Kronik

Velkommen til kasinoismen

Kapitalismen er død. Den blev som kommunismen aflivet af sine egne paradoksale modsætninger, og af politikere, der ikke rettede op på problemerne af frygt for at blive opfattet som velfærdens fjender. Vi står nu tilbage med en økonomi, der bygger på gambling i stil med den vi finder i kasinoet
Sådan ser et moderne kasino ud, ifølge dagens kronikør. Det triste er, at spillerne ikke kun sætter deres egne penge på spil, men udstikker kursen for hele verdensøkonomien.

Sådan ser et moderne kasino ud, ifølge dagens kronikør. Det triste er, at spillerne ikke kun sætter deres egne penge på spil, men udstikker kursen for hele verdensøkonomien.

Jeanne Kornum

Debat
25. januar 2012

I kapitalismens barndomsår hørte en asketisk, mådeholdende livsstil til grundværdierne. I dag er den afløst af en materialistisk livsstil, bygget op om en — påstået — nødvendighed af vækst i økonomi og personlig udfoldelse.

Det er i de seneste år blevet suppleret med en afpersonificeret økonomidiskurs, hvor der tales om: »markedets forventninger«, »nødvendig risikovillig kapital«, »et sundt investeringsklima« osv. Universitetsøkonomer og erhvervsledere har erobret sproget. Økonomiens sprog er objektiveret, så al regulering af marked, kapital og investeringer er et angreb på sandheden om økonomisk styring. Selv om der bag begreberne marked, kapital og investering er personer med heftige personlige interesser, er nodalpunktet for al økonomisnak ’vækst’ og ikke personinteresser. Angriber man de andre begreber, angriber man væksten og i sidste ende velfærden.

Kun få skeptiske forskere og politikere har derfor de senere år sat sig op imod den dominerende opfattelse af, at økonomiske aktører skal have så frie forhold som muligt. Det bidrager til kapitalismens pervertering.

Økonomi på hovedet

I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer. Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel. Penge er ikke længere et middel, der binder økonomiske aktører sammen — penge er selve systemet. Der er så mange penge og i så store koncentrationer, at varer og tjenesteydelser er blevet midlerne til at få pengesystemet til at fungere. Logik og formål er vendt på hovedet.

Og eksemplerne er mange: Investeringer, der flyttes fra produktion med et driftsberegnet afkast over i risikoanalyserede futures i f.eks. en hel regions høst og et potentiale for udbytte, som ikke er realiseret. Går høsten godt scores ekstragevinsten; går den skidt har man forsikret sig i forsikringsselskaber, der har genforsikret deres risiko.

Eller aktiehandler, der ikke primært er funderet i langsigtet analyse af nøgletal og afkast, men i optioner og kortsigtet gambling på, om man kan afhænde aktien til en given pris.

Eller pantebrevsryttere, der med interne ejendomshandler og genhandler pumper markedet op og med bankers velvillighed belåner egne pantebreve i en totalt urealistisk ejendomspris — hvilket i sidste ende koster banker livet og skatteyderne milliarder, når boblen brister.

Ja, der findes sågar hedgefonte, der investerer i CDS- kontrakter, der er en slags forsikring mod, at staten krakker. Brister boligmarkedet helt, og kommer landet i uføre, så kursen på forsikringer mod et krak stiger, kan spekulanter sælge dem dyrere, end de købte dem. Den ultimative produktfrie investering er opfundet.

Sen-kapitalismens pris

Men senkapitalismen har sin pris. Markeder, kapitalbevægelser og investeringer er nu så komplekse, at producerende virksomheder og stater hverken kan gennemskue eller overvåge dem. Det er umuligt at se, om økonomisk udvikling skyldes ændrede produktive forhold eller rene spekulative forhold. Samtidig er der så megen fri kapital koncentreret hos enkeltaktører, at de kan styre markeds- og prisdannelse. Derved ryger grundforudsætningerne for kapitalismen og markedskræfternes selvregulerende mekanismer. Markederne monopoliseres helt eller delvist og kan ikke genoprette sig selv, når spekulationerne går galt. Særligt i finanssektoren, hvor infantil risikovillighed følger kasinoverdenens psykologi: Jo større pengekoncentration der er, jo flere let erhvervede penge der er, jo tættere man er på målet om markedsdominans, jo mere illusion om kontrol der er, jo mere villigt og risikabelt sættes pengene på spil.

Kapitalismen har fået en paradoksal systemfejl: Jo mere man indfører af den, desto mindre får man af den! Dereguleringer og frihed fører til ustyrlige dysfunktionaliteter. En ny epoke er begyndt: kasinoismen. En tilstand hvor sandsynlighedsestimeret gambling i handel med handel i stadig større grad træder i stedet for beregnet, driftsøkonomisk investering i produktion.

Kasinoisme fuldføres med statens villighed til, at indtage rollen som neutral bankør, der kun griber ind, når tingene kører helt skævt. Ligesom bankøren i et kasino ikke normativt og proaktivt griber ind, når folk i en rus forfølger håbløse odds og sætter hus og ægteskab på spil, griber staten heller ikke ind, når finansinstitutioner tager overdrevne risici og sætter samfundsøkonomien på spil. Den rydder alene op efter skaden er sket og sanktionerer dermed aktørernes adfærd positivt.

Kasinoismen muliggøres altså af to gensidigt forstærkende forhold. Et marked, der er mere risikovilligt og dysfunktionelt end nogensinde, og en stat, der ikke griber proaktivt, men reaktivt ind, fordi politikerne ikke tør angribe den afpersonificerede økonomidiskurs og risikere beskyldninger om velfærdsnedskæringer.

Statslig eskapisme

Hvad muliggør egentlig overgangen fra kapitalisme til kasinoisme?

På et statsligt plan ses en politisk uansvarlighed med viljen til at lade alt køre ad helvede til for egen vindings skyld. I USA har man indført et monetakrati, hvor krige og økonomibobler bidrager til landets ruin, men skaber gevinster til toperhvervslederne i finanssektoren. De belønnes som om, intet er hent.

Italien indførte et genitialikrati, hvor manglende regeringsbeslutninger om kontrol med økonomiske og statslige interesser skulle sikre, at regeringschefen kunne blive i embedet og fortsat have adgang til dyre damer og sexorgier.

Rusland har indrettet et machokrati, hvor store pengehungrende oligarker bogstaveligt talt slås om retten til en hel nations olie- og gasforekomster. Vinderens kamp gøres til Ruslands kamp.

Og Danmark indførte, som flere sydeuropæiske lande, et boblekrati, hvor kortsigtede gevinster skabt på boligsektorens fantasivækst velovervejet indhøstedes på bekostning af langsigtet økonomisk stabilitet.

Det ligner statslig eskapisme, hvor forskellige strategier anvendes til at lukke øjnene for kapitalismens udvikling. Væk er den sunde konservatisme fra Thomas Hobbes tanker, der afbalancerer indflydelse og adgang til samfundets goder og skaber frihed, så den enkelte under ordnede forhold kan forfølge sin fremgang. De eneste hæderlige undtagelser er pt. Tyskland og Sverige, hvis konservatisme i både moral-etiske og økonomiske anliggender har skabt stabile økonomier med bund i reel produktiv udvikling. De to lande er derfor de eneste, der kan påtage sig førertrøjen i de nuværende euro-redningsforsøg.

Udbudsøkonomer vinder

I et videnskabsteoretisk perspektiv muliggøres kasinoismen af, at det dominerende paradigme for økonomisk tænkning ikke udfordres tilstrækkeligt.

Kampen om at definere den økonomiske sandhed er for længst vundet af udbudsøkonomerne. De lader sig ikke påvirke af spørgsmålstegn ved forestillingerne om, at omdrejningspunktet for økonomisk vækst i et land altid er et højt udbud af billige produktionsressourcer. Hvis blot man via offentlige incitamenter sørger for, at udbuddet af arbejdskraft bliver så stort og så billigt som muligt (i praksis ved at beskære sociale ydelser, så folk søger ind på arbejdsmarkedet), vil det kunne betale sig for virksomhederne at placere produktionen her. Ud over dette har staten ingen rolle i vækst og velfærd, lyder det fra udbudsøkonomerne, der for længst har sat efterspørgselsøkonomerne til vægs med afpersonificeret, objektgjort økonomisprog.

Konsekvensen er, at de færreste universitetsøkonomer — og særligt ikke den økonomiske vismandsinstitution — beskæftiger sig med de strukturelle dysfunktionaliteter i senkapitalismen. Svaret på kriseproblemer har i årtier været: Udbyd mere og billigere arbejdskraft — og det til trods for, at vi aldrig ville kunne underbyde det kinesiske slaveri. Bevares — selvfølgelig kan vi ikke være dyrere end sammenlignelige nationer, men arbejdskraftudbuddet er altså kun en flig af de strukturelle problemer.

Ubrugeligt arvegods

Store systemers undergang fremmes, når kun få udfordrer deres funktionsmåde og deres herskere. Det så vi med de østeuropæiske kommunistiske styreformer. Her endte privilegierne for de få med at installere egennyttige ledere i en nepotistisk statsplanlægning, hvor alt andet end effektivitet og produktivitet var i centrum.

Systemet dræbte sig selv i en paradoksal modsætning mellem planlægningstrangen og effekterne på målet om lighed: Jo mere kommunisme man indførte, jo mindre fik man af den.

Det samme ses som nævnt i kapitalismen. Præcis som Marx ikke kunne forudsige egennytten i de kommunistiske partiapparater og dens fatale konsekvenser for statens funktion, kunne heller ikke Smith, von Hayek og Friedmann forudsige virkningerne af egennytten bag de enorme kapitalkoncentrationer, effekterne af deres dekobling fra produktion af varer og tjenesteydelser og deres lige så fatale indvirkning på kapitalismens evne til at fungere.

Det ideologiske arvegods fra kapitalismen, der påstår, at (egen) nyttemaksimering i kombination med udbuds-efterspørgselsmekanismer på frie markeder som en usynlig hånd sørger for en optimal fordeling af ressourcer, holder ikke længere.

Alligevel gav ingen det kapitalistiske system et serviceeftersyn. Ingen italesatte hedgefondes og de finansielle aktørers rolle, størrelse, produkter, risikovillighed eller interesser. Og ingen — især ikke i USA — betvivlede de forbundne kar, der er mellem opinionsdannende økonomiprofessorer, investeringsselskaber og realkreditinstitutioner.

Sandheden er, at hvis stater i den vestlige verden ikke havde grebet ind under den seneste krise, var vi endt i total nedsmeltning og ragnarok. Kapitalismen er død. Vi er endt i kasinoismen.

 

Preben Moeslund fagbogsforfatter og konsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Anne Albinus, (hvis du eventuelt ser dette),
kender du som er så velbevandret i det franske Michel Albert og den bog Jan Weis henviser til?

Og husker nogen iøvrigt Michael Todd, som jeg blev mindet om i denne sammenhæng og gennembladrede igen? Todds bog Efter Emperiet fra 2003 (dansk 2004) er virkelig værd at genlæse, om ikke andet som supplement til den af Rune Lykkeberg hyldede Fukiyama. Jeg kan ikke lade være at citere bare et lille stykke fra bogen:

"Den videregående og især den højere undervisning genindfører ulighedsbegrebet [midlertidigt afskaffet af alfabetisering og grunduddannelser, NE] i den mentale og ideologiske struktur i de udviklede samfund. Efter en tids tøven og falsk bevidsthed ender de 'højrere' uddannede' med at opfatte sig selv som reelt overlegne. I de udviklede lande bryder en ny klasse frem som forenklet sagt udgør 20 procent af den sociale struktur rent talmæssigt og 50 procent pengemæssigt. Denne nye klasse har sværere og sværere ved at udholde den almindelige valgrets byrde." Minder det om noget?

Niels Engelsted

Emmanuel Todd, sorry.

Niels Engelsted,

takker også forbindligst for dine relevante spørgsmål og kommentarer.

Da jeg læste artiklen slog det mig, at forfatteren ikke eksplicit fremhævede denne tyske vinkel, altså denne rhinske kapitalisme som et dialektisk modtykke til hans egen opfindelse, som han ene betegner Kasinoismen, som om dette begreb var nyt. Dette var, som man ser i linket, allerede diskuteret i en boganmeldelse fra 2010 og før det.

Det var bestemt ikke kun for at retlede, men især for at prøve på at fabulere lidt om, hvor kapitalismens fronter står og har stået de seneste i hvert fald henved 10 år, også i Europa. Da jeg under alle omstændigheder er en indædt kapitalismekritiker, kan man så selv gætte, hvilken af de to nævnte modeller jeg sværger til – nemlig ingen.

Linket til Mutter Merkel finder jeg relevant, da udviklingen netop i hendes forgængers og hendes egen tid tydeligt har vist, at de begge, af ukendte årsager - måske spiller bestikkelse eller andre begunstigelser fra kapitalen ind - er drevet væk fra Tysklands oprindelige og velfungerende system til dette anglo-amerikanske dysfunktionelle killersystem.

Gerhard Schröder blev til sidst kaldt ”Genosse der Bosse” og endte som en del af Putins Gasprom, og Merkel skal sikkert ud i noget tilsvarende, når hendes tid snart er omme, altså rent forrædderi mod vælgerne, hvilket tyskerne diskuterer meget - og Habermas ville kalde kapitalismens kolonisering af det politiske system med tilhørende patologier, som risikerer at ”pervertere” politikerne og true den sociale sammenhæng. Tænk bare på Schröders ”Agenda 2010” og SPD’s elendighed …

Derfor udleverer mutter Merkel sig kun til spotten, skulle hun have behov for at søge tilbage til de gamle “tugenden” fra Bismarck, Prøjsen og Frederik den Store, det er hun jo allerede delvist på vej til, men det er måske reelt også de eneste våben, konen har imod denne angribende, stærkt aggressive og især ruinerende og samfundstømmende kasinoøkønomi præsenteret som et genuint Chikago-tilbud af vore flinke alliancepartnere (sic!), nutidens version af en Marchall-hjælp ...

For at det hele ikke skal blive alt for satans kedeligt, kom jeg til at tænke på Matador og fik selv et billigt grin, for det med at de dernede sydfor altid havde en fimmel med at marschere sagde vi også hjemme i Sønderjylland.

Dit afsluttende citat fra 2008 indrammer jo på eksemplarisk vis, hvad hele projektet har drejet sig om og stadig går ud på - mon fru Thorning og fru Vestager kan forventes at have helt sikker fod på det …

Niels Engelsted

Jan, tak for det fine svar.

Kære alle
Finansskat, bankskat, Glass-Steagall? Hvilke redskaber skal der til for at regulere finanssektorens skadelige spekulation, hvad er politisk muligt, og hvem står i vejen for, at bankerne kommer til at betale deres del af regningen fra finanskrisen? SF's europaparlamentariker Emilie Turunen deltager i debatten på nettet under temajournalen Hvem tæmmer tyren? og svarer på jeres spørgsmål indtil tirsdag kl. 12. Skyd løs.

Sider