Læsetid: 4 min.

Synge vil vi, legen er magt

Mer’ end beregning, forstand og foragt
10. januar 2012

Niels-Holger Nielsen, betitlet Informations-abonnent, har allerede sagt det: »Informations feature om Marx-citater burde have været en konkurrence om, hvem der kunne finde et Marx-citat, som efter 150 år ikke længere har gyldighed. Sjældent har nogen produceret så meget ideologi, som vil forblive evigtungt så længe vi ikke har skiftet samfundsmodel.«

Sagt en af de sidste dage i det gamle år på Informations hjemmeside. I anledning af denne dags bagsideleder: »Moderne Marx«, begået af kollega Karen Syberg. Der anførte dette — desværre foreløbig stadig evigtunge — Marx-citat:

» ... i det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har én virksomhedskreds, men kan uddanne sig i en hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker«.

Af grunde, som her lades upåtalte, påtalte Syberg: »Man skulle tro, at forfattere og udøvere af andre skønne kunster ville stå Marx’ utopi om udfoldelsen menneskets fulde potentialer nærmest. Men nej, de er nødt til at forskanse sig bag professionen og endda bag lønarbejdet for at blive hørt. Hvorfor? Fordi det gennemprofessionaliserede lønarbejdersamfund knap har et sprog for afvigende aktiviteters karakter. Sådan noget hedder karakteristisk nok ’fritidsinteresser’, er altså negativt defineret af lønarbejdet, og kaster af samme grund også et mistænkeligt skær over kunstnerisk arbejde som noget af et driverliv.

Men i Marx’ utopi er der plads. Skriver man nemlig bøger, maler eller fisker uden at være forfatter, billedkunstner eller fisker, gør man det for aktivitetens egen skyld. For fordybelsen. Der findes altså kostbar menneskelige aktivitet, som hverken kan måles i bibliotekspenge eller bytteværdi, men som til gengæld er det, der egentlig driver kunstnere og andre lystfiskere. Det henter Marx-citatet frem af glemslen, og deri består dets kritiske værdi.«

Barnet tegner

Det henter også Louisianas udstilling af og om Klee og Cobra, som lukkede i søndags, frem af faren for at blive ramt af glemslen. Om »denne delikate Paul Klee (1879-1940) og denne vilde Cobra-flok med Asger Jorn (1914-1973) i spidsen« skrev Peter Laugesen her i bladet 10. november sidste år:

»Temaet er børn, som de har inspireret det 20. århundreds skiftende, søgende frontkæmpere i kunsten. Sproget begynder jo forfra i dem hele tiden, i hver eneste dada-lyd, i hver en stump bogstav spejlvendt svævende på hovedet, i hver lille sprællende tændstikmand og hver eneste cirkelrunde pruhest. Det begynder ikke fra ingenting, men fra noget, vi ikke kan sætte navn på. Noget der kun kan nås ved at strække et værk hen imod det, så alt det, der betinger, hvad vi siger, kan række op i os derfra. Barnet efterligner, siger man, men hvad er det, barnet efterligner? Barnet tegner, hvad barnet ser, men hvad er det, barnet ser? Ligner det, eller er det slet ikke hensigten, at det skal ligne på den måde? Er der tale om et indre eller et ydre syn? Og hvis der er en hensigt, hvis er den da?«

Mere end farveblindhed må til for at overse korrespondancen mellem dette stykke prosapoesi og den indledende Niels-Holger Nielsen-Karl Marx-Karen Syberg collage. Måske bedst sammenfattet i senere Cobra-maler Carl-Henning Pedersens mindeord over forgængeren. Skrevet I de danske spontanisters tidsskrift Helhesten, der tændte lys i de mørke besættelsesår. Det var i årgang 1 nr. 1, 1941:

»Hvad er Klee? En eventyrverden. Drømme. En lille rød by i magisk lys. Et menneskehoved, fantastisk at se på. En snegl der kravler frem i den grønne skov. En overnaturlig fugl. Linjer som stiger og falder med uendelig følsomhed, og som danner en verden af største skønhed. Farver, gyldne og strålende. Barnets oprindelighed og den primitives stærke udbrud.«

Som alt godt arbejde bærer det lønnen i sig selv. Udført, som det er, for aktivitetens egen skyld. Opfyldt i fordybelsen helt og fuldt af sig selv. Får dette gode jæger-, fisker-, hyrde- eller kritiker-arbejde ikke uden videre lov til det alene, skal det absolut også — af hensyn til markedet, altså til den praktiske, indbyrdes udveksling af forskellige genstande (varer) og tjenesteydelser — oversættes til noget andet, til abstraktionernes abstraktion, til kunstauktionsgevinster, til aktieprofitter, til lønarbejde, er det også straks noget andet.

Måles det alene af og med penge, som i kapitalismen, det gennemprofessionaliserede lønarbejdersamfund, er det ikke alene gået tabt. Det er blevet til sin egen modsætning. Til sin ødelæggelse.

Synge vil vi, legen er magt,

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme

 

Sang digteren Thorkild Bjørnvig for at opretholde håbet. Og som from, taknemmelig hymne til den Darwin, der nu i USA er truet af alskens såkaldt religiøs/kristelig kreationisme:

 

Kun mennesker marcherer

mod krig i dyster takt.

Dog mellem vore aner

er nattergale, traner

og rokkende pingviner

og springende delfiner

i rytme, sang og dans.

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Smukt og poetisk i dag.

Der er nu også andre end Marx, der har haft visioner om en bedre verden. Det har da været en af vores kæreste beskæftigelser at drømme om alt muligt lige fra Hammurabis lov om at tage sig af enken og den faderløse.

Jage om morgenen, fiske om eftermiddagen og kvægavle om aftenen er nu blevet til tennis om morgenen, golf om eftermiddagen, bridge om aftenen og så lidt daytraiding med aktierne hen på natten. Det var vist der, visionerne landede i forbrugersamfundet.

På foregående side i dagens avis står der, at ’Oplysningens idealer er trængt i defensiven’, og her går forbrugerismens drømmeland, USA, foran, landet alle elsker at efterligne – og hade.

Når man nu stiller den moderne galimatias over for sang og leg osv., så må man tage sig til hovedet og spørge, hvordan det er kommet dertil. Det er der mange forklaringer på. En af dem kunne jo være, at vores krop er for tung til de lette drømme. Man ligger ned og drømmer, og det er forbandet svært at rejse sig op. Man kunne godt tænke sig at skrive et brev, men det er svært at få taget sig sammen. Alle kender det, men så er der pludselig en præsidentkandidat (s.19), der råber ’junk science’ efter videnskabelig dokumentation af klimaforandringerne, og så bliver man nødt til at rejse sig op, og få gjort det, man skulle. Det kan være at drømmerierne slutter der, hvor vi ganske simpelt må kæmpe for vores overlevelse, og det må vist være nu.

Kirsten Svejgaard

Engang læste jeg om en undersøgelse af hhv. børnehavebørns og voksne menneskers kreativitet. Den havde vist, at ca. 90% af børnehavebørnene var kreative, mens ca. 10% ikke var det. Hos de voksne var tallene omvendt. (Spørg mig ikke om detaljer i undersøgelsen, for jeg har den ikke ved hånden og ved ikke, hvor man skulle finde den i dag).

Men hvis dette holder stik, hvor bliver så al den kreativitet af?

Allerede i skolen bliver den nedprioriteret. Leg og kreative interesser hører fritiden til, og da kun i det omfang, forældrene kan/vil støtte op om sådanne aktiviteter.

I voksenlivet skal kreativiteten kapitaliseres. De få heldige bliver 'professionelle' kunstnere og forfattere, resten skal helst være 'innovative' medarbejdere i en virksomhed og dermed tjene virksomhedens formål: profitmaximering.

Først som pensionister kan flertallet udfolde sig i leg og kreativitet i større målestok. Og da har alt for mange glemt, at de nogensinde har haft sådanne evner.

Kirsten, jeg har godt læst om den undersøgelse. Jeg mener nu det var mere end 90%, og kreativiteten hos børnene nærmede sig hvad man ville karakterisere genialitet, hvis de havde været voksne.

“It is a miracle that curiosity survives formal education."
- Einstein

Kirsten,

Mon det er George Land's undersøgelse, "NASA Creativity Test" fra 1968? Der er en, der taler om den her hvor man kan se nogle tal. Undersøgelsen er refereret i en bog af George Land og Beth Jarman "Breakpoint and Beyond". Iflg dette link kan ingen finde testen selv om de har kontaktet NASA's bibliotek .

Men undersøgelse eller ej, mange voksne tegner f.eks. som 12-årige, for da stoppede det et-årige fag tegning/formning/billedkunst, hvad det nu hed, da de gik i skole.

Jeg er enig, i at kreative læreprocesser skal vægtes langt mere i uddannelsessystemet. Hjerneforskningsresultater viser, det fremme læring

Lige et par ord fra den italienske pædagog Malaguzzi:

Et barn har 100 sprog men berøves 99.

"Skolen og kulturen skiller hovedet fra kroppen.
De tvinger én til at tænke uden krop og handle uden hoved.
Legen og arbejdet virkeligheden og fantasteriet,
det indre og det ydre gøres til hinandens modsætninger".

@Kirsten Svejgaard

"Men hvis dette holder stik, hvor bliver så al den kreativitet af?"

Den bliver som et uartigt barn, gradvist forvist til skyggen, hvorfra, den som et uartigt barn, kommer til udtryk som:
løgn (kreativ omgang med sandheden)
manipulation(kreativ omgang med andres realitetstestning)
spot og hån (kreativ omgang med morskab)

Listen er lang, prøve at se på debatterne rundtomkring og på trafikken, den skyggefulde kreativitet florerer over alt.

Kirsten Svejgaard

@Anders Andkjær og Anne Albinus

Tak for informationerne. Det er formentlig George Land's undersøgelse, jeg i sin tid læste om. (Om det så er referenten eller mig, der ikke husker tallene helt korrekt, skal jeg ikke kunne sige).

Og Anne, du har uden tvivl ret i, at mange voksne tegner som 12-årige. Jeg blev lige mindet om, at det gøre jeg vistnok også selv. Da jeg engang som voksen havde lavet en tegning til et lille blad, troede folk, at et skolebarn havde tegnet den.

Jeg har forsøgt at komme videre siden, men det er ikke blevet til så meget, at jeg vil påstå, der er sket væsentlige forbedringer.

Flere andre, bl.a. Lucien Sève, mener jo faktisk, at genialitet er det normale for mennesket. Manglende genialitet skyldes enten hjerneskader eller forskellige former for negativ eller skadelig påvirkning under opvæksten.

Jeg kan godt lide Einstein-citatet. Helt enig.

@Jens Bruus
Du har helt ret i, at sådanne forvredne former for kreatitivet er sørgeligt almindelige.

John Fredsted

Leg er i mine øjne at prøve at forstå verden, skabelsen, universet, det man er sat ind i, det man er en del af, ikke for at opnå magt og indflydelse, men for at opnå erkendelse og indsigt i en stadig voksende spirituel og som oftest på samme tid frydefuld og smertefuld fordybelsesproces. Barnets leg, hvor det vælter rundt, skærer grimasser, tegner skæve streger, etc., er bare menneskets første skridt på denne mulige, omend senere i livet tilsyneladende så sjældent fulgte, vej.

Gunvor Trinderup

Enig John Fredsted

Den frie leg er glæden mellem mennesker, et slags retningsløst 'navigationsfartøj' ind gennem virkelighed og realitet.

Gør vi det til et magtgreb eller projekt så tyder noget på, at legen istedet funderes i spillet, konkurrencen og kapitalismen ... hvilket var Marx's problem. Hans ideer formåede ikke helt at nå ud over det økonomiske system han selv kritiserede.

Og legen skal heller ikke forstås eller bruges som en reaktionær handling, for det eksisterer som du pointerer, allerede som en naturlig del af samhørigheden... om vi ellers er nysgerrige nok og giver plads til at sanse og lege inkluderende - at lege uden tabere og vindere.

John Fredsted

@Gunvor Trinderup: "... om vi ellers er nysgerrige nok og giver plads til at sanse og lege inkluderende - at lege uden tabere og vindere."

Lige præcis: det med, at der ikke skal være vindere, så andre dermed må være tabere, er i mine øjne altafgørende. Når jeg skuer verden rundt, så synes det at vinde, så andre må tabe, at være dagens orden. Det avler had, fjendskab, brutalitet og krige i det uendelige.

Som jeg har været inde på i andre tråde, så forestiller jeg mig, at mennesker med et udbredt behov for at vinde, så andre må tabe, er mennesker besjælet med ringe mod til så at sige at 'lege indadtil' for i en som oftest smertefuld proces at afdække, hvad man er bange for (for er det ikke angsten, der frem for alt har det med at sende os rundt i manegen?) Derfor vil jeg gerne til dit 'nysgerrige nok' føje 'modige nok'.

Kirsten Svejgaard

Sjovt, som denne tråd vækker minder om barnlig nysgerrighed og eksperimenteren.

En af mine tidlige erindringer (3-4 år) handler om dengang, jeg stillede en skål i køkkenvasken og fyldte den med vand i forventning om, at vandet ville stige som en søjle helt op til loftet. Det krævede et par 'forsøg' at indse, at vandet uvægerligt hver gang ville flyde over og løbe ud i afløbet. (Meget skuffende!)

Jeg spekulerer nu på, hvor mange børn der i dag får tid og frihed til at eksperimentere og udforske ud fra deres egen nysgerrighed? Er efterhånden ikke næsten al 'leg' styret og tilrettelagt af pædagoger og ambitiøse forældre? For slet ikke at tale om, at i børnehaven er der slet ikke ro til det.

John Fredsted

@Kirsten Svejgaard: Nu kom jeg til at tænke på følgende 'skuffende' oplevelse i min barndom (vistnok i børnehaven):

Jeg malede, og i den forbindelse blandede jeg blå og gul og fik til min store forbløffelse grøn. Så tænkte jeg vel noget i stil med, at hvis det at blande to farver gav noget så overraskende, hvad ville der så ikke ske af vidundere, hvis jeg blandede flere farver - jeg fik lortebrun(!), viste det sig, øv!

PS: Og deraf kan man formodentlig drage den slutning, hvilket først gik op for mig meget senere i mit liv, at det netop er derfor, at mad, der kommer ind i munden i alle farver, ender op med at komme ud i den anden ende som brun.

Niels-Simon Larsen

Jeg arbejdede engang på en lilleskole. Ude i kanten af gårdspladsen var der et hegn med hyld og pil. Børnene holdt af at lege der. De lavede små indhegninger, hytter af pinde, tog dukkegryder med hjemmefra, ja, lavede alt muligt fantasifuldt og var vildt optagede af det.
Det kostede intet. Ingen voksne blandede sig. Det havde intet formål ud over det, det havde i sig selv.
Det er 25 år siden. Hvorfor husker jeg dog et uanseelig og snavset legested? Jeg tog nogle billeder. Dem har jeg smidt ud. Her er det første gang, der ville have været brug for dem.

Det lyder måske underligt, men i forhold til hegnet regner jeg ikke Lego for andet end skadeligt, Walt Disney for endnu værre. Det er lige som om, at barnets selvfremstillede verden intet er imod købeprodukter af alle mulige slags. Ikke sådan at forstå, at jeg er imod alt, der er fremstillet, men hvor mange forsvarer barnets uskyldige gåen op i ’ingenting’? Det er jo som om, barnet meget tidligt får at vide, at det ikke er noget i sig selv, og de krusseduller og krimskrams, det laver, heller ikke er det, ja, noget det skal lade være med.

Mange børn i dag siges at være stressede. De får ikke lov at kede sig. Undertiden skal man have lov til næsten at kede sig til døde, og først da tager man fat på noget nyt.

Jeg pålagde engang en 6. klasse at skrive om ’oplevelser’ i deres sommerferie. En pige skrev: ”Jeg var ved Vesterhavet, men der oplevede jeg ingenting”. Jeg spurgte hende, om hun dog ikke syntes, at det var fantastisk at se bølgerne ved Vesterhavet. ”Nej, det var kedeligt”, svarede hun.
OK, for en pubertetspige er Vesterhavet nok kedeligt.

Michael Kongstad Nielsen

Thorkil Bjørnvig tager udgangspunkt i barnets verden. Vi har alle været børn. Vi kender alle den verden. Vi glemmer den, eller distancerer os fra den, fordi voksenverdenen kræver det af os på mange måder - men for de mere kritiske individder, er denne distance uacceptabel eller uønsket.

Kunsten er at bevare kontakten med barnesindet. Samtidig med at man udvikler de overbygninger, der gør det muligt at opretholde tilværelsen. Men barnet har alle de nødvendige forudsætninger, og lever dem naturligt ud, mens den voksne skal kæmpe mod tillærte forhindringer og begrænsninger.

"Jeg taler helst med Børn;
thi om dem tør man dog haabe,
at de kan blive Fornufts-Væsener;
men de, der ere blevne det
- Herre Jemini!"

Søren Kierkegaard, Enten-Eller.

Kirsten Svejgaard

@John Fredsted:

Det var da synd, hvis du aldrig kom længere end til brunt. Hvis du havde fået lov til at eksperimentere videre, ville du måske have opdaget, at rød og blå bliver lilla, rød og gul bliver orange osv. Måske kunne du til sidst have frembragt hele farveskalaen ud fra de få grundfarver.

Niels-Simon Larsen

På et vist plan er det udviklende at være Rasmusmodsat. Simpelthen gå totalt kontra og sige, nej, vi er ikke frie og lige. Vi har det ikke godt. Vi er frygtelige over for hinanden. Vi er afstumpede og hjerteløse. Bor på en helt sindssyg måde. Arbejder som slaver. Gør ting helt imod vores sande interesser osv., og så tage diskussionen, nå, mener du ikke det, er du sikker på, at du ikke er gennemhjernevasket, og hvor ser du modbeviset på det, og ud fra hvilket ideal mener du ikke, det kan passe?

Det vil være særdeles kreativt, men det er der vist ikke mange, der mener, de har tid til.
Når jeg har læst avisen om morgenen, lægger jeg den somme tider til side med ordene: ”Er vi fuldkommen vanvittige?” I dag fortæller en afrikansk forfatter om vold i Afrika, og at det i flere tilfælde har gavnet. Jeg kommer til at tænke på ”Den tredje mand”, hvor en af personerne siger, at det er godt med folkemord, og at svejtserne kun har bidraget med kukuret, fordi de har levet i fred.
Jeg ser det som den uhyre pris, vi må betale for kvælningen af barnets kreativitet og den voksnes åbne sind.

Kirsten Svejgaard

@Niels-Simon Larsen:

"Det lyder måske underligt, men i forhold til hegnet regner jeg ikke Lego for andet end skadeligt, Walt Disney for endnu værre."

Helt enig. Men hvor er det svært at kæmpe imod legetøjsindustrien. Da min børn var små, smed jeg BR-reklamerne væk, før børnene opdagede dem.

John Fredsted

@Kirsten Svejgaard: Jeg er ret sikker på, at jeg også nåede rød + gul = orange. Hvad rød + blå = lilla angår, ja, der er jeg knap så sikker; men så er det jo godt, at jeg som voksen bare kan kikke på farven af den nuværende regering.

Men det måske mest interessante ved min oplevelse er det, at den illustrerer en tilsyneladende tidlig udviklet, eller måske ligefrem medfødt, tendens hos mennesket til at forestille sig noget i stil med, at når noget er godt, så må dobbelt dette være dobbelt så godt - altså, at mere altid er bedre. Denne forestilling synes mange voksne mennesker stadig at bære rundt på.

Og når jeg skriver dette, så kan jeg faktisk komme i tvivl om, hvorvidt for eksempel grådighed for en stor dels vedkommende er medfødt, og dermed at når den forekommer hos den voksne, så skyldes det måske snarere, at den aldrig er blevet aflært, fremfor at den er blevet tillært. Dette vil selvsagt give en noget anden opfattelse af, hvad et barn er.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Det vil være særdeles kreativt, men det er der vist ikke mange, der mener, de har tid til"?

Hvis det kan overraske, så forestiller jeg mig snarere, at det handler om mangel på mod end om mangel på tid. Mangel på mod til at skille sig ud og dermed stå alene. Mangel på mod til i kulturel forstand at rive gulvtæppet væk under sig selv ved således at give sig til at tvivle på meget af det, man tidligere (grundlæggende ureflekteret, velsagtens) anså for værende sandt.

Niels-Simon Larsen

@Kirsten: - og hvorfor har tusser en større tiltrækningskraft end gode Caran D’ache farver? Allerede her, synes jeg, at den voksne har lov at vælge for barnet. Barnet er let at lokke. Det vil også række hånden ud efter det farvestrålende slik og ikke guleroden.

Alment:
Hvis vi kun kan udvikle os gennem massemord, er vi simpelthen nogle aber. Den går heller ikke, for hvis vi også skal ned at ligge mht. klimaet, så er der ikke noget ’bagefter’. Der er ingen til at tage ved lære. Klimaet er vippet og planeten umulig at leve på. Derfor skal vi kunne udvikle os gennem, eh --- omtanke. Det er vores eneste redning, at det ’fine’, der gør os til mennesker, tager over og styrer os.

Her er det så dejligt, at vores ’establishment’, det repræsentative demokrati, stedet for den højeste oplysning (uni), åndelige vejledere (religion), statsoverhoved med familie og små børn (uden fremtid), går foran mod – eh, det er vist nok endnu mere vækst, efter hvad de siger.

Vi, Frie ord med sine lange tråde, aftvinger ingen respekt, og hvis vi gør, er det inde i småtingsafdelingen. Så er det, at man skal være glad for, at der overhovedet er en sådan.

Kirsten Svejgaard

@John Fredsted:
Nu kommer du ind på menneskets særdeles komplekse psyke. (Men det ser da ud til, at du selv opdagede, at ’mere’ ikke altid er ’bedre’!)

Et barn kan ikke tænke todimensionelt før i 5-8 års alderen. Det kan ikke på samme tid rumme tanken: ’jeg vil have’ og tanken ’de andre må undvære’. Småbarnet vil derfor altid række hånden ud efter det, der tiltrækker dets øje. Hvis denne adfærd fortsætter ud over senest 8-års alderen vil man antage, at der må ligge følelsesmæssige ubalancer bag. Oftest kompensation for utryghed. En forsker har engang sagt noget i retning af, at hvis et trygt barn beder om en is, så beder det kun om en is og vil ikke reagere nævneværdigt over et afslag. Hvis et utrygt barn beder om en is, beder det i virkeligheden også om kærlighed, og da vil et afslag have ganske anderledes konsekvenser.

Fortravlede forældre af i dag fylder alt for ofte både deres egne og deres børns liv med ’is’ i stedet for tid og nærvær. De knokler løs for at give børnene de samme ting, som ’alle de andre’ har, og ser det selv som netop et udtryk for kærlighed.

Man kan vel godt sige, at evnen til grådighed er medfødt, men jeg vil mene, at det kræver specifikke opvækstvilkår at udvikle denne evne ud over alle grænser.

Men med leg og fantasi har dette intet at gøre.

Niels-Simon Larsen

Jeg har lige set Triers, Melancholia. Den er genial. Jeg synes, den handler om meget af det, der kommer frem i vores indlæg mht. . . . ja, mht. det hele. Slutningen er . . . nej, se den.
Normalt kan jeg godt lide at tale om en film, men denne har gjort for stort indtryk på mig.

Kirsten Svejgaard

I tilknytning til mit ovenstående indlæg skal man selvfølgelig lige huske, at når småbarnet ’vil have’, så er det ikke for at samle til hobe, men for at udforske sin verden. Børn er nysgerrige og kontaktsøgende og evner at lære utroligt meget gennem deres tidlige år, hvis de ellers får lov, dvs. hvis de er i kontakt med voksne, som er trygge og imødekommende og i stand til også at være ’informerende’ på barnets niveau.

En af pionererne inden for en videnskabelig udforskning af børns tænkning og indlæring var den schweiziske videnskabsmand Jean Piaget (død 1980), hvis resultater alt for ofte bliver tolket alt for snævert (som sædvanligt, kunne man sige). En af grundene er måske, at han anvendte et matematisk-logisk sprog, som mange ’humanister’ ikke forstår ret meget af og i mange tilfælde heller ikke gider sætte sig ind i. (Jeg husker f.eks. fra studiet en lærer, som kom med denne udtalelse om et af Piagets resultater: ”Omkring 3-4 års alderen kan børn foretage en-til-en korrespondens, som jeg ikke ved hvad er”)!
Meget kort sagt mente han, at evnen til en-, to- og flerdimensionel tænkning beroede på modningsprocesser i hjernen. Desuden havde han en ’assimilations- og akkomodationsteori’, som det vil føre for vidt at redegøre for her.

Men én ting er jo at have evnerne. Noget helt andet er at de skal udvikles og trænes, og i forhold til vores emne her kommer den følelsesmæssige side af sagen jo også ind. ”Børn skal ikke opdrages, de skal ledsages”, siger Alice Miller, en anden schweizer, som i en række bøger gjorde op med psykoanalysens teorier om børns personlighedsmæssige udvikling. Den bedste af dem er efter min mening ”Du må ikke mærke”, den næstbedste ”I begyndelsen var opdragelsen”.

Kirsten Svejgaard

Jeg plejer at gå uden om Trier, han er 'lidt for meget' for mit temperament, men måske skulle jeg overgive mig og se Melancholia.

homo ludens
det legende menneske

hvis uendeligt mange ( evt. virtuelle ) mennesker skriver løs, vil de meget sikkert skrive
bla.a.:

samtlige hilbert's opgaver
hele cantor's mængdelære
samtlige mikael ende's værker
samtlige borge's værker
samtlige jeanette thell's værker
samtlige it-gørlige reklamer eller reklamefilm
samtlige: the savage rose's værker
samtlige røde mor's værker
samtlige carl nielsen's værker
samtlige: amalie værker
samtlige kgb's værker
alle möebius' værker
samtlige jens august schade's værker
hele goethe's farvelære
samtlige inge christensen's værker
samtlige ugens rapport: de grå sider
samtlige it-udgaver af: illustreret videnskab

whats up doc?

vers 1.0

menneske først
så kristen næst
så socialdemokrat
så socialist
så astronom
så marxist
så kommunist
så darwinist

vers 2.0

astronomer,
astronomi,
astrologi, astrologer
og autocampere

vers 2.1

camp, lejr
kamp, kamplejr
autocamp,
selvkamp,

vers 2.11

alt liv er lejrliv,
lejrliv er bare livet,
intet liv uden lejre

vers 2.12

øh! hvilke slags lejre?

Gunvor Trinderup

I går legede jeg med ord for sjov skyld og narrestreger;

Legen bankede puls på Moder Jord,
langt før kulturen satte sine spor,
det er eksistensens spontane primal-tumlen,
en biologisk struktur - legende let ind gennem
underbevidsthedens usagte tids ur,
det sidder i knogle, hofte og (h)ånd
men går udenom æggehoveders vånd.
'Du' leger noget andet end 'jeg', i alt det sjove på sned
og ingen kan pille i dragens skellede led, uden dét
tager alt det lattermilde ud
af magiske kys-dit-liv-på-rejsen og andet fantastisk øjebliks ævl,
der ivrigt tager dig, du og os med på nye sværmende fabler uden kævl.
Som alle i de fleste med deres vildeste fantasi tror på
eksisterer i sindbevægelsens
laden-som-om-og-kom-lad-os-lege-sammen-let-på-tå.
Vi er som trold efter fortælling,
som sjæl boltrende i frivilligheden af en medfødt
tiltrækningskraft og den Grimme ælling.
Mens tiden nyskabende, som en usynlig ven springer jublende ud.
Ud gennem sindkrop af nærværet fuld af skæg, i et "elsker dig en smule".
Du findes i et glædeshyl, i de smilende frække øjne og sprælske næver som kun slås for sjov,
i begæret efter at se omkring 'det næste runde hjørne' og et 'hov!' - sammen
og nogle gange alene ind til vi nyder smagen, duften, lyden af frihed,
som legende lette mønstre af linjer af naturkultur flettet til en filur.
For friheden er 'In the Zone'" , hvor jeg'et følger flowet uden en tanke
om hvor smart i en fart og pinligt du ser ud med en stur rød næse,
eller hvor lærenem du er til være dum som i blond og fadæse
- for glæden og fordybelsen har slugt dig og mig ned i maven af
en gummiged under navnet Tante T.E.D som siger;
"Tertra tan talting ste!".
Og måske er vi også bare helt vildt meget eksistens,
som frø, spirende til bøjelige, knagende træer,
der i årstider gro til ringe af 'tro' på indersiden af knudret bark.
Alt mens insekter kriblekrabler en klimagenese og bladene rasler
i vinden, som en kamæleonsk fotosyntese.
Og måske leger vi også gemme eller blindekuk med tiden i (u)ordnede kasser.
Finder engle med vinger bag buske som i realiteten,
bare er frie flyvske navigeringsfisk med fjer i stedet for finner.
Vi kan lege, at du er den der fanger en far og en mor, og tryller binder
dem i et tingtingelingpling.
Du kunne også være en nietsnie eller en odranoel som udtænker nye Dings ud af ingen tings.
Og måske er vi slet ikke menneske men gejst
på vej ind gennem verden fuld af uendelige stier og andet hejs.
Som Cand. stifindere af ud- og indsyn i muld og andre klatretræer.
Uden nogensinde at give slip på grebet, på rødder, på stammen.
Kravlet videre op til solen og tilbage igen, med et ja og amen.
Imens en ko, måske to, danser tango henover Luna.
Og hvis du stoler på, du kan gå på himlens blå og tror en smule på fortuna,
byder de dig sikkert op til dans, bare sådan, lidt tilfældigt,

John Fredsted

@Kirsten Svejgaard: "... at når småbarnet ’vil have’, så er det ikke for at samle til hobe, men for at udforske sin verden."

Hvis det er rigtigt, så kan jeg selvsagt godt skrotte min idé om en medfødt grådighed, hvor grådighed er forstået i dens negative betydning og ikke som for eksempel videbegærlighed.

Da grådighed ikke nødvendigvis er det samme som ønsket om at dominere, så tilbagestår stadig spørgsmålet om, hvorvidt ønsket om at promovere og hævde sig selv er medfødt. For i evolutionsmæssig forstand er vi jo dyr, der (altså dyrene) netop er udstyret med selvhævdende, brovtende instinkter.

Se bare solsorten, som jeg hørte synge i dag, over tre måneder før normalt, sikkert grundet den milde vinter. Den fugl har i det meste af mit liv gjort mig meget ked af det(!), helt modsat dens effekt på mine medborgere, for ingen anden fugl i Danmark artikulerer i mine øjne så klart dette 'biologiens aggressive grundprogram'. Jeg formoder, at den netop derfor er Danmarks mest udbredte fugl.

Og dette leder mig frem til et spørgsmål, jeg er begyndt at stille mig selv: Kan man kun opnå en form for lykkefølelse i denne verden ved at begynde at hævde sig selv aggressivt? Hvis svaret på dette skulle være bekræftende, så kan jeg bedre forstå, hvorfor vi mennesker, som de flest, er nødt til at destruere planeten for at kunne holde ud at være til.

gunvor trinnerup, skrev:

Og hvis du stoler på, du kan gå på himlens blå..

-----------

tvært i mod, hold fødderne på kloden,
for i disse tider blev darwinismen, og darwinister næsten lige så miskrediteret som marxismen, marxister, kommunismen og kommunister.

holdes proletarerne, arbejderne i formlæreovertro, en grammatikovertro ?
i "tro" på skriftsprogets formlærer, grammatik, som kaldes den ( eneste ) naturlige;
for hvis man ( arbejderne, proletarerne ) afviger fra de vers, så kaldes man ( arbejderne, proletarerne ) for perverse ( afvigere fra det naturlige );
men hvor naturlige er lige de nuv. grammatikker, formlærer, hvis de hævdes som: de eneste
gyldige, eller de eneste gode, eller de eneste dulige, eller de bedst mulige?
der er andre

som forneden så foroven

tidernes vekslerier,

fortidernes sædeskifterier fra sæd1 til sæd2
fortidernes skikkeskifterier fra skik1 til skik2
nutidernes sædeskifterier fra sæd3 til sæd4
fortidernes skikkeskifterier fra skik3 til skik4
fremtiderns sædeskifterier fra sæd5 til sæd6
fortidernes skikkeskifterier fra skik5 til skik6

( altså skik = sidr = sæd = ( paradigme,
grammatisk for: bøjningsmønster )

fra landbrug til clerc udi latin,

læren er: at en hvis grammaticus,
i stedet burde have holdt sig til jorden;

--------

i det mindste selve kredsløbstankerne selv synes
at udvise evig eller evindelige genkommen
( helt borte var de nu næppe nogensinde
eller nogetsteds )
nogle af dem er jo højaktuelle indefor miljøsagerne
og økologi;

som forneden så foroven
tiderne skifter sig og skifter
og
paradigmerne,
bøjningsforbillederne,
bøjningsmønstrene

mildnes;

jvf. mao tsetung:

menneskets erkendelse udvikler sig trin for trin,
fra lavere til højere stader,
fra ensig til mangesidig og
til hele,
følgende samfundsudviklingerne

Henrik Darlie

@kim gram

Obama sagde ved til tiltrædelse:
"We will restore science to its rightful place"
dette glædede mig meget, men nu er jeg blevet alvorligt i tvivl om hvad det egentlig var han mente.
Så nu siger jeg:
Gid fanden havde sine egne, så han kunne gå og hytte dem i fred, og så kunne vi andre måske slippe for dem i mellemtiden.

Henrik Darlie

John Fredsted siger:

"hvad ville der så ikke ske af vidundere, hvis jeg blandede flere farver - jeg fik lortebrun(!), viste det sig, øv!"

Din oplevelse skyldes udelukkende begrænsninger i det menneskelige øjes virkemåde. Så det man ikke lige kan se må man forstille sig, indtil det første menneske med mere end 3 receptorer i øjets 'hjerneceller' fødes. Heldigvis udforsker forstandige mennesker stadig matematikkens undere, og personlige computere er kun 'lige' blevet opfundet.

vekseldrift veksler vist mer' end drifter

og lutspil, og harpespil, strengespil og strengeleg, det er sjældent nogen strenge leg

også det er nemlig landalmue og byalmue sund fornuft, at vin kvinder og sang må der til, med hår som guld, og med hår som snehvide,

lige fra land til by, også for det daglige brød, og fast arbejde bør det være tillige,

med tiderne kom naturhistorisk udviklingslære, og darwinisme langt mere frem til flere,og
også arbejdsmidlerne og arbejdsredskaberne vidreudvikledes

så snart tager de forenede landarbejdere og byarbejdere i alle lande over

lovende mulige løsninger såsom:

» … i det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har én virksomhedskreds, men kan uddanne sig i en hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker«.

vekslinger og afvekslinger

at hver menneske har virkelige muligheder for at lave noget af hver af landbrug, kvægavl, rengøring, fiskeri, håndværk, videnskab, økonomi, husholdnigsstyring,kunst, kultur.

vekslende og afvekslende

menneskesind og mennesker og ting og sager i hver farver og med og som hver farver;
arbejde, videnskabsudøvelser kunstudøvelser og udøvelser af såkaldt finere videnskaber, og udøvelser af såkaldt finere kunst,
pointen er jo både-og'er og helst det hele, i det mindste vekslende
og afveklende

Henrik Darlie

yay, sikke dog en fantastisk tråd, sikke dog et fantastisk forum. Vi kommer til at gå meget mere ondt igennem, men forude spirer håbet til stadighed.
At tænke sig: vi har allerede fået aviser der skriver sig selv, med lidt hjælp, forstås.

Niels-Simon Larsen

@John: Tak for tippet om Arthur og Folkets supermarked. I aften kl. 18 genudsendes 1, og i morgen kl. 20 kommer 2.
Glæder mig, for jeg var ikke med fra begyndelsen.

John Fredsted

@Niels-Simon: Og tak for hermed lige at have mindet mig om, at afsnit to kommer i morgen - jeg er nemlig bange for, at jeg havde svedt det ud.

Niels-Simon Larsen

@John: Meget interessant udsendelse. Glæder mig til de tre næste.
Det er vigtigt, at tingene får lov at udvikle sig fra neden, men der skal være nogle overordnede strategier: Friske og lokalt producerede varer. årstidens afgrøder og dvs. ingen jordbær til jul og ingen drivhusopvarmede tomater.
Hvad så med appelsiner m.m.? Dem kan man købe i andre butikker.
Fisk skal komme fra kystfiskeriet og ikke fra de store, havbundsødelæggende støvsugere. Som en kuriositet kan jeg lige nævne, at i den sø, jeg bor ved, hiver man somme tider i tonsvis af skaller op og destruerer dem, fordi de forurener. Ja, og hvorfor gør de mon det?.
Det er en større omstilling, vi skal i gang med.

Michael Kongstad Nielsen

Børn er selvfølgelig ikke grådige. De ved helt nøjagtigt, hvornår de har spist nok, er mætte, og ikke behøver mere. Så stiger de ud af barnestolen og går på nye opdagelser i livet.

Grådighed er en unaturlighed. En forspisning. Som man får det dårligt af.

Kirsten Svejgaard: - jeg forstår ikke helt dit udsagn om, at et barn ikke før i 5-8 års alderen kan rumme tanken: ’jeg vil have’ og ’de andre må undvære’. Det tror jeg sagtens det kan meget, meget tidligt. Specielt hvis der er andre søskende.

Barnet stiller sig tilfreds, og fornøjer sig med de andres glæde over at få en is.

vi bør og må videre mht. at finde svar på spørgsmålet
om det er "astrologi" eller
kommunisme og kommunister, der bør råde ?
tænk på noget bla.a.piet hein,
kunne have ment om alvor og leg,
så syng og leg
internationale, og evt. også kringsat av fjender

Mjød

Trællene spørger: Hvad skal Skjaldeskabet nytte? Trællehoveder måtte trille for Skjaldeskabets skyld, og de triller sikkert endnu.

Som en Slange søgte jeg Skjaldeskabet, som en Ørn bjærgede jeg mit bytte.

God var Gunlød, men Mjøden lyste med en stadigt mere forjættende glød.

Glødende var Karrene, det lokkende lys fra al fremtids Skjaldeskab.

Søren Rehhoff

@ John Fredsted

"Se bare solsorten, som jeg hørte synge i dag, over tre måneder før normalt, sikkert grundet den milde vinter. Den fugl har i det meste af mit liv gjort mig meget ked af det(!), helt modsat dens effekt på mine medborgere, for ingen anden fugl i Danmark artikulerer i mine øjne så klart dette ‘biologiens aggressive grundprogram’. Jeg formoder, at den netop derfor er Danmarks mest udbredte fugl.

Og dette leder mig frem til et spørgsmål, jeg er begyndt at stille mig selv: Kan man kun opnå en form for lykkefølelse i denne verden ved at begynde at hævde sig selv aggressivt? Hvis svaret på dette skulle være bekræftende, så kan jeg bedre forstå, hvorfor vi mennesker, som de flest, er nødt til at destruere planeten for at kunne holde ud at være til."

I det mindste får vi gjort kål på solsortene, det må da være en trøst

Sider