Kronik

Debatten er vigtig — sagen er gal

Koldau-sagen har rejst en vigtig debat om universiteternes fremtid og universitetsansattes manglende indflydelse på deres arbejdspladsers udvikling. Men debatten burde fokusere på politikernes forkærlighed for at intimidere kritikere og ikke på en enkeltstående personalesag om en hårdnakket og selviscenesættende professor
I stedet for at debattere Linda Koldaus personalesag, burde vi tage en mere grundlæggende diskussion af de politiske målsætninger for, hvad der skal foregå i universiteternes hellige haller, mener dagens kronikør.

I stedet for at debattere Linda Koldaus personalesag, burde vi tage en mere grundlæggende diskussion af de politiske målsætninger for, hvad der skal foregå i universiteternes hellige haller, mener dagens kronikør.

Rune Feldt

Debat
21. februar 2012

En personalesag på min arbejdsplads, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, har i den seneste tid givet anledning til megen furore i bl.a. dette dagblad. Sagen om professor Linda Koldau har ligefrem i medierne opnået status af sindbillede på en lang række generelle problemer for universiteterne med hensyn til ledelse, debatkultur, lovrammer, faglig udvikling m.m.

De generelle problemer, som debatten hvirvler op, er vel at mærke ikke nyopdagede. De har alle været påpeget og endevendt gentagne gange i de seneste 15 år. Jeg minder f.eks. om Humanistisk Forums og fagbladet Forskerforums årelange indsats for at skabe kritisk debat om den humanistiske fagligheds marginalisering i den igangværende omstilling fra dannelsesuniversitet til fakturauniversitet — et emne, som også Information undertiden har taget op, men som det generelt har været vanskeligt at trænge igennem med i den brede offentlighed.

Mange af os har endvidere i løbet af årene leveret kritiske analyser af udviklingen på universitetsområdet i videnskabelige tidsskrifter og antologier, også den daglige snak blandt kolleger har — i det mindste, hvor jeg færdes — hele tiden haft en klart kritisk profil. Så jeg kan ikke genkende billedet af en »tavshedskultur«, men nok af en resigneret holdning til, hvilke effekter man kan forvente sig af kritikken, og hvad det derfor kan betale sig at bruge energi på.

Politisk intimidering

Så meget desto større grund er der til at revitalisere kritikken, og i den forstand er den aktuelle debat positiv, men dens præmisser er skæve i flere henseender.Hvis man vil forstå baggrunden for universiteternes problem m.h.t. debatkultur, er man således nødt til at kigge hinsides konkrete konflikter mellem menige medarbejdere og deres ledere og bestyrelser.

Ledelser og bestyrelser er blot bydrenge for politikerne — magtfulde og særdeles vellønnede, ganske vist, men ikke desto mindre sendt i byen med et bundet mandat: De skal transformere universitetet fra en videnskabelig dannelsesinstitution til en markedsaktør i videnssamfundet. Den primære opgave er at servicere erhvervslivet med anvendelsesorienterede vidensydelser og dermed at bidrage til optimeringen af nationens konkurrenceevne på verdensmarkedet.

Dette overordnede strategiske scenarium er udtænkt i regi af OECD og EU-Kommissionen og er for tiden model for udviklingen på universitetsområdet i de fleste vestlige lande. Det har i en årelang ’top down’-proces affødt både strukturelle og indholdsmæssige omkalfatringer af universitetsfagene bort fra de klassiske fagligheders helhedsorienterede kvalifikationsudvikling og henimod enkeltstående vidensmoduler, der formidler mere umiddelbart anvendelsesorienterede kompetencer.

Kritikere dømt ude

Medarbejderne og fagmiljøerne har været indskrevet i denne strategiske omstilling som umyndige statister, der skulle rette ind og udfylde de centralt udstukne rammer — vores faglige synspunkter på processen har derimod været decideret uvelkomne. I samklang med erhvervslivets ønsker satte politikerne hensynet til umiddelbare markedsbehov i front, og med universitetsloven fra 2003 gav de eksplicit de nye ledelser tilskyndelse og hjemmel til at ignorere alle indvendinger mod realiseringen af denne dagsorden. Ja, dette må ligefrem tolkes som implicit succeskriterium for de nye ledelser.

Politikerne initierede således med åbne øjne en proces, i hvilken de universitetsansatte ud over tabet af formel demokratisk medbestemmelse har erfaret, at deres faglige integritet samt deres synspunkter på deres arbejdsplads fremtid har været kørt ud på et sidespor. En proces, hvor politikere og erhvervsorganisationer har gjort en dyd af at marginalisere resterne af det ’gamle’ universitet. Hvis man på nogen måde var kritisk over for den nye dagsorden, blev man dømt ude af debatten som ’irrelevant’ eller ’gammeldags’.

Hvis man alligevel tog ordet, holdt politikerne sig ikke for gode til at true sig til tavshed. Her kan man tale om en mønsterdannende ’urscene’, der udspillede sig 9. juni, 2004. På denne dag havde fire professorer i en kronik i Politiken lagt op til en principiel debat om uheldige effekter af taxametersystemet. I Deadline samme aften afviste daværende videnskabsminister Helge Sander at forholde sig til sagens substans — der var ikke noget at komme efter — og gav i stedet professorernes repræsentant i studiet, Peter Harder, en lodret ordre om at »passe sit arbejde«. I Politiken 1. juli 2004 opfordrede ministeren endvidere Københavns Universitets rektor til at »gribe ind« over for disse professorer.

Der er næppe tvivl om, at denne episode har haft en langtidsholdbar, intimiderende effekt og således frem til i dag afskrækker mange kolleger fra at udtrykke deres mening offentligt. Samme minister præsterede endvidere i 2009 at nægte at tage mere end 6.000 underskrifter imod universitetsloven alvorligt: Der var tale om et ligegyldigt, højtråbende mindretal.

Hvis man vil forstå baggrunden for en vis resignation og tilbageholdenhed m.h.t. universitetsansattes lyst til at ytre sig offentligt, er det således først og fremmest disse politikerskabte rammebetingelser og praksiser, man skal have fat i. Og hvis man ønsker at forandre de gældende tilstande og på frugtbar vis bruge de universitetsansattes viden i en åben offentlig debat, er det ligeledes ændrede signaler og initiativer fra politikerne, der er behov for. Indførelse af reel demokratisk medbestemmelse kunne være en passende start.

Koldau-sagen

Dette er alt sammen væsentlige spørgsmål for både universitetet og samfundet, og det er positivt, at offentligheden endelig begynder at forholde sig til dem. Men de har sagligt set ikke noget med Koldau-sagen at gøre. Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer.

Hvis dette kultursammenstød var blevet håndteret dialogisk, kompromisorienteret og i gensidig respekt, kunne det utvivlsomt have bidraget til gensidig faglig berigelse, og alle kunne have været glade. Men Linda Koldau frakendte i udgangspunktet sine nye kollegers faglighed enhver kvalitet og lødighed, og da hun ikke kunne gennemtrumfe sin faglige linje over for kollegerne, gik hun til ledelsen. Da hun heller ikke her fandt opbakning til, at hendes særlige fagforståelse skulle tildeles monopol på musikfaget, gik hun til pressen for ad denne vej at vride armen om på universitetet og få sin vilje.

For enhver, der kender blot en smule til sagens substans, står det med andre ord klart, at der ikke er tale om nogen forfulgt uskyldighed, men ganske enkelt om en kollega, der intrigerer i stedet for at samarbejde, og som i sin insisteren på at repræsentere den eneste gyldige musikfaglighed har lammet den musikvidenskabelige afdeling og med fuldt overlæg har forsøgt at undergrave dens omdømme i offentligheden.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, præcis hvilke ledelsesmæssige dispositioner denne situation kalder på, men der er for mig og samtlige de lokale kolleger, jeg har drøftet sagen med, ingen som helst tvivl om, at her måtte ledelsen tage affære for at forhindre smadringen af et fagligt og kollegialt miljø.

Man må imidlertid lade Koldau, at hun udadtil med stor dygtighed har formået at få sig iscenesat i en offerrolle. I hendes opsætning af sit lokale magtspil på den store offentlige scene indtager både den seriøse presse og diverse velmenende debattører endvidere beredvilligt rollen som nyttige idioter, når de ophøjer denne sag til paradeeksempel på, hvad der er galt med universitetet som sådan. Det er et forstemmende skue, og det forplumrer den væsentlige diskussion om universiteternes samfundsmæssige rolle og ledelse.

Henrik Kaare Nielsen er dr.phil. og professor i æstetik og kultur, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten A. Jensen

Jeg takker Henrik Kaare Nielsen for forsøget på at spore 'debatten' over til noget frugtbart for samfundet som helhed.

Så venter vi et par generationer på at fagligheden atter indfinder sig, og de "reaktionære," med forkærlighed for det rent faglige, uden logrende haler, kan få ånderum for de politiske magt-spil, og iscenesatte tragedier, hvor artiklens indhold rent faktisk bidrager med andet end hvem siger hvad om hvem, men hvem siger hvad om hvad.

Men et skuespil er rent faktisk nogen gange det der skal til for at vække den indre kamp-ånd. For i skuespillet skal man overdrive, det skal skuespillet for at alle kan se og høre budskabet.

Kristoffer Thyrrestrup

Jeg vil følge i Carstens fodspor og takke for en indsporing på sagens egentlige kerne. Oplysende artikel!

Universiteterne er vil bare et konkret billed på at vi alle er blevet sat uden for indflydelse - markedet regerer.

@Søren

Antal, er fællesnævner.

Selv er jeg dog ikke i angstens sved, for den fornuftige melder sig ud, og finder andre veje. Husk at historien er en grov fætter når det faglige skal stå distancen.

Jeg læser kun "tabere," med nogle kortsigtede vindere, og det kortsigtede er markedet i en nøddeskal.

Michael Kongstad Nielsen

Man kunne bare ønske sig, at vi snart kommer til at mærke, at vi har fået en ny regering, der kan sætte en stopper for VKO-regimets maltrakteren af vores samfund, herunder hvad universiteterne angår. R og SF burde man kunne regne med i sidstnævnte sammenhæng - men ikke S, oh my God.

Hvis ikke sagen var så alvorlig, ville jeg sige, - jeg vil give en halv betalingsring for et bedre universitet.

Efter at have gennemlæst artiklen et par gange får jeg følgende ud af den:

Den debat, der lige nu føres om humaniora fagenes kvalitet på de danske universiteter er en gammel sag.

Det kan ikke betale sig, at debattere kvaliteten den af flere grunde.

Alt er styret af politikere og EU.

I øvrigt tager kvinden, der startede debatten og er grunden til dette indlæg grueligt fejl.

De danske universiteter er demokratiske og har en solidarisk og flad struktur.
Det er et kultursammenstød, der er grund til hele misæren.

Men debatten er vigtig...

- Hvorfor så lægge låg på den og projicere problemerne til de store bonede EU gulve. Lad folk finde fejlene i deres eget mikrokosmos, påpege dem og lad steppebranden sprede sig til de folkevalgte. Sådan fungerer nemlig et demokrati.

- Hvorfor trække sit eget område ud af en debat med nye personlige angreb, i stedet for at inddrage alle humaniora fag som det er forsøgt andre steder.

Synes hverken denne artikel fornyer eller fokuserer, men nærmere udtværer og uvæsentliggør debatten.

Der kan jo ikke drives universitet på de præmisser - strejk, for fanden! Få fat i kolleger over hele Europa, hvis det er så udbredt.
Jeg er stadig af den opfattelse, at vi har samfund for at kunne drive universitet.

Dorte Sørensen

Tak til dagens kronikskriver og til Information for at bringe universiteternes udvikling fra dannelsesuniversitet til fakturauniversitet op til debat.

Håber at debatten kan bringe universitetsloven op til en kritisk revision så faglighed , åbenhed samt demokratiet tilbage til universiteterne og ikke mindst deres ledelser.

Allerede i 2001 advarede en belgier Nico Hirtt om det, Henrik Kaare Nielsen bekriver i artiklens første del. Hirtt dokumenterede i bogen "Den prostituerede skole", at I-landene siden 80‘erne har været godt i gang med at lægge undervisning ind under markedsloven. “Beskæftigelsesevne”, “fleksibilitet”, “livslang læring” og “lære at lære” er neoliberalistisk pædagogisk nysprog, dikteret af OECD og EU-Kommissionen. Forarbejdet blev gjort af bl.a. lobbyen, ERT (European Round Table Industrialists), Kredietbank og Verdensbanken.

Hirtt beskrev de kommende privatiseringer af universiteterne, og hvordan mellemlange videregående uddannelser vil blive samlet i centre. Så kan staten lettere sige, gå nu ud og find sponsorpenge selv.

I bogen giver Hirtt redskaber til, hvordan undervisere på alle niveauer kan imødegå denne udvikling. Uddannelse er jo et nationalt anliggende i EU-landene modsat andre politik-områder, så man behøver ikke gå den vej, som EU, eller OECD, Verdensbanken og multinationale firmaer gerne vil.

Jeg anmeldte bogen i 2002 i “Dansk Pædagogisk Tidsskrift” og har undret mig over, hvor lidt debat, der var i offentligheden i Danmark om markedsgørelsen af uddannelserne. Jeg boede i udlandet fra 1999-2008, så jeg kan have overset noget, men jeg forstår nu, at universitetsansatte er blevet intimideret og ikke har kunnet fremkomme med kritik.

Mht. sidste afsnit i Kaare Nielsens artikel. Her står: "Men Linda Koldau frakendte i udgangspunktet sine nye kollegers faglighed enhver kvalitet og lødighed, og da hun ikke kunne gennemtrumfe sin faglige linje over for kollegerne, gik hun til ledelsen. Da hun heller ikke her fandt opbakning til, at hendes særlige fagforståelse skulle tildeles monopol på musikfaget, gik hun til pressen for ad denne vej at vride armen om på universitetet og få sin vilje."

Det Koldau gik til Politikenmed i sommeren 2011 var spørgsmål om "overfladiskhed", "teorier istedet for viden", "folkeskoleniveau" og opgave-stereotypi. Noget man i uddannelsesverdenen uden for universiteterne kan nikke genkendende til. Koldau skrev bla.: "Ligesom ’viden’, der bliver erstattet med ’kompetence’, der åbenbart kan måles nøjagtigt i ’taksonomier’, ’credit points’, kompendier og skridt for skridt-skemaer, som ødelægger al form for fri læring og udfoldelse".

Kaare Nielsen har i artiklens første afsnit påpeget det problematiske i den retning universiteterne går, og at mange af frygt har resigneret. Nu bringer Koldau det på bane. Spørgsmålet er så: "Skulle hun også have resigneret?"

Linad Koldau er IKKE et ikon i kampen for medindflydelse på universitetet - tværtimod repræsenterer hun en tilbagevenden til det arrogante professorvælde, nogen af os husker alt for godt fra studenteroprøret i 68. Hendes mange og lange skriverier viser med al ønskelig tydelighed, at det at indgå i faglige, kollegiale sammenhænge og respektere ansvarlige organer som studienævn ikke eksisterer i hendes verden. Faglighed bestemmes af Koldau!
Tak til Henrik Kaare for at sætte hele denne ballade i perspektiv. Tilbage står, at Århus Universitets ledelse har behandlet denne sag ret håbløst, og det illustrerer tydeligt svagheden ved den enstrengede ledelsesmodel. Det bør vi der kæmper for reel medindflydelse på universiteterne kunne bruge i den aktuelle situation omkring udformning af nye vedtægter.

@ Finn

Du anfægter hendes måde at fremføre sine holdninger på, og ikke hendes viden.

Jeg spurgte før, og gentager spørgsmålet, hvor utiltalende Koldau end virker i sin fremgangs-måde på dig.

Har hun fagligt ret?

Det er virkelig svært ikke at fremstå arrogant, hvis man har noget at have det i. Ikke alle mestrer det charmerende, når faget optager en. Hvis det faglige så samtidigt i hendes øjne er mere eller mindre til rotterne - det er det også i mine, med faglig indsigt i faget gennem 40 år - hvordan skal man så få det frem, uden at træde nogen gevaldigt over tæerne i sin frustration over tilstandende (fremstå arrogant)?

Fakta er at musik frem til de videre-gående uddannelser er væk, og det har sat sine dybe spor gennem hele vores samfund.

Kære alle.

Et muligt svar er her:

http://politiken.dk/debat/ECE1546506/studerende-koldaus-kritik-beror-paa...

Et relevant citat:

"Musikhistorie handler både om klassisk musik og om nyere tids musik, som fra et klassisk-teoretisk synspunkt er mindre spændende, men som fra et kulturteoretisk og teknologisk perspektiv kan være dybt fascinerende, og som fuldstændig ubestrideligt hører hjemme i et universitetsforløb under navnet musikvidenskab.

Med andre ord: Hvis man ikke kan læse noder, dumper man til sine eksamener – hvis man ikke kan sin musikhistorie, dumper man til sine eksamener. Hvis man tror, at disse elementer udgør hele det musikvidenskabelige felt, dumper man til sine eksamener."

Et andet relevant citat:

Vi og vores medstuderende har tilegnet os nodefærdigheder og musikteoretisk viden om både klassisk musik, jazz og populærmusik.

Vi har alle haft praktisk undervisning i sammenspil, rytmisk og klassisk klaver, sang og kordirektion.

"Vi har fire sammenhængende musikhistoriske forløb, som i timetal og læsemængde fylder relativt meget i vores studier, og sideløbende hermed introduceres vi for kulturteoretiske begreber og emnefelter, som perspektiverer denne historiske ballast."

Som man kan se handler det altså om mere om at Koldau har formået et promovere sig som offer end sagens reelle indhold, kort kan beskrives ud fra dette citat fra Henrik Kaare's artikel:

"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitets-tradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioritering."

Dette er også min opfattelse; Koldau troede, at hun fordi fik en professor-titel ved Aarhus Universitet, så kunne hun bestemme suverænt, hvad der skulle undervises i. Ingen havde åbenbart fortalt hende, at i Danmark samarbejder ledelse og medarbejdere henimod et fælles mål, som de også taler om, hvordan man skal definere. Dette sker dels i institut-bestyrelserne, dels i studienævnet for det enkelte fag, herunder musik.

Og jeg ved fra min tid som indvandrerlærer, at mange indvandrere, ja selv dem der kommer fra Sverige og Tyskland har svært ved at finde sig til rette i den mere flade danske ledelses-struktur som findes her...

Michael Kongstad Nielsen

Kronikken falder i to dele, der strider indbyrdes mod hinanden. Først genkaldes 15 års kritisk debat om faglighedens nedtur da universiteterne skulle ændres fra dannelse til faktura. Den debat ønsker kronikøren revitaliseret, den har ligget stille lige siden den dag, politikerne begyndte at true. Kronikøren beklager resignationen, men hvad skulle man gøre? Det er politikernes værk, det måtte man bare rette ind efter, og efterhånden holde kæft. Men nu er offentligheden endelig begyndt at forholde sig til disse problemer, og det er positivt, mener han.

Men så kommer anden del. Koldau. Hun gør nu det, som miljøet selv gjorde i 15 år, indtil man ikke turde mere. Koldau løfter sagen ud i offentligheden, da alt intern kritik og debat støder mod en mur. Kronikøren kalder det er kultursammenstød, men her lyder det som et sammenstød mellem en mur og en kultur. Og her har vi nu gået og rettet ind mod fakturaen og holdt vores kæft og regnigneret vænnet os til politikkernes rammer, og så tillader Koldau sig at hvirvle op i det hele. Den går ikke. Hun skal kanøfles, hun er en intrigemager, kronikøren mener endda, at hun ene person skulle være i stand til at lamme en hel afdeling og undergrave dens omdømme i offentligheden, samt smadre et fagligt og kollegialt miljøe. Stærke kræfter, må man sige, eller også er afdelingen let at blæse omkuld.

Jeg tror nu, at Musikvidenskab, Institut for Æstetik og Kommunikation (mærkelig konstellation - nå) og hele universitetet skulle tage denne sag med kyshånd, som en gave, og bruge den positivt til at få revitaliseret debatten, som kronikøren siger, for tingene kommer ikke dumpende fra Christiansborg af sig selv, men med den nye regering er der en lille mulighed for at få lukket universitetsloven op igen, og i det hele taget få nye boller på suppen i miljøerne.

Karsten,

Artiklens forfatter skriver: "Man må imidlertid lade Koldau, at hun udadtil med stor dygtighed har formået at få sig iscenesat i en offerrolle".

Hvis vi tager starten, som er det, vi udenforstående kender til, nemlig artiklen i Politiken, sommeren 2012, så rejses der en kritik af "top-downstyret uddannelsesstrategi", der tales om "krisen i det humanistiske uddannelsessystem". Kritikken udspringer af Koldaus bekymring, ikke for egen vindings skyld. Artiklen vidner ikke om en lærer, der ønsker med sin artikel at komme til at spille offer.

Du skriver: "Koldau troede, at hun fordi fik en professor-titel ved Aarhus Universitet, så kunne hun bestemme suverænt, hvad der skulle undervises i".

Jeg har opfattet det anderledes. I Richters og Rottbøll artikel "En fare for faget?", 12.2.2012 skriver de: "Hun er skuffet over, at hun ikke får lov at undervise i musik- og kulturhistorie, som er hendes faglige ekspertise. Hun tager emnet op på to lærermøder og henvender sig både til sin fagleder, institutleder og dekan med kritikken".

Koldau har undervist på 3 universiteter, inden hun kom til Danmark, og på Goethe Universitetet Frankfurt am Main blev hun i 2009 indstillet til Goethe-universitetets årlige pris for fremragende undervisning .

Udover fremragende pædagogiske evner skal de nominerede også være i besiddelse af andre kvalifikationer:

- Aktivitäten zur nachhaltigen Verbesserung der Studiensituation
- Ergänzende Lehrangebote
- Interdisziplinarität
- Forschungsbezug in der Lehre
- Beziehung zwischen Theorie und Praxis.

.............

Link til Claus Emmeches blogindlæg 2.2.2012

Hvor er det dog pinligt :

1. Hvis man helt overordnet definerer mobning som chikane og drillerier som især sigter på eller bevirker krænkelse og ydmygelse af personlig værdighed og selvrespekt, så ser det ud til at der faktisk finder mobning sted. a) Når det kommer frem at prof. Koldaus navneskilte på instituttet molesteres og rives ned, så savner vi at høre ledelsen adressere dette som et problem for både Koldau og samarbejdsmiljøet. b) Når dekanen tildeler Koldau en advarsel som indebærer en præsenspligt (som kolleger ikke har), så savner man bare en flig af forståelse for hvad et sådant pålæg har med samarbejdsproblemer at skaffe – det kan jo kun forstås sådan at samarbejdsproblemet entydigt bæres af Koldau, medens andre er ofre. c) Når Koldau selv har klaget over mobning (jf. navneskiltene!), så pålægges hun at sige undskyld. – Det er svært at frigøre sig fra den mistanke at der finder mobning sted, for ledelsen mobber tilsyneladende prof. Koldau. Under dække af at løse samarbejdsproblemer tildeles Koldau kontorarrest – det kan da vist kun opfattes som værdighedskrænkende, dvs. mobning.

Henrik Rosenstjerne

Hvad nu hvis sagen om Linda Koldau ikke handler om akademiske kvalifikationer, kritiske forholdemåder eller undervisningskvalifikationer ?

Hvad nu hvis sagen heller ikke handler om ledelsen på universitetet eller om styreformer ?

Hvad nu hvis sagen i virkeligheden handler om Linda Koldaus evne til at indgå i et samarbejde ?

Det virker besynderligt, at en akademiker med en så omfattende produktion ikke har kunnet få fast ansættelse på et tysk universitet.

Det vil klæde hele diskussionen, at Linda Koldau fortæller hvorfor hun ikke var på Goethe Instituttet i mere end 2 år ? Måske vil Linda Koldaus forklaring være, at hun blev mobbet ?

Hvad nu hvis virkeligheden er, at Linda Koldau er en dygtig forsker og formidler, men personlighedsmæssigt helt uegnet til at indgå i samarbejdet på et moderne universitet ?

Vi kan diskutere for og i mod ledelse og styreformer på universitetet, men hvad nu hvis virkeligheden her handler om noget helt andet ?

Måske skulle vi i stedet diskuterer ansættelsesprocedurer på universitetet - samt den ansøgendes forpligtelse til også at fortælle om egne fejl og mangler.

Hvis nu sandheden i virkeligheden er den, at Linda Koldau er personlighedsmæssigt uegnet til at varetage en stilling som professor - så burde fremtidige ansættelser på universitetet ikke bare omhandle de faglige kvalifikationer, men også en personlig egnethedstest. Både af hensyn til den ansættende myndighed, men også af hensyn til den ansøger, der måske ikke helt er istand til at vurdere egne samarbejdsevner.

Tak, Henrik Rosenstjerne, for at eksemplificere, hvad der menes med, at universitetsmiljøet er kommet til at bestå af spytslikkere.

Pen er nu gået ind i sagen med en henvendelse til uddannelsesministeren:
http://danskpen.dk/2012/02/21/videnskabsministeren-ma-sikre-musikprofess...

Her er den artikel fra 9.6.2004 i Politiken, skrevet af 4 professorer, som omtales i ovennævnte artikel:
"Disneyland er et dårligt forbillede"

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE88066/disneyland-er-et-daarligt-fo...

Det var efter den artikel, at dav. videnskabsminister Helge Sander i Politiken 1. juli 2004 opfordrede Københavns Universitets rektor til at »gribe ind« over for disse professorer.

Klara Liske har skrevet det fordækt i en række indlæg, men lad os få det op i lyset: hvorfor skræmmes folk af at tilegne sig en grundlæggende viden, som utallige generationer før dem har måttet slås med?

Det er åbenbart ovenikøbet en ny trend med den bedre viden - jeg så i tv-avisen, hvordan fiskehandlere nu må stoppe med at manipulere med de arter, de sælger, fordi EU kræver latinske betegnelser: altså ingen billig stillehavstorsk solgt som fanget i Nordsøen. Og ingen sociologisk musikundersøgelse solgt som en mere ægte vare end analysen af værket - akademiets ækvivalering med spindoktoreren.

"Det faglige niveau er økonomisk irrelevant og i værste fald endda modproduktivt:"

"Færre eksaminer betyder nedskæringer til næste år igen, og så fremdeles - der er ingen anden udvej end at lade kravene gå ned i takt med den undervisning man har råd til."

"Men fra et økonomistyringssynspunkt var den en stor succes."

Jeg ser nu i en bog fra 2007, FAG OG FAGLIGHED – ET DIDAKTISK MORADS, at grunden til, at Sander ønskede at rektor fra KU greb ind i 2004, var dette:

"Debatindlægget blev lanceret på en sådan måde, at offentlighed såvel som myndigheder (ministre, embedsmænd, folketingspolitikere og universitetsrektorer) blev opmærksomme på sagen, og det fik udløst en offentlig debat og iværksat en undersøgelse. En forudsætning herfor var, at en af professorerne viste civilcourage ved at vedgå, at han “som studieleder var ansvarlig for at forringe uddannelsen for at være økonomisk effektiv”. Det var dog ikke omkostningsfrit at vedgå noget sådant offentligt. Tilståelsen fik den ansvarlige minister – Helge Sander – til straks at opfordre universiteternes ledelse til at skride ind og “sætte tingene på plads” overfor de ansatte, hvis de havde “devalueret den faglige standard på universiteterne.” En sådan disciplineringsaktion ville den dog ikke iværksætte".

Bodil Kornbech, dengang KD stillede et par 20 spørgsmål på baggrund af artiklen:

»Hvordan forholder ministeren sig til de fem professorers Nils O. Andersen, Frans Gregersen, Peter Harder, Mogens Niss og Per Øhrgaard udsagn om, at de økonomiske rammer for universiteterne i værste fald modarbejder det faglige niveau, fremlagt i kronikken »Disneyland er et dårligt forbillede« i Politiken den 9. juni 2004?«

Her er svaret fra Helge Sander på par. 20 spørgsmålet:
http://webarkiv.ft.dk/Samling/20031/spor_sv/S4309.htm

Når jeg skriver som jeg gør om Linda Maria Koldau handler det om at jeg har set og læst det læserbrev i enten Weekend-Avisen, JP, Politiken eller Berlingske, hvor hun direkte beklager sig over at hun ikke, som professor, kan og må bestemme, hvad der skal undervises i på musik-studiet i semestrene. Og hvor hun direkte skriver, at hun finder det betænkeligt, at studie-nævnene skal bestemme, hvad en professor skal undervise i. Som alle ved består studie-nævnene af lige mange elever og lærere, altså et direkte angreb på dne ledelses-stil og det samarbejde, som vi her i Danmark har haft siden 1970 eller 1972.

Jeg kan skam godt huske både Koldaus artikel i sommeren 2011 og hendes angreb på dansk humaniora i Weekend-Avisen i sommeren 2011. Her kom hun frem med, at de studerende ikke kunne læse noder, de kunne ingenting, de var mere interesseret i moderne musik end middelalderlig kirkemusik og de gamle klassiske mestre. Og det hele var faktisk ganske forfærdeligt, ganske enkelt fordi danske musik-studier ikke længere lærte de unge mennesker de store mestre (i dybden) og sikkert kun dem. Og kun ville tale om post-modernisme og kultur-teoretiske strømninger indenfor musikken.

Jeg påpeger blot, sammen med mange andre, at jo, de musik-studerende kan læse noder, jo de musik-studerende lærer Bach, Mozart mv. Og såmænd også sammenspil mv. Som også påpeget i de to musikstuderendes fra AU's artikel/kommentar i Politiken i dag. Og er det ikke en nødvendighed (dvs. en god ting) at kunne sætte musik, uanset om den er klassisk eller ny ind i en kulturteoretisk kontekst. Og er det ikke meningen, at et universitet skal lære de studerende at reflektere og tænke selvstændigt ud over det der står i lærebøgerne og det som deres professor(er) siger. Og det gør man jo, netop ved at stille spørgsmål til teksterne og ved reflektion over det man har læst - og ved at sætte musikken ind en moderne eller ældre kulturkontekst.

Igen: Bekymringen fra Koldaus side går på måske to ting skåret ind til benet: de studerende er dovne, lade og ugidelide og de kan ikke deres nodelære eller deres musikhistorie. Og det sidste kommer vel an på hvad man mener med nodelære eller musikhistorie...

Og en bemærkning til det første kunne vel være, at Koldau måske ikke ved, at selvom de studerende på et dansk universitet ser ud til ikke at høre efter, så hører de altså efter alligevel. Gad vide om Koldau kun har undervist på 1. år musik-studiet på AU? For mig at se, lyder det således. På 1. år kan på uni kan der godt være folk på et studie, som måske hellere skulle finde sig et andet sted at være. Og måske er Koldau vant til at i Tyskland ved folk hvad de vil være, og hvad de vil med deres musik-studium, når de starter?

Pointen er igen at Koldaus kritik mod musik på AU ikke holder vand, de studerende lærer noder, de har nodelære, de har musikhistorie, de har kulturhistorie, måske ikke så grundigt som Koldau kunne tænke sig. Men så må hun jo foreslå det...og argumentere for det...i stedet for blot at henvise til at i andre lande, også i Tyskland, er det professoren, ikke studie-nævnet, der bestemmer, hvad der skal undervises i.

JP: "Lektorer rystede over mediestorm", 21.2.2012

http://jp.dk/aarhus/uddannelse/article2701864.ece

Finn Thøgersen

Nu er det ikke nyt at universiteterne rettet ind efter økonomiske forhold.
Da vi andre startede (i Ritts og Bertils (første) ministertid) var det helt store problem at skaffe studiepladser - for enhver pris.
Derfor var der kontakt betaling for hver studerende der startede, det klarede man så ved første år at dumpe mindst 40% per fag - altså af dem der gik op til mundtlig eksamen, dertil kan man lægge dem der gav op efter den skriftlige, og dem der slet ikke meldte sig til eksamen....

Senere kom så mantraet om at (næsten) alle skuille have en eksamen, og dermed betaling per bestået eksamen.
Det kan naturligvis ikke undre, at det over tid medfører pres for at alle skal bestå, faldende fagligt niveau, hints om hvilke dele at pensum der "er interessante" osv.

Det bliver først rigtigt sjovt når det slår igennem på medicin og ingeniør fagene, men den opdager vi jo nok når den nye Kattegatbro kollapser i første efterårsstorm :-)

1. Er det et kriterium for et videnskabeligt institut, at "alle skal være glade"?
2. Hvis man ikke kan komme igennem med en vigtig kritik lokalt, har man så ikke pligt til at gå videre til ledelse, og hvis der heller ikke er lydhørhed der, så videre til offentligheden? Og hvorfor "intrigerer" man, hvis man følger denne pligt?
3. Koldau spiller ikke en "offerrolle". Hun er et offer. Det er hende, der har fået en advarsel med ydmygende sanktioner.
4. Fagudviklling foregår ikke altid "demokratisk". Det er at gøre ungdomsoprørets landvindinger til et ydre og ødelæggende krav.
5. Tankevækkende når 68'ere trækker "kulturkortet". Så er man blevet virkelig konservativ.

Det ses overalt: man invitetrer højt profilerede internationale navne til vort lille land (og er nok lidt benovede over, at de overhovedet vil komme her - i en sådan grad, at man beklikker deres faglighed pga. national flagellantisme) - og så kommer der nogle udygtige adminstratorer i arvelinje fra enevælden og ydmyger dem. Der er ingen respekt for mennesker i Danmark, mærkeligt nok.

Professor H. Kaare Nielsen skriver: "Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer".

Spørgsmålet er ville der i dag på Aarhus Universitet være plads til filosoffer og teologer som K.E.Løgstrup, P.G.Lindhardt og Johs. Sløk? Dem kunne man aldrig have bedt om "at slibe kanter af", tvunget til "fast ophold på kontor" eller "teamsamarbejde".

Lene Timmermann

Et klokkeklart partsindlæg - men med en smart underrubrik og overskrift - har fået 27 anbefalinger af Informationslæsere!
Ubegribeligt - med mindre det drejer sig om Koldaus mobbende kolleger, eller folk der kun læser med det ene øje...

@ Lene Timmerrmann

Anbefalingerne er givet med få undtagelser, for at få emnet frem i lyset - hvilket er på høje tid.

Infomations system har flest anbefalede artikler stående på forsiden.

Artiklen er som er nævnt flere gange af debattører i denne tråd, og dig selv inkluderet, noget rod.