Kronik

42 er grænsen for det normale

Kan man ikke klemme sin kvindekrop ned i en størrelse 42, gør modebranchen, hvad den kan, for at man føler sig uvelkommen
Når man hyrer tynde mænd som supermodellen Andrej Pejic til at vise kvindetøj på catwalken, vidner det om en modebranche med et forvirret kropsideal, mener dagens kronikør.

Når man hyrer tynde mænd som supermodellen Andrej Pejic til at vise kvindetøj på catwalken, vidner det om en modebranche med et forvirret kropsideal, mener dagens kronikør.

Lucas Jackson

1. marts 2012

Når langbenede, fladbrystede smalhoftede mænd, som supermodellen Andrej Pejic viser brudekjoler, bademode og lårkort kjolemode på alverdens catwalks er der tale om en leg med køn. En leg, der i sig selv er interessant, hvis man interesserer sig for queer studies og det heteronormatives hegemoni.

Men kæder man trenden sammen med frigjorthed og rummelighed, er sagen dog en anden. Her forekommer den ranglede størrelse 32-krop som et vidnesbyrd om, at selv de tyndeste kvinder ikke er tynde nok til at leve op til skønhedsidealet. Vil man være en rigtig kvinde i modehusenes kritiske øjne, skal man være en mand.

Det er et budskab, der får tæerne til at krumme sig under min kvindekrop, som let kan fylde en størrelse 46. Og problemet er, at det ukvindelige kvindeideal ikke nøjes med at vandre rundt på catwalken; det går søreme igen i modebutikker landet over.

Går jeg på tøjjagt i SOLO i Århus, mødes jeg af to trapper. Én går op, én går ned. Over trapperne hænger skilte, der oplyser, at hvis man skal se på tøj op til størrelse 42, skal man gå ovenpå. Fra størrelse 44 og op bliver man sendt ned i kælderen. Detailhandlens evner ud i yndig symbolik er beundringsværdig. Her ser vi virkelig Nietzsches metaforiske übermensch und untermensch kørt helt ud i den allermest bogstavelige konsekvens.

Også H&M gemmer kunder af hunkøn med former af vejen i specielle afdelinger. Big is beautiful hed den giftigsødt indtil for ganske nylig. Selv om man egentlig ikke vidste, at man var big, men troede at man så ud som flertallet, da man tog hjemmefra, var H&M klar til at sætte verden i system for én. Det skal bemærkes at ’BiB’-kollektionerne i H&M for nylig er blevet rebranded til H&M+. Selv om der kan argumenteres for, at det i det mindste er en anelse mindre patroniserende, er der stadig ikke noget at misforstå. Budskabet er klart: ’Det er ikke almindeligt H&M-tøj, du køber. Vi har været nødt til at flikke noget ekstra-plus-ordinær beklædning sammen specielt til dig. Og ja, du må hen i de særlige afdelinger, for bevares, vi kan jo ikke associere de ’naturligt slanke’ piger med dig ved at have tøj til de slanke hængende på samme stativ som kreationerne over størrelse 42.’

Tag til takke med et telt

Så vidt så skidt. Efter i fuld offentlighed at være blevet sorteret fra bukkene, bliver man både i SOLO og H&M præsenteret for to forskellige sortimenter af tøj. Som størrelse 46 har man ikke adgang til det samme tøjdesign som de naturlige slanke piger. Ofte synes tøj over størrelse 42 at være syet og designet ud fra en grundantagelse om, at man har noget at skjule snarere end at vise frem. Med andre ord: Det ser komplet åndssvagt ud.

Men man må tage til takke med, hvad man kan finde. Man kan kun håbe, at man er så heldig, at der netop den dag er ét af de sjældne stykker tøj, der er pænt og omhyggeligt designet. Et, som ikke ligner en slags villatelt, i hvilket man skal skjule sin krop for at skåne sig selv og sin omverden for synet.

Symptomatisk nok er det også sådan, at man skal være hurtig. Smukt tøj i de størrelser bliver nemlig revet ned af hylderne i løbet af ganske få dage. Eller timer.

Dén størrelse har vi ikke

Jeg går ud fra, at mine penge er lige så gode som tyndere kvinders. Ikke desto mindre må jeg som betalende kunde over størrelse 42 finde mig i, at butikkerne på alle tænkelige måder fastslår, at den strandede hval under Vejlebroen er en sylfide i sammenligning med mit eget ydmyge jeg.

Jeg tænker af og til over, hvorfor detailhandlen ikke bare går hele vejen og instruerer de unge ekspedienter i med stor bramfrihed at fornærme ens kropsform verbalt. Det ville i grunden være så dejlig ærligt, og ydermere have den fordel, at man kunne tage til genmæle og bede dem klappe gællerne i.

Men faktisk er tøjekspedienterne ikke helt uefne. De er som regel iført noget af tøjet fra afdelingen for de saliggjorte, og det er helt utroligt, hvor meget hån der kan ligge i et usikkert ’ne-ej den har vi vist ikke i de størrelser’. Beskeden bliver ofte fulgt op af et bedømmende blik ned over ens helt almindelige leverpostejsdanskerkrop, om hvilken det mest lyriske, der kan siges, er, at den er komfortabel og bundloyal.

Der er penge i former

På trods af ovenstående må man alligevel endda være glad for både SOLO og H&M. De er nemlig nogle af de få main street tøjbutikker, hvor det overhovedet er muligt at købe tøj større end størrelse 42.

Jeg kan også godt se, at det kan være en udfordring for butikskæderne at hænge tøj til alle størrelser på samme bøjle, når kollektionerne afviger så meget fra hinanden. Og eftersom størstedelen af sortimentet i denne type ’blandede’ butikker stadig er rettet mod ’under 42’-segmentet, er man også nødt til at ansætte nogle ekspedienter, der har kropsform til at fremvise produktet.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke man med en ganske lille indsats kunne skabe en butik, hvor alle kvinder ville føle sig velkomne?

I Storbritannien har tøjkæden Evans knækket koden. Her er de veldesignede og klædelige kollektioner ophængt på stativer i størrelsesrækkefølge. Fra lille til stor. Og vi snakker både rigtig lille og rigtig stor. Her er det også muligt for kvinder, som min underskønne valkyrieveninde, der er 180 cm høj og følgelig bruger en sund størrelse 42 – i SKO – at finde et udvalg af lækkert fodtøj, som hun rent faktisk kan være i.

Selv i Evans er det dog typisk sådan, at størrelserne 16-20, som svarer til de danske størrelser 44-48, hurtigst bliver udsolgte. Ofte har jeg stået ved det halvtomme stativ med en størrelse 8 eller XS i hånden og grublet over, hvorfor dette indlysende fyldige kundesegment tilsyneladende skyes som pesten af modebranchen. Der må jo være tale om pengestærke kvindfolk, når nu de bisser hen til hylderne og river udvalget væk på den måde.

Tænk, hvor meget der ville være at tjene ved at rette en seriøs markedsføring mod dette segment – og producere størrelserne i et oplag, der virkelig svarede til efterspørgslen!

I stedet står man tilbage med indtrykket af, at markedsanalyser bare ikke er noget, modebranchen giver sig af med. Markedsanalyse er åbenbart ikke tres chic. Ord som ’kundesegment’ har ikke det dér je ne sais quoi.

Tøj til kvinder

Det kan godt være, at det er gået modebranchens opmærksomhed forbi, men det er faktisk ikke unaturligt – slet ikke her i Norden – at være 180 cm høj eller have lange slanke fødder til at balancere højden på. Veninden fra før er en langlemmet og slank pige, men pga. sin statur er hun alligevel en størrelse 44.

Og kom nu ikke og sig, at almindelige kvindekroppe bare ikke er in. I er modebranchen! Det er jer, der bestemmer, hvad der er in. At diktere moden er jeres første, sidste og eneste eksistensberettigelse. Derfor ville det klæde (!) jer at bruge energien på os – jeres kunder.

Det er ikke rimeligt, at modebranchen bidrager til sygeliggørelsen af kvinder, der har en fin synlig talje, lækker røv og aldrig har haft problemer med at tiltrække kavalerer. En afsluttende tanke: min anden veninde, en petit og spinkel sag på 150 cm, har også betroet mig, at hun går for at være en størrelse medium! Hun må så som regel lægge bukserne 20 cm op, før hun kan tage dem i brug.

Det naturlige er så moderne for tiden – folk flokkes om uldtrøjer og økogarn. Spørgsmålet er, hvorfor I ikke laver et naturlige tøj til naturlige kvinder, men til ranglede mænd.

 

Marie Spliid Clausen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gunvor Trinderup

@Vibeke

Ja det er endnu en vinkel men det er vist heller ikke helt det jeg skriver.

Vi skal være lidt forsigtige med at kamme over i modsatte grøfter men ikke være bange for det, så længe vi forholder os bevidste og åbne ind i de mulige spor der ligger gemt i emnet. Derfor anerkender jeg også indlæg ofte har potentiale for 'subjektiv procijering', min egen inklusiv.

Hvad med istedet at spørge om hvad, hvordan og hvorfor vi antager nogen som normalvægtige mens andre udelukkes? (hvem siger forresten det ikke er rundt, feminint og blødt at være det, vi antager som normalvægtig og derunder?)

Min fødedelle, efter to børn, lever fx. i bedste velgående og gør, at den størrelse jeg ifølge modebranchen antages at passe ned i, ofte ikke lader sig gøre når det drejer sig om bukser, trusser, nyloner osv uden jeg konstant, sådan ret usexet, bliver skåret fuldstændig usmart over på midten.

Derfor vælger jeg for det meste at gå i kjole eller i bukser uden linning. Og så er det tilmed mere behageligt for mig at bevæge mig i - og da jeg ligeledes er ret ligeglad med om det lige er sidste nye mode, så lader jeg mig ikke diktere, så hellere undlade at købe noget som helst.

Men for at komme lidt videre vil jeg tage fat om BMI' en som måle og veje mekanisme. Den reducerer for mig at se, perspektivet - låser for at anskue kroppen på flere måder end det vi antager som normalvægtig. Det er pisken henover vore skuldre når vi vipper ud over 'kanten' til den ene eller anden side.

Vore kroppe er forskellige trods ligheder. Kroppe fortæller hver deres historie om 'sundhed', så jeg vurderer BMI som en mulig blindgyde. Det siger blandt andet ikke så meget om hvor meget fedt der reelt sidder rundt om organerne, hvor meget der er muskler eller hvor aktive vi er, eller hvor meget vi spiser....og hvordan disse elementer påvirker hinanden indbyrdes. Det fortæller heller ikke ret meget om vores værdier, holdninger og principper om at være i verden med vores krop.

Igen, jeg anerkender, vi hver især har forskellige kropsbygninger. sind, stofskifte samt behov, i forhold til hvordan kroppen agerer og skal se ud hvilket er med til, at jeg mener du mistolker mit indlæg.

Jeg har intet mod dem du kalder sundhedsfreaks, om noget, så er jeg så bare øko-freak med hang til det grønne. Lever efter det jeg mener giver mening....er det ikke også det artiklen efterlyser ... en meningsfuld (lege)plads for den mangfoldige kvindesindkrop?

Mit indlæg skal blot læses som én vinkel af mange som kan belyse eller inspirere emnet, hverken mere eller mindre. Det handler ikke for mig om at få ret, men at nuancere, undersøge og navigere dynamisk ind gennem emnet osv. Og det vil i den sammenhæng også være optimalt at se på de stigmaer og fordomme vi har om kroppen.

Heri må det normalvægtige så naturligvis også sidestilles vores ide om det overvægtige,det naturlige og ikke mindst konsumerismen af kurverne - og må derfor, i min optik, igennem samme kritiske kværn, uden vi behøves at opfatte dikotomier som statiske modpoler.

Om noget er dikotomier en metode til at undersøge fænomenet på - om hvordan vi konstruerer virkeligheden.

Realiteten derimod er jo som oftest en anden hvilket for mig at vurdere, suspenderer retorikken om et enten eller både og .

Lad os istedet kigge på sammenhængskraften...

Vibeke Svenningsen

Gunvor:

Drop din belæring om, hvad jeg skal spørge om. At du ikke slev kan se din selvsmagende selvfedme er mig en gåde. Vi har faktisk en målestok for overvægt - det kan selvbestaltet rummelighed ikke ændrer, hvor det mest af i min optik handler om - sådan ikke at mene noget npgen kan føle sig stødt ved at fornægte det åbenbare. Den voksende fredme epidemi i Vesten!

Det handler ikke om at fordømme eller udskamme overvægtige på individplan - tror du virkelig, at andre herunder jeg ikke forstår og har overvægtige i deres kreds, og dermed ikke ved, hvad de kæmper med? Tror du det? Jeg kan så informere dig om, at jeg har to ret overvægtige veninder, og de har skam ikke noget problem med at se deres eget livslange problem med madindtag. Er de ringere mennesker af den grund? Nej, det da ved den søde grød, de ikke er - men ikke at anerkende deres kamp med vægt livslangt vil i min verden være så nedladende. Jeg lytter og anerkender, hvad de har det svært med - herunder ikke ar påføre deres eget madforhold til deres børn. Tro da ikke, deres refleksioner forsvinder ved også at anerkende deres dejlighed som de er. For det er de, men jeg ville ønske for dem, de fik bugt med deres vægtproblemer og ikke får det givet videre til deres børn. Det handler ikke bare om at vise rummelighed ved at udsige Big is beatiful! Hvorimod en art realisme i målsætning og støtte hertil er i min verden mere frugtbart, men sådan er vi så forskellige.

Morten Sørensen

Giv mig nu en velnæret kvinde med kød på de rigtige sideben.
Hun må endda helst have sine egne mere eller mindre fyldige bryster og kysselæber intakte; og identiteten i behold.
Hvad det er for nogle tossede tåber, som forsøger at tjene penge på abstraktionen, kan i og for sig være ligegyldigt.
Det konstruktive og levende menneske har forhåbentlig ingen interesse der.i

Morten Sørensen

Giv mig nu en velnæret kvinde med kød på de rigtige sideben.
Hun må endda helst have sine egne mere eller mindre fyldige bryster og kysselæber intakte; og identiteten i behold.
Hvad det er for nogle tossede tåber, som forsøger at tjene penge på abstraktionen, kan i og for sig være ligegyldigt.
Det konstruktive og levende menneske har forhåbentlig ingen interesse der.i

Er det virkeligt det mest truende og akutte problem menneskeheden står over for i disse tider - størrelsen af dametøj, over såvel som under - om det nu kan passe dameherskabet i størrelsen, og glem for klaphattens skyld ikke farven, eller der heldigvis atter bare er et nyt luksusproblem, de kan brokke sig over ...

Vibeke Svenningsen

Søren:

Efter min erfaring og samtale med mænd, så kan du nok få dem i en str. 44 og opefter ret alene. Jeg har bestemt ikke erfaring med, at det holder i virkeligheden, at mænd virkelig finder overvægt attraktivt - tværtimod fortæller mine to singleveninder det stik modsatte. Ja, former med fedme og overvægt - nej, det har vist aldrig været og bliver aldrig nogen hitter -som undervægt nok heller ikke bliver det. Men det virker da dejligt rummeligt at skrive det.

Vibeke, skal vi nu ikke lige få argumentationen til at hænge sammen?

I et indlæg skriver du:
"Det handler ikke om at fordømme eller udskamme overvægtige på individplan - tror du virkelig, at andre herunder jeg ikke forstår og har overvægtige i deres kreds, og dermed ikke ved, hvad de kæmper med? Tror du det?"

Og i et andet skriver du så:
"Jeg har bestemt ikke erfaring med, at det holder i virkeligheden, at mænd virkelig finder overvægt attraktivt - tværtimod fortæller mine to singleveninder det stik modsatte."

Altså:

I din bog må de overvægtige godt være der, de må bare ikke påvirke f.eks. deres børn - og de må slet ikke forvente at blive opfattet som kønsvæsener.

Prop du bare din ikke-inkluderende forestilling om inklusion tilbage i flasken med proteindrik og tag endnu en tur på løbebåndet. Der er man også så dejligt ude af trit med andre virkeligheder end éns egen.

Vibeke Svenningsen

Dana:

Jeg er da ret kold overfor, hvilke fordomme omkring mig, der gør dig tryg fx. din fantasi om mine ture på løbebånd osv. Det er dælme da langt ude.

Faktum er, at det ikke hænger sammen - overvægtige har det ikke let i datingsammenhænge, Det skal man ikke kende mange overvægtige singler for at vide - det handler ikke om mig. Så jeg aner ikke, hvilken virkelighed, du lever i, hvor kvinder i str. 44 og opefter oplever sig eftertragtede som singler - jeg kender dem ikke.

Vibeke Svenningsen

Faktisk kender jeg en overvægtig kvinde, der ikke har dyrket sex i 5 år grundet hendes selvværd og manglende lyst grundet hendes overvægt, samt de tidligere oplevelser hun har haft på singlemarkedet - Det er skam ikke noget jeg sidder og finder på - og nej, det er ikke mig, der har skabt virkeligheden således. Det er bare sådan det generelt set er - selvfølgelig er det forskel på at blive lidt trind, men det er man altså ikke, hvis man er en str. 46 med mindre man er over 185.

Så glem du blot din aggressivitet mod andre end mig - det er ikke mig, der skaber virkeligheden, hvor overvægtige hverken er attraktive som kærester, som medarbejdere eller ses som sunde - det er der sådan set ret mange undersøgelser, der viser - men det er åbenbart meget fy fy at skrive det, og så bliver man fjenden. Men som sagt, er det altid godt at få sat billeder på sine fjender og kunne pege på dem, når der er noget mere strukturelt og generelt på spil - men budbringeren er mere let at pege på fremfor at læse det skrevne.

En hurtig kommentar:

Som mand har jeg opså oplevet det, at især de t-shirts jeg køber blevet mindre og mindre. For 10 år siden kunne jeg passe en medium t-shirt. Af en eller anden mærkelig grund er denne samme størrelse nu blevet til en large eller endda en X-large t-shirt.

Dette blot en observation.

John Hartfelt

Jeg bliver helt træt når jeg læser den her artikel og særligt kommentarerne.

"Det tøj der sælges...."

"Det modebranchen tilbyder...."

Problemet er i langt højere grad det tøj, der KØBES. Det er lidt det samme som når folk brokker sig over kvaliteten på kødet i supermarkedet (hvor man aldrig skal købe kød overhovedet) og ikke går over og køber reelt kød hos slagteren istedet.

Køb tøj, hvor I får det syet til jer. "Det er alt for dyyyrt". Nej, det er det ikke, for det holder ekstremt meget længere, det sidder perfekt på jer, det giver en højere grad af velvære og det kan laves præcis som I gerne vil have det.

Idag er der en tendens til at forbrugere bare er konsumenter fremfor individer med en reflekteret og nuanceret efterspørgsel. Hvilket trækker udbudet ned på et latterligt og usselt niveau. Det er dog ikke hele sandheden, men vil man i H&M, Magasin, Tøj Eksperten, Kauffman, SOLO og så videre, ja, så kan man sjovt nok kun købe det de tilbyder.

I København og Århus er der stadig rigeligt med butikker, hvor skræddere syr efter det man vil, og giver man sig selv lidt tid til at søge på nettet kan man finde endnu mere. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt links, der i realiteten kun kan ses som reklame er tilladt i ens indlæg, så jeg holder dem ude for at undgå censorering.

Jeg er selv en mand, der er "overhøj" eller "underbred" i forhold til stangtøjet, men jeg kan sagtens få godt og flot tøj. Uden at betale en formue for det.

Morten Sørensen

Gak nu hen og bliv smuk på din egen måde
Størrelse 42 + er aldeles attraktivt for de fleste.
Vi mænd kan bedst lide kvinder med form og figur.
Lad så de nervøse skeletter i fred. De er jo kun et produkt af deres egen fedtfattige og magre overtbevisning.

Morten Sørensen

Gak nu hen og bliv smuk på din egen måde
Størrelse 42 + er aldeles attraktivt for de fleste.
Vi mænd kan bedst lide kvinder med form og figur.
Lad så de nervøse skeletter i fred. De er jo kun et produkt af deres egen fedtfattige og magre overtbevisning.

Marianne Mandoe

Skarp og præcis Marie.

Kudos herfra.
Det ER frustrerende at have former, som man måske oven i købet har lyst til at vise frem, og så kun have muligheden for at pakke sig ind i en af tre.
1. Noget der ligner et telt.
2. Noget der ligner et telt men med sølvglitter og print af grædende hundhvalpe.
3. Noget der IKKE ligner et telt men som er designet af mennesker som åbenbart tror at +42'ere er skabt uden skuldre, så selvom lortet passer om brystet og taljen så kan man ikke skrue sig ind i det alligevel.

Ikke fordi der er noget galt med hunde. Men jeg foretrækker altså at min hund går ved siden af mig, og ikke sidder på mit tøj.

Og for at tage den et skridt længere.
Undertøj.
Specielt BH'er bliver ikke designet til kvinder der har noget der er større end en lille B-skål.
I hvert fald ikke hvis det skal være til at betale uden at have adgang til statskassen i et mindre land.
Danske kvinder har, gennemsnitligt, de anden største bryster i Europa.
Noget der bør fryde enhver bryst-mand, og I er meget velkomne til at fryde jer. :-)
Men stadig er det svært at finde en BH der er større end en AA-72 (72 er omkredsen af brystkassen under brysterne).
For at skrue sig ind i sådan en størrelse skal man som kvinde ikke bare have huller i stedet for bryster, men man skal også være stærkt anorektisk.
Med mindre man selvfølgelig er en af de "heldige" som ikke er højere en omkring de 155 cm.
Og dem er der ikke mange af i Danmark heller, da vi også er verdens 4. højeste nation OGSÅ på kvindesiden.

Jeg er kvinde.
Jeg er 173 cm høj, og mine bukser (størrelse 44-46 alt efter mærke) er næsten altid lige en cm eller tre for korte.
Mine bluser og skjorter (størrelse 46) ligner altid telte..... og så spørger folk hvorfor jeg ikke bekymrer mig mere om min påklædning.
Hallo.... jeg kan bruge DAGE på at finde bare EN bluse, hvis jeg da ikke erkender nederlag fra begyndelsen og går i herreafdelingen hvor jeg kan finde tøj i størrelser jeg kan komme i, og som ikke er designet med henblik på at mine skuldre ikke er mere end 40 cm brede.

Amalthea.

Det er jo begge ender af spektret, som er 'unormale', i alt fald hvis man tager detailhandlen som målestok,

Mindre end 34 og større end 42? Så er du ikke en kunde, men et problem.

Vibeke Svenningsen

Amalthea:

Jeg takker nej tak til dialog med mennesker, der spyr om sig med prædikater som frelst osv om sine meddebattører istedetvfor at læse det skrevne og forholde sig til det. Jeres fjendebilleder og opkast kan I herefter hælde udover hinanden i jeres selvforståelse af, at det hele skam er modebranchen skyld, overvægtepidemien eksisterer ikke og de er alle de frelste, der står som idioter på løbebåndene, mens I forstår livsnydelse med kager og ervrigtig gode mennesker.

Tja, hvem gider samtale op imod det?! Ikke jeg, når samtalen kun kan finde sted med personlig krænkelse og aggressiv angreb som fundament.

Æd en kage istedet for!

Vibeke:

Du er såmend blot blevet bedt om to ting: Konsistens og perspektivering.

Vi er enige om den med fedme'epidemien'. Vi er blot ikke enige om hvad den skyldes, og bliver det heller næppe - hele debatten om hvad diverse fødevarer gør ved os hører ikke helt hjemme i dette emne, som jo er normalitetsbegrebet når det gælder påklædning.

Dernæst perspektiveringen - går man f.eks. trinvis tilbage i hvad vi kunne kalde moderne beklædningshistorie, vil man se markante ændringer af den ideale kvindekrop Vi behøver hverken at gå til stenalder eller 1800-tallet, det er nok at bevæge sig indenfor levende kvindes minde.

Derfor virker din insisteren på dit eget normalbegreb ærlig talt lettere useriøs.

Vil du opfatte det som et personligt angreb, så værsgod. Det ville bare være lidt mere reelt, hvis du forholdt dig til det der rent faktisk står.

Vibeke Svenningsen

I bliver ved om min person - løbebånd og frelst. Stop dog og æd den kage. Jeg gider ærlig talt ikke jeres form.

Jens H. C. Andersen

Hmm, jeg vil altså sige at i herrebranchen der er mærkevare så sindsygt opskruet priser, at jeg undre mig over at der ikke er nogen der har lavet et butik/skræddersy koncept.

En anden ting er at modebranchen, tror at de bestemmer og diktere moden - Jeg har haft den præcis samme stil, i mange mange år. Nogen gange må man vente til moden er skiftet, så man igen kan købe tøj.

Der er også det problem at Danmark er for lille et land, til brede sortimenter, hvorfor jeg må til udlandet for at købe sko.

Vi venter blot på at teknologien er til, at vi kan gå ind i en butik få scannet kroppen (findes allerede), og der så er en maskine der syer det med det samme.
Der vil stadig være behov for designere, det er der mange som misforstår.

Men der er nogle strukturelle udfordringer. Tag nu fx CD/DVD'er, hvorfor skal de transporteres mange km i forurenet lastbiler, hvoraf meget bliver returneret (salget er jo ikke ligefrem stigende i den branche), når man kan producere dem (/kopiere dem lovligt) i butikken?

Inger Sundsvald

Der er vist en fejllæsning her. Man går uden videre ud fra at ”former” betyder overvægt. Det er ikke tilfældet.

I mange år er overvægt høfligt blevet beskrevet som ”kvindelige former” eller ”bløde runde former”, men der er altså forskel.

Man skulle tro at dametøj er designet til mænd, for hvis man skal have plads til brysterne, så skal man som en str. 40 have en str. 44, hvis man er alm. slank men med en fyldig barm - som det kan oplyses ikke er opstået fordi man ikke kan styre kalorieindtaget eller ikke gider motionere.

De bedste og mest velsiddende jeans jeg gennem årene har købt, er købt i herreekviperingsforretninger, fordi jeg har haft ”drengestørrelse” om hofterne men ”kvindestørrelse” højere oppe. Sådan er vi så forskellige, men jeg undrer mig over at mænd i alle størrelser og faconer kan købe det der passer, og f.eks. her i byen kan få lagt bukserne op, hvis det skulle være nødvendigt. Den slags skal man tilbage til 60’erne for at møde i forretninger for dametøj.

Vibeke, man kan ikke bede om en anden tone, når man selv udtrykker sig som du gør. "Æd en kage" siger en del om dig og dine fordomme.

Vibeke Svenningsen

Inger:

Det skrev jeg efter, jeg var blevet kaldt frelst og løbebånd og jeg skal komme efter dig. Så som man råber i skoven får man svar, når man lægger for land med at tro ens eget selvbestaltede offerrolle giver en ret til at spy om sig med sådanne tilgange til andre med en anden holdning. Så igen æd en kage - eller bliv i egne sko, når man debattere.

Det handler ikke om former - jeg har skam former, og har intet problem med at købe tøj i almindelig tøjbutikker. Men alle der færdes i bymiljøer kan da godt få øje på, at de sidst 10 år er der dukket butikker op som små paddehætter overalt til store piger eller kvinder, eller hvad de nu kalder det. Så jo, det er noget nyt - og ved I hvad - det viser undersøgelser faktisk også. At vi bliver større og større, og det gør børnene også - og det er ikke noget problem. Der er former. Nej, det har intet med former at gøre. Intet. Det er en vestlig fedme epidemi.

Camilla Brodersen

Jeg har aldrig forstået, hvordan modebranchen kan yde så stor tiltrækning på homoseksuelle mænd, når nu de ikke værdsætter kvindelige former.

Denne manglende værdsættelse af det kvindelige har gjort, at kvindeidealet er blevet mere maskulint eller barnligt - i begge tilfælde er der i hvert fald tale om, at man skal så langt væk fra timeglasproportionerne som muligt. Den yderste konsekvens af dette er, at ti-årige piger og unge mænd nu er trådt ind i topmodellernes rækker.

Det kunne også være fint nok, hvis der var tale om en form for kunstnerisk overdrivelse som en del af catwalkens surrealistiske overdrivelser, men problemet er, at almindelige mennesker har taget dette 'ideal' til sig, og teenagere i str. 34 føler sig nu fede.

Så nu sulter kvinderne sig for at slippe af med deres former, og mændene ærgrer sig - det er en lose-lose-situation.

Her er et eksempel på, at man kan være superflot på den anden side af en størrelse 40: http://web203249.ta51.talkactive.net/activebuilderfiles/tanjaschroeder.d...

Lasse Pekruhn

Det eneste problem jeg ser med artiklen og debatten er, at den går ud fra at modebranchen har magt og det på det nærmeste med en selvfølgelighed, som når man hører en præst tale om guds overhøjhed.

Branchen har kun den magt som 'kvinder' der køber dens produkter, gi'r den. Pressen som fortæller om den, fordi de prostituerer sig for den gode historie og fagforeninger og regeringer som er ligeglade, med et arbejdsmarked der starter fra 14 år og udnytter disse unge modellers forhåbninger og mål, på en måde der kun står mål med børnearbejde i Indien.

robert jensen

Timeglasfiguren i forskellige størrelser er tiltrækkende.Når fedtet begynder at sætte sig på maven, er grænsen nået, så er det ikke længere "kvindelige former".

Jørgen Malmgren

Jeg sidder lidt og griner, ikke af artiklen som jeg syntes er rammende, men af kommentarerne.

Det plejede at være mig der klædte min eks på og det var noget af en udfordring, ikke at hun var stor 168 cm og 65 kg men hun var kraftig af statur og mere bredskuldret end normalt og at finde noget der ikke lignede et telt og som også passede over brystet B78 kunne faktisk være ret svært og symaskinen måtte ofte i brug for at korrigere.

Men det er faktisk lige så svært som mand at få tøj der passer, når man ikke lige passer til "stangen". Jeg er 185 høj, jeg har et vingefang på 218 cm en skridtlængde på 85 og et taljemål på 70 cm.

Jeg bruger en størrelse 38/39 over brystet og i flipstørelse men en størrelse 44 i ærmelængde. Overtøj skal også være oversize hvis ærmerne skal passe og jeg skal sjovt nok købe cowboybukserne i damebutikker hvis de ikke skal sidde halvvejs oppe under knæet til gengæld er der lidt for meget plads om hofterne ;-(

Det tåbelige er at de store tøjproducenter rent faktisk producerer i størrelser som passer mig, for jeg er ikke den eneste lange tynde mand, men butikkerne tager det ikke hjem. Sidst jeg købte bukser måtte jeg bestille dem og vente fire uger på dem, for min størrelse blev simpelthen ikke lagerført. Så tynde mennesker bliver også "diskrimineret" i tøjbutikkerne hvis de ikke passer til "stangen" ;-)

robert jensen

"Jeg er 185 høj, jeg har et vingefang på 218 cm"

Jeg tror ikke der er en eneste sværvægtsmester i boksning der har kunnet måle sig med dit vingefang.
Du har faktisk længere arme end giganten Nikolai Valuev, vildt.

Jørgen Malmgren

Robert Jensen

*GGG* Jeg har dyrket kampsport i mange år og den store rækkevidde giver visse fordele undtagen i infight. ;-)

Og det kan være en fordel, at man kan stå på gulvet og skrue en skrue i loftet, mens ellers er der ikke mange fordele ved at være "vanskabt" ;-)

Da jeg skulle lære at bruge en "Bo stav" så var stavene for korte for de er kun 180 cm men jeg skulle bruge en på 210 for ikke at tabe den når jeg skulle have den ned bag ryggen ;-(

Sider