Kronik

Vestens vinderkompleks fører til krig og krise

Siden Sovjets sammenbrud har Vesten opfattet sig som sejrherre. Det har ført til uhæmmet militarisme, lammede internationale institutioner og nu også en verdensomspændende økonomisk krise
To amerikanske soldater lægger an til en ’high five’ i en helikopter over Bagdad. Irak-krigen var et udtryk for USA’s illusoriske forestilling om sin ret til at herske over verden, påpeger Mikhail Gorbatjov

To amerikanske soldater lægger an til en ’high five’ i en helikopter over Bagdad. Irak-krigen var et udtryk for USA’s illusoriske forestilling om sin ret til at herske over verden, påpeger Mikhail Gorbatjov

US Army

7. januar 2012

I tyve år har vestlige kommentatorer jublet over Sovjets opløsning, som om det, der forsvandt fra verdensarenaen i december 1991, var Stalins og Bresjnevs gamle totalitærstat og ikke Perestrojka-tidens reformistiske union. Diskussionerne har fokuseret på konsekvenserne for Rusland. Lige så væsentlige blev imidlertid de internationale følger: Da Sovjetunionen gik til grunde, bortfaldt også vejen til den helt nye verdensorden, der kortvarigt blev muliggjort med afslutningen på Den Kolde Krig.

I marts 1985 formulerede den sovjetiske ledelse en ny udenrigspolitisk dagsorden. Her var en central idé anerkendelsen af verdens forbundethed og afhængighed. For os var det vigtigste at afværge truslen om atomkrig. Vores internationale målsætninger blev derfor at bringe atomkapløbet til ophør, reducere de konventionelle væbnede styrker, løse en række regionale konflikter, der involverede både Sovjet og USA, og erstatte opdelingen af det europæiske kontinent i fjendtlige lejre med ’et fælles europæisk hjem’.

Vi indså, at skulle målet indfries, kunne det kun ske igennem et nært samarbejde med USA. Tilsammen rådede vores to nationer over 95 pct. af verdens atomvåbenarsenal. Det fik derfor stor betydning, da præsident Ronald Reagan i Genève i november 1985 erklærede, at »en atomkrig kan ikke vindes og må aldrig blive udkæmpet.«

Vi aftalte også, at Sovjet og USA skulle afstå fra at søge militær overlegenhed over hinanden. I de følgende år drøftede vi specifikke veje til at virkeliggøre en verden uden a-våben og underskrev en række konkrete nedrustningstraktater.

Det krævede betydeligt diplomatisk benarbejde at nå frem til disse aftaler. Men en gensidig tillid voksede frem og gjorde det muligt for præsident Bush og jeg at stå frem på Malta-topmødet i december 1989 og erklære, at vore to nationer ikke længere så hinanden som fjender.

Dermed var Den Kolde Krig forbi og vejen åbnet for en afslutning på flere regionale konflikter. Det vigtigste resultat blev dog de fredelige forandringer i Central- og Østeuropa i 1989-91. Der var nu tilvejebragt forudsætninger for at genoplive FN som det vigtigste værktøj til løsning og forebyggelse af internationale konflikter.

Vestligt vinderkompleks

Men hvad skete der efter Sovjetunionens fald i 1991? Hvorfor blev de muligheder for at opbygge, hvad pave Johannes Paul II kaldte en mere stabil, mere retfærdig og mere menneskelig verden, ikke realiseret? For at besvare spørgsmålet må vi se tilbage på begivenhedsforløbet og Vestens reaktioner på det.

Opløsningen af Sovjetunionen betød afbrydelse for Perestrojka. Vi havde været for længe om at reformere det kommunistiske parti og omdanne Sovjetunionen til en ny, decentraliseret union af suveræne republikker. Det førte til et indre pres for hurtig forandring. I modsætning til hvad der undertiden hævdes, blev Sovjetunionen altså ikke nedbrudt af udenlandsk pres. Sammenbruddet var en følge af interne udviklinger.

Begivenheden udløste eufori og skabte et ’vinderkompleks’ i Amerikas politiske elite. USA kunne ikke modstå fristelsen til at bekendtgøre sin ’sejr’ i Den Kolde Krig. Den ’eneste tilbageværende supermagt’ mente nu at have monopol på at lede verdens anliggender. Dette og det uretmæssige lighedstegn mellem Sovjetunionens opløsning og Den Kolde Krigs afslutning — denne indtraf som nævnt to år før — fik vidtrækkende konsekvenser. Og her finder vi de dybereliggende årsager til nogle af de fejldispositioner, der har bragt verden i dens nuværende ustabile situation.

Dødsdømt imperiedrøm

Til mine forhandlingspartnere, Reagan, Bush og andre vestlige ledere, plejede jeg at sige: »Vi er alle nødt til at ændre vores tankegang — ikke kun Sovjet, men også Vesten — fordi verden forandrer sig så hurtigt, at vi ikke har andet valg.« Men så længe Vesten insisterede på sin påståede sejr i Den Kolde Krig, betød det, at ingen ændring af den gamle koldkrigstænkning blev opfattet nødvendig. Derfor bliver gamle metoder — som anvendelse af militærmagt og politisk og økonomisk pres for at trække en og samme model ned over alle — stadig brugt.

I denne optik ofres FN og Sikkerhedsrådet — de bliver i bedste fald en hindring, der skal overvindes. Folkeretten bliver en belastende arv fra fortiden. Det var den holdning, USA og dets støtter lagde for dagen i Eksjugoslavien i 1990’erne og i Irak i 2003. Amerikanske kommentatorer begyndte at tale om USA som mere end blot en supermagt — nu var det ligefrem en ’hypermagt’, der var i stand til at skabe ’en ny form for imperium’.

Men i vor tid er en sådan tankegang illusorisk. Intet under, at imperieprojektet hurtigt viste sig som en umulig opgave — selv for det mægtige USA.

De militære interventioner i Irak og Afghanistan, som baserede sig på den antagelse, at magt er ret, førte til titusinder af dødsfald og kom til at underminere den amerikanske økonomi. I dag indrømmer mange i Vesten, at det var den forkerte vej at gå. Den tid, der kunne have været brugt til at opbygge en helt ny verdensorden, er imidlertid tabt.

EU glemte at lytte til øst

Den fejlagtige fortolkning af afslutningen på Den Kolde Krig, bortfaldet fra verdensarenaen af en stærk partner med egne synspunkter (det reformerede Sovjetunionen) og svækkelsen af Rusland havde også en negativ indvirkning på den europæiske udvikling.

Paris-charteret for et Nyt Europa, der blev underskrevet i 1990 af de europæiske nationer foruden USA og Canada — en ambitiøs plan for en ny sikkerhedsarkitektur for et fælleseuropæisk hjem — blev forvist til glemslen. USA og dets allierede besluttede i stedet at udvide Nato mod øst, hvorved militæralliancen rykkede tættere på Ruslands grænser, mens den påberåbte sig en ny rolle som pan-europæisk eller endda global politimand. Dermed svækkede man FN.

I begyndelsen af 1990’erne blev det også besluttet at fremskynde udvidelsen af EU — også østover. Med Europas hidtil usete finansielle og økonomiske krise står ekspansionen i dag i et tvetydigt skær.

Forventningerne om, at kontinentets problemer kunne løses ved at opbygge Europa fra vest mod øst, er ikke blevet opfyldt, og i virkeligheden var de også dømt til at mislykkes. Et sandt forenet og demokratisk Europa skal ikke kun bygges fra vest, men også fra øst, herunder fra Rusland.

Som følge af disse forsømmelser er Europas rolle og vægt i de globale anliggender blevet langt mindre, end dets potentiale tilsagde. Nye skillelinjer er dukket op på kontinentet, nu meget tættere på Ruslands grænser. Og to gange — i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne og i den tidligere sovjetrepublik Georgien i 2008 — har konflikt ført til blodsudgydelser.

Arrogance udløste krise

Kort sagt er en verden uden Sovjetunionen hverken blevet sikrere, mere retfærdig eller mere stabil. I stedet for en ny verdensorden — og hermed mener jeg en verdensorden med tilstrækkelig global styring til at forhindre, at internationale spændinger udarter sig faretruende uforudsigeligt — har vi fået global uro og en verden, der driver mod ukendte farvande. Den globale økonomiske krise, som brød ud i 2008, har understreget dette.

Vesten bør foretage en kritisk revurdering af hele det forløb, der førte frem til denne smertefulde krise. Den er mere end blot en krise i den globale finansverden eller en krise for en økonomisk model, der bygger på et kapløb om hyperprofitter og overdrevent forbrug, som der udtærer jordens ressourcer og ødelægger naturen. Krisen voksede ud af den arrogante overbevisning om, at ’det kollektive Vesten’ havde opskriften på, hvordan alle problemer kunne løses, og at der ikke var noget alternativ til the Washington Consensus, der angiveligt skulle fungere lige godt for alle lande.

Krisen synes at have bibragt nogle af verdens ledere en større grad af realisme og forståelse for nødvendigheden af at søge kollektive løsninger på globale udfordringer. Men de hidtidige resultater har været pauvre. Internationale organisationer — især FN, som er lammet efter USA’s og Nato’s unilateralisme — er ude af stand til at varetage deres opgave som konfliktløsere. G8 er ikke tilstrækkelig repræsentativt for det globale samfund, mens G-20 ikke har udviklet nogen effektiv mekanisme.

Den politiske beslutningsproces og tænkning er stadig militariseret. Det er især tilfældet i USA, som ikke har givet afkald på pression og intimidering som metoder. Hver gang landet bruger væbnet magt over for ikke atomvåbenbevæbnede stater bliver lande som Iran stedse mere fast besluttede på at anskaffe sig atomvåben.

Et nyt våbenkapløbs onde cirkel kan kun brydes ved at gå tilbage til de principper om gensidig sikkerhed, som udgjorde kernen i vores nye politiske tænkning for mere end tyve år siden.

Tilbage til den fællesvej

Endelig er der det post-sovjetiske Rusland og dets rolle i verden. I perioden efter Sovjets opløsning fastholdt USA og EU forbindelserne til Rusland i en tilstand af usikkerhed. På den ene side blev der formuleret en lang række erklæringer om samarbejde og endda strategisk partnerskab. På den anden side fik det post-sovjetiske Rusland ikke noget at skulle have sagt i løsningen på centrale problemer. Samtidig blev der lagt hindringer i vejen for dets integration i den europæiske og globale økonomi. Trods lejlighedsvise skulderklap blev Rusland behandlet som en outsider, ikke som en seriøs og konstruktiv kraft i verdens anliggender.

Samtidig husker det russiske folk, hvordan Vesten i løbet af 1990’erne ordinerede den såkaldte ’chokterapi’ — radikale reformer, som resulterede i et sammenbrud for den russiske økonomi og kastede millioner af borgere ud i fattigdom. Mange russere tolkede det sådan, at Vesten ikke ønskede at genoplive et stærkt Rusland, men foretrak et land, der ‘kendte sin plads‘ — som alene var leverandør af ressourcer.

Det er på tide at vende tilbage til den vej, vi kortlagde sammen, da vi sluttede Den Kolde Krig. Endnu en gang har verden brug for nytænkning, der må bygge på anerkendelse af ikke blot universelle interesser og global indbyrdes afhængighed, men også på et vist moralsk fundament. I dag hører man ofte, at politik er blevet et beskidt spil, som er uforeneligt med moral. Sandheden er, at politik kun bliver til et politisk nulsumspil, når det ikke har nogen moralsk kerne. Det er den måske vigtigste lære af de seneste to årtier.

 

Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens leder fra 1985 til unionens opløsning i 1991

© Agence Global og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart du stiller spørgsmålet: Hvad skulle være pointen at opgive løn for at modtage udbytte i stedet for? Altrustisk forsvar for nationen?

Tja, det lugter lidt anakronistisk eller sågar odiøst at tale om "Nationen" - i dag er al tale om det nationale overladt til Dansk Folkeparti og andre på den yderste højrefløj - men fakta er at også lønmodtagerne og vesnstrefløjspartierne har en interesse i at værne om "Nationen", og jeg foretrækker derfor i stedet for "Nationen", at tale om Staten .

Lønmodtagerne har brug for en stærk Stat til at sikre at danske arbejdspladser forbliver på danske hænder, og ja i nedgangsperioder kan det være i lønmodtagernes interesse at udvise løntilbageholdenhed, men naturligvis med en sikring af lønmodtagernes "investering" og den sikring fremgår af LO's beskrivelse af ØD (20:21). Fagbevægelsen har tidligere været meget mere opmærksomme på den Statsopgave, men de privatkapitalistiske organers (IMF, VB, OECD og EU) massive markedsføring af globaliseringen og arbejdskraftens fri bevægelighed, har på en eller anden måde paralyseret og lammet fagbevægelsen, der måske har forvekslet globalisering med international solidaritet, ligesom fondssocialisme, overskudsdeling og økonomisk demokrati er blevet udskiftet med EU's tanker om den semifascistiske kooperative stat.

Der mangler simpelt hen en politisk bevægelse der varetager danske lønmodtagers demokratiske interesser, om det bliver højrefløjen eller venstrefløjen, der først formulere den rette politik er et historisk traditionelt politisk slagsmål.

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins

Der er himmelvid forskel på om du interesserer dig for arbejdere eller lønmodtagere. Intet land passer på lønmodtagere (og regulerer deres forhold) som Danmark (Læs: DK, SE + NO)

Det der mangler er politiske bevægelser der fastholder borgerrettigheder og friheder, samt sikrer at den enkelte ikke bliver tværet af staten.

Det betyder ikke at den enkelte pr. automatik skal sikres retten til at akkumulere uanede mængder rigdom.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart jeg forstår simpelt hen ikke din skelnen mellem lønmodtagere og arbejdere, men i øjeblikket står millioner af lønmodtagere enten i, eller er på vej ud i, arbejdsløshed, og flere og flere er i den forbindelse uden social sikring. Det er blandt andet denne, en af det kapitalistiske systems umenneskelige malfunktioner, som socialismen søger at eliminere, og pointen her er, at uden Sovjet er den kamp blevet betydelig vanskeligere. (se Oreskov 13:49). Jeg har mødt flere fra verdens mindre rige lande der forbander Gorbatov, at han gav op så hurtigt.

...om nogle akkumulere uanede mængder rigdom, er i den forbindelse af mindre betydning. Man kan endog påstå at jo færre der ejer privatformuen des større er chancen for at den recirkuleres i et fornuftigt overensstemmelse med samfundets interesser. Nogle af kapitalismens problemer skabes af den indre grådighed der præger kapitalismens maskinrum - finanskapitalen.

Oleg Thomas Mose

Lennart og Bill - jeg tillader mig lige at rette fokus tilbage på den post-sovjetiske situation.

Jeg undrede mig i starthalvfemserne over, at vi i vesten ikke hjalp russerne og de andre sovjetstater. Vi kunne jo have købt dem for en slik, ligesom amerikanerne købte Europa med Marshallhjælpen.
Jeg tænkte, det var af økonomiske årsager, at det sovjetiske industriapparat var så håbløst bagud, at det aldrig ville komme til at kaste en rubel af sig. Men et var at det sovjetiske fjendebillede i den amerikanske befolkning var for stærkt til at opbygge en ordentlig samhandels, hvorfor var Europa så tilbageholdende? Som jeg husker det, var tyskerne de mest imødekommende overfor russerne, mens englænderne og franskmændene var noget mere afholdende. Det er også primært tyskerne, der har lavet handelsaftaler, især gas, med russerne.
Jeg tror, som Gorbatjov peger på, at de gamle stormagter var for bange for at se et økonomisk stærkt Rusland, og derfor har været lunkne overfor dem siden.

Oleg, Vi kunne jo have købt dem for en slik

...det var jo det der skete kapitalister opkøbte alt hvad der havde værdi i de socialistiske lande, nedlagde den del af produktionen, der i vestens optik, ikke gav profit, lod vores virksomheder overtage markederne (maskinerne buldre og ordrebøgerne bugner i Tyskland) og vi køber idag deres naturressourcer billigt af oligarkerne...

Det kunne vist ikke gøres billigere.

Claus Oreskov

@Oleg Thomas Mose. 74 års misinformation og hadekampagner havde sat sit spor. Sovjetforskrækkelsen var blevet til russer forskrækkelse (som stædig trives på bedste beskub). Et folk der er gennemsyret af misinformation bliver et dumt folk således også med danskerne. Dansk erhvervsliv var ganske enkelt bange for at investere i Rusland og tænk nu hvis de røde vendte tilbage – ængst og bæven. Jeg var på et møde for arktiske forskere omkring den tid hvor Sovjetunionen blev opløst. Mødet blev ledet af Bertel Haarder og erhvervslivet var ligeledes til stede. En rådgiver for erhvervslivet trådte op på podiet. Og advarede dansk erhvervsliv imod, at investere eller indlade sig på handel med Rusland. I et blomstrende sprog udmalede han de mange fare, og trusler som kunne ramme den der var dum nok til at bevæge sig ind på ukendt område. Uvidenheden og dumheden osede ud af hvert et ord, og jeg følte mig hensat til et missions møde på den Jyske vestkyst – altså hundrede år før. På samme tidspunkt gjorde smarte amerikanske forretningsmænd hugst, langt inde i det tidligere Sovjetunionen – plyndringen af det sovjetiske folks ejendom var i fuld gang. Amerikanerne var med fra første færd, hvilket du kan læse om i : David E. Hoffman ” The Oligarchs – Wealth and Power in the New Russia”.
At Tyskland fik gode handels relationer er rigtigt nok, og skyldes både dygtige erhvervsfolk og ligeledes en politisk vilje til samarbejde.

Claus Oreskov

Det jeg bl.a. vil sige med ovenstående er, at den strøm at anti-sovjet propaganda og russer ængst, der flyder i en stædig strøm, fra de danske medier (de sidste par måneder fra Politikken og særlig fra DR K), ikke skader hverken kommunismen eller Rusland, men kun os selv – vi bliver til stædighed mere indskrænket, og ude af stand til at møde de udfordringer som nutiden byder på. Skal vi nærme os Rusland og have interaktion med russerne indenfor handel, kunst og politik må vi kunne møde dem uden fordomme. Som det første må selv en dansker kunne fatte, at russerne ser på Sovjetunionens historie, med andre øjne end vi gør, og de 25 russiske dissidenter hvis udsagn vi altid læner os op ad!

Robert Ørsted-Jensen

MIKHAIL GORBATJOV var en en stærk og visionær leder som begik to alvorlige fejl

1 Han undlod at isolere og afgsætte den flok vanvittige gammelkommunister der til sidst forsøgte sig med et kup.

2 Han at undlod at opløse SUKP mens tid var.

Men alt det er på mange måder undskyldeligt situationen taget i betragtning, det han forsøgte var en balancegang uden sidestykke.

Lennart Kampmann

@ Bill Atkins

jeg er uenig med dig hvorvidt privatformuen skal ejes af få - jeg ønsker den spredt ud. Det vi ser i USA hvor 0,01 % af befolkningen kontrollerer en for stor del, er uhensigtsmæssigt.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

Sovjetunionen var en totalitær stat, der faldt sammen.

Man forsøgte at holde den sammen med magt, spørg bare i Lithauen, men det nyttede ikke. Den var ikke populær.

Gorbatjov forsøger at pynte på sit eftermæle ved at søge sympati for sin tid som præsident. Men han var jo manden bag forsøgene på at holde unionen samlet, dermed bliver hans hænder blodige.

Med venlig hilsen
Lennart

Robert Ørsted-Jensen

En noget letkøbt formulering Lennart. At forsøge at afvikle totalitarisme og samtidig holde sammen på et nationalt fælleskab er sgu ikke det samme som støtte til totalitære principper eller at forsøge at videreføre landet. Gorbatjov forsøg gik ud på at fjerne diktaturet gradvist, give ret til ytringsfrihed og alternativ partidannelse samtidig med at man bevarede unionen. Var det lykkedes, ville man være endt med et frit fællesskab og en opløsning af al totalitarisme. Istedet har man nu fået en opløst union, stater der ikke hænger sammen og hvoraf flere (herunder også Rusland) stadig har stærke tendenser i retning af totalitær tankegang.

Lennart Kampmann

@ Robert O Jensen

Det var måden Gorbatjov forsøgte at fastholde unionen på, der viste sig ikke at holde. Han regerede på dekreter, uden rod i den vision han gerne ville skabe.

Han endte med at blive afsat af Yel'tsin i forening med Ukraine og Hvideruslands præsidenter, der videreførte hver deres suveræne republik - som forventet modsvar mod Gorbatjovs magtbase.

Hvis man tror på at Sovjetunionen ville være endt i en fredelig sameksistens af tolerante frie sovjetter og arbejderparadis, har man måske håbet på et mirakel, der ganske enkelt udeblev.

Med venlig hilsen
Lennart

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er delvist enig - Gorbatjov manglede hænderne i mulden og talte ned - han forstod ikke det der med at kommunikere med folket - der er ingen tvivvlæ om at det var hovedårsagen til at han blev fældet af dette uskønne sammenren af uduelige gammelstalinister og drukkenbolten Jeltsin. Men G var i mine øjne stadig den forstandigere og bedre mand.

Lennart Kampmann

Jo, men han regerede stadig på dekret - optrådte reelt enerådende og tilsidesatte sine egne principper når det kom til stykket.

Selvom Yel'tsin måske fremstår som fordrukken og festglad, vil jeg holde fast i at han faktisk stillede sig op på de rette kampvogne på de rette tidspunkter til at have fortjent prædikatet modig. Hvad der så senere skete med Rusland er en anden sag, men Gorbatjov forbliver partimanden, der ikke af sig selv ville give slip på Sovjetunionen.

Senere er han blevet reformeret og nu er han jo nærmest gået i kloster.

Med venlig hilsen
Lennart

slettet profil

Der er nogle rigtige synspunkter i Gorbatjovs indlæg. Men han er den helt forkerte til at fremføre det.

Må jeg minde om: http://en.wikipedia.org/wiki/Vilnius_massacre

Et land erklærede sig selvstændigt efter et demokratisk valg, og Gorbatjov truede dem, og civile blev nedskudt.

Læs hændelsesforløbet. Han gjorde alle de ting, han nu beskylder "vesten" for, og mere til. Og han ville ikke engang tage ansvar for det. Måske mistede han kontrollen? Men han havde trukket geværet, afsikret det, sigtet på Litauen, og givet sine officerer den officielle opfattelse, at "oprøret" skulle nedkæmpes med magt. Det er alene uklart, om han også trykkede på aftrækkeren. Gjorde han det ikke, fordi han var svag og ubeslutsom, så var det stadig hans ansvar. Bagefter løj han om forløbet.

Allerede efter et år ved magten viste han sig uværdig og lagde desuden fundamentet for Sovjets endeligt. Det var efter Tjernobyl, da man forsøgte at skjule katastrofen for befolkningen. Sovjetborgerne mistede al tillid til Kreml. Derfor var forudsætningerne for perestrojka ikke helt så gode, som Gorbatjov hævder. Han var bedre og mere menneskelig end sine forgængere, men dybest set gjort af samme stof.

Vi husker ham i vesten for at befri verden for atomtruslen, og det er også al ære værd. Reagan var dog også med i den historie. Deuden var Sovjet færdigt rent økonomisk, der var simpelt hen ikke råd til mere oprustning.

Hvordan vil I tage imod Bush, hvis han om 20 år skriver et mimrende indlæg om Kinas og Indiens dominans i verden efter USA's sammenbrud? Jeg tror da ikke, I sådan vil glemme, hvad Bush gjorde.

slettet profil

Det kunne også være gået endnu værre end i Litauen, hvor der trods alt kun blev dræbt 15 personer - samt en del som fik høreskader.

Kreml beordrede militæret til at knuse den estiske syngende revolution i løbet af 1990. (Jeg ved ikke, hvordan det skulle have været gennemført, hvis ikke med voldsom blodsudgydelse).

En vis general Dudajev nægtede at angribe esterne.

Han blev senere Tjetjeniens præsident. Både hans land og han selv fik så den skæbne, som Kreml oprindelig også havde tiltænkt Estland.

Hans død er meget interessant, da alle spillere i konflikten var til stede.

- Dudajev selv talte i telefon med et liberalt medlem af den russiske opposition.

- Kreml sendte et missil efter ham.

- USA havde skænket udstyret, som russerne brugte til at spore ham med.

Så vidt jeg kan se, er Rusland ikke et hak bedre end amerikansk imperialisme, og det var man heller ikke under Gorbatjov.

Sider