Kronik

De velstillede har glemt, at velfærdsstaten er til for dem

Mens resten af verden råber slagord mod finansfyrsterne på samfundets top, sparker danskerne til de ledige på samfundets bund. Og det selv om de rige og middelklassen lukrerer allermest på den velfærdsstat, der sørger for at holde samfundet stabilt og roligt
For et halvt år siden viste oprøret i London, hvor galt det kan gå, når uligheden stiger, og dem på bunden af samfundet beslutter sig for selv at tage en bid af kagen

For et halvt år siden viste oprøret i London, hvor galt det kan gå, når uligheden stiger, og dem på bunden af samfundet beslutter sig for selv at tage en bid af kagen

Facundo Arrizabalaga

Debat
21. januar 2012

KRONIK – Børnecheck til alle, begrænsninger på SU, fattigdom i Danmark? Spørgsmålene har været mange den seneste tid; desværre har svarende været skræmmende og direkte fordummende.

Riget fattes penge, og gennem ti år har dansken vænnet sig til at sparke nedad, når komplicerede problemer skulle forklares.

De oprør og protester mod grådighed og voksende ulighed, som præger store dele af kloden har bredt sig til Danmark — på en måde i hvert fald. Vi deler raseriet, men modsat den globale tendens, vender danskerne deres forargelse ned ad ikke op ad. Dem der har det skidt, har det for godt.

Vi raser ikke over magtmisbrug og løgnagtige ministerier, fede lønninger og bonusser på direktørgangene, skatteunddragelser for milliarder eller skumle skuffeselskaber. Vi vrænger ikke mule af, at det kongelige teater er i oprør over ’kun’ at få tildelt 500 millioner kroner. Intet af det forarger os. Nej, en universitetsstudine derimod, som må starte måneden med 300 kroner, når de faste udgifter er betalt, får nationen i kog og debatredaktioner til at slå alle rekorder i modtagne indlæg: ’Det er dog for galt, og hvad er det for noget klynk?’ ’Væk med det ene og det andet, og i hvert fald børnechecken og SU’en; og helst væk med hele velfærdsstaten faktisk.’ ’I Danmark har vi (desværre?) ingen rigtige fattige, og der er ingen incitamenter til at finde et job. ’ Og så har vi forhåbentlig nået bunden.

Det er bittersød ironi, at de, der har mest travlt med at kritisere velfærdsstaten, faktisk er dem, der burde være gladest for den. På overfladen er udfaldene mod velfærdsstaten selvsagt et problem for de nederste lag i samfundet, men det vil hurtigt vise sig, at middel- og overklassen er i gang med at angribe det fundament, som både parcelhuset og millionvillaen er bygget på.

En forsikring for de rige

Det har aldrig været en hemmelighed, at velfærdsstaten er skabt ’fra oven’ for at undgå social uro og oprør mod de politiske og økonomiske eliter. Den moderne velfærdsstats fader, Bismarck, meldte i 1871 rent ud: »Kun et indgreb fra den herskende statsmagt kan bringe den socialistiske bevægelse til standsning, idet den realiserer det, som de socialistiske krav lader synes berettigede.« Med de ord blev de første fattigdomsydelser og anden hjælp indført i Tyskland, da man allerede for 140 år siden udmærket var klar over, at det ville være den bedste forsikring mod social uro og en radikal ændring af forholdende mellem rig og fattig.

Den pointe penslede historikeren Søren Mørch ud i 1996, så der ikke var noget at misforstå: »Velfærdsstaten er ikke indrettet for at være flink ved de fattige, men for at undgå social uro, klassekamp og borgerkrig. Sådan har det været siden oldtiden, hvor de romerske kejsere gav pøbelen brød og skuespil for at dæmme op for uro og bevare dem som rekrutteringsbasis for soldater til deres legioner«.

Det er sat på spidsen, men det er uomtvisteligt, at det fortsat er de velstillede, der kan glæde sig mest over velfærdsstaten.

Kun få bekymrer sig om deres egen rolle i krisen, mens de 5-7 pct., der er arbejdsløse tiltrækker al opmærksomheden og får skylden for ulykkerne. Og det selv om langt størstedelen af velfærdsbudgettet går til hospitaler, skoler, veje, forsvaret og lignende poster, der først og fremmest sikrer de ressourcestærke et godt og trygt liv.

Et af hovedargumenterne for velfærdsmodstanderne — et argument, der i øvrigt er en klassiker — er, at de generøse ydelser fratager arbejdsløse motivationen til at søge job. I mange årtier har virkeligheden ganske vist modbevist den forestilling, men vi er forlængst holdt op med at lade os forstyrre af virkeligheden.

International bistand

Mens det på nationalt plan ikke er velset (eller erkendt) at indrømme, at velfærdsydelser gives for at opretholde den sociale stabilitet, siger man tingene åbent internationalt: Bistand og udviklingshjælp er en integreret del af sikkerhedspolitikken og gives, ikke mindst, for at undgå den værste uro i at sprede sig til vores side af ligusterhækken. Det er ekspliciteret i ethvert lands udviklingspolitiske formålsramme, og tidligere udviklingsminister Søren Pind (V) gjorde det nærmest til sin mærkesag at minde os om, at vi ikke delte ud af goderne for deres brune øjnes skyld, men fordi det var i vores egen interesse.

Der er enorm forskel på omfanget af international bistand og den nationale velfærdsstat, men udgangspunktet er egentlig det samme: Hvis vi ikke vil ændre forholdende mellem rige of fattige radikalt, må vi nok hellere dele lidt ud af brødkrummerne.

FN har gennem en årrække fortaget et studie af sammenhængen mellem globalt stigende fødevarepriser og niveauet af social uro. Konklusion er fuldstændig krystalklar og ligeså evident som tyngdeloven. Naturligvis er der sammenhæng, og udsvingene i de to variabler følger konsekvent hinanden.

I Europa er England et eksempel på, hvordan nedskæringer og større ulighed har fået uroen til at ulme lige under overfladen — og eksplodere i lys lue fra tid til anden. Senest i sommeren 2011, hvor scenen i flere byer mest af alt mindede om borgerkrig i en anden verdensdel. Det burde ikke overraske nogen. I en rapport fra FN-organet ILO vurderes det, at risikoen for social uro på verdensplan er steget med 40 pct. siden 2009.

Danmark er ikke en undtagelse i den sammenhæng. Organisationen OECD, som bestemt ikke er kendt for at sprede centrum-venstre-holdninger, har kaldt den voksende ulighed i Danmark for »bekymrende« og opfordrer til handling.

At man gør oprør og skaber social uro, når maven er tom og håbløsheden for stor, kan man synes om, hvad man vil. Formålet her er ikke, at forholde sig til, hvorvidt en sådan reaktion er retfærdig eller rimelig. Det er derimod at gøre opmærksom på, hvorfor vi med velfærdsstaten i sin tid begyndte at omfordele nogle af goderne i vores samfund, og hvad alternativet er, hvis ikke vi gør det.

Den åndelige fattigdom

Tilbage til den danske debat, hvor man uden at blinke bruger Afrika som målestok og argument for, at »i Danmark er der ingen fattigdom«. At trække den slags paralleller til samfund, hvor folk dør af sult, er så grotesk, at det burde tale for sig selv.

Det er i sig selv bekymrende og problematisk, at det ikke er nok at argumentere ud fra moralske og medmenneskelige hensyn. Men det virkelig sørgelige er, at den forargede middel- og overklasse ikke længere kan se, at et omfattende velfærdssystem netop er forudsætningen for deres trygge liv, og den velstand de nu er så bange for at dele.

I det omfang der er tale om klynk i denne sammenhæng, kommer den fra den store historieløse gruppe, der har glemt hvad alternativet til omfordeling af goderne er. Alternativet er kaos. Alternativet er, at stort set hele middelklassen bliver til underklasse, og den resterende lille og hovedrige overklasse på 5-10 pct. bliver nødt til at leve i lukkede bydele, beskyttet af pigtråd og private vagtværn.

Sagt på en anden måde: Det burde ikke være et alternativ.

Velfærdsstaten skaber f.eks. rammen om den såkaldte flexurity-model: Altså det at det danske arbejdsmarked er yderst fleksibelt, og af arbejdsgivere meget nemt kan justere antallet af ansatte i forhold til et svingende marked, hvilket giver sikkerhed både for ansatte og virksomhederne. Danmark ligger, trods udfordringer, helt i top i forhold til udenlandske investorers villighed til at operere i landet. Vi ligger helt i top, hvad angår sikkerhedsfølelse, stabilitet, antikorruption, befolkningens tillid til hinanden og en masse andre forhold, der er grundlaget for en stor og velstillet middelklasse.

I Danmark er der tryghed og folk dør ikke af sult. Vi lever ikke i et samfund opløst af borgerkrig. Og hvis vi ønsker det skal fortsætte således, er der som minimum en åndelige fattigdom vi må have bekæmpet, inden vi glemmer, at vi er et af verdens rigeste og tryggeste samfund af en grund.

Brian Esbensen er Cand.scient.soc., med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han er desuden fagbogsforfatter og fast skribent for det politiske magasin RÆSON, hvor han bidrager med analyser og internationale kommentarer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørn Petersen

At folket udstilles som underhunden i forhold til de få er en betingelse som man bør være varsom med at stille op.

Mere korrekt er det vel at vi giver lov til at det er en elite som træffer mange beslutninger.

Det vel vigtigt at huske på at det er folket som administrerer vores egen velfærd og at vi i den sidste ende derfor også sidder på magten.

Der er jo en grund til at man forringer vores børns skoleuddannelse, man ønsker vel at folket ikke bliver så oplyst at for mange gennemskuer magtelitens hensigter og intentioner, man så at sige forhaler det oprør som uværgeligt vil komme som en konsekvens, af den dårlige behandling af folket.

En behandling som i mange sammenhænge bliver udført af folket mod folket, på magthavernes bud, mere ondt kan det vel ikke være.

Historien fortæller os kanske klart at de som vi giver magten til sidst anvender den mod deres egne og at dem som er de få (kapitalisterne) sidder og trækker i trådene, sikkert et vidt forgrenet netværk.

Så når historien gentager sig og det gør den helt sikkert, er det vigtigt at der ikke bare bliver et opgør med vores egne (de ny elitære eller lakajer) men at vi får skabt et økonomisk system, som ikke kan samle sig i enkelt personer eller netværks hænder, men er styret af de mange fællesskaber.

Der er ingen grund til vi gentager de samme fejltagelser igen og igen.

Super debat - dengang for tre år siden. Min fornemmelse er, at Basisindkomst-ideen har bredt sig betydeligt.

Jørn Petersen

Det er en oldgammel debat, men stadig aktuel leo.

Iøvrigt blev det kaldt borgerløn for årtusinder siden.!! :-)

Sider