Kronik

Vestens vinderkompleks fører til krig og krise

Siden Sovjets sammenbrud har Vesten opfattet sig som sejrherre. Det har ført til uhæmmet militarisme, lammede internationale institutioner og nu også en verdensomspændende økonomisk krise
To amerikanske soldater lægger an til en ’high five’ i en helikopter over Bagdad. Irak-krigen var et udtryk for USA’s illusoriske forestilling om sin ret til at herske over verden, påpeger Mikhail Gorbatjov

To amerikanske soldater lægger an til en ’high five’ i en helikopter over Bagdad. Irak-krigen var et udtryk for USA’s illusoriske forestilling om sin ret til at herske over verden, påpeger Mikhail Gorbatjov

US Army

7. januar 2012

I tyve år har vestlige kommentatorer jublet over Sovjets opløsning, som om det, der forsvandt fra verdensarenaen i december 1991, var Stalins og Bresjnevs gamle totalitærstat og ikke Perestrojka-tidens reformistiske union. Diskussionerne har fokuseret på konsekvenserne for Rusland. Lige så væsentlige blev imidlertid de internationale følger: Da Sovjetunionen gik til grunde, bortfaldt også vejen til den helt nye verdensorden, der kortvarigt blev muliggjort med afslutningen på Den Kolde Krig.

I marts 1985 formulerede den sovjetiske ledelse en ny udenrigspolitisk dagsorden. Her var en central idé anerkendelsen af verdens forbundethed og afhængighed. For os var det vigtigste at afværge truslen om atomkrig. Vores internationale målsætninger blev derfor at bringe atomkapløbet til ophør, reducere de konventionelle væbnede styrker, løse en række regionale konflikter, der involverede både Sovjet og USA, og erstatte opdelingen af det europæiske kontinent i fjendtlige lejre med ’et fælles europæisk hjem’.

Vi indså, at skulle målet indfries, kunne det kun ske igennem et nært samarbejde med USA. Tilsammen rådede vores to nationer over 95 pct. af verdens atomvåbenarsenal. Det fik derfor stor betydning, da præsident Ronald Reagan i Genève i november 1985 erklærede, at »en atomkrig kan ikke vindes og må aldrig blive udkæmpet.«

Vi aftalte også, at Sovjet og USA skulle afstå fra at søge militær overlegenhed over hinanden. I de følgende år drøftede vi specifikke veje til at virkeliggøre en verden uden a-våben og underskrev en række konkrete nedrustningstraktater.

Det krævede betydeligt diplomatisk benarbejde at nå frem til disse aftaler. Men en gensidig tillid voksede frem og gjorde det muligt for præsident Bush og jeg at stå frem på Malta-topmødet i december 1989 og erklære, at vore to nationer ikke længere så hinanden som fjender.

Dermed var Den Kolde Krig forbi og vejen åbnet for en afslutning på flere regionale konflikter. Det vigtigste resultat blev dog de fredelige forandringer i Central- og Østeuropa i 1989-91. Der var nu tilvejebragt forudsætninger for at genoplive FN som det vigtigste værktøj til løsning og forebyggelse af internationale konflikter.

Vestligt vinderkompleks

Men hvad skete der efter Sovjetunionens fald i 1991? Hvorfor blev de muligheder for at opbygge, hvad pave Johannes Paul II kaldte en mere stabil, mere retfærdig og mere menneskelig verden, ikke realiseret? For at besvare spørgsmålet må vi se tilbage på begivenhedsforløbet og Vestens reaktioner på det.

Opløsningen af Sovjetunionen betød afbrydelse for Perestrojka. Vi havde været for længe om at reformere det kommunistiske parti og omdanne Sovjetunionen til en ny, decentraliseret union af suveræne republikker. Det førte til et indre pres for hurtig forandring. I modsætning til hvad der undertiden hævdes, blev Sovjetunionen altså ikke nedbrudt af udenlandsk pres. Sammenbruddet var en følge af interne udviklinger.

Begivenheden udløste eufori og skabte et ’vinderkompleks’ i Amerikas politiske elite. USA kunne ikke modstå fristelsen til at bekendtgøre sin ’sejr’ i Den Kolde Krig. Den ’eneste tilbageværende supermagt’ mente nu at have monopol på at lede verdens anliggender. Dette og det uretmæssige lighedstegn mellem Sovjetunionens opløsning og Den Kolde Krigs afslutning — denne indtraf som nævnt to år før — fik vidtrækkende konsekvenser. Og her finder vi de dybereliggende årsager til nogle af de fejldispositioner, der har bragt verden i dens nuværende ustabile situation.

Dødsdømt imperiedrøm

Til mine forhandlingspartnere, Reagan, Bush og andre vestlige ledere, plejede jeg at sige: »Vi er alle nødt til at ændre vores tankegang — ikke kun Sovjet, men også Vesten — fordi verden forandrer sig så hurtigt, at vi ikke har andet valg.« Men så længe Vesten insisterede på sin påståede sejr i Den Kolde Krig, betød det, at ingen ændring af den gamle koldkrigstænkning blev opfattet nødvendig. Derfor bliver gamle metoder — som anvendelse af militærmagt og politisk og økonomisk pres for at trække en og samme model ned over alle — stadig brugt.

I denne optik ofres FN og Sikkerhedsrådet — de bliver i bedste fald en hindring, der skal overvindes. Folkeretten bliver en belastende arv fra fortiden. Det var den holdning, USA og dets støtter lagde for dagen i Eksjugoslavien i 1990’erne og i Irak i 2003. Amerikanske kommentatorer begyndte at tale om USA som mere end blot en supermagt — nu var det ligefrem en ’hypermagt’, der var i stand til at skabe ’en ny form for imperium’.

Men i vor tid er en sådan tankegang illusorisk. Intet under, at imperieprojektet hurtigt viste sig som en umulig opgave — selv for det mægtige USA.

De militære interventioner i Irak og Afghanistan, som baserede sig på den antagelse, at magt er ret, førte til titusinder af dødsfald og kom til at underminere den amerikanske økonomi. I dag indrømmer mange i Vesten, at det var den forkerte vej at gå. Den tid, der kunne have været brugt til at opbygge en helt ny verdensorden, er imidlertid tabt.

EU glemte at lytte til øst

Den fejlagtige fortolkning af afslutningen på Den Kolde Krig, bortfaldet fra verdensarenaen af en stærk partner med egne synspunkter (det reformerede Sovjetunionen) og svækkelsen af Rusland havde også en negativ indvirkning på den europæiske udvikling.

Paris-charteret for et Nyt Europa, der blev underskrevet i 1990 af de europæiske nationer foruden USA og Canada — en ambitiøs plan for en ny sikkerhedsarkitektur for et fælleseuropæisk hjem — blev forvist til glemslen. USA og dets allierede besluttede i stedet at udvide Nato mod øst, hvorved militæralliancen rykkede tættere på Ruslands grænser, mens den påberåbte sig en ny rolle som pan-europæisk eller endda global politimand. Dermed svækkede man FN.

I begyndelsen af 1990’erne blev det også besluttet at fremskynde udvidelsen af EU — også østover. Med Europas hidtil usete finansielle og økonomiske krise står ekspansionen i dag i et tvetydigt skær.

Forventningerne om, at kontinentets problemer kunne løses ved at opbygge Europa fra vest mod øst, er ikke blevet opfyldt, og i virkeligheden var de også dømt til at mislykkes. Et sandt forenet og demokratisk Europa skal ikke kun bygges fra vest, men også fra øst, herunder fra Rusland.

Som følge af disse forsømmelser er Europas rolle og vægt i de globale anliggender blevet langt mindre, end dets potentiale tilsagde. Nye skillelinjer er dukket op på kontinentet, nu meget tættere på Ruslands grænser. Og to gange — i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne og i den tidligere sovjetrepublik Georgien i 2008 — har konflikt ført til blodsudgydelser.

Arrogance udløste krise

Kort sagt er en verden uden Sovjetunionen hverken blevet sikrere, mere retfærdig eller mere stabil. I stedet for en ny verdensorden — og hermed mener jeg en verdensorden med tilstrækkelig global styring til at forhindre, at internationale spændinger udarter sig faretruende uforudsigeligt — har vi fået global uro og en verden, der driver mod ukendte farvande. Den globale økonomiske krise, som brød ud i 2008, har understreget dette.

Vesten bør foretage en kritisk revurdering af hele det forløb, der førte frem til denne smertefulde krise. Den er mere end blot en krise i den globale finansverden eller en krise for en økonomisk model, der bygger på et kapløb om hyperprofitter og overdrevent forbrug, som der udtærer jordens ressourcer og ødelægger naturen. Krisen voksede ud af den arrogante overbevisning om, at ’det kollektive Vesten’ havde opskriften på, hvordan alle problemer kunne løses, og at der ikke var noget alternativ til the Washington Consensus, der angiveligt skulle fungere lige godt for alle lande.

Krisen synes at have bibragt nogle af verdens ledere en større grad af realisme og forståelse for nødvendigheden af at søge kollektive løsninger på globale udfordringer. Men de hidtidige resultater har været pauvre. Internationale organisationer — især FN, som er lammet efter USA’s og Nato’s unilateralisme — er ude af stand til at varetage deres opgave som konfliktløsere. G8 er ikke tilstrækkelig repræsentativt for det globale samfund, mens G-20 ikke har udviklet nogen effektiv mekanisme.

Den politiske beslutningsproces og tænkning er stadig militariseret. Det er især tilfældet i USA, som ikke har givet afkald på pression og intimidering som metoder. Hver gang landet bruger væbnet magt over for ikke atomvåbenbevæbnede stater bliver lande som Iran stedse mere fast besluttede på at anskaffe sig atomvåben.

Et nyt våbenkapløbs onde cirkel kan kun brydes ved at gå tilbage til de principper om gensidig sikkerhed, som udgjorde kernen i vores nye politiske tænkning for mere end tyve år siden.

Tilbage til den fællesvej

Endelig er der det post-sovjetiske Rusland og dets rolle i verden. I perioden efter Sovjets opløsning fastholdt USA og EU forbindelserne til Rusland i en tilstand af usikkerhed. På den ene side blev der formuleret en lang række erklæringer om samarbejde og endda strategisk partnerskab. På den anden side fik det post-sovjetiske Rusland ikke noget at skulle have sagt i løsningen på centrale problemer. Samtidig blev der lagt hindringer i vejen for dets integration i den europæiske og globale økonomi. Trods lejlighedsvise skulderklap blev Rusland behandlet som en outsider, ikke som en seriøs og konstruktiv kraft i verdens anliggender.

Samtidig husker det russiske folk, hvordan Vesten i løbet af 1990’erne ordinerede den såkaldte ’chokterapi’ — radikale reformer, som resulterede i et sammenbrud for den russiske økonomi og kastede millioner af borgere ud i fattigdom. Mange russere tolkede det sådan, at Vesten ikke ønskede at genoplive et stærkt Rusland, men foretrak et land, der ‘kendte sin plads‘ — som alene var leverandør af ressourcer.

Det er på tide at vende tilbage til den vej, vi kortlagde sammen, da vi sluttede Den Kolde Krig. Endnu en gang har verden brug for nytænkning, der må bygge på anerkendelse af ikke blot universelle interesser og global indbyrdes afhængighed, men også på et vist moralsk fundament. I dag hører man ofte, at politik er blevet et beskidt spil, som er uforeneligt med moral. Sandheden er, at politik kun bliver til et politisk nulsumspil, når det ikke har nogen moralsk kerne. Det er den måske vigtigste lære af de seneste to årtier.

 

Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens leder fra 1985 til unionens opløsning i 1991

© Agence Global og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

EU har svigtet det som altid hives frem i festtalerne, at EU sikre freden, EU har med sin Atlant-orientering forrådt freden. Og Danmark har jublende lagt tændstikker til.

Kristian Rikard

Det slår mig, hvor svært jeg ville have haft ved at forstå Michael Gorbatjovs betragtninger for 20 år siden, og hvor meget fornuft jeg idag kan se i, hvad han siger. Og specielt at vi europæere har spillet med på den leg, der hedder, at hvis et system kollapser, må den logiske konsekvens være at dets diamentrale modsætning er Nirvana.

Niels-Holger Nielsen

Vel talt gamle glasnoster. De forbavsende ved artiklen er, at præsidentkandidat Vladimir Putin kunne have skrevet under på hvert eneste ord! Det samme gælder sikkert også Gorbas gamle ven Joschka Fischer. Tysklands EU er noget crap, men Tysklands langsomt voksende men stadige tilnærmelser til Rusland støtter jeg fuldt og helt. Hvorfor skal Europa komme på kant med resten af Euroasien for at tilfredsstille USAs magtbrynde og fallerede stolthed? Ud af NATO, ikke indblanding og gode forhold til alle lande i verden er hvad vi har brug for.

Det lader til at den største lighed mellem Gorbatjov og Obama er, at de begge har modtaget Nobels Fredspris. Godt for Gorbatjovs ry, at han var den der fik den først.

Kristian Rikard, så sandt, og i virkeligheden burde USA have været opfatet som ligeså marginal for Europa. Vores romantiske erindring om USAs hjælp i nøden i to verdenskrige har utvivlsomt medvirket til at fordreje vore hoveder. Brutalt sagt er det imidlertid sådan, at folk, der ikke kunne finde sig til rette i Europa, rejste til USA.
Alliancen har også været en sovepude for Europa, fordi vi fortsat har overladt størstedelen af vores forsvar til kæmpen i vest, selvom vi reelt set var i færd med at skabe venskab med den tidligere fjende igennem EU-medlemskaber.

Ja, Putin har netop sagt næsten det samme i årevis (og er blevet svinet til i Vesten for det)!

Men jeg ved nu ikke lige, hvor forbavsende det er? Ingen af de to herrer er dumme.
Det har vi til gengæld haft en perlerække af vestlige ledere i tyve år, der var/er.

Henrik Darlie

"Den politiske beslutningsproces og tænkning er stadig militariseret. Det er især tilfældet i USA, som ikke har givet afkald på pression og intimidering som metoder"

Man kunne fristes til at sige: mere end nogensinde.
Og havde det været enhver anden stat (udover israel selvfølgelig) der benyttede sig af 'dronemord' havde den danske pibe nok haft en anden og mere hysterisk lyd.

Jeg er nu langt fra sikker på, at Putin ville være i en position, hvor han kunne have sagt det samme. Det ser ud til, at Putin vælger at formulere sig som integral del af magt-relationerne i Rusland (også tidsmæssigt ud over mandatet).

Og dermed ikke besidder de fornuftige visioner, som kunne bringe forholdet imellem Rusland og Europa tilbage i et fornuftigt spor, hvor man operationaliserer sig udenom USA's udenrigspolitiske egensindige ambitioner.

Men gorba kan så artikulere, at man i Rusland også tænker ud af boksen (magt-forhold) politisk set, og forsøger at nærme sig til den del af geografien, som man reelt tilhører i sammenhængen.

Og med det resultat, at de mest skingre og berøringsangste vestlige politikere kommer til at fremstå i et lys, som i de europæiske offentligheder ikke forstås som de sparpeste knive i skuffen.

Og det behøver ingenlunde at være sådan, at man i Europa (altså ikke EU-politikerne, men offentlighederne), er tvunget til at akceptere den nuværende politiske dagsorden. For i så fald sker der ikke noget med hensyn til at overkomme forældedet politisk dogmatik. Såsom højre-eu stadig praktiserer sine egne forstenede doktriner uden et fornuftigt blik på fremtiden. Derfor er det særskilt rart at høre fra Gorba uden om telegram-bureauernes forkærlighed for, først at tilfredsstille systementænkningen og så langt nede af prioriterings-rækkefølgen at smide et par smuler til den offentlighed overalt, som man reelt set burde betjene først...

Med venlig hilsen

Martin Haastrup

DA! DA!! DA!!! Endelig!!!

Jeg får tårer i øjnene af glæde og optimisme.

'Derfor bliver gamle metoder — som anvendelse af militærmagt og politisk og økonomisk pres for at trække en og samme model ned over alle — stadig brugt.

I denne optik ofres FN og Sikkerhedsrådet — de bliver i bedste fald en hindring, der skal overvindes. Folkeretten bliver en belastende arv fra fortiden. Det var den holdning, USA og dets støtter lagde for dagen i Eksjugoslavien i 1990’erne og i Irak i 2003. Amerikanske kommentatorer begyndte at tale om USA som mere end blot en supermagt — nu var det ligefrem en ’hypermagt’, der var i stand til at skabe ’en ny form for imperium’.

Men i vor tid er en sådan tankegang illusorisk. Intet under, at imperieprojektet hurtigt viste sig som en umulig opgave — selv for det mægtige USA.'

Niels-Holger Nielsen

Hugo Barlach

"Fourth, the Eurasian Union (læs resten af artiklen, nhn) is an open project. We welcome other partners to it, particularly CIS member states. At the same time, we are not going to hurry up or nudge anyone. A state must only join on its sovereign decision based on its long-term national interests.

In this respect, I would like to touch upon an important issue. Some of our neighbours explain their lack of interest in joining forward-looking integration projects in the post-Soviet space by saying that these projects contradict their pro-European stance.

I believe that this is a false antithesis. We do not intend to cut ourselves off, nor do we plan to stand in opposition to anyone. The Eurasian Union will be based on universal integration principles as an essential part of Greater Europe united by shared values of freedom, democracy, and market laws.

Russia and the EU agreed to form a common economic space and coordinate economic regulations without the establishment of supranational structures back in 2003. In line with this idea, we proposed setting up a harmonised community of economies stretching from Lisbon to Vladivostok, a free trade zone and even employing more sophisticated integration patterns. We also proposed pursuing coordinated policies in industry, technology, the energy sector, education, science, and also to eventually scrap visas. These proposals have not been left hanging in midair; our European colleagues are discussing them in detail.

Soon the Customs Union, and later the Eurasian Union, will join the dialogue with the EU. As a result, apart from bringing direct economic benefits, accession to the Eurasian Union will also help countries integrate into Europe sooner and from a stronger position.

In addition, a partnership between the Eurasian Union and EU that is economically consistent and balanced will prompt changes in the geo-political and geo-economic setup of the continent as a whole with a guaranteed global effect.

It is clear today that the 2008 global crisis was structural in nature. We still witness acute reverberations of the crisis that was rooted in accumulated global imbalances. At the same time, the elaboration of post-crisis global development models is proving to be a difficult process. For example, the Doha Round is virtually mired in stalemate, the WTO faces objective difficulties, and the principle of free trade and open markets is itself in deep crisis.

We believe that a solution might be found in devising common approaches from the bottom up, first within the existing regional institutions, such as the EU, NAFTA, APEC, ASEAN inter alia, before reaching an agreement in a dialogue between them. These are the integration bricks that can be used to build a more sustainable global economy.

For example, take the two largest associations on our continent – the European Union and the Eurasian Union currently under construction. In building cooperation on the principles of free trade rules and compatible regulation systems they are in a position to disseminate these principles, including through third parties and regional institutions, all the way from the Atlantic to the Pacific Oceans. They will thus create an area that will be economically harmonised, but that still will remain diverse when it comes to specific mechanisms and management solutions. At that point, it will make sense to engage in a constructive dialogue on the fundamentals of cooperation with the countries of the Asia-Pacific region, North America and other regions.

In this respect, I would like to mention that the Customs Union of Russia, Belarus and Kazakhstan has already initiated talks on establishing a free trade area with the European Free Trade Association. The agenda of the APEC forum, to be held in Vladivostok next year, will include trade liberalisation and lifting barriers that impede economic cooperation. Russia will be promoting a common agreed position of all Customs Union and CES members.

Thus, our integration project is moving to a qualitatively new level, opening up broad prospects for economic development and creating additional competitive advantages. This consolidation of efforts will help us establish ourselves within the global economy and trade system and play a real role in decision-making, setting the rules and shaping the future."
-Vladimir Putin, Izvestia, d. 4. oktober 2011.

Article published in the newspaper Izvestia

A new integration project for Eurasia:
The future in the making

Det ved jeg ikke hvad du siger til, men for mig lyder det ligesom Gorbatjov.

Niels-Holger Nielsen

Hvad er der på spil lige nu?

Læs her:

"NEW YORK - Here's a crash course on how to further wreck the global economy.

A key amendment to the National Defense Authorization Act signed by United States President Barack Obama on the last day of 2011 - when no one was paying attention - imposes sanctions on any countries or companies that buy Iranian oil and pay for it through Iran's central bank. Starting this summer, anybody who does it is prevented from doing business with the US.

This amendment - for all practical purposes a declaration of economic war - was brought to you by the American Israel Public Affairs Committee (AIPAC), on direct orders of the Israeli

government under Prime Minister Benjamin "Bibi" Netanyahu.

Torrents of spin have tried to rationalize it as the Obama administration's plan B as opposed to letting the Israeli dogs of war conduct an unilateral attack on Iran over its supposed nuclear weapons program.

Yet the original Israeli strategy was in fact even more hysterical - as in effectively preventing any country or company from paying for imported Iranian oil, with the possible exceptions of China and India. On top of it, American Israel-firsters were trying to convince anyone this would not result in relentless oil price hikes.
.................Last Friday, the New York Times editorial board was totally in love with the Pentagon's threats against Iran, as well as calling for "maximum economic pressure".

The bottom line is that average Iranians will suffer - as average, crisis-hit, indebted Europeans will also suffer. The US economy will suffer. And whenever it feels the West is getting way too hysterical, Tehran will keep reserving the right to send oil prices skyrocketing.

The regime in Tehran will keep selling oil, will keep enriching uranium and, most of all, won't fall. Like a Hellfire missile hitting a Pashtun wedding party, these Western sanctions will miserably fail. But not without collecting a lot of collateral damage - in the West itself."

The US-Iran economic war
By Pepe Escobar

Fortæl mig hvorfor vi (danskere, europæere) skulle deltage i dette show, som Obama opfører for American Supremacy og som led i sin dubiøse valgkamp?

Søren Blaabjerg

En logik som vist ikke ret mange har øjne for, er at overdimensionerede militærapparater konstant fodrer krigeog internationale konflikter, Når den ene krig slutter, så går man rask i gang med at forberede den næste. Krige og konflikter må der til, For hvis man ikke har disse, så vil folk give sig til at spørge, hvad disse gigantiske og resourceødende militærudgifter (for lånte midler) skal gøre godt for. Altså er man nu ser det ud til i fuld færd med at forberede en ny krig, denne gang mod Iran. Tro mig. Den kommer inden længe, hvis USA-Israel ikke bliver stoppet i tide.

Aksel Gasbjerg

Jeg synes at dette centrale citat fra kronikken er fremragende udtrykt:

"Vesten bør foretage en kritisk revurdering af hele det forløb, der førte frem til denne smertefulde krise. Den er mere end blot en krise i den globale finansverden eller en krise for en økonomisk model, der bygger på et kapløb om hyperprofitter og overdrevent forbrug, som der udtærer jordens ressourcer og ødelægger naturen. Krisen voksede ud af den arrogante overbevisning om, at ’det kollektive Vesten’ havde opskriften på, hvordan alle problemer kunne løses, og at der ikke var noget alternativ til the Washington Consensus, der angiveligt skulle fungere lige godt for alle lande."

Lennart Kampmann

Gorbatjov efterrationaliserer og forsøger at placere sig selv i et mere positivt lys end han fortjener.

Han var leder af et diktatur, og fastholdt til det sidste at USSR skulle bevares. Han blev offentligt ydmyget af Yel'tsin.

Nu søger han at fremstå som fredens fader og fornuftens besidder.

Verden er mindre farlig i dag - den største ubekvemmelighed er en uhensigtsmæssig koncentration af rigdom blandt en alt for lille del af den amerikanske befolkning, men ellers har vi ikke haft mere frihed end nu.

Men Informations læsere ved naturligvis bedre, når de bliver fodret med korrekte meninger.....

Med venlig hilsen
Lennart

morten hansen

Godt at se debatindlæg fra en ægte sværvægter med dertil hørende overblik.

Egentlig er det for mig at se et PR-stunt og lidt af et bluffnummer, at det kolde krig sluttede. Og som Gorbatjov også antyder, skruede amerikanerne egentlig bare op for deres umodne, barnagtige højrøvethed og evige trang til at få opmærksomhed i børnehaven, stjæle alt legetøjet fra alle de andre børn, slå dem i hoved med træklodserne og bestemme, at nu skal vi allesammen lege krig.

Den kolde krig var i sig selv et morf af 2. Verdenskrig. Tilstanden bagefter var et morf af den kolde krig. Og den varme, globaliserede, financielle, info-, nysprogligt omdefinerede forlorent-big-pretender-'humanistiske' krig vi ser rulle ud for tiden er udtænkt i den periode.

Gorbatjov har fuldstændig ret i, at Vestens vinderkompleks fører til krig. Han kunne ligesågodt have sagt 'mindreværdskompleks'. I psykologien opererer man med følgende begreb: man kan sagtens have høj selvtillid og lavt selvværd på én gang. Det gælder for USA. Det gælder også for Frankrig. Det gælder også for England. Læs deres lederskikkelser: alle opblæste, middelmådige wannabe-typer.

Jeg laver lige min egen køkkendoktrin (hvorfor er det kun idioter som Bush og Obama, der kan gøre det?) Tillad mig at definere den egentlige 'Ondskabens Akse'. Og det gør jeg udfra den psykologiske konstant eller 'lov', om man vil, at når man ser fjender derude, så er der ale om en projektion fra en person/nation, der mangler integritet og indre styrke. Det man siger, er man selv.

Den egentlige 'Ondskabens Akse' er Saudiarabien, Israel, USA, England og Frankrig. Rækkefølgen er ifølge kommando-rækkefølgen, hvem bestemmer over hvem. Skulle man lave en historisk begrundet rækkefølge, skulle England flytte frem i forreste række, da de har undfanget både USA og Israel og hele mellemøstkonflikten som et imperialistisk projekt. Men det er i dag Saudi og Israel, der dikterer de storpolitiske beslutninger i dag. Fx. at vi nu skal i krig med Syrien og Iran. Og så videre ... det hedder vistnok 3. Verdenskrig.

Forslag:
- Tag remote-kontrollen ud af hænderne på det forkælede pattebarn, Israel.
- Lad USA og deres korrupte kleptokrati gå konkurs med et brag.
- Slip alternativ energi løs i sit fulde omfang. Vind og sol er udmærkede, men allerede forældede. De seriøst alternative energiformer er allerede på trapperne (de vil bare ikke ud med sproget).
- Hold op med at købe olie fra Saudiarabien. De kræver selvfølgelig ovenstående.
- Lav i overgangsperioden aftaler med Rusland og Iran. Skid på Saudis, Israels og USA's diktater. Så vil i øvrigt se et helt anderledes Iran, end det de er tvunget til for tiden.
- Styrk forbindelserne til Kina.
- Træk stikket ud af angrebspagten NATO.
- Inddrag Rusland i en ny aftalebaseret Union.
- Nedlæg EU som korruptionens og bureaukratiets højborg. Det er et katolsk, elitært, nord-syd-polariseret imperieprojekt.

Hjælp paradigmeskiftet og ikke Armageddon. Or else ...
http://paradigmet.blogspot.com/2012/01/kkkendoktrinen.html

Niels Engelsted

Jeg er enig med alle de begejstrede kommentarer, og mener iøvrigt, at Europa og Rusland hører civilisatorisk sammen, hvor USA af geografisk-historiske grunde--et (næsten) tomt og rigt kontinent med ubegrænsede muligheder for individuel udfoldelse og national ekspansin (manifest destiny)--tilhører et andet civilsatorisk eksperiment.

Men for at det ikke skal blive alt for ensidigt, kan man spørge, om artiklens egen konklusion ikke er, at Sovjetunionens afvikling var en miskalkuleret ulykke, og at der derfor påhviler den sidste sovjetiske leder et stort ansvar? Var kommunisten for idealistisk og blåøjet?

Lennart, det er dig, der efterrationaliserer! Jeltsin, der var en katastrofe for Rusland, er det tydeligste eksempel på, hvordan man kan blive grebet af en stemning og dermed desværre forcere udviklingen, selvom det retfærdigvis må siges, at det i situationen var svært at se anden mulighed (han overvandt et militærkup).
Kuppets raison d'être er imidlertid en god indikator for, at Gorbatjov virkelig begik gennemgribende demokratiske ændringer, som de gamle magthavere ikke ville acceptere. Sovjetunionen var på vej mod kommunismen, men blev forhindret af en militær overklasse, den såkaldte nomemklatura, der i mange år havde haft magten, men stod til at blive afvæbnet. Forsøget i Sovjet på statskup er ikke meget anderledes end Chile.

Claus Oreskov

Artiklen viser med al tydelighed, at Gorbatjov godt ved at vesten og USA tog røven på ham. Desværre var han en svag leder, der ikke i tide forstod at stoppe Jeltsin. Umiddelbar inden Jeltsin, Leonid Kravtsjuk samt Stanislav Sjuskjevitj opløste Sovjetunionen (SE: http://www.information.dk/289771) , havde det sovjetiske folk stemt imod en opløsning af unionen. Gorbatjov ville m.a.o. have haft folket på sin side, hvis han var gået imod Jeltsin. Jeltsin på sin side ønskede, at opløse Sovjetunionen for at kunne besidde den absolutte magt. For at han kunne det måtte Gorbatjov fjernes, og der var kun en måde at få det gjort, ved at opløse unionen. For at gå med i sammensværgelsen fik Leonid Kravtsjuk og Stanislav Sjuskjevitj hver en præsidentpost i Ukraine og Hviderusland.
Det er forresten sjovt at se, hvordan manipulering og værdi ladet sentenser, bliver plantet også i en artikel som denne! Gorbatjov skriver udtrykkeligt ” Sovjets opløsning”, det få Information til ” Sovjets sammenbrud” i brødteksten til artiklen!

Lars Henning Osvaldsen

"Verden er mindre farlig i dag - den største ubekvemmelighed er en uhensigtsmæssig koncentration af rigdom blandt en alt for lille del af den amerikanske befolkning, men ellers har vi ikke haft mere frihed end nu."

Lennart, ved du overhovedet hvad 'efterrationalisering' betyder ?? I en tid med ulovlig aflytninger, bortførelser til tortur, finger-aftryk i passet, Amerikanske morder-droner der henretter civile som ikke er dømt for noget som helst, systemisk valg-svindel i både USA og England, en Europæisk Union der ledes af folk vi ikke har valgt, med en Præsident vi HELLER ikke har valgt og en fuldstændig frit-løbende religiøs fundamentalistisk atombevæbnet Gal Hund i Det Bibelske Land ..

Jeg har aldrig været mere bange for Ragnaroks udbrud end jeg er nu .. De neo-konservative tror nemlig at en atom-krig kan vindes !

"For os var det vigtigste at afværge truslen om atomkrig... forebyggelse af internationale konflikter... retfærdig og mere menneskelig verden... men ingen ændring af den gamle koldkrigstænkning. Vesten ønskede ikke at genoplive et stærkt Rusland."

Her kunne man slå en kold og kynisk latter op - og efter:

"I dag hører man ofte, at politik er blevet et beskidt spil, som er uforeneligt med moral. Sandheden er, at politik kun bliver til et politisk nulsumspil, når det ikke har nogen moralsk kerne. Det er den måske vigtigste lære af de seneste to årtier."

...så spørger jeg mig selv - "Gad vide hvem han skriver til?"

Jeg er bange for at der er lysår imellem Putin og Gorba's politiske forståelse, men Putun har sagt hvad der er at sige om den den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede:

"Den, der ikke begræder Sovjetunionens sammenbrud har intet hjerte, men den, der ønsker Sovjetunionens tilbagekomst, har ingen hjerne.”

Resten er historie. Fremtiden kæmpes udfra helt andre termer.

Jeg bliver sgu lidt sørgmodig når jeg læser Gorba's politiske analyser, sidst også her: http://www.information.dk/288684

Kristian Rikard

Bill Atkins,
Undskyld min uvidenhed, men "Fremtiden kæmpes udfra helt andre termer" står lidt uklart for mig? Hvilke termer?

På det mere filosofiske niveau kan man jo overveje om den ene part kan overleve uden sin modsætning i et dualistisk system. Så er USA og vesten ikke fordømt uden Sovjetunionen.

Lennart Kampmann

@ Peter Hansen

Yel'tsin, der måske ikke fremstår som en succesfuld leder, havde modet til at forsvare Rusland i opgøret med Gorbatjov. Han er mere end nogen anden instrumentet for Sovjetunionens afslutning. Han var måske en forfrukken festglad person, men han stilede sig op på en kampvogn og holdt tale på det rette tidspunkt og sted.

At hævde at Sovjetunionen var på vej til kommunisme er i min optik lige lovligt optimistisk og hører til i kategorien "fucking for virginity" Der var et forsøg på at afsætte Gorbatjov ved et kup, men det var talentløst gennemført og bagmanden skød sig efterfølgende.

Hvorfor det skulle være en efterrationalisering, må du forklare mig.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Lars Henning Osvaldsen

Set fra mit vindue er verden i høj grad mere sikker. De atombesiddende magter har mulighed for at kommunikere og vi er ikke tæt på som i 1962.

De udemokratiske skikke du frygter har eksisteret hele tiden, men vi har i det mindste mulighed for at tale om det.

Verden er blevet sikrere men mediebilledet er blevet mere præget af frygt.

Med venlig hilsen
Lennart

Morten Kjeldgaard

Claus Oreskov skrev:

Artiklen viser med al tydelighed, at Gorbatjov godt ved at vesten og USA tog røven på ham. Desværre var han en svag leder, der ikke i tide forstod at stoppe Jeltsin.

Gorba mødte sit endeligt, da han forbød salg af vodka i Rusland. Det blev hans Waterloo. Faktum.

Niels-Holger Nielsen

Det jeg tillader mig at tvivle på, er om Putin nogensinde vil få en afgørende betydning på linie med Gorbatjov. Og altså om han nogensinde vil kunne siges at have bidraget til det forhold, at der i absolut forstand overhovedet ikke er nogen former for årsager til, at den almindelige dansker skulle nære nogen berettiget frygt for den almindelige russer. Putin er som systemets tænker i færd med at ekskusivere det russiske system på samme vilkår, som har vist sig at føre til mistillid i andre befolkninger, såvel som i hans egen. Og det forhold sætter Gorba lysår frem med hensyn til at operationalisere det afgørende øjeblik, hvor der bygges broer fremfor det modsatte...

Med venlig hilsen

@Kristian Rikard
Hvis du læser mit indlæg skulle det gerne fremgå at jeg er af den opfattelse at Sovjetunionens sammenbrud har ændret de politiske, demokratiske og økonomiske spillereglerne i verden på en så gennemgribende måde at der skal nytænkes helt nye begreber for menneskers eksistenskamp. En nærmere angivelse af hvad fremtiden vil bringe gør jeg mig naturligvis nogle tanker om, blandt andet ved at være i dialog her på dette site, men en opremsning ville være useriøst.

... dog kan jeg eksempelvis anbefale Lars Henning Osvaldsen indlæg (15:28)

Henrik Darlie

@lennart

"Verden er mindre farlig i dag - den største ubekvemmelighed er en uhensigtsmæssig koncentration af rigdom blandt en alt for lille del af den amerikanske befolkning, men ellers har vi ikke haft mere frihed end nu."

Beklager Lennart, men for en gangs skyld synes jeg virkelig du sludrer, med mindre jeg misforstår din brug af ordene 'vi' 'farlig', 'frihed' og 'ubekvemmelighed' .

Lennart Kampmann:
At hævde at Sovjetunionen var på vej til kommunisme er i min optik lige lovligt optimistisk og hører til i kategorien “fucking for virginity”

Fakta er at mange af verdens nationer i ly af Sovjet fik lov at eksperimentere med andre økonomiske modeller end den rå markedskapitalisme. Blandt andet var vi - fagbevægelsen og Socialdemokratiet - i Danmark i 70'erne og 80'erne i fuld gang med at udvikle begreber som overskudsdeling i virksomhederne og økonomisk demokrati. Prøv at fremføre sådanne tanker i dag - Jeg skal undlade at prøve at beskrive reaktionen.

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins

Ja og alle der forsøgte den sovjetiske vej forkastede den med et brag (på nær Cuba og Venezuela) da USSR ophørte.

Overskudsdeling er ikke svært - det hedder medarbejderaktier. Økonomisk demokrati er det der allerede praktiseres i Danmark, et mindretal skal betale for et flertal.

Men vi kan da godt tale om den sovjetiske vej, artikel 36 i grundloven(den sovjetiske) fastslår at arbejde er en pligt. Den der ikke arbejder, spiser ikke.

Med venlig hilsen
Lennart

Claus Oreskov

Tak til Steen Sohn for link til: Stephen F. Cohens ”The Soviet Union’s Afterlife.” Artikel forfatteren har et stort overblik, og formår at skrive objektivt om Sovjetunionen og det postsovjetiske Rusland, på en måde vi ikke er forkælet med i Danmark. Beskrivelserne at den stædigt ødelagte infrastruktur, og forarmelse af landbruget og de mange ødelagte liv i det postsovjetiske samfund, kan jeg nikke genkendende til. For mig har disse fakta været en grum virkelighed, jeg har færdes i i mange år. Omvendt har Per Dalgård her i avisen gang på gang bildt læserne ind, at det går strygende, at der nu er en stor middelklasse i Rusland ect..
Stephen F. Cohen var en af de få sovjetologer der under den kolde krig holdt fagets fane højt og ikke degenererede til idelogisk historieforfalsker som de fleste af hans kollegaer. I bøger og artikler afslørede han hvor pengene kom fra til sovjet forskningen, nemlig primært fra CIA og The Ford Foundation. Det satte selvfølgelig sit præ på forskningen, og bestemte for så vidt, hvordan vi alle sammen ser på Sovjetunionen den dag i dag! Jeg kan anbefale en af Cohens sene bøger: Failed Crusade – America and the Tragedy og Post-Communist Russia” og her er også et par link som analysere problematikken set med russiske øjne.
Se her hvordan folk stemte for bevarelsen af USSR i de forskellige republikker 17 marts 1991:
http://en.rian.ru/infographics/20110313/162959645.html
Og en analyse af dette valg: http://en.rian.ru/analysis/20110318/163070446.html
Og her en analyse af forholdet mellem Gorbatjov og Jeltsin:
http://en.rian.ru/analysis/20110426/163722438.html
Endvidere kan jeg varmt anbefale David E. Hoffman ” The Oligarchs – Wealth and Power in the New Russia”. Bogen belyser oligarkernes vej til rigdom og magt og viser samtidig hvordan opløsningen af Sovjetunionen faktisk forgik: økonomisk, socialt og politisk. Bogen omhandler også oligarkernes støtte til Jeltsins valkamp, da det gik op for dem at det kommunistiske partis kandidat Zyuganov stod til at vinde valget. Oligarkerne gik sammen og udarbejde en strategi som Jeltsin accepterede og det gjorde de ikke gratis! Alle de store TV stationer og aviser var ejede, af oligarkerne, og disse medier blev stillet til rådighed for Jeltsin – det er hvad man i ikke kommunistiske lande kalder den frie presse!

@Lennart

I Danmark blev tanken om overskudsdeling og økonomisk demokrati forkastet efter Nyrups overtagelse af magten i socialdemokratiet.

I resten af verden blev eksperimenterne forkastet efter økonomisk/politisk pres fra Verdensbanken, IMF og CIA.

...men Lennart du siger ikke hvad du mener om overskudsdeling og økonomisk demokrati?

Claus Oreskov

@ Lennart Kampmann. ” Den der ikke arbejder, spiser ikke” det er jo din helt egen fortolkning som ingen hjemmel har i virkeligheden. I Sovjetunionen var der et vel udbyggede socialforsorgen. Staten garanterede alle en bolig, fri transport, gratis lægehjælp, gratis uddannelse, gratis børnehaver og vuggestuer. Alle havde ret til et arbejde og pensions alderen var 60 år. Undtagen i udsatte erhverv så som minearbejde og arbejde på tundraen med rensdyr, hvor pensions alderen var 50 år – hvad den faktisk stædig er i Rusland. Samenlignet med Danmark hvor vi ikke under udslette og nedbrudte mennesker en førtidspension, er det da godt gået. Jeg selv ville stemme for den sovjetiske pensions model med det samme, hvis jeg kunne!!!!

Et godt eksempel på en sund medarbejderejet virksomhed er Unimerco, som på trods, af erhvervslivets traditonelle modarbejdning af medarbejderejede virksomheder, i kraft af medarbejdernes engagement opnåede en markedsværdi, der ved salget til Japan gjorde de 100 ansat til millionære. Denne oplagt fornuftige virksomhedsmodel er ved at fase ud, samtidig med at undersøgelser viser at virksomhedsejere ikke gider at ekspandere deres virksomheder - hvorfor køre firspand når man kan piske et tospand.

Lennart Kampmann

@ Claus Overskov

Ja, sovjetunionen var sandelig himlen på jord......
Jeg har iøvrigt selv besøg Sovjetunionen, men fik et andet indtryk med hjem, end det du beskriver.

1936 grundloven fastholdt princippet om at den der ikke arbejder spiser ikke. Derfra er formuleringerne gradvist ændret.....

Article 60 [Duty to Work]
It is the duty of, and matter of honor for, every able-bodied citizen of the USSR to work conscientiously in his chosen, socially useful occupation, and strictly to observe labor discipline. Evasion of socially useful work is incompatible with the principles of socialist society.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

(I det følgende forekommer ironi - du er advaret)

Tænk, hvor jeg savner de gode gamle arbejderparadis.... Rumænien, Albanien, Mao's Kina, Sovjetunionen, DDR. Alt var så dejligt der, og folk var lykkelige. Heldigvis er der stadig Nordkorea, hvis bare man var koreaner....

Det er klart at den vestlige verden er et farligt sted, med en ufri og uoplyst befolkning, der lader sig vildlede...

Demokrati er en åbenlys metode til at fastholde disse stakler under åget af grumme hemmelige selskaber..

Og hvad nu med det arabiske forår - tænk hvis der kommer demokrati der også.... hvad gør vi?

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins

jo, jeg siger at den letteste vej til overskudsdeling er at eje en del af virksomheden, det hedder aktier.

Så får man også stemmeret på generalforsamlingen.

Med venlig hilsen
Lennart

@Lennart
Problemet er at mange lønmodtagere ofte ikke har råd til at have kapital liggende som opsparing - børn, sygdom m.v., og derfor er centrale fonde med overskudsdeling en meget mere farbar vej for lønmodtagerne. Du ved nok aktier er spekulationsopjekter og således risikerer medarbejderne deres indflydelse og aktiver på et spekulativt markede med alt hvad det indebære af kursudsving og aftalt spil, hvorimod medejerskab giver reel medbestemmelse over virksomheden.

Og iøvrigt hvis medejerskab og aktier var samme fed, hvorfor er arbejdsgiverne så ikke interesserede i medarbejderejede virksomhedsmodeller?

@Lennart
Man kan også skære det ud i pap - Du mener det er bedst at forsætte med en økonomi der er baseret på profitbegær hos nogle få - som ofte (spekulanter) ikke har direkte interesse i den enkelte virksomhed - frem for en økonomi der er tilpasset hele arbejdsmarkedet - ejere og arbejdere.

Er det en demokratisk indstilling?

At medarbejderne har aktier i en virksomhed er langt fra det samme som at medarbejderne ejer en virksomhed.

Mennesker er mennesker, og aktiemarkedet er en luder, så det der er godt for dine aktiebaserede økonomiske interesser, er ikke nødvendigvis godt for dine beskæftigelsesmæssige og sociale interesser.

Som finansverdenen har udviklet sig, tror jeg ikke længere på hverken OD eller ØD, men mener at man istedet bør fokusere på at styre ludomanerne på verdens børser.

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins

Uanset hvilken politisk observans man indtager så er en aktie stadigvæk pr. definition en ejerandel af en virksomhed.

Hvis du som medarbejder ønsker en andel af overskudet må du blive medejer. Aktien behøver ikke at være noteret på en børs, men den skal give ret til at stemme på generalforsamlingen.

@ Søren Lom
B-aktier uden stemmeret er en dårlig vej at gå. Det er et overvejende dansk fænomen. Måske kan EU bidrage med lovgivning på området?

Med venlig hilsen
Lennart

B-aktier uden stemmeret er en dårlig vej at gå. Det er et overvejende dansk fænomen. Måske kan EU bidrage med lovgivning på området?

Det skyldes jo at de ikke bliver brugt som ejerbevis, men som en slags betaling med lotto kuponer.

Lennart, jeg skal undlade at gå ind i en redegørelse for tankerne bag Økonomisk Demokrati, men at Økonomisk Demokrati ikke opnås gennem aktieopkøb ses vel af den kendsgerning at fagbebevægelsen i det hele taget formulerede ideen.

LO har formuleret tankerne således:

”Grundideen med ØD var på en og samme gang at sikre flere vigtige ting: Større medbestemmelse.
Retfærdig fordeling af udbyttet som følge af løntilbageholdenhed. Aktive investeringer i nye
arbejdspladser i stedet for privat forbrug. Strukturændringer i erhvervslivet. Udglatning af
konjunkturerne gennem offensiv investeringspolitik. Vi ville løse en række store spørgsmål på den
smalle vej og samtidig sikre, at lønmodtagerne havde noget at have deres ansvarsfølelse i."

Lennart Kampmann

@ BIll Atkins

jeg nåede kun til OD.
ØD: Du kan ikke løse modsætningen mellem ejer og arbejdstager, der er kooperativer, stateje eller fagforeninger til at klare dette.

Hvad skulle være pointen at opgive løn for at modtage udbytte i stedet for? Altrustisk forsvar for nationen?

Men er fagbevægelsens problem egentlig ikke at der i Danmark hersker lønmodtagerkultur fremfor arbejderkultur?

Med venlig hilsen
Lennart

Sider