Kronik

’Det er jo ikke min skyld, jeg er deprimeret’

Depression er blevet en populær undskyldning for at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Udviklingen hjælpes på vej af diagnoseglade læger og et stærkt sygdomsfællesskab, som giver den enkelte frihed til at slippe ansvaret for sig selv
Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Jens Nørgaard Larsen

26. januar 2012

To millioner danskere er på offentlig overførselsindkomst. Hvis man trækker folkepensionisterne og de studerende fra, er ca. 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Det svarer til, at ca. hver fjerde person i den arbejdsduelige alder er på passiv forsørgelse.

Går man bag om tallene står det klart, at mange af de passivt forsørgede har helbredsproblemer. Af en nyligt offentliggjort hvidbog fra Dansk Psykiatrisk Selskab fremgår det, at »antallet af mennesker i Danmark, der modtager offentlig forsørgelse pga. helbredsproblemer, på blot 25 år er steget fra 280.000 til 445.000 … Den andel, der tilkendes førtidspension på grund af en psykisk lidelse, er stigende internationalt, men tydeligst i Danmark, hvor andelen fra 1999 til 2009 er steget fra 30 pct. til 52,6 pct. «

Flere og flere kommer altså på offentlig forsørgelse med henvisning til psykisk sygdom. Og mange af dem bliver parkeret på en livslang forsørgelse — tilsyneladende uden håb om igen at komme tilbage i de arbejdendes rækker.

Det er en katastrofe. Både økonomisk og menneskeligt.

Sygemeldinger i hobetal

Men hvorfor melder flere og flere sig syge? Det kan der i mine øjne groft sagt være to grunde til. Enten kan vi ikke opfylde de krav, et moderne arbejdsmarked stiller. Det stigende antal sygemeldinger er således et symptom på arbejdsmarkedets stigende krav.

Eller også vil vi ikke længere honorere arbejdsmarkedets krav. Og i dag har vi bedre muligheder end nogensinde for ikke at ville. Det er blevet nemmere at være offer end bidragsyder.

I hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår de, at årsagen til, at Danmark tilkender så mange førtidspensioner pga. psykisk sygdom, er utilstrækkelig diagnostik og behandling, eller at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, hvilket gør det vanskeligere for sårbare personer at få arbejdsvilkår, der ikke er for belastende.

Eftersom vi diagnosticerer og behandler som aldrig før, må man stille sig tvivlende over for den første årsag. Det psykiatriske behandlingsapparat er vokset og vokset de seneste 20 år. Således er antallet af læger på området steget fra 694 i 1993 til 1.277 i 2007. Og ifølge Psykolognævnet blev antallet af psykologer, der autoriseres pr. år, næsten fordoblet i perioden 1996-2009.

Den anden mulighed Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår, nemlig at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, kan have sin rigtighed. Arbejdsmarkedet har ændret karakter, og medarbejdere må i dag indstille sig på krav om ’livslang læring’, omstillingsparathed, selvrealisering m.v., og det kan udgøre et væsentligt stressmotiv. Man kan dog indvende, at medarbejderne selv, har gjort disse krav gældende. Det er i så fald et selvforskyldt (luksus?) problem.

Det er imidlertid et faktum, at arbejdsmarkedet har ændret karakter — på det strukturelle plan er det f.eks. blevet sværere at få flex- og skånejob, hvilket går ud over de svageste.

Sygdomsfællesskabet

De strukturelle forklaringer er bare ikke forklaring nok. Hvis vi vil forstå, hvorfor vores velfærdssamfund er ved at knække over, må vi nærme os begrebet offerbevidsthed og opkomsten af attraktive sygdomsfællesskaber. Af viljen til ikke at ville. Viljen til ikke at ville deltage.

Når jeg skriver »ikke ville« er det ikke helt rigtigt. For viljen er der skam stadig, den er blot rettet mod et andet sted end arbejdsmarkedet. Den er rettet mod sygdomsfællesskabet, som i dag er mere tilgængeligt end nogensinde før.

Tilgængeligheden opstår, fordi psykiatere er blevet mere rundhåndede med diagnoser. »Som psykiatere er vi ikke interesserede i at sygeliggøre normal adfærd, som har været en tendens,« sagde Ole Mors, formand for Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseudvalg til Berlingske, 15 januar 2012, i anledning af den revision af 200 sygdomskategorier WHO netop har taget hul på. Revisionen har til formål at imødekomme en — især vestlig — tendens til sygeliggørelse. Man indrømmer altså fra fagligt hold, at der har været en tendens til at sygeliggøre det normale.

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Som samfund har vi ikke taget den udvikling alvorligt. Vi har fremelsket den. Derfor eskalerer det, og derfor møder jeg folk i mit terapeutiske virke og min omgangskreds, som i ramme alvor siger: ’Jamen, det er jo ikke min skyld, det er, fordi jeg er deprimeret’.

De spiller med andre ord offerkortet. Deres selv er blevet underlagt deres ’sygdom’. Hermed fritager ’sygdommen’ dem for at tage ansvar for deres handlinger. Da det personlige ansvar nødvendigvis må anses som en betingelse for forandring, er den udvikling yderst beklagelig.

Offer for offerkampagne

Offerbevidstheden bliver hjulpet på vej af psykiatere og lægers tendens til at sygeliggøre normal adfærd. Men det er ikke kun psykiaterne, der fremelsker offerbevidstheden.

På det seneste er det offentlige rum blevet indtaget af kampagnen En-af-os. Formelt har den til formål at aftabuisere psykiske sygdomme — et sympatisk og nok nødvendigt formål, ingen tvivl om det.

Kampagnen ligner imidlertid noget andet, som alt for få er opmærksomme på: Den minder mest af alt om en religiøs hvervekampagne. Kampagnens slagord »(bliv) en af os«, er næsten identisk med den indremissionske logik: »Kom som du er (og bliv til en af os)«. Hvad bliver det næste? En pendant til USA’s rekrutteringsplakat »I wan’t you for U.S. army«? ... »Meld dig under de sindslidendes faner — vi har brug for DIG!«.

Lad mig illustrere den uheldige virkning af den slags kampagner med et eksempel. En af mine gamle bekendte kom forleden og fortalte mig, at han længe havde gået rundt og haft det lidt småskidt. En dag så han en af disse plakater fra En-af-os-kampagnen. Han overvejede, om det ikke var det, han gik og led af — en depression. Derfor gik han til lægen, hvor han fik tilbudt antidepressiva. Han tog imidlertid ikke imod dem, for han synes nu nok, det var lidt for voldsomt.

I dag har han det fint. Hvad kunne der være sket, hvis han ikke havde været så egenrådig, som han trods alt var? Hvis han havde taget imod pillerne? Så var han ikke blot kommet på psykofarmaka — nej han var også blevet en del af en klub, nemlig de syges klub. En klub, som jeg tidligere antydede, ikke nødvendigvis var så ringe endda. Den udløser nemlig ikke kun en række gevinster, men nu også en anerkendelse fra et fællesskab af ofre (jf. ’En-af-os’), og en økonomisk gevinst fra det offentlige.

Samfundets socialarbejdere sørger for solid markedsføring. Alle betingelser for succes er til stede. Der er ikke noget at sige til, at medlemstallet bare stiger og stiger.

Tid til opgør

Lad mig afslutningsvist henlede læserens opmærksomhed på endnu et citat fra hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab:

»To tredjedele af alle de pensioner, der gives grundet en psykisk sygdom, gives i dag på grund af ikke-psykotiske sygdomme — dvs. lidelser, som det ofte er muligt at behandle så effektivt, at den syge kan fungere normalt igen«.

Der er noget galt i Danmark. Jeg ved, at der findes folk som rent faktisk lider. Men det har taget overhånd. Tallene taler for sig selv. Flere og flere borgere melder sig under ofrenes faner. Fanebærerne er psykiatrien og den danske stat. De forsyner offerhæren med henholdsvis ammunition og sikkerhed. Ofrenes geværer er imidlertid vendt imod deres egen forsyningslinje. Offerhæren er vokset i styrke, og nu er velfærdsstaten ved så småt at give efter for kuglerne.

Vi må konfrontere offerbevidstheden, og det samfund, der fremelsker den. Det bliver langt fra rart eller nemt, men det er på tide, at vi tager opgøret.

 

Frej Prahl er bach. psych.. fra Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Haastrup

Prahl skriver bla :

"Kampagnen ligner imidlertid noget andet, som alt for få er opmærksomme på: Den minder mest af alt om en religiøs hvervekampagne. Kampagnens slagord »(bliv) en af os«, er næsten identisk med den indremissionske logik: »Kom som du er (og bliv til en af os)«. Hvad bliver det næste? En pendant til USA’s rekrutteringsplakat »I wan’t you for U.S. army«? … »Meld dig under de sindslidendes faner — vi har brug for DIG!«.

Lad mig illustrere den uheldige virkning af den slags kampagner med et eksempel. En af mine gamle bekendte kom forleden og fortalte mig, at han længe havde gået rundt og haft det lidt småskidt. En dag så han en af disse plakater fra En-af-os-kampagnen. Han overvejede, om det ikke var det, han gik og led af — en depression. Derfor gik han til lægen, hvor han fik tilbudt antidepressiva. Han tog imidlertid ikke imod dem, for han synes nu nok, det var lidt for voldsomt.

I dag har han det fint. Hvad kunne der være sket, hvis han ikke havde været så egenrådig, som han trods alt var? Hvis han havde taget imod pillerne? Så var han ikke blot kommet på psykofarmaka — nej han var også blevet en del af en klub, nemlig de syges klub. En klub, som jeg tidligere antydede, ikke nødvendigvis var så ringe endda. Den udløser nemlig ikke kun en række gevinster, men nu også en anerkendelse fra et fællesskab af ofre (jf. ’En-af-os’), og en økonomisk gevinst fra det offentlige.

Samfundets socialarbejdere sørger for solid markedsføring. Alle betingelser for succes er til stede. Der er ikke noget at sige til, at medlemstallet bare stiger og stiger.

Jamen kære Frej Prahl så lad mig illustrere et eksempel på de KRÆNKERES KAMPAGNE, som sørger for solid markedsføring... osv =>

Læs du (og andre) artiklen her på Information fornylig :"Mennesket som diagnose"
'Børnepsykiateren Maurice Corcos ad-varer i et essay mod et uvidenskabeligt psykiatrisk diagnosesystem, der stærkt hjulpet på vej af medicinalindustrien er ved at reducere børn og voksne til kemi'

http://www.information.dk/291106

- Og få bare lidt af det virkelige levende livs realistiske sunde proportionssans før du så hastigt kaster dig ud i dit eget hjernevaskede liberalistisk orienterede korstog mod de som i forvejen er stigmatiserede. Det ville klæde dig gevaldigt. Tak.

Doris Møller

Bent Vinn Nielsens klumme fra i går har overbevist mig om, at vi desværre har valgt en forkert strategi, når vi prøver at modarbejde de uhyggelige tendenser i samfundsdebatten.

Så jeg prøver en ny version:

Siden Niels Hausgaard for flere årtier siden skrev en sang med omkvædet: ”Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde”, har vi vidst, at arbejdsløshed skyldes manglende vilje til at arbejde!

Det er jo for dårligt, at folk ikke gider tage natarbejde eller rejse til Norge og tage et job i byggebranchen, hvor de mangler arbejdskraft, sådan som Liberal Alliance fortæller.

- Hvad siger du, kan du ikke lade dine små børn alene? Jamen, den slags skulle du selvfølgelig have tænkt på, inden du fik børn.

Nå, men siden Hausgaard sang om problemet, er der sket noget nyt:

Underklassen af mennesker, der enten ikke kan eller ikke vil arbejde, melder sig syge! I resten af deres liv!

Hvordan det lykkes dem at finde læger, der er villige til at svigte lægeløftet, således at de sygemeldte helt undgår at blive raske, kan jeg ikke lige forklare.

Og jeg kan heller ikke lige forklare, hvordan disse mennesker undgår aktivering og arbejdsprøvning i det sociale system.

Men hvor der er en vilje er der en vej, og viljen er der. Viljen til IKKE at ville arbejde.

Straks efter sygemeldingen melder disse sygemeldte sig ind i de mange attraktive fællesskaber af syge: Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens bekæmpelse og − ikke at forglemme – Depressionsforeningen.

Her kan de så sidde og hygge sig og drikke kaffe eller spille fodbold med de andre medlemmer og gøre nar ad os andre, der passer vores arbejde.

Det er os, der er ofrene! Os, der har sørget for at tage en uddannelse og hver dag står op, smører vores leverpostejmadder…

Leverpostejmadder? Den gode skatteminister er da vist lidt på vildspor. Er det ikke kun underklassen, der spiser den slags? Nu var han ellers lige så godt i gang med at skelne mellem dem og os. Og så blander han alligevel tingene sammen. Øv!

Jeg har læst en del blogindlæg omkring fx COP15 demonstration og retsagen der afgjorde at politiets anholdelser var ulovlige. Jeg har læst om fattigdomsdebatten, om depressionsdebatten, angstdebatten osv. I information, iPolitiken, i Ekstrabladet, i BT osv.

Det gennemgående træk er, at ca halvdelen af DKs befolkning lader det til, har en meget, meget dårlig forståelse af andre menneskers liv og lidelser. Og at de reagerer på den nogenlunde efter en form for hooliganmoral - jeg tænker på 2 hold hooligans der mødes og tæsker hinanden. I den situation er der visse regler, der forhindrer at man slår hinanden helt fordærvet, men lidelser tages ikke alvorligt og hvis man møder op må man forvente at gi og tage nogle ordentlige bank. Det gør livet værd at leve, så er der gang i adrenalinen. Karsten Nonbo følger samme moral, når han brokker sig over demonstranter der piver over nogle timer på asfalten i kulden. Man skal ikke pive over en hooligankamp ala demonstration. Det er så hans moral.

For mig er det tegn på en yderst alvorlig grad af dehumanisering af andre mennesker - i en grad der næsten ikke gør det muligt at opfatte andre som levende mennesker, som een selv. Hvor kommer denne afstumpethed fra og hvorfor er den så udbredt? Jeg finder det er et dybt alvorligt samfundsproblem, og at det ikke på nogen måde får den opmærksomhed fra samfundets institutioner, som det burde.

Det er på høje tid, at denne dehumaniseringstendens bliver italesat og inddraget i undervisning og opdragelse inden det går helt galt. Jeg minder om forfatteren Karl Ove Knausgård, der i 'Deadline' pegede på dehumaniseringen, som morderen Breiviks grundholdning til andre mennesker. Han var som jeg dybt bekymret for denne dehumaniseringstendens som Breivik ingenlunde er ene om at have.

Ole Thofte, det er, tror jeg, også udtryk for, at folk ikke tænker frem, men tilbage, desværre. De kæmper for nogle forhold, som vi da helst skulle lade bag os! "Tag det som en mand, frue!" bør ikke være det, vi stræber imod, vi bør stræbe imod, at folk ikke forarmes, udsættes for sygeliggørende sociale begivenheder eller marginalisering. Det er ikke vilkår, vi skal affinde os med.

Ole Thofte, det er, tror jeg, også udtryk for, at folk ikke tænker frem, men tilbage, desværre. De kæmper for nogle forhold, som vi da helst skulle lade bag os! "Tag det som en mand, frue!" bør ikke være det, vi stræber imod, vi bør stræbe imod, at folk ikke forarmes, udsættes for sygeliggørende sociale begivenheder eller marginalisering. Det er ikke vilkår, vi skal affinde os med. - Det er heller ikke vikår, de, der er så store i slaget, selv ville affinde sig med.

@ Peter Hansen: jeg tror ikke, det har så meget med rationelle tankeprocesser at gøre. Jeg tror de samfundsmæssige forhold har en dybtgående indvirkning på den psykiske formning. Man fristes til at tænke Jung og hans kollektivt ubevidste:

'Det kollektivt ubevidste omfatter ikke indhold af individuel karakter, men indholder aflejringer af menneskehedens typiske reaktionsmåder gennem tiderne af almenmenneskelig natur, uden hensyn til historisk eller etnisk oprindelse.
Det kan være almenmenneskelige følelser og reaktioner på angst, forholdet mellem kønnene, forhold til forældre, fader- og moderfigurer, had, kærlighed, fødsel og død, det lyse og mørke princip og så videre.' (fra Wikipedia)

Man kunne også udvide tankegangen lidt - og spørge hvad der sker med den anden halvdel af befolkningen, når den ene er ved at blive domineret af hooliganmoral. Der er noget der tyder på at en stor gruppe inden for den anden halvdel kæmper med depression, angst, stress, uoverkommelighedsfølelser, utilstrækkelighedsfølelser. Og jeg tænker at disse reaktioner har noget at gøre med aggression, indadvendt aggression.

Det synes at være sådan, at aggressionsniveauet i samfundet er stigende - hos nogen udadvendt, udadagerende og i en psykopatilignende form, hos andre i en indadvendt, selvstraffende, selvcentreret destruktiv passiv agression.

Det er indlysende, at der er en pendant til markedet: her foregår konkurrencen uden hensyntagen til individer, og de der opfører sig mest hensynsløst har oftest størst succes. Jfr de udsendelser der har været om 'indenfor murene' hos finanskapitalen, fulgt op af undersøgelser på et Schweizisk universitet af personlighedsstrukturen hos lejesvendene i den finanskapitalistiske sektor. Overraskende stærkt psykopatisk var det gennemgående træk - uden nogen hensyntagen til konkurrenterne og uden nogen som helst omtanke for konsekvenser af de hensynsløse transaktioner.

Det er osse indlysende, at markedsideologien undlader at beskæftige sig med individuelle og psykologiske forhold...det hører til det 'uvæsentlige', som passer sig selv og tankerne heromkring er stærkt rudimentære = hooliganmoralen. Højst strækker det sig til at klappe anerkende af dem, der ryger ned i skidtet efter personlig efter financiel konkurs, men rejser sig igen, som et 'rigtigt mandfolk'. Dem der bliver liggende i skidtet træder man bare på, ligesom fulderikkerne i rendestenen i de gamle cowboyfilm.

De der forstår hvad der sker men passivt ser på er måske mere skyldige end de, der ikke forstår hvad der foregår, men er deltagere i destruktive handlinger. Initiativet til at gribe fat i agressionsudviklingen og dehumaniseringen må komme fra dem der forstår, men ikke har handlet på deres forståelse endnu. Ideer efterlyses - det er på tide at komme igang med at gøre noget ved disse problemer. Og det er ikke tilstrækkeligt at håbe på at en samfundsomvæltning vil rette op på forholdene. Ændringerne skal ske nu!

Nu er det jo ikke kun i dette emne at der sker en tilnærmelse til en 50/50-deling af samfundets holdninger, -det er jo snart sagt på de fleste store spørgsmål at en forskel på en enkelt procent er - og bliver omtalt som - markant.

Og personligt tillader jeg mig den arrogante tolkning, at det skyldes intellektuel dovenskab: når den brede befolkning ikke tænker selv, men blot vælger holdning efter hvilken debattør de syntes bedst om i den sidste konfrontation hos Clemens, så styrer tilfældighederne fordelingen af stemmerne.

Vi har netop haft et folketingsvalg der til fulde demonstrerede hvordan begge parter var bevidste om, at en følelsesbetonet (og realistisk set ubetydelig) personsag, kunne blive udslagsgivende for hvem der fik magten.

Dette problem bliver forstærket mange gange af mediernes perverterede opfattelse af retfærdig debat: hvis der er to holdninger, så får begge ofte den samme taletid, uanset om (eller måske: især når - ) den ene er nok så inferiør i sin indledende opbakning.

Så når f.eks. 2-3 folketingsmedlemmer udtrykker en holdning om at de ledige er dovne, så afspejles det ikke i mediebilledet at der er et flertal der er uenige, og så tager det ikke lang tid før en stor del af de opportunistiske politikere finder ud af at de hellere må springe på mindretalsvognen og få deres del af stemmerne.

Og i den aktuelle sag ser vi hvordan selv mange socialdemokrater og SF'ere lægger sig på maven for dette princip.

Sven Karlsen, det er et stort problem, at det gængse og almindelige ikke af pressen kan gøres til 'gode historier', så det bliver det outrerede og specielle, der fokuseres på - jvf. de mange historier, hvor 10-20% af befolkningens holdning gøres til 'markant'.

Thorsten Lind

..."at hævde sig på andres bekostning"

....mejslet i granit i denne hjernedøde artikel,
der følger i kølvandet på tusinder af lign, artikler,
skrevet af priviligerede mennesker og publiceret
i privilgerede medier (..på støtten!).

Der føres en kampagne mod "UnderDanmark"!!
Mvh Th

Kære alle

en lille artikel af Frej Prahl

http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/17291.pdf

Her skriver han bl.a:

"Vi må acceptere, at vold er en del af
mænds og især unge drenges kommunikationsrepertoire.
Og ikke være så bange
for den. Det er vi desværre, og måske derfor
har der været en tendens til at nedgøre
denne udtryksform. Men vi slipper
ikke for den. Enten rummer man den,
som jeg gjorde, indtil man er ved at blive
ædt op indefra. Eller også bliver den i det
skjulte udtrykt langt mere perfidt."

Og dermed er der jo ej heller langt til det synspunkt, Frej Prahl argumenterer for, især fordi han også skriver:

"Vi bliver også nødt til at indse, hvordan
psykologien har et medansvar for
den stigende feminisering i samfundet.
Ved at fremelske og videnskabeligt anerkende
bestemte konflikthåndteringsmetoder
(i vores tilfælde samtalen), dømmer
man andre ude. Faktum
er, at kvinder i
særlig grad behersker de former for konflikthåndtering,
vi psykologer
blåstempler.
Mændene bliver tabere."

For mig at se betyder dette to ting:

Frej Prahl mener åbenbart at kvinder selv er ude om det når mænd og unge drenge slår dem. Samt at mændene er ofre! for en feminisering i samfundet, da samtale-terapi åbenbart er specielt kvindeligt...

Et lille citat mere:

"Det konventionelle
arkitektoniske setup, hvor
klient og terapeut sidder over for hinanden,
er vildt angstprovokerende for de
fleste mænd, så snart følelser er dagsordenen
for mødet. En jobsamtale havde været
en anden historie."

Og endnu et citat:

"Dernæst må vi gå skridtet videre og
opgive vores idé om behandling. Fordi
behandling er enormt usammenhængende
med en maskulin selvforståelse."

Så jo, Frej Prahl er skam ægte nok. Det er hans anbefalinger til gengæld ikke...

Men så lad os kombinere tingene lidt:

FP anbefaler at acceptere mændenes vold som konfliktløsningsmodel.

FP mener der er en for stor psykisk sygeliggørelse i samfundet og at der bør handles for at løse dette problem.

DK har i mange år levet med flexicurity og 'fred' på arbejdsmarkedet.

Jeg mener, der er en opsplitning i hooliganmoral og voldsforherligelse på den ene side og sygeliggørende antiaggression (især hos drenge og mænd) på den anden side.

Svend Karlsen mener, at der er en åndelig dovenskab i den danske befolkning, der gør at den ikke ved hvad der foregår, men konfust og omtåget vender sig hid og did efter mediernes trompetstød. Truuut: demonstranter er nogle klynkere, truuut: eksperterne og professorerne er nogle selvfede ignoranter (undtagen de borgerlige økonomiprofessorer og politikere), truut: den yderste venstrefløj er lige så voldelig som den yderste højrefløj, truut: alle indvandrere er voldelige svindlere, truuut: venstrefløjen er yderst rundhåndet med andres penge, men nærige når den selv skal til lommerne og rager til sig af statskassen ...truuuterut.

Løsningen på alt dette: mændene finder deres sande jeg og accepterer vold som løsning. Flexicurity droppes og de 'vilde strejker' vender tilbage. De autonome fører an i demoerne og lærer de andre demonstranter, hvordan man undgår stupide politifolk ved at være 3 skridt foran - det vil Nonbo have respekt for. Befolkningen dropper bankerne og de grådige finansfolk ved voldsomme konfrontationer: vi finder os ikke længere i jeres nasseri på folket. De arbejdende nægter at adlyde lederne og organiserer selv arbejdet, smider de nu overflødige direktører ud og fordeler deres milliongage mellem sig. De psykisk syge depressive og aggressionshæmmede får udlevet aggressionerne og liver gevaldigt op, deltager i arbejdet og dropper medicinen... har jeg glemt noget. Jo, ud med Margrethe og hendes slæng...Og hooliganerne smiler bredt: nu er der fedt gang i den, frem med jernstængerne...

Lisbet Askløv

Tue Romanow:lige min mening.Lad os da fare i kødet på dem,vi er uenige med,så Frej Prahl:Du får fremstillet tingene,som om enhver depressiv borger bare lige kan gå til en psykiater og få en godkendelse af en psykisk sygdom,hvorefter vedkommende snart efter modtager førtidspension.Sikke da noget forbandet sludder! Det er alt id kommunen,der indstiller og afgør,om en person kan modtage førtidspens.Hvis det passer,som du påstår,at flere kommuner oftere sender folk til psykiater -kunne det så være,fordi,hurra,der er kommet lidt flere menneskelige,venlige,helhedsorienterede sagsbehandlere og psykiatere på banen?Som ved,hvilke kasser alting skal placeres i for at ""gå igennem systemet," så f.eks.forpinte,nedslidte(fysisk og/el.psykisk)mennesker overhovedet kan få noget at leve af,uden at skulle piskes rundt i den vanvittige aktiverings/arb.prøvnings/udredningsmanege,som ikke fører nogetsteds hen?Når raske,førlige,motiverede medborgere ikke kan få et job,selv om de står på hovedet for det,hvorfor skal syge,svage,evt.depressionsramte,så jagtes som 'dovne',der ikke gider tage -HVILKE jobs?Hvorfor skal en hær af offentlige såvel som private(betalt af det off.!)stå parat til at få folk ind fem timer om ugen på et pseudo-job,de alligevel bliver fyret fra,så snart tilskuddet bortfalder??Og ang.hvem der er på off.forsørgelse osv.-det er vi da allesammen,selv om mange elsker at bilde sig ind,de 'klarer sig selv.'Gu' gør de da ej.Selv bankerne er på kontanthjælp nu,og landmændene får EU-penge plus regeringstilskud til så at fælde træer,så at plante nogen,så at braklægge,så---bvadr.For øvrigt betaler selv folk på Overførsel skat af de enorme summer,de/vi modtager.Hvad er egentlig dit ærinde,Prahl -at mennesker,der ikke kan arbejde(men iflg.dit livssyn alligevel burde "tage sig sammen" og gøre det,)skal fratages de kæmpesummer,de modtager som Overførsel,el.direkte piskes ud og grave grøfter,nødvendige el.ej,for LAVE noget skal de altså,så I andre fradragsberettigede,bilkørende,skiferieholdende forurenere fortsat kan nyde jeres Overmenneskestatus ?

Lisbet Askløv

Tue Romanow:lige min mening.Lad os da fare i kødet på dem,vi er uenige med,så Frej Prahl:Du får fremstillet tingene,som om enhver depressiv borger bare lige kan gå til en psykiater og få en godkendelse af en psykisk sygdom,hvorefter vedkommende snart efter modtager førtidspension.Sikke da noget forbandet sludder! Det er alt id kommunen,der indstiller og afgør,om en person kan modtage førtidspens.Hvis det passer,som du påstår,at flere kommuner oftere sender folk til psykiater -kunne det så være,fordi,hurra,der er kommet lidt flere menneskelige,venlige,helhedsorienterede sagsbehandlere og psykiatere på banen?Som ved,hvilke kasser alting skal placeres i for at ""gå igennem systemet," så f.eks.forpinte,nedslidte(fysisk og/el.psykisk)mennesker overhovedet kan få noget at leve af,uden at skulle piskes rundt i den vanvittige aktiverings/arb.prøvnings/udredningsmanege,som ikke fører nogetsteds hen?Når raske,førlige,motiverede medborgere ikke kan få et job,selv om de står på hovedet for det,hvorfor skal syge,svage,evt.depressionsramte,så jagtes som 'dovne',der ikke gider tage -HVILKE jobs?Hvorfor skal en hær af offentlige såvel som private(betalt af det off.!)stå parat til at få folk ind fem timer om ugen på et pseudo-job,de alligevel bliver fyret fra,så snart tilskuddet bortfalder??Og ang.hvem der er på off.forsørgelse osv.-det er vi da allesammen,selv om mange elsker at bilde sig ind,de 'klarer sig selv.'Gu' gør de da ej.Selv bankerne er på kontanthjælp nu,og landmændene får EU-penge plus regeringstilskud til så at fælde træer,så at plante nogen,så at braklægge,så---bvadr.For øvrigt betaler selv folk på Overførsel skat af de enorme summer,de/vi modtager.Hvad er egentlig dit ærinde,Prahl -at mennesker,der ikke kan arbejde(men iflg.dit livssyn alligevel burde "tage sig sammen" og gøre det,)skal fratages de kæmpesummer,de modtager som Overførsel,el.direkte piskes ud og grave grøfter,nødvendige el.ej,for LAVE noget skal de altså,så I andre fradragsberettigede,bilkørende,skiferieholdende forurenere fortsat kan nyde jeres Overmenneskestatus ?

Marian B. Goldstein

Frej Prahl bruger ordet "vold" i artiklen "Køn på dagsordenen", og straks ser alle, politisk korrekt, rødt. Igen, jeg er ikke hele vejen igennem enig med Frej Prahl. Langt fra. Men han kommer med nogle tankevækkende betragtninger, her, og også i hans artikel i Psykolog Nyt. Efter min mening begår han den fejl, at han ligestiller fysiske udtryksmuligheder med vold, og verbale med ikke-vold, hvilket ikke er holdbart. Verbale udtryk kan være lige så voldelige, som fysiske, og kan faktisk være en del mere perfide (!). Mest perfide måske, når de netop kommer forklædt som ikke-voldelige. Men han har fat i noget, når han påpeger, hvordan one-on-one samtaler på terapeutens kontor oser af behandling, og af en magtskævhed, hvor den ene part er passiv modtagende patient, og den anden alvidende ekspert. Det er klart, at en sådan setting ikke problemløst kan forenes med menneskets trang til autonomi, og til at blive respekteret som ligeværdigt. En trang, der nok, kulturelt betinget, er mere udviklet hos mænd, end hos kvinder. Jeg kender en schweizisk terapeut, der gerne tager sine klienter med ud på en køretur igennem landskabet, for netop at undgå kontorets kliniske behandlermiljø. Og så er der Rufus May, der, såvidt muligt, gerne møder sine klienter i alle slags hverdagssituationer, og der heller ikke går af vejen for at invitere dem ind i hans private hjem: http://www.youtube.com/playlist?list=PL5B6D685236A79C41

Frej Prahl udtrykker sig på en noget unuanceret måde i hans artikler. Interessant er, at flertallet af kommentarerne her ikke er mindre unuanceret.

Brian Pietersen

jeg ved af erfaring at man ikke skal blive syg i danmark, det bliver man ikke rask af, specielt ikke når man er ødelagt af død og dårligt psykisk arbejdsmiljø.

man bliver behandlet som en forbryder, og som mange her skriver, så fejler man ikke noget den ene dag og næste gang man møder de samme personer er man uhelbredeligt syg.

derfor kravlede jeg selv hen på et universitet og prøver at komme op af stå af mig selv, og vil love jer alle, at jeg ikke føler jeg står i gæld til en eneste af jer.

Brian Pietersen

hvis man ikke er deprimeret, så bliver man det af se på hvordan ens medmennesker er, hvordan vi ødelægger hinanden og alt omkring os.

Inge Wie Nielsen

Stress og ADHD hænger sammen
Jill Byrnit arbejder i øjeblikket som børnesagkyndig i sager om tvangsfjernelse og som ekstern lektor i social- og personlighedspsykologi ved Syddansk Universitet.

Hun mener, at vi er ved at udvikle en meget uheldig tendens i vores samfund til at forklare stresssymptomer med psykiatriske diagnoser som f.eks. ADHD.

»Vi må spørge os selv, hvad opdrager vi vores børn til? I vores postmoderne samfund lærer vi dem, at de skal være meget åbne, skal ind og ud af mange forskellige sammenhænge og kunne bære rundt på sig selv over det hele. De kommer helt tiden ud blandt mennesker, som de ikke kender særlig godt og skal præsentere sig selv.«

»Sådan var det ikke for bare 50 år siden, og det er udviklingsmæssigt så nyt, at vores gener på ingen måde har kunnet udvikle det her frem. Det er en kulturel overbygning uden naturlig selektion på, hvem der er gode ’jeg-bærere’, som har kunnet give de rigtige gener videre.«

http://videnskab.dk/kultur-samfund/jill-byrnit-derfor-far-vi-stress

Det passer meget godt på Aspergers Syndrom også, som er en af de diagnoser som også stikker ud i dagens danmark.... I stedet for en diagnose kunne man kalde det en bestemt personlighedsprofil, men fakta er, at de ikke kan honnorere de krav samfundet stiller til dem, fordi de er mennesker som kræver forudsigelighed og struktur. Som der f.eks. fandtes i det gammeldags folkeskolesystem. Der kendte man sin plads. I dag skal man være social og tage ansvar for egen læring i folkeskolen. Hvilket børnene rent faktisk ikke er i stand til, fordi den del af hjerne hvor dirigenten sidder ikke er fuldt udviklet før man er 25 år...

Det er så min påstand ;-)

Inge Wie Nielsen

- men en del af det er stadig genetisk/medfødt og kan ses i hjernen. De personlighedstyper, er der bare ikke plads til længere i vort samfund, fordi det hele skal være så forbandet kryptisk, flexibelt, social og effektivt samtidig.

@ Inge Wie Nielsen:

man kan vel ikke sige at en diagnose som ADHD eller Asperger er en forklaring, som du skriver. Det er en symptomklassifikation med ret store individuelle forskelle. Nogle forskere forsøger så at forklare symptomerne med medfødte funktionsfejl i hjernen.

Jill Byrnits stresspåpegning kan være et udmærket forsøg på at undersøge en årsagssammenhæng, men problemet er der jo stadig: hvorfor er nogle mennesker mere stressfølsomme end andre?

Og problemet forsvinder desværre heller ikke: som du selv påpeger har nogle mennesker brug for 'forudsigelighed og struktur' i en helt andet grad end andre mennesker. Hvordan får de det i et samfund, der bliver stadigt mere komplekst og forvirrende?

Man bliver ikke medicineret for Asperger, men undertiden for samtidige angst-, depressions- og psykosesymptomer. Disse lidelser hænger sammen med fx Aspiens møde med omgivelsernes krav.

Konklusionen må være, at stressfølsomme mennesker skal støttes til dels at leve under særligt beskyttede forhold. Jeg har tidligere foreslået kollektiver eller landsbyer på ca 100 mennesker mhp at nedbringe leveomkostningerne for den enkelte og melde sig delvist ud af forbrugersamfundet. Denne type løsning kunne måske også være god for ADHDer og Aspies?

Samfundet kunne bidrage til opbygningen af en række af disse landsbysamfund, idet der ville kunne spares meget på behandling af mennesker der ikke tåler det almindelige overstressfyldte liv.

Rasmus Hougaard Nielsen

Du nævner at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, men noget helt andet er at arbejdsmarkedet på mange måder dybest set også bare er meningsløst.

Arbejdsmarkedet degradere den enkelte til en funktion, snarere end et helt mennesker, og jeg vil vove den påstand at en stor del af det arbejde der bliver lavet ude i samfundet dels ikke skaber værdi, men samtidig også er vildt fremmedgørende overfor individet.

Som snart færdig uddannet økonom, kan det da mildest talt være en smule deprimerende at blive færdig. Ikke så meget fordi det er svært at få et job, men snarere fordi mange af de job man kan få virker ligegyldige og meningsløse.

Marian B. Goldstein

ole thofte, så, vi smider alle dem med psykdiagnoser ud af rotteræssamfundet, og ind i nogle "Malpais", uhm, "beskyttet", selvfølgeligt! Vi vil jo ikke fremstå som diskriminerende... Måske også sorteret efter diagnoser? Interessant tankegang. Kunne have været Frej Prahls idé...

@ Rasmus H. Nielsen: det er en meget vigtig pointe, du kommer med. Og iøvrigt er den oplevede meningsløshed en stor stressfaktor.

Min egen erfaring med at arbejde, er at man som let stressbar har et vist råderum mht at dæmpe stressfaktorer. Derfor talte kollegerne på min arbejdsplads om 'Oles lov': 'sig altid ja til at udføre en opgave, men udfør den aldrig, fordi der straks kommer 2 nye opgaver efter den første'. Hensigten var naturligvis: at udføre alt arbejde, der var væsentligt og gav mening + lade alt det meningsløse ligge til senere, meget senere.

Se, at have en stressregulerende kollega, det kræver meget forstående og modige kolleger, som skider på ledernes manglende evne til at se gennem fingre med alt det uvæsentlige, som stresser. Og ikke alle mine kolleger var lige modige = de blev bange for konsekvenser, især efter Strukturreformen. Så jeg skred fra stedet, da det blev for broget for alle.

Men virkelighedens arbejdsmuligheder er blevet indsnævret mht individuel stressregulering og tidligere tiders kollegiale arbejd-efter-reglerne er blevet afløst af korpsånd og lad os gøre alt det firmaet og lederne forlanger. Tænk blot på hvordan fx bryggerierne har ændret sig arbejdsmæssigt fra 70erne til nu. I 70erne blev lederne afvist hvis de forstyrrede medarbejdernes uformelle møder på gulvet, og lederne gik skam.

Da virksomhederne og ledelserne umuligt kan indbygge disse stressreguleringer i arbejdet, tværtimod hæver de altid stresstærsklen, så er man som medarbejder og kollega nødt til selv at gøre det. Og fagbevægelsen må gå forrest i implementeringen af 'Oles Lov' - træghed og uvillighed til at udføre ordrer og almindelig dovenskab skal i den grad blive mode på arbejdspladsen igen - af hensyn især til mennesker der er stressoverfølsomme! Seriøst ment...

@ M. Goldstein: forklar nærmere, hvorfor du mener mit forslag om selvregulerede og selvforvaltende kollektivsamfund kunne være Frej Prahls forslag? Så er der da noget jeg ikke har fået med...

@ M. Goldstein: FP nævner jo netop ingen løsningsforslag men problematiserer bare de mange diagnoser. De nye diagnosekataloger fx DSM-5 som i øjeblikekt er under udarbejdelse skal som FP antyder netop være mere realistiske og skal bla tage hensyn til at mange lande har meget få psykiatere og desuden skal undgå at blive presset af store mænger psykisk syge. Man vil altså definere de syge væk - til egen kranke skæbne formentlig. Osse i DK.

Det er noget ganske andet end at foreslå praktiske løsninger på det faktum, at vi har en stor gruppe mennesker som ikke kan klare tilværelsen i det neoliberalistiske samfund. I modsætning til FP mener jeg, at der er en stor underdiagnosticering og at psykiatrien blot får fat i toppen af isbjerget...

Du antyder måske, at vi bør indrette samfundet så der er plads til alle - hmm, hvor realistisk mon det er? Revolutionen er ikke umiddelbart forestående så vidt jeg ved...

Vibeke Carøe

Ole Thofte

Jeg vil virkelig gerne flytte ind i en af dine landsbyer/kollektiver!!! Helst ville jeg have haft mulighed for det for 20 år siden. Men jeg havde travlt med at halse efter alle de andre i 'rotteræset'.

Og nu sidder jeg her. Med en af de infame diagnoser. Og ved du hvad? Jeg er dybest set bedøvende uinteresseret i, om det hedder det ene eller det andet efter DSM syttenhundrede...jeg ved bare, at hvad det end hedder, så har det kostet dyrt for for mig, for min familie, for mine arbejdsgivere, for samfundet.

Jeg kan ikke komme med den guldrandede løsningsmodel. Men jeg kan se en løsning i at fjerne mig fra ræset - og hadekampagnen.

Rasmus Hougaard Nielsen

Det sjove ved administration, det som en stol del af djøfer og andre udføre, er at efterspørgslen kan gøres uendelige. Man kan altid opføre en ny stilling. I den offentlige administration kan du altid lave en ny undersøgelse, en ny kontrollerende instans eller noget helt trejde. I den finansielle sektor kan du altid finde på en ny form for værdipapir som du kan sætte unge naive men yderst ambitiøse finansøkonomer til at sidde og handle med. Men summarsumarum er at det er meningløst.

Det der er brug for er en dyrkelse af det ineffektive for kun på den måde får vi meningen tilbage på arbejdsmarkedet. Har selv lige taget jagt tegn, og går selv og leger med ideen om at starte et landbrugskollektiv med venner. Det simple og logiske liv giver det intelligente menneske ro og mening i forhold til det ræs vi har været vidne til i løbet af min levetid.

Vi har hjernevasket folk til at tro at det ypperste du kan opnå i samfundet er 'selverkendelse' igennem ens arbejde men mildest talt er det jo noget forfærdeligt ævl, og helt klart med til at skabe 'sygdom' blandt den del af befolkningen der ser forvirret til.

Marian B. Goldstein

ole thofte, jeg kan ikke se noget diagnosticerbart sygt i det, når mennesker reagerer på et sygt samfund. Men du har ret, en revolution er usandsynlig. Den ville bl.a. forudsætte, at folk fattede, hvad deres psykdiagnoser egentligt er, og smed dem ud. Desværre ser det mere ud til (bl.a. her i tråden), at folk er dybt forelsket i deres diagnoser, dårligt kan få nok af dem, og dermed mere end villigt underkaster sig neoliberalismens diktatur.

Marian Goldstein:

det lyder, som om du foragter mennesker der lider af depression og angst. Foragter deres manglende evne til at gennemskue deres symptomer, og deres manglende styrke til at kaste symptomerne fra sig...

Mon det er så nemt?

Er det narrativ terapi, du arbejder med?

Ursula Nielsen

Jeg synes ikke at det lyder som om at Marian Goldstein foragter mennesker, der lider af stress og depression. Det, jeg hører hende sige, er, at stress og depression kan være sunde reaktioner på et sygt samfund. Neoliberalismens diktatur. Og hun er ærgelig over at folk tager sygeliggørelsen på sig - tillader at problemet bliver individbårent - i stedet for at det gøres til et kollektivt ansvar.

Eller sagt med andre ord: De såkaldt syge- (og ja symptomerne er skrækkelige og har store konsekvenser for den enkelte) - bør rejse sig til modstand mod den undertrykkelse og stempling, som en diagnose også kan være.

Det er dem, der er dømt ude, der kan se på rotteræset med klare øjne. Og det er ærgeligt, at de gør deres klarhed til en sygdom.

At være kritisk overfor diagnosesamfundet inviterer til modstand, både fra pilleindustrien (pillekapitalismen), behandlersystemet (behandlingkapitalismen) og de syge selv. Men ikke desto mindre mener jeg at det er relevant, at nuancere tingene lidt mere - selvom mange bliver sårede og vrede.

OG IGEN: JEG HAR DEN STØRSTE RESPEKT FOR ALLE DEM DER LIDER.

Ole Thofte: Du har fået pension, fordi du ikke kan rumme alle de indtryk, der er om sommeren.
(Undskyld hvis det er ununaceret beskrevet).

Jeg hører til dem, der skal slæbe mig igennem vinteren.

Kunne man ikke indrette det sådan at
at folk kan yde noget, når de er på toppen - og så regenerere når de er i bund?

@ Ursula Nielsen:

nu svarer du for Goldstein. Indirekte ansvarliggør du de syge for deres sygdom og opfordrer dem til en reaktion, som de ikke er i stand til.

'Dem, der kan se rotteræset med klare øjne - ærgerligt at de gør klarheden til sygdom'. De mærker de ydre forholds pres på en måde, som de ikke som individer er i stand til at kompensere for, bla fordi de ikke har de psykiske færdigheder, det kræver.

Det er en tom opfordring at forvente at disse mennesker skal påtage sig at reagere mod samfundsskabte forhold. Tom, fordi du ikke anviser hvordan de skal gøre det og hvordan de finder styrken til at gøre det. Tom, fordi det i høj grad er alles ansvar at gennemføre dette oprør mod de sygeliggørende og umenneskelige forhold under neoliberalismen.

Det jeg opponerer mod hos dig og hos Goldstein er, at I sår splittelse. Jeg fornemmer hos dig en forståelse af det 'syge' neoliberale samfund, og tilsvarende hos Goldstein. Den samme forståelse har jeg og de fleste andre debatører i denne tråd og i andre tråde, hvor tilsvarende emner debateres. Altså en grundlæggende enighed. Hvorfor så ikke gå ud fra den og start en diskussion af, hvordan vi alle, sammen med de 'syge' kan stille krav om ændringer og tage initiativer til at inkludere alle i en sådan kamp, bla gennem institutioner, foreninger, partier og virksomheder, der inddrager de 'syge'.

Hvorfor denne halvt aggressive skaben afstand mellem 'kampfæller' på baggrund af en måske uenighed om disse psykiske lidelser skyldes medfødte bygningsfejl i hjernen, psykiske mentaliseringsproblemer eller umulige ydre forhold. Eller uenighed om medicin eller ej. I stedet kunne man enes om, at nogle mennesker ikke kan tilpasse sig de forhold vi lever under i dagens samfund - forhold, andre også har svært ved at leve under. Sammen konkludere, at det skal de heller ikke. Og derefter kunne vi sammen kæmpe for en ændring af disse forhold.

Inge Wie Nielsen

ole thofte siger:

man kan vel ikke sige at en diagnose som ADHD eller Asperger er en forklaring, som du skriver.

Det jeg mener, er ikke at de er forklaringen men diagnoserne/personlighederne stikker frem fordi netop de ikke passer ned i norm-kasserne og det gør dem nødvendigvis ikke forkerte men anderledes end normen. Jo mere normen skruer tempoet og uforudsigeligheden op, jo mere stikker de ud, der kan være mange ting der spiller ind, neurologiske diversiteter, miljø, kost og tilsætningsstoffer, - måske evolution?

Det begynder at ligne noget nu ;-)
Det samfundet skal acceptere, er at vi alle er forskellige individer, ikke to er ens. Min knægt er Asperger, (Nu skriver jeg ER, fordi jeg betragter det som en personlighed), han tænker anderledes end de fleste, men er så absolut ikke dum, nærmere ret genial på nogle punkter, og svag på andre.
Samfundet skal acceptere og gøre brug af at alle ikke kan følge med i rotteræset, så det med at lave specielle landsdele, for den mennesketype, som kræver struktur, forudsigelighed og ro, føler jeg ikke er en negativ udskillelse, tvært i mod en anerkendelse.
Har da også snakket med andre AS personer om at købe Bornholm ;-)
Hvis så nogen tror at der så skal leves på overførselsindkomst, så nej, fordi de fleste af de mennesker fungerer fantastisk i deres rette element og vil rent faktisk gerne bidrage til samfundet...
Hvem siger at dem der er flest er dem der har ret?

Nu tror jeg så at jeg hopper af, fordi min depressionsramte-stress-hjerne ikke kan overskue tråden længere, men det har været en interessant dialog... ;-)

Ursula Nielsen

@Ole Thofte. Intet ligger mig fjernere end at give de syge ansvaret for deres sygdom.

Sådan som jeg ser det, så er der ikke andre valg end at blive syg, forstået på den måde at man er nødt til at deltage i ræset, indtil man knækker, hvis man ikke lige passer ind i de snævre kasser. (og det er der færre og færre der gør)

Selvom vi påstår at vi kan vælge og vrage i det moderne samfund.

Det jeg savner er at vi sammen udvikler nye veje - nye måder at leve på, så alle oplever at de og andre bidrager med noget til samfundet.

Som det ser ud nu virker det som om der kun er en vej: Bybo, med arbejde i den kreative klasse - karriere ambitioner, store udgifter og en skarp Marathom tid på dit CV.

Det er det, der markedsføres konstant.

Ole Thofte: Jeg er hverken helt eller halvt agressiv, nærmere noget magtesløs overfor det faktum, at flere og flere vælter - og også unge helt ned til 30 år får førtidspension p.g.a. stress - og det selvom adgang til førtidspension er næsten umulig i dag.

"Hvorfor så ikke gå ud fra den og start en diskussion af, hvordan vi alle, sammen med de ‘syge’ kan stille krav om ændringer og tage initiativer til at inkludere alle i en sådan kamp, bla gennem institutioner, foreninger, partier og virksomheder, der inddrager de ‘syge’."

Det synes jeg er en god diskussion.

Det eneste jeg kan komme på er at starte en forening. )Og det viser noget om hvor svært det er.) Eller få en underafdeling af en allerede eksisterende. Er der nogen, der har et forslag til hvordan man griber det an?

Vibeke Carøe

Marian Goldstein

Jeg tager dybt afstand fra din formulering "at folk er dybt forelsket i deres diagnoser, dårligt kan få nok af dem", som fremstår usædvanligt latterliggørende og forsimplet.

Jeg fornemmer, at dine kommentarer ikke nødvendigvis er udtryk for kritik af de 'diagnoseramte' så meget som et forsøg på at tydeliggøre systemets misbrug af diagnosesystemet.

Ordvalget betyder dog, at hele ansvaret for problemet og dermed løsningen placeres - igen - udelukkende hos folk, som - diagnose eller ej - er syge og ofte i en dårlig position til at tage et opgør med neoliberalisme eller nogen som helst anden form for politisk opgør. For er forlængelsen af din kommentar ikke: "Så indse dog, at I ikke skal finde jer i at få diagnoser klistret på jer." Men hvad sker der så? Symptomerne og vanskelighederne, som følger med sygdommen, forsvinder jo ikke. Og hvordan skal man få det bedre, hvis sundhedssystemet og de kommunale sagsbehandlere pludselig ikke aner, hvordan de skal hjælpe "den syge" tilbage til "sundheden"?

Den magt, det indviklede og kriterie-overlappende DSM-system i dag har over, hvilken behandling man får, og ikke mindst hvor i det sociale system - også økonomisk - diagnoserne fører hen, er skræmmende. Men mest skræmmende er manglen på (koordineret) indsats tværfagligt - indenfor sundhedssektoren og mellem sundheds- og socialsektor.

Ursula Nielsen

@Vibeke Carøe

"“Så indse dog, at I ikke skal finde jer i at få diagnoser klistret på jer.” Men hvad sker der så? Symptomerne og vanskelighederne, som følger med sygdommen, forsvinder jo ikke. Og hvordan skal man få det bedre, hvis sundhedssystemet og de kommunale sagsbehandlere pludselig ikke aner, hvordan de skal hjælpe “den syge” tilbage til “sundheden”?

Den magt, det indviklede og kriterie-overlappende DSM-system i dag har over, hvilken behandling man får, og ikke mindst hvor i det sociale system - også økonomisk - diagnoserne fører hen, er skræmmende. Men mest skræmmende er manglen på (koordineret) indsats tværfagligt - indenfor sundhedssektoren og mellem sundheds- og socialsektor."

Du har ret, det handler også om at det system der skal hjælpe faktisk gør folk endnu mere syge!

Kim Houmøller

@Ursula Nielsen Kun diagnoser anerkendt af sundhedsstyrelsen giver adgang til evt. førtidspension. Sjældne sygdomme giver ingen - overhovedet ingen hjælp. Måske kontanthjælp hvis du er enlig, og undlad for guds skyld at være gift og have gensidig forsørgerpligt!

Ursula Nielsen

@Kim Houmøller

Måske skal vi tænke ud over det der med førtidspension og diagnoser?

Måske er der noget at hente i de gamle tanker om borgerløn?

Det skulle heller ikke undre mig at det ville give overskud på bundlinien, i den her verden hvor så mange er beskæftiget med aktivering, kontrol, behandling, coaching, organisationsudvikling, sygefraværsotimering etc.

Vibeke Carøe

Ursula

Langt hen ad vejen er de fleste af os enige om, at man skal både behandles, behandles ordentligt og forsørges, hvis man ikke kan forsørge sig selv.

Uenigheden går på, hvad syg er. Og nu er lægevurderinger over de seneste par årtier blevet degraderet næsten til holdninger og misbrug af deres faglighed til at dele diagnoser ud, ofte mistænkt for at være i lommen på medicinalindustrien.

Det startede vel med, at læger fik 'forbud' mod at skrive noget som helst om førtidspension og arbejdsevne i deres lægeerklæringer bestilt af kommunen. Hvilket jo heller ikke er deres myndighedsområde at vurdere. Det skal 'arbejdsprøves'.

Men efterhånden er der nærmest gået sport i at vride formuleringer ud af erklæringerne, som kan udelukke tildeling af førtidspension. Trods arbejdsprøvninger - 'har pågældende nu faktisk ydet, hvad de kunne?'.

Da ingen læge med en vis ydmyghed i forhold til sine evner som spåmand/-kvinde kan forudsige, om en person aldrig mere vil blive i stand til at arbejde, kan en sagsbehandler så godt som altid finde en eller anden vag formulering, som kan udløse (endnu) en arbejdsprøvning og afværge førtidspension. Fx "kan ikke afvise, at x på længere sigt med relevant behandling, relevante skånehensyn og langsom opstart vil kunne genvinde tilknytning til arbejdsmarkedet i en eller anden grad."

Og rigtig mange sygemeldte vil gøre alt for at 'blive normale' igen, hvad enten sygdommen er fysisk eller psykisk. Jeg har via mit socialrådgivervirke set rigtig mange eksempler på, at meget pligtopfyldende mennesker, som har arbejdet hele deres liv indtil sygdomsforløbet, presser sig selv ud over alle grænser i arbejdsprøvningsforløb. Hvor hele familielivet ligger og sejler, fordi personen giver alle sine ressourcer for at 'trappe op til fuld tid'.

Ikke kun folk med psykisk sygdom, men også fysisk, ender ofte efter et stykke tid med (endnu) en depression forårsaget af overbelastning og stress.

Der er så mange steder, man kan sætte ind, overfor sygdom og manglende arbejdsevne. Fagområder, arbejdsmarkedsparter og den syge og dennes familie. Men hvis alle disse 'interessenter' ikke taler sammen og samarbejder - MED UDGANGSPUNKT I DEN SYGES (og dennes families) oplevelse af situationen - kan der bruges masser af tid og penge UDEN at den syge bliver mere rask af det.

Brian Pietersen

man må ikke være syg, men det gør at det er endnu sværere at blive rask.

Nogle kan ikke blive raske.

Jeg tror ikke der er nogen der ønsker sig syge, hvis folk tror det, så skulle de prøve at være syg i 24 timer.

Utroligt at der er så mange mennesker der er så uforstående overfor andre mennesker.

Ursula Nielsen

@Vibeke Carøe

Kan man overhovedet bruge sin faglighed til noget fornuftigt i sådan et system? Hvordan er det at vide at man deltager i et system der faktisk undergraver folk? Bliver man ikke selv syg?

Ursula Nielsen

@Brian Pedersen

Man kan vel ikke forlange at folk skal forstå noget de måske aldrig har mødt eller kender til? Vii har jo efterhånden indrettet os sådan at vi lever i vores små livsstilsghettoer - og folk har travlt med at overleve - leve op til succesdiskursen, lykkeregimet, og kravet om at skabe sit eget liv i en verden, der efter sigende har SÅ uendeligt mange valg - og søger ikke nuancer. Indtil de "Vælger" at blive syge. ( dvarsel: Ironi kan forekomme)

Det, de præsenteres for i medierne, er mildest talt heller ikke oplysende. Og kunstscenen er optaget af småborgerlige problemstillinger eller deres egen identitet som et projekt.

Og dem der er ramt, tør ikke stille sig frem - fortælle deres historier af frygt for at blive stemplet yderligere.

Og det nytter ikke ret meget at behandlerne fortæller hvordan de oplever tingene

Vibeke Carøe

Jeg vil godt lige tilføje, at min kommentar om 'at vride formuleringer' ud af (læge)erklæringer, som kan udelukke førtidspension, IKKE er ment som et angreb på mine kolleger!

Det er ikke (nødvendigvis, omend det også kan forekomme) den enkelte socialrådgivers personlige ønske at forhindre nogen i at blive tilkendt førtidspension.

Det er nærmere den tilbagevendende hetz mod sagsbehandlere, som bliver hængt ud i medierne, enten for at være blødsødne klidmostre, der 'gør' for meget, eller for at være inkompetente og ikke gøre nok (dette især i børnesager).

Dette kan medføre, at der langsomt opstår en kultur, hvor angsten for kritik blokerer for helhedssynet, hvilket er en grundteori i vores fagområde. Der må ikke være 'noget at komme efter' i de vurderinger, man foretager. Man går med livrem og seler, således at der er mindst mulig risiko for at blive beskyldt for at ødsle skatteborgernes penge på nassere.

Masoum Moradi

Tak til Frej Prahl for en vigtig og nødvendig debat. Det er selvfølgeligt en uholdbar situation, at så mange borgere med psykiske og psykiatriske lidelser bliver placeret uden for arbejdsmarkedet og forsørget af fællesskabet. Et fællesskab, der på grund af velfærdstatens finansielle krise er trængt og derfor svigter sine klassiske opgaver over for svage børn og ældre. Summen af pengene er konstant. Hvis vi bruger for mange ressourcer det ene sted, skal vi reducere ressourcerne et andet sted.
Jeg vil gerne opfordre til, at vi ikke slagter budbringeren, men forholder os lidt mere nuanceret til den udfordring, han rejser.

Masoum Moradi

Tak til Frej Prahl for en vigtig og nødvendig debat. Det er selvfølgeligt en uholdbar situation, at så mange borgere med psykiske og psykiatriske lidelser bliver placeret uden for arbejdsmarkedet og forsørget af fællesskabet. Et fællesskab, der på grund af velfærdstatens finansielle krise er trængt og derfor svigter sine klassiske opgaver over for svage børn og ældre. Summen af pengene er konstant. Hvis vi bruger for mange ressourcer det ene sted, skal vi reducere ressourcerne et andet sted.
Jeg vil gerne opfordre til, at vi ikke slagter budbringeren, men forholder os lidt mere nuanceret til den udfordring, han rejser.

det er køligt derude
nordkloden
hælder nu mere til solsangen, lyssangen
så vandet og jorden varmes
tøer gør de
og menneskene, før fortrøstningsfulde
glædes og forventer

Det er nok ikke politisk muligt at indføre borgerløn imorgen, men det ville give en masse muligheder. Men man kan godt bruge sin faglighed på trods af systemet. Der er mange gode folk ansatte i det offentlige, men der er osse mange totalt overflødige, især i unødvendige kontrolfunktioner og som ukvalificerede og unødvendige ledere.

Mens vi venter på bedre tider og et mere fornuftigt system vil jeg foreslå:

1. Gratis terapi udført af frivillige terapeuter, som supplement til psykiaternes medicin - helst uden for klinikkerne, fx i parker eller på gader, jfr Goldsteins problematisering af magtforholdet i terapisituationen. Terapeuterne skal være uddannede, evt efterlønnere og pensionerede terapeuter, der gerne vil have et mindre antal klienter. At det kan lade sig gøre ved jeg, fordi jeg allerede er igang med den slags arbejde i et lidt andet regi. Dette vil kunne iværksættes inden for ganske få måneder - uden udgifter, idet der ikke bruges lokaler, og der er næsten ingen administration. Kapaciteten er afhængig af antallet af terapeuter, men mon ikke man kunne organisere fx 20, der hver har ca 2 samtaler om ugen eller i alt ca 100 klienter. Supervision til terapeuterne kunne man tigge hos etablerede terapeuter eller man kunne søge midler til denne vigtige funktion. I første omgang København, men med ambition om at inddrage alle større byer i DK i projektet. Til evt kritikere af gratisarbejdet - ok, find midler til at aflønne terapeuterne.

2. Beboerhusene i København og andre byer ville kunne huse terapigrupper underledelse af de frivillige terapeuter; jeg regner med at beboerhusene vil lægge lokaler gratis til rådighed, ellers skulle det være muligt at finde andre egnede gratis lokaler. Grupper på 6-8 klienter hver 14. dag i halvårlige forløb ville være et godt mål. Supervision som under 1.

3. Iværksættelse af projekter ala Specialisterne med det formål at aktivere menneskesr med psykiske lidelser under hensyntagen til deres særlige behov. Specialisterne har en meget nuanceret indkøringsfase, hvor klienternes styrker og svagheder afdækeks. Noget lignende ville selvfølgeig være ønskeligt i denne type projekter.

4. Etablering af fristeder ala Ungdomshuset, men med en større målgruppe. I byerne og på landet. Gerne som bofællesskaber og kollektiver og med mange forskellige slags mennesker, der kan inspirere og hjælpe hinanden. 'Stærke og svage' blandet, ligesom i Ungdomshuset. Målet er bla et mindre forbrugsorienteret liv med vægt på de menneskelige relationer, hvor der osse er plads til de mere skæve individer. Hvis de unge kan etablere et fristed, så kan vi andre sgu osse - og ikke nødvendigvis i København.

Vibeke Carøe

Ole Thofte

Supplement til dit punkt 1 vedrørende terapi (og uden at forholde mig til finansiering - først brainstorm, dernæst muligheder og forhindringer):

For at kunne yde alle borgere samme hjælp kunne opsøgende medarbejdere dække oplandskommuner med samme tilbud. Jeg har arbejdet forsøgsmæssigt i en sådan opsøgende funktion mhp misbrugsforebyggelse og netop arbejdet utraditionelt med samtaleformen (ikke terapi, men en slags udredende/vejledende samtaler). Og det fungerer!

Det er hvidt herude

i dette lidt triste "stemningsbillede"
nævnes også en prahler,

---------

Det er hvidt herude

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den prahler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

-------------

fra wikisource

Sider