det som bekendt med at blive meget emotionelle, højstemte og rørstrømske, når de skal beskriver deres egen rolle i samfundet. Så får den på alle tangenter, sådan som vi eksempelvis ser det i Lasse Jensens tekst.

Spørgsmålet er så som virkeligheden kan leve op til journalisternes og Lasse Jensens romantiske og måske noget naive forestillinger om, hvilken rolle de spiller for demokratiet.

Hvis man skal stille det en smule skarpt op, så er spørgsmålet vel i virkeligheden, om den danske presse i dag er en del af problemet eller en del af løsningen, når det handler om problemerne med det kolossale demokratiske underskud i Danmark.

Alle ved at medierne har en enorm indflydelse på, hvem vælgerne stemmer på. Det er her det demokratiske underskud opstår, fordi der i Danmark langtfra er fri og lige adgang til medierne.

Det er markedet og pengene der afgør hvem der har kontrol over medierne og dermed den politiske magt i Danmark. I løbet af de seneste årtier har de borgerlige kræfter opbygget et mediemonopol, og det betyder at de har en uforholdsmæssig stor magt i vores samfund.

Der er således opstået en strukturel ubalance i det danske demokrati, hvor kapitalejerne har fået en uforholdsmæssig stor politisk magt.

Derfor er løsningen heller ikke ”effektiv selvjustits” hos medierne som Jensen mener. Løsningen er at give folket kontrol over medierne.

Det markeds- og mediestyrede demokrati Lasse Jensen gør sig til talsmand for er en parodi på ægte demokrati.

Marianne Rasmussen

Selvjustits?

Jeg vil se det, før jeg tror det.

Jens Overgaard Bjerre

Pressenævnet er en lidt mærkværdig størrelse. En slags "buffer" mellem domstole og den krænkede part. Men der er masser af problemer med dette nævn.

F.eks. genmælebegrebet, hvor et medie kan blive dømt at at bringe korrigerende oplysninger. Men der er ikke krav om hvordan dette genmæle skal udformes i størrelse og tid. Tv kan f.eks. bringe gemælet i tekst-tv. Det er jo krænkende i sig selv.

Grupper, som ikke er organiserede, f.eks. sindssyge, kontanthjælpsmodtagere eller andre, har ikke en jordisk chance at komme igennem med en klage, hvis et medie skulle omtale sig nedværdigende eller krænkende om dem som gruppe.

Pressenævnet har en kort anmeldelsesfrist på 4 uger og kan ikke idømme bøder eller økonomisk erstatning.

Jeg mener faktisk slet ikke, at nævnets muligheder er virkningsfulde nok, men trænger til en en kraftig opjustering. Alle ved, at når der er penge indblandet, altså gennem salg af 'nyheden', enten for penge eller i seer- og læsertal, så er der ingen moral.

En sidste ting er, at Pressenævnet især tager sigte på det skrevne medie, hvor tv-mediet har en langt, langt større gennemslagskraft. Det er også uhensigtsmæssigt.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, moralen er sunket. Hvorfor kan de ikke holde selvjustits? Hvorfor sætter de ikke en ære i at være velanskevne og ansete, nogle man ser op til, i stedet for nogle, man venter det værste af? Sådan nogle spørgsmål burde Lasse Jensen i højere grad stille. Selv om Lasse Jensen er Danmarks stort set eneste mediekritiker af betydning, er han alligevel for pæn ved branchen. Han er jo også udprunget af den. Der hersker en musketérånd i branchen, der fejer al væsentlig kritik af bordet. Hvis kritikken bliver for nærgående og alvorlig - så henviser man bare til pressefriheden, den redaktionelle frihed og ytringsfriheden, alt det vil I vel ikke knægte? Nej, nej, siger kriterne og lusker afsted.

Pressenævnet skulle styrkes, og måske være mindre domineret af pressens egne folk. Det bør løbende tage sager op af egen drift, og det skal kunne idømme meget stærkere krav til rettelser mv. og bøder. Men det er ikke nok. Det må ske noget kollegialt - eventuelt via journalistuddannelserne, ellers går det galt.

Gorm Petersen

LJ:
"Derfor har danske medier i en menneskealder civiliseret sig selv ved hjælp af presseetiske regler."

GP:

LJ glemmer, at i hovedparten af perioden - siden starten af 1900-tallet - havde vi en pluralistisk presseformidling - den såkaldte "partipresse", hvor folk kunne læse forskellige udlægninger af samme sag.

Det borgerlige pressemonopol (der nogen gange lidt misvisende kaldes for konsensus-pressen) har kun 15-20 år på bagen. Det er en forholdsvis ny og uprøvet situation, der ikke kendes fra andre vestlige lande end Berlusconis Italien.

Det er takket være denne, at et højforræderi som at bringe Danmark i krig på en løgn - (det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved) "næppe vil interessere læserne" - mens Nyrups kiksede cykelhjelm i sin tid kunne rydde næsten samtlige forsider - den dokumenterede mandens utroværdighed - var alle enige om.

Selv Pravda-redaktøren må forundres.

Peter Nygaard

Hvergang journalister og andre taler om at ændre på praksis, så identificerer de problemet værende, at der fokuseres på personsager.

Jeg vil mene, at det største problem, er, at journaliststanden prøver på at definere egne problemer og dårligdomme.

Det næststørste problem, er at journaliststanden har solgt (næsten) alt sin etik og integritet til højestbydende, hvilket gør, at 30-40% af befolkningen ikke har et medie, der politisk har samme fokus som dem, overhoved!

Den fjerde stats,agt, er blevet til en propaganda maskine for kapitalen!

En journalist er en lønmodtager på linje med så mange andre lønmodtager, og journalisten producerer præcis det, som journalistens arbejdsgiver ønsker sig.

Hvis ikke bliver journalisten nemlig arbejdsløs hurtigere end vedkommende kan udtale navnet Rupert Murdoch, ligesom alle andre lønmodtagere, der ikke kan eller vil levere den ydelse arbejdsgiveren betaler for.

Derfor vil det ikke ændre noget som helst at forbedre journalisternes uddannelse eller forsøge at højne journalisternes moral og selvjustits.

Den så højt besungne og opreklamerede journalistiske frihed er nemlig ikke en frihed, der gælder for journalisterne, men derimod for journalisternes chefredaktører og ejerne af bladhusene.

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt Hanne Cetkin, men derfor kunne man
alligevel ønske sig en højere etisk fordring. Selvom det skal sælges. Det kunne jo være, at køberne efterspurgte noget af en højere kvalitet.

I USA, hvor aviser i den grad har været markedsafhængige, har man dog, engang i hvert fald, haft hæderkronede dagblade som The Washington Post og The New York Times, der levede op til høje standarder, uanset at de skulle sælges. I Danmark havde vi engang Politiken, der var organet til .......jeg ved ikke hvad, nu er den avis lige så tynd som Ekstrabladet, BT og alle de andre boulevardaviser, og deres netudgaver er endnu værre.

Noget må kunne gøres anderledes. Et lille kuriøst eksempel er den franske ugeavis " Le canard enchaîné" (Den Lænkede And), der er højt skattet og holder høj moral.

Drop pressenævnet.

Lav istedet er lovgivning, der sikrer ofre for mediers overgreb en fed erstatning ved domstolene.

Når medier "går "hårdt til den" er det typisk for at tjene penge, så er det defor også rimeligt, at det koster dyrt i erstatning og kompensation, når man fusker med billeder og nyheder.

Dansk domstolspraksis er m h t erstatning for mediers krænkelser alt for svag - det kan rettes ved lovgivning, og så drop samtidig pressenævnet.

Holger Madsen

Ja alle disse ubrydelige principper som pressefrihed, redaktionel frihed og ytringsfrihed, det er friheder som arbejdsgiverne (chefredaktørerne) har givet sig selv, ligesom retten til at lede og fordele arbejdet.

Peter Nygaard

@ Hanne

Jeg er enig i dine betragtninger, der hvor kæden springer, er når journalister hævder noget andet, når journalister sætter sig op på en piedestal, hvor etik og moral er i højsædet. Så prøver de på, at give et billede der er misvisende.

Jeg tror det er yderst sjældent, at en journalist rent faktisk har været ærlig over for folk omkring bevæggrundene for deres vinkling af en historie.

Jeg er også lønmodtager, men i et fag, hvor jeg ikke alene står til ansvar overfor min arbejdsgiver, men også overfor dem jeg "servicerer", da ergoterapeuter er underlagt autorisations lovgivning. Det burde være mulig at lave noget lignende hos journalister!
(Måske er det ikke lige folketinget der skal lave en lov om det, men en uafhængig instans burde kunne indrage en journalists licens eller hvad de vil kalde det)

Holger Madsen

Jeg tror ikke man kan ændre chefredaktørernes presseetiske holdninger, eller hvad nu vi skal kalde dem.
Derimod tror jeg vi skal fokusere på de store landsdækkende nyhedsredaktioner. Det er her indkomne nyheder bliver valgt til og fra. Der er her dagsordenen bliver sat.