Kommentar

Trekantsregeringer overlever ikke

Det er aldrig rart at være tredje hjul. Det har en række partier måttet sande efter at have tabt adskillige mandater på deres engagement i en trepartiregering. I dag er det især SF, der risikerer at blive klemt af sine regeringspartnere
Debat
3. januar 2012

Ingen trepartiregering har overlevet et valg. Den kendsgerning er baggrundstæppe for den nuværende regering. En kedelig statistik som Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal bør sætte sig ned og tænke grundigt over, hvis de vil bevare magten efter næste valg.

Men hvorfor kommer trekantregeringer altid i uføre?

Lad mig besvare det spørgsmål ved at se tilbage på de få gange, en regering har været sammensat af tre partier.

I 1957 fik vi trekantregeringen mellem socialdemokrater, radikale og Retsforbundet. Der var tale om en flertalsregering, men den holdt kun i tre år, hvorefter det svageste led, Retsforbundet, tabte alle sine mandater. Derefter fortsatte en S-R-regering med det mindste flertal på 89, og den holdt hele fireårsperioden.

En fuldstændig anderledes regering var den i 1968, sammensat af Radikale Venstre, Venstre og Konservative.

Hilmar Baunsgaard fik som radikal leder sit partis rekordvalg med 27 mandater. Han blev hjulpet stærkt på vej af den kendsgerning, at flertallet af S og SF i 1966 ikke kunne fungere sammen. SF magtede det ikke og sprængtes i 1967, da VS, forløberen for Enhedslisten, blev dannet af en række udbrydere fra partiet.

Hilmar Baunsgaard-regeringen sad dog kun til 1971, hvor den satte 10 mandater over styr, og Jens Otto Krag igen blev statsminister.

Herefter blev dansk politik forvandlet. De desillusionerede vælgere sparkede Glistrup ind, da Fremskridtspartiet fik 28 mandater i 1973. Desperationen havde sat sig i folket.

Tredje gang, vi møder en trekantregering, er i 1988, hvor den såkaldte KVR-regering tog over. Den sad kun to år, og de radikale indkasserede det dårligste valgresultat i partiets historie.

Trekantsregeringen kom først tilbage i 1994-96. Her var det Centrumdemokraterne i regering med Socialdemokraterne og Radikale Venstre. CD endte med at træde ud af denne mindretalsregering i 1996, uden at det førte til valg, og S-R fortsatte alene til 2001.

De røde er rystede

Nu har vi så en ny trekantregering — i vinterstormenes tid. Den kan ikke som de to regeringer i 1957-60 og 1968-71 mønstre et flertal, men andre paralleller er til at få øje på.

I den førstnævnte regering måtte Retsforbundet gå med til så mange kompromisser, at partiet totalt mistede fodfæste hos vælgerne ved det følgende valg. I dag er det SF, der må frygte for en lignende skæbne.

Den nuværende regering skal have repareret en flænge i skroget inden næste valg — og der er tale om en dyb en af slagsen. S og SF førte sig i månederne før folketingsvalget frem med et fælles program og højrøstet tale om, at intet i det kunne ændres en tøddel, hvis de kom i regering. Problemet var, at deres chance for at få flertallet hjem var stort set ikke eksisterende. Der var tale om en voldsom tonedøvhed over hele den årelange fremfærd.

Det er det, de to partier betaler prisen for. Tilråb om løftebrud lyder over alt, hvor de kommer frem.

De to partier tabte valget, mens de radikale stormede frem sammen med Enhedslisten. Resultatet rakte som bekendt kun til en S-R-SF-mindretalsregering.

I 1957 havde man retstatsfolkene inden for regeringen, og dermed kunne man mønstre et flertal. Nu har man SF inden for regeringsrammen, men intet flertal. Uden for står Enhedslisten med flammesværd og nødvendige flertalsmandater.

Det svageste led

Ingen regering er stærkere end dens svageste led. Og det svage led hedder i denne sammenhæng SF.

Villy Søvndal har begået sit livs fejltagelse ved at tvinge sig igennem som udenrigsminister. Han skulle have valgt en ministerpost, der holdt ham hjemme, og som kunne give ham tid til det for hans parti livsvigtige arbejde med at formidle regeringens kompromisser over for sine vælgere, der i 52 år har været vant til oppositionens frie rolle med skarpe, gratis markeringer.

Sagen for SF er meget alvorlig, for den er først og fremmest politisk.

Det er socialismen, der skal bestå sin prøve i en regering, der ikke er socialistisk. Og det midt i en tid, hvor kapitalismen mere end nogensinde har brug for et socialistisk alternativ.

Akilleshælen Bruxelles

SF står også over for meget vanskelige afgørelser i forhold til hvad partiet skal mene om udviklingen i et EU, der er spaltet som aldrig før i hele Unionens historie. SF’s kvaler bliver ikke mindre af, at regeringsparternes spidser meget vel kan komme til at høste stjerner på Danmarks EU-formandskab.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt vil vise sig helbefaren til opgaven med formandsskabet det næste halve år. Hun er gjort af det stof, man skaber udenrigsministre af. Med sin erfaring fra EU-Parlamentet, sin uddannelse og sit familieskab med det britiske Labour vil hun løfte sig med en autoritet, hun næppe kommer til at erobre i dansk indenrigspolitik.

Samtidig vil den radikale leder, Margrethe Vestager, som tidligere minister og med indsigt i økonomi også hævde sig under EU-formandskabet.

SF vil blive klemt. Partiets vælgere er EU-kritiske, engang var de ligefrem EF-modstandere. Og er de utilfredse, er der Enhedslistens fold at ty til.

Enhedslisten er den største trussel for regeringen. Her er socialismen den rene vare, og partiets nye store folketingsgruppe repræsenterer alle kommunistiske og socialistiske grupperinger.

Hvor langt kan Enhedslisten støtte regeringen? Svaret på det afgør SF’s skæbne som regeringsparti.

En SR-regering bliver ikke svækket af, at SF en dag må vælge at træde ud af regeringen, ligesom CD gjorde det i 1996. Faktisk kan den blive stærkere af det.

Kommer finanskrisen til at udvikle sig til en endnu større krise i europæisk økonomi, vil de europæisk orienterede Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager være nødt til at etablere det brede samarbejde i Folketinget, som er de radikales mål.

Socialdemokrater har intet valg. Vælger de ikke de radikale, er regeringens dage talte. SF lever livet farligt.

 

Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

>>Enhedslisten er den største trussel for regeringen. Her er socialismen den rene vare, og partiets nye store folketingsgruppe repræsenterer alle kommunistiske og socialistiske grupperinger.<<
- Asger altså, dine tiks!

Jamen, manden er altså virkelig bange for venstreorienterede.
Da han var undervisningsdirektør tilbage i 1974, anklagede han lærere og pædagoger for at drive 'marxistisk indoktrinering' i skoler og børnehaver.

Fin analyse, men hvorfra kommer konklusionen? Ikke fra analysen, da.

selvom DF ikke var en del af regeringen kan man jo konstatere at hvis de ikke havde støttet V & K i deres magtfuldkommenhed havde de hellere ikke eksisteret: ergo de var det tætteste man kan kommer på en "trekantsregering",.. men pressens rolle er ved at være mere og mere klar,.. i hvert fald en del af pressen går og drømmer om de gyldne dage med VKO ved rattet,.. hvor der var ingenting at komme efter,.. åååå suk hvor jeg savner jer ,.. buhuhu kam tilbage til mig.