Kommentar

Arven fra Thatcher er grusom og trist

Hundredvis af danskere vil i den kommende weekend bevæge sig ind i landets biografer med popcorn og mørklægning for at se Meryl Streep give sig fuldt ud, i hvad der kunne blive hendes livs glansrolle, som Margaret Thatcher i premierefilmen ’The Ironlady’
Debat
24. februar 2012

Meget er allerede og vil fortsat blive sagt om den ikoniske regeringsleder Thatcher, der ledede Storbritannien fra 1979-1990. På trods af hendes mange kontroversielle og til tider direkte skræmmende politiske prioriteter, så var hun en idealist i ordets sande betydning. Hun stod altid fast på sin holdning, hvad enten den handlede om invasion af de dengang besatte Falklandsøer, om opgør med de magtfulde britiske minearbejdere eller om skabelse af generationer ’arbejdende fattige’ englændere.

Hun var indbegrebet af det ’slogan’, hun senere opnåede: ’The Lady is not for turning’. Det gjorde Thatcher stort set aldrig – heller ikke i de senere år, hvor hun gentagne gange har takket, forsvaret og krævet sin gamle ven, militærdiktator Augusto Pinochet, frikendt. Så nej, Thatcher står altid fast. En idealist på godt og ondt.

Idealismen repræsenterer netop også et tveægget sværd. De største tyranner og blodsudgydere i denne verden har ofte også været mænd og kvinder med store idealer om at skabe en bedre verden. Med flotte, floromvundne og idealistiske taler forsøgte de at overbevise deres samtid om, at de – folkets ledere – burde udstyres med uindskrænket magt, så de kunne indfri deres storslåede visioner. Men omvendt var det også idealister, der trodsede netop disse tyranner og sikre deres fald fra magtens tinder.

Genial eller vanvittig?

Idealismen befinder sig derfor på en akse, hvor den ene ende kunne beskrives med Nudansk Ordbogs, der definere en idealist som en person: »der stræber efter høje mål, og som mere tænker på andre end på sig selv og er tilbøjelig til næsten at glemme virkeligheden« Over for denne formulering, står Hans Scherfigs roman Idealister’fra 1945, hvor han beskriver de fuldstændige latterlige af slagsen. Idealister, der mener at kunne frelse verden med meningsløse projekter, der er absolut uden jordforbindelse. Og det er netop på den akse, en ægte idealist befinder sig – fra genial til vanvittig.

Vi kan så hver især overveje hvor på aksen, vi ville placere den britiske jernlady?

Jeg vil personligt forholde mig til og lade historien være dommeren. Og hvis vi netop begynder at bladre i historiens tykke bøger, så ved vi, at Thatcher blev valgt som premierminister i 1979 på løfter om at give økonomien et nyt løft. Den simple opskrift var skattelettelser, gennemgribende afregulering, omfattende privatiseringer og afvikling af fagbevægelsen. Disse initiativer skulle samlet set bidrage til at øge investeringerne og skabe nye arbejdspladser.

Men opskriften virkede på ingen måde som lovet. Skattelettelser forhindrede ikke arbejdsløsheden i at stige. Og de voldsomme privatiseringer forhindrede ikke produktiviteten i at falde i løbet 80’erne og 90’erne.  

Men der, hvor Thatcher for alvor fik sat sit spor i historien, var himmelflugten af de samfundsmæssige uligheder. Selv om udviklingen i Storbritannien havde ellers fulgt tendenserne fra resten i Europa i efterkrigstiden, hvor væksten i Vesteuropas belle epoque var stødt stigende og uligheden tydeligt nedadgående.

Skræmmeeksempel

I 1960 befandt Storbritannien sig således på et ulighedsniveau, der var stort set den samme som i Sverige. Men 40 år senere er uligheden i Thatcher eget hjemland på niveau med USA. I dag ejer de 10 pct. rigeste i Storbritannien 56 pct. af landets rigdomme, mens den fattigste halvdel ejer blot seks pct. til sammen. Og med den stigende ulighed i Storbritannien fulgte også fattigdommen. Antallet af børn, som levede i fattigdom, blev fordoblet fra 1979, hvor en en ottendel af alle britiske børn levede i fattigdom, til 1997 hvor en fjerdedel af børnene havnede i den sociale grøft. Udviklingen taler sit klare sprog: I 1990’erne levede 20 pct. af pensionister under fattigdomsgrænsen, den del af bruttonationalproduktet, som går til løn for alminidelige briter, er faldet fra 65 pct. i 1975 til 53 pct. i 2010 og endelig har antallet millionærer ifølge Braclays været stødt stigende siden 80’erne, således at der i dag er 619,000 millionær (i pund) i Storbritannien. 

Med den sociale slagside, som Thatcher har efterladt sig i Storbritannien, kan det kun undre, at jernkvinden fortsat hyldes og bruges til inspiration. Arven fra Thatcher lever videre i bedste velgående, hvorfor hendes tanker netop også har udgjort grundlaget for den nuværende finanskrise. Deregulering og afskaffelse af kontrollen med den finansielle sektor har haft store konsekvenser for almindelige lønmodtageren lige fra New York til Thyborøn. På samme måde har Thatchers tankegods også sat sine spor som tænker og forvalter den offentlige sektor.

At vi i Danmark har et krav om, at 31,5 pct. af alle kommunale velfærdsydelser skal konkurrenceudsættes, ville være velkendt for Thatcher, der netop ønskede at overføre effektiviseringsgevinsterne fra fremstillingsindustrien direkte til den offentlige sektor. Standardiseringer, målopfyldelse og New Public Management skulle sikre et effektivt og privat marked for velfærdsydelser. De håbløse, omkostningstunge og mistillidsskabende redskaber, som er blevet trukket ned over de offentlige medarbejdere, tilføjer kun endnu et kapitel til historien om Thatchers arv.

Arven fra Thatcher er grusom og trist. Et skræmmeeksempel, der med mange skæbner på samvittigheden viser, hvad der sker, hvis man nægter at forholde sig til virkeligheden. 

Jens Jonatan Steen er analysechef i Tænketanken Cevea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Godt, at der dog er en enkelt, der ikke bare kører med på beundringen af Thatchers karisma, jernvilje og charme, men fastholder det væsentlige, nemlig hvad damens totale hensynsløshed mod almindelige mennesker har medført af ulykke og elendighed for dem, samtidig med, at de rigeste er blevet endeløst forgyldt.
Ikke underligt, at der ind imellem kommer optøjer og disse afmægtige og perspektivløse vredesudbrud ind imellem, som overklassens premierminister ikke har noget som helst andet svar på, end kravet om straf og mere straf. (Diktator Hynkels rasende tale i "Diktatoren" ringer i ørerne.)
(Og så er jeg iøvrigt lidt støt over stavningen et par steder...)

Philip C Stone

@ Tom W. Petersen

Er du støt eller stødt over stavningen?

"Arven fra Thatcher er grusom og trist. Et skræmmeeksempel ..."

Men dog et eksempel som danske regeringer siden har ønsket at efterleve.

Tom W. Petersen

Philip C. Stone
Jeg prøvede med en spøg.
Det støder mig lidt, når der i artiklen to gange står "stødt stigende ".
Den gamle pedant slog til igen!

Lene Timmermann

Enig, @Steen Sohn, og vi befinder os nu midt i de sørgelige resultater af den overdrevne anvendelse af skattelempelser og andre fordele til de mest velstillede, af støtte til spekulation, af udlicitering og privatisering (minimalstaten!), af kontrol og evaluering og m.m.

Resultaterne er et samfund med større ulighed, en forvokset administrationssektor på bekostning af fagfolk og "varme hænder", et nedslidt og dårligt fungerende offentligt transportsystem, statsgæld og
økonomiske problemer osv.osv.

Men så er folk vel blevet klogere? Næh, ikke alle..
Der er mange som stadig beundrer Thatcher og Fogh - de var jo "stærke" ledere!

@Lene Timmermann. Og vi kan forvente mere af det samme.

Englænderne er åbenbart gået i gang med at privatiserer politiet.
West Midlands and Surrey police offer £1.5bn contract under which private firms may investigate crime and detain suspects

http://www.guardian.co.uk/uk/2012/mar/02/police-privatisation-security-f...