Den 16. januar 2005 tog Det Kgl. Teater Operaen på Dokøen officielt i brug med en festforestilling.
Fine folk var trommet sammen på de 1.400 tilskuerpladser fordelt på etagerne. Dronning og hof, statsministeren, regeringen og Folketinget, Højesteret og embedsværket, pengemagt og pressen. De vandrede hvileløst rundt i den nye foyer uden siddepladser og borde at stille den dyre kontorkaffe fra sig.
Og efter den første undren over underskuddet af parkeringspladser og nidkære vagter, der inddrev bøder til grundejeren — for ikke at tale om garderobeforholdene — ringede det ind, og samfundets øverste kreds fandt sine pladser på blå stole bygget til folk med lår som dværge. Der sad de.
Ikke at forglemme donator, han var naturligvis til stede, landets rigeste mand der af egen fond skænkede det danske folk Operaen mod at få sit navn trykt i programmerne.
Midt på den lange, lange, lange aften trådte den gamle skibsreder frem på scenen og betroede nationen sine tanker om generøsitet og gaver.
Statsministeren — kendt for sin kreative bogføring — takkede. En mand fortrolig med rampelys og mikrofon, men tydeligvis ikke med et skråt gulv. Mange fremmødte var pænt klædt på denne festlige aften, men ikke kendt med teatrets væsen og kunstens kald, hvilket havde tilskyndet teaterledelsen til at sammensætte et program, der ikke udfordrede de forudsætningsløse.
En nærliggende tanke såsom at opføre en opera i en opera blev således forkastet. Altså diverterede Operaen med det lettere repertoire og ikke så længe ad gangen, men i hastig afveksling for det lette kavaleri og mange tissepauser. Med enkelte undtagelser, der ikke faldt i god jord, var der ikke meget, der sådan set havde med operakunst at gøre.
Multimanden Møllehave hersede rundt med sig selv på den vældige scene, engageret til dagen som konferencier for en tabt sag og indlagde sig uvisnelig hæder ved at henlede festdeltagernes opmærksomhed på husets arkitekt. Verdensberømt og en af Danmarks betydeligste i bygningskunstens historie — ham havde teaterledelsen i samdrægtighed med bygherren, der ikke brød sig om hr. Henning Larsen, sendt op på en fjern etage.
Der sad arkitekten så fint i kjole, hvidt og medbragt viv. Placeringen var symbolsk som aftenens program var potpourristisk og varslede en fremtid, hvor feststemning og glæde og gaven til det danske folk, når opera i magtens kreds var gået af mode, igen ville blive afløst af hverdag i populistisk middelmådighed.
Nogen lægger ikke vægt på den slags varsler, andre ser dem ikke som tilfældigheder.
Forudset for dyr drift
Den nu tidligere operachef og den tidligere musikchef, henholdsvis Holten og Schønwandt, advarede tidligt mod at beskære et i forvejen overskueligt budget.
Havde man nu endelig apparat til grand opéra, måtte de ansvarlige indse, at det kostede at fylde rammen ud og høste valuta for den investering, som trods alt ikke kun var skibsrederens.
Respektfuldt sagt er hr. Møller rent bortset fra den rettidige omhu også en slags produkt af biologien og af det samfund som han tjener så flittigt, men også nyder godt af.
Uden Danmark ingen Møller, uden Møller en anden Møller. Bemærket i forsigtig og nænsom benovelse over de mange penge.
Donationen til det danske folk viste sig ligesom i eventyrernes gaver fra halvguder at være tvetydig. Og ’det danske folk’ og ’det danske folk’, bårp, bårp. Flertallet er utvivlsomt mere til øl, den slags og hornmusik.
Kunstnerisk udørk
Administration og kvadratmeteromfanget af de mange bygninger tvang teatret i knæ, og besparelserne har nu slået hovedet på sømmet og forståeligt nok sendt operachef og kommende musikchef på vild flugt. Operaen er ikke mere opera på niveau, men noget der meget snart kommer til at ligne en middelstor tysk provinsscene og dét med et mindre kor end gennemsnittet.
Kasper Holten advarede igen igen fra sit eksil i London: Med de nye nedskæringer skal Det Kgl. ikke regne med at tiltrække kunstneriske chefer, dirigenter og solister af første rangklasse. Keith Warners afsked i utide afholder samtlige i den vægtklasse fra at lade sig friste. Operakoret er skåret ned til det uacceptable, kapellet ikke bragt ajour til de store forestillinger, og man kan være fuldstændig sikker på, så sikker som i gamle dage, at de bedste operasangere i deres bedste alder herefter søger udenlands. Det hele bliver kort sagt back to normal.
Det var dengang man stillede sig tilfreds med det tredje- og femtebedste og var glad og fornøjet bare tæppet gik op og ned, og sangerne ikke faldt ned i pauken.
Teaterchefens kommentar er henrivende: »Vi skal nu i ledelsen sørge for en smidig overgangsperiode, til den nye operachef er fundet«. Sådan sagde direktør Erik Jacobsen. En smidig overgangsperiode!
Mens man sad og funderede over, hvad dét betyder, forestillede man sig i sin dystre fantasi, at en kunstnerisk sindet rigtig teaterchef i stedet havde sagt: ’Nej, fanden gale mig, om min operachef går; hvis han går, skal han i hvert fald ikke gå alene, for nu går jeg også og finder mig ikke i flere forringelser og tilsidesættelser. Det er mit bud på en smidig overgangsperiode, og så kan de skide politikere med Venstre i spidsen, der nu jamrer over de besparelser, som de har gjort til en livsform, selv få lov at synge, danse ballet og spille komedie. Farvel og tak’.
Men sådan sagde teaterchefen ikke. For det betyder dybest set ikke ret meget, teatret er bare noget, han tilfældigvis takket være en besynderlig tidligere minister og en tidligere bevidstløs bestyrelse administrerer. Ynken i teaterchefens reaktion betyder som antydet uoverstigelige vanskeligheder med at finde en ny leder af operaen.
Hvem accepterer de vilkår som en topprofessionel berømt operachef har forkastet? Hvem vil søge stillingen på Dokøen og hermed demonstrativt hævde at Covent Gardens nye danske operachef, allerede en af de mest indflydelsesrige personer i den internationale operaverden med sin skriftlige advarsel forleden bare overdriver? Eller har knald i låget, og at krisen så heller ikke er værre, end at det kan klares med en smidig overgangsperiode? Ingen. Heller ingen betydelige dirigenter.
Tomhed mellem ørerne
Men teatrets ledelse har fod på situationen; chefen, ledelsen og bestyrelsen skal nu til at organisere smidigheden og opretholde den høje kunstneriske standard, som de siger.
Teaterchefen lader forstå, at man sådan set fortsætter, som om ingenting var hændt, skønt hver 13. medarbejder i huset er væk efter den mest radikale reduktion i teatrets historie. Operakoret er skåret ned til 40 medlemmer, kapellet har ledige pladser, og forestillingernes tal reduceres drastisk.
Det klarer vi med smidighed. Den havde Det Kgl. altså ikke før. Og hvis ansvar er så det?
Hvad enten man er til mere rullepølse på plejehjemmene eller ej; hvad enten man hader kunst, kultur og opera eller ej, så kan de fleste vel blive enige om at moderne management, hvor man snakker katastrofen væk og sorgløst lader to og fem være lige, har sine gyldne år på nationalscenen.
For ikke så længe siden indkøbte ledelsen i det kriseramte teater en skræddersyet værdipolitik, hvis banaliteter om det kongelige brand kun overgås af tekstens lodrette vås.
Meningsløsheden kommer til sin ret i teaterledelsens reaktion på katastrofen, der nu er eksploderet mellem chefens fingre med den gamle bestyrelse i bakspejlet. Indvielsesfesten dengang i 2005 varslede i sandhed fremadrettet tomhed mellem ørerne.
Lad bygningen blive til et nyt børnehus.
Den grinede jeg mest af
'Operaen er ikke mere opera på niveau, men noget der meget snart kommer til at ligne en middelstor tysk provinsscene og dét med et mindre kor end gennemsnittet.'
Uha, da, det lyder ikke rart.
Godt skrevet!
Skal man le eller græde?
Jeg gjorde det første, men indser at jeg burde græde.
"Administration og kvadratmeteromfanget af de mange bygninger tvang teatret i knæ, og besparelserne har nu slået hovedet på sømmet og forståeligt nok sendt operachef og kommende musikchef på vild flugt."
Det værste er jo, at ovenstående er løgn, og at Georg Metz ved det:
"- Det Kongelige Teater har fortalt en historie om, at bygningerne udhuler budgettet. Det er der ganske enkelt ikke belæg for, siger Stig Jarl til Politiken."
Georg Metz forsætter Det kgl Teaters newspeak.
Gad vide om han har fået honorar for artiklen af både Information og Det kongelige Teater?
Det var jo sådan set et ny skuespilhus, vi manglede... Gl. Scene er beundret af alle gæstende sangere og dirigenter.
Torben Lindegaard, der sker mangt og meget mellem institutionerne og ministeriet, ikke mindst i form af pålagte administrative 'forbedringer', der ikke tillader nogen at spare en krone på personalebudgettet, i værste fald faktisk kræver mere administrativt personale, men som til gengæld sender penge tilbage i centraladministrationens kasse.
Mht. Metz's kommentarer om åbningsgallaen, så er det altså sådan, man i hele verden fejrer den slags - for at give så mange dele af repertoiret adgang til at vise, hvad de kan.
Jeg tænker med glæde tilbage på opførelsen af "Etude", f.eks.
"Respektfuldt sagt er hr. Møller rent bortset fra den rettidige omhu også en slags produkt af biologien"
Det var nok den jeg grinte mest over. Tak Metz.
Teatret er ikke kriseramt, det er ramt af
virkelighedens realiteter.
Glimrende artikel. Man kan unægteligt ikke undgå at drage paralleller til Herman Bangs "Stuk".
Før operaen havde man kun et hus med plads til x antal forestillinger, der skulle deles mellem tre teaterformer. Så fik man operaen. Så skulle der vel spilles x+x forestillinger. Til sidst kom skuespilhuset. Altså må der være x+x+x forestillinger. Hvis repetoiret er steget (som formodentlig er bestemt fra politisk hold pga. den ekstra plads), så stiger lønudgifterne sandsynligvis også. Altså medmindre der arbejdes gratis.
Jeg har dog overhovedet ikke tjek på antal forskellige forestillinger før og efter de to huse blev bygget.
Mamma Mia gik for fulde huse i London, jeg faldt ikke i søvn. De sang og de dansede. Hvad er der dog galt med Mama Mia, hvorfor pokker kan klumperne i det Kgl, ikke fatte at husene skal fyldes og skal det være populistisk, altså noget populært, som befolkningen bryder sig om, så indfør det for pokker, eller luk for det gammeldags, meget få gider se. Send de stædige på kontanthjælp. Sidst jeg var i butikken så jeg det Hvide Ægteskab, jeg gik efter første halvleg, de skulle straffes, de der ikke kan fylde lokalerne, det er bare så let.
Fantastisk foto. Nationalbankdirektørens gammelkloge og forkælede søn sidder i sin tomme opera af et legehus, doneret af nationens Joachim von And, som lever fint op til rollen ved at være for nærig til at betale for driften og lønningerne til de mange kunstnere og tjenende ånder, som et sådant tabernakel kræver. Nu er det så op til borgerne i "Andeby" om de vil blive ved med at betale til overklassens promoveringer eller om de hellere vil nøjes med at se Charlie på TV2 og Mama Mia i biffen - hvis det absolut skal være med kultur på. Og for at slutte min svada af med på en positiv node, som man siger, så tror jeg Operaen har sit udseende med sig, især efter at "Joachim von And", qva sin lægmands tilgang til arkitektur og en vis stædighed, fik indført et kølergitter på facaden, som henviser direkte til halvtredsernes æstetik og sans for rock´n roll. Lad det være et hint. En og to, og en to tre fire...
Hvis du, Søren Jensen, ikke kan se, hvad der er galt med Mamma Mia, er du godt nok sentimental.
Det er ikke Det Kongelige's opgave at spille Mamma Mia eller andet ligegyldig pop-underholdning.
Det har vi rigeligt af på andre teatre i landet.
Nationalsenen skal sgu spille noget af det fineste der findes, det er det der er deres opgave.
At vi så har fået en kulturminister, der er en katastrofe, det er så en anden sag.
Og at han til lige med ikke forstår klasisk musik, det er også en katastrofe.
Middelmådigheden længe leve!
Det næste bliver vel at man holder Eks Faktor på Gamle sene.
Så kan "Danskerne " Jo også være med.
VH Heidi Madsen
Der har ikke været kapable kultusministre siden Julius Bomholt, stifteren af organisationen ...
Hernede er vi glade for at kunne daffe til Staatsoper i Hamborg, der møder man i det mindste ikke voluminøse koner i storblomstrede kjoler eller mandslinge med hængerøv i cowboybukserne - der ovenikøbet klapper mellem satserne/scenerne ...
Måske ikke med hængerøv i bukserne, Jan Weis, men tyskerne er altså også mere afslappede i operaen i dag. :-)
Jeg var til operaakademiets koncert i går, og der var en påfaldende trist stemning i huset. Alligevel var det også tydeligt, at der bag alting er en stærk opbakning om Keith Warner, som alle tydeligvis havde store forhåbninger til - og sikkert med rette.
Se f.eks. programmet for andre arrangementer på http://kglteater.dk/site/Alle_forestillinger/11_12/Diverse/Gratisarrange...
jer operaelskere er sq et ejendommeligt folkefærd...gg
@Brian Pedersen.
Ja, men... det er ikke nødvendigvis kun overklassen der nyder Operaen.
Alt det tager er at høre opera koret (før det blev amputeret) synge f.eks. i Tristan og Isolde.
Og der er en fantastisk forskel på gammel scene og så opera huset.
Og ja jeg er opera fan, jeg husker f.eks. engang hvor jeg blev hjemme som fattig studerende og så Wagner på mit sort hvide fjernsyn, istedet for at gå på fredagsbar og få 7x Carlsberg 47'ere for 47 kroner :)=
Og operahuset er et smukt og fantastisk sted, det vigtige er bare at det ikke bliver til endnu et af overklassens statsstøttede vandhuller, men at almindelige mennesker også kan nyde det.
// Jesper
// Jesper
Jesper
det var ikke ment negativt... de der ..gg = griner.
Det er godt der er noget for enhver smag, og der findes også operastykker jeg synes er godt.
@Brian Pedersen.
Min pointe var bare, at det behøver ikke at være en overklasse snob ting. Selv om der er meget indavl, i form at 'gode pladser' der går i arv.
Og Wagner.. Wagner Brian.. det har de lavet rigtig rigtig godt på det kongelige....
Men det er lidt svært nu, hvor man bor i provinsen.. igen den offentlige traffik er ikke god nok
// Jesper
En fuldkommen forunderlig forestilling er "Kvinden uden skygge", der har premiere lige om lidt. Et overvældende farvel fra den, nåh ja, for-forrige operachef og hans kongelige kapelmester.
Det er ikke kun i operaen der hersker disrespekt for det folkelige element. Ved en af åbeningkoncerterne af Koncerthuset (den blå firkant i DR) for et par år siden, havde man i anledning af et eller andet med Gade (kendt for Tango Jalusi) sat en hel aften af til at hylde samme. Men tror i man spillede Tango Jalusi - det enste stykke musik fra komponistens hånd, som nogensinde har interesseret almindelige mennesker - over hele kloden? Nej, Radioen Big Band brugte halvanden time af et skoleridt på at gennemgå alle andre dele af mandens øvrige og død-kedelige repertoire. Meningen var selvfølgelig at publikum skulle have en overraskelse. Det fik vi så også, den var bare ikke postitiv og min date udvandrede i protest, for det var så tydeligt at også musikerne kedede sig efter noder.
Hvorfor helvede tog de ikke Tango Jalusi og genfortolkede det geniale stykke musik i ti forskellige udgaver og så måtte de for min skyld gerne kalde det pop? Svaret er selvfølgelig at så var det jo blevet folkeligt og populistisk og uha, det må det ikke være.
Søren Kristensen, jeg ved ikke, hvad du hører, men falder det dig nogensinde ind, at vi er nogle, der, hvis vi ikke værger for os, bombarderes overalt med noget, vi finder dybt kedeligt og skadeligt for vores musikopfattelse og det, vi kræver af musikken for at få en oplevelse?
Det er en træningssag at sætte pris på god musik, og desværre bombarders allerede det lille barn i moders liv i dag med kommercielt skrammel. Dét er vist den bedste sikring af, at det ikke bliver bedre, kun værre.
http://www.gramophone.co.uk/blog/the-gramophone-blog/must-we-witness-den...’s-great-operatic-decline
@ Peter Hansen
Det er blevet SÅ meget bedre.
Da jeg gik i underskole (Holsteinsgade) var der ikke noget musiklokale. Bænket til klasselokalets træpulte, sang vi en gang om ugen fra salmebogen og højskolesangbogen og når det gik højt medbragte musiklæreren (som også var dansklærer) en rejsegrammofon som hun afspillede klassiske stykke på, som vi så kunne drømme os væk til. En gang om året kom en talentspejder fra DR på besøg og fortalte os at ingen havde chanse for optagelse institutionens kor. Senere, i en anden skole i provinsen, fik vi et klaver, som blev placeret i en død fløj i skolens kæder. Ingen kunne spille på det.
Min musikalske opdragelse foregik således helt for egen regning, inspireret af The Beatles. Som så mange andre, begyndet at spille guitar, men fortsatte og har om få år halvtredsårsjubilæum som udøvende musiker. Jeg har spillet næsten alt (kvaliteten ufortalt) og går ikke op genrer - andet end de to vigtigste: god og dårlig musik.
Men indrømmet, jeg har et skævt øre til opera, fordi det er så anstrengende (man kan jo høre hvor besværligt det er) og det ikke særligt rytmisk funderet, og det rytmiske er et vigtigt element i den tids musik jeg kommer fra: negermusikken med det naturlige swing. Men jeg kan da betages af opera, når det serveres som fx de tre tenorer gjorde og som ikke var for fine til at betone det rytmiske. Det er såldedes musiksnobberiet jeg har det værst med, hvor horder af musik-ukyndige operagængere og halvgode udøvere bekræfter hinanden i "store" oplevelser som ikke er andet end ustyrsstykker.
Skal jeg såldes vælge mellem forrige århundredes musikforskrækkede sorte skole og nutidens bombardement med X-Faktor, Voice og hvad har vi så vælger jeg afgjort det sidste. Det er pæcis hvad jeg drømte om da jeg var fjorten år og ikke anede hvor jeg skulle henvende mig for at lære den næste akkord.
Det var da heldigt, Søren Kristensen, at Beatles nåede helt ud i den danske provins.
Ka' du så ikke bare gå i et selvvalgt refugium hjemme i stuen, Søren Kristensen, så du ikke skal glo på alle disse musiksnobber, som du kalder dem, og dér f.eks. kan starte med at lytte til Mozarts Tryllefløjte på CD ( helst med tyske sangere og musikere ) - så kommer resten som regel helt af sig selv ...
Men måske skal der mere til, for at bringe en Mozart ud i provinsen ...
@ Peter Hansen, du mener jeg er sentimental, jeg er bare dum, slog ordet op: sentimental [sæntimænZtaOl] adj. -t, -eo overdrevent følsom el. følelsesfuld.
Hvad har det med Mama Mia at gøre ?
Hvis ikke Det Kgl. kan fylde huset, må det lukke. Jeg synes de skulle tage sig sammen og fylde huset med det folket gider se/opleve. Giver det overskud, kan man for min skyld begynde med al den finkultur man lyster, men det bør være på publikums egen regning. Måske skulle 50% bare være noget der tiltrak publikum.
Hvad er der egenlig galt med Mama Mia, der er god musik og livsglæde ?
Det flytter ikke noget, Søren Jensen, det reflekterer ikke menneskers liv og erfaring. Og det er det, kunsten skal, det er derfor, vi støtter den som samfund. Den er en reflektion over menneskers liv og erfaring, der går lidt dybere end et bryllup på en græsk ø. - Kan du ikke sel v høre det "Mamma Mia!" og en græsk ø - havde den i det mindste så været spansk. ;-(
ABBA skriver gode sange, men denne forestilling er simpelthen spekulation. Og det er der ligesom ingen grund til at understøtte med statslige midler. Men der er bestemt grund til at understøtte enestående kunstneriske begavelser i Danmark, og at lade dem møde inspirationen fra ligesindede udefra.
Jeg kan læse mig til i mange af de kommentarer, du i årenes løs har overlæsset netddebatter med, at du baserer din kritik på en forestilling, du udvandrede fra for efterhånden mange sæsoner siden. Teatret flytter sig heldigvis konstant . http://www.danskfilmogteater.dk/teatertitler/Det%20Kongelige%20Teater/D/...
@ Peter Hansen,"Og det er der ligesom ingen grund til at understøtte med statslige midler."
Det er det, jeg skriver, der skal netop ikke statslige midler til, det er en forestilling, der betaler sig selv. Hvorfor pokker er det blevet forbudt det offentlige at opføre sig økonomisk forsvarligt.
Du er klart klogere end jeg, for du ved, hvad der skal hældes i folk, uanset hvad de ønsker. Det fine ved det danske system er at befolkningen vælger det, de finder bedst, om det så er mobiltelefoner, fladskærme, biler eller underholdning herunder teatre. Når Nokia ikke kan levere bliver det Appel og når Det Kgl. ikke kan sælge biletter, må der noget andet til, der er ikke uanede ressourcer, vi har en gæld på 100 milliarder !
Spekulation, hvad er der galt med det ? Tænk hvis Det Kgl. kunne komme med en forestilling, der fyldte huset, ja hvad ville der sket, de ville lynhurtigt tage den af programmet, der skal under ingen omstændigheder opføres noget folket gider se !
Enestående begavelser, hvem pokker er det og kan de ikke støttes noget billigere end ved at drive tomme huse ?
Nogen gør noget ved det: http://www.opera-australia.org.au/res/pdfs/media_releases/OA%20Movies%20...