International kommentar

Vækst og stabilitet er ikke modsætninger

Stabilitetspagten er nødvendig og står ikke i vejen for en politik, der bekæmper arbejdsløsheden. Men det kræver nytænkning og en ny form for økonomisk politik at stimulere økonomien rigtigt
19. januar 2012

De lande, der er med i euroen, hæfter for hinandens offentlige gæld. Det vil sige,at hvis et land ikke betaler renter og afdrag på den offentlige gæld, må de andre lande betale. Gør de ikke det, kommer euroen under pres og problemerne breder sig, sådan som vi har set det det seneste års tid.

Problemet svarer til Danmarks forhold til kommunerne. Hvis en dansk kommune optager store lån i udlandet og ikke kan betale dem tilbage, bliver staten nød til at betale. Ellers vil de internationale kapitalmarkeder miste tilliden til kronen, og krisen vil brede sig til hele den danske økonomi. Derfor har staten indført restriktive krav til kommunernes økonomi. De må ikke have underskud, og de må ikke optage udenlandske lån uden statens godkendelse.

Der kan ikke være tvivl om, at de europæiske krav til eurolandenes underskud og udenlandske lånoptagelse har været for svage, ellers var Grækenland ikke havnet i en situation, hvor det ikke kan betale sine renter og afdrag.

Råderum?

Forslaget til en stabilitetspagt indeholder ikke nye og skrappere krav til underskuddets størrelse, men kontrolmulighederne bliver bedre, og sanktionerne for overtrædelse bliver hårdere.

Ingen benægter, at det er nødvendigt at skærpe kravene, for det er åbenbart, at de hidtil har været for svage. Derimod argumenteres der ivrigt for, at vækst- og stabilitetspagten også skal indeholde krav om, at lande uden gældsproblemer skal føre en lempelig finanspolitik, når arbejdsløsheden er for høj.

Det lyder umiddelbart som et naturligt og sympatisk krav, men det går langt udover, hvad der er acceptabelt og kan lade sig gøre.

Et sådan traktatfast krav kunne betyde, at et land skulle bruge flere penge eller indkræve færre skatter, end politikere i det respektive land finder forsvarligt. Det har naturligvis ingen gang på jorden.

Noget helt andet er, at der kan og bør lægges politisk pres på lande uden gældsproblemer for at få dem til at lempe finanspolitikken og skabe mere vækst. Det sker allerede, men kunne ske i større omfang især over for Tyskland.

Det er imidlertid ikke så let at afgøre, om et land har råderum til en lempeligere politik. Har Danmark for eksempel råderum til det?

Underskuddet på de danske statsfinanser er 5 pct. af BNP. EU-reglerne tillader kun et underskud på 3 pct., men det gælder i praksis kun på længere sigt. Hvis Danmarks strukturelle underskud — underskuddet ved fuld beskæftigelse — ikke er for stort, vil det være muligt for Danmark at lempe sin finanspolitik, hvis der vises politisk vilje til at rette op på underskuddet på længere sigt.

Det er lige netop, hvad den nye danske regering gør med finanslovforslaget for 2012 — et forslag, EU-kommissionen ikke har grebet ind overfor, selv om underskuddet overstiger den fastlagte grænse.

Men ville det være økonomisk forsvarligt at lempe yderligere? Det er tvivlsomt. Allerede i dag er der aktører på de finansielle markeder, der spekulere i, at Danmarks offentlige gæld er for stor, og at vi ikke kan betale den tilbage.

Jeg mener heller ikke, at Tyskland og andre nordeuropæiske lande har et finanspolitisk råderum, som giver mulighed for at lempe ret meget mere. Det ville sikkert heller ikke sætte tilstrækkeligt gang i europæisk økonomi. Samtidig er der også behov for at genskabe tilliden til euroen, og det sker ikke, hvis den tyske finanspolitik bliver for ekspansiv.

Innovativ vækst

Betyder det, at man må opgive at bekæmpe den høje og stigende arbejdsløshed, og bare vente på, at krisen holder op?

Nej. Selv om Danmark og de andre nordeuropæiske lande har store underskud på de offentlige finanser, har de overskud på betalingsbalancen over for udlandet. Danmarks er ca. 100 milliarder kroner. Da statens underskud er næsten det samme, betyder det, at den private sektor har et opsparingsoverskud på næsten 200 milliarder kroner.

Det er et stort økonomisk råderum, som burde og kunne udnyttes til at stimulere økonomien. Det samme gælder i Tyskland og de andre nordeuropæiske lande. Det er det råderum, der skal udnyttes til at bringe arbejdsløsheden ned. Det vil samtidig være det bedste middel til at nedbringe underskuddene på statsfinanserne og genskabe tilliden til euroen.

Det kan gøres på tre forskellige måder, som alle burde tages i anvendelse.

Staten og kommunerne kan udpege områder, hvor der er brug for ny og bedre infrastruktur og lade private finansielle institutioner eje og finansiere investeringerne. Det vil mange finansielle institutioner meget gerne, og det sker allerede i mange lande, men det burde ske i meget større omfang.

Staten kan også stille krav til den private sektor, som kun kan opfyldes, hvis den private sektor foretager nye investeringer. Eksempler på det kunne være minimumsregler for bygningers energistandard, krav om nye havvindmøller eller krav om at affald ikke må brændes, men skal genbruges eller omdannes til energi. Det kunne også være strengere krav om bilers CO2-udledning. Mulighederne er mange.

Endelig kunne staten bruge sin meget store efterspørgsel mere intelligent. I stedet for at købe bedst og billigst, kunne staten købe nye løsninger, som kræver, at den private sektor blev mere innovativ og øger investeringer i forskning og udvikling. Et eksempel kunne være ønsker til indretning af nye hospitaler. I stedet for at bygge hospitaler, der blot anvender eksisterende viden, kunne kravet være, at der f.eks. skulle udvikles hospitaler, hvor der ikke opstår infektionssygdomme. Der er store muligheder for at bruge den offentlige sektor til at skabe nye intelligente og innovative løsninger, der er gode for det danske samfund, men også har et stort eksportpotentiale.

Det er således ikke økonomisk-tekniske problemer, der står i vejen for at sætte gang i dansk og europæisk økonomi. Råderummet og mulighederne er til stede, men det kræver nytænkning og en ny form for økonomisk politik at gøre det i praksis. Og her kniber det.

Den danske regering har som den første formuleret et regeringsgrundlag, hvor den erklærer, at den vil føre en sådan ny politik, men det ser desværre ikke ud til, at den kan få hensigterne ført ud i livet.

 

Jørgen Rosted er tidligere departementschef og kommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

"Selv om Danmark og de andre nordeuropæiske lande har store underskud på de offentlige finanser, har de overskud på betalingsbalancen over for udlandet. Danmarks er ca. 100 milliarder kroner. Da statens underskud er næsten det samme, betyder det, at den private sektor har et opsparingsoverskud på næsten 200 milliarder kroner."

Ovenstående er desværre volapyk for mig, men jeg håber da at forfatteren har ret.

Det er en god ide, at lave infekstionsfrie hospitaler. Det ville da være dejligt. Det er ikke rart at komme på hospitalet med én sygdom og, hvis man overlever, komme hjem med en anden.