Kronik

42 er grænsen for det normale

Kan man ikke klemme sin kvindekrop ned i en størrelse 42, gør modebranchen, hvad den kan, for at man føler sig uvelkommen
Når man hyrer tynde mænd som supermodellen Andrej Pejic til at vise kvindetøj på catwalken, vidner det om en modebranche med et forvirret kropsideal, mener dagens kronikør.

Når man hyrer tynde mænd som supermodellen Andrej Pejic til at vise kvindetøj på catwalken, vidner det om en modebranche med et forvirret kropsideal, mener dagens kronikør.

Lucas Jackson

1. marts 2012

Når langbenede, fladbrystede smalhoftede mænd, som supermodellen Andrej Pejic viser brudekjoler, bademode og lårkort kjolemode på alverdens catwalks er der tale om en leg med køn. En leg, der i sig selv er interessant, hvis man interesserer sig for queer studies og det heteronormatives hegemoni.

Men kæder man trenden sammen med frigjorthed og rummelighed, er sagen dog en anden. Her forekommer den ranglede størrelse 32-krop som et vidnesbyrd om, at selv de tyndeste kvinder ikke er tynde nok til at leve op til skønhedsidealet. Vil man være en rigtig kvinde i modehusenes kritiske øjne, skal man være en mand.

Det er et budskab, der får tæerne til at krumme sig under min kvindekrop, som let kan fylde en størrelse 46. Og problemet er, at det ukvindelige kvindeideal ikke nøjes med at vandre rundt på catwalken; det går søreme igen i modebutikker landet over.

Går jeg på tøjjagt i SOLO i Århus, mødes jeg af to trapper. Én går op, én går ned. Over trapperne hænger skilte, der oplyser, at hvis man skal se på tøj op til størrelse 42, skal man gå ovenpå. Fra størrelse 44 og op bliver man sendt ned i kælderen. Detailhandlens evner ud i yndig symbolik er beundringsværdig. Her ser vi virkelig Nietzsches metaforiske übermensch und untermensch kørt helt ud i den allermest bogstavelige konsekvens.

Også H&M gemmer kunder af hunkøn med former af vejen i specielle afdelinger. Big is beautiful hed den giftigsødt indtil for ganske nylig. Selv om man egentlig ikke vidste, at man var big, men troede at man så ud som flertallet, da man tog hjemmefra, var H&M klar til at sætte verden i system for én. Det skal bemærkes at ’BiB’-kollektionerne i H&M for nylig er blevet rebranded til H&M+. Selv om der kan argumenteres for, at det i det mindste er en anelse mindre patroniserende, er der stadig ikke noget at misforstå. Budskabet er klart: ’Det er ikke almindeligt H&M-tøj, du køber. Vi har været nødt til at flikke noget ekstra-plus-ordinær beklædning sammen specielt til dig. Og ja, du må hen i de særlige afdelinger, for bevares, vi kan jo ikke associere de ’naturligt slanke’ piger med dig ved at have tøj til de slanke hængende på samme stativ som kreationerne over størrelse 42.’

Tag til takke med et telt

Så vidt så skidt. Efter i fuld offentlighed at være blevet sorteret fra bukkene, bliver man både i SOLO og H&M præsenteret for to forskellige sortimenter af tøj. Som størrelse 46 har man ikke adgang til det samme tøjdesign som de naturlige slanke piger. Ofte synes tøj over størrelse 42 at være syet og designet ud fra en grundantagelse om, at man har noget at skjule snarere end at vise frem. Med andre ord: Det ser komplet åndssvagt ud.

Men man må tage til takke med, hvad man kan finde. Man kan kun håbe, at man er så heldig, at der netop den dag er ét af de sjældne stykker tøj, der er pænt og omhyggeligt designet. Et, som ikke ligner en slags villatelt, i hvilket man skal skjule sin krop for at skåne sig selv og sin omverden for synet.

Symptomatisk nok er det også sådan, at man skal være hurtig. Smukt tøj i de størrelser bliver nemlig revet ned af hylderne i løbet af ganske få dage. Eller timer.

Dén størrelse har vi ikke

Jeg går ud fra, at mine penge er lige så gode som tyndere kvinders. Ikke desto mindre må jeg som betalende kunde over størrelse 42 finde mig i, at butikkerne på alle tænkelige måder fastslår, at den strandede hval under Vejlebroen er en sylfide i sammenligning med mit eget ydmyge jeg.

Jeg tænker af og til over, hvorfor detailhandlen ikke bare går hele vejen og instruerer de unge ekspedienter i med stor bramfrihed at fornærme ens kropsform verbalt. Det ville i grunden være så dejlig ærligt, og ydermere have den fordel, at man kunne tage til genmæle og bede dem klappe gællerne i.

Men faktisk er tøjekspedienterne ikke helt uefne. De er som regel iført noget af tøjet fra afdelingen for de saliggjorte, og det er helt utroligt, hvor meget hån der kan ligge i et usikkert ’ne-ej den har vi vist ikke i de størrelser’. Beskeden bliver ofte fulgt op af et bedømmende blik ned over ens helt almindelige leverpostejsdanskerkrop, om hvilken det mest lyriske, der kan siges, er, at den er komfortabel og bundloyal.

Der er penge i former

På trods af ovenstående må man alligevel endda være glad for både SOLO og H&M. De er nemlig nogle af de få main street tøjbutikker, hvor det overhovedet er muligt at købe tøj større end størrelse 42.

Jeg kan også godt se, at det kan være en udfordring for butikskæderne at hænge tøj til alle størrelser på samme bøjle, når kollektionerne afviger så meget fra hinanden. Og eftersom størstedelen af sortimentet i denne type ’blandede’ butikker stadig er rettet mod ’under 42’-segmentet, er man også nødt til at ansætte nogle ekspedienter, der har kropsform til at fremvise produktet.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke man med en ganske lille indsats kunne skabe en butik, hvor alle kvinder ville føle sig velkomne?

I Storbritannien har tøjkæden Evans knækket koden. Her er de veldesignede og klædelige kollektioner ophængt på stativer i størrelsesrækkefølge. Fra lille til stor. Og vi snakker både rigtig lille og rigtig stor. Her er det også muligt for kvinder, som min underskønne valkyrieveninde, der er 180 cm høj og følgelig bruger en sund størrelse 42 – i SKO – at finde et udvalg af lækkert fodtøj, som hun rent faktisk kan være i.

Selv i Evans er det dog typisk sådan, at størrelserne 16-20, som svarer til de danske størrelser 44-48, hurtigst bliver udsolgte. Ofte har jeg stået ved det halvtomme stativ med en størrelse 8 eller XS i hånden og grublet over, hvorfor dette indlysende fyldige kundesegment tilsyneladende skyes som pesten af modebranchen. Der må jo være tale om pengestærke kvindfolk, når nu de bisser hen til hylderne og river udvalget væk på den måde.

Tænk, hvor meget der ville være at tjene ved at rette en seriøs markedsføring mod dette segment – og producere størrelserne i et oplag, der virkelig svarede til efterspørgslen!

I stedet står man tilbage med indtrykket af, at markedsanalyser bare ikke er noget, modebranchen giver sig af med. Markedsanalyse er åbenbart ikke tres chic. Ord som ’kundesegment’ har ikke det dér je ne sais quoi.

Tøj til kvinder

Det kan godt være, at det er gået modebranchens opmærksomhed forbi, men det er faktisk ikke unaturligt – slet ikke her i Norden – at være 180 cm høj eller have lange slanke fødder til at balancere højden på. Veninden fra før er en langlemmet og slank pige, men pga. sin statur er hun alligevel en størrelse 44.

Og kom nu ikke og sig, at almindelige kvindekroppe bare ikke er in. I er modebranchen! Det er jer, der bestemmer, hvad der er in. At diktere moden er jeres første, sidste og eneste eksistensberettigelse. Derfor ville det klæde (!) jer at bruge energien på os – jeres kunder.

Det er ikke rimeligt, at modebranchen bidrager til sygeliggørelsen af kvinder, der har en fin synlig talje, lækker røv og aldrig har haft problemer med at tiltrække kavalerer. En afsluttende tanke: min anden veninde, en petit og spinkel sag på 150 cm, har også betroet mig, at hun går for at være en størrelse medium! Hun må så som regel lægge bukserne 20 cm op, før hun kan tage dem i brug.

Det naturlige er så moderne for tiden – folk flokkes om uldtrøjer og økogarn. Spørgsmålet er, hvorfor I ikke laver et naturlige tøj til naturlige kvinder, men til ranglede mænd.

 

Marie Spliid Clausen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hovedet på sømmet! Det er de diskrete men helt konsekvente ydmygelser der gør det til en prøvelse at købe tøj, det øjeblik man finder str. 42 for snæver. Det afspejler sig også i sidebarrens mikro-interviews - H&M skelner mellem 'almindelige' og 'store', mens næstformanden for danske modeller sætter trumf på ved at fremmane billedet af en str. 56 på catwalken.

Interessant nok er faktisk er der en del tøjmærker, der producerer i hvert fald str. 44-46-48, men ikke forhandles i de 'normale' butikker - med mindre man kommer udenfor København, så går det pludselig fint med at have mange størrelser i samme butik!

PS Synd at billedteksten er misvisende - der er intet forvirret over modebranchens kropsideal, det er da hamrende konsekvent!

God atikel - relevant kritik.

Men samfundet støtter indirekte diskriminationen af "store mennesker" når der fra politisk hold slås plat på overvægt som værende en udgift for samfundet.

Så går man politisk til makronernen med f eks afgifter på fedt og sukker og signalerer dermed yderligere , at overvægt altså er "landsskadelig virksomhed"

Hanne Gregersen

Som en af dem med for meget på sidebenene (dog af hankøn) lugter det her lidt for meget for meget af offerlogik....... med den stigende gennemsnitlige vægt er der selvfølgelig også nogle, som øjner kommercielle muligheder og laver kluns til at all os, der er lidt mere end str 42 (eller hvad det måtte hedde for mænd)......

Kære Thomas Dalager:

Det er kun og udelukkende noget man ser udmøntet i specialbutikker - og i udformninger, der af og til er tåkrummende pinlige. Det generelle billede i hovedet på tekstilfirmaerne er, at kunder over str. 44 gerne vil have print, der ligner lampeskærme fra starttresserne. De tror vi vil have flæser. De tror absolut og overhovedet ikke, at kvinder i store størrelser vil have ensfarvet, enkelt udformet eller sågar stilfuldt.

Og vi køber lortet, for det er det der er - med mindre man har råd til en dameskrædder, hvilket de færreste af os har.

Som udbygningen af historien om engelske Evans':
I 1994 var jeg i Wallasey for at blive gift - str. 48 i normaltilstand og på tidspunktet højgravid. Strømpeindkøb blev derfor forlagt til Evans i Birkenhead, fordi ingen københavnske butikker kunne forsyne mig med lækre strømper i rette størrelse. Efter (forgæves) indkøbstur i København følte jeg mig på størrelse med bagsmækken af en flyttebil, og med det mindset i baghovedet trådte jeg ind ad døren hos Evans, for at blive mødt af tre buegange, mærket 'small', 'medium' og 'large'. Jeg sukkede, styrede mod 'large' - og blev standset af en smilende ekspedient, der sagde "De skal over i 'small', lille frue".

Behøver jeg nævne, at det var en berusende oplevelse at købe strømper lige præcis den dag?

Jesper Frimann Ljungberg

@Henrik Jensen

Hva' sagde du at spørgsmålet var ?

Min kone og jeg bruger forresten tit Dirk Gently's , måde at finde vej på når man er 'lost' i sin bil... og det virker sku.

// Jesper

Vibeke Svenningsen

Jeg synes, der skal laves tøj til alle. Men som en str. 37/38 vil gerne anfægte, at man ikke også er en naturlig kvinde i den størrelse. Det er ikke et enten eller, men et både og.

Vibeke:

Den må du gå til modebranche og detailhandel med.

Der er vist ingen normale mennesker, der kan være uenig med dig - uanset konfektionsstørrelse :o)

Spændende artikel og jo mere relevant end nogensinde.

Hvad er det der gør den problematik så tabu-belagt.
Nu er jeg selv ryger, og vi får jo slag dagligt. Debatten omkring rygningens skadelige virkninger, og lovgivningen ikke mindst - har "røget" rygerne ud af offentlige forsamlinger, og rygerne må stå udenfor. Det har helt klart ændret rygernes vaner - OG DET ER GODT!

Selv om jeg bliver inviteret til det af 'værten', vil jeg ikke ryge mere ved bordet - jeg går udenfor.

Hvorfor er den overvægts-debat så tabu-belagt.

Jeg har været massør på innovativt center for folk i matchgruppe 4-5 (flygtninge indvandrer, incestramte kvinder etc. etc.) hvor rigtig mange af klienterne var meget (rigtig meget) overvægtige. Det generer ikke mig, men følte bare i mange tilfælde at "den store krop" også var et slags fysisk/psykisk "bolværk" mod verdenen, som har været så hård ved dem.

Folk skal da have lov til at runde, og mange af de 'runde' veninder (og også mænd) er bare de gladeste og sødeste mennesker jeg kender. Men de er da kede af de mange kilo (de fleste tror jeg)

Det er jo menneket indeni der tæller - men mange idag er jo blevet så runde at det kan påvirke sundheds tilstanden.

Er overvægt og stressdepressioner - ikke mange gange et problem udsprunget af at samfundet er gået i forkert retning. Eller er mange bare runde fordi de er (lidt for) livsglade, og når man nu har den økonomiske mulighed - jamen så spiser man jo rigtig godt.

Vores kultur har jo også gjort at mange arbejdsfunktioner med stor fysisk aktivitet - er blevet afløst af 'robotter' - eller flyttet til de fattige lande.

Jeg får nok en del tæsk på denne her - men savner en mere fri debat (uden personlige angreb - men ærlig og åben)

Helt ærlig har jeg mine fordomme, det kommer nok også til udtryk. Personlig kommer det også til udtryk over min irritation over jeg faktisk selv synes jeg vejer 7-8 kilo for meget. Det har jeg gjort før - men denne gang har jeg bare umådelig svær ved at tage mig sammen - for jeg ved (grundet et jaeg er madglad - og ikke ønsker at slippe det) at så skal jeg ud på "landevejen" og løbe ... der er simpelthen ingen vej udenom. Ellers må jeg bare acceptere at jeg ser ud som jeg gør - og jeg heller ikke gider bruge tid på at finde smart tøj, som jeg nød så meget før.

Henrik Brøndum

I LIkoerstraede i Kgs. Lyngby laa der en fantastisk forretning med toej og sko til hoeje maend. "Ja skostoerrelserne starter ved 46 - hvis du vil have noget andet maa du i boerneafdelingen!" Loed det bramfrit fra indehaveren.

Der havde jeg det rigtig godt med mine 207 cm fra fingerspids til fingerspids.

Karen von Sydow

Kronikørens harceleren over, at en mand i kvindetøj er et overgreb på den biologiske kvinde og -krop, er uhyggelig.

Det minder desværre om de radikalfeministiske ytringer man bl.a. finder hos Julie Bindel og Janice Raymond.

Raymond skriver i sin bog 'The Transsexual Empire – The Making of the She-Male': »Alle transseksuelle voldtager kvinders kroppe ved at reducere den kvindelige form til et kunstprodukt og kapre den til sig selv […] transseksuelle afskærer blot de tydeligste midler til at invadere kvinder med, så de skal fremstå ikke-invaderende«.

Bindel er ikke meget bedre, man støder på udtalelser som »Jeg har ikke noget problem med, at mænd skiller sig af med deres genitalier, men det gør dem ikke til kvinder, på samme måde som det at stoppe lidt støvsugerslange ned i dine 501ere [jeans, red.] ikke gør dig til en mand« og »kønsskifteoperationer er vore dages aversionsterapi for homoseksuelle« i 'The Guardian'.

Helt grotesk og reaktionært, selvfølgelig.

Mener kronikøren virkelig ikke, at der er plads til forskellighed - kronikøren og jeg færdes åbenbart ikke de samme steder. - og hvem er det lige, der skal være plads til?

Kære Karen von Sydow,

Som jeg læser kronikken er den ikke et angreb på hverken trans- eller homoseksuelle, og ikke et angreb på androgyni som begreb.

Den er et angreb på modeindustriens og detailhandlens indsnævring af begrebet 'normalkroppen', og som sådan vel egentlig et forsvar for både forskellighed og mangfoldighed.

Ifølge alt hvad man støder på i medier - det være sig aviser, magasiner, reklamemateriale og film - er overvægtige mennesker kun og udelukkende synlige som skræmmeeksempler og 'før'-billeder i useriøse reklamer. Det er os, der er usynliggjorte som både mennesker og forbrugere. Og i den sammenhæng er brugen af en mand som model for kvindetøj sigende.

Det handler ikke om at udelukke hverken transseksuelle eller legen med roller og billeder. Det handler om at inkludere lidt flere aspekter af menneskeheden i normalbilledet.

Karen von Sydow

Dana,
det er meget muligt, men det er dog den diskurs, der rammer kronikken ind fra begyndelsen; at en rigtig kvinde er en mand.

Det er selvmål, og et skidt springbræt for en kronik, der indeholder en vigtig, omend triviel, problematik, der jo har sin opkomst helt tilbage i 59' med Mattels lancering af den tynde Barbie-dukke.

@Marie Spliid Clausen

Jeg tror ikke du skal søge det "naturlige" i modeverdenen, men derimod idealer, idealer og idealer. Menneskets uendelige stræben.

Hvorfor rejser tusinde danskere ned til Le Mans, for at følge biler med nærmest vulgær sublim teknisk formåen. En bil som ingen almindelig dansker kan komme i nærheden af. De må faktisk slet ikke køre på almindelige veje.

Er vi tiltrukket af kunstudstillinger med værker der ligger i millionstørrelsen. Som jo ingen almindelige mennesker har råd til.

Men vi er fascineret af det, og stræber vel efter det.

Haute Couturen er smukt præsenteret på cat-walken, men så højt ragende - at der måske efterhånden kan være svært, moralsk, at udsulte kvindelige modeller, så man er nødt til at bruge udsultede mandelige modeller.

Modellener er jo ikke det naturlige, Le Mans bilerne er jo ikke de biler vi kører rundt i.

Danske kvinder som ligner disse modeller er jo ofte kede af de føler sig for tynde.

Kan man ikke se på Haute Couturen som kunst - utopisk og uopnåelig - men som inspiration?

Det naturlige er jo netop størrelse 42 - eller størrelse 0 til 100 om du vil.

Søren Kristensen

Når tøjbutikkerne så vedholdende vrangvilligt nægter at beskæftige sig med tøj og sko i størrelse 44 og opefter kan det næsten kun forklares som en slags kundefascisme. Man ønsker sikkert, at de der køber tøjet også fungerer som ambassadører eller modeller for de forskellige mærker og i det spil duer det ikke hvis man har for lange arme eller for store fødder. Kropsidealet er som det er (bestemt af fagfolkene i modebranchen og deres velproportionerede kunder) og derfor må vi andre misfostre, selv om vi er nok så mange, affinde os med de få mærker der står til vores disposition. Tak til dem.

Søren Kristensen.

Tror ikke du skal se dig så sure på de tøjbutikker. Hvis man som ansvarlig butiksindehaver ikke tager markedet for 44+ alvorligt - kommer de selv til at lide sultedøden. Disse tomme "lukkede" butikker, kommer der flere og flere af i City Aalborg.

Ursula Nielsen

@ Marie:

Du er uvelkommen... Modeindustrien er ligeglade med mennesker, den tænker på hvordan tøjet præsenterer sig. Og jo mindre kvinde der er, jo mere ser man tøjet.

Når man tænker på at tendensen går mod flere store mennesker, så er det jo underligt at der ikke er et blomstrende marked for store størrelser.

Det hander altså om tøj, og ikke om mennsker. Og det vil det nok gøre indtil designerne holder op med at italesætte sig selv som kunstnere.

John Fredsted

God artikel med sproglige perler. Den skulle jeg bare læse, idet forfatteren er én af de flittige debattører her på information.dk.

Jeg kan kun sige følgende: Jeg tænder i hvert fald ikke det mindste på de 'flagstænger', der vimser op og ned af catwalken. Måske tænder de 'fimsede', mandlige modeskabere på dem, fordi de mest af alt minder dem om mænd - hvad ved jeg.

Maria Guldager

Først blev jeg faktisk lidt provokeret over at blive kaldt ranglet fladbrystet mand...... Lidt ligesom når overvægtige kalder det sunde segment for fanatiske øko-freaks, der er totalt TOO MUCH, og dermed får gennemsnitsdanskeren til at hoppe over i ligegyldigheds-synet på krop og helse. Og dermed får fortalt mig at mit engagement (=hårde fucking slid imod lysten til dovenskab og Frellsens) i en sundere livsstil både er arrogant og komplet overflødig, da vi alle dør og det med godt helbred kan klares med en gulerod til bøffen og havegryns-rosiner i stedet for sukker. Og det er bare tarveligt, når nu man slet ikke vil støde nogen, men bare leve som man har det bedst.

Du angriber butikkerne - så bør jeg så sandelig også angribe alle spisesteder måske pånær et par i kbh, fordi jeg bliver diskrimineret eller gjort unormal når jeg kun ønsker at spise sundt og økologisk.
Men hvem lytter til angreb... Det eneste der virker er handling, og som du selv er inde på kan der være gode penge i at iværksætte nye tiltag på bruger-designede områder.

Det er ikke fordi jeg ikke anerkender din mening:-) Jeg ytrer blot min egen frustration over, at man brokker sig over noget etableret, som var det alle de andre (fx i modebranchen), der styrede...det styrende er de følelser du har i klemme ift at du oplever dig som værende ..."unaturligt slank" eller hvad nu. Men det er også slemt nok... kender det så uuuuudemærket fra mig selv!:-)

Inger Sundsvald

Gad vide om Marie Spliid Clausen irriterer Informations journalister generelt, siden selv den kvindelige del at parnasset kan besvære sig over en petitesse, og helt ser bort fra budskabet?

Så kan der sandelig blive vendt helt op og ned på begreberne, hvor en der interesserer sig for ”queer studies og det heteronormatives hegemoni” pludselig tillægges motiver langt ude i hampen. Nå, hende om det!

Jeg ligger nogenlunde på linje med Fredsted. Modeskabernes faible for det meget unge look af ”drengepiger” klædt i gennemsigtige gevandter, taler faktisk til meget få voksne mennesker m/k.

Jeg undrer mig i tilgift over, at modeindustrien tror, at jeg, der til næste år bliver 70, har lyst til at valse rundt i blomstrede blonder og flæser, når jeg nu i løbet af de sidste 10 år er vokset fra en str. 38-40 til en str. 42-44 p.g.a. markant mindre mobilitet.

Iflg. modeindustrien er jeg ikke længere ”naturlig”. Til gengæld sparer jeg en masse penge…

Inger Sundsvald

Jeg var vist lidt for hurtig. Karen von Sydow er jo ikke journalist på Information. Jeg tog fejl af nogle navne. Undskyld.

Vivi Hemmingsen

"A woman without curves is like jeans without pockets,- you don´t know where to put your hands!"
- nej, spøg til side, hofter fat!(for os der kan finde dem!)
Skulle vi ikke bare lade være med at støtte dem, der ikke vil handle med tøj til os der er lidt større?
Og hvad med at få gang i symaskinerne og strikkepindene igen derude, det giver jo fuld frihed til at designe tøjet som man vil have det!
Jeg har selv i de sidste 30-35 år fremstillet mit eget tøj i større eller mindre grad, og det var ikke kasseformet!
Der er da også ved at dukke flere butikker op, hvor man kan få tøj der passer, selvom man er lidt mere yppig end flertallet, nu mangler vi bare, at butikkerne ikke er opdelt efter størrelse, men måske mere efter selve tøjstilen.
Og nej!- man bliver ikke pludselig vild med stormønstret og flæser fordi man runder de 50, det være sig i alder eller størrelse.

Sikke noget vrøvl.

Zizzi, Venus og Mars, CarmaKoma, NannaXL, Zhenzi, etc. etc.

Gå i butikker, der sælger tøj til din størrelse. Min mand går heller ikke i Neye og brokker sig over han ikke kan købe en værktøjskasse.

Det er et spørgsmål om hvilket markedssegment man som kunde tilhører, og er man ikke i en bestemt butiks primære målgruppe så kan anbefalingen herfra kun være at opsøge butikker, hvor de meget gerne vil have dig som kunde.

At støtte - eller endsige bare besøge - butikker, der ikke giver dig en god oplevelse som kunde er ikke værd at bruge tid på.

Personligt synes jeg ikke man skal skamme sig, hvis man lader overvægten få frit løb. Man skal bare ikke tro det er resten af verden, der har ændret sig, det er derimod dig selv.

Som lidt af en på visse områder sort/hvid-tænkende yoyovægter har jeg i perioder haft lejlighed til på egen velpolstrede krop at erfare det fattige udbud af smart tøj til folk hinsides størrelse 40, for problemet rammer skam også mænd.

Forrige gang, jeg skulle have mig et par nye jeans, var jeg således nødt til at vælge mellem Kvickly-cowboybuksen med den forbavsende konstellation af utrendy vask, farve og pasform eller et par ekstradyre bukser fra en netbutik målrettet XL-mænd (symptomatisk nok er de populæreste modeller dér næsten altid udsolgt). Så jo, Marie Spliid Clausen har en væsentlig pointe.

Til gengæld synes jeg, kronikøren i artiklens begyndelse begår en fejlkonklusion og retter smed for bager, når hun som et trist radikalfeministisk ekko hævder, at "[v]il man være en rigtig kvinde i modehusenes kritiske øjne, skal man være en mand.". Påstanden stereotypiserer mænd, er empirisk uholdbar og kunne godt tolkes derhen, at også på dette område har mænd det lettere end kvinder.

Min erfaring siger mig, at flertallet af vore dages mandekroppe ikke tilnærmelsesvis stemmer overens med modens hverken kvindelige eller mandlige idealkrop. Vel er den typiske mand relativt mere 'smal'hoftet og muskuløs end den typiske kvinde, ligesom dellefedtet ofte er anderledes fordelt, men de mandlige fedtdepoter lever og har det godt, skulle jeg hilse og sige, og supermodellen Andrej Pejic's kropstype er ikke repræsentativ for mænd.

nina westergaard

spørgsmålet om naturlighed og vægt kommer jo an på genetik. Vi er alle sammen meget forskellige af biologi, og hvad der er naturligt for nogle, kan virke unaturligt for andre. Nogle mennesker har et lavt stofskifte, andre, ligesom jeg, har et ret højt. For nogle af os er det jo helt naturligt at være en str. 37/38, for andre er det naturligt at være en str. 56. Men ja, modeindustrien gør meget for at proppe folk i kasser, det er der ingen tvivl om. Vi skal alle sammen være her, og det burde butikkerne også afspejle. Det med over- og underetagen i den århusianske butik lyder helt vildt, synes jeg. så kunne man i det mindste have tøjet på den samme etage, så ingen skal føle sig forfordelt.
Ingen kvinder skal være mænd, men mænd skal vel samtidig heller ikke være kvinder. at de nogle steder bruger mænd som modeller for tøj til kvinder, er langt ude. Nok har moden altid været eksperimenterende, men der må også være grænser for galskaben!

Gunvor Trinderup

Tak for en rigtig fin perspektivering Marie. Den går godt til den te og meget lækre kage, jeg tilfældigvis nød i fulde drag sammen med to dejlige, velproportionerede kvinder et sted i midtbyen i dag.

Personligt handler jeg i princippet mest i genbrugsbutikker, da jeg personligt ikke vil være med til at skabe et endnu større illusorisk behov for nyt tøj på hylderne, når der findes så fine, brugte ting som sagtens kan genbruges.

I Genbrugsen er de fleste velkomne, det meste tøj har fået sig nogle helt nye, til tider skæve størrelser på grund af utallige former for vask/tumble eller også er mærkerne helt fjernet. Og så er priserne totalt kitsch. :o)

Lise Lotte Rahbek

Jeg er en af 'supernormalerne' på str. 38-40-42.
Jeg har - måske derfor - aldrig skænket det en tanke, at de som er større end mig, skal i bestemte afdelinger for at købe deres tøj.
Og jeg har slet ikke tænkt over, at det var diskriminerende.

Lige 3 gadehjørner fra hvor jeg bor, ligger der en dametøjsforretning med varer fra str. 42 og opefter.
det har jeg altid troet var praktisk, for så skulle kunderne ikke bladre rundt i str. xs modeller.

Men ok.. det skal vist tænkes lidt mere over.

Vibeke Svenningsen

Jeg tog det nu heller ikke så tungt, da jeg nu heller ikke er hverken er fladbrystet, fladrøvet eller fladpandet.

Marie Spliid Clausen

Okay, fint nok. Og bare for en sikkerheds skyld: Min intention er ikke at slå dig i hartkorn med radikalfeminismen, som jeg af dine indlæg her på sitet har forstået, at du på centrale områder er uenig med. Jeg synes da også nok, at du i reglen udtrykker et, i mine øjne, nuanceret og fair syn i problemstillinger, der vedrører køn og ligestilling.

Marie Spliid Clausen

Jo, men modebranchen, og i særdeleshed haute couture-delen, elsker jo - ja, lever af - at udfordre alle tænkelige grænser og række tunge ad spidsborgerligheden, så jeg har umiddelbart svært ved at se fænomenet Andrej Pejic som et seriøst kønspolitisk problem.

Hvori ligger forskellen på tændstiktynde kvindelige modeller, der viser kvindemode på catwalken, og en tændstiktynd mandlig model, der gør det samme? Er det ikke lige diskriminerende mod normal- og overvægtige kvinder?

Maria Guldager

Hey Marie:-)
Jeg medgiver at køre ud af en tangent udelukkende ud fra en frustration over "den type" indlæg. Og det mere var mine umiddelbare tanker til karakteren end en decideret analyse af selve din kommentar.

Du kalder mig ikke noget nej, selvom jeg ofte må i de mindste str. (34/xs) , og synes dit indlæg bærer præg af en holdning om, at det ikke er en almindelig kvindestørrelse. Jeg er 179 og synes det lyder vildt nok at være 180 og være slank og måtte bruge str 44............ Men jeg er så også usædvanlig fladbrystet, så det er nok det;-)

Jeg forstår godt, at du ikke brokker dig over ikke at kunne passe tøjet, men udtrykker at der burde være mere anerkendelse til det naturlige kropstype-segment 42+, men især det med ekspedienternes fornærmelse lagde ligesom kødstykket ud til min konklusion omkring den styrende indre verden..

Men bestemt ; Alle kvinder fortjener at kunne klæde sig smukt og de- fra tøjindustrien givet- numre definerer ikke overvægt! Og hvis du oplever at de største str. her eller i uk bliver revet væk og i øvrigt er designet som telte eller noget der skal skjule kropsdele, så ærgrer det mig klart.

Maria Guldager

Jeg havde ikke lyst til at skrive et men. Men hvis der skal være et, så er det at ikke vil vedkende mig din overskrift og præmis om, at større kroppe gemmes væk i samfundet. Vi er frie! Hvis nogle mennesker opfatter 42+ som overvægtigt, ja so be it. På et praktisk niveau så må der iværksætteri til, ligesom på mange andre områder (jf min mad-afstikker), hvis der skal dæmres op for nye tøjopfattelser eller hvad nøjagtig du advokerer for. På et åndeligt niveau må 42+gruppen vel ændre adfærd for at ændre flertallets tankegang, hvis du eller andre måtte finde det nødvendigt. Modebranchen har kun den magt vi fodrer den.

Jeg hylder det frie valg og mener alle kvindekroppe burde forgyldes i stolthed!

ps jeg har et had til alt hvad der kan defineres som normalt, fordi det ekskluderer minimum jeg selv. Så tillykke hvis du sprænger den normale grænse;-)

Jannie Hansen

Kære Marie, først vil jeg fortælle, at jeg til fulde forstår din frustration over, hvor svært det er at finde tøj i din størrelse. Jeg har samme problem, bare i den anden ende af skalaen.

Min frustration er blevet større i takt med, at tøjstørrelserne er vokset de seneste år. Størrelse medium anno 2002 er ikke samme størrelse som medium anno 2012; den første er mindre! Jeg selv har altid brugt str 36/S, men nu står jeg ofte i omklædningsrummet med en bluse i str. XS, der føles som og sidder som et alt for stort telt (relativt til min spinkle krop). Nogle gange tror jeg, det er løgn. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan fylde en str XS ud. Så tynd er jeg altså heller ikke, jeg har både balder og barm og jeg har født fire børn! Jeg er ofte henvist til børnetøjsafdelingen - og der er der ikke plads til mine former. Hvad gør man så...?

Som jeg ser det, har tøjproducenterne faktisk gjort en del for at imødekommende den voksende del af befolkningen, som fortsætter med at vokse i bredden, selv efter de er blevet voksne! De har droppet de små størrelser og givet de resterende størrelser nye navne, som lyder mindre. Måske kan de bare ikke følge med, vent nogle år og se.

Eller brug de butikker, du synes bedst servicerer dig, som en anden foreslår Jeg kan anbefale at købe tøj feks online fra USA, de er længere fremme end os på mange punkter - også med overvægt og de store tøjstørrelser.

Du spørger til sidst i din kronik "hvorfor I ikke laver naturligt tøj til naturlige kvinder" - og der må jeg nok ærligt svare, at det måske er normalt (forstået som meget udbredt i befolkningen) at være tyk, men det er ikke naturligt. Mennesket er ikke naturligt tyk, det er noget vi er blevet indenfor de seneste 30 år som følge af, at vi spiser alt for meget junk, der ikke kan kategoriseres som mad (sukker, hvidt mel, vegetabilske olier og lign.)

Med venlig hilsen

Fru Hansen

Jannie Hansen

Du skriver: "Det tøj der er i vore størrelser er altid udsolgt, hvorimod de mindste størrelser hænger tilbage i rækkevis, umulige at komme af med." Og så bliver jeg nødt til at svare, at der tager du fejl. Man skal være mere end almindeligt heldig, hvis butikken overhovedet har str. XS, og hvis de havde et enkelt eksemplar, så er det allerede solgt, inden tøjet nåede at komme på bøjle. Græsset er ikke grønnere i str XS eller S for den sags skyld.

Mvh

Fru Hansen

Marie Spliid Clausen

Jeg medgiver gerne, at formuleringen 'normal- og overvægtige kvinder' bør korrigeres til 'alle kvinder', men savner stadigt en argumentation for, at Andrej Pejic' visen kvindemode på catwalken er stort anderledes, set i en diskriminationsoptik, end når hans kvindelige sidestykker gør det samme. Han har vel næppe fået jobbet, fordi branchen er i bekneb for kvindelige modeller, der er i stand til at honorere kravet om den ideale modekrop.

Det er ikke for at være polemisk, jeg kunne bare godt tænke mig at blive klogere på sagen. :-)

Vibeke Svenningsen

Fru Hansen: Tak for din pointe om det naturlige. Vi bliver gennemsnitligt større og større, men det er saftsume ikke på en naturlig baggrund. Det kan godt være, det rykker normalfordelingen, men naturligt er det ikke. Det skyldes primært en usund moderne livsstil med indtag af for mange kalorier iht fysisk aktivitet.

Maria Guldager

Hm jeg kan godt se jeg måske individualiserer dit ærinde uden belæg. Det med det indrestyrende er jo kun fordi at alle anlægger blik og har forforståelse, og at den nødvendigvis påvirker det vi ser. I høj grad det jeg så ved første læsning, da min perception afgjordes af det jeg havde af referencer. Men jeg ville ikke fornærme og din grundlæggende forundring er jeg helt enig i - lad os få fokus på at her er handelsmuligheder.

Anders Reinholdt

Du skriver godt, Marie Spliid Clausen.

Som mand der benytter str. 39 i sko, har jeg desuden en vis forståelse for problemstillingen. Jeg er tvunget ind i børneafdelingen,, når der skal købes sko. I Danmark er str. 40 den mindste størrelse i herresko.

Vibeke Svenningsen

Marie:

Vi har jo et mål, hvor højden medtages - BMI, og den er skam voksende, så nej, det handler bestemt om, at vi helt unaturligt bliver mere og mere overvægtige ift vores højde.

Ursula Nielsen

@Marie:

Du brokker dig over at du ikke kan finde velsiddende tøj?

Stangtøj er produceret til gennemsnitsdanskere. Hvis tøjet skal være velsiddende, skal det være skabt specielt til din krop.

Da mit BMI var 19 (størrelse 34), kunne jeg passe alt tøj, fordi jeg ikke havde nogen kompliserede former. Nu bruger jeg størrelse 38 og det er svært at finde noget der sidder ordentligt, med mindre det er lavet i elasatisk stof, eller er teltlignende.

Min datter kan ikke få jeans. Hendes ben er simpelthen alt for lange.

I gamle dage kunne man få tilrettet sit tøj, der hvor man købte det. I dag er tøj så billigt, og lavet i så dårlig kvalitet, at det ikke giver mening at bruge penge på skrædderi.

I gamle dage, havde tøjet sømme, der var beregnet til at tøjet kunnes syes ud, hvis man tog på.

I dag ved de fleste unge ikke hvordan man betjener en nål og tråd. De kender heller ikke til de basale konstruktioner i et stykke tøj.

Det mest komiske (og skræmmende), jeg har oplevet i en tøjbutik, var da jeg sammen med en veninde, fandt en bunke bukser til stærkt reduceret pris. Vi var enige i, at med nye knapper i god kvalitet, ville bukserne være gode.

Den unge ekspedient sagde: Ja, det er da en god ide, hvis man kan finde ud af det. Vi troede at hun gjorde nar af os, men det viste sig at hun ikke anede, hvordan man syede en knap i!

Vi gav hende en hurtig lektion i at der hvor mærkerne fra de gamle knapper kan ses, der syer man de nye i. Og mindede hende om at slå knude på tråden inden, og fortalte hvordan man hæftede tråden til slut.

Hun var simpelthen så lykkelig, og sagde at nu behøvede hun ikke at smide sit tøj ud når det manglede en knap!!! (Hvilket tøj idag hurtigt kommer til, da knapperne er syet i på maskine, der ikke hæfter tråden)

Så noget af problemet består også i, at vi simpelthen ikke gider at betale noget for vores tøj. Og det gider vi ikke fordi vi ikke ved, hvort stort et arbejde det er at skabe smukt og velsiddende tøj.

Derfor er det lavet til at blive smidt ud efter få måneders brug.

Inger Sundsvald

Måske er det forbigået min opmærksomhed, at der er kommet videnskabeligt bevis for højde/vægt/kurver/nul-kurver/skostørrelse m.v. m.h.t. hvad der er SUNDT.

Pyt! Jeg vil bare gerne vide hvorfor str. 42+ ikke findes uden flæser og blonder og i et nogenlunde ekskvisit (eller hvad man skal kalde det) design.

Anne Marie Pedersen

Ursula Nielsen, du har virkelig fat i den virkelige pointe her. Det handler om, hvordan tøj produceres og sælges i dag. I de store kæder, kommer der hele tiden nyt tøj. Og tøjet skal sælges relativt hurtigt, så der er plads til nyt tøj. Shoppere, skal møde nyt tøj i butikken efter få dage. Og moden skifter hurtigt. Så nytter det altså ikke, at brænde inde med en "yderstørrelse", som hænger der alene og fylder på stativet i ugevis. (Det går lige med en "basis"-vare, som måske bare skifter farve, men ellers ikke).

Jeg havde engang en skrædderveninde. Hun sagde, at det var et almindelige kendt statement, at man som tøjproducent under ingen om stændigheder må lave sit tøj i for store størrelser (her snakker vi altså der er bare lidt genkendeligt og skal forestille at være smart), for hvis man først laver det i en stor størrelse, så render alle de her tykke mennesker rundt som levende negativ reklame for tøjet. Derfor: Altid sørg for at adskille de store og de små størrelser.

Om det er rigtigt ved jeg så ikke, men det fortæller jo på en eller anden måde noget om, den cirkel, som kører. Producenterne render efter de fordomme, som er i befolkningen, og befolkningen få deres fordomme gennem den massive tøjeksponering, den er udsat for.

Og at det er irriterende, at være en "yderstørrelse" kan jeg kun skrive under på. Jeg er (ligesom Jannie Hansen) en af de magrere typer. I hver fald hvis man skal tro tøjproducenterne. Jeg kommer meget sjældent hjem med et par bukser selv om jeg målrettet er på jagt efter et par (og jeg kan altså godt selv sy mit tøj, lægge bukser op osv.), for butikkerne har simpelt hen ikke min størrelse. Selv om jeg også har født, så er jeg bare lille af natur med et BMI på 18. Og jeg kan ALDRIG få bukser, der passer. Det skal altid være bukser med elastik eller bælte..

Min mand undrede sig en gang over, hvorfor jeg altid brugte så lang tid på at købe bukser - og så blev han hevet med til det nærmeste indkøbscenter og så, hvordan ekspedienterne i butik efter butik ikke kunne finde bukser, der passer.

Og det er egentlig mærkeligt, for så sjældne er tynde kvinder jo heller ikke i Danmark.

Gunvor Trinderup

Hvordan kan det være vi ikke taler om hvordan vi føler os tilpas i og med vore kroppe som de er?

Hvordan kan det være vi ikke taler om 'blødheden, det feminine, sødmen og alle de dejlige og nuancerede håndtag', sådan som realiteten også ser ud for mange kvinder der lever et liv uden om fitnesscentre, daglige løbeture og andre konstruerede ideer om sundhed. Eller hvad med en lille debat om de tyndfede, og dermed også de fedtynde i denne sammenhæng. ;o)

Hvorfor nævne hvilken str. vi render rundt med inde under huden - den definerer ikke hele vores menneske og skal derfor ikke have så meget fokus som det ofte får. Hvilket for mig, er en af artiklens pointer.

En anden pointe kunne også være 'sundshedtegnet' i at elske dig selv som den du er, uden om alle de kunstigt skabte kasser som konsumerismen 'tvinger' ind i vores selvbillede. Og som ligeledes ofte vender op og ned på logikker om det naturlige.

Jeg gider, som jeg tolker Marie, heller ikke være slave af statiske og stereotype tilgange til min, hele tiden, foranderlige krop som hellere vil nyde livet end rende rundt som en top tunet, effektiv maskine om det på ingen måde giver mening.

Dog uden, på nogen måde, at kimse af bevægelsens evne til at påvirke hjernens kemiske balance. Eller devaluere den enkeltes behov for den kropslige fortælling. Men jeg efterlyser ligeledes en nuancering af kurver i vor tids kropslige ritualer som modspil til dette; http://www.ohio.edu/people/thompsoc/Body.html

Eller sagt på en anden måde; 'Skrid ud af mit klædeskab, min overflade og jeg skal istedet vise dig min nærhed, tillid og afrundethed som menneske, kvinde, veninde og mor.' Eller noget andet i den stil...:O)

Vibeke Svenningsen

Nu bliver normslvægtige stemplet som ikke runde og ikke bløde - sundhedsfreaks, hvis de blot tænker lidt over eget livsstil. Faktisk gøres de andre til bedre mennnesker - jojo. Det er en ommer Gunvor. Den er bare for brygt, at de tykke har bedre menneskelige kvaliteter end andre. Jeg fatter end ikke, I ikke kab se, hvilke fordomme og stigmaer, mab hælder ud over andre, blot fordi de påpeges, at overvægt faktisk ikke er naturligt og som udgangspunkt ikke dokumebteret gør noget godt for helbreddet ej heller gør en til en bedre menneske - ej, heller giver retten til at vælte egne fordomme ud over andre for at højne eget selvbillede eller forståelse. Det er bare grimt!

Vibeke Svenningsen

Og fornægte, det er et problem, at vi i Vesten bliver tykkere og tykkere er bare dumt - og samtidigt netop også et udtryk for at vi ikke lever bæredygtigt. Tingene hænger altså sammen!

Vibeke Svenningsen

Skal overvægtige så udsættes for stigmatiserende diskriminering? Nej, det skal de ikke - hverken af tøjproducenter, arbejdsgivere osv. Men dey skal heller ikke være sådan, man ikke kan debattere det uden at have et minimum af ædruelighed ind over. Selvfølgelig er det ikke specielt hensigtmæsdigt, vi bliver tykkere og tykkere - og børnene også bliver det. Selv blandt nyfødte er der kæmpebabyer grundet moderens kostvaner og egen overvægt. Hallo, det burde ikke være svært at se møntens to sider.

Sider