Kronik

Der var velfærd før velfærdsstaten

Danskerne tror, at de fattige først fik noget at spise, da vi fik offentlige overførsler, at vi først fik lægehjælp, da politikerne udarbejdede en sundhedspolitik — ja, at velfærd først opstod med velfærdsstaten. Men faktisk lagde velfærdsstaten en dæmper på det private initiativ, som tidligere havde stået for danskernes velfærd
Mange af de institutioner, der i dag opfattes som offentlige, blev oprindeligt oprettet af private. Erhvervsskolerne er et af mange eksempler.

Mange af de institutioner, der i dag opfattes som offentlige, blev oprindeligt oprettet af private. Erhvervsskolerne er et af mange eksempler.

Kristine Kiilerich

16. januar 2012

Rejsekongen Simon Spies har siden 1960’erne været en af de vigtigste leverandører af velfærd til den danske befolkning. Spies gjorde det nemlig muligt for den brede befolkning at få en billig charterferie i Syden. Middelhav og Mallorca. Sol og varme.

Simon Spies tjente en formue på sit rejseselskab og skjulte ikke sin rigdom, men han blev netop velstående ved at producere et gode, som rigtig mange almindelige danskere efterspurgte og fik utrolig glæde ud af.

Eksemplet viser, at velstand og velfærdsgoder ikke nødvendigvis behøver at stamme fra velfærdsstaten. Det er ikke velfærdsstaten, vi kan takke for alle de private goder, som vi dagligt forbruger, eller for mobiltelefoner, pc’er, Facebook, billige flybilletter, eller for at vi i dag kan nyde mere end én tv-kanal i sort/hvid som i min barndom.

Dansk velfærdshistorie bliver ofte til den danske velfærdsstats historie. Det ses tydeligt i det store og monumentale værk Dansk Velfærdshistorie fra Syddansk Universitetsforlag, hvoraf de to første bind er udkommet (2010 og 2011). De beskriver velfærdsstatens historie, og så glemmer man let, hvad der var før den opstod. Det er som om, kun den velstand, der stammer fra velfærdsstaten, er værd at beskrive.

Første bind, der dækker perioden 1536-1898, hedder Frem mod socialhjælpsstaten, og dermed bemægtiger velfærdsstaten sig også fortiden. Selv om 1600- og 1700-tallets danskere næppe anede det, får de i dag at vide af landets højeste fagekspertise, at de var på vej frem mod socialstaten. De ville velfærdsstaten, før de anede det. Men kunne udviklingen ikke være gået andre veje?

Eneste alternativ til sult

Selvfølgelig har livet tidligere været hårdt med sult, underernæring, sygdomme og gigtplager som en nærmest permanent tilstand. Men den vigtigste årsag til, at vi op gennem det 20. århundred kunne lægge afstand til et kort, barskt og hårdt liv, er industrialiseringens og kapitalismens enorme vækst i produktion af livsgoder. Det er den teknologiske og økonomiske udvikling op gennem 1800- og 1900-tallet, der er årsag til, at livet blev værd at leve. Og det er det fortsat i de seneste årtier og i dag. Prøv at forklare nutidens teenager, at en telefon for 20 år siden havde en ledning og stod fast forankret i stuen, og at fjernsynet for 25 år siden kun havde én landsdækkende dansk kanal.

Udviklingens goder nåede ganske vist ikke alle danskere på samme tid. Vi fik ikke bolig eller arbejde på samme tid, og hyren var ikke ens for alle — det er den heller ikke i dag. Vi har jo heller ikke den samme mobiltelefon eller pc.

I vækstperioder er der store forskelle med industrifyrster og parvenuer, og de voksende storbyer bliver skueplads for meget nød og elendighed. Men udviklingen er og var heller ikke kendetegnet ved accelererende elendighed, stigende forskelle og klassekamp, sådan som Karl Marx troede. Selv om udviklingen mod bedre tider ikke kommer alle til gode samtidig, kommer alle med blot i forskelligt tempo. Der findes ikke noget alternativ, hvis man vil væk fra sultegrænsen.

Den private velfærd

Ligesom borgerne i de socialistiske lande blev indoktrineret til at tro, at partiet og dets leder var årsag til alle goder, har velfærdsstatens enorme dominans også haft mentale bivirkninger. I dag tror mange, at alternativet til velfærdsstaten er og var sult, elendighed og langsom død.

Hvis man kigger efter i historiebøgerne — især de lidt ældre — vil man imidlertid se, at der var et levende og mangfoldigt civilsamfund, som påtog sig en række af de opgaver, der i dag er overtaget af velfærdsstaten.

København udviklede f.eks. parallelt med industrialiseringen et omfattende privat forsørgelsessystem, som ved frivilligt indsamlede midler var til stede med hjælp i alle sogne. Det var i vid udstrækning organiseret af aktive hustruer i borgerskabet, som senere med foragt kaldes ’hattedamer’.

Også sygdomsbekæmpelse er foregået i privat regi, hvor især tuberkulosens bekæmpelse og mange store sanatoriebyggerier hovedsageligt blev gennemført på baggrund af national forening uden for staten.

Uddannelsessystemet i Danmark har også mange rødder i private initiativer. Handels- og erhvervsskolerne opstod ud fra erhvervslivets behov for uddannet arbejdskraft, og først i vor tid blev de centralstyret fra Slotsholmen. Også Københavns Universitet var langt op i tiden en økonomisk og retslig selvstændig institution, som staten ikke blandede sig i. Og Aarhus Universitet opstod på et privat, jysk initiativ, ligesom mange af de første bygninger i Universitetsparken blev til på privat grundlag.

I dag er folkekirken næsten blevet til en statskirke, hvor alt finansieres af kirkeskatten, og det frivillige arbejde langsomt forsvinder og erstattes af lønmodtagere. Men langt de fleste af Københavns mange monumentale kirker på brokvartererne blev faktisk bygget for frivilligt indsamlede midler og i begyndelsen også drevet på privat basis.

Det er gået på samme måde med de politiske partier, som ind til for få år siden var private foreninger uden forbindelse med statskassen. I dag finansieres de i højeste grad af statskassen, og hver stemme vi giver på en politiker på valgdagen ledsages af 25 offentlige kroner til partiet om året.

Statens stadig større rolle har skygget for de civile samfunds rolle i danmarkshistorien. Det er ikke kun historisk forenklende, men skaber også den fejlagtige opfattelse, at vi i dag har vore goder og velfærd fra staten. Goderne er der, fordi staten har gjort det til lov og til ret for den enkelte.

Rettighedsforblændelse

Jurister kalder det en legalistisk fejlslutning, når der sluttes fra en rettighed til at rettigheden også overholdes. Retsregler er foreskrivende og ikke beskrivende. Og det er forkert at tage rettigheder som udtryk for en beskrivelse af virkeligheden.

Men i velfærdsstaten besvarer politikere tit spørgsmål fra vrede eller forargede borgere ved at referere til paragraffer og love, og hvad der dermed skulle være gældende, snarere end til, hvad der faktisk er virkelighed. Men borgeren oplever kun det sidste.

Politikeren kan typisk referere til, hvor mange millioner der er afsat — ekstra — til at komme et problem til livs, men ude i brugerleddet — hos den hjemløse, kræftsyge, langtidsledige — er det relevante den enkeltes egen situation og ikke en overordnet hensigt eller bevilling.

Det overdrevne fokus på rettigheder har altid været den sikre vej til blændværk. Dengang kommunismen regerede det halve Europa, begik mange den fejl at vurdere Sovjetunionen på dets lovgivning. Alle havde ret til et arbejde og til en bolig i kommunismen, og da de sociale rettigheder dengang ikke var indskrevet i den vestlige, frie verdens forfatninger, blev den kredit tilskrevet kommunismen. Der var måske problemer med friheden, men de sociale forhold var gode.

Helt grotesk var det i 1930’erne, når danske og vesteuropæiske kommunister eller intellektuelle fremførte Stalins forfatning fra 1936 som et eksempel på, hvor godt der var i Sovjet. I dag ved vi — og det burde man også have vist dengang — at Stalins forfatning var papir uden betydning.

Da det progressive britiske ægtepar Sidney og Beatrice Webb i 1937 skrev en murstenstyk bog med titlen Soviet — A New Civilisation skete det alene ved at referere officielle kilder, statsligt talmateriale, planøkonomiens produktionsplaner, vedtagne programerklæringer og rettigheder osv. Resultatet blev rosenrødt. Så mens Stalins regime begik folkemord på sin egen befolkning, skrev det nydelige britiske par en bog om det fortræffelige samfund. Der var ingen fejl i bogen, bortset fra at intet passede på virkeligheden.

Så man skal passe på med at hænge sig i rettigheder. De kan være vigtige i en praktisk politisk sammenhæng, men kan i deres retoriske glans komme til at overskygge virkeligheden.

Der findes også paragraffer i Grundloven, der ikke er gennemført. Og en udlænding, der uden forkundskaber læser Grundloven, må tro, at vi stadig har enevælde med al den magt, kongen tillægges. Det har vi ikke, fordi rettigheder ikke beskriver virkeligheden.

Forfejlet rettighedsfokus

Desværre er der en tendens til at også dansk social- og velfærdshistorie beskrives mere som reglernes historie end som virkelighedens historie. At folk først har fået noget at spise, når de har fået en ret til det. At de først bliver sunde, når politikerne udarbejder en lov om det. At de først får vand, når det er vedtaget i FN som en menneskeret.

Derfor er der en tendens til at se på virkeligheden før velfærdsstaten som et mørke — et øde, en elendighed og fattigdom, hvor mennesker, der ikke kunne klare sig selv, døde af sult. Herefter er det oplagt at kreditere velfærdsstaten for de goder, som vi i dag nyder. Derfor skal ret og rettigheder omgås med varsomhed.

Det store fokus på rettigheder har også betydet, at man overser, hvordan velstanden og velfærden egentlig er opstået. Når man har ret til en masse goder, glemmer man, at de ikke er produceret af menneskeretsjurister, men af det arbejdende folk og det entreprenante erhvervsliv.

Men det er værd at huske, også når danmarkshistorien skal skrives.

Henrik Gade Jensen er mag.art. og projektmedarbejder ved CEPOS. Hans seneste bog ’Menneskekærlighedens Værk, Det danske civilsamfund før velfærdsstaten’ er netop udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Først da jeg læste overskrift og manchetten tænkte jeg - bingo - den artikel vil jeg gerne diskutere, men så kom jeg til det med Simon Spies og så mistede jeg sgu lysten. Derfor bare nedenstående:

I perioden 1950 og frem til 1970 boede der ca 850.000 mennesker i Københavns og Frederiksbergs kommune. I dag er tallet ca. 550.000 mennesker. Mange af disse ca. 300.000 "overskydende" københavnere boede i fjerde-femte baggård uden toilet og bad. Familier med 2 voksne og 5 børn kunne bo i en toværelses lejlighed. Baggårdene rummede ofte industrivirksomheder som gjorde den trange plads endnu trangere og luftforholdene elendige. Jeg husker en rapport fra sundhedskommissionen - omkring 1970 -, hvor en beskrivelse var af en enlig mor der boede til leje i høj kælderlejlighed med seks børn, og når det regnede løb brunt kloakvand gennem sprækker i væggen og hen over gulvet. Mange børn fik havregryn morgen, middag og aften i lange perioder, mange gange uden mælk, kun med sukker af et slags kræmmerhus med hul i. De fleste piger dengang fik først synlige bryster i sytten-atten årsalderen, I Københavns randkvarterer løbder der åbne kloakker der svømmede over ved store regnskyl, og på Amager og i Sydvest var der åbne lossepladser. Polioudbrud - børnelammelse som det blev kaldt - var hyppige og der var to egentlige epidemier i halvtredserne som jeg husker - måske mest fordi jeg blev strejfet af den ene (uden mén). Der var i tusindvis af arbejdsløse unge i halvtredserne og narkoen bredte sig med lynets hast og Simon Spis havde jeg godt nok hørt om inden jeg blev klar over at han var rejsearrangør. Jeg husker engang jeg overfor nogle lidt ældre - ældre end mig - flaskedamer fra Carlsberg besværede mig over det indhug alkohol og narko gjorde blandt de unge - jeg havde dengang en lidt smart vending om at det var de gladeste det gik ud over - og damerne gjorde mig opmærksom på at tuberkulose inden krigen og under krigen tog adskilligt flere unge københavneres liv end alkohol og narko overhovedet kunne kommer i nærheden af. Der boede 30.000 mennesker i Istedgade som i en stor dansk provinsby og husejerne havde fede tider.

Til Mag.art Henrik Gade Jensen vil rette en opfordring om at læse på lektien - bare enkelt engang. Start med sundhedskommissionens rapporter samt tilgængelige statistikker over arbejdsulykker, så vil du blive klar over at klassekampen var en krig en krig med kun faldne på den ene front. Det var naturligvis ikke blevet ved og hvis ikke der var kommet en ændring af boligforholdene i København på det tidspunkt og af arbejdsmarkedet i det hele taget så var Danmark sgu blevet en del af Østblokken.

Leopold Galicki

Efter Ole Thyssens ”filosofiske tanker” om samfundets svage, som følger af velfærdsstaten, gensynger Henrik Gade Jensen sin velkendte sang om kapitalismens, herunder den af kapitalen styrede industris og teknologis velsignelser i form af materiel overflod, og hermed iboende evne til at give mennesker et frihedsrum til at skabe deres egne ”MY WAYs” til en tilfredsstillende tilværelse.

Sangen lyder så falsk, at den kan kandidere til 1.præmie i kakofoniernes Grand Prix.

H.G. Jensen fremfører sine påstande om velfærdsstatens overflødige funktion, alt den historiske stund, hvor bl.a. Chrysler og GM, samt flere finansinstitutioner, vel at mærke private, har fået milliarder, nej billioner, af dollars; disse private foretagender har inden for den selvskabte jungle med hurtigt voksende bobleplanter, i en frihedsberuselsestilstand, ikke kunnet disponere over kapitalen.

Så har man i dag den frækhed at angribe sociale rettigheder, som er det 20.århundredes største landvindinger, opnået med blod og sved.

En af de akkorder som gør Jensens sang så falsk er, at han sammenblander materiel/teknologisk/økonomisk udvikling og velfærd. Materiel overflod kan være et vigtigt aspekt af et velfærdssamfund, men det er kun en del af sagen. Velfærdssamfund handler om fordeling af den materielle produktion og fordeling af social anerkendelse. Uden en velfærdsstat eller en socialistisk stat, er en nogenlunde rimelig fordeling umulig og tilbage er der velgørenhed og filantropi, hvor den ”svage” kan være Thyssens eller Jensens skopudser.

Atkins viser i et forholdsvis kort indlæg udmærket, hvordan det var, før velfærdsstaten for alvor i løbet af 1960erne og 1970erne udviklede sig til en magtfaktor, som nu desværre har fået kapitalen på støtte, hvilket tærer på velfærdsstatens ressourcer, så det virkelig gør ondt.

Heinrich R. Jørgensen

Henrik Gade Jensen demonstrerer endnu en gang, at hans ærinde er at vildlede og fordreje.

Dagbladet Information har til huse i de bygninger hvor det nazistiske Fædrelandet havde til huse under besættelsen, og har på bizar vis dermed en (omend indirekte) forhold til en noget broget medietradition.

Bl.a. i det lys er det meget lidt forståeligt, at Dagbladet Information lægger spalteplads til åbenlyst polemisk-bedrageriske udgydelser, der synes at ligge i forlængelse af den medietradition bl.a. Die Stürmer engang stid for. Det er nærmest ubegribeligt.

Du godeste en gang vrøvl. Et sammensurium af hovedløse påstande og synspunkter.
Den artikkel er da bedst tjent med at blive forbigået i tavshed.

Marianne Mandoe

Kære Henrik Gade Jensen

Det du beskriver er ikke velfærd.
Det er overlevelse på nåde og bamhjertighed fra andre mennesker der gør hvad de gør for at få det godt med sig selv.

Med andre ord: Velgørenhed

Velgørenhed¨har intet med velfærd at gøre, men er privat fattigdomshjælp.

Tænk at selv en Mag. art. kan være så historieløs.

Vibeke Carøe

Hvis artiklens forfatter har ret, bedes han forklare velfærdens tilstand i de nederste samfundslag i kapitalismens foregangsland, USA.

Lise Lotte Rahbek

Marianne Mandoe kan godt tåle at blive gentaget:
"Velgørenhed¨har intet med velfærd at gøre, men er privat fattigdomshjælp."

Tak for dén. :-)

Vibeke Carøe

@Heinrich R. Jørgensen

Jeg værdsætter, at Information giver plads til forskellige synspunkter. Ellers ville vi jo ingen grund have til at debattere. Artikler af ovenstående 'slags' ansporer til langt mere aktivitet i kommentarsporene, end de fleste andre artikler.

John Houbo Pedersen

"Man bør aldrig bære fanen så højt, at benene ikke når jorden" men mage til vrøvl skal man lede længe efter!

Dorte Sørensen

PS: HGJ indleder sin artikel med at Spies tjente en formue på at sende folk på billige charterferier, Dette tages som et eksempel/bevis på at velstand og velfærdsgoder ikke behøver at stamme fra velfærdsstaten.
For mig er spørgsmålet bare ville Spies have kunne sende denne gruppe på charterferier, hvis lønmodtagerne ikke havde fået bedre leveforhold gennem mere socialtryghed ol.

Grethe Preisler

Rejsekongen Simon Spies var en mester i den kunstart, Ceposdrengene excellerer i: at sælge varm luft på dåse og brande det som et velfærdsgode.

Hans bidrag til kulturen og velfærdsstatens udvikling bestod i at sende danskere på charterferie l de varme lande, hvor de indfødte var så fattige, at en dansk industriarbejder kunne lege millionær for en stund for penge, der var lånt i udlandet under højkonjunkturen i tresserne.

Alt imens Simon selv investerede profitten fra sit velsignelsesrige virke i statsobligationer, som han deponerede i sin private pengetank for at have noget at falde tilbage på, når boblerne brast, og lavkonjunkturen satte ind.

Det bedste der kan siges om Simon Spies er, at han i det mindste ikke kamuflerede sin økonomiske vindskibelighed og opportunisme som omsorg for "det arbejdende folk" og stort set blandede sig uden om politik, når bortses fra en kortvarig ungdommelig flirt med DNSAP under besættelsen.

Johan Andresen:
Når Henrik Gade Jensen tager udgangspunkt i at Simon Spies med charterflyvning af folk til grisefesternes Costa del Sol og Mallorca påtog sig den ildfulde opgave som velfærdsleverandør, er der vist ikke grundlag for så megen videre drøftelse.

Vibeke Svenningsen

Nu køres der på med historisk empiri for fornuften i den fortsatte afmontering af velfærsstaten. Det var bedre i gamle dage, hvor vi var der for hinanden...Man stod klar til at hjælpe, når nøden var der. Vi tog hånd om hinanden, inden den store stygge velfærdsstat kom

Søren Kristensen

Jeg kan godt fornemme at artiklens forfatter ønsker, at vi ikke skal være så imponeret over velfærdsstaten. Men jeg er gammel nok til at være samtidig med den og jeg havde såmænd også tidligt det privilegium at rejse længere ud i verden end til Simon Spies´ kalkulerede reservater. Derude i det virkelige liv i klodens storbyer kunne jeg ved selvsyn forsikre mig om at jeg kom fra et økonomisk og social-politisk smørhus. Med den baggrund har jeg immervæk svært ved at se hvad der skal få mig til at holde op med at frydes over velfærdsstaten. Artiklen (og de efterfølgende kommentarer) ændre i hvert fald intet ved min opfattelse af at velfærdsstaten har været et ubetinget gode og et løft for Danmark i nyere tid og hvis vi ikke passer på indretningen, kunne det være vi får noget der er meget værre. Det eksister nemlig, skal jeg hilse og sige.

Vibeke Svenningsen

Et ret tidstypisk eksempel på et ensidig historisk fokus og dermed forvanskning iht redeligehed omkring faktisk forhold for at fremme en nutidig dagsorden. Fx. ved ikke lave en definition af, hvorledes velfærd bruges og forstås i den brugte kontekst.

Vibeke Svenningsen

Velfærd er ved at være et tomt begreb - vi har alle vore egne forståelser, og går bare ud fra uden at sætte spørgsmålstegn herved, at vi deler denn forståelse - da vi er flasket op med, at vi har en art forståelse for begrebet - i al fald hvis man er født efter 1960. Sådan forholder det sig bare ikke, tror jeg ikke.

Søren Kristensen

Velfærd er overhovedet ikke noget tomt begreb:

Velfærd handler fortsat om at de stærke, rige og magtfulde, hjælper de svage, fattige, hjælpeløse, ved simpel omfordeling af provenuet på de stærkes arbejde. På den måde slipper de rige hattemænd og -damer, for personligt at skulle bekymre sig yderligere om de fattiges ve og vel, ligesom deres ejendom og frie færden er sikret mod revolution, gennem denne gensidige kontrakt. Alternativet er en privatisering af fattigdommen, med den vilkårlighed det indebærer og som vi ser konturerne af nu hvor vi, i globaliseringens hellige navn, har måtte gå på kompromis med mange af de ordninger der udgjorde velfærdsstaten i dens glansperiode.

Sagt på en anden måde, kan vi gå to veje:

Den ene er at forsøge at genetablere velfærdsstaten classic for at udbygge den yderligere i retning af yderligere solidaritet, socialgrupperne imellem, eksempelvis gennem etablering af borgerløn. Men det spor kræver at vi i nogen grad isolerer os fra EU´s, storkapitalens og globaliseringens overherredømme, som sætter snævre grænser for også det socialpolitiske råderum.

Den anden mulighed er at gå yderligere ind i det europæiske samarbejde, åbne op for globalisering (hvad vi langt hen ad vejen allerede har gjort) med import af både kvalificeret og ukvalificeret udenlandsk arbejdskraft og håbe på at provenuet herved bliver stort nok til også at dække udgifterne til de uundgåelige socialpolitiske konsekvenser af en så, for de svage danskere, krævende strategi.

Vi har, som sagt, allerede stort set sagt ja til den sidstnævnte af de to muligheder. Spørgsmålet kan herefter meget vel være om vi kan genopfinde eller omkalfatre velfærdsstaten til også at klare de nye udfordringer eller om vi føler os trygge nok ved bare at lade det være op til fremtidens hattemænd og -damer at sørge for ro og orden på bagsmækken?

Lars Peter Simonsen

Åhja, den Henrik Gade Jensen. Jeg brækker mig. Det gjorde jeg osse da han kørte løs med samme smøre i DR P1. Enten er manden totalt uvidende om virkeligheden i "de gode, gamle dage" eller osse forsøger han at binde os en falsk historie på ærmet...

Lotte Jørgensen

Henrik Gade Jensen - prøv at læs Kirsten Thorups Lille Jonna - så kan det være du får et billede af den anden side af historien: ydmygelsen ved at være underlagt andres nåde og bamhjertighed. Og mens vi er ved det - George Orwell har også beskrevet dette fænomen ret indgående i Down and Out in Paris and London.

Jeg får altid en trang til at holde med den svage part. Gade er i total mindretal her i dette rødlige selskab.
Set i historiens lys, som Gade gør, var fattiggårdsprincippet bedre som princip end statsvelfærden idag.
Altså bedømt ud fra sin egen tids præmis.

- Lokalt forankret istedet for fjerne kontorgange og statsregler. De kendte hinanden og tolererede landsbytossen. Kampen for tilværelsen blev ført i nærsamfundet og ikke gennem velfærdsSTATENS mangfoldige regler, administreret af horder af skatteyderbetalte socialarbejdere og skrankepaver.

- Hjælpen var målrettet til svage borgere og ikke spredt ud med stor spreder.

- Der var konsekvens. Man kunne miste sin stemmeret. Nu kan man højest risikere at samle affald langs vejene for sin bistandshjælp.

- Præsten, som administrerede velfærden, fik ikke skrupler, men følte sandsynligvis glæde over at kunne hjælpe. Idag får 25 % af off ansatte stress og andre 25 % må forlade jobbet !!

- Ane i kæret ville sandelig ikke på støtten. Hun følte ære og stolthed ved at klare sig selv. Nu har tusinder mistet selværd og tro på egen styrke, mens andre tusinder er på støtten, selv om de ikke har behov.

Basalt set har mennesket i Danmark ikke ændret sig. Men det har tilværelsens betingelser, skabt i folketinget af folkevalgte politikere. Kulturen har ændret sig. Styrken i den Danske folkekarakter nedbrydes år for år. Og hvor skal det ende i vor globaliserede tidsalder.

Alt dette forstår I vanesocialister selvfølgelig ikke en skid af og vil fortsætte med det dogmatiske hylekor.

Tak fordi jeg må modsige jer.

Vibeke Svenningsen

Søren:

Du demonstrer lige min pointe. Du skriver om, hvorledes et samfun kan bygges op osv, og så hvorledes specifikke serviceopgaver skal og bør løses iht. borgerne.

Hvad er velfærd?

Jeg mener faktisk, at tiden er inde til at se på de strukturer, der placerer langt størstedelen af den fælles indsats på de fås hænder.
Hvis penge er udtryk for produktivitet, er det klart, at de, der sidder på flæsket, har fået uretmæddigt meget, da de simpelthen i tidsforbrug og effektivitet ikke kan leve op til indtægten.

Nej, selvfølgelig handler det om, at det eneste, man i dag kan tjene penge på, er at have penge på forhånd! Ejendomsretten til produktionsmidlerne og dermed bestemmelsen over, hvad der er værd at beskæftige sig (eller rettere: andre mennesker) med, vil følge særinteresser, der altid vil komme de få til gavn. Paradoksalt nok er Vestas et præmieeksempel på problemstillingen.

Vibeke Svenningsen

Eller sådan mere konkret - hvad er forskellen mellem den type "velfærd" fam. Jensen får ved at betale sig til 3 timers rengøringshjælp pr. uge, og den "velfærd" gamle fr. Jørgense får ved sin en times visiterede hjemmehjælp hver 3. uge til rengøring? Er det den samme "velfærd"?

Leo Nygaard, du hænger fast i nogle forestillinger om, hvad der konstituerer menneskeligt selvværd. Det konstitueres i forhold til de værdier, der hersker.
Såælnge vi kvalificerer og hierarkiserer aktiviteter i samfundet, vil vi være på fejl kurs. I det øjeblik, hvor affaldsindsamling handler om at indsamle affald, vil vi - igen - være fornuftige og finde en affaldsspand; men sålænge nogen kan beskæftiges med det, som en art pres mod at finde noget bedre at gøre, vil det være en social markør fremfor en nyttig, ja nødvendig, aktivitet. - Vi kunne jo hjælpe hinanden med forbud mod at smide affald, som man har det i f.eks. Singapore. Så ville det blive socialt uacceptabelt.
På samme måde med flaskeindsamling - nu er det nok det mest deklasserende, man kan foretage sig - en blanding af udstillet fattigdom og grådighed; men ret beset er det jo vældig godt, at flasker samles ind, og i sig selv er det, at folk ikke engang tager deres flasker med for at sikre sig panten, udtryk for en asocial dekadence.

Henrik Gade har fuldstændig ret - der er for meget offermentalitet, ynk og offentlig finansieret omklamring som nedbryder grundlaget for velfærdsstaten. Men de økonomiske realiteter er ved at sætte ind, og det betyder at den nuværende mentalitet nok forbliver, men grundlaget, "solidariteten" og finansieringen forsvinder medmindre politikerne for alvor begynder at støtte op om udbygningen af den private sektor og får folk væk fra offentlig forsørgelse.

Vibeke Svenningsen

Og samtidig er det beskæmmende at læse, synes jeg, at "Velfærd" blot er at flytte fra rig til fattig. Der er skam også meget i den universielle velfærdsmodel for den rige ud over bekymringsfriheden for de fattiges ve og vel. Det er en reduktionistisk og trist udlægning af, hvad der er godt ved, den model vi har valgt for alle - rig som fattig. De rige får altså også stadig velfærd fra det fælles så længe, det varer. En del af den politiske dagsorden fra visse sider er jo også at gøre den off. "velfærd" residual mod yderligere skattelettelser.

nej, Peter Lassen, det har intet med offermentalitet at gøre at påpege, at man ikke kan få sine få penge til at slå til. Det har alt med offermentalitet at gøre, at man ikke er tilfreds med at kunne beholde en million selv af sin 2,5 mio store indtægt.

Søren - Jeg tror ikke på at borgerløn i Danmark strider mod EU bestemmelser ??

Hattemændene og -damerne sidder i folketinget og vil for at i verden genvælges !
Dertil bruger de ikke egne velgørende midler, men skatteborgernes.

Leo Nygaard, det er at forvride kendsgerningerne. Det er ikke skatteborgerne, men virksomhederne, der betaler, fortæller de os tit nok - og de har af besynderlige årsager intet problem med at betale mystiske konsulenter, coaches og tarotkortlæggere formuer; men det, som gør, at de overhovedet kan opretholde en forretning, vil de ikke så gerne bidrage til.

Hvad er forskellen på de rige og almindelige mennesker ?

De rige har penge - masser af penge

Nogle af de mange penge bruges på at fremme ideologisk baseret arbejde med at komme fra socialstat til minimalstat og de rige vil selv kunne høste store skattelettelser på bekostning af resten af befolkningen i det omfang det lykkes.

Dette er en investering der vil noget - opbakning fra rige mennesker er ingen lille sag, for de økonomiske midler der skal til for at vinde kampen er relativt små - og der er råd til at blive ved.

Der er vel almindelig enighed om at pressen i Danmark er overvejende borgerlig og har stor indflydelse på meningsdannelsen, men penge kan købe meget meget andet, f. eks. folk med kandidatgrader - det handler om at bearbejde befolkningen.

Kig altid efter hvor lønningschecken kommer fra, den giver i reglen et meget godt billede af hvilken indflydelse der søger at gøre sig gældende.

Velfærdsstaten er altid til debat og det er i sig selv fint nok, for vi har brug for at vedligeholde den og udbedre de skader der er opstået på den.

Men hvis debatten har det skjulte formål at undergrave befolkningens opbakning og støtte til velfærdsstaten virker debatten hul - den får en skjult dagsorden, der vil frem til et samfund hvor enhver er sig selv nok.

Hvad kan der gøres?

Debatter med skjulte dagsordner kan kun trives under forudsætning af at det virkelige formål ikke i tide går op for danskerne - afsløring af skjult formål med debatter og vedvarende oplysning til borgerne er afgørende ;o)

Det er ret utroligt som HGJ udbreder sig om Danmarkshistorien og alligevel gang på gang afslører sin uvidenhed om samme. Ovenstående komplette mangel på forståelse for de sociale realiteter før velfærdsstaten er et godt eksempel, men også hans nylige blog i JP om 1000 års monarker, hvor vi blandt andet kan læse om Frederik VIs "solide dømmekraft" og andre fantasterier (han glemmer også at få specificeret hvilken "en omsorg og følelse af ansvar" som greb Frederik V og Christian VII):

http://blogs.jp.dk/slipfrihedenloes/2012/01/14/1000-ars-monarker/

At nogen kan tage den mand seriøst som kommentator er et ret godt billede af nutidens politiske debatklima.

Jarl Artild, det er jo det, der er foregået i ti år under dække af et 'opsving' - der jo imidlertid blot var et fupnummer for lånte penge. Ikke noget at sige til, at ophavsmanden var på vild flugt, da han vandt det valg, han havde kalkuleret med at tabe, så alle dårligdomme kunne ende i hænderne på venstrefløjen som en udetoneret mine.
Desværre kan man ikke komme tilbage til rimeligheden, hvis ikke vi trækker folk ud af deres åndelige dovenskab - det faktum, at det at forsørge sig selv i vores samfund er den accepterede undskyldning for politisk passivitet.

Gorm Petersen

Den minimale velfærdsstat finder vi i det nordlige Mexico.

Statens eneste opgave er at spule gaderne rene for blod om morgenen.

Leopold Galicki

Leo Nygaard,

Der er altid en vis portion af sandhed i nostalgien.

Der er altid, og især efter Poul Nyrup Rasmussens version af velfærdsstaten fra 1990erne, og Løkke Rasmussens version fra 2000erne, som minimaliserede velfærdfordelingen og maximaliserede udgifter, grund til kritisk at forholde sig hvordan en sådan stat fungerer.

Dette ændrer dog ikke ved, at en velfærdsstat i en markedsøkonomi/kapitalismen, er en nødvendighed.

Men som Artild kløgtigt fremhæver: der er nogle der især i disse dage har en skjult dagsorden i at påpege det modsatte.

Claus Oreskov

”Ligesom borgerne i de socialistiske lande blev indoktrineret til at tro, at partiet og dets leder var årsag til alle goder”. I de socialistiske lande var det altså ”god tone”, at fremhæve fælleskabet og borgenes bidrag og iterativ, som bagrund for fremskridt og velfærd. Henrik Gade Jensen skyder fuldstændig forbi ,med denne Karl Smart bemærkning!
” Det overdrevne fokus på rettigheder” ak ja hvor overdreven er det mon, når man har mange munde at mætte og et langt og opslidende arbejdsliv?
Hvad Henrik Gade Jensen vil med sit Stalin vrøvl og udokumenterede påstande om Sovjetunionen, må forblive en gåde – med mindre han er skide bange for et sovjetisk alternativ til kapitalismens umenneskelige system. I det hele taget er en sådan polemik uværdig, for et nogenlunde tænkende menneske. Tror han læserne er idioter som han kan skramme til at mene det samme som ham?
Så taler han om folk der ikke kan klare sig selv. I et socialt ulig udbyttersamfund, er der selvfølgelig mange af dem. Men han anvender en omvendt problemstilling. Jeg kender ingen, der ikke kan klare sig selv, hvis de havde haft muligheden, men jeg kender mange der er blevet smadret og ødelagt af udbyttersamfundet. Når et menneske havner i nød, skal man søge årsagen i samfundsstrukturen, og ikke i den enkeltes isolerede personlighed (der findes ikke sådan noget som isolerede personligheder).
Og gud fri og frels os for velgørenhed – jeg vil fortrække et samfund som det sovjetiske (med eller uden Stalin) hvor enhver havde mulighed for, at yde efter evne og nyde efter behov.
PS: indholdsmæssig så er det en ualmindelig ubegavet artikel, hvorfor skal man læse en sådan bunke lort i Information?

peter knap skriver:" Du godeste en gang vrøvl. Et sammensurium af hovedløse påstande og synspunkter.
Den artikkel er da bedst tjent med at blive forbigået i tavshed."

Ja, men problemet er, at Cepos-folkene er faste skribenter på Information.

Jacob Selchau

Det er fuldstændig sandt at mennesker hjalp hinanden før velfærdsstaten - og det gør de endda stadig.

Men det ændrer ikke på det faktum at:

- Ifølge det amerikanske landbrugsministerium, så har ca. 15 % af USAs husholdninger svært ved at skaffe ordentlig mad. De har nemlig mindre velfærd end os.

- Danmark er ifølge OECD et af de lande i verden, hvor der er højst social mobilitet. De mindre velfærdsstatslige lande, USA og Storbritannien, har væsentlig lavere social mobilitet.

- Danmark er det land i verden hvor livskvaliteten er højst ifølge OECD. Denne undersøgelse bekræftes af andre ifølge hjemmesiden videnskab.dk

- Vi har høj grad af lighed, høj beskæftigelse og lav kriminalitet.

Hvad Henrik Gade Jensen har gang i er en fordrejning af historien - alle ved vel at der altid har eksisteret velgørenhed og medmenneskelighed og nu lader Henrik Gade Jensen som om at det er en ny opdagelse, og at dette - på nogen måde - siger noget for eller imod velfærdsstaten. Selvfølgelig gør det ikke det.

Claus Oreskov skriver: "... hvorfor skal man læse en sådan bunke lort i Information?"

Det skal vi, fordi avisen jo er en borgerlig avis.

Ib Jørgensen

En forløber for HGJ's bog var Henning Fonsmarks meget bedre "Historien om den danske utopi" fra 1991 som analyserede
betingelserne for en liberalistisk velfærdsstat. Jeg skrev dengang en kommentar, som jeg refererer til her www.bloggeroeven.blogspot.com

Hele min kommentar fra dengan kan læses her:
http://www.ibjoergensen.dk/Artikler/Tekster/liberalisme_velfærd.htm

Min hovedpointe er, at eftersom såvel vælgere som politikere ikke har indsigt i den måde den kapitalistiske økonomi arbejder på, så vil det ikke være muligt at etablere et retfærdigt samfund. For slet ikke at tale om et bæredygtigt.

Sider