Læserbrev

Ændring er ikke lappeløsning

15. februar 2012

Information kalder i en artikel 10. februar de bebudede ændringer i forældreansvarsloven for en ’lappeløsning’ og ’et sminket lig’. Det er billedrige men ikke retvisende udtryk for de positive ændringer, der er på vej.

Ændringsforslaget lægger op til, at der skal være et reelt potentiale for samarbejde mellem forældrene for at dømme til fælles forældremyndighed, og at der skal langt mere til at genoptage sager.

Selv om vi har til gode at se det endelige lovforslag, så er vi ikke i tvivl om, at ændringerne vil komme til at skåne mange børn for langvarige konflikter og nyttesløse tovtrækkerier mellem forældrene. Selvfølgeligt under forudsætning af, at der er de nødvendige ressourcer og kompetencer i statsforvaltningerne.

Information skriver i lederen samme dag, at mødrene får forældremyndigheden i 88 procent af de sager, hvor forældrene ikke kan blive enige. Det er forkert.

For de 88 procent dækker over, hvor stor en del af alle skilsmissebørn i Danmark, der har bopæl hos deres mor. Men heldigvis er det jo sådan, at langt de fleste skilsmisseforældre selv bliver enige uden at myndighederne bliver involveret. Derfor siger dette tal ikke noget om, hvorvidt forældreansvarsloven virker efter hensigten.

Bedre fordelt

I de sager, hvor loven rent faktisk er i spil — altså de 10 procent af skilsmissesagerne, hvor sagerne afgøres i statsforvaltningen eller retten — er tallene nogle helt andre.

I statsforvaltningerne får faderen ifølge Familiestyrelsen bopælen i 35 procent af sagerne. Og i retterne får faderen ifølge SFI bopælen i 33 procent af sagerne, når børnene er 4-7 år, og i 45 procent af sagerne, når børnene er over 12 år. Det er helt andre tal end dem, Information igen og igen bruger.

Tallet 88 procent skævvrider den vigtige debat, fordi det ikke siger noget om, hvordan myndighederne afgør og dømmer, men om de vaner og normer, der gør, at skilsmissebørn typisk har bopæl hos deres mor.

Det er en helt anden diskussion, som bl.a. handler om barselorlov og andre initiativer, som kan give fædre en større andel i deres børns liv, og som Mødrehjælpen er stor tilhænger af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

"Derfor siger dette tal ikke noget om, hvorvidt forældreansvarsloven virker efter hensigten."

Jo, dette tal siger alt i resten af tilfældene, hvor mænd kriminaliseres og mistænkeliggøres.

Søren Lindegaard Larsen

Dejligt at mødrehjælpen efter årtier har fundet ud af børn også har behov for en far i deres liv, formoder således at Mødrehjælpen er parat til at ændre de skæve tal som nævnes i artikel, uanset 88% eller 65% er der vel stadig tale om en skævvridning/diskrimination ?

Undres lidt over at organisationer, der i perioder skal markere sig, ikke af hensyn til børnene, men det faktum at beslutningen om størrelsen af tilskuddet er oppeover skal ytre sig i en avis der burde have artikler af objektive journalister i stedet.

Nikolaj Rommedahl

Jeg savner fortsat at få en klar henvisning til hvor mødrehjælpens tal om at 45% af alle børn havner hos far ved domstolsafgørelserne, som mødrehjælpen blæste ud for nogle uger siden i information. Derefter kan vi tale om tal. De 88 procent er ganske rigtig antallet af børn der har bopæl hos mor anno 2012. Et tal der er mindre end i 1980. Vi kan samtidigt læse at vi har en "alt-for-slap-lov" og at mænd kæmper for at være en del af deres børns liv. Hvordan hænger det sammen med at 88% af børnene bor hos mor ? Vi kan tage SFI's tal fra børn i deleordninger der oplyser at ca 17% af alle børn i 2009 boede i deleordninger. Hvordan hænger det sammen med at far samlet set har bopælen i 12% ? Det kunne give en indikation om at status som bopælsforældre med magten og pengene ikke er til at flytte fra mor, selv om barnet er en lige stor del af begge forældres liv, eller måske ligefrem mest knyttet til far, som har måtte acceptere en deleordning, fordi det ikke er muligt at flytte bopælen. Jeg ser frem til vi når de andre nordiske lande til sokkeholderne i lovgivningen og i praksis for børn, men det tager tilsyneladende tid i Danmark, for lige nu synes vi mest at være i bakgear. Hatten af for at mødrehjælpen taler om at børn har brug for en far, men lad os i stedet kigge på hvordan børnene rent faktisk får den far de ønsker sig i deres liv.

Søren Lindegaard Larsen

@ Nikolaj - er det ikke en vanlig problematik bl.a. Mødrehjælpen (LOKK osv) laver egne tal, der vanlig vis ikke checkes forud for tilskud tildeles eller ved evaluering af bl.a. Forældreansvarsloven?

Man laver egne tal for egen vindings skyld, ikke af hensyn til børnene.

Problematikken er langt fra ny.

http://www.information.dk/168214

Jens Overgaard Bjerre

Mads Rocke Clausen, Mødrehjælpen, er ikke bedre end andre når det gælder manipulation med tal. Hvor er tallene fra 0 - 4 år? Bare for at tage et eksempel. Fra barnets 12'te år skal det selv spørges om hvor det ønsker at bo.

Men Mødrehjælpen, oprindeligt stiftet i 1924, er jo stiftet for at hjælpe mødre, Så det hele er vel egentligt ikke så mærkeligt.

Nikolai:

"Jeg savner fortsat at få en klar henvisning til hvor mødrehjælpens tal om at 45% af alle børn havner hos far "

Nu er artiklens forfatter, Mads Roke, jo økonom. Og da økonomi er en videnskab, kan jeg ikke forestille mig, at han finder på tal, som hans arbejdsgiver er glad for.

Nikolaj Rommedahl

Besynderligt sammenfald af historier bragt i aviserne i dag. Se ekstrabladets bagside med et indlæg af Suzanne Bjerrehuus "Når kvinder hader...".
Givetvis i anledning af den store ballade omkring hendes egen søn og barnebarn, kan det tænkes ?

Anette Christensen

Tak til Mads Roke Clausen for at berige debatten med lidt fakta. Information har nu i ugevis kolporteret tal, hvor data om bopæl og forældremyndighed sammenblandes og tillige ukorrekte oplysninger om indholdet i den politiske aftale.

Man må håbe, at det skyldes dårlig og mangelfuld journalistik. Alternativet er jo, at man bevidst vildleder befolkningen. Hvis det er tilfældet, kan motivet vist kun være ønsket om at piske en stemning op. Og det er ærligt talt temmelig utilstedeligt for en seriøs avis.

@ Nikolaj og Søren LL. Det fremgår af artiklen, at Mads Roke Clausens tal kommer fra henholdsvis Familiestyrelsen og SFI’s rapport vedr. evaluering af Forældreansvarsloven. Hvor meget mere klart skal det være, før I vil godtage det? Mener I, at de pågældende kilder er fulde af løgn?

@ Jens. Måske er du ikke orienteret om, hvor svært især enlige mødre havde det tilbage i 1924, hvor Mødrehjælpen blev stiftet. Dengang var det en særdeles svær situation at vente et barn uden for ægteskab. Det medførte stor vanære, og gjorde ofte at mødre skulle træffe absolut ubehagelige valg. I de tider var det også kutyme, at fædre kun aldeles nødtvunget anerkendte faderskabet for børn uden for ægteskab.

Det har mildest talt ændret sig radikalt siden. Men hvis samfundsændringer betyder at det bliver opfattet som i orden at mistænkeliggøre motiverne hos foreninger, der tilpasser sig og fortsat udfører vigtigt hjælpearbejde – i Mødrehjælpens tilfælde særligt for børnene og desuden for forældre af begge køn, så kan vi nedlægge mange foreninger.

Så skulle vi ikke lade være med at slå ind på det spor?

Anette Christensen

Tak til Mads Roke Clausen for at berige debatten med lidt fakta. Information har nu i ugevis kolporteret tal, hvor data om bopæl og forældremyndighed sammenblandes og tillige ukorrekte oplysninger om indholdet i den politiske aftale.

Man må håbe, at det skyldes dårlig og mangelfuld journalistik. Alternativet er jo, at man bevidst vildleder befolkningen. Hvis det er tilfældet, kan motivet vist kun være ønsket om at piske en stemning op. Og det er ærligt talt temmelig utilstedeligt for en seriøs avis.

@ Nikolaj og Søren LL. Det fremgår af artiklen, at Mads Roke Clausens tal kommer fra henholdsvis Familiestyrelsen og SFI’s rapport vedr. evaluering af Forældreansvarsloven. Hvor meget mere klart skal det være, før I vil godtage det? Mener I, at de pågældende kilder er fulde af løgn?

@ Jens. Måske er du ikke orienteret om, hvor svært især enlige mødre havde det tilbage i 1924, hvor Mødrehjælpen blev stiftet. Dengang var det en særdeles svær situation at vente et barn uden for ægteskab. Det medførte stor vanære, og gjorde ofte at mødre skulle træffe absolut ubehagelige valg. I de tider var det også kutyme, at fædre kun aldeles nødtvunget anerkendte faderskabet for børn uden for ægteskab.

Det har mildest talt ændret sig radikalt siden. Men hvis samfundsændringer betyder at det bliver opfattet som i orden at mistænkeliggøre motiverne hos foreninger, der tilpasser sig og fortsat udfører vigtigt hjælpearbejde – i Mødrehjælpens tilfælde særligt for børnene og desuden for forældre af begge køn, så kan vi nedlægge mange foreninger.

Så skulle vi ikke lade være med at slå ind på det spor?

Nikolaj Rommedahl

@Anette.
Nu læser jeg rent faktisk de rapporter der ligger hos SFI og familiestyrelsen. Er stadig ikke istand til at finde de nævnte tal fra mødrehjælpen. Kunne være fantastisk hvis en kildehenvisning rent faktisk indeholdte de oplysninger der skulle stamme fra kilden. Jeg efterlyser fortsat nogen der kan oplyse mig præcist hvor der står at 45% af alle beslutninger omkring bopæl giver bopæl til far. Jeg kan læse i SFI rapporten at det drejer sig om ca 1/3 af alle tilfælde der går til far, ikke 45%.

Lars Jorgensen

En af de barske sandheder om køn og børn er jo -
at selvom der er sket en revolution det sidste halve århundrede omkring fædrenes deltagelse i børnenes liv og omsorg - at det fortsat er kvinderne, der i aller højeste grad tager sig af omsorgen for børnene og for at hjemmet bliver gjort rent, lavet mad osv.

Det faktum er generelt ret usynligt, så længe familien holder sammen. Men det bliver lige pludselig til et ganske vægtigt argument, når man skal til at vurdere, hvor det er bedst at børnene bor ifm. en skilsmisse.

Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at ovenstående faktum er ganske vigtigt for mange fædre og mødre, der lader moderen få børnene mest.

Men samtidig må man ikke glemme, at den kønslige arbejdsdeling i hjem og på arbejdsmarked i høj grad stadig er sådan, at faderen generelt arbejder mere og tjener på arbejdsmarkedet. Dette er også et kulturelt faktum. Og det fungerer vel generelt nogenlunde - det skal det jo!

Problemet er blot, at faderen ud fra disse strukturelle betingelser meget let kommer til at betale den højeste pris ved en skilsmisse. Hvad enten han går frivilligt ind på det eller ej.

Mere ligestilling på arbejdsmarked og i hjemmet (og i (omsorgs-) arbejdet med børnene) er derfor en betingelse for, at mænd kan få lige så fuld ret til børnene, som kvinderne.

Og hvis vi så samtidig kunne få en familiepolitik, der tog hensyn til børnefamilierne - så alle familiemedlemmerne i højere grad kunne skånes for den smertelige skilsmisse. Så ville det være et progressivt fremskridt.

Anette Christensen

@Søren M.

Hverken mænd eller kvinder skal ikke mistænkeliggøres som gruppe – og det sker heller ikke. Men nogle ganske få forældre gør børnene ondt.

Vi har desværre endnu til gode at opleve, at mennesker, der har begået incest, beredvilligt tilstår, så snart de bliver konfronteret med anklagerne. Hvis bare vi kunne være sikker på, at alle ville det, sikke en nem og dejlig verden, børnene – og vi andre - så ville få! Erfaringen viser bare, at alle anklagede hårdnakket hævder, at de er uskyldige. De fleste endda, selv når beviserne bliver overvældende og fængselsdøren smækker bag dem.

Rigtig mange postulerer desuden, at det hele drejer sig om falske anklager – senest Rebild-manden, som ingen længere kan have berettiget tvivl om er skyldig som bare dét!

I Rebild-sagen havde en reaktion på BEGRUNDET og fra flere sider GENTAGEN anmeldelse betydet, at børnene var kommet ud af kløerne på far 2½ år før. Alle kan vel være enig i, at det havde været bedst for dem.

Kan det ikke mane til blot en lille smule fornuftig eftertanke hos dem, der konstant fremfører, at enhver anklage om vold og incest blot er et hæsligt komplot af BEVIDST falske anklager udtænkt af rænkefulde mødre og griske advokater?

I bidrager mere eller mindre bevidst til at gøre den holdning retningsgivende. Det betyder at sager, hvor forbrydelserne faktisk sker, ikke håndteres med fokus på børnenes bedste. Konsekvensen er, at systemet stiller sig solidarisk med forbryderne i stedet for med ofrene – børnene og den anden forælder. Børn udsættes for de mest forfærdelige ting år efter år, selv om det kunne have været undgået.

Min bøn til alle er derfor: Stil jer ikke på forbrydernes side – for børnenes skyld!

Anette Christensen

@Nikolaj. Jeg vil gennemgå materialet igen. Jeg har absolut ingen interesse i, at fokerte data bliver udgangspunkt for hverken denne debat eller ændringer af Forældreansvarsloven.

Så undskyld mit spørgsmål: svarer de 1/3, som du har set ikke til Roke Clausens angivelse (35 %) af den andel af bopæl, der går til far, når sagen forliges i Statsforvaltningen? Det lyder til at være nogenlunde samme tal.

Forlig i Statsforvaltningen og domstolsafgørelser kan nok ikke forventes at give de samme tal. Og det skal de måske heller ikke?

Lisbeth Hansen

Har også læst bagsiden af Ekstra Bladet i dag. Det kan godt være, at Suzanne Bjerrehuus´s indlæg er skrevet pga hendes egne erfaringer, men ikke desto mindre er hvert et ord sandt! Det er lige præcis det mødrene har gang i... og overskriften: Når kvinder hader... er SÅ rammende! Jeg håber inderligt, at en person som hende fortsætter debatten, meget gerne i flere medier. Det har med sikkerhed større effekt end når vi andre (ikke "kendte") prøver at få myndigheder mv i tale. Så TAK Suzanne for at tage dette emne op...

randi christiansen

Og hvad så når mænd hader ? Men det gør de måske ikke ? Den slags ensidige angreb er stærkt underlødige og populistiske, og ikke hvad denne vigtige samtale har brug for.

Problemet er, at nogen forældre ikke har den nødvendige kompetence til at håndtere deres uenigheder. Her er det nødvendigt med ekstern assistance : tvungen supervision og-eller terapi med indtægtsbestemt betaling.

At risikere at udsætte børn for deres forældres vanvid med en automatisk delt forældremyndighed uden tvungen supervision og-eller terapi er helt uansvarligt.

Lisbeth Hansen

Og det var så din mening Randi... og den skal du da have lov til at have! Jo, mænd kan sandelig også hade... men det er ikke så tit man ser dem lade det gå ud over børnene på samme måde som mødrene gør.

randi christiansen

Og hvor ses evidens for at mødrenes måde at hade på er værre en fædrenes ?

Det ser derimod desværre ud til at være rigtigt, at lovgivningen i tilfælde af parternes uenighed favoriserer kvinder (at børn ikke kan deles lige over, synes at være forbigået visse i aldersmæssig henseende voksne mennesker)) og dermed udvider deres råderum for had.

Det kunne undgås vha ovennævnte tiltag.

Vibeke Svenningsen

Jeg mener at have set en spiseseddel for kort tid siden om, at Bjerrehuus' søn havde tæsket moderen til hans barn, så måske hendes ærinde ikke er helt rent - dog uden at have læst hendes indlæg, men jeg tænker bare timing og framing...hmm.

randi christiansen

Hvad med at forholde jer til mit konkrete forslag ? Kan det eller kan det ikke løse problemet med den delte forældremyndighed, mødres sabotage etc.?

Vibeke Svenningsen

Næh - det er bare meget mærkeligt, at hun just som sønnike har en voldssag med sin eks og mor til sit barn er ude med det der budskab. Det er såmænd alt - hun må jo mene, hun har et budskab, der skak fortælles lige nu og mettevuns.

Anette Christensen

@ Lisbeth. Det passer jo ikke!

Det er uden diskussion forfærdeligt, både når mødre og fædre hader.

Fædre hader nemlig også i skilsmissesager, og når det sker, lader de det desværre en gang i mellem gå ud over børnene på den mest forfærdende måde. De slår børnene og/eller mor ihjel. Seneste blev denne ret så definitive løsning observeret i både Birkerød- og Berlin-sagen.

Men vi venter endnu på, at en ”kendt” mormor kommer ud herfor, og så forhåbentlig bliver hørt i debatten.

Alle sager har flere sider, men i det trøster ikke de efterladte, når en part vælger den aldeles ultimative løsning.

Bare der snart var nogle modige politikere, der havde vilje til at fokusere på børnenes bedste og støtte en lovgivning svarende hertil.

Torben Rasmussen

Spørgsmål til Mads Roke Clausen, Mødrehjælpen:

"positive ændringer der er på vej", udtaler du!

Øverst, side 2, i den politiske aftale om ændring af Forældreansvarsloven nævnes, at forældre uden del i forældremyndigheden fremover ikke skal have adgang til at få en orientering om barnet og ej heller have adgang til at deltage i generelle sociale aktiviteter på barnets skole og institution.

Hvad er det helt konkret du og Mødrehjælpen finder positivt i at disse forældre fremover skal afskæres fra at få en orientering om barnet?

Mener du og Mødrehjælpen, at det er i barnets interesse at den ene forældrer afskæres fra denne orientering?

Mener du og Mødrehjælpen, at fordi en forældre ikke har del i forældremyndigheden, så er det pr definition til barnets bedste, at denne forældre ikke har adgang til fx jule tam tam?

Hvis du og Mødrehjælpen gerne vil have begge forældre til at interessere sig for deres børns trivsel og dagligdag, hvor er det så du og Mødrehjælpen ser det positive i at fjerne denne mulighed for at tage aktiv del i barnets sociale aktititeter på fx skolen?

randi christiansen

Når to voksne mennesker ikke kan enes om delt forældremyndighed, så er ekstern partner - den offentlige forvaltning - nødt til at træde til for at beskytte børnene.

Det kræver meget store ressourcer og ditto kvalifikationer at mægle i mellem to voksne, som kan være mere eller mindre fortabte i deres eget vanvid. Meget uheldig situation at havne i - særlig for børnene.

Man kan ikke slippe et forældrepar - som ikke af sig selv kan enes - løs med en delt forældremyndighed. Det er helt uansvarligt.

Hviket valg har forvaltningen da? Efter bedste skøn at tildele forældremyndigheden til den forælder som forekommer bedste egnet. Her kan alskens sabotage forrykke billedet, og forvaltningens skøn, vil derfor blive endnu mere usikkert.

Den eneste måde at minimere disse skader er ved (indtægtsbestemt betalt) tæt og fortløbende tvungen supervision-og eller terapi så ekstern, fagrelevant partner kan holde øje med, at børnene ikke lider overlast og forhåbentlig i processen få afdækket og afhjulpet årsagerne til konflikterne.