Kommentar

Støjende kinesisk magtpoker

Et giftigt spil om pladserne i Kinas fremtidige ledelse er i gang. Og det bliver ikke lettere af, at eliten er konfronteret med kritik, social uro og strandede reformer
27. januar 2012

Kinas topledelse skal udskiftes til efteråret og regimet satser på en fredelig magtoverdragelse. Derfor skyer sikkerhedsapparatet ingen midler for at knægte regimets mest artikulerede kritikere.

Forfatteren og dissidenten, Yu Jie — kendt for sin kritik af den kinesiske ledelse i bogen Kinas bedste skuespiller. Wen Jiabao — er netop draget i eksil til USA. Han blev intimideret af det plagsomme sikkerhedspoliti og var bange for at ryge i fængsel igen.

Den blinde barfodssagfører Cheng Guangcheng sidder i husarrest. Han er straffet for at hjælpe kvinder udsat for ulovlig sterilisation. Lokale bøller er blevet hyret til brutalt at holde journalister på sikker afstand af hans hjem.

Den kendte kunstner Ai Weiwei blev sat i brummen i 2011 og senere præsenteret for en millionregning for ikke at have betalt skat. Han er ikke i tvivl om, at det er politisk forfølgelse.

Dissidenterne er imidlertid ikke regimets største frygt. Det er den stigende sociale uro, som normalt bliver slået hårdt ned. Der er dog undtagelser. I december sidste år var verden vidne til en lempelig håndtering af demonstrationer i Wukan i Guangdong Provins, afstedkommet af lokalmyndigheders ulovlige ekspropriation af landbrugsjord m.h.p. egen fortjeneste. Her slog myndighederne som vanligt hårdt til mod demonstranterne, men så greb Guangdongs partiledelse ind og indgik et kompromis. Efterfølgende er en af demonstrationslederne blevet udpeget til lokal partisekretær i stedet for den tidligere, som stod bag ulovlighederne.

Støtten svigter

Det interessante ved Wukan var, at sagen fandt en mindelig løsning. Provinslederen er kandidat til den nye partiledelse i Beijing, og det er tænkeligt, at han ville sende et signal om en mere forsonlig holdning til lokale protester, end andre ledere gør.

Beijings problem er, at den kinesiske befolkning bliver stadig mere utilfreds med regimet. I november sidste år refererede Wall Street Journal kinesiske meningsmålinger for, at 40 pct. af befolkningen opfatter sig selv som ulykkelige, 70 pct. af Kinas bønder er utilfredse med deres lod, typisk på grund af Wukan-agtige ulovligheder, og 60 pct. af landets rige er på vej til at sende deres penge ud af landet pga. usikkerhed om fremtiden.

Målingerne signalerer, at mange års støtte til den centrale ledelse for dens overbevisende økonomiske resultater og sikring af social stabilitet nu drages i tvivl.

Et sensitivt magtskifte

Efterårets magtskifte er specielt, fordi der for første gang skal udpeges en ny ledelse uden en karismatisk leder som Mao Zedong eller Deng Xiaoping til at styre processen. Der foregår derfor et kompliceret og giftigt spil i Beijings korridorer om de ledige pladser i topledelsen under de to nye ledere, Xi Jinping og Li Keqiang, som tilsyneladende allerede er udpeget. Flere aspiranter uden for kandidatlisten aner en mulighed for at nå til tops, hvis de spiller kortene rigtigt. De må dog kalkulere med, at magtkabalen er mere usikker end tidligere pga. de stigende sociale spændinger og den eskalerende ustabilitet i landet.

Den stigende sociale uro skyldes bl.a. den almindelige kinesers følelse af afmagt over for eliten, som kontrollerer både den politiske og den økonomiske magt. Magtens mænd synes at have opgivet tanken om nytten af social retfærdighed, checks and balances og uafhængig supervision af det politiske system.

Det kinesiske ét-partisystem drives af fraktioner, kliker og ikke mindst politiske familier, som har medlemmer placeret på de øverste poster i både den politiske ledelse og i erhvervslivets tunge virksomheder. Der er tale om stærke særinteresser.

En rapport fra sociologiprofessor Sun Liping fra Kinas topuniversitet, Qinghua, argumenterer for, at Kina er fanget i en overgangsfælde, hvor reformerne er gået i stå. Staten har påtaget sig et stigende ansvar for den økonomiske vækst, som ikke drives af produktive private investeringer, men tværtimod af statslige investeringer, der resulterer i en økonomisk skævvridning til fordel for storladne, meningsløse projekter drevet af den politiske elite.

Befolkningen har mistet reformlysten, fordi de magtfulde særinteresser har manipuleret reformerne til egen fordel. Opdelingen af samfundet i rig og fattig er blevet så rigid, at den fører til gensidig fremmedgørelse og foragt. Kina er blevet fanget i en fælde, hvor manglende sociale reformer øger prisen markant for at opretholde ro og orden. Endelig har centralmagten mistet kontrollen med lokalmagten, hvor magtbrynde og magtfordrejning er dagens orden.

Sun finder, at roden til problemerne ligger i den berømmede Kina-model, hvor staten bruger den kinesiske markedssocialisme til at reorganisere markedet for at styrke sine egne monopolinteresser.

Sun er ikke Professor Hvemsomhelst. Han var vejleder på Xi Jinpings PhD-afhandling i 2002 og formodes at have et tæt forhold til kommende partileder Xi. Det er uvist, om det er Xi, der forsøger at råbe sine kolleger op gennem Sun, eller om det er Sun, der forsøger at råbe Xi op inden magtovertagelsen. Uanset hvem af de to, der er på banen, har de gjort regning uden vært. Rapporten blev fjernet fra nettet, næsten lige så hurtigt som den blev lagt op.

Strandet midt i floden

Reformiveren er væk, og der er tilsyneladende ikke mere et ønske om »at gå over floden,« siger Sun med reference til Deng Xiaopings berømte reformvision, »at prøve stenene af, inden vi går over floden.« Kommunistpartiet synes at være stoppet midt i floden for at prøve sten af, mens vandet stiger og stiger. Udfordringen for den kinesiske ledelse er ifølge Sun at finde nye reformveje, ikke mindst politiske reformer, bl.a. mere folkelig deltagelse i politiske processer. Der skal også skabes ny social dynamik som drivkraft for fremtidig udvikling.

Men langt fra alle i den kinesiske elite er med på det, så vi vil blive vidne til en meget støjende omgang magtpoker i år, inden ledelseskabalen går op. Om den vil skabe mere stabilitet eller mere konfrontation er umuligt at spå om. Men vi ved, at hvis der opstår voldsom social uro, vil kommunistpartiets legitimitet forsvinde som dug for solen.

Løsningen er ikke nødvendigvis en oprustning af sikkerhedsapparatet mod systemkritikerne, det kunne også være dialog og borgerinddragelse, som Sun foreslår, og en mere forsonlig og mindre grisk holdning hos eliten.

 

Jørgen Delman er professor i Kinastudier ved Københavns Universitet, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Skidegodt, Information, med lidt afveksling fra den foudsigelige og overhåndtagende dækning af GOPs nomineringsvalg. Der skal også snart være valg i Frankrig og i Tyskland. Det er nok endnu mere relevant for os danskere. Disses demokratier ligner trods alt vores mere, og vi er sammen i en union. Så er det bare om Information magter at finde den europæiske dimension i disse valg. Det kan blive svært, hvis deres valgkampe er lige så klinisk renset for EU-stof som de danske.

Følg endelig op på den kinesiske vinkel, når der er vigtigt nyt at fortælle. Det må være noget for Gødske.

Henrik Darlie

"Kommunistpartiet synes at være stoppet midt i floden for at prøve sten af, mens vandet stiger og stiger. "

For nu at blive i billedet, mon ikke så det er gået op for dem at der er fjender på begge sider af floden? Det kunne godt se sådan ud, ialtfald fra den sten hvor jeg selv står.