’Det er jo ikke min skyld, jeg er deprimeret’

Depression er blevet en populær undskyldning for at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Udviklingen hjælpes på vej af diagnoseglade læger og et stærkt sygdomsfællesskab, som giver den enkelte frihed til at slippe ansvaret for sig selv
Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Jens Nørgaard Larsen
26. januar 2012
Delt 11 gange

To millioner danskere er på offentlig overførselsindkomst. Hvis man trækker folkepensionisterne og de studerende fra, er ca. 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Det svarer til, at ca. hver fjerde person i den arbejdsduelige alder er på passiv forsørgelse.

Går man bag om tallene står det klart, at mange af de passivt forsørgede har helbredsproblemer. Af en nyligt offentliggjort hvidbog fra Dansk Psykiatrisk Selskab fremgår det, at »antallet af mennesker i Danmark, der modtager offentlig forsørgelse pga. helbredsproblemer, på blot 25 år er steget fra 280.000 til 445.000 … Den andel, der tilkendes førtidspension på grund af en psykisk lidelse, er stigende internationalt, men tydeligst i Danmark, hvor andelen fra 1999 til 2009 er steget fra 30 pct. til 52,6 pct. «

Flere og flere kommer altså på offentlig forsørgelse med henvisning til psykisk sygdom. Og mange af dem bliver parkeret på en livslang forsørgelse — tilsyneladende uden håb om igen at komme tilbage i de arbejdendes rækker.

Det er en katastrofe. Både økonomisk og menneskeligt.

Sygemeldinger i hobetal

Men hvorfor melder flere og flere sig syge? Det kan der i mine øjne groft sagt være to grunde til. Enten kan vi ikke opfylde de krav, et moderne arbejdsmarked stiller. Det stigende antal sygemeldinger er således et symptom på arbejdsmarkedets stigende krav.

Eller også vil vi ikke længere honorere arbejdsmarkedets krav. Og i dag har vi bedre muligheder end nogensinde for ikke at ville. Det er blevet nemmere at være offer end bidragsyder.

I hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår de, at årsagen til, at Danmark tilkender så mange førtidspensioner pga. psykisk sygdom, er utilstrækkelig diagnostik og behandling, eller at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, hvilket gør det vanskeligere for sårbare personer at få arbejdsvilkår, der ikke er for belastende.

Eftersom vi diagnosticerer og behandler som aldrig før, må man stille sig tvivlende over for den første årsag. Det psykiatriske behandlingsapparat er vokset og vokset de seneste 20 år. Således er antallet af læger på området steget fra 694 i 1993 til 1.277 i 2007. Og ifølge Psykolognævnet blev antallet af psykologer, der autoriseres pr. år, næsten fordoblet i perioden 1996-2009.

Den anden mulighed Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår, nemlig at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, kan have sin rigtighed. Arbejdsmarkedet har ændret karakter, og medarbejdere må i dag indstille sig på krav om ’livslang læring’, omstillingsparathed, selvrealisering m.v., og det kan udgøre et væsentligt stressmotiv. Man kan dog indvende, at medarbejderne selv, har gjort disse krav gældende. Det er i så fald et selvforskyldt (luksus?) problem.

Det er imidlertid et faktum, at arbejdsmarkedet har ændret karakter — på det strukturelle plan er det f.eks. blevet sværere at få flex- og skånejob, hvilket går ud over de svageste.

Sygdomsfællesskabet

De strukturelle forklaringer er bare ikke forklaring nok. Hvis vi vil forstå, hvorfor vores velfærdssamfund er ved at knække over, må vi nærme os begrebet offerbevidsthed og opkomsten af attraktive sygdomsfællesskaber. Af viljen til ikke at ville. Viljen til ikke at ville deltage.

Når jeg skriver »ikke ville« er det ikke helt rigtigt. For viljen er der skam stadig, den er blot rettet mod et andet sted end arbejdsmarkedet. Den er rettet mod sygdomsfællesskabet, som i dag er mere tilgængeligt end nogensinde før.

Tilgængeligheden opstår, fordi psykiatere er blevet mere rundhåndede med diagnoser. »Som psykiatere er vi ikke interesserede i at sygeliggøre normal adfærd, som har været en tendens,« sagde Ole Mors, formand for Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseudvalg til Berlingske, 15 januar 2012, i anledning af den revision af 200 sygdomskategorier WHO netop har taget hul på. Revisionen har til formål at imødekomme en — især vestlig — tendens til sygeliggørelse. Man indrømmer altså fra fagligt hold, at der har været en tendens til at sygeliggøre det normale.

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Som samfund har vi ikke taget den udvikling alvorligt. Vi har fremelsket den. Derfor eskalerer det, og derfor møder jeg folk i mit terapeutiske virke og min omgangskreds, som i ramme alvor siger: ’Jamen, det er jo ikke min skyld, det er, fordi jeg er deprimeret’.

De spiller med andre ord offerkortet. Deres selv er blevet underlagt deres ’sygdom’. Hermed fritager ’sygdommen’ dem for at tage ansvar for deres handlinger. Da det personlige ansvar nødvendigvis må anses som en betingelse for forandring, er den udvikling yderst beklagelig.

Offer for offerkampagne

Offerbevidstheden bliver hjulpet på vej af psykiatere og lægers tendens til at sygeliggøre normal adfærd. Men det er ikke kun psykiaterne, der fremelsker offerbevidstheden.

På det seneste er det offentlige rum blevet indtaget af kampagnen En-af-os. Formelt har den til formål at aftabuisere psykiske sygdomme — et sympatisk og nok nødvendigt formål, ingen tvivl om det.

Kampagnen ligner imidlertid noget andet, som alt for få er opmærksomme på: Den minder mest af alt om en religiøs hvervekampagne. Kampagnens slagord »(bliv) en af os«, er næsten identisk med den indremissionske logik: »Kom som du er (og bliv til en af os)«. Hvad bliver det næste? En pendant til USA’s rekrutteringsplakat »I wan’t you for U.S. army«? ... »Meld dig under de sindslidendes faner — vi har brug for DIG!«.

Lad mig illustrere den uheldige virkning af den slags kampagner med et eksempel. En af mine gamle bekendte kom forleden og fortalte mig, at han længe havde gået rundt og haft det lidt småskidt. En dag så han en af disse plakater fra En-af-os-kampagnen. Han overvejede, om det ikke var det, han gik og led af — en depression. Derfor gik han til lægen, hvor han fik tilbudt antidepressiva. Han tog imidlertid ikke imod dem, for han synes nu nok, det var lidt for voldsomt.

I dag har han det fint. Hvad kunne der være sket, hvis han ikke havde været så egenrådig, som han trods alt var? Hvis han havde taget imod pillerne? Så var han ikke blot kommet på psykofarmaka — nej han var også blevet en del af en klub, nemlig de syges klub. En klub, som jeg tidligere antydede, ikke nødvendigvis var så ringe endda. Den udløser nemlig ikke kun en række gevinster, men nu også en anerkendelse fra et fællesskab af ofre (jf. ’En-af-os’), og en økonomisk gevinst fra det offentlige.

Samfundets socialarbejdere sørger for solid markedsføring. Alle betingelser for succes er til stede. Der er ikke noget at sige til, at medlemstallet bare stiger og stiger.

Tid til opgør

Lad mig afslutningsvist henlede læserens opmærksomhed på endnu et citat fra hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab:

»To tredjedele af alle de pensioner, der gives grundet en psykisk sygdom, gives i dag på grund af ikke-psykotiske sygdomme — dvs. lidelser, som det ofte er muligt at behandle så effektivt, at den syge kan fungere normalt igen«.

Der er noget galt i Danmark. Jeg ved, at der findes folk som rent faktisk lider. Men det har taget overhånd. Tallene taler for sig selv. Flere og flere borgere melder sig under ofrenes faner. Fanebærerne er psykiatrien og den danske stat. De forsyner offerhæren med henholdsvis ammunition og sikkerhed. Ofrenes geværer er imidlertid vendt imod deres egen forsyningslinje. Offerhæren er vokset i styrke, og nu er velfærdsstaten ved så småt at give efter for kuglerne.

Vi må konfrontere offerbevidstheden, og det samfund, der fremelsker den. Det bliver langt fra rart eller nemt, men det er på tide, at vi tager opgøret.

 

Frej Prahl er bach. psych.. fra Aarhus Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Doris Møller

Hvad er det ved sygdommen depression, der gør, at tilfældige folk uden en relevant faglig uddannelse eller uden depressionserfaring mener sig kompetente til at udtale sig kvalificeret om depression?

Hvorfor lige depression og ikke f.eks. kræft eller andre alvorlige sygdomme?

Jeg tror, at det skyldes, at enhver har prøvet at være lidt deprimeret – også mennesker, som f.eks. Frej Prahl. Det var muligvis lidt hårdt, men trods alt ikke noget at regne. Og eftersom der er en vis lighed mellem ordet ”deprimeret” og ordet ”depression”, så tror de pågældende, at de kan bruge deres egne erfaringer til at udtale sig om depression!

Det kan de naturligvis ikke!

Og hvad er det ved Dagbladet Information, der gør, at avisen er villig til at trykke ovenstående, efter min mening, meget useriøse kronik?

Jeg tror, at det skyldes udbredelsen af meninger, der stammer fra kendte meningsdannere, der udtaler sig på et lige så useriøst grundlag som Frej Prahl. Informations Forlag udgav desuden forrige år en dansk oversættelse af en gammel fransk bog om depression. Det drejer sig om den franske sociolog Alain Ehrenbergs bog ”Det udmattede selv”. Bogen siger ikke noget brugbart – og slet ikke om danske forhold. Jeg tror også, at den bog spiller en rolle.

Jeg synes da absolut, at det er en god ide at beskæftige sig med årsagen til sygdom, herunder depression. Jeg mener endda, at sociologer kunne bidrage med nyttig viden ved at beskæftige sig med almene livsvilkår, der kunne tænkes at være sygdomsfremkaldende.

Hvilken rolle spiller f.eks. de elendige madvarer, der er til salg i forretningerne? Madvarer, der ofte er gamle, fyldt med kemikalier og uden tilstrækkelige næringsstoffer. Og hvilken rolle spiller kemikalier i møbler, tæpper, tøj, kosmetik og andre ting i vores omgivelser?

Depression kommer af belastning. Og det er klart, at man er dårligere rustet til at klare et almindeligt livs udfordringer og problemer, hvis organismen ikke får de byggestoffer, som hjernen skal bruge, men tværtimod bliver fyldt med skadelige kemikalier.

Jeg siger ikke, at det er hele forklaringen. Det er et bud på én af mange mulige forklaringer.

Men jeg siger, at det er nødvendigt at forholde sig seriøst til emnet. At bringe ovenstående kronik - det er virkelig for langt ude!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Jeg er ikke psykolog eller terapeut, men jeg har en teori om at alle mennesker vil søge et gruppe-fællesskab.
Hvis de ikke må være med i det store fællesskab, så er der en ret stor chance for, at de vil søge andre fællesskaber. Intet menneske befinder sig godt eden en 'flok' at dele sit liv med.
Så måske har Frej Pral ret.
til en vis grænse.

Måske vil det være sådan, at når mennesker bliver ekskluderet fra det store fællesskab, fordi de er arbejdsløse, har skavanker, har egenartede personligheder eller på anden måde ikke passer i Den Store Moderne ArbejdsmarkedsMasse,
så vil de søge andre fællesskaber.

Om det er offerrollen, der dominerer.. det synes jeg ikke. Sygdommen heller ikke.
Mennesker forsøger forsøger at finde en niche, hvor de kan leve og helst på bare nogle få af deres egne præmisser.

Hvilke andre muligheder har de, når de ikke passer i kassen ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Mod depression hjælper psykiatere ikke et hak - de kan tydeligvis kun symptombehandle. Der er brug for at komme fremmedgørelsen til livs og lære sig selv at kende. Det er psykologers gebet. Depression er ikke en sygdom, det er en tilstand. Til gengæld er det også en tilstand, der ikke burde lamme folk, som den gør - og netop det at folk fungerer i f.eks. sygdomsfællesskabet siger også noget om, at der måske er andre ting, der skal til, f.eks. nogle kontakter og venskaber med andre, mere opmuntrende mennesker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heidi Christensen

Hvis ikke man allerede er deprimeret så bliver man det da når man ser en lille amatør psykolog være med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker og stille de svage for had endnu engang...

Mange ender op med en psykisk diagnose ja det er ikke engang løng, men en anden teori til dette kan jo være at man kommer ind i systemet med et brækket ben og man forlader det med et knækket psyke...

Jeg sidder selv med en del sager nogen gange kommer folk med meget mærkbare fysiske sygdomme og de kommer ud på den anden side med en psykisk diagnose så som stress og depresion, hvem er det så der giver dem dette ? er det psykiatere og psykologer eller er det systemet, min holdning er bestemt at det er systemet ...

Eksempel ....

Har lige haft en sag, mand 48 år dårligt hjerte,kronisk hovdepine der i den grad påvirker hukommelse og koncentration og meget værre om vinteren end om sommeren .. forklaring han har for år tilbage fået et spark i ansigtet som har knust en del af hans ansigts knogler og dette er erstattet med metal .. om vinteren når det fryser medføre dette smerter... derudover voldsom Kol og en lungekapacitet tilbage på 35 % ...

Har været selvstændig de sidste 20 år og arbejdet som konsulent for div bore rigger de sidste 10 da kol satte begrænsninger for hans fysiske udfoldelse...

Alle lægepapir og undersøgelser peger på ingen arbejdsevne tilbage ingen behandlingsmuligheder, kommunen mener at han skal indstilles til en pension MEN første skal han da lige forbi en psykiater og undersøges for voksen ADHD og depression...

Da han ringer til mig og sige .. hvad fanden sker der hvorfor skal jeg det, må mit svar til ham desværre være... du skal gøre det du slipper ikke det er højste mode på kommunerne at sende folk til psykiater det kan jo være at du mentalt kan gro dig nogen lunger eller dit hjerte bare er indbildt ...

Og tænk sig ..manden led af depression mente psykiater og også af voksen ADHD ... hans egne læger og specialister er mildest talt ved at gå bagover af forbavelse , han er jævnligt screenet for depresion og selvfølgelig er han lidt deprimeret hvem ville ikke være det, kommunen har prøvet at lukke for hans sygedagpenge 5 gange hvor det er afværget fordi tingene ikke foregår lovligt ... hans forhold er røget i vasken han føler han har været skaffedyr både til kone og land, og da hans helbred ikke kunne mere blev han losset ud ..
Han har mistet sit hjem og sine papbørn.. hvem ville så ikke blive bare lidt depri ..

Nå men den her famøse Psykiater kunne godt hjælpe, han kunne sætte ham i langvarig behandlig med Ritalin og med noget deprsions medicin og han kunne så anbefale at han kom ud i en længervarende arbejdsprøvning sådan at han kunne opbygge sin arbejdsevne til måske 12 timer om ugen og så kunne han jo få fleksjob istedet for ftp..

De medicin typer som psykiater ville behandle med var typer som ville forværre hans invaliderende hovedepine og hans læge og speciallæge skrev begge udtalser til kommunen om at det var direkte uansvarlig og de fraråde det og skulle det realiseres måtte kommune og psykiater tage ansvaret men de ville fraråde manden at gå med til det og foreslå en klage...

psykiater kunne også pege på at manden kunne reapere rullestole som erhverv fordi det virkede han kompetent til ... Den gav kommuen så afslag på ftp på ....

Nu ville det så ikke værre eller bedre end at manden samme dag som afslaget blev givet , lå på operationsbordet med 50/50 chance for at overleve en kompliceret hjerteoperation, der blev yderligt kompliceret af at han havde Kol...

vi ankede naturligvis hans afslag og henstillede til at kommunen hvis de ville fastholde de jobfunktioner han mentes at kunne, at de så lod en speciallæge i de sygdomme han havede undersøge ham da en psykiater ikke kan formode at have forstand på hverken Kol hjertesygdomme eller kronisk hovdepine opstået af metal konstruktion i hovdet...

Kommunen revuderede og kom frem til at de de nok lige havde lavet en fejl....

Det skræmmende i det her er bare at trods alle de fysiske sygdomme der var til stede , så ville manden hvis ikke han havde haft hjælp til at læse og forstå systemet være endt på fleks job med diagnosen voksen ADHD og kronisk depresion ....

Og sådan er der RIGTIG mange der ender på årelang kontanthjælp (de ved ikke magter ikke og har ikke ressourcer eller hjælp til en anke og falder derfor for sygedagpenge grænsen )
eller de får fleks til de falder om eller de får pension på depresion ...

I virkeligheden tror jeg at mange af de tal gemmer på folk der kommer ind med fysisk skavanker (nogen af dem kan afhjælpes hvis sundhedssystemet fungerede og ventetider var kortere ) og de ender ud med en psykisk diagnose som sådanne mennesker som Frej Prahl kan sidde og udlede ting omkring og kaste med mudder mod folk som i forvejen har det svært ....

psykiater er som reglen sidste stop inden pension eller fleks men det er sjældent at nogen får pension KUN pga en depresion for at den kan kaldes kronisk og ødelægge arbejdsevne helt , så skal den have stået på i mange år og alle behandlingsmuligheder skal være udtømt ... for år tilbage var det de stress ramte der blev taget under kærlig behandling i misundelses samfundet nu er turen komme til de depresions ramte...

Men fortæl os hvor mange der fik deprsionen i forbindelse med udredning i vores fantastiske system og hvor mange der også ud over depresion lider af fysisk sygdom ... jeg kender MANGE sager ..og i ikke en eneste af dem er depresion den eneste diagnose og sjovt nok var depresion ikke den oprendelige grund til at folk havnede i systemet ...

Og værd at bemærke er nok også at en mand som omtalte gik fra en indtægt på omkring en halv til en hel million om året job i australien , saudi arabien ,england ja hele verden som sin arbejdsplads til en tilværelse som førtidspensionist i en et værelses lejlighed knap 17.000 om måneden i indtægt og en bristet illusion om det velfæd han har betalt så rigeligt til ...

Det vil jeg sq kalde en dum strategi for at få fri når man ikke gider arbejde mere ....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heidi Christensen

Hvis ikke man allerede er deprimeret så bliver man det da når man ser en lille amatør psykolog være med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker og stille de svage for had endnu engang...

Mange ender op med en psykisk diagnose ja det er ikke engang løng, men en anden teori til dette kan jo være at man kommer ind i systemet med et brækket ben og man forlader det med et knækket psyke...

Jeg sidder selv med en del sager nogen gange kommer folk med meget mærkbare fysiske sygdomme og de kommer ud på den anden side med en psykisk diagnose så som stress og depresion, hvem er det så der giver dem dette ? er det psykiatere og psykologer eller er det systemet, min holdning er bestemt at det er systemet ...

Eksempel ....

Har lige haft en sag, mand 48 år dårligt hjerte,kronisk hovdepine der i den grad påvirker hukommelse og koncentration og meget værre om vinteren end om sommeren .. forklaring han har for år tilbage fået et spark i ansigtet som har knust en del af hans ansigts knogler og dette er erstattet med metal .. om vinteren når det fryser medføre dette smerter... derudover voldsom Kol og en lungekapacitet tilbage på 35 % ...

Har været selvstændig de sidste 20 år og arbejdet som konsulent for div bore rigger de sidste 10 da kol satte begrænsninger for hans fysiske udfoldelse...

Alle lægepapir og undersøgelser peger på ingen arbejdsevne tilbage ingen behandlingsmuligheder, kommunen mener at han skal indstilles til en pension MEN første skal han da lige forbi en psykiater og undersøges for voksen ADHD og depression...

Da han ringer til mig og sige .. hvad fanden sker der hvorfor skal jeg det, må mit svar til ham desværre være... du skal gøre det du slipper ikke det er højste mode på kommunerne at sende folk til psykiater det kan jo være at du mentalt kan gro dig nogen lunger eller dit hjerte bare er indbildt ...

Og tænk sig ..manden led af depression mente psykiater og også af voksen ADHD ... hans egne læger og specialister er mildest talt ved at gå bagover af forbavelse , han er jævnligt screenet for depresion og selvfølgelig er han lidt deprimeret hvem ville ikke være det, kommunen har prøvet at lukke for hans sygedagpenge 5 gange hvor det er afværget fordi tingene ikke foregår lovligt ... hans forhold er røget i vasken han føler han har været skaffedyr både til kone og land, og da hans helbred ikke kunne mere blev han losset ud ..
Han har mistet sit hjem og sine papbørn.. hvem ville så ikke blive bare lidt depri ..

Nå men den her famøse Psykiater kunne godt hjælpe, han kunne sætte ham i langvarig behandlig med Ritalin og med noget deprsions medicin og han kunne så anbefale at han kom ud i en længervarende arbejdsprøvning sådan at han kunne opbygge sin arbejdsevne til måske 12 timer om ugen og så kunne han jo få fleksjob istedet for ftp..

De medicin typer som psykiater ville behandle med var typer som ville forværre hans invaliderende hovedepine og hans læge og speciallæge skrev begge udtalser til kommunen om at det var direkte uansvarlig og de fraråde det og skulle det realiseres måtte kommune og psykiater tage ansvaret men de ville fraråde manden at gå med til det og foreslå en klage...

psykiater kunne også pege på at manden kunne reapere rullestole som erhverv fordi det virkede han kompetent til ... Den gav kommuen så afslag på ftp på ....

Nu ville det så ikke værre eller bedre end at manden samme dag som afslaget blev givet , lå på operationsbordet med 50/50 chance for at overleve en kompliceret hjerteoperation, der blev yderligt kompliceret af at han havde Kol...

vi ankede naturligvis hans afslag og henstillede til at kommunen hvis de ville fastholde de jobfunktioner han mentes at kunne, at de så lod en speciallæge i de sygdomme han havede undersøge ham da en psykiater ikke kan formode at have forstand på hverken Kol hjertesygdomme eller kronisk hovdepine opstået af metal konstruktion i hovdet...

Kommunen revuderede og kom frem til at de de nok lige havde lavet en fejl....

Det skræmmende i det her er bare at trods alle de fysiske sygdomme der var til stede , så ville manden hvis ikke han havde haft hjælp til at læse og forstå systemet være endt på fleks job med diagnosen voksen ADHD og kronisk depresion ....

Og sådan er der RIGTIG mange der ender på årelang kontanthjælp (de ved ikke magter ikke og har ikke ressourcer eller hjælp til en anke og falder derfor for sygedagpenge grænsen )
eller de får fleks til de falder om eller de får pension på depresion ...

I virkeligheden tror jeg at mange af de tal gemmer på folk der kommer ind med fysisk skavanker (nogen af dem kan afhjælpes hvis sundhedssystemet fungerede og ventetider var kortere ) og de ender ud med en psykisk diagnose som sådanne mennesker som Frej Prahl kan sidde og udlede ting omkring og kaste med mudder mod folk som i forvejen har det svært ....

psykiater er som reglen sidste stop inden pension eller fleks men det er sjældent at nogen får pension KUN pga en depresion for at den kan kaldes kronisk og ødelægge arbejdsevne helt , så skal den have stået på i mange år og alle behandlingsmuligheder skal være udtømt ... for år tilbage var det de stress ramte der blev taget under kærlig behandling i misundelses samfundet nu er turen komme til de depresions ramte...

Men fortæl os hvor mange der fik deprsionen i forbindelse med udredning i vores fantastiske system og hvor mange der også ud over depresion lider af fysisk sygdom ... jeg kender MANGE sager ..og i ikke en eneste af dem er depresion den eneste diagnose og sjovt nok var depresion ikke den oprendelige grund til at folk havnede i systemet ...

Og værd at bemærke er nok også at en mand som omtalte gik fra en indtægt på omkring en halv til en hel million om året job i australien , saudi arabien ,england ja hele verden som sin arbejdsplads til en tilværelse som førtidspensionist i en et værelses lejlighed knap 17.000 om måneden i indtægt og en bristet illusion om det velfæd han har betalt så rigeligt til ...

Det vil jeg sq kalde en dum strategi for at få fri når man ikke gider arbejde mere ....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Doris Møller

Til Niels-Simon Larsen

Du har ret: Vi har et problem.

Og løsningen er selvfølgelig sygdomsforebyggelse, bedre sygdomsbehandling og desuden forskning i, hvad der fremkalder sygdom, sådan som jeg skrev i det første indlæg i denne debattråd.

Hvad i alverden skulle det hjælpe at slå de syge oven i hovedet? Det gør naturligvis problemet endnu værre!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Grønlund

Ifølge forfatteren er der stort set 2 grunde til, at folk melder sig syge pga. psykiske lidelser: De enten KAN eller VIL ikke opfylde de krav, et moderne arbejdsmarked stiller. Psykisk sygdom skyldes altså på den ene eller andet måde personens forhold på arbejdsmarkedet. Ser man det! Uden særlig begrundelse afvises det derefter, at stigende krav på arbejdsmarkedet skulle udgøre hovedproblemet. Derefter er der kun VIL tilbage - folk vil ikke arbejde, men hellere være ofre. Og så lires den argumentation om offergørelse af, som for tiden høres alle vegne. Det er sådan set bare en moderne variant af den gamle traver: Der er arbejde til dem, der vil arbejde.

Hvorfor er man forresten et offer, fordi man er havnet uden for arbejdsmarkedet? Det er man kun, hvis præmissen er at arbejdsmarkedet er stedet for menneskelig udfoldelse og samfundsmæssig værdiskabelse. Men sagen er, at det meste arbejde er uden værdi, både samfundsmæssigt og for det stakkels offer, der løber rundt i trædemøllen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Mortensen

Det er længe siden jeg har læst noget mere nedgørende og med så megen uvidenhed fremført.
Har selv fået tilkendt ftp i nyere tid, og jeg kan love at hverken sagsbehandling eller tilværelse er attråværdigt. I hvert fald ikke et frivilligt valg, måske med den undtagelse at se det som den eneste vej ud af et sagsbehandlings-helvede!
På trods af flere lægeerklæringer om uarbejdsdygtighed skal man som Heidi anfører forbi en psykiater i en endeløs jagt på. .... ?
At Frej Prahl anfører at antallet af psykologer er fordoblet fortæller jo blot hvor uvidende han er - psykologer har ingen diagnose-ret.
Jeg synes det er et beskæmmende og skræmmende menneskesyn nogen ligger for dagen, når de tror at det er en så attraktiv tilværelse.
Det var altså sjovere at tjene mere og at tilhøre de velbjærgede....også selvom jeg ikke muntrede mig på de syges bekostning.
Til slut forstår jeg ikke, at hvis man enerkender en strukturel ændring på arbejdsmarkedet, hvorfor så ikke kaste sig sig over den, fremfor - over de såkaldte ofre?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Doris Møller

Der er masser af tvivlsomme og uvederhæftige påstande i Frej Prahls kronik – så mange, at det er fuldstændig uoverskueligt at kommentere dem alle!

Men Heidi Christensen, jeg tror, at du har en vigtig pointe, når du skriver, at kommunerne er vilde med at give førtidspension for psykisk sygdom i tilfælde, hvor sygdommen faktisk er fysisk, ligesom i den sag, du beskriver.

Frej Prahl refererer Dansk psykiatrisk Selskab for at sige, at en af årsagerne til, ”at Danmark tilkender så mange førtidspensioner pga. psykisk sygdom, er utilstrækkelig diagnostik og behandling”

Denne udtalelse kommenterer Frej Prahl på følgende måde:

”Eftersom vi diagnosticerer og behandler som aldrig før, må man stille sig tvivlende over for den første årsag.”

Hvorfor dog det?

Det kunne faktisk forholde sig sådan, at både diagnosen og behandlingen i mange tilfælde er utilstrækkelig eller direkte forkert, sådan som Dansk Psykiatrisk Selskab siger. Eksperterne må vel have et grundlag for at udtale sig, som de gør.

Jeg har læst mig til, at der blandt visse læger eksisterer den udbredte opfattelse, at ca. halvdelen af al sygdom skyldes noget psykisk – selv når der ikke er psykiske symptomer – kun fysiske.

For nylig så vi i fjernsynet en udsendelse om elektrochok, at en ung kvinde havde fået elektrochok-behandling, fordi lægerne troede, at hun havde en depression, selv om hun ikke havde depressive symptomer. Det viste sig, at hun i virkeligheden have en alvorlig hjertefejl!

Forholder det sig i virkeligheden sådan, at kommunerne - når fysisk sygdom ikke uden videre kan kureres - ved hjælp af villige psykiatere sørger for at få de syge rubriceret som psykisk syge? Og hvis det er tilfældet, hvad mon årsagen er til det? Skyldes det, at enhver kan se, at galskab er alvorligt, og derfor må man opfinde noget galskab hos den syge?

Det er galt nok, at der er så mange, der reelt har alvorlige depressioner, men hvis der desuden er mange alvorligt syge, der får tildelt psykiatriske diagnoser uden grund, sådan som noget kunne tyde på, så er det slemt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inge Wie Nielsen

Selvfølgelig skal vi forholde os til det! - Vi skal ikke kun symptombehandle, men også forbygge. - Det kræver at man finder ud af hvorfor, at folk bukker under...
Jeg har lige haft et ordentligt smæk, hvor jeg røg i brædderne med stress overbelastning og mega depression. Tror det sker, når man løber så stærkt at man glemmer sig selv, og glemmer at mærke sin krop og sig selv. Til sidst forsøger man at opfylde de krav som man tror omverdenen stiller til én.
Den perfekte familie, hvor man spejler sig i andres normer. 2 x fuldtidsarbejdende forældre - 2 teenagebørn.
Så begynder tingene at gå skævt: Det ene barn udarter sig ikke helt som forventet, og bliver et problem i den ensrettede folkeskole, hvor regeringen presser på og siger vi skal dygtiggøre os og uddanne os på kortest til, fordi vi fortsat skal være førende inden for viden. Der er ikke længere plads til dem, der ikke kan honnorere de krav der stilles, som så bliver henvist til specialundervisning, fordi de er anderledes end normen. Det kræver en diagnose at få hjælp.
Så kommer den ene forældre til skade i trafikken og bliver 120% handicappet og på førtidspension. Fordi den sidste på arbejdsmarkedet, bliver ramt af den gensidige forsørgerpligt og der nu er endnu mindre penge at gøre med skal den/mig nu løbe endnu stærkere. (Gensidig forsørgerpligt: -30% fra en førtidspension på 17.000 - samt yderligere -30% af det som der bliver tjent mere en 160.000)... Der er nu ikke mulighed for at avancere og udvikle sig, så mister man altså modet til sidst.... Man er totalt fanget i offentlig forsørgelse, og den eneste udvej, er at blive der eller blive skilt og flytte fra hinanden. (gælder også for samboende og hele husstandsindkomsten tæller med, uanset om man har børn eller ej)
Jeg har spurgt om hjælp og aflastning... Kunne jeg ikke få, fordi jeg er rask ægtefælle !!!
Jeg endte stortudende i garagen og var fuldstændig ligeglad med alt. Følte ikke mit liv var noget værd, kunne ikke bevæge mig frit længere, ingen handlemuligheder, låst.
Det er et SYGT samfund vi lever i... alt for ensrettet! - Der er kun plads til normen, dem som kan være fleksible og sociale.... Der skal være mere respekt om dem der i dag er lavtlønnede... Anerkendelse og mere i løn for at tage et job som Skraldemand, Chauffør, Sosu mm. vi kan ikke blive akademikere alle sammen... Dem der har prestigejobbene i dag får alt for meget i løn og dem der bærer skraldet ud får ingenting...
Der er intet jeg hellere ville end at klare mig selv og forsørge min familie, men jeg kan ikke avancere fordi jeg er låst fast i systemet. - Jeg har arbejdet hele mit liv. Da jeg kom ind i systemet røg jeg ned med - det er det der har gjort mig syg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Problemet bør stå klart for enhver. I længden kan vi ikke have et samfund, hvor en mio. borgere er på overførsel.
I den anden ende kan vi heller ikke have den såkaldt ene procent finansgenier til at udhule økonomien.
Vi kan slet ikke have, at medicinforbruget stiger og stiger (nu også for børn).
Der er meget, vi ikke bør se gennem fingre med. Problemerne er ikke af nyere dato, og har overlevet adskillige regeringer. Der er ingen af de politisk kvikke og opvakte, der har kunnet samle flertal for noget, der løser problemerne. Det er det, der er alles problem.

Det er sådan, jeg læser artiklen. At mange har det svært, ved vi, men løsningen, løsningen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Darlie

Det er da klart at folk melder sig ud af samfundet, når det hele tiden er den belønning de får stukket i næsen at de skal sigte efter.
Spil lotto, bliv rig og meld dig ud.
Bliv statsansat, pas dit arbejde og hold kæft, så får du livsvarig ydelse, næsten lige så godt som at melde sig ud, selvom man er nødt til at være en del af banden.
Bliv kendt, bliv rig, meld dig ud.
Eller bare, find fidusen, belønningen er at du kan melde dig ud, Tænk på dig selv. Og kom først til fadet, og skid på om de andre får noget at spise, eller dør eller hvad de nu gør, de må klare sig selv så godt som de nu kan. Og hvis de prøver at ta af dine goder fordi de mangler, så giv dem nogen på frakken eller ansæt en sikkerhedsvagt. meld dig ud, meld dig ud, meld dig ud.
Det hele er designet til at vi skal slås med hinanden, det kaldes, med et fint ord, for konkurrence.
Jeg forstår godt at mange blir deprimerede.

@niels-simon

Løsningen? Sluk det forbandede TV. det er først og fremmest herfra angsten bliver udbredt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Birgitte sand west

Hvis der er en tendens til hos kommunerne at sende syge unødigt til psykiater og få en psykisk diagnose som depression eller voksen adhd, kunne det måske skyldes en økonomisk fordel ved at kunne kræve medicinering og aktivering. Jeg er ikke klar over, om det forholder sig sådan. Forøvrigt finder jeg artiklen kvalificeret, kvalmende og afstumpe i forhold til oer i nøø

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Jeppesen

Jeg forstår ikke at forfatteren slet ikke overvejer om den massive stigning i psykisk syge og mennesker på overførselsindkomst i samundet ikke kan skyldes andet end menneskers forhold til deres arbejde, eller mangel på samme. Hvad med psykisk syge børn? Skyldes deres sygdom også deres ikke-eksisterende forhold til arbejdsmarkedet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Skal danskerne hives effektivt ud af depressionerne er løsningen naturligvis at sende friske SF-Willy over til Rusland og skave sig over et eller andet russisk forhold i en sådan grad, at russerne ankommer med besættelsestyrker dagen efter og holder Danmark besat i (endnu) fem forbandede år.

Det forudsættes i kuren; at russerne blokerer for al import at tobak og vin og spiritus og kaffe og chokolade samt også for alle andre usunde importerede fødevarer f eks fransk ost og tysk mælk ol.

Endvidere forskriver kuren; at russerne begærligt grabser vores svin og sukker og andet usundt traditionelt dansk mad (mælk ost og smør incl) og sender det konsumption i hjemme i Rusland.,
Med sådan en hestekur som denne beskevne hvor danskerne tvinges til at fornøje sig med de tilbagelevnede smuler nemlig kartofler og løg med cikoriekaffe og lidt bygbrød dertil bliver danskernes sundhed derfor effektivt nulstillet for så derefter at kunne accelerere til det bedre.

Men alle danskere skal inden Willy sendes over for at provokere russerne selvfølgelig udleveres skydevåben med masser af ammunition således at en heltmodig dansk modstandskamp mod russerne kan få blodet til at rulle hurtigere.
Kan Taleban besejre rusland kan også TaleDan.

På toppen af kransekagen er den store gevinst at russerne (de satans skabskommunister :) naturligvis som det første efter at have besat Danmark vil lukke radio 24syv hvorved befolkningen vil blive fremover fri for at høre radioens journalister omtale deres lallede liberale snakkeradio som arbejde.
Skulle SF-Willy ikke kunne provokere russerne til frivilligt at besætte Danmark kan det vel nødvendigvis komme på tale at betale russerne rundhåndet for ulejligheden !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Var det ikke fordi forfatteren havde påført navn og titel, og skrivestilen peger i anden retning, kunne man næsten foranlediges til at tro, at Frej Prahl er et pseudonym for Ole Thyssen.

Han har i hvertfald tydeligvis læst Ole Thyssen. Artiklens synspunkt er en af Ole Thyssens kæpheste, som senest har været præsenteret i et par artikler i denne avis.

Men det er bestemt ikke ment nedsættende. Ole Thyssen og Frej Prahl har bestemt fat i et reelt problem.

Man kan diskutere problematikken fra mange vinkler, økonomisk, moralsk, medicinsk, sociologisk, psykologisk, alt afhængig af tilbøjelighed og interessse.

Men sikkert er det, at den vestlige verden i disse år, står overfor en mur af psykiske problemer, der tårner sig op foran den, hvad enten vi taler depression, stress eller angst, for bare at tage de mest udbredte psykiske lidelser - eller ADHD, DAMP, og alle de nye diagnostiske acronymer, der kærnes ud dagligt.

En anden kendsgerning, som straks er noget mere kontroversiel, er den fremsat af Ole Thyssen og ovenstående forfatter, om at dette epidemiske sygdomsbillede af psykiske lidelser/ubehagstilstande, er en kompleks affære, som til dels er understøttet af et helt system af interessegrupper og professionelle, som enten af opportunistiske eller idealistiske grunde, har interesse i at få folk meldt ind i 'de syges klub'.

Og endelig er der givetvis, og måske netop grundet de lempelige forhold for syge og andre uarbejdsdygtige herhjemme, blevet mindre incitament til at kæmpe mod og trodse sine eventuelle 'livssmerter'. Livet som offentligt forsørget er, for et individ, der ikke 'bryder' sig om et lønarbejde, et attraktivt alternativ - navnlig hvis man ikke ligger under for illusionen om prestigetab i forbindelse med at være arbejdsløs.

Hvis man virkelig skal forsøge at være helt nøgtern, og ikke lade sig påvirke af eventuelle politiske konnotationer - så er det svært at benægte, at der er elementer af sandhed i disse påstande.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

Jeg tror ikke, det er nogen god fidus, at være statsansat for tiden!

At folk bliver deprimerede eller får en egentlig depression, det er der jo en grund til.

Fx. hvis du bliver arbejdsløs, så bliver du nemlig kaldt en doven skiderik, som ikke opfylder eller gider opfylde arbejdsmarkedets krav og samtidig er du presset på økonomi og dit almene selvværd. Og det gør det ikke bedre, at læse ovenstående gylle!

Endelig er det jo også fordi enhver form for menneskelig afvigelse, som ikke lige passer ind i vort X-factor lykkelige samfund, bliver betragtet som en sygdom. Jo snævrere normalbegrebet er, desto nemmere er det at falde udenfor og få en diagnose.

I gamle dage, da jeg gik skole, var der masser af mine medelever, som var lidt til en side, men dengang var det bare ikke et problem. Du gik bare op på elektronikfabrikken i Hvidovre eller tilsvarende og du havde et job.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Esben  Lykke

Henrik Darlie rammer hovedet lige på sømmet - også med løsningen.

Jeg ser heldigvis aldrig tv selv (pudser glorien), men da jeg hos familien så et af de her "bliv kendt-programmer" (Voice hed det vist), synes jeg at kunne se et af vores samfunds problemer klarere.

I programmet skal deltagerne synge i håb om at en eller flere af de fire dommere skal "trykke på knappen" og "vælge" deltageren. Som en ekstra tvist sidder dommerne med ryggen til og kan først se deltageren efter de har trykket.

Jeg forventede gennem hele udsendelsen af nogle af de håbefulde sangere, som ikke blev "valgt", ville holde den sidste tone krampagtigt længe indtil de, gispende efter vejret, brød grædende sammen.

Er det sådan vores samfund fungerer i dag?

Forventes vi at "fyre den af" på livets scene med selvtillid og lækkert hår, indtil nogle af de usynlige dommere validerer vores tilværelse og bestræbelser?

Men hvad hvis man ikke bliver "valgt"? Hvis man føler sig ensom? Hvis man ikke har den seneste gadget? Hvis man ikke passer ind?

Og hvem er dommerne? Hvem er det, der validerer vores tilværelse? Vores forældre? Vores venner? De kendte? Os selv?

Og ud fra hvilke parametre? Sandsynligvis medie-skabte.

Jeg er ganske overbevist om, at hvis samtlige danskere slukkede for fjernsynet i 1 år og brugte den sparede tid til "at komme hinanden ved", så ville de psykiske lidelser styrtdykke. (Ok - måske ville det tage længere tid at blive afgiftet, men det ville i hvert fald være forebyggende arbejde så det forslår).

Så løsningen: Sluk fjernsynet og kom hinanden ved.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

Hvis mennesket lever sterilt er der stor sandsynlighed for at det vil udvikle infektion, den dag det udsættes for bakterier, fordi imunsystemet imod disse bakterier vil ikke være veludviklet.

Hvorfor skulle det være anderledes for psykiske infektioner?

Kan det være at det er lykkedes os, gennem vores omklamring af velfærdsstaten fra vugge til grav, at svække vores imunitet i forhold til at overkomme besværligheder i vores liv?

Kan det være, at vore psykiske muskler er svundet ind, medens vi har gået til fitness og teateraftner, for at udvikle vore fysiske og intellektuelle muskler?

Kan det være, at vi ikke skal være så bange for modgang i livet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inge Wie Nielsen

@Oliver Goulin:
"Livet som offentligt forsørget er, for et individ, der ikke ‘bryder’ sig om et lønarbejde, et attraktivt alternativ - navnlig hvis man ikke ligger under for illusionen om prestigetab i forbindelse med at være arbejdsløs."
- Du har tydeligvis aldrig prøvet at komme gennem det offentlige maskineri? - eller hvis du har været usansynlig heldig.
- Der sidder mennesker rundt omkring, som tror de er usårlige. "Det rammer aldrig mig!"
NYHED! Livet som offentlig forsørget ér ikke et attraktivt alternativ. Det er slet ikke nemt at komme på offentlig forsørgelse, hvis du tror det? Man bliver mistænkeliggjort, og undersøgt helkt ind til det inderste...
Rent faktisk, var der en sagsbehandler der sagde til mig, da jeg fortalte at jeg havde fået en depression... Du skal da bare tage de piller du bliver tilbudt, så bliver du glad igen ;-)
Forældre til børn der ikke passer normen i folkeskolen og bliver urolige, får måske på samme måde tilbudt medicin, for at falde til ro i klassen.... Samfundet ér sygt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heidi Christensen

Citat "Og endelig er der givetvis, og måske netop grundet de lempelige forhold for syge og andre uarbejdsdygtige herhjemme, blevet mindre incitament til at kæmpe mod og trodse sine eventuelle ‘livssmerter’. Livet som offentligt forsørget er, for et individ, der ikke ‘bryder’ sig om et lønarbejde, et attraktivt alternativ - navnlig hvis man ikke ligger under for illusionen om prestigetab i forbindelse med at være arbejdsløs."

Sikke dog en gang sludder !!!!!
olivier goulin disker op med, for det første er mange af de mennesker der kommer på førtidspension mennesker der har arbejdet i mange år , det er mennesker der skal finde sig i flok mentalitet og forhånelse fra den arbejdene del af befolkningen, det er for stor dels vedkomme mennesker som har været med til at de som i dag sidder med uddannelse og job og sparker ned af, har slæbt i årevis for at netop denne gruppe mennesker kan lave det de laver i dag.. ingen er kommet igennem barndomsårene og ungdomme og har gået i skole været ved læge og alverdens andre ting uden at de har tæert på fælleskabet ...

Problemet er så bare at den dag de selv skal være med til at betale til fælleskabet så syntes de at fælleskabet skal afhændes....

Hvem er det der vil nøje med en pension hvis man kan arbejde, gensidig forørgerpligt bliver pensionister også ramt af det vil sige at har de en rask ægtefælle der kunne yde lidt mere så vil de omgående blive ramt af den gensidige forsørgerpligt sådan at der ikke rigtig er mulighed for at arbejde sig ud af den relative fattigdom der er ... så at påstå at der skulle være lempelige forhold for den syge dansker og få det til at lyde som om det kunne være noget eftertragtet viser kun i den grad ... mangel på viden fra olivier goulin side af....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ursula Nielsen

For mig er der ingen tvil om at det (også) er strukturelle forhold, der gør sig gældende i stigningen i psykiatriske diagnoser.

Alle taler om depression, stress etc. Hvor er er nogen der gør noget ved det? Det er ikke de syge der skal løse strukturelle problemer!

N.B : Skribenten glemmer at nævne pilleindustrien. Vi er underlagt pillekapitalisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inge Wie Nielsen

Læs lige det her:

Det offentlige har stress

Analyserer man det offentlige system som et ”væsen” er diagnosen entydig: STRESS. Psykolog Karen Fonseca fortæller, at der er en stigende tendens til at både patienter og sundhedspersonale kommer for at få behandlet selve oplevelsen af deres forløb som patient eller medarbejder i det offentlige system. Systemet gør folk syge, siger hun. Læs her om psykologens erfaringer og hendes bud på, hvordan man behandler en stresset patient og hvordan man passer på medarbejderne.

http://www.denoffentligesektor.dk/nyheder/psykologen-det-offentlige-har-...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Inge & Heidi,

Forstå mig ret.

Jeg utaler mig ikke om samtlige modtagere af offentlige ydelser, eller for den sags skyld alle førtidspensionister, hvoraf mange naturligvis helt berettiget har fået tilkendt pension.

Jeg sigter til en stor delmængde af førtidspensionisterne, herunder mange yngre kvinder, som kan have alle mulige grunde til at ønske sig fritaget for arbejde - men alle med en kombination af ulyst/ubehag ved et lønarbejde.

En del af dem har måske i tillæg et par småbørn at passe, og finder derfor et fuldtidsjob ubelejligt, eller ligefrem uoverkommeligt. Hvis de da kan få held til at overbevise systemet om, at de er uarbejdsdygtige, grundet en mere eller mindre diffus psykisk lidelse, så er det da et indlysende attraktivt alternativ til at skulle arbejde for det daglige brød. Nu kan de i stedet gå hjemme og hygge sig med deres børn i stedet.

Alle i kongeriget ved jo efterhånden, hvad de har månedligt rådighedsbeløb.

Det synes jeg da, er en helt nærliggende tanke, men jeg kan forstå, at mistanken byder ganske mange af Informations debatører imod, som tilsyneladende har en noget højere tanker om deres medmennesker end untertegnet :-)

Gruppen af førtidspensionister er en meget broget flok, der rækker lige fra den fysisk nedslidte arbejder med 40-50 års arbejde bag sig - til den unge enlige mor, der næsten lige er droppet ud af 10. klasse, og lider af angstneuroser - og alt derimellem naturligvis.

Der er for mig ingen tvivl om, at en hel del af disse mennesker har fået tilkendt førtidspension på et for spinkelt grundlag.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nygaard

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, jeg vil heller ikke liste alle fejlene op, det er gjort godt af andre. Jeg vil bare sige, at jeg hellere vil læse Langballes kommentarer om menneskerettigheder og FN end det her meget useriøse debat oplæg!!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Bjarke

Jeg har læst kronikken og pletlæst jeres kommentarer. temmelig forudsigeligt. Gab. Frej har langt hen af vejen ret. Der er udtalt hysteri omkring depression for tiden. Undersøgelser viser at det max er 50 %, som får en henvisning for depression hos lægen, der reelt har depression. Med temmelig nært kendskab til hele dette system ville jeg snarere mene at det er 1 ud af 4, der tror de har depression, der kan siges at lide af depression. Stakkels Frej, at blive trynet af alle jer selvbestaltede 'eksperter'... Frej har jo ret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

@ Inge,

Interessant artikel.

Så udover at vi ifølge nogle lever i en kapitalisme i krise, så er velfærdsmonstret desuden ved at implodere under sin egen vægt ...

Det skal blive spændende at se, hvad som følger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inge Wie Nielsen

Niklas Monrad og Oliver Goulin...
Hvor mange sorger og bekymringer har I konfronteret i Jeres liv?
Kunne det tænkes at I er nogle af dem der sidder med Jeres på det tørre - høje lønninger - den perfekte familie og tror at det aldrig kunne ske for Jer?
Det kan ske i morgen!
På vej på arbejde, kan man blive ramt af en flugtbillist, og fra det ene øjeblik til det andet sidde lammet i en kørestol. Er I klar til at tage konsekvensen af det, med stolthed og oprejst pande, mens huset eller lejligheden ryger på tvangsauktion, fordi Jeres nuværende levestandard kræver 2 indkomster, og man i øvrigt ikke kan få hjælp i hjemmet, fordi man har rask ægtefælle indtil hun ryger ned af en depression, som hun i øvrigt bare skal tage en pille for, så hun kan blive glad igen, så hun kan passe sit arbejde, hendes mand og hendes 2 børn, hvor af den ene oven i købet har en Autismediagnose, som familien heller ikke får nogen nævneværdig hjælp til?
Er min imunitet svækket?
Undskyld,- jeg bliver sku' sur og har fanme aldrig været nogen pylderrøv!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inge Wie Nielsen

Grunden til at jeg ikke vil dømme nogen depressionsramte er den, at jeg i mit liv aldrig har prøvet noget værre end at miste kontrollen over min, (syns jeg selv) sunde fornuft... og jeg har dog oplevet en del... Jeg ønsker det ikke for nogen...
I samarbejde med min Psykolog, fandt vi frem til at jeg fik det første "smæk" for omkring 15 år siden. siden da, har jeg skullet forholde mig til 2 smæk mere. Det glemte jeg... Fordi hvad skulle der blive af min familie, hvis jeg også smed mig med benene i vejret? -
Jeg klemte så ballerne sammen og fortsatte med frasen "af modgang bliver man stærk" - det kan jeg så sige i dag, det holder ikke helt, fordi der er dog grænser...
Der sikkert nogen der bliver deprimerede af mindre, men det er stadig lige slemt for den enkle.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Jeg ved ikke, hvorfor Niklas og Olivier er så forhippede på at forsvare samfundsforhold, der fører til eksklusion og sygeliggørelse af nogle af borgerne.
Det må da være planen at gøre tilværelsen stadigt lettere at bære for alle.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

@ Inge,

Jeg hører til den type mennesker, der synes, at bekymringer er noget vi selv skaber. Ikke modgang, men bekymringer.

Hvis folk brugte noget mindre energi på at bekymre sig, føle sig uretfærdigt behandlet af livet, eller synes at de ikke er tilstrækkeligt værdsat, og i stedet kanaliserede den energi over i konstruktiv handling - tyk streg under konstruktiv - så er jeg sikker på, at det ville give et meget mere positivt livsoplevelse/-opfattelse.

I øvrigt ser jeg ingen grund til at blive personlig her, og da slet ikke at gøre sig forestillinger om hvilke livsforhold debattører herinde har eller har haft. Man ender uværligt med at gætte forkert på baggrund af sine indbyggede fordomme.

Her et lille (eller stort om man vil) eksempel på en kvinde, der har været konstruktiv i sit liv. Hun voksede op i ussel slum, og er nu leder af et af verdens største olieselskaber. Det var aldrig lykkedes for hende, under den danske model.

http://www.brazzilmag.com/component/content/article/106-january-2012/128...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Bjarke

Faktum: der diagnosticeres for meget depression. Faktum: Psykiatrifonden mfl er i lommen på medicinalindustrien. Faktum: alt for mange sættes på førtidspension for fx angstlidelser, der kan behandles med god terapi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niklas Monrad

@ Peter,

Du angiver selv at det skulle være "samfundsforhold" der leder til " eksklusion og sygeliggørelse af nogle af borgerne."

Jeg mistænker dig imidlertid for at rette hele dit fokus på den kapitalistiske struktur, vi lever under, og at behændigt at undgå at inkludere den velfærdsstat, vi har bygget op under denne struktur.

For mig at se, er begge dele af det du kalder "samfundsforhold".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nygaard

Mark Thomsen skriver: "Jeg har kendskab til folk, der har fået førtidspension for simpel panikangst!!!"

Stop hele debatten!!!

Her har vi selve beviset for, at systemet fejldiagnosticerer alle og enhver og hvis ikke alle, så mindst halvdelen, for Mark kender en der har fortalt ham, at hans sygdom kun er panikangst(mange underdriver for, at virke så normale som mulige)!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

Hmmm ja en positiv holdning, det er det nye, "dyr i åbenbaringen" Jeg så en udsendelse om det, hvor en af eksperterne mente at jøderne i KZ havde været for negative og henfaldet i depression, hvor de if. hende, burde havde set på "de små lyse sider i tilværelsen" (Fx. yes det var ikke mig, der blev gasset i dag)

"But always look at the bright side of life" Right?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

(Undskyld tastefejl. Der skulle stå 'Kjærgård')

@Thomas Nielsen
Og når du og meningsfællerne får placeret det personlige ansvar i de syge selv - bliver de så raske og finder sig et job ?
Under forudsætning af at vi lader somom der findes tilgængelige, netværks- og alders- og helbredsuafhænge jobs at tage, altså.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Depression anskuet fra en helbredsmæssig psykologisk vinkel:

Depressionen, er psykens måde at sætte tempoet ned på og en måde at selvhelbrede på.

Det lyder ikke behageligt og det er det heller ikke, men bruger man depressionen som en slags selvhelbredelse og holder man øje med hvilke tanker og følelser den indeholder, vil den røbe og forløse gamle traumer.

Det kræver en del selvindsigt og selvdisciplin at gå depressionens vej, men når bunden er nået, er der fast grund under fødderne igen, MEN PAS PÅ, selvmordstankerne kommer når det igen gå op ad, for før er der ikke overskud til at handle.

Terapeutisk vejledning er i mange tilfælde nødvendigt.

Og til samfundet som endnu ikke har forstået at depressionen er noget almenmenneskeligt kan jeg kun ønske god depration, både økonomisk, socialt og menneskeligt

Eller sagt i floskler,: højt at flyve dybt at falde.
Eller egoknuseren.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

Ja det i parantesen var min egen lille tilføjelse, ellers var eksperten skam yderst alvorlig omkring det.
Personligt vil jeg hælde til den anskuelse, at depression eller melankoli burde være normal tilstanden hos det tænkende menneske, i betragtning af den verden vi lever i. Men for de der er interessede i spørgsmålet, kan jeg anbefale "Spottefuglen" af Walther Trevis, tror jeg han hedder. En science fiction bog om en verden styret af robbotter og hvor alt mismod, sorg, eller negative følelser er forbudt. Hash og lykkepiller trækkes i automaten. Hvis du insisterer på retten til at føle andet end lykke, så smides du i fangelejr og bliver behandlet.
Gammelt tema inden for Science Fiction faktisk!

anbefalede denne kommentar

Sider