Kronik

’Det er jo ikke min skyld, jeg er deprimeret’

Depression er blevet en populær undskyldning for at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Udviklingen hjælpes på vej af diagnoseglade læger og et stærkt sygdomsfællesskab, som giver den enkelte frihed til at slippe ansvaret for sig selv
Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Jens Nørgaard Larsen

26. januar 2012

To millioner danskere er på offentlig overførselsindkomst. Hvis man trækker folkepensionisterne og de studerende fra, er ca. 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Det svarer til, at ca. hver fjerde person i den arbejdsduelige alder er på passiv forsørgelse.

Går man bag om tallene står det klart, at mange af de passivt forsørgede har helbredsproblemer. Af en nyligt offentliggjort hvidbog fra Dansk Psykiatrisk Selskab fremgår det, at »antallet af mennesker i Danmark, der modtager offentlig forsørgelse pga. helbredsproblemer, på blot 25 år er steget fra 280.000 til 445.000 … Den andel, der tilkendes førtidspension på grund af en psykisk lidelse, er stigende internationalt, men tydeligst i Danmark, hvor andelen fra 1999 til 2009 er steget fra 30 pct. til 52,6 pct. «

Flere og flere kommer altså på offentlig forsørgelse med henvisning til psykisk sygdom. Og mange af dem bliver parkeret på en livslang forsørgelse — tilsyneladende uden håb om igen at komme tilbage i de arbejdendes rækker.

Det er en katastrofe. Både økonomisk og menneskeligt.

Sygemeldinger i hobetal

Men hvorfor melder flere og flere sig syge? Det kan der i mine øjne groft sagt være to grunde til. Enten kan vi ikke opfylde de krav, et moderne arbejdsmarked stiller. Det stigende antal sygemeldinger er således et symptom på arbejdsmarkedets stigende krav.

Eller også vil vi ikke længere honorere arbejdsmarkedets krav. Og i dag har vi bedre muligheder end nogensinde for ikke at ville. Det er blevet nemmere at være offer end bidragsyder.

I hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår de, at årsagen til, at Danmark tilkender så mange førtidspensioner pga. psykisk sygdom, er utilstrækkelig diagnostik og behandling, eller at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, hvilket gør det vanskeligere for sårbare personer at få arbejdsvilkår, der ikke er for belastende.

Eftersom vi diagnosticerer og behandler som aldrig før, må man stille sig tvivlende over for den første årsag. Det psykiatriske behandlingsapparat er vokset og vokset de seneste 20 år. Således er antallet af læger på området steget fra 694 i 1993 til 1.277 i 2007. Og ifølge Psykolognævnet blev antallet af psykologer, der autoriseres pr. år, næsten fordoblet i perioden 1996-2009.

Den anden mulighed Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår, nemlig at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, kan have sin rigtighed. Arbejdsmarkedet har ændret karakter, og medarbejdere må i dag indstille sig på krav om ’livslang læring’, omstillingsparathed, selvrealisering m.v., og det kan udgøre et væsentligt stressmotiv. Man kan dog indvende, at medarbejderne selv, har gjort disse krav gældende. Det er i så fald et selvforskyldt (luksus?) problem.

Det er imidlertid et faktum, at arbejdsmarkedet har ændret karakter — på det strukturelle plan er det f.eks. blevet sværere at få flex- og skånejob, hvilket går ud over de svageste.

Sygdomsfællesskabet

De strukturelle forklaringer er bare ikke forklaring nok. Hvis vi vil forstå, hvorfor vores velfærdssamfund er ved at knække over, må vi nærme os begrebet offerbevidsthed og opkomsten af attraktive sygdomsfællesskaber. Af viljen til ikke at ville. Viljen til ikke at ville deltage.

Når jeg skriver »ikke ville« er det ikke helt rigtigt. For viljen er der skam stadig, den er blot rettet mod et andet sted end arbejdsmarkedet. Den er rettet mod sygdomsfællesskabet, som i dag er mere tilgængeligt end nogensinde før.

Tilgængeligheden opstår, fordi psykiatere er blevet mere rundhåndede med diagnoser. »Som psykiatere er vi ikke interesserede i at sygeliggøre normal adfærd, som har været en tendens,« sagde Ole Mors, formand for Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseudvalg til Berlingske, 15 januar 2012, i anledning af den revision af 200 sygdomskategorier WHO netop har taget hul på. Revisionen har til formål at imødekomme en — især vestlig — tendens til sygeliggørelse. Man indrømmer altså fra fagligt hold, at der har været en tendens til at sygeliggøre det normale.

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Som samfund har vi ikke taget den udvikling alvorligt. Vi har fremelsket den. Derfor eskalerer det, og derfor møder jeg folk i mit terapeutiske virke og min omgangskreds, som i ramme alvor siger: ’Jamen, det er jo ikke min skyld, det er, fordi jeg er deprimeret’.

De spiller med andre ord offerkortet. Deres selv er blevet underlagt deres ’sygdom’. Hermed fritager ’sygdommen’ dem for at tage ansvar for deres handlinger. Da det personlige ansvar nødvendigvis må anses som en betingelse for forandring, er den udvikling yderst beklagelig.

Offer for offerkampagne

Offerbevidstheden bliver hjulpet på vej af psykiatere og lægers tendens til at sygeliggøre normal adfærd. Men det er ikke kun psykiaterne, der fremelsker offerbevidstheden.

På det seneste er det offentlige rum blevet indtaget af kampagnen En-af-os. Formelt har den til formål at aftabuisere psykiske sygdomme — et sympatisk og nok nødvendigt formål, ingen tvivl om det.

Kampagnen ligner imidlertid noget andet, som alt for få er opmærksomme på: Den minder mest af alt om en religiøs hvervekampagne. Kampagnens slagord »(bliv) en af os«, er næsten identisk med den indremissionske logik: »Kom som du er (og bliv til en af os)«. Hvad bliver det næste? En pendant til USA’s rekrutteringsplakat »I wan’t you for U.S. army«? ... »Meld dig under de sindslidendes faner — vi har brug for DIG!«.

Lad mig illustrere den uheldige virkning af den slags kampagner med et eksempel. En af mine gamle bekendte kom forleden og fortalte mig, at han længe havde gået rundt og haft det lidt småskidt. En dag så han en af disse plakater fra En-af-os-kampagnen. Han overvejede, om det ikke var det, han gik og led af — en depression. Derfor gik han til lægen, hvor han fik tilbudt antidepressiva. Han tog imidlertid ikke imod dem, for han synes nu nok, det var lidt for voldsomt.

I dag har han det fint. Hvad kunne der være sket, hvis han ikke havde været så egenrådig, som han trods alt var? Hvis han havde taget imod pillerne? Så var han ikke blot kommet på psykofarmaka — nej han var også blevet en del af en klub, nemlig de syges klub. En klub, som jeg tidligere antydede, ikke nødvendigvis var så ringe endda. Den udløser nemlig ikke kun en række gevinster, men nu også en anerkendelse fra et fællesskab af ofre (jf. ’En-af-os’), og en økonomisk gevinst fra det offentlige.

Samfundets socialarbejdere sørger for solid markedsføring. Alle betingelser for succes er til stede. Der er ikke noget at sige til, at medlemstallet bare stiger og stiger.

Tid til opgør

Lad mig afslutningsvist henlede læserens opmærksomhed på endnu et citat fra hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab:

»To tredjedele af alle de pensioner, der gives grundet en psykisk sygdom, gives i dag på grund af ikke-psykotiske sygdomme — dvs. lidelser, som det ofte er muligt at behandle så effektivt, at den syge kan fungere normalt igen«.

Der er noget galt i Danmark. Jeg ved, at der findes folk som rent faktisk lider. Men det har taget overhånd. Tallene taler for sig selv. Flere og flere borgere melder sig under ofrenes faner. Fanebærerne er psykiatrien og den danske stat. De forsyner offerhæren med henholdsvis ammunition og sikkerhed. Ofrenes geværer er imidlertid vendt imod deres egen forsyningslinje. Offerhæren er vokset i styrke, og nu er velfærdsstaten ved så småt at give efter for kuglerne.

Vi må konfrontere offerbevidstheden, og det samfund, der fremelsker den. Det bliver langt fra rart eller nemt, men det er på tide, at vi tager opgøret.

 

Frej Prahl er bach. psych.. fra Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man er kommet i den situation at man henvender sig til en læge med et ”ikke-fysisk” symptom og beder lægen om at gøre noget for at få det til at holde op, hvad ”det” så end er, har man i et eller andet omfang et problem. Det spiller ingen rolle om det en ”indbildt” eller ”reel” sygdom, eller om det gøres i forsøget på at finde en nødudgang fra en tilværelse, der af den pågældende opleves som uudholdelig. Noget er der galt, for folk o p l e v e r at der er noget galt, og denne oplevelse er altså ganske reel.
Der er ingen mennesker, der ”vælger” at der skal være noget galt med dem, der er ingen der vælger at føle sig fattig, syg eller ensom. Ikke desto mindre er der en del der oplever at ende sådan.
FP kender løsningen: Folk skal bare tage sig sammen, han har endda mødt en der har gjort det! Hvor svært kan det være? Problemet med alle disse ulykkelige mennesker er imidlertid netop det, at de ikke kan ”tage sig sammen” og vælge frit som selvstændige handlekraftige individer i et udfordrende konkurrencesamfund i vækst – hvad årsagen så end kan være.
Folk, der er røget af i svinget, oplever at blive betragtet som tabere, udstødte og fremstillet som parasitter og uproduktive individer som ”man” bedre kunne klare sig uden, og mange ender sikkert med selv at tro på det. Når det går sådan skyldes det lige præcis folk som Frej Prahl, der med sin kronik leverer et helstøbt og velformuleret bidrag til grøftegravningen mellem os produktive medborgere og den undværlige underklasse, der er så økonomisk værdiløs, at den ikke engang kan bruges som arbejderklasse.
Den form for mobning, der udgår fra folk som FP, er ikke bare et udtryk for mangel på forståelse for medmennesker i en ulykkelig situation, den er også på længere sigt farligt for pæne borgere som FP og undertegnede, der har noget at miste. De ubrugelige bliver nemlig lige så uforstående og fordomsfulde i forhold til os, som FP er i forhold til dem. Og der er mange af dem efterhånden.

Ursula Nielsen

Jeg hører til dem, der BÅDE mener at det er for nemt at diagnosticere folk OG at der er noget galt med den måde vi har indrettet os på.

Hvis vi betragtede depression, angst og stress som budbringere, der beder os om at tage os selv alvorligt, i stedet for at døve os med piller og dømme os selv ude for evigt, så er det næste skridt at reflektere over hvordan man BÅDE kan være ramt OG stadig være deltager i samfundslivet.

Og her står det klart: Vi har indrettet os sådan at enten er vi helt fremme i skoene, superproduktive og perfekte -eller også er vi syge!

Det er et fælles ansvar. Det er ikke et ansvar, vi kan udlicitere til de ramte.

N.B. Jeg er klar over at der er mennesker der er så ramte at de må betragtes som sindssyge i klassisk forstand ( Hvad det så end er:-))

Jeg tror nu blot det er et symptom på at folks hjerner er ved at lukke ned. Først forsvinder 'meningen med tilværelsen' herefter livslysten - efter noget tid indtræder så døden. Organismen går simpelt hen i baglås.

Lone Sæderup

Jeg siger dette som en de mange danskere der har kæmpet med depression i mange år: I kommer til at vriste mine antidepressive piller ud af mine døde kolde hænder.

Ganske vist har jeg haft stor glæde af kognitiv terapi, men jeg ville aldrig have været i stand til at få noget ud af terapien, hvis ikke jeg havde medicinen. Piller er ikke den eneste løsning, men de gør faktisk en stor forskel for mange af os.

Jens Toft Ravn Pedersen

For unges vedkommende virker depressionsepidemien ganske uundgåelig. Reklamerne viser, hvordan du skal se ud, og dem som fatter det bedst får lov til at gøre sig til grin (fremstillet som bliver berømte) i reality shows. Her udlever de reklamernes ideal om at vise sig som en perfekt hårafbleget helium"babe" med skocremefarve i ansigtet, eller som en heliumopblæst fyr med skocremefarve i ansigtet. Erhvervslivets interesser (læs: voksne) vil åbenbart skide de unges mentale velbefindende et stykke. Det hele handler jo om penge. Der var en gang, hvor vi alle fik kuldegysninger af at se, hvorledes Michael Jackson tabte sin sjæl på en plastickirurgisk klinik. Det var en unik oplevelse, som kun nogenlunde blev matchet af Gitte Stalones opblæste bryster. Men besøg i dag en hvilken som helst dansk folkeskole eller ungdomsuddannelse og du vil se rigtig mange unge, som både fysisk og mentalt fremstår som havende slugt de kommercielle interessers lort råt. Og de kan naturligvis selv ikke holde det ud. Depressionen, anoreksien, skære-i-sig-selv behovet, ja selvhadet, over at ligne en barbiedukke, eller ikke at ligne en barbiedukke, venter lige rundt om hjørnet.

Jens Toft Ravn Pedersen

For unges vedkommende virker depressionsepidemien ganske uundgåelig. Reklamerne viser, hvordan du skal se ud, og dem som fatter det bedst får lov til at gøre sig til grin (fremstillet som bliver berømte) i reality shows. Her udlever de reklamernes ideal om at vise sig som en perfekt hårafbleget helium"babe" med skocremefarve i ansigtet, eller som en heliumopblæst fyr med skocremefarve i ansigtet. Erhvervslivets interesser (læs: voksne) vil åbenbart skide de unges mentale velbefindende et stykke. Det hele handler jo om penge. Der var en gang, hvor vi alle fik kuldegysninger af at se, hvorledes Michael Jackson tabte sin sjæl på en plastickirurgisk klinik. Det var en unik oplevelse, som kun nogenlunde blev matchet af Gitte Stalones opblæste bryster. Men besøg i dag en hvilken som helst dansk folkeskole eller ungdomsuddannelse og du vil se rigtig mange unge, som både fysisk og mentalt fremstår som havende slugt de kommercielle interessers lort råt. Og de kan naturligvis selv ikke holde det ud. Depressionen, anoreksien, skære-i-sig-selv behovet, ja selvhadet, over at ligne en barbiedukke, eller ikke at ligne en barbiedukke, venter lige rundt om hjørnet.

Rasmus Kongshøj

Det er rigtigt at vi har en tendens til at sygeliggøre det normale. Dette betyder dog ikke, som Frej Prahl tilsyneladende mener, at de psykisk syge bare skal tage sig sammen og holde op med at være sårbare, arbejdsløse og udgiftskrævende.

Jeg er overbevist om at rigtigt mange af dem, der får stillet diagnoserne depression eller ADHD slet ikke er syge. De udviser blot sunde og normale reaktioner på et samfund og et arbejdsmarked, hvor der bliver mindre og mindre plads til skævheder i personligheden.

Problemet er ikke at de psykisk syge klynker - problemet er at vores samfund psykisk set er det rene dioxin.

Helt generelt klynker folk ikke, punktum! Men de beskyldes for det af folk, der selv afstår fra at tage det ansvar, de er valgt eller ansat til at påtage sig.

"Frej Prahl er bach. psych."

Sig mig, har de fået kontorpigen til at skrive et indlæg?

(Normalt går jeg ikke efter personen, men her synes jeg det er på sin plads, i og med at hun vil diskutere på de professionelles niveau).

Jens Overgaard Bjerre

Der jo som at læse en artikel af Ole Thyssen eller af Liberal Alliance. Artiklen er kemisk renset for nogen som helst kritik af det kapitalistiske systems fordeling af arbejdet. Og den konstante jagt på merværdi til fordel for de få. Det er klart, at der går mennesker til grunde i et sådan system.Derudover er der jo en hel del biologiske og især opvækst betingede grunde til en depression.

Kronikørens grunde er jo direkte nedladende: "Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse." Og at man bare kan trække offerkortet! Og man bliver en af os kampagnen, fra de syges klub.

Forfatteren, som har en mellemuddannelse inden psykologi, hvor der stort set findes lige så mange retninger, som der er psykiske sygdomme og lidelser, er slet ikke klar over, at en alvorlig depression netop er kendetegnet ved, at man ikke kan være sammen med andre.

Det er mærkeligt, at Information tager denne slags kronikker ind, når selv den mindste kritik af deres eget fag, det journalistiske, bliver holdt ude.

Men det er altså det vi skal vente os fra den højere middelklasses børn: en jagt på de svageste. Føj for satan.

Med Bjerres indlæg kommer vi til en interessant iagttagelse i samfundet: den almindelige demokratisering og almengørelse, der har en virkning på overklassen, der skræmmer den væk.
Vi ser det med humanistiske fag på universitetet, hvor den bredere rekruttering som en naturlov medfører, at de arbejdspladser, der burde følge med, fjernes.
Og sådan er det, hvis man tager områderne ét for ét: når flere får adgang, forringes og nedprioriteres der, selvom det burde være det stik modsatte, der skete. På den måde mistes der momentum, og folk søger andre eller ingen steder hen.
Og på sygdomsområdet sker det samme! Tidligere kunne overklassen hengive sig til psykisk sygdomsbehandling, mens underklasserne led i stilhed og tildels blev holdt i tømme af alt det lort, de måtte leve med; men efterhånden som psykiatri og psykologi giver indsigt i sindet, langt mere end for blot 10-20 år siden, bliver der travlt med at bagatellisere. - Hvad dette samfund efterhånden har tydeligt brug for, er en demokratisk udvikling, hvor kvaliteten optimeres i takt med, at flere og flere efterspørger. Er det ikke også sådan, markedsmekanismen siges at fungere? :-)

Kim Houmøller

Langt tid siden jeg har læst magen til vrøvl! Hvis man har bare den mindste kendskab til depression og kender dens konsekvenser for den enkelte samt familie, vil man aldrig skrive sådan noget vås!

John Fredsted

Den generaliserende mistænkeliggørelse og nedgørelse af alle udenfor arbejdsmarkedet vil tilsyneladende ingen ende tage. Pudsigt, på den helt og aldeles nedslående måde, er det at opleve, at denne adfærd ikke synes at være aftaget efter regeringsskiftet, snarere tværtimod - forstå det, hvem der kan, jeg kan i hvert fald ikke. Jeg er i dag selv førtidspensionist. Forfatteren vil således sikkert mene, at jeg er faldet i offerrollen. I håbet om at kunne nuancere hans tilsyneladende forstemmende ringe indsigt i den menneskelige eksistens mangfoldighed, lad mig kort opridse mit forløb (for i en kultur, der efterhånden har klassificeret mennesker som mig som værende udelukkende en belastning for det, hvad har jeg da efterhånden at tabe ved at udlevere mig selv på denne måde?):

Lige siden teenageårene, fra gymnasietiden, har forårets og sommerens sansebombardement været en omfattende psykisk belastning for mig. Jeg føler mig aldeles overbelastet, jeg føler mig grundlæggende truet (mon forfatteren ved, hvad jeg taler om?). Til trods for denne månedlange, årligt tilbagevendende kamp har jeg taget en kandidatgrad i teoretisk fysik, og jeg har arbejdet først som lærer (på Århus Købmandsskole og efterfølgende Frederikshavn Gymnasium) og dernæst som systemudvikler i diverse private virksomheder. I 2002 begyndte mine mentale ressourcer efter knap 20 års kamp dog at slippe op. Jeg blev bevilliget førtidspension. Dette har naturligvis ikke fjernet mine trængsler, men nu har jeg i det mindste fået mulighed for at beskytte mig selv bedre om foråret og sommeren. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig tryg. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig lykkelig.

Vibeke Carøe

Citat:
"Kan det være at det er lykkedes os, gennem vores omklamring af velfærdsstaten fra vugge til grav, at svække vores imunitet i forhold til at overkomme besværligheder i vores liv? "

Hvis den hypotese skulle holde vand, burde fx amerikanerne være det stærkeste, lykkeligste folkefærd i verden. De har dyrker den lyksalige kapitalisme med minimal velfærdsstat fra vugge til grav.

Vibeke Carøe

Tusind og ydmyg tak til alle jer, som her har bidraget med personlige 'udleveringer' - modigt i denne post-Carina tid.

For jeg må indrømme, at jeg lige nu er tømt for ord og dybt tynget af afmagtsfølelse og sorg, da jeg endnu engang skulle konfronteres med virkeligheden - at jeg ikke er 'en-af-dem', den klub, som har monopol på definitionen af det normale menneske, og klubmedlemmernes foragt for os andre:

de raske, flittige, pligtopfyldende, ikke-klynkende, ansvarsfulde samfundsborgere

Marian B. Goldstein

Interessant, at det primært er de læser her, der føler sig trådt (hårdt) over tæerne af denne artikel, fordi de har købt den biologiske forklaringsmodel og identificerer sig som ofre af en sygdom, der fordømmer artiklen ved at betegne den som neoliberalistisk, når det nu netop er den biologiske forklaringsmodel på emotionel lidelse, der er (det meget logiske) resultat af vor samfunds neoliberalisme: http://unsw.academia.edu/TadTietze/Papers/542295/Demanding_more_and_bett... Man kan ikke have mel i munden og blæse på samme tid.

Med få undtagelser i kommentarerne, ser jeg to holdninger repræsenteret her: 1. "Depression" er en sygdom ("som diabetes"), som man er offer for, uden andre handlemuligheder, end at overlade al (be-)handling til "eksperterne", hvorved man kan fraskrive sig ethvert ansvar for eget liv, og 2. tag jer sammen, kom ud af offertilværelsen, og tag ansvar!

Personligt gør jeg tit brug af nr. 2. "Jeg kan ikke" er ikke noget, der falder i god jord hos mig. Men jeg kunne aldrig finde på, at ruske i, eller i mere grelle tilfælde også sparke lidt til, folk, der dyrker deres offeridentitet, uden også at anerkende, at de har været ofre, en gang i tidernes morgen. Faktum er dog for de flestes vedkommende, at offertilværelsen hører fortiden til, og at man meget vel har et valg, som et voksent menneske. Problemet er, at det at have været offer, i reglen efterlader folk i uvidenhed om dette valg. Og det udnytter vores (neoliberalistiske) system. I stedet for at sparke lidt kærligt til folk, og sige: "Kom nu, du kan godt!" og få dem til at få øjnene op for, at de faktisk har et valg.

Marian B. Goldstein

Peter Hansen, du skrev: "og netop det at folk fungerer i f.eks. sygdomsfællesskabet". Jeg vil give dig stort set ret i alt andet du skriver i kommentaren, dette er sakset af. Men jeg ville nu ikke sige, at folk *fungerer* i de klubber, hvor deres "sygdom", og folks identitet som ofre for selvsamme, dyrkes. I mine øjne er denne sygdoms- og offeridentitetsdyrkelse en form for selvskadende adfærd, og ikke ligefrem udtryk for, at man *fungerer*. I hvert fald ikke specielt godt...

Magnus Pranov

Ja nu må de altså tage sig sammen; dvs. alle de dovne, der sidder derhjemme og nyder deres depressioner. Bare fordi der er så pokkers meget status i at være arbejdsløs og syg.

Marian B Goldstein skriver bl.a -"Og det udnytter vores (neoliberalistiske) system. I stedet for at sparke lidt kærligt til folk, og sige: “Kom nu, du kan godt!” og få dem til at få øjnene op for, at de faktisk har et valg."

Hvilket valg er så det ?
Når en person er blevet deprimeret har hun eller han det bogstaveligt som en Duracel-kanin hvor batterierne er løbet tør strøm.
Ikke mere motivation er tilstede !
Hverken for andre eller for sig selv !

I stedet for at spørge hvilken grusom effekt vores Ny-liberalistiske samfund har på mennesker, således at al motivation til at leve og glædes forsvinder; og når depression derfor er det uundgåelige resultat.

Den grusomme sandhed er denne; at depression er tilstanden før selvmord, men hvor den deprimerede oftest (heldigvis) end ikke kan tage beslutningen om at dø.

Så hvad er det for et samfund som i disse år producerer deprimerede mennesker på samlebånd ?

Som lidt af en ekspert på fødevarers sundheds-effekter ved jeg, at der bliver spist for meget sukker salt og eddike og kød og mælk og smør og ost som desværre befordrer fysiske tilstande, hvor depressionen får let spil.
Det er jo lettere at tage det "Ny-liberalistiske samfunds konspiratoriske svineri" mod befolkningen i en sund krop ! Basta !

Men at samfundets overklasser idag tenderer til at tænke liberalistisk er heller ingen overraskelse
Studiet af historien viser ofte at den gentager sig !
At nazismen nu er kommet tilbage i form af stueren liberalisme er ikke uforståeligt - ej heller overraskende for den person der ved hvordan tingene foregår her omkring.

Afskyede regimer som det fascistiske og det nazistiske har dermed fået en ny lillebror som er det nye stuerene liberale diktatur.

Artiklen her er et fint eksempel på hvorledes den stuerene liberalisme spiller på tangenterne =
"Depression eksisterer ikke - de er alle dovne simultanter der ikke gider arbejde."
Jøder var også engang "dovne simultanter der ikke gad arbejde og derfor kom de i konzentrationlejr "så de kunne lære det der".

At magtens reptiler igennem århundreder har tilladt sig at promovere en direkte deprimerende kultur, hvor kun det arbejdende menneske har værdi er typisk for alle tiders diktatorer fra de inkvisitoriske til de fascistiske til de nazistiske til de nu liberale diktatorer.

Men tragikomisk er det; at de liberale der råber højest ikke selv indser at deres bidrag til reelt arbejde er ikke eksisterende.
F. eks som forleden hvor de to journalistiske snakkemostre Bims og Bjerke på radio 24syv kom til at omtale deres 2 timers veninde-hygge snakke radio som - et arbejde.
Man griner og man forarges.
Siden hvornår har simpel venindesnak været kategoriseret som et arbejde ?
Radiotransmitteret eller ej !

Og artiklens forfatter er da også endnu "en af dem" der ikke producerer et resultat der kan kaldes "arbejde".
Kun et ubehageligt propaganda-resultat som dybest set skal tjene til at cementere liberalismen fast som en stueren politik alle kan stemme på.

Der er som sådan ikke noget galt i at påpege at det er et problem, at det er blevet så tilgængeligt at falde ind i en offer-rolle.

Det er ikke en ønskværdig tilstand, da det bringer uværdighed, både til offer og "bøddel".

Det er bare lidt trist at man altid skal tale nedsættende om andre på den måde, istedet for at være lidt mere empatisk indstillet overfor problemer, man nok ikke selv har været igennem.

Desuden er der folk som Andy Thompson og Paul Andrews i USA, der er begyndt at se på depressionstilstanden med nye briller. De mener at have fundet ud af at behandling med antidepressiv medicin er en blindgyde, som tvinger hjernekemien til at komme endnu mere ud af balance, og derved sandsynliggør værre og værre tilbagefald, hvis medicinen fjernes.

Se her for mere info om dette:
https://sites.google.com/site/paulwandrewsphd/

Så vidt jeg har forstået deres opdagelse, mener de at depression måske er en slags "naturlig" tilstand for hjernen, hvis et menneske har en psykisk krise. De sammenligner det med at man får feber, når man får influenza, hvilket gør at man får det dårligere, men det er nødvendigt for at immunforsvaret kan gøre sit arbejde og helbrede kroppen indefra.

Hvis der er noget om det, er det et stort problem i vores samfund at vi ikke kan give plads og tage hånd om de mennesker der bliver syge/svækkede i en periode. Vi har så travlt med at gøre vedkommende arbejdsduelig igen, at vi måske kommer til at ødelægge en naturlig proces, der ville have helbredt hurtigere.

Måske skal vi arbejde henimod et samfund med et mere fleksibelt arbejdsmarked, der giver plads til at man kan trække sig lidt, når man har behov for det og tilbyde behandlingsmuligheder der bærer mere præg af forebyggelse/støtte end total fjernelse af symptomer, så man kan gå videre på det "halte ben" uden smerter.

John Fredsted

Idet jeg lige ville sikre mig, at jeg ikke havde misforstået artiklen ved første gennemlæsning, har jeg hermed læst den igen. Jeg havde ikke misforstået den: ved anden gennemlæsning forekommer den mig lige så ubehagelig som ved første gennemlæsning. Følgende tre passager faldt mig specielt for brystet ved denne anden gennemlæsning:

1.) "Men hvorfor melder flere og flere sig syge? Det kan der i mine øjne groft sagt være to grunde til. Enten kan vi ikke opfylde de krav, et moderne arbejdsmarked stiller. Det stigende antal sygemeldinger er således et symptom på arbejdsmarkedets stigende krav. Eller også vil vi ikke længere honorere arbejdsmarkedets krav."

Forfatteren synes her så nydeligt at demonstrere, hvorledes man kan ekstrapolere begrebet "groft sagt" til det meningsløse. Det synes ikke at falde manden ind, at de egentlige årsager til et menneskes (psykiske) kvaler kan have aldeles intet med arbejdsmarkedet at gøre.

2.) "Af viljen til ikke at ville. Viljen til ikke at ville deltage. Når jeg skriver »ikke ville« er det ikke helt rigtigt. For viljen er der skam stadig, den er blot rettet mod et andet sted end arbejdsmarkedet. Den er rettet mod sygdomsfællesskabet, som i dag er mere tilgængeligt end nogensinde før."

Jeg ville, om forfatteren vil tro det eller ej, hjertens gerne kunne arbejde. Følelsen af at udrette noget sammen med kollegaer står skam stadig frisk i erindringen. Jeg er ikke havnet udenfor arbejdsmarkedet, fordi jeg ikke vil deltage i det - jeg er ikke doven. Men min vilje er heller ikke rettet mod sygdomsfællesskabet, for med undtagelse af specielle dage, så som juleaften og nytårsaften, så frekventerer jeg egentlige ikke værestederne (og hermed naturligvis ikke være talt nedsættende om dem).

3.) "Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe."

Nu skal man naturligvis passe rigtig på med at gøre sig klog på andre mennesker, herunder deres baggrunde og deres liv. Men jeg sidder tilbage med en mistanke om, at forfatteren ikke sådan rigtig for alvor har haft røven i vandskorpen (i mental henseende).

Marian B. Goldstein

Kaspar Olsen, det er valget mellem at være offer på den ene side, og at frigøre sig fra offertilværelsen på den anden. Om eventuel frigørelse så nødvendigvis må føre til, at man vender tilbage til rotteræset, eller vælger noget helt andet, er et andet spørgsmål. (Og egentligt tror jeg, at man ikke rigtigt har frigjort sig alligevel, hvis man vælger rotteræset.)

Vibeke Carøe

Frigøre sig fra offertilværelsen...hmm

1. Stadig syg, men lad som du ikke er det.

2. Vær rask, gå på arbejde og yd det du skal.

Prøver igen...selv om jeg stadig er absolut flintrende arrig. Først og fremmest kan vi jo lige tage lidt fakta. Noget som bach. psych.'en her tilsyneladende ikke går så frygtelig meget op i. Depression. Det er ikke "at man bare er lidt ked af det"...og nej, det er heller ikke noget med, at man "bare skal tage sig sammen". Rystende at læse, at sådan en "belæst" herre inden for det felt åbenbart har den holdning, at psykiske lidelser for en stor dels vedkommende bare er dovenskab!! Det er sjældent jeg siger det her, men føj, hvor skulle du prøve det selv!!

For mit eget vedkommende. For en 3-4 år siden stod jeg på arbejdsmarkedet, godt job, okay løn, havde en fremtid. Jeg gjorde, som jeg er opdraget til. Tog hænderne op af lommen og knoklede for at forbedre mine egne forhold, for at søge de muligheder, som jeg havde og sådan har jeg levet siden jeg var 16. Desværre kunne jeg ikke holde til det i længden og pludselig lå jeg så dér. Stress, depression plus en diagnose mere. Det er ved at være et par år siden, at "filmen knækkede". Praktisk talt fra den ene dag til den anden var alt det jeg havde knoklet for væk. Job, indtægt, fremtid, drømme...væk! Det værste slag i ansigtet, var den dag, hvor psykiateren, som havde ansvaret for min sag igennem godt og vel et års samtaler, behandling osv. forklarede, at lidelserne var kroniske, kunne ikke behandles...førtidspension er din eneste mulighed. Forestil dig, kære bach. psych., at ALT bliver taget fra dig. At du fra i morgen har et par lidelser, som ødelægger din hverdag i en grad, der gør, at du ikke kan fungere. At din indtægt halveres. At du ved, at det vil være sådan fra i morgen af og til den dag de lukker låget. Vil du bytte? Ikke? Heller ikke, hvis jeg lokker med, at du kan få lov til at blive hetzet nærmest dagligt af diverse små-akademikere, politikere, tænketanke, blå nyhedsbureauer, blå kommentatorer? Eller en større kampagne for at få vendt folkestemningen mod sådan nogen som mig? Prøv det!!! Bare 3 måneder!! Tror du ville se verden på en lidt anden måde bagefter, for det er helt ærligt slet ikke så sjovt, som visse agitatorer (som du!) får det opreklameret til at være!

Jeg "valgte" ikke at blive syg! Jeg nyder det ikke. Ville 1000 gange hellere være på arbejdsmarkedet end der hvor jeg er nu, men det var bare ikke sådan det skulle være.

Mariann B Goldstein skriver: . "det er valget mellem at være offer på den ene side, og at frigøre sig fra offertilværelsen på den anden".

Jeg ved, at du er meget aktiv omkring psykisk sygdom m.v. men dine ovenstående ord ville sikkert gøre sig godt i en selvhjælpsgruppe hvor emnet var dels noget andet og hvor der ihvertfald stadig var batterier tilbage at tære på.

Lad os istedet fokusere på ondets rod til depression nemlig tilværelsen som slave sat i scene idag 2012 af det Liberale Diktation-styre som i både rød blå og brun farve i årevis under andre navne som fascisme, nazisme, "demokrati", "folkevalgt styre" har sat rammerne.
Til illustration stemte Danmark for nylig rødt men fik alligevel uskøn betongrå liberalisme.

I gamle dage hed det 8 timers arbejde / 8 timers fri og 8 timers hvile.
I dag er det 8 timers arbejde og 3 timers transport
Tilbage er der tretten timer til børn og familie - ikke mærkeligt at perspektivet og glæden i tilværelsen forsvinder og resultatet kan være depression.
Grundet på dette og sammen med usund mad bukker organismen sammen i resultatet depression og så har denne artikels forfatter ovenikøbet den frækhed at kalde staklerne med depression for simultanter og sociale nassere.

Inge Wie Nielsen

Mark Thomsen siger:
Jeg har kendskab til folk, der har fået førtidspension for simpel panikangst!!!

Vil lige fortælle at da jeg røg ned og jeg bad om hjælp til at få passet min handicappede mand, søn og datter... Fik at vide at jeg skulle bare tage de piller jeg blev tilbudt, så blev jeg nok glad igen.

Jeg var pisse bange for de piller, - (kemi - roder i hjernen mm.) Men jeg blev nød til at tage dem, så jeg kunne passe mit arbejde...

Bivirkninger: Alle mulige forvrængede kropsfornemmelser. Vædskeophobning i ansigtet så jeg ikke kunne åbne øjnene. Uro i kroppen, søvnbesvær, havde ingen fornemmelse og følelse i benene. Kunne ikke mærke mine fødder mod gulvet når jeg gik... Måtte sygemelde mig med en forsikring fra min læge om at det var forbigående...
Græder stadigvæk. Græder mig så i søvn fredag aften. Vågner grædende lørdag morgen. Føler som om mine øjne står ud af hovedet så store som grapefrugter. Jeg rækker op for at tage mig til øjnene, der hvor jeg regnede med at føle mine øjne var de ikke. Min krops grænser var væk. Mit hjerte begyndte at hamre, sveden sprang. Tanke: Jeg kan ikke tåle de her piller! Jeg mister forstanden! Det er helt galt det her! Ringede til vagtlægen. Vandet løb nu bare ud af mine øjne, uden gråd og hulk, løb bare. Vagtlægen hørte lidt på mig.: Jeg må se dig! Fik hjulpet min mand op. (Handikappet kørestolsbruger) Han blev nød til at køre mig... Sad i venteværelset 20-30 min. De andre ventene, flygtede væk fra mig.(berøringsangst) Fordi jeg stortudede stadigvæk. Der lå en pøl af vand under mig.
Da jeg kom ind bemærkede lægen: Du har det sku da ikke ret godt! Hørte mig beskrive og sagde: Du har fået et angstanfald, fordi du er bange for pillerne. Forsikrede mig om at det ikke var pillerne men min depression der opførte sig sådan. Han spurgte om jeg ville indlægges? Jeg ville vide om de kunne gøre mere for mig, og han sagde: ikke mere end der er gjort. Jeg takkede nej, med en håndfuld Stesolider, som han havde sagt jeg skulle tage nogen af og så lægge mig til at sove.

SIMPELT PANIKANFALD???

Jeg er nu inde i et forløb med et jobcenter... Her forlanger de at jeg tager i mod den behandling jeg bliver tilbudt, ellers bortfalder mine sygedagpenge... Der er sku ikke så mange valg...

Tilføjelse: Faktisk var det sted jeg havde det bedst før min depression brød ud, mit arbejde. Det var det eneste sted, jeg følte jeg kunne være i fred uden nogen forlangte mere af mig end at passe mit job.
Jeg er så småt ved at begynde at arbejde igen...
Man skal passe på med at dømme folks svagheder, hvis man ikke kan sætte sig i deres sted.

I øvrigt, så er det vel et udmærket tidspunkt jeg har lagt mig på? - Har jo givet plads til en vikar på mit job, mens jeg er væk...
Kan ikke helt forstå de beskyldninger om at folk på overførselsindkomster er dovne???
Der er jo ingen arbejde at få derude...
Det er jo ikke endnu vi mangler arbejdskraft???

Lone Sæderup

Der er blevet sagt forskellige ting i artiklen og den efterfølgende debat, som absolut ikke hjælper de personer, der lider af depression og som måske endda er med til at forhindre dem i at få den hjælp, de har brug for.

For det første: Nej, man kan ikke bare tage sig sammen, når man er ramt af en depression. Når man siger sådan til en depressionramt, får de det bare endnu værre.Især kan det være svært, hvis depressionen ikke skyldes noget udefra. Man tænker: jeg har jo ikke noget at være ked af, men man er det bare alligevel, og så får man dårlig samvittighed, hvilket forstærker depressionen.

For det andet: Der er ikke altid en ydre årsag til depression. Det er meget fint at påpege, at den måde vi indretter samfundet på, kan være med til at udløse depressioner hos nogle. Men for mit eget vedkommende er der ingen tvivl om, at jeg simpelthen er genetisk disponeret for depression. Man kunne lave samfundet om nok så mange gange, og jeg ville stadig få depressioner.

For det tredje: Antidepressiv medicin er ikke noget fanden har skabt. Da jeg begyndte på at tage mine piller, var det som at få et helt nyt liv. Lige pludseligt lå der ikke en dyne af tristhed over alting, og jeg kunne endelig tage hånd om mine problemer selv. Jeg er samtidigt i kognitiv terapi, hvilket også er godt, og jeg anbefaler klart, at man kombinerer de to metoder.

Pillerne giver en energien og livsmodet tilbage, og så kan man bruge terapien til at få sat ord på det, som kan have udløst depressionen og måske finde en metode til at undgå, at det sker igen. Det er især vigtigt, hvis man får alvorlige bivirkninger af sin medicin og gerne vil stoppe med at tage den.

For det fjerde: At man kalder antidepressiv medicin for lykkepiller, gør mig simpelthen rasende. Man bliver ikke lykkelig af pillerne. Derimod har jeg fået hele følelsesregistret tilbage. I stedet for at være ked af det hele tiden, så er jeg det kun, når der er en årsag til det. Jeg kan kort reagere normalt følelsesmæssigt på en situation.

For det femte: Det er så vigtig, at vi bekæmper tabuerne og myterne omkring psykisk sygdom og taler åbent om dem, for jo flere tabuer og myter der er, desto sværere er det for folk at søge hjælp. Lige så lidt man kan helbrede sig selv for kræft, lige så lidt kan man helbrede sig selv for en psykisk sygdom. At søge hjælp bør aldrig være noget skamfuldt, men sådan er det desværre tit med depression, hvilket kun gør sygdomsforløbet værre og ødelægger folks liv.

For det sjette: Det burde ikke være så stor en egenbetaling på terapi. Hvis folk turde gå til lægen tidligere og samtidigt ikke skulle betale så meget selv for deres behandling, ville der være mange penge at spare for samfundet.

For det syvende (og nu er jeg næsten færdig): Der er også mange myter om terapi, og det er mit indtryk, at især mænd kan have det svært med at skulle sidde og tale om private følelser med en vildt fremmed. Men det er altså ikke så farligt. Det handler bare om at sætte ord på tingene og finde mønstrene i den måde, man handler på. Så kan man finde de dårlige reaktionsmønstre og prøve at finde en metode til at undgå dem.

det med at kunne tage sig sammen, det afhænger jo især af om det er for

at genoptage arbejdet
for kapitalisterne i det nuv. samfund

at forsøge at deltage i forandringerne af de
nuv. samfundskår

at melde sig ud

Marian B. Goldstein

Kaspar Olsen, jeg er sådan set enig med dig. Men hvad ændrer det ved omstændighederne, de neoliberalistiske, i samfundet, det syge, når folk ikke tager ansvar, bl.a. for dette syge samfund, og i stedet for holder fast ved, at de ikke kan tage ansvar for noget som helst, fordi de selv er hjernesyge, hvilket samfundet via psykiatrien har indbildt dem, netop for at få dem til at gøre deres egen biologi ansvarlig for deres lidelse, og ikke et sygt samfund? Intet. Tværtimod, som man kan læse sig til via Tad Tietzes betragtninger. Det er jo ikke folk, der smøger ærmerene op, og siger, "Ok, så, hvad kan vi gøre ved et sygt samfund, der gør sine medlemmer syge på stribevis? Lad os tage fat!" som jeg rusker i/ sparker til. Det er ikke nødvendigt. Men det er det i allerhøjeste grad for dem, som systemet har gjort til sine totalt hjælpeløse marionetter, og der har lært, først af deres erfaringer i livet som sådan, sidenhen af deres erfaringer med et dem yderligere viktimiserende system, at det eneste, de kan gøre, er at se sig selv som hjernesyge, og derved ude af stand til at tage det mindste ansvar.

Jeg er bestemt heller ikke enig med Frej Prahl, når han mener, folk melder sig syge, fordi de ikke vil (som i "fri vilje") "honorere", som han udtrykker sig, arbejdsmarkedets krav. Underforstået: selv om de godt kunne. Der er måske nok et meget lille mindretal, der simpelthen ikke ønsker at arbejde, uanset, hvordan arbejdet måtte se ud (og jeg har faktisk selv svært ved at se det, tror, alle mere end gerne vil lave noget, hvis bare det passer til hvem de er). Jeg ser det snarere sådan, at vores samfund, dets institutioner, har lagt op til, og lægger i alt større udstrækning op til, at folk ønsker diagnoser og sygemelding. Dvs. det er ikke oprindeligt den enkeltes ønske, men et ønske, som samfundet planter i folk. Bl.a. med de her kampagner, som Prahl nævner, og som også jeg er ekstremt kritisk overfor, og også via patientforeningerne, der ligesom er blevet systemets forlængede arm, og hvor folk somme tider nærmest konkurrer om, hvem der har det dårligst, hvem der har flest diagnoser, hvem der er nødt til at sluge flest piller, og hvem der har de fleste og mest voldsomme bivirkninger. Som om lidelse var noget, at konkurrere om.

Jeg siger ikke, at det er folks egen skyld, som jeg fornemmer, at Prahl mener (i hvert fald i nogle tilfælde), og jeg vil endda sige,at han ikke kan tillade sig at kritisere denne trend i vores samfund, at alt skal sygeliggøres og diagnosticeres, i det omfang som han selv går ind for neoliberalismen, da det er neoliberalismen, der er ansvarligt for denne trend. Men jeg ser de samme fænomerner, som han ser. Og jeg ser dem med lige så stor bekymring, som han ser dem med. Men mens jeg ikke kan se, hvad det skal hjælpe, at sparke folk tilbage til rotteræset, så kan jeg altså lige så lidt se det konstruktive i det, når folk går ind i en identifikation med deres diagnose, og efterfølgende dyrker tilværelsen som en personifikation af denne. Der er ikke forskel, om man deltager helhjertet i rotteræset på arbejdsmarkedet, eller om man deltager i det på diagnose-/sygdomsmarkedet ved at få sig en karriere som psykiatrisk patient. Begge dele er lige neoliberalistiske.

Jeg er bestemt heller ikke enig med Frej Prahl, når han mener, folk melder sig syge, fordi de ikke vil (som i “fri vilje”) “honorere”, som han udtrykker sig, arbejdsmarkedets krav.

---------

om man nu vil beskrive det ved
sandsynligheder eller mere / mindre ubestemtheder, tilfældigheder eller "fri vilje" eller fri vilje;

sygemeldte hvor det så at sige
umiddelbart svinger, muligvis minus / plus 10%-15% omkring at kunne arbejde,

der kan udsigterne til hvis det,
( som det jo gælder om evt. kapitalistiske samfund )
jo så især bliver af hensyn til kapitalisternes profit;

vel ofte lige trække de svingninger ned under hvor de sygemeldte kan arbejde,
og det er jo for så vidt en meget sund reaktion.

menneskers arbejdsevne er jo næppe noget temmelig frit, som temmelig frit og
i lige mængde,
kan indsættes til hvad som
helst,

arbejdsevnen vil ofte styrkes / svækkes noget afhængigt af:

hvilket arbejde, for hvem, hvilke kår,
hvilke måder;

ja allerede udsigterne til de og de:
måder, kår, for hvem,

vil ofte allerede forud kunne svække / øge, ikke kun arbejdsviljen, arbejdslysten, men også arbejdsevnen , noget

Folk, der er interesserede i dette emne, bør gå ind at se Nørrebros Teaters "Nexto to Normal", der har premiere i februar. Den behandler en stor del af de temaer, der bliver behandlet i denne debat.

Michael Kongstad Nielsen

Uanset oplægget - denne dødsyge artikel - så må
jeg sige, at der er så ufatteligt mange krummer at hente i kommentarerne. Tænk så pragtfuldt det er, at vi kan få så mange dybtfølte, stærke og personligt kvalificerede indlæg ind i debatten på dette grundlag - det kan man kun takke for.

Hvor mange gange skal vi trækkes med artikler af denne type: manglende empati, mistænkeliggørelse af folk, der har det svært, manglende forståelse af mangler i den eksisterende behandling, manglende forståelse af hvad de nuværende ekstremt individualiserede og usolidariske samfundsforhold betyder? Der kaldes på selvansvarlighed, men er lig med manglende solidaritet og medmenneskelighed, samt tomme arbejdsmæssige og menneskelige relationer.

Der kommer masser af reaktioner på denne hetz mod de syge og de svage, men Information bliver ved med at finde skribenter med det samme højreideologiske vås. Hvornår kommer artiklerne fra dem der mener noget helt andet?

Jeg gider ikke denne hjernelamme hetz - og gider ikke kommentere specifikt på FPs artikel som intet bidrager til de reelle problemer.

@ Dorthe Sørensen: det er ikke rigtigt at Alain Ehrenbergs bog 'Det udmattede selv' ikke bidrager til forståelsen af omkostninger ved det neoliberale samfunds pres mod individualisering + samtidige ødelæggelse af sociale sammehænge og solidaritet mellem mennekser. Har du læst bogen?

Rettelse: min kommentar 27. januar 2012 kl. 22:54 til Dorthe Sørensen var i virkeligheden rettet til Doris Møller!

Beklager

At en ung bachelor endnu ikke har indsigt nok i samfundet til at forstå dets funktionalitet, og tror at et par års universitetsstudier gør ham til verdensmester, er vel tilgiveligt, - ihvertfald for mig, for jeg var også ung og naiv engang.

Og at der kommer en masse seriøs og valid modspil her i tråden er heller ikke nogen overraskelse for mig.

Desværre må vi jo lige tilføje det lille aber dabei, at for langt størstedelen af Informidens læsere, så vil artiklen komme til at stå alene, for de læsr ikke denne tråd, så vi må håbe at der kommer en replik i form at et seriøst debatindlæg som kan imødegå de værste af tåbelighederne i Frej Prahls indlæg.

Martin Haastrup

Frej Prahl har med med eftertryk bevist at han ønsker at gøre sig selv til offer for sin egen ensidige offer-bevidstheds bevidsthed:

Han udelader fuldstændig at nævne med et eneste ord KRÆNKERNE!!!

Hvor der påstås at være et OFFER er jo også i sagens natur en KRÆNKER!!! FOR POKKER!!!

Det er elementært for enhver psych!!!

Artiklen er således blot en nullitet. En samling kunstigt krampagtigt opstillede udhulede udsagn.

Komplet ubrugelig og værdiløs.

Og Information trækkes med i faldet...

PVADR.

Set herfra, så skulle Frej Prahl være ganske velkommen til at deltage i debatten. Ja, jeg vil da endda gå så langt som til at sige, at jeg er frisk på en personlig debat...gerne ansigt til ansigt, men her ville nu også være fint nok. Desværre er der en tendens til, at folk ikke har lyst til at møde de folk som de sparker ud efter...

Iøvrigt vil jeg godt ganske kort imødegå Frej Prahls polemiske noter.

For det første, så er der ikke noget mærkeligt i hvis der er en masse mennesker på førtidspension, som ikke har den kliniske depression som ligger til grund for deres pension. Det er jo sådan, at der er et ret begrænset antal årsager som kan give førtidspension, og når det drejer sig om psykiske lidelser, så bliver depression nok nærmest brugt som en "skraldespand". I den forstand, at når en psykolog eller psykiater anser ansøgeren/patienten for at være reelt uarbejdsdygtig pga en osykisk lidelse som ikke lige findes på listen over godkendte årsager, så vælger man depression.

Dernæst mener jeg at der klart findes en invaliderende psykisk lidelse som gør det ret umuligt at komme ind på arbejdsmarkedet idag, og det er den - til trauma grænsende - effekt af at skrive hundreder - ja ofte tusinder - af ansøgninger, uden at komme til så meget som en jobsamtale. Hvis en person på den baggrund søger en udvej fra de konstant tilbagevendende nederlag ved at søge den fritagelse der ligger i en førtidspension, kan jeg kun opfatte som en af to ting:

- enten en naturlig reaktion på at oplevelsen er endt i et egentligt trauma.

- eller en ret sund og naturlig reaktion, for at bevare sin sunde fornuft, og slippe væk fra ydmygelsen før den ender i et rigtigt trauma.

M.a.o.: hvordan kan vi leve i et samfund hvor vi tager eksamensangst hos unge mennesker alvorligt, men ikke kan anerkende hvor mange gange større en belastning der ligger i en konstant daglig prøvning over flere år, end en eksamen i ny og næ, med måneders mellemrum?

Martin Haastrup

Og Information er ved at rådne op indefra. At bringe sådan en amatør-artikel - Bare for at få lidt gang i den. Skam Jer Information. I kunne i det mindste have læst korrektur på den først!

Jeg har fuld forståelse, som Sven Karlsen foroven, at man kan være nyuddannet osv, ung og grøn bag ørerne. Men så må man også lære at respektere sine begrænsninger og nøjes med at feks at skrive til lidt mindre medier.

Det her kommer der bare slet ikke nogen sund og saglig debat ud af. Det minder jo m hedengangne tørklædedebatter.

Hold kæft hvor er du dog sunket dybt dit danefæ!

Sider