Kommentar

Svage børn har også brug for en familie

Det er ikke fair, når Information kalder Barnets Reform for en ideologisk spareøvelse, fordi den sigter på at anbringe flere børn i familiepleje frem for på institutioner. Omsorg og blivende relationer er helt centrale for børns udvikling — også for de tidligt skadede
Debat
16. januar 2012

Barnets Reform har netop rundet sit første år, og det er et passende tidspunkt at gøre status. I Information er det — desværre ganske uimodsagt — blevet til, at reformen er et tilbageskridt for de svageste børn. Reformens sigte på at anbringe flere børn i familiepleje for at give dem mulighed for at knytte sig til få, men nære omsorgspersoner fremstilles som en forhindring — både for en tidlig indsats og for den nødvendige behandling af de tidligt skadede børn. Sådan er det ikke.

Den dyre institutionsløsning er ikke nødvendigvis den bedste for et barn med abstinenser eller alkoholskade. Og det er heller ikke korrekt — som Information skriver på lederplads — at partierne bag reformen med deres fokus på omsorg og relationer trodsede omfattende forskning og overhørte skarpe advarsler fra landets førende autoriteter. Reelt er der tale om et område med faglig uenighed, hvor vi i Information kun får lov til at høre den ene side.

Fordele ved plejefamilie

I artiklen om Barnets Reform fra den 4. januar citeres forskeren Inge Bryderup for, at børn med rusmiddelskader — i modsætning andre børn — ikke har bedst af at have en mor og en far. Argument: Et grædende barn med alkoholskader skal ikke altid behandles med omsorg og kærtegn, da det kan stresse barnet. Ofte skal man gøre det modsatte af, hvad der forekommer naturligt, og det er ikke rimeligt at lægge det ansvar hos en plejefamilie.

Der er ingen tvivl om, at de specialiserede døgninstitutioner har en værdifuld ekspertise, men den daglige pasning af de svageste børn er ikke raketvidenskab. Det er rigtigt, at børn med alkoholskader dårligt tåler berøring og ikke altid kan behandles intuitivt. Men det er ikke kun kærtegn, de skal skærmes imod. Det er alle former for sanseindtryk: Lys, lyde og farver. Og i høj grad også den virak, der kommer af at være på en døgninstitution med mange skiftende voksne.

Der er altså store fordele ved at anbringe et tidligt skadet barn i en rolig plejefamilie, som med den rigtige støtte og supplerende behandling til barnet kan skabe gode rammer for en sund udvikling.

I Center for Familiepleje i København har vi derfor et tæt samarbejde med Familie-ambulatoriet på Hvidovre Hospital. Ambulatoriet har specialiseret sig i at forebygge rusmiddelskader og har mange års erfaring med at vejlede plejefamilier. Det tætte samarbejde sikrer samtidig, at de børn, der har brug for specialiseret behandling, har adgang til nogle af landets største kapaciteter helt frem til skolealderen.

Som følge af samarbejdet med Familieambulatoriet har vi i flere tilfælde været i stand til at gribe ind så tidligt, at en plejemor er blevet indlagt sammen med barnet umiddelbart efter fødslen. Det er klart, at muligheden for at skabe en stabil og tæt relation så tidligt er helt uvurderlig for barnets fremtidige udvikling.

Jeg vil ikke betvivle, at de døgninstitutioner, som nu må lukke, har stor faglig ekspertise. Men der er heller ingen tvivl om, at det vigtigste for børnene er de stabile familierelationer, som varer hele livet og rækker ud over den begrænsede periode, hvor der er et behandlingsbehov.

Problematisk tradition

En anden ting, der er blevet glemt i debatten, er det, vi kalder tilknytningsteori. Flere studier peger på vigtigheden af, at børn i deres tidlige udvikling knytter tætte bånd til få, men stabile og nærværende omsorgspersoner, fordi evnen til at knytte sig til andre grundlægges i de første år. Der er altså noget, der tyder på, at børn i langt højere grad, end vi tidligere har troet, tager skade af at undvære de nære, familielignende relationer. Set ud fra barnets langsigtede behov er det optimale derfor, at børnene får et professionelt behandlingstilbud ved siden af — ikke i stedet for — en opvækst i en plejefamilie.

Alligevel har vi i dag en ret høj andel af institutionsanbragte børn i Danmark. Kun omkring halvdelen af de anbragte børn er i familie-pleje mod 75 til 80 procent i vores nabolande Sverige og Norge. Forskellen er både begrundet i tradition og faglige holdningsforskelle: Hvor vi i Danmark også anbringer spædbørn med alkoholskader og tilknytningsforstyrrelser på døgninstitution, anbefaler man f.eks. i Norge, at børn under 12 år som hovedregel ikke visiteres til en institution. I anbefalingen fra Europarådets Daphne-program er aldersgrænsen tre år. Set i det lys er vores udbredte brug af døgninstitutioner ligefrem problematisk.

I Information bliver reformen på lederplads kaldt en ideologisk sparemanøvre. Det er ikke fair. Barnets Reform er rigtignok båret af ideologi og ønsket om at sætte tidligt ind med en anbringelse i en familie. Men det er ingen sparemanøvre. Når vi i dag i kommunerne arbejder for at fremme familieplejen, er det med udgangspunkt i barnets bedste.

 

 

Klaus Wilmann er Centerchef ved Center for Familiepleje, Københavns Kommune

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Skipper

Svage børn har brug for en familie, der er i stand til at håndtere dem og deres særlige behov. Svage børn har brug for en familie, der ikke ser en økonimisk genveinst ved at have dem boende, Svage børn har brug for en familie, der har selvindsigt nok til at erkende, hvis ikke den magter barnet.

Standarten, uddannlesen og de økonimiske forhold for plejefamilier både i Sverige og Norge er helt anderledes og langt bedre end her i DK. Så længe vi ikke stiller de samme krav som vores nabolande - og opfylder dem- , så skal vi fortsat anbringe de svage børn i institutioner fremfor i endnu en familie, som ikke magter dem og som kun er en familie i betegnelsen!

Hvis virkeligheden var anderledes for standarten af plejefamilierne, så kan jeg også godt se pointerne omkring behovet for en familie, men så længe vi ikke stiller større krav, som bliver efterlevet i alle landets kommuner, så burde ingen anbringes i en plejefamilie...