Kronik

Velkommen til kasinoismen

Kapitalismen er død. Den blev som kommunismen aflivet af sine egne paradoksale modsætninger, og af politikere, der ikke rettede op på problemerne af frygt for at blive opfattet som velfærdens fjender. Vi står nu tilbage med en økonomi, der bygger på gambling i stil med den vi finder i kasinoet
Sådan ser et moderne kasino ud, ifølge dagens kronikør. Det triste er, at spillerne ikke kun sætter deres egne penge på spil, men udstikker kursen for hele verdensøkonomien.

Sådan ser et moderne kasino ud, ifølge dagens kronikør. Det triste er, at spillerne ikke kun sætter deres egne penge på spil, men udstikker kursen for hele verdensøkonomien.

Jeanne Kornum

25. januar 2012

I kapitalismens barndomsår hørte en asketisk, mådeholdende livsstil til grundværdierne. I dag er den afløst af en materialistisk livsstil, bygget op om en — påstået — nødvendighed af vækst i økonomi og personlig udfoldelse.

Det er i de seneste år blevet suppleret med en afpersonificeret økonomidiskurs, hvor der tales om: »markedets forventninger«, »nødvendig risikovillig kapital«, »et sundt investeringsklima« osv. Universitetsøkonomer og erhvervsledere har erobret sproget. Økonomiens sprog er objektiveret, så al regulering af marked, kapital og investeringer er et angreb på sandheden om økonomisk styring. Selv om der bag begreberne marked, kapital og investering er personer med heftige personlige interesser, er nodalpunktet for al økonomisnak ’vækst’ og ikke personinteresser. Angriber man de andre begreber, angriber man væksten og i sidste ende velfærden.

Kun få skeptiske forskere og politikere har derfor de senere år sat sig op imod den dominerende opfattelse af, at økonomiske aktører skal have så frie forhold som muligt. Det bidrager til kapitalismens pervertering.

Økonomi på hovedet

I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer. Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel. Penge er ikke længere et middel, der binder økonomiske aktører sammen — penge er selve systemet. Der er så mange penge og i så store koncentrationer, at varer og tjenesteydelser er blevet midlerne til at få pengesystemet til at fungere. Logik og formål er vendt på hovedet.

Og eksemplerne er mange: Investeringer, der flyttes fra produktion med et driftsberegnet afkast over i risikoanalyserede futures i f.eks. en hel regions høst og et potentiale for udbytte, som ikke er realiseret. Går høsten godt scores ekstragevinsten; går den skidt har man forsikret sig i forsikringsselskaber, der har genforsikret deres risiko.

Eller aktiehandler, der ikke primært er funderet i langsigtet analyse af nøgletal og afkast, men i optioner og kortsigtet gambling på, om man kan afhænde aktien til en given pris.

Eller pantebrevsryttere, der med interne ejendomshandler og genhandler pumper markedet op og med bankers velvillighed belåner egne pantebreve i en totalt urealistisk ejendomspris — hvilket i sidste ende koster banker livet og skatteyderne milliarder, når boblen brister.

Ja, der findes sågar hedgefonte, der investerer i CDS- kontrakter, der er en slags forsikring mod, at staten krakker. Brister boligmarkedet helt, og kommer landet i uføre, så kursen på forsikringer mod et krak stiger, kan spekulanter sælge dem dyrere, end de købte dem. Den ultimative produktfrie investering er opfundet.

Sen-kapitalismens pris

Men senkapitalismen har sin pris. Markeder, kapitalbevægelser og investeringer er nu så komplekse, at producerende virksomheder og stater hverken kan gennemskue eller overvåge dem. Det er umuligt at se, om økonomisk udvikling skyldes ændrede produktive forhold eller rene spekulative forhold. Samtidig er der så megen fri kapital koncentreret hos enkeltaktører, at de kan styre markeds- og prisdannelse. Derved ryger grundforudsætningerne for kapitalismen og markedskræfternes selvregulerende mekanismer. Markederne monopoliseres helt eller delvist og kan ikke genoprette sig selv, når spekulationerne går galt. Særligt i finanssektoren, hvor infantil risikovillighed følger kasinoverdenens psykologi: Jo større pengekoncentration der er, jo flere let erhvervede penge der er, jo tættere man er på målet om markedsdominans, jo mere illusion om kontrol der er, jo mere villigt og risikabelt sættes pengene på spil.

Kapitalismen har fået en paradoksal systemfejl: Jo mere man indfører af den, desto mindre får man af den! Dereguleringer og frihed fører til ustyrlige dysfunktionaliteter. En ny epoke er begyndt: kasinoismen. En tilstand hvor sandsynlighedsestimeret gambling i handel med handel i stadig større grad træder i stedet for beregnet, driftsøkonomisk investering i produktion.

Kasinoisme fuldføres med statens villighed til, at indtage rollen som neutral bankør, der kun griber ind, når tingene kører helt skævt. Ligesom bankøren i et kasino ikke normativt og proaktivt griber ind, når folk i en rus forfølger håbløse odds og sætter hus og ægteskab på spil, griber staten heller ikke ind, når finansinstitutioner tager overdrevne risici og sætter samfundsøkonomien på spil. Den rydder alene op efter skaden er sket og sanktionerer dermed aktørernes adfærd positivt.

Kasinoismen muliggøres altså af to gensidigt forstærkende forhold. Et marked, der er mere risikovilligt og dysfunktionelt end nogensinde, og en stat, der ikke griber proaktivt, men reaktivt ind, fordi politikerne ikke tør angribe den afpersonificerede økonomidiskurs og risikere beskyldninger om velfærdsnedskæringer.

Statslig eskapisme

Hvad muliggør egentlig overgangen fra kapitalisme til kasinoisme?

På et statsligt plan ses en politisk uansvarlighed med viljen til at lade alt køre ad helvede til for egen vindings skyld. I USA har man indført et monetakrati, hvor krige og økonomibobler bidrager til landets ruin, men skaber gevinster til toperhvervslederne i finanssektoren. De belønnes som om, intet er hent.

Italien indførte et genitialikrati, hvor manglende regeringsbeslutninger om kontrol med økonomiske og statslige interesser skulle sikre, at regeringschefen kunne blive i embedet og fortsat have adgang til dyre damer og sexorgier.

Rusland har indrettet et machokrati, hvor store pengehungrende oligarker bogstaveligt talt slås om retten til en hel nations olie- og gasforekomster. Vinderens kamp gøres til Ruslands kamp.

Og Danmark indførte, som flere sydeuropæiske lande, et boblekrati, hvor kortsigtede gevinster skabt på boligsektorens fantasivækst velovervejet indhøstedes på bekostning af langsigtet økonomisk stabilitet.

Det ligner statslig eskapisme, hvor forskellige strategier anvendes til at lukke øjnene for kapitalismens udvikling. Væk er den sunde konservatisme fra Thomas Hobbes tanker, der afbalancerer indflydelse og adgang til samfundets goder og skaber frihed, så den enkelte under ordnede forhold kan forfølge sin fremgang. De eneste hæderlige undtagelser er pt. Tyskland og Sverige, hvis konservatisme i både moral-etiske og økonomiske anliggender har skabt stabile økonomier med bund i reel produktiv udvikling. De to lande er derfor de eneste, der kan påtage sig førertrøjen i de nuværende euro-redningsforsøg.

Udbudsøkonomer vinder

I et videnskabsteoretisk perspektiv muliggøres kasinoismen af, at det dominerende paradigme for økonomisk tænkning ikke udfordres tilstrækkeligt.

Kampen om at definere den økonomiske sandhed er for længst vundet af udbudsøkonomerne. De lader sig ikke påvirke af spørgsmålstegn ved forestillingerne om, at omdrejningspunktet for økonomisk vækst i et land altid er et højt udbud af billige produktionsressourcer. Hvis blot man via offentlige incitamenter sørger for, at udbuddet af arbejdskraft bliver så stort og så billigt som muligt (i praksis ved at beskære sociale ydelser, så folk søger ind på arbejdsmarkedet), vil det kunne betale sig for virksomhederne at placere produktionen her. Ud over dette har staten ingen rolle i vækst og velfærd, lyder det fra udbudsøkonomerne, der for længst har sat efterspørgselsøkonomerne til vægs med afpersonificeret, objektgjort økonomisprog.

Konsekvensen er, at de færreste universitetsøkonomer — og særligt ikke den økonomiske vismandsinstitution — beskæftiger sig med de strukturelle dysfunktionaliteter i senkapitalismen. Svaret på kriseproblemer har i årtier været: Udbyd mere og billigere arbejdskraft — og det til trods for, at vi aldrig ville kunne underbyde det kinesiske slaveri. Bevares — selvfølgelig kan vi ikke være dyrere end sammenlignelige nationer, men arbejdskraftudbuddet er altså kun en flig af de strukturelle problemer.

Ubrugeligt arvegods

Store systemers undergang fremmes, når kun få udfordrer deres funktionsmåde og deres herskere. Det så vi med de østeuropæiske kommunistiske styreformer. Her endte privilegierne for de få med at installere egennyttige ledere i en nepotistisk statsplanlægning, hvor alt andet end effektivitet og produktivitet var i centrum.

Systemet dræbte sig selv i en paradoksal modsætning mellem planlægningstrangen og effekterne på målet om lighed: Jo mere kommunisme man indførte, jo mindre fik man af den.

Det samme ses som nævnt i kapitalismen. Præcis som Marx ikke kunne forudsige egennytten i de kommunistiske partiapparater og dens fatale konsekvenser for statens funktion, kunne heller ikke Smith, von Hayek og Friedmann forudsige virkningerne af egennytten bag de enorme kapitalkoncentrationer, effekterne af deres dekobling fra produktion af varer og tjenesteydelser og deres lige så fatale indvirkning på kapitalismens evne til at fungere.

Det ideologiske arvegods fra kapitalismen, der påstår, at (egen) nyttemaksimering i kombination med udbuds-efterspørgselsmekanismer på frie markeder som en usynlig hånd sørger for en optimal fordeling af ressourcer, holder ikke længere.

Alligevel gav ingen det kapitalistiske system et serviceeftersyn. Ingen italesatte hedgefondes og de finansielle aktørers rolle, størrelse, produkter, risikovillighed eller interesser. Og ingen — især ikke i USA — betvivlede de forbundne kar, der er mellem opinionsdannende økonomiprofessorer, investeringsselskaber og realkreditinstitutioner.

Sandheden er, at hvis stater i den vestlige verden ikke havde grebet ind under den seneste krise, var vi endt i total nedsmeltning og ragnarok. Kapitalismen er død. Vi er endt i kasinoismen.

 

Preben Moeslund fagbogsforfatter og konsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leopold Galicki

En uhyre interessant artikel. Den introducerer 4 ”krati”-begerber:monekrati (USA), genitialikrati (Italien), machokrati (Rusland) og boblekrati (Danmark), som betegnelser på de perveterede former af senkapitalismen, som mere eller mindre kendetegner markedsøkonomiske og demokratiske forhold i de enkelte lande. Dog er det mest interessante i artiklen de modsætninger den præsenterer.

Artiklen begynder med en fremhævelse af kapitalismens barndomsår, der beskrives som

”en asketisk, mådeholdende livsstil til grundværdierne. I dag er den afløst af en materialistisk livsstil, bygget op om en – påstået – nødvendighed af vækst i økonomi og personlig udfoldelse”.

Allerede i denne sætning melder der sig to modsætninger; i kapitalismens spæde begyndelse,

dengang én af Europas ældste banker fra Sienne blev oprettet i den blomstrende Renæssanceperiode for mere end 500 år siden, og som, symbolsk nok, nu bukker under for den aktuelle krise som ikke mindst har ramt Italien hårdt,

var udviklingen baseret bl.a. på en udbredt menneskehandel, elendige forhold for slaver og livegne bønder, hvor den største del af kvindebefolkningen helt og holdent var underlagt vilkårlige sociale og økonomiske forhold. Taler vi om den kapitalisme som baserede sig på det teknologiske vidunder som dampkraften udgjorde i slutningen af 18 årh. og beg. af det 19 årh., var der fortsat slaveri og ikke mindst børnenes arbejde, bl.a. i mindedriften, hvor forbuddet mod børns natarbejde først kom i midten af det 19. årh.
som var med til at fremme kapital. Den kapitalisme som formede sig i kølvandet af elektricitetens og bilens indtog, var bl.a. præget af den type arbejde som Chaplin udmærket demonstrerer i ”Moderne Tider”; mennesket var gjort til maskinens vedhæng.

Generelt: der har altid været tale om enorme samfundsmæssige disproportioner mhp. social retfærdighed. Ulighed har altid været ubærlig for en betydelig del af samfundet. Først efter 2. verdenskrig anså selv de mest privilegerede fra de yderst konservative britiske kredse, som Keynes og Beveridge, de tidligere tiders uligheder som en umulig vej at fortsætte ad.

Så, hvordan kan man stille vores dages kapitalisme som noget værre end de tidligere tiders kapitalismer? Det er en nostalgi, som minder om den Henrik Gade Jensens, for nylig præsenteret i Informations spalter.

Artiklens samme begyndeelsessætning taler om vækst i økonomi i lyset af kritikken af den aktuelle krisesituation. Hvad forstår Moeslund med økonomisk vækst? Kan man ikke forstå økonomisk vækst som en vej til f.eks. mere fritid? Tror han ikke, at en buschauffør ikke ville blive glad, hvis den samfundsmæssige økonomiske vækst betød længere og flere pauser for ham? Tror Moeslund ikke, at en sygeplejerske kunne have glæde af den økonomiske vækst, som kunne give hende færre arbejdstimer og mere tid til at gå f.eks. i operaen, og hvor billetten til opera mindst var halv så dyr som den nu er? Er der ikke et behov for virkelig større muligheder for personlig udfoldelse, som Moeslund nærmest hånligt taler om, når han sammenstiller talen om selvrealisering i vores dage med den tidlige kapitalismes asketiske karakter?

Man kan naturligvis forstå Moeslunds begyndelsessætning som en kritik af den vækst som handler om væksten i det man kan blive enig om ikke har ret megen kvalitet i sig, f.eks. flere TV-kanaler, flere udsendelser a la X-faktor, flere Blachmaner, Grand Prix Melodier, Oscars i prut og flødeskum, fladskærm i hvert rum, flere sko i det bugnede skab, flere MC-Donalds burgere per hoved, flere motorveje og endnu flere biler. Men økonomisk vækst er jo ikke lig med kvantitativ vækst med ringe kvalitativt indhold, vel?

Det spændende i artiklen affødes, antager jeg, af at Moeslund ikke skelner mellem Smiths, von Hayeks, Friedmanns rene økonomiske teorier og Marx’ sociologi baseret på erkendelsen af de økonomiske forholds afgørende betydning for samfundslivet.

M. Thatcher tænker nok også i dag: Oh, hvis de, disse politikere, blot ville forstå, at et samfund er som en købmandsbutik, så ville intet gå galt.

Skat på arbejdsfri gevinster kan give os oplevelsen af at det kan betale sig at arbejde.
Hvilken rimelighed er der i at bankdirektør Straarup, der har stået i spidsen for vores økonomiske ruin, skal have et gyldent håndtryk, der udgør mere end en sygeplejerske kan tjene i et livsværk?

Jens Overgaard Bjerre

Ja, først lærer vi, at en bank er en selvstændig og uafhængig forretning, ligesom en cykelhandler eller en slagter. Større, men i princippet ens.

Men banker har tiltusket sig magten. Og det er her jeg synes, at der er interessant. Hvis de kunne, ville de overtage det offentliges rolle. De administrerer, uden nogen form for risiko statslige ordninger som f.eks. SU'en. Den statslige bank, som var gratis og gav overskud, Girobanken, blev lukket. Den slags kunne man ikke have.

Hvem er det som har rigtig meget ud af at bankerne har magten? Og kan få lov spille pengene op, som en fordrukken gårdmand i en Morten Korch film?Det er jo her det er interessant.

Hvorfor går staten ind hele tiden og holder skatteydernes penge under bankerne?

Henrik Darlie

Måske er det positivt hvis tanken føres til ende, for så bør politikerne også vælges ved lodtrækning, og hvis man vælger mellem de bedst egnede (målt på uddannelse og karakteregenskaber), og smider dem ud med jævne mellemrum, så bliver det umuligt at være korrumperet politiker, og man vil få ledere der har andre kendetegn, end det, at de mange kan blive eninge om hvem det skal være der leder.

Jens H. C. Andersen

Der kan nævnes økonomer, som har forudsagt tidligere kriser, og som også forudså denne. De har hele tiden sagt at det ville gå galt. Så den der med at lege uskyldig og at ingen var kritiske eller kunne se det holder ikke.

Folk der ikke kunne forudsige krisen, har enten ikke forstand på økonomi eller også er de fulde af løgn.

Galicki: Er Keynes konservativ ???

Leopold Galicki

Jens H.C.Andersen,

Når jeg mener man kan fremhæve, at Keynes kommer fra de konservative kredse, er det ikke de politiske kredse som har haft Keynes som deres lederstjerne inden for den samfundsøkonomiske tænkning. Keynes teori hører naturligvis til Helle Thorning Schmidt og hendes mand Stephen Kinocks fars, Labours forhenværende formands ideologiske verden.

Men Keynes selv er vokset op i den engelske højere middelklasse, som sendte sine børn til konservatismens uddannelseshøjborge som Eton-skole, hvor blandt andet Storbritanniens aktuelle konservative premierminister D. Cameron fik en del af baggrunden for sin verdensanskuelse.

Vibeke Carøe

"I USA har man indført et monetakrati, hvor krige og økonomibobler bidrager til landets ruin, men skaber gevinster til toperhvervslederne i finanssektoren. De belønnes som om, intet er hent (sic)."

Case-in-point:

Præsidentkandidat Romney vurderes til at have en formue på mellem 190 og 250 millioner dollar (1,1 - 1,5 mia. kr).

Han havde i perioden 2010-2011 en indkomst på 45,2 millioner dollar (258 mio. kr.) og heraf betalte han 6,2 millioner (35 mio. kr.) i skat.

Ifølge oplysningerne har rigmanden dermed en skatteprocent på 13,9 for 2010. Samtidigt forventes Romney at skulle betale 15,4 procent for 2011.

Romneys skat ligger dermed langt under den gennemsnitlige amerikaners (topskat 35%), da det meste af hans indkomst kommer fra kapitalgevinster på investeringer (hovedsageligt fra investerinsfirmaet Bain Capital, som han var med til at grundlægge i 1984 - opkøb og sanering af forgældede industrivirksomheder samt efterfølgende salg af dem til en højere pris.).

Preben Moeslund skriver:
"I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer."

Opfindelsen af penge har ikke noget med kapitalisme at gøre. Penge blev opfundet for tusindvis af år siden, og er kun et middel til at lette handel.

Kapitalisme er investeringen af kapital med henblik på afkast. Derfor er der ikke noget der hedder en "gammel, nøjsom kapitalisme", hvor vækst ikke var nødvendigt. Kapitalisme KAN ikke eksistere uden vækst. Sådan er det og sådan har det altid været. Det er kun fordi vi har ramt grænserne for vækst, at dette er blevet et problem.

Kan man ikke engang definere kapitalismen korrekt, hvordan kan man så diskutere den på højere niveau?

Hej Preben

Forstår godt din kritik punkter af kapitalismen, men at finde et begreb med så mange negative konnotationer som kasino og så smide en isme på er i min bog lidt for let købt.
Som tidligere professionel gambler har jeg en del erfaring fra denne verden, og der er radikale forskelle fra kasino økonomi til den uhæmmede spekulation, der skete og stadig kan ske på finansmarkederne. Først og fremmest er den økonomi, der kendetegner kasinoer hamrende reguleret. Du nævner, at dealeren bare en passiv tilbagetrukket instans, der overvåger spillet - ja det er han på visse punkter, men vigtigere er at han er den instans der sikrer, at spillerne har de penge på hånden, som han skal bruge for at satse - og ja det er rigtigt at han ikke regulerer hvilke beslutninger den enkelte spiller skal tage, men hans vigtigste job er at sikre at reglerne bliver efterlevet og overholdt. Reglerne i kasino økonomi er meget klare og let gennemskuelige, og hvis man skulle bruge begrebet kasinoisme om en samfundsøkonomisk tendens vil kasinoisme betegne en tidligere og mere ren form for finanskapitalisme uden de nuværende vanvittigt gearede handler og uigennemskuelige økonomiske konstellationer a la de boliglånskontrakter du selv omtaler.

Det kan godt være kasinoernes ry er plettede, men at bruge dem som metafor for den nuværende globale samfundsøkonomi, det er decideret urigtigt. At beskylde kasinoerne for et økonomisk og moralsk hykleri a la det der er sket i finansverdenen er fuldstændig utilstedeligt.

Ellers spændende indlæg - vil i øvrigt anbefale dig at læse Ole Bjergs nye bog - jeg mener den hedder 'Poker - the Parody of Capitalism', hvor han bl.a. behandler kapitalisme problematikken i relation til gambling og poker.

Mvh
Laust

"Præcis som Marx ikke kunne forudsige egennytten i de kommunistiske partiapparater og dens fatale konsekvenser for statens funktion..."

Vi har endnu ikke haft sand kommunisme som Marx beskrev den. Kommunisme kan kun ske som videreudvikling fra det højeste kapitalistiske stadie. Rusland var knapt nok industrialiseret da den russiske revolution kom, og ifølge Marx (og iøvrigt også Lenin) var Rusland ikke på det rette niveau.

Hvis man som forfatter ikke sætter sig ind i tingene og får definitionerne på plads, så kan man heller ikke bruge konklusionerne til noget.

Retorisk er artiklen flot! Hatten af for det.
Men indholdsmæssigt er den ret tom, fordi hele præmissen for artiklens konklusion er forkert.
Der er nemlig sammenhæng mellem penge (fordringer) og reelle værdier i samfundet. Hvis der ikke var det, ville hele det finansielle system bryde sammen og alle ville gå over til naturaløkonomi.
På globalt makroniveau skal der være tillid til at penge kan omveksles til varer og ydelser. Denne tillid er en politisk opgave. Tilliden undergraves prmært ved at stater udsteder penge, der ikke er reel værdi bag.
Man kan sagtens på mikroniveau finde transaktioner, uden reel værdi bag. Det hedder enten bedrageri eller fejlkalkulation. Det var der eksempler på op til 2008, men det er blevet ryddet bort og personerne bag er blevet straffet eller gået konkurs.
Løsningen er ikke straf eller bureaukratisk regulering af finanssektoren, men krav om gennemsigtighed. Gennemsigtighed er nemlig forudsætningen for, at der bag alle transaktionerne også står reelle værdier. Det er finanssektoren også selv interesseret i.
At bedragere ikke er interesseret i gennemsigtighed er noget helt andet. Det har de vist aldrig været. Så find dem i stedet for at skabe kunstige fjendebilleder i en retorisk rus. Det kunne hedde retorikrati!

Mikael Bjerrum

Når jeg læser artiklen kan jeg ikke lade være med at tænke på Holst/Würgler/Jensens "Sang om merværdi" fra engang i 1970'erne. Her hedder det:

"Penge alene skaber ingen værdier
Penge skaber penge
Papir, papir."

Niels Engelsted

Tak til Preben Moeslund for en meget indsigtsfuld, overordentlig væsentlig og særdeles velskrevet artikel. Med nedenstående bemærkninger ønsker jeg ikke at trække noget fra men blot at deltage i tråden.

Moeslund skriver, at ”logik og formål er vendt på hovedet” med kapitalismens forvandling fra produktion af og handel med varer til kasinoismens (finanskapitalens) produktion af og handel med handel. Men det er kun set fra en bestemt position, et bestemt fikspunkt, at noget kan blive vendt på hovedet. Den logik, som historien selv udfolder, kan næppe være vendt på hovedet. Moeslunds fikspunkt er—læser vi—den klassiske kapitalisme i dens ”asketiske” og ”sunde konservative” barndom (”Hobbes”), hvor ”grundforudsætningerne for kapitalismens og markedskræfternes selvregulerende mekanismer” (beskrevet af ”Smith, von Hayek og Friedmann”) endnu ikke var blevet perverteret. Kort sagt kapitalismen som den fremgår af standardlærebogen i økonomi. Men hvis virkeligheden har perverteret teorien, så er det måske ikke kun virkeligheden, man bør kritisere, men også den overleverede forståelse. Og så meget desto mere, hvis der er ”forbundne kar mellem opinionsdannende økonomiprofessorer, investeringsselskaber og realkreditinstitutioner,” som Moeslund skriver, og vi i øvrigt alle har set i filmen Inside Job.

En hjørnesten i klassisk borgerlig økonomi er, at penge er et betalingsmiddel, der blev indført til erstatning for bytte- og tuskhandel, hvilket muliggjorde markedsøkonomi og udvidet arbejdsdeling, hvilket førte til civilisation baseret på vareproduktion og varehandel, hvis logiske og perfekte slutpunkt var den klassiske kapitalisme og det liberale demokrati. Hvor logisk argumentet end forekommer, er det baseret på en tankekonstruktion, der ikke bekræftes af historiske data. Tværtimod ser det ud som om, at penge fra allerførste færd er indført som gældsbeviser og dermed gældsforpligtelser. Det, der grundlægger den menneskelige civilisation, er forpligtelse eller gæld—hvem der er hvem skyldige og hvad— og ikke handel. (Se Graebers Debt, the first 5000 years. http://www.pbs.org/wnet/need-to-know/economy/video-are-we-slaves-to-debt...).

Dette forhindrer naturligvis ikke, at penge også virker som et fortrinligt betalingsmiddel, der letter og fremmer handel, og spiller en vigtig rolle i markedsøkonomiens udvikling, og at penge som omsætningsmiddel spiller en afgørende rolle i den kapitalistiske cirkulation—den berømte formel P-V-P’—hvor det ømme (og i sidste ende umulige) punkt er varens forvandling til nye og flere penge.

Hvis varen er blevet en albatros om halsen på kapitalismen, forekommer det logisk og ikke ulogisk, at skaffe den af vejen. Moeslund beskriver det på denne udmærkede måde:

” I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer. Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel. Penge er ikke længere et middel, der binder økonomiske aktører sammen — penge er selve systemet.”

Men måske var penge—som gæld—altid selve systemet. Intet er dermed vendt på hovedet, snarere kan man sige, at en kortvarig historisk anomali (lad os sige fra 1776—Smiths berømte værk om Nationernes Velstand, Watts dampmaskine og den industrielle og amerikanske revolution—til nu), hvor økonomien var viklet ind i vareproduktion og gældsgrundlaget underbetonet eller skjult, igen er ved at blive afviklet. Det postkapitalistiske samfund vil dermed komme til at ligne det feudale samfund mere og mere, den økonomiske elite vil mere og mere komme til at ligne en feudaladel, og befolkningernes indskrivning i økonomien vil mere og mere ligne befolkningernes indskrivning i Vilhelm Erobrerens Doomsday Book.
Værd at tænke over i hvert fald.

Engelsted skriver:
"Tværtimod ser det ud som om, at penge fra allerførste færd er indført som gældsbeviser og dermed gældsforpligtelser."

Det passer ikke. Tror du romeren der kom til skandinavien og købte rav og skind for guld- og sølvmønter, følte sig forpligtet til at tage imod selvsamme mønt, som en gældsforpligtelse? Jeg tror ikke skandinaven ville have taget imod mønten, hvis ikke han følte, at den havde en reel værdi modsvarende de varer han byttede væk for den.

Og jeg vil påstå, at systemet fungerede sådan hele vejen op til man droppede guldstandarden.

Jeg vil lige tilføje, at systemet naturligvis begyndte at krakelere inden guldstandarden opgaves, allerede da man begyndte at udstede gældsbeviser (forløberen for pengesedlen) på mere end man havde indestående.

Niels Engelsted

@Anders--fra første færd begynder længe inden romersk jernalder. Og hverken dansk eller romersk økonomi var baseret på rav og pelsværk, men på landbrug baseret på slavearbejde, hvor slaverne i første færd blev skaffet som krigsbytte, men også fra gældsfængslerne. Jeg ved det gør ondt, hvis noget man har grundigt lært bliver betvivlet. Men kig i det mindste på Graebers bog. Her er linket igen http://www.pbs.org/wnet/need-to-know/economy/video.

Jeg synes det er bemærkelsesværdigt så mange her klapper i hænderne, selv når det værste vrøvl præsenteres for dem, bare fordi det flugter med deres egen mening.

Pas på med at acceptere hvad som helst, selvom du (ingen specifik) i din verden gerne ville have det til at være sandt. Uden kritisk sans vil diskussionen her degenerere til et rygklapperi-cirkus, som ikke har hold i virkeligheden.

Og værre endnu: Det vil åbne for angreb fra oppositionen, som gennem her på forummet populære indlæg, men fejlbehæftede, kan ødelægge troværdigheden hos debattørerne.

@ Jens O Bjerre 25. januar 2012 kl. 05:05:
Pas på med at bruge begrebet 'staten'. Det begreb sætter et bestemt tankesæt op: 'Staten' mod 'folket', og den modsætning er uholdbar, fordi du og jeg også er folket.
Det er ikke staten, der holder hånden under bankerne, det er politikerne .. regeringen .. der bruger sin magt over statens midler til at holde hånden under bankerne.
Så bliver det nemlig tydeligt, at hvis vi havde valgt nogle andre politikere, så kunne det være at tingene havde set anderledes ud, for så var vi 'staten' blevet regeret af nogle andre.
Staten er et værktøj til at styre nationen (folk, fæ og resurser inden for grænserne). Derfor går den politiske kamp (magtkampen) om magten over statsadministrationen.
[Jeg tænker, de fleste af os ved dette, men vi falder tit i nogle sprogfælder, os så bliver sidedebatterne helt forplumrede, sådan ligesom når jeg pludselig angriber en stavefejl.]

Engelsted, du bliver nødt til at smide et bedre link. Det du gav, sendte mig til forsiden, og ikke til nogen specifik video (med mindre du vil have mig til at se en film om afstemning, magt og South Carolina :).

Derudover vil jeg sige, at til økonomier fra før oldtiden, hvor møntfoden var rent symbolsk (muslingeskaller tror jeg brugtes?), så vil sådan noget kun fungere meget lokalt. Jeg tror ikke du ville få en skandinav til at tage muslingeskaller fra en romer, som bor tusindvis af kilometer væk, i håbet om, at han kan handle denne videre for samme værdi. De andre skandinaver ville nok få et godt grin når han vil have et får for en håndfuld romerske muslingeskaller :)

Niels Engelsted

@Anders, du får det til at lyde, som om nogen har gjort sig skyldig i partiskadelig virksomhed. Hvis det er mig, så må du sørme undskylde.

Marie:
Ok, det var jeg så ikke klar over. Min pointe var bare, at jeg ikke tror på, at man i oldtiden ville have kunnet lave en rent symbolsk valuta (udover meget lokalt), sådan som penge er nu.
Men det har muslingeskallerne så heller ikke været. Godt at vide.

Det er en morsom debat, men den tenderer til at flyve langt væk fra virkeligheden.
Tilliden til penge blev efter guldindløselighedens afskaffelse erstattet af - netop tillid.
Denne tillid er til stede i alle liberale demokratier på kloden.
Tilliden kan ikke nedbrydes af den finansielle sektor, men kun af staterne (politikerne). Tilliden kan selvfølgelig svigte til enkelte pengeinstitutter, men det finder man løsninger på.
Politikerne forsøger i øjeblikket at bruge den finansielle sektor som syndebuk for deres egne fejltagelser. Det er noget som er set før i historien.
Det nye er, at markedet nu er blevet så globalt, at fordringer på stater handles globalt. Det stiller pludselig politikere i den ydmygende sitation, at deres stater bliver kredtivurderet på akkurat samme måde som borgere og virksomheder altid er blevet det. Det går deres æresfølelse for nær, fordi de er vant til at gøre hvad de vil. Det får dem til at sætte ekstra blus på aggressionerne mod de finansielle markeder.
Virkeligheden er derfor, at det er de finansielle markeder, der - understøttet af enkelte tillidsbærende stater - sørger for at tilliden til pengesystemet opretholdes.

Engelsted:
Jeg fandt dette med forfatteren, som du henviste til. Ganske interessant. Dog er det gæld på en anden måde end vi forstår det. Det er en måde at binde samfundet sammen på, da folk, som skylder hinanden noget, interagerer. Hvis man betalte gælden nøjagtigt tilbage, hverken mere eller mindre, betød det reelt, at man ikke ønskede at have mere med den anden person at gøre.

http://www.youtube.com/watch?v=SnOqanbHZi4

Marie, det jo følelser du der giver udtryk for, og stor respekt for det.
Og hvis der er noget penge IKKE har noget at gøre med, så er det følelser. Måske psykologi - men ikke følelser!

Niels Engelsted

Anders, interessant, man kan vel sige, at gæld også er den måde, som det moderne, senkapitalistiske samfund hænger sammen på, og bankernes store skræk er vel, at folk skal afstå fra at optage lån og betale rente. Det var lidt sådan noget jeg tænkte på med min første kommentar.

I al sin visdom har Deadline i aften inviteret tre kommentatorer til at diskutere, om kapitalismen er ved vejs ende. Det er Bjarke Møller fra Ugebrevet Mandag Morgen, Anders Krab-Johansen fra Børsen og Thomas Larsen fra Berlingske Tidende. - HVORNÅR STANDSER DRs LEDELSE DEN MASSIVE LIBERALISTISKE MENINGSPÅVIRKNING???

Carsten West
Der er på nuværende tidspunkt f.eks. mere papirsølv og -guld, end der reelt er til rådighed, men det afholder ikke papirspekulationen eller tilliden til den. Muligvis er systemet på sammenbruddets rand, og naturaløkonomien vil uden tvivl have svært ved at blive etableret ud af intet

Bob
Jeg tvivler på at direkte fordringer på guld (allocated reserve) er større end den faktiske guldbeholdning.
Der har været tilfælde hvor investeringsselskaber har haft vanskeligt ved fysisk at levere hvis de faktisk kom i en leverancesituation, men det vil i givet fald være bedrageri.
Men det forekommer jo også i bilmarkedet, hvor en bilsælger sælger en bil, der faktisk er pantsat til en anden.
Noget helt tredje er optionsmarkedet. Men det er jo ikke direkte fordring på guld i dag, men på et tidspunkt i fremtiden. Det kan man ikke addere.
Der vil jo heller ikke være tale om to cykler, hvis jeg lover at købe din cykel til en bestemt pris om 6 måneder.
Men jeg er helt enig i, at der skal være så meget gennemsigtighed på markedet, at der sikres paritet mellem papirer og værdier. Jeg tror ikke at der er nogen der er uenige i det.

Niels-Holger Nielsen

**************************************************************************************************************************
PENGE og KAPITAL ER IKKE DET SAMME

EJHELLER ER GÆLD OG MØNTER

DER VAR ANDRE SLAGS KLASSESAMFUND FØR KAPITALISMEN, HVOR PENGE OG GÆLD OGSÅ FANDTES, MEN DER VAR STADIG IKKE KAPITAL

AKTIESELSKABET ER KARAKTERISTISK FOR KAPITALISMEN
**************************************************************************************************************************

Endnu en artikel, der forsøger at flytte folkets fokus fra politikerne (skaberne af den økonomiske krise) til finansverdenen (syndebukkene for den økonomiske krise).

Politikerne har udformet de love finansverdenen opererer under, politikerne har besluttet at bruge skattepenge på at understøtte private virksomheder (banker), politikerne undviger fortsat fra at skabe relevante regler for den her praksis.

Konklusionen må enten være at politikerne selv profiterer på den uhensigtsmæssige opførsel (korrupte), at de ikke ved bedre (inkompetente) eller at de ikke kan finde på andet (visionsløse).

Nej, det fritager ikke politikere for ansvar hvis de er "købt" af finansverdenen, de er blot mere skyldige fordi de har ladet sig sælge.

Vibeke Carøe

Erika

du siger godt nok, at disse slemme politikere kan have gjort det under en eller anden form for påvirkning/pres fra 'finanssektoren'? Jeg kan nu forestille mig en del af erhvervsledere/virksomhedsejere, der ligeledes kunne være interesseret i at påvirke politikerne på dette område, som så mange andre områder.

Og at det er politikernes ansvar.

Men hvem er det lige, der vælger politikerne?

Og sådan kan vi blive ved med at flytte rundt på ansvaret.

Skal vi ikke hellere tænke fremad og finde måder at lave systemet om på, så vi kan vælge politikere, som ikke kan blive presset ud i at vælge mellem at stå imod pres og ryge ud af politisk embede - sådan lidt firkantet sagt?

Erika og Vibeke:
Det er ikke finanssektoren eller erhvervslivet, der er den væsentligste pressionsgruppe mod politikerne. Det er folket!
Problemet er, at politikerne - for at blive valgt - lover folket mere end der kan produceres. Det dilemma kan de kun løse ved at bryde løfter, trykke penge (eller obligationer) eller hæve skatterne. De to sidste metoder fører til mindre produktion, der dermed blot forøger dilemmaet. Når virkeligheden så åbenbares skal de finde andre skyldige end dem selv.
Og Informations artikelforfatter hjælper politikerne i denne akademiske spøgelsesjagt.

Til Vibeke Carøe, der bl.a skriver følgende:

"Skal vi ikke hellere tænke fremad og finde måder at lave systemet om på, så vi kan vælge politikere, som ikke kan blive presset ud i at vælge mellem at stå imod pres og ryge ud af politisk embede - sådan lidt firkantet sagt?"

Jo, netop. Løsningen hedder en øget offentlighedslov, en lov der gør det lovpligtigt at vise præcis hvor partierne får deres penge fra (ligegyldigt beløbets størrelse), et åbent og tilgængeligt skatteregister som i Norge hvor samtlige borgere kan se samtlige andre borgeres mellemværende med staten. Herunder politikere og erhvervsfolk.

I øjeblikket har politikerne travlt med deres talentløse "Abe-bingo", og den her artikel er blot et udtryk for dette.

Marie:
Joooh, det kan godt være at du har ret, og at jeg var lidt for hurtig på tasterne.
Det er en lidt svær diskussion fordi økonomiske beslutninger pr. definition er rationelle, og følelser normalt opfattes som irrationelle.
Men hvis man accepterer at en "følelsesbestemt" beslutning kan være rationel for den der træffer beslutningen, så er vi jo tilbage i god overensstemmelse med den matematiske orden.
Så jeg giver mig! Følelser behøver ikke altid at være irrationelle! (Men jeg håber ikke at min pensionskassedirektør lader sig diktere af sine følelser).
Tak for en hyggelig debat!

Det Europa i realiteten nu er blevet offer for er, at den tyske “Rheinische Kapitalismus”, som siden 1945 har gjort Tyskland til den stærkeste økonomiske magt i Europa, nu må siges at være ved at tabe til denne anglo-amerikanske udgave, af nogen kaldt “Kasinokapitalisme” og det der er værre.

Under kansler Gerhard Schröder, det var formanden til Frau Merkel, liberaliserede det tyske finansmarked og tillod disse grådige græshopper fra især USA adgang til det tyske marked, hvor der var rigdomme i virksomhederne og blandt menige tyskere at “stjæle” i stor stil via selskabstømning og salg til private af tvivlsomme børspapirer og såkaldte derivater.

Mange af hans partikammerater i SPD advarede dengang mod denne “Heuschreckengefahr”, at den bl.a. ville ødelægge deres egen velfungerende og alment accepterede “Sociale Marktwirtschaft” i Tyskland. Samtidigt sænkede manden virksomhedsskatten for at tiltrække udenlandsk kapital, som viste sig at være ren spekulationskapital uden reelle investeringer i nye arbejdspladser.

Nu her i 12. time prøver politikerne i EU så - de virkelig skyldige i dette knæfald for det forkætrede “marked” - at dreje udviklingen tilbage på sporet, hvor England naturligvis allerede er hoppet af, og Frankrig i ren panik vil gå solo og indføre det tyskerne kalder “Finaztransaktionssteuer”, men løbet er kørt – og hvem skal nu betale …

http://neuesglobaleselend.blogspot.com/2010/08/rheinischer-kapitalismus-...

Preben Moeslund

Jeg vil gerne sig 1000 tak for de kommentarer, jeg har fået - både til de der ser samme billede som jeg og til de der er konstruktivt kritiske.

Et par korte uddybninger:

Laust Kehlet skriver at: ” at finde et begreb med så mange negative konnotationer som kasino og så smide en isme på er i min bog lidt for let købt.”

Jeg kan godt følge din kritik. Jeg bruger ved nærmere eftertanke nok mest metaforen set med spillernes øjne og i mindre grad med bankørens øjne, selv om der også her er visse ligheder, men dog ikke fuldstændig lighed.

Men jeg mener der er brug for at finde et andet begreb, for det der foregår, end kapitalisme. Det er ikke længere muligt at forstå og forsvare kapitalismen med en historisk variant der er kommet så langt ud af en tangent.

Vi er hastigt på vej væk fra den moderne, planlagte og industrielle vækstfilosofi, som kapitalismen med dens investerings-afkast fokus i produktion passede så glimrende med. Og er ved at ende i et uplanlagt, postmoderne fondsvækst, med voldsomme effekter på magtstrukturer og stabilitet i økonomien. En enkelt kommenterer det med at se faren for genindførslen af en ny form for feudalstruktur - hvilket er en spændende kommentar.

Kapitalismen er i mine øjne nu så væsentlig forskellig fra et industrielt udgangspunkt, at et andet begreb for tilstanden er nødvendigt for at kunne udvikle nye tanker om, hvad det er der foregår. Og min kronik er tænkt som et oplæg til dette.

Carsten West skriver, at kronikkens præmisser ikke holder: ”Der er nemlig sammenhæng mellem penge (fordringer) og reelle værdier i samfundet. Hvis der ikke var det, ville hele det finansielle system bryde sammen og alle ville gå over til naturaløkonomi. På globalt makroniveau skal der være tillid til at penge kan omveksles til varer og ydelser.”

Jeg er helt enig i dit synspunkt, og det er en berettiget kritik af en upræcished i min kronik. Jeg er godt klar over at penge ikke plukkes på træer og at der bare uden videre kommer flere af dem.

Min primære kritik af systemet går dog snarere på, at pengene er samlet i så store koncentrationer med så risikovillige aktører, at verdensøkonomien ikke kan holde til den ”vildskab” i længden. I stil med (og uden sammenligning i øvrigt) at Frankrig i sin tid underminerede fastkurssystemet med sine fordringer på USA og en fast guld-penge paritet, ser vi også i dag fonde, investeringsvirksomheder og sågar lande (primært Kina) have fordringer, det er helt uhyggeligt at tænke på blive ”tvangs”indløst.

Erika Grann skriver: "Endnu en artikel, der forsøger at flytte folkets fokus fra politikerne (skaberne af den økonomiske krise) til finansverdenen (syndebukkene for den økonomiske krise)."

Det fremgår jo tydeligt af min kronik, at det netop er gensidigheden i den ikke-regulerende, uansvarlige stat (politikerne) og det (over)risikovillige marked der er grundforudsætningerne for kasinoismen - begge dele skal i mine øjne være til stede.

En enkelt skriver til mig: ”Kan man ikke engang definere kapitalismen korrekt, hvordan kan man så diskutere den på højere niveau?”

Til det er der kun at sige: Lad være med at undervurdere andres viden og intelligens. Det er for arrogant og er IKKE i orden!

Det at skrive en kronik efterlader en vis (meget begrænset) plads, hvor definitioner og uddybninger af begreber ikke er muligt. Det er betingelserne og dem har jeg måttet acceptere i den redaktionelle proces.

Men som sagt i øvrigt: Tak for kommentarerne. De fleste bidrager positivt til at skærpe min argumentation.

Preben Moeslund

Preben Moeslund

Til Carsten West .... en meningsforstyrrende fejl i min kommentar til dig. "Jeg er godt klar over at penge ikke plukkes på træer og at der IKKE bare uden videre kommer flere af dem." ;-)

Preben Moeslund - du bør tage hensyn til, at mit indspark må give anledning til visse korrektioner i din beskrivelse af tyske forhold, som jeg ikke finder helt korrekte - men find selv ud af det ...

Preben Moeslund

Til Jan Weiss

Tak for kommentaren. Jeg er enig i dine betragtninger. Og parallellen til Wilsons Labour regering i England er slående. Her gik Labour - af alle - også ind i 1960'erne og deregulerede finansmarkederne og valutarestriktionerne under indtryk af gerne at ville have petro-dollars tilbage fra de arabiske lande som investeringer - noget der heller ikke rigtigt skete med den store succes men bidrog kraftigt til destabilisering af den daværende fastkurspolitik.

Min henvisning til tyske forhold er affødt af det øjeblikkelige adfærdsmønster og havde ingen historiske henvisninger.

PS. havde i øvrigt udformet mine kommentarer inden jeg så, at du var på med dine yderst relevante indspark.

Niels Engelsted

Jan Weis,
mange tak for det særdeles relevante link til Michel Alberts bog, der skelner mellem Rhin kapitalismen og den neoliberale kapitalisme.http://neuesglobaleselend.blogspot.com/
2010/08/rheinischer-kapitalismus-kontra-kasino.html.

Et opklarende spørgsmål. Bragte du det bare for at retlede Preben Moeslund, og mener, at begge modeller er lige dårlige?
Eller fordi du ville fremhæve den sociale og fællesskabsorienterede kapitalisme fra Rhinlandet, som oprindeligt var modellen for EU, over for den anti-sociale og individualistiske kasinokapitalisme, der nu er på vej til at tage magten i Europa?

Hvis det sidste er tilfældet, hvordan harmonerer det så med din harcerleren over mutter Merkel, og Bismarck og Prøjsen i en anden tråd (http://www.information.dk/291842#comment-502629)?

Rhinlandet, hvorfra vi har Marx og Engels' tænkning, var jo netop en provins i Prøjsen, der jo ikke kun var militarismens junkerhøjborg men også det progressive sæde for den tyske oplysningstid og dermed en central del af ihvertfald nordeuropæisk kultur.

Hermed ikke sagt, at dine imitationer af tante Møghe og grisehandleren ikke er morsomme, men jeg tror, at der er flere lag at vende i denne sag, hvis vi skal forstå hvor Europa befinder sig, og hvor det måske kan bevæge sig hen, hvis man hjælper til. Et citat jeg fandt ved at følge dit link, gjorde ihvertfald indtryk på mig:

"Es gab einen Kulturkampf zwischen dem Standardkapitalismus, der siegreich den Globus beherrscht, und dem "Rheinischen Kapitalismus", also dem Organisationsmodell, das von Skandinavien bis Norditalien, von der Seine bis an die Oder praktiziert wird. Die sich jetzt abzeichnende Katastrophe ist ein Grund dafür, dass in diesem Kulturkampf das europäische Modell wieder stärker wird."
(Der Bielefelder Wirtschaftshistoriker Werner Abelshauser in einem Interview mit der Tagesschau vom 8. Oktober 2008).

Martin Haastrup

Stor tak til Preben Moeslund for den her kronik. Omend yderst ubekvem i indhold at læse, demaskeringen af den faktuelle virkelighed omkring emnet, overgår som regel altid ens vildeste fantasier. Man må bare lære at gyse i disse tider.

Sider