Kronik

’Det er jo ikke min skyld, jeg er deprimeret’

Depression er blevet en populær undskyldning for at melde sig ud af arbejdsmarkedet. Udviklingen hjælpes på vej af diagnoseglade læger og et stærkt sygdomsfællesskab, som giver den enkelte frihed til at slippe ansvaret for sig selv
Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Psykisk syge og medarbejdere i psykiatrien deltager i Sund By Løbet i Fælledparken. En diagnose er billetten til et stærkt offerfællesskab, mener dagens kronikør.

Jens Nørgaard Larsen

26. januar 2012

To millioner danskere er på offentlig overførselsindkomst. Hvis man trækker folkepensionisterne og de studerende fra, er ca. 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Det svarer til, at ca. hver fjerde person i den arbejdsduelige alder er på passiv forsørgelse.

Går man bag om tallene står det klart, at mange af de passivt forsørgede har helbredsproblemer. Af en nyligt offentliggjort hvidbog fra Dansk Psykiatrisk Selskab fremgår det, at »antallet af mennesker i Danmark, der modtager offentlig forsørgelse pga. helbredsproblemer, på blot 25 år er steget fra 280.000 til 445.000 … Den andel, der tilkendes førtidspension på grund af en psykisk lidelse, er stigende internationalt, men tydeligst i Danmark, hvor andelen fra 1999 til 2009 er steget fra 30 pct. til 52,6 pct. «

Flere og flere kommer altså på offentlig forsørgelse med henvisning til psykisk sygdom. Og mange af dem bliver parkeret på en livslang forsørgelse — tilsyneladende uden håb om igen at komme tilbage i de arbejdendes rækker.

Det er en katastrofe. Både økonomisk og menneskeligt.

Sygemeldinger i hobetal

Men hvorfor melder flere og flere sig syge? Det kan der i mine øjne groft sagt være to grunde til. Enten kan vi ikke opfylde de krav, et moderne arbejdsmarked stiller. Det stigende antal sygemeldinger er således et symptom på arbejdsmarkedets stigende krav.

Eller også vil vi ikke længere honorere arbejdsmarkedets krav. Og i dag har vi bedre muligheder end nogensinde for ikke at ville. Det er blevet nemmere at være offer end bidragsyder.

I hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår de, at årsagen til, at Danmark tilkender så mange førtidspensioner pga. psykisk sygdom, er utilstrækkelig diagnostik og behandling, eller at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, hvilket gør det vanskeligere for sårbare personer at få arbejdsvilkår, der ikke er for belastende.

Eftersom vi diagnosticerer og behandler som aldrig før, må man stille sig tvivlende over for den første årsag. Det psykiatriske behandlingsapparat er vokset og vokset de seneste 20 år. Således er antallet af læger på området steget fra 694 i 1993 til 1.277 i 2007. Og ifølge Psykolognævnet blev antallet af psykologer, der autoriseres pr. år, næsten fordoblet i perioden 1996-2009.

Den anden mulighed Dansk Psykiatrisk Selskab foreslår, nemlig at arbejdsmarkedet er blevet mere krævende, kan have sin rigtighed. Arbejdsmarkedet har ændret karakter, og medarbejdere må i dag indstille sig på krav om ’livslang læring’, omstillingsparathed, selvrealisering m.v., og det kan udgøre et væsentligt stressmotiv. Man kan dog indvende, at medarbejderne selv, har gjort disse krav gældende. Det er i så fald et selvforskyldt (luksus?) problem.

Det er imidlertid et faktum, at arbejdsmarkedet har ændret karakter — på det strukturelle plan er det f.eks. blevet sværere at få flex- og skånejob, hvilket går ud over de svageste.

Sygdomsfællesskabet

De strukturelle forklaringer er bare ikke forklaring nok. Hvis vi vil forstå, hvorfor vores velfærdssamfund er ved at knække over, må vi nærme os begrebet offerbevidsthed og opkomsten af attraktive sygdomsfællesskaber. Af viljen til ikke at ville. Viljen til ikke at ville deltage.

Når jeg skriver »ikke ville« er det ikke helt rigtigt. For viljen er der skam stadig, den er blot rettet mod et andet sted end arbejdsmarkedet. Den er rettet mod sygdomsfællesskabet, som i dag er mere tilgængeligt end nogensinde før.

Tilgængeligheden opstår, fordi psykiatere er blevet mere rundhåndede med diagnoser. »Som psykiatere er vi ikke interesserede i at sygeliggøre normal adfærd, som har været en tendens,« sagde Ole Mors, formand for Dansk Psykiatrisk Selskabs diagnoseudvalg til Berlingske, 15 januar 2012, i anledning af den revision af 200 sygdomskategorier WHO netop har taget hul på. Revisionen har til formål at imødekomme en — især vestlig — tendens til sygeliggørelse. Man indrømmer altså fra fagligt hold, at der har været en tendens til at sygeliggøre det normale.

For patienten kan der være en lang række fordele forbundet med at få sygeliggjort sin normale adfærd. Vi bærer vel alle rundt på en barndomserindring om, at et maveonde eller lignende ikke kun var en negativ oplevelse. Jovist, man havde da lidt ondt i maven, men den ekstra opmærksomhed og omsorg man fik fra sine forældre, og den pause fra pligterne man kunne indkassere, var heller ikke helt ringe. Man oplevede det, Freud har kaldt ’sekundære sygdomsgevinster’.

I dag har offerbevidsthed, som hører barndommen til, fået en renæssance blandt rigtig mange voksne mennesker. Måske fordi vi, i den postmoderne virkelighed mere end nogensinde før, er blevet pålagt et ansvar for en grænseløs selvrealisering. Her kommer offertilstanden til at fungere som et kærkomment frirum.

Som samfund har vi ikke taget den udvikling alvorligt. Vi har fremelsket den. Derfor eskalerer det, og derfor møder jeg folk i mit terapeutiske virke og min omgangskreds, som i ramme alvor siger: ’Jamen, det er jo ikke min skyld, det er, fordi jeg er deprimeret’.

De spiller med andre ord offerkortet. Deres selv er blevet underlagt deres ’sygdom’. Hermed fritager ’sygdommen’ dem for at tage ansvar for deres handlinger. Da det personlige ansvar nødvendigvis må anses som en betingelse for forandring, er den udvikling yderst beklagelig.

Offer for offerkampagne

Offerbevidstheden bliver hjulpet på vej af psykiatere og lægers tendens til at sygeliggøre normal adfærd. Men det er ikke kun psykiaterne, der fremelsker offerbevidstheden.

På det seneste er det offentlige rum blevet indtaget af kampagnen En-af-os. Formelt har den til formål at aftabuisere psykiske sygdomme — et sympatisk og nok nødvendigt formål, ingen tvivl om det.

Kampagnen ligner imidlertid noget andet, som alt for få er opmærksomme på: Den minder mest af alt om en religiøs hvervekampagne. Kampagnens slagord »(bliv) en af os«, er næsten identisk med den indremissionske logik: »Kom som du er (og bliv til en af os)«. Hvad bliver det næste? En pendant til USA’s rekrutteringsplakat »I wan’t you for U.S. army«? ... »Meld dig under de sindslidendes faner — vi har brug for DIG!«.

Lad mig illustrere den uheldige virkning af den slags kampagner med et eksempel. En af mine gamle bekendte kom forleden og fortalte mig, at han længe havde gået rundt og haft det lidt småskidt. En dag så han en af disse plakater fra En-af-os-kampagnen. Han overvejede, om det ikke var det, han gik og led af — en depression. Derfor gik han til lægen, hvor han fik tilbudt antidepressiva. Han tog imidlertid ikke imod dem, for han synes nu nok, det var lidt for voldsomt.

I dag har han det fint. Hvad kunne der være sket, hvis han ikke havde været så egenrådig, som han trods alt var? Hvis han havde taget imod pillerne? Så var han ikke blot kommet på psykofarmaka — nej han var også blevet en del af en klub, nemlig de syges klub. En klub, som jeg tidligere antydede, ikke nødvendigvis var så ringe endda. Den udløser nemlig ikke kun en række gevinster, men nu også en anerkendelse fra et fællesskab af ofre (jf. ’En-af-os’), og en økonomisk gevinst fra det offentlige.

Samfundets socialarbejdere sørger for solid markedsføring. Alle betingelser for succes er til stede. Der er ikke noget at sige til, at medlemstallet bare stiger og stiger.

Tid til opgør

Lad mig afslutningsvist henlede læserens opmærksomhed på endnu et citat fra hvidbogen fra Dansk Psykiatrisk Selskab:

»To tredjedele af alle de pensioner, der gives grundet en psykisk sygdom, gives i dag på grund af ikke-psykotiske sygdomme — dvs. lidelser, som det ofte er muligt at behandle så effektivt, at den syge kan fungere normalt igen«.

Der er noget galt i Danmark. Jeg ved, at der findes folk som rent faktisk lider. Men det har taget overhånd. Tallene taler for sig selv. Flere og flere borgere melder sig under ofrenes faner. Fanebærerne er psykiatrien og den danske stat. De forsyner offerhæren med henholdsvis ammunition og sikkerhed. Ofrenes geværer er imidlertid vendt imod deres egen forsyningslinje. Offerhæren er vokset i styrke, og nu er velfærdsstaten ved så småt at give efter for kuglerne.

Vi må konfrontere offerbevidstheden, og det samfund, der fremelsker den. Det bliver langt fra rart eller nemt, men det er på tide, at vi tager opgøret.

 

Frej Prahl er bach. psych.. fra Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

Vibeke

jeg har oplevet virkelig elendig sagsbehandlere, jeg har oplevet virkelig gode, når det kommer dertil at man skal videre, sidder der en der skal godkende sagsbehandlerens arbejde, der er det selvfølgeligt vigtigt hvordan en sag fremlægges.

men... borgerløn og bedre lovgivning, et humant menneskesyn, forståelse, og ikke mindst se det økonomisk, så taler alt for at man behandler mennesker ordentligt.

jeg ved ikke hvad der er sket oppe i mange af mine medmenneskers hoveder de sidste år, men det er dælme ikke ret godt for vores samfund/sameksistens.

Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

jep, for den løses på mange måder

for

et si pu muevo,
og dog bevæger den sig,

så ta' for f... de stearinlys fra de kyndelmisser
og hold dem til det naturlige,
Nordklodens gang, gøre mer' hæld mod lyssangen, og solsangen,
og optøerierne tiltager.

Brian Pietersen

ursula

det kan ikke være rigtigt at voksne mennesker aldrig har mærket smerte.
Har de dermed ikke en forudsætning for at kunne føle andre mennesker??

jeg ved godt tv er rigtig dåligt, jeg bruger heller ikke min tid på det mere, jeg læser her, ser og snakker med de mennesker jeg møder, støtter dem jeg synes der er ved at støtte.

så håber jeg der snart kommer en tv station der er ved at støtte og høre på.

ellers er der her, arbejderen, og så er jeg ved at løbe tør for medier jeg vil støtte.

Marian B. Goldstein

Vibeke Carøe, der er ingen evidens for, at psykdiagnoser siger noget om, hvilken behandling der kommer til at hjælpe. Og jeg vil på baggrund af dette med Loren Mosher spørge: "Hvorfor ikke kalde det ("psykisk sygdom", og specielt diagnoser som "skizofreni") en alvorlig personlig emotionel krise?" http://www.moshersoteria.com/articles/after-all-these-years/ Især siden vi ved, at folk straks efter de har modtaget en psykdiagnose, gerne fremstår noget mere "symptomatisk" netop i henhold til den modtagne diagnose, dvs. siden disse diagnoser (og også de budskaber, psykiatrien kommer med angående "sygdommens" natur og prognose) har et enormt potentiale til at udvikle sig til selvopfyldende profetier, både for den diagnosticerede og også for omgivelserne: http://www.b.dk/kronikker/diagnoser-er-ikke-forklaringer. Desuden: en sygdom er noget hele vejen igennem uønsket, som vi godt kunne være foruden. Kriser derimod er forudsætning for forandring: http://recoveryfromschizophrenia.org/2012/01/psychosis-is-more-like-a-re... Et andet problem med den medicinske diskurs anvendt på emotionelle kriser er, at den sygeliggør mennesket selv, siden det som regel er menneskets egne, ubevidste reaktioner, der kaldes for "symptomer". Med det resultat, at "patienten" yderligere fremmedgøres fra sig selv, og bliver til sin egen værste fjende. For resten noget, jeg har hørt mange "patienter" explicit udtale: "Jeg er min egen værste fjende." Eller også: "Jeg kan ikke stole på mine tanker og følelser, for de kunne jo være syge." Trist. Derudover er det opskriften på, at få folk gjort afhængig af sig, at fortælle dem, de ikke kan stole på sig selv (læs: at de er nødt til, at lade andre, "eksperterne", tage styring i deres liv).

Og ja, jeg giver folk ansvaret for dem selv. Alt andet ville være at undertrykke dem. Mange psykiatrisk stemplede mennesker har været ofre (og det misser Frej Prahl i hans artikel desværre). Hvis jeg stillede mig op, og sagde til dem: "Nåhrrr, din stakkel, du er syg, du kan ikke, nu skal jeg!" så ville de ikke komme nogen vegne. Det er jo det, systemet gør i dag, og resultaterne ser vi jo. Det betyder aldeles ikke, at man skal vende den kolde skulder til, og sige: "Klar dig selv!" Det er nemlig, i grund og bund, også hvad systemet gør: "Du er kronisk syg, her har du nogle piller og en førtidspension, og hold så kæft!"

"Symptomer" og vanskeligheder forsvinder ikke sådan bare ud i den blå luft, nej. Men diagnoser, sygeliggørelse af sunde reaktioner, og medicinsk behandling hjælper altså heller ikke, når vi taler noget helt andet, end sygdom. Og det hjælper heller ikke en dyt, at sidde i de forskellige sygdomsklubber, aka patientforeninger, og høre folk prøve at overgå hinanden hvad deres respektive elendighed angår. -- Og jeg siger ikke, at det er alle steder sådan. At der også findes foreninger, hvor man prøver, at være mere konstruktiv, finde veje ud af offertilværelsen ved hinandens hjælp (og netop ikke via behandling), og udfordre samfundsideologien, er i DK især Stemmehørernetværket et godt eksempel på. I den forening er der så også ret langt imellem de medlemmer, der betegner, og identificerer, sig selv som "syge". Men går man ind og ser sig omkring på diverse fora, f.eks. Depressionsforeningens, ja, hvis man ikke allerede har det dårligt, så får man det da! -- Systemet ved imidlertid godt, at der findes tiltag, der faktisk ville hjælpe, hvis man gjorde brug af dem. Hvilket man har valgt, ikke at gøre i dagens Danmark.

Noget, der er mig en gåde, er hvordan man kan blive ved med at tale om alle de samfundsforhold, inklusive den herskende samfundsideologi, som det, der får folk til at lide, og så på samme tid holde fast i, at det må være én selv, der er syg, med en reel sygdom, "som diabetes", og dermed støtte netop den samfundsideologi, som man angiveligt er så kritisk overfor. Det hænger ligesom ikke sammen på nogen måde.

Marian B. Goldstein

ole thofte, hvis jeg foragtede mennesker i krise, ville jeg netop gå ind for psykdiagnoser, og for at kalde dem syge (i hovedet), og nogle stakler, som man kun kan have medlidenhed for. Jeg ville fortælle dem, hvor synd det er for dem, at de er så svage og hjælpeløse, og tage alt ansvar for eget liv fra dem. Det nægter jeg at gøre. Simpelthen fordi jeg ikke kan se disse mennesker som syge, svage og hjælpeløse, når jeg hører, hvad de har været igennem i livet. Siden hvornår er det tegn på sygdom, svaghed og hjælpeløshed, hvis nogen bliver angst, vred, forvirret og/eller ked af det, hvis de måske slår fra sig, og/eller råber om hjælp, når de bliver overfaldet? I min verden er det tegn på, at man er sund, stærk og overlevelsesdygtig, hvis man kan reagere på livet. Men den sundhed, styrke og overlevelsesdygtighed kan selvfølgeligt knækkes, hvis man bare længe og indtrængende nok får at vide, at ens sundhed, styrke og overlevelsesdygtighed i realiteten er en sygdom, en svaghed og klart tegn på hjælpeløshed...

I øvrigt, to ting siden du nævner "(t)erapeuterne skal være uddannede", og "som supplement til psykiatriens medicin": http://www.youtube.com/watch?v=qfYCjQcQVAA (en flok "hippie undergrads", ja!), og her er lidt om psykiatriens "medicin": http://www.madinamerica.com/2011/11/depression-2/ (noget, som Frej Prahl desværre også misser, at tage højde for i artiklen., selv om han er meget tæt på, når han nævner, at vi aldrig før har haft så meget psykiatrisk behandling, mens vi heller aldrig før har haft så mange mennesker i emotionelle kriser, der ender i kronicitet... )

De fysiske realiteter er, at enten dør man, eller også er man blevet gammel efter et splitsekund (lige pludselig er det altså bare NU), og skal lige straks dø.

Antidepressiv behandling skal enten hjælpe folk til at fortrænge de fysiske realiteter, eller give dem en positiv forventning til døden.

Sådan har vilkårene været i mange tusinde år.

Bortset fra dette er artiklen rent vås fordi den bygger på følgende forkerte præmis:

"Hvis vi vil forstå, hvorfor vores velfærdssamfund er ved at knække over"

Skal hilse og sige, at det ikke er ved at "knække over" for andre end CEPOS.

Marian Goldstein

Der er flere elementer i din kommentar, hvilket netop anskueliggør kompleksiteten på dette område.

Det er - efter min mening - farligt at generalisere for meget, specielt i en debat, som handler om en meget sårbar befolkningsgruppe (uanset diagnose). Særligt når der ingen alternativer er til at hjælpe dem, som man ikke må kalde syge, men som trods alt er holdt op med at fungere som 'alle' andre.

Du og Frej Prahl tegner et unuanceret billede af patientgrupper og foreningsfora generelt som steder, hvor 'man' sidder og dyrker den fælles sygdom.

I hælder uforvarende benzin på det bål, hvor stort set alle, der ikke arbejder af anden grund end arbejdsløshed, i disse dage brændes i den offentlige debat.

Marian, du nævner godt nok et enkelt sygdomsfællesskab, som du så har kendskab til og vurderer som værende acceptabelt, for "der (er) så også ret langt imellem de medlemmer, der betegner, og identificerer, sig selv som “syge”". Men du er især ude med riven efter depressionsramte og skizofrene - og så ADHD eller har jeg misforstået? Over én kam virker det til. Det er nu nok heller ikke så unuanceret, som du får det til at lyde. Hvad med Kræftens Bekæmpelse? Er det ok, at der nogen der, som klager over at have det skidt? Og et faktum: selv kræftramte er langt fra fredede på jobcentrene. Fint at de skal hjælpes på arbejdsmarkedet, hvis de magter det. Men de presses ligeså hårdt mod fuld tid med 'trusler' pakket ind som almen orientering om, at de jo ender på kontanthjælp, hvis ikke....!!!

Pas på med at dømme efter, hvad 'folk' sidder og skriver på diverse webfora (dette inklusive). Det vil altid være de største tågehorn, der tuder højst, og ikke nødvendigvis de mest indsigtsfulde. Men det skal jo ikke gå ud over alle de andre!

Jeg har oplevet sygdomsfællesskaber i forskellige afskygninger, både professionelt og privat. INGEN kan holde ud at sidde og høre på alle dårligdommene hele tiden. Jeg har kun oplevet en stærk konsensus omkring at fokusere på at dele løsninger, lyspunkter, håb om at genvinde mest mulig funktionsevne og ikke mindst støtte, som udelukkende består i at få en følelse af ikke at være helt alene i (en rask, travl) verden.

At der af og til er nogle, som har en rigtig dårlig dag og synes, at alt er håbløst, er vel ikke så uforståeligt. Det gives der også nænsomt plads til, mens man samtidig forsøger at hjælpe processen videre og tilbage på den konstruktive bane - UDEN at træde på nogen!

Jeg er på ingen måde ekspert her. Så jeg kan ikke overskue konsekvenserne af at omformulere skizofreni til "en alvorlig personlig emotionel krise". Men i lyset af den aktuelle diskurs, hvor snart sagt ingen sygdomme anses for plausibel grund til ikke at kunne arbejde, kan jeg frygte, at en meget sårbar gruppe mennesker ville blive udsat for endnu højere krav og endnu mindre rummelighed fra den hårdtarbejdende, skatteydende befolkning.

Jeg kan høre det allerede:

"Han fejler sgu ikke noget, han er bare et skvat, som skal tage sig sammen og komme ud af sin personlige emotionelle krise!"

FLOT!

@ Marian Goldstein:

vi er da enige om, at det osse handler om at den syge tar ansvaret for sin situation - og at et af problemerne har været at det har været svært på grund af vanskelige ydre forhold, ofte kombineret med psykiske vanskeligheder med at finde tilpasningsløsninger på disse forhold.

Og hvordan kan du tro, at du har patent på den vinkling? Terapeuter arbejder da netop med ansvarlighed for eget liv. Problemet er at finde livs- og arbejdsforhold, der giver mening og fremmer udvikling. Og det er vanskeligt at finde terapeuter og støtte i det nuværende behandlingssystem. Det er opgaven - og det ser ud til at der skal alternative løsninger til, om muligt...

Jeg er enig med Vibeke Carøe i, at du kommer meget tæt på den borgerlige oppefra-og-ned 'tag dig sammen' betragtning med mindre du anviser hvordan de syge skal finde livsforhold, der muliggør at tage ansvaret for eget liv. Det er i den sammenhæng jeg anbefaler Specialisterne, som i sin tankegang kombinerer medicinsk behandling, terapeutisk behandling og meningsfyldt arbejde...

Ursula Nielsen

Jeg kan stadig ikke lade være med at mene at Marian har nogle interessante synspunkter! Og hun har slet ikke nævnt at disse mennesker skal tage sig sammen og få et arbejde!

Det som jeg læser er at hele behandlingssystemet faktisk er med til at undergrave folks tro på egne kræfter. Lidt a la klientiserings tanken. Og jeg synes faktisk at det er modigt af Marian at fremføre et så politisk ukorrekt synspunkt.

At der er flere nuancer i debatten er åbenlyst. Og Marian tilfører en fin nuance - omend formuleringerne måske kan virke stødende.

Jeg kender også en hel del mennesker der faktisk selv siger at de fortryder at de har søgt hjælp. Både hos psykiatere, psykologer etc. De påstår at de er blevet meget usikre på om det de føler, tænker, oplever er normalt - eller kræver behandling.

Ursula Nielsen

@ Brian

Der findes masser af mennesker de ikke TØR føle smerte. Smerte er so last year... Enten vender de smerten udad ved at blive vrede - eller også går de straks i kast med at følge et hav af lykkediciplineringsteknikker, som markedsøres i en lind strøm. Smerte er blevet en sygdom - der straks skal fjernes. Og det er med til at dehumanisere samfundet og undergrave vores medmenneskelige relationer...

Ursula

Jeg er forundret over, at du beskriver det som modigt og kalder det politisk ukorrekt at så tvivl om, hvorvidt mennesker med psykiske diagnoser (primært) overhovedet fejler noget? Det kommer vist an på, hvor du ytrer dig.

Jeg tror, at vi taler lidt forbi hinanden.

Vi kan sagtens blive enige om, at selvindsigt og personligt ansvar for sit liv er en forudsætning for at udvikle sig - syg eller ej. Og det er det, jeg hører jer argumentere så hårdnakket for: At de hastigt voksende hobe af stress- og depressionsramte risikerer at komme til at sidde fast i deres dårligdom, hvis de ikke selv kan se, at de kan få det bedre.

Og ja, hvis man ikke selv kan se en vej ud af problemerne, ender man med passivt at opgive. Så langt er vi jo enige.

Der er givetvis psykisk syge, som selv er eller bliver i stand til at se en vej ud af deres helvede. Men når man er allerdybest nede i depressionstanker og -følelser, vil langt de fleste ikke kunne komme videre af egen kraft. Depression er jo netop hele sindet, og kroppen med, som lukker ned - midlertidigt - for at gøre opmærksom på, at man er stærkt overbelastet. Den sidste, der som regel anerkender dette, er den stressramte selv.

Og ligesom i alle andre professioner findes der gode, mindre gode og decideret skadelige psykologer og psykiatere. Det er bare forsimplet at degradere disse faggrupper fuldstændigt i bestræbelsen på at bevise pointen, at man selv skal tage ansvar og ikke hensvælge i sin diagnose.

Det er utroligt, som denne hjælp-til-selvhjælps-æra har taget fuldstændig overhånd. Ja, rigtig mange mennesker kan klare sig uden terapi og medicin, og rigtig mange ender heller ikke i alvorlig depression, men formår selv at stoppe op, før det går galt.

Og det skal de bare blive ved med. Jeg er blot bekymret for, at jeres argumenter kan blive (mis)brugt overfor de forkerte mennesker. Og det er det, jeg opponerer imod.

Marian B. Goldstein

Ursula Nielsen, tak! Dejligt, at der i hvert fald er én, der har forstået, hvor jeg vil hen (og hvor jeg ikke vil hen).

Marian B. Goldstein

Vibeke Carøe, du begår den fejl, at du tror, mennesker kun kan lide, når de har en diagnose, respektive at al menneskelig lidelse er medicinsk diagnosticerbar som resultat af en eller anden form for fysiologisk patologi (det er det, og kun det, medicinen som fagområde beskæftiger sig med: at diagnosticere og behandle fysiologiske patologier). Det er ikke tilfældet. Mennesker kan lide usigeligt pga. oplevede overgreb og deslige. Derfor behøves deres lidelse ikke at være en, og oven i købet DERES sygdom. Det er faktisk offerklandring, at påstå det.

Og ja, vi taler forbi hinanden. Det er nemlig ikke så sort-hvidt og unuanceret (!), at enten så er man syg, og så har man ret til og krav på det hele, eller også så er man ikke, og så må man klare sig selv. Vores samfund er indrettet på den måde, at for at få hjælp i en krisesituation, så er man tit og ofte nødt til at finde sig i, at ens styrke, ens menneskelighed, bliver betegnet som en sygdom. Men derfor behøves man jo ikke gå ind i en identifikation med samfundsinstitutionernes neoliberalistiske definition af én. Det er netop det, offermentaliteten gør, at den går ind i en identifikation med overgriberens definition af ofret. Som f.eks. "syg", "svag", "skizofren", "depressiv", "sårbar", osv. osv. Og det er også at bakke op om den samme neoliberalistiske ideologi, der så gerne klandrer individet (-s biologi, gener, hjernekemi, sårbarhed, mm) for sin egen lidelse, og fritager sig selv for ethvert ansvar, og som i ellers giver udtryk for at synes, er sååå forkastelig.

Marian

Hvordan drager du den konklusion ud af min kommentar? Jeg har intet sagt om lidelse med eller uden diagnose,. Er du sikker på, at DU ikke får gjort det hele sort-hvidt - at diagnoser er fjenden og skal undgås for enhver pris?

Nu giver du vist diagnoser alt for megen betydning.

Som jeg skrev, er jeg ikke ekspert vedrørende psykisk sygdom (eller ej) og diagnoser. Jeg snakker om, hvordan ordvalg påvirker den offentlige debat. Men du ønsker åbenbart ikke at forholde dig til det.

Ursula Nielsen

@ Vibeke

"Jeg er forundret over, at du beskriver det som modigt og kalder det politisk ukorrekt at så tvivl om, hvorvidt mennesker med psykiske diagnoser (primært) overhovedet fejler noget? Det kommer vist an på, hvor du ytrer dig.

Jeg tror, at vi taler lidt forbi hinanden. "

Jeg tror at problemet bl.a består i hvordan vi definerer sygdom. Og behandling.

Jeg er ikke i tvivl om, at det som vi i mangel af bedre kalder de syge - oplever det som de gør. Og jeg er ikke i tvivl om, at deres lidelser er virkelige og frygtelige. Og at de har brug for støtte og omsorg og hvad ved jeg, for at komme sig. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at det tager tid.

Det, jeg sår tvivl om, er om de får den hjælp, der respekterer deres helt unikke billede og evner.

Fx. har man lige fundet ud af, at når traumatiserede ikke kan sove, så er det ikke et tegn på sygdom eller apparatfejl (som man hidtil har troet), men sindets måde at helbrede sig selv på. Traumer sætter sig ikke så dybt, hvis man holder sig vågen. Men de såkaldte eksperter har ellers været gavmilde med sovepiller, sovncoaching etc.

Indtil for nylig mente man også, at folk skulle tale og tale og tale om deres oplevelse, selvom de færreste havde lyst. I dag ved man, at det, der sker, er at man genoplever traumet igen og igen og derved gør det dybere!

Det, jeg mener, er, altså at man bør støtte folk i at det de har lyst til og mener gavner dem, rent faktisk er konstruktivt og fremadrettet.

Som det er nu, så træder der en hær af eksperter ind på scenen - eksperter der slet, slet ikke er eksperter i dig - og derved fratager du mennesket følingen med sig selv - ja du tager magten og handlekraften fra personen, og derved gør du mennesket til en hjælpeløs stakkel, der vedbliver at skulle have hjælp. ( Groft sagt). Det at vi ikke tror på os selv - lever reklameindustrien også flot af.

Ja, jeg giver diagnoser en enorm betydning, for det er en vurdering - og alt for ofte, er det en vurdering hvis kritererier - den der vurderes - ikke har nogen indflydelse på.

Nu hører jeg til dem der af forskellig årsager har gået i mange former for terapi.

Da jeg i sin tid gik i freudiansk analyse, drømte jeg at jeg havde en pik.

Da jeg gik i jungiansk analyse, drømte jeg at jeg var Pallas Athene. (Jeg skal spare læseren for gennemgang af andre teraputiske retninger).

Det, jeg vil sige, er at ingen terapiform er andet end en konstruktion. Klienten er den svage i den forstand, at det er terapeutens konstruktion der vinder.

Og det kan i og for sig være meget godt, hvis både klient og behandler er klar over det. Og behandleren tør træde ud af ekspertrollen når klienten øver modstand - istedet for at kalde det forsvar, modstand etc. Kort og godt - det hele handler om magt. Og hvem man giver magten - og hvorfor.

Nå, men det er alt for langt (og besværligt) for mig at skrive om på denne måde.

Faktisk ville det være fantastisk om alle de debatlystne kunne mødes IRL og udveksle tanker.

Der er jo så mange der har noget på hjertet. Måske kunne vi rocke - sammen:-)

Kort og godt - det hele handler om magt. Og hvem man giver magten - og hvorfor.

Ursula Nielsen

Eller sagt med Patch Adams ord : Der er en læge i enhver patient og en patient i enhver læge.

Kan i øvrigt anbefale filmen;-)

Ursula Nielsen

@ Vibeke - ellers er jeg enig med dig et MEGET langt stykke. Og jeg er også enig med dig i at vi skal passe på hvordan vi italesætter syg/ikke syg.

Og nej, vi skal ikke finde os i :

“Han fejler sgu ikke noget, han er bare et skvat, som skal tage sig sammen og komme ud af sin personlige emotionelle krise!” FLOT!"

forhåbentligt

over tiderne er
samfund med nedtrykte mennesker,
dvs. samfund med klasser mht. økonomi,
snarere undtagelserne,
end de hyppigste kår for mennesker flest

Ursula

Jeg kunne ikke være mere enig!! Det er desværre langt fra alle terapeuter (om de så er læger, psykiatere, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, etc. der har videreuddannet sig), som kan finde ud af at være i relationen og gøre netop det, som du påpeger: at blive "ved siden" af klienten (i mangel af bedre ord), og ikke skubbe, trække, bære eller overtage, hverken processen eller klientens tanker og følelser. Jeg har også en del personlige erfaringer med forskellige terapeuter, samt oplevet terapeuters virke gennem mit socialrådgiverarbejde. Og jeg kan kun sige, at de kan gøre mere skade end gavn, især hvis klienten er meget sårbar og meget uvant med at 'kigge indad'.

Jeg skriger, hvis jeg én gang til skal opleve en terapeut begå følelsesmæssigt overgreb på en klient, og når klienten reagerer voldsomt på det, er kommentaren: "Jamen godt, han er bare i proces."

og hvis de ikke var rigeligt nedtrykte i forvejen, så bliver de det, måske pga. mindre venlige omtaler og tiltaler;

-------------------

nu ikke al den vinterstemning, tænk positivt:
så som:
det var trods alt: efterår, før det blev vinter;
og det bliver forår og sommer

@ Kim Gram:

'og hvis de ikke var rigeligt nedtrykte i forvejen, så bliver de det, måske pga. mindre venlige omtaler og tiltaler;'

Ja, de siger: det er ikke til at holde ud at læse diskussionerne på nettet. Jeg bliver omtalt præcist så uduelig, som jeg føler mig. De glemmer bare, at alle andre er præcist lige så relativt uduelige, som de er - eller sikkert mere uduelige.

Der er jo det med mange depressionsramte, at de tænker i mere absolutte forestillinger end så mange andre. De har ikke det spind af livsløgne og idylliserende forestillinger som så mange andre kommer gennem dagen med. De går ikke til eksamen med et halvt læst og dårligt forstået pensum; nej de læser det hele og forstår det meste, men føler ikke at de kan noget, hvis der er et lille eksempel de ikke har fået med.

De siger ikke: om lidt blir det forår. Nej de siger: det blir snart vinter igen og igen og igen. Og når det er sommer: jamen snart blir det vinter.

Er det bedre at fokusere på alt det dårlige end at være fyldt med livsløgne om det gode, som er flygtigt, og måske egentlig ikke særlig godt, når man kigger nærmere på det?

"Det bliver snart forår igen"

- underforstået at vinter er dårligt og forår og sommer er godt.

- underforstået: at vinter (det dårlige) ikke kan ændres.

At glædes over forårets komme kan godt forenes med at foretage ændringer i dag. For hvis jeg strikker en rigtig vamset uldtrøje og isolerer mit hus i dag, bliver næste vinter måske knap så slem.

Ja, så kan jeg måske ligefrem komme til at nyde vinteren.

"Flere og flere kommer altså på offentlig forsørgelse med henvisning til psykisk sygdom. Og mange af dem bliver parkeret på en livslang forsørgelse — tilsyneladende uden håb om igen at komme tilbage i de arbejdendes rækker.
Det er en katastrofe. Både økonomisk og menneskeligt."

Så langt så godt. Det er næsten umuligt for rationelle mennesker at være uenig med Frej Prahl i denne banal betragtning at det er en katastrofe. Både for samfundet og for disse syge (eller hvad de nu er) mennesker.

Et langt stykke af vejen, kan jeg forstå, er det psykiatrien der står for skud:

"Tilgængeligheden (til de nye 'sygdomsfælleskaber') opstår, fordi psykiatere er blevet mere rundhåndede med diagnoser."

Jeg tager for det meste skarpt afstand til Frej Prahls forsimplet og ofte ignorante udlægning af problemet. Men der kan være noget om kritikken af psykiatere der er blevet 'rundhåndede'. Jeg vil dog indvende at det hænger nok ikke sammen sådan som han forestiller det - ej heller som det er blevet forslået i nogle af de kommenterende indlæg. Jeg vil gerne påpege socialrådgiver (går jeg ud fra hun er) Heidi Christensens indlæg som det der bedst belyser hvordån dette åndssvage system malfungerer. Hendes klient bliver henvist til en psykiater fordi det har kommunerne fra statens side fået at vide at det skal de gøre -ALLE behandlingsmuligheder skal være udtømt før man kan gå i gang med at indstille til pension.

Så hvad gør psykiateren når han modtager klienten? Gnider han hænderne sammen med tanken om endnu et ofre han kan få umyndiggjort og parkeret på forsørgelse? Kalkulerer han med de tilskud han får fra den store medicinal firma han er tilknyttet som gerne vil have ham til at ordinere deres præparater fremfor de andre? Soler han sig i fornemmelsen af magt og autoritet han opnår ved at sidde ved bordet overfor denne stakkel som er blevet så hjælpeløs og tvivlrådig i sin situation og sit møde med systemet? Gud gør han ej!

Han tænker først og fremmest på hvad hans bidrag med hans speciale kan være. Han er jo psykiater og hans job er at afdække og behandle psykiske sygdomme for at hjælpe klienten til et bedre liv. Så det er det han går i gang med, nok uden en tanke om, at han måske bedste kunne hjælpe manden ved at gøre ingenting og sende ham tilbage til socialkontoret med en erklæring om at manden ikke fejler noget psykisk. Ud kommer Hamiltons Depressionsskala og en halv time senere - Vupti! Manden er deprimeret. Ud kommer SWAN CAARS eller hvad det er man bruger og Vupti - så har han ADHD også. Psykiateren ordinerer den medicin som han skal, snakker empatisk med manden som han skal, forklarer forsigtigt det han skal forklare omkr. behandlingen, henviser ham til opfølgning i lokalpsykiatrien, ønsker manden god bedring, og dernæst glæder sig over at have gjort sit job og hjulpet endnu en klient på vej, måske til et lille skåne job hvorved han forhåbentlig vil kunne bevare en vis kontakt til arbejdsmarkedet, og holde sit selvværd intakt, som psykiateren har lært er så vigtigt for en selvstandig mand i klientens alder, for at han ikke går helt ned med flaget og forsumper.

Så alt er i det skønneste orden. Psykiateren har samvittighedsfuldt gjort det han skulle og har på ingen måde været arrogant, magt misbrugende, ikke lyttende, overbærende, umyndiggørende, medlidende eller rundhåndet. Men udfaldet kan måske slet ikke være det klienten havde ønsket eller havde brug for. Derudover bliver han med og på trods af sin 70% fysiske nedsat arbejdsevne lige pludselig også en del af det skandaløse statistik om psykiske syg på forsørgelse. Alle del i dette system har spillet deres rolle professionelt og samvittighedsfuldt, men som helhed er dette system en katastrof. For psykiatriens vedkommende er det blevet langt ringere siden kommunal reformen, og nu med de drakoniske besparelser pålagt både regioner og kommuner er der desværre kun udsigt til at det bliver endnu ringere.

Jeg vil gerne påpeger endnu en udvikling som har bidraget til statistikken FP er så forarget over men ingen forstand har herpå. Psykiatrien har i de sidste årti været vidne og (måske lidt for passivt) medspiller til en eksplosiv vækst i Retspsykiatriske patienter. (syvdobbelet indenfor 30 år). Landets Arresthuse er for det meste (ligesom de psykiatriske sygehuse) fyldt til bristepunkt. På trods af retspsykiateren Peter Kramps forsikring om at kriminelle ikke kan løbe om hjørne med retspsykiatere:
http://jp.dk/indland/article2164564.ece
er min erfaring at nogle kan. Det gælder især de personlighedsforstyrrede som med den forholdsvis nye adgang til diagnosen ADHD som voksen, bliver overført fra fængslerne til sygehusene, og sikkert til store glade for Arresthusene. (Og nej - personlighedsforstyrrelse er ikke reelt en psykisk sygdom selv om de også figuerer i statistikken, men der ligger en dobbelt ironi i det her, idet disse personer ofte har et misbrug og typisk meget gerne vil have Ritalin som man behandler ADHD med, fordi det giver en lille sus, men de kan ren faktisk blive psykotisk af det! Så derved skaber man reelt en psykiatrisk patient, som også kan være farligt.) Når første disse mennesker er kommet ind i det psykiatrisk omsorgs system bliver de som regel, og de dom de får fæstner og konsolidere diagnosen og behandling. For hvis man skal have en behandlingsdom skal man jo også have en diagnose at behandle efter. Konsekvensen eksemplevis for min afdeling (som jeg vil understrege ikke er en retspsykiatriske afdeling men ganske almindelige psykose afdeling) er at vi sjældent har færre end 4 (ud af 16) patienter med behandlingsdomme indlagt, og undertiden er det helt op på 50% af sengepladserne der er optaget af patienter med dom. Fordi de typisk skal være indlagt længe, og der fra de sociale/retsvæsens side er krav om udskrivelse til ordentlige forhold der vil mindske risikoen for fornyet kriminalitet, bliver hele forsørgelses maskineriet sat i gang for dem, med bolig, medicin tilskud, dagpenge/pension, uddannelsestilbud mm. Det er ikke mindste en skandale overfor de almenpatienter som kunne have gavn af pladserne og må finde sig i utilstrækkelige forkortede indlæggelser, og besvær ved at blive indlagt i det hele taget. Og igen er det et bidrag til den oppustede statistik som er genstand for artiklen.

Ursula Nielsen

@Colin Bradley :-)

Tak for din malende og undeholdende beskrivelse af forholdene, som de ser ud fra din stol.

Hvad kan man sige udover: Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til.

Jeg er så glad for endelig at læse en artikel, der rammer ethundrede procent plet. Ligeså sørgeligt er det så samtidig at læse de mange kommentatorer, der udstiller deres eller andres tristhed som var der tale om 'sygdom', der legitimerer en offerrolle af rang.

Netop din sammenligning med religion er på rammende. Og jeg vil gå skridtet videre: Denne sygeliggørelsestendens er netop en måde, hvorpå livslidende finder en erstatning for kristendommens behagelige myter og næstekærlighed. Det er en ny slaveopstand (jf. Nietzsche)...

Jeg er så glad for endelig at læse en artikel, der rammer ethundrede procent plet. Ligeså sørgeligt er det så samtidig at læse de mange kommentatorer, der udstiller deres eller andres ordinære tristhed som var der tale om 'sygdom', der legitimerer en offerrolle af rang.

Netop din sammenligning med religion er på rammende. Og jeg vil gå skridtet videre: Denne sygeliggørelsestendens er netop en måde, hvorpå livslidende finder en erstatning for kristendommens behagelige myter og næstekærlighed. Det er en ny slaveopstand (jf. Nietzsche)...

Inge Wie Nielsen

Hej Alle
Syntes I skulle se denne...

Kan man se depression i hjernen?
16. januar 2012 kl. 14:20 på DR2
Hver femte dansker vil i løbet af livet blive ramt af en depression.
Årsagerne kan være genetiske, men det kan også skyldes udefra kommende forhold som dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed eller stress.
Læge og ph.d. Rikke Beese Dalby fra Aarhus Universitet fortæller her, hvordan depression påvirker hjernen, og hvordan man ved hjælp af MR-scanninger forsker i depression.

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Sundhed_Sygdom/Kan_man_se_depres...

Sider